Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Vi har glemt Islamisk Stat. Det er nok en dårlig idé

Foto: Stringer / Reuters / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


31. august 2020
9 min.

I begyndelsen af august blev der udkæmpet væbnede kampe i en havneby i det nordlige Mozambique. Mocimboa da Praia hedder den, og i fem dage forsøgte soldater fra regeringshæren at stå imod et angreb fra islamistiske oprørere. De fik hjælp fra sydafrikanske lejesoldater, men løb til sidst tør for ammunition og måtte rømme byen.

Kampene var de seneste i det, der længe har været en af verdens sværest gennemskuelige konflikter. I snart fire år har den sparsomt befolkede og ekstremt fattige gasregion Cabo Delgado, nær Mozambiques grænse til Tanzania, været pint af islamiske fundamentalister. Alligevel er ingen endnu helt sikre på, hvem de forskellige oprørsgrupper er, hvad de vil, og hvordan de er forbundne. Det har længe stået klart, at de alle bekender sig til ekstreme islamfortolkninger, men de nærmere omstændigheder fortaber sig i sparsom information og kryptisk kommunikation. Eller det vil sige: Det fortabte sig. Oprørernes erobring af havnebyen var ikke alene en eskalation. Det var også en stadfæstning af, at Islamisk Stat, den jihadistiske terrororganisation, vi lærte at kende i 2014, da de erobrede store dele af Syrien og Irak, er aktiv i Mozambique. Kort efter angrebet tog dens centralafrikanske afdeling, ISCAP, ansvaret.

På den vis markerede kampene i Mocimboa da Praia et opsigtsvækkende sikkerhedspolitisk skifte, som også kalder på europæisk opmærksomhed. Islamisk Stat har været dømt ude i halvandet års tid, men nu snakkes der om, at de er tilbage. På vej tilbage, i hvert fald. Det er vigtigt at holde fast i, at Islamisk Stat er et helt andet sted i dag, end de var for bare få år siden, men når det så er sagt, så er de her i den grad stadig.” Det siger Telli Betül Karacan, videnskabelig assistent på DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, medlem af forskningsprojektet Explaining Transnational Jihad og forfatter til en ny rapport om Islamisk Stat. Faktisk er de i færd med en større geografisk ekspansion, og den truer både nogle af verdens skrøbeligste lande, for eksempel Mozambique, og os i Vesten.”

Skulle der laves en liste over tidens største sikkerhedstrusler, ville Islamisk Stat altså ikke være til at komme udenom. Terrororganisationen er stækket, men bør i den grad stadig tildeles en central placering i den internationale krisebevidsthed. Det, der foregår lige nu i Mozambique, minder nemlig farligt meget om det, der skete op til Islamisk Stats gennembrud i Syrien og Irak: Akkurat ligesom dengang udnytter de lokale konfliktdynamikker til at så splid og træde ind i et magtvakuum,” siger Telli Betül Karacan. Det er lige til at få et deja-vu af.

Et gult flag steg til vejrs i Baghouz nær den syriske grænse til Irak i marts 2019. Det blev hejst af den USA-støttede kurdiske militæralliance Syriens Demokratiske Styrker og markerede enden på mere end to måneders offensiv mod de sidste rester af Islamisk Stat.

Kalifatet står ikke længere,” bebudede Donald Trump samme aften i en tale i Ohio. Præsidenten havde ganske vist sagt noget lignende bare få måneder forinden, samtidig med at han annoncerede, at USA ville trække sine soldater ud af Syrien, men nu virkede der vitterligt til at være noget om snakken: Baghouz var Islamisk Stats sidste tilholdssted, og i en kort video på Twitter medgav lederen, Abu Bakr al-Baghdadi, at kampen om byen var tabt. Senere samme år, i oktober, døde selvsamme al-Baghdadi tilmed. På flugt fra amerikanske specialstyrker detonerede han sit bombebælte og sprængte sig selv og to af sine børn i luften. Han døde som en hund,” sagde Trump skadefro.

Siden har fortællingen været, at Islamisk Stat er overvundet. At deres selvudråbte kalifat, der skulle samle alle verdens muslimer i islamisk ekstremisme, er blevet bragt til ende, og at vi er kommet et afgørende skridt nærmere et fredeligt Mellemøsten. Det har som minimum været opfattelsen, at organisationen er blevet reduceret til en blandt mange fjender – og dermed ikke længere er Fjenden, den ultimative modstander af de vestlige frihedsværdier. Fortællingen er ikke uden substans. Islamisk Stat er i den grad blevet sat tilbage. De har for længst mistet grebet om Mosul og Raqqa, de to byer, henholdsvis i Irak og Syrien, hvor kalifatet længe udgik fra, og er ikke i nærheden af deres tidligere aktivitets- og brutalitetsniveau.

Men fortællingen har huller, større og større huller endda. Selv om Islamisk Stat ikke længere er en geografisk enhed, repræsenterer organisationen stadig en idé om islams plads i verden, som mange er parate til at hugge hoveder af for. For nylig meddelte FN, at der stadig er mere end 10.000 aktive Islamisk Stat-krigere i Syrien og Irak, og det stemmer overens med, hvad der er blevet rapporteret fra de to lande de seneste måneder. I Syrien har Islamisk Stat, i ly af forårets og sommerens virusspredning, flere gange været i kamp med regimets styrker, især i den centrale Homs-provins. Og i Irak har de blandt andet dræbt ti soldater fra Folkets Mobiliseringsstyrke, en paramilitær shiamilits, der modtager ordre fra Iran og var medvirkende til nedkæmpelsen af Islamisk Stat sidste år.

ISCAP Krigere fra Islamisk Stats centralafrikanske afdeling, ISCAP, fotograferet i det nordlige Mozambique.

Det, der i Vesten er blevet kaldt en eliminering af Islamisk Stat, er i terrororganisationens egne rækker blevet fremstillet ganske anderledes. Ifølge dem selv har der, ene og alene, været tale om en guddommelig test af deres ideologiske loyalitet. I den forstand er deres aktuelle aktiviteter ikke udtryk for en tilbagevenden. Man skal have været væk for at kunne vende tilbage, og det har de, ifølge dem selv, på intet tidspunkt været. Det sidste af det territoriale kalifat faldt i Baghouz, men på Islamisk Stats forskellige online propagandaplatforme har et virtuelt levet videre.

Noget er dog ændret. Al-Baghdadis tidligere væbner, Abu Ibrahim al-Hashimi al-Qurashi, har overtaget lederskabet, og i samme forbindelse er der blevet skiftet ud på en række nøglepositioner. Med dem er der fulgt en ny strategisk retning. Det er ret tydeligt, hvordan Islamisk Stat i det seneste års tid har prioriteret at globalisere sig selv yderligere,” siger Telli Betül Karacan. De forsøger simpelthen at øge deres geografiske rækkevidde, ikke ved at sende krigere rundt i verden, men ved at alliere sig med lokale aktører, der er villige til at kæmpe deres sag. Det var også en del af strategien under al-Baghdadi, men det er, som om det er blevet en tydeligere prioritering.”

Jihadismen begrænser sig, med andre ord, ikke længere til Mellemøsten og det øvrige af den arabiske verden. Den er blevet global. Det har den for så vidt været i noget tid – Boko Haram, den nigerianske terrorbevægelse, der siden 2015 har sværget troskab til Islamisk Stat, blev grundlagt tilbage i 2002, og Abu Sayyaf, en filippinsk milits, der retter sig efter wahhabismen, en ultrakonservativ islamisk doktrin, går helt tilbage til 1989. Men de transnationale forbindelser er blevet væsentligt forstærket og mere strømlinet. For eksempel i det sydøstlige Asien, der i DIIS-antologien Global Jihad in Southeast Asia, udgivet oktober sidste år, bliver beskrevet som en af de regioner, Islamisk Stat har udset sig som et nyt ekspansionsområde. Også i Afrika, hvor den amerikanske tænketank Center for Global Policy har opgjort, at Islamisk Stat-affilierede grupper har udgjort mere end ti store angreb i løbet af 2020, det dødeligste i Tchad i marts, hvor 92 regeringssoldater blev dræbt i en syv timer lang massakre begået af ISWAP, Islamisk Stats vestafrikanske afdeling.

På den ene side vidner de transnationale forbindelser om Islamisk Stats fortsatte tyngde, trussel og appel,” siger Telli Betül Karacan. På den anden side rummer de en erkendelse af, at de i deres traditionelle højborge er blevet marginaliseret og så at sige er tvunget til at udvide deres geografiske horisont for at holde sig i live.” Afhængigt af øjnene der ser, kan internationaliseringen altså udlægges på to måder, siger hun:

Den signalerer både, at de har ambitioner, og at de fortsat er pressede.”

Thomas Mandrup, lektor på Forsvarsakademiet, hvor han primært forsker i afrikansk sikkerhedspolitik, genkender udviklingen. Der er uden tvivl noget om snakken: Islamisk Stat gør sig i stigende grad gældende i Afrika, blandt andet i det nordlige Mozambique. Der er klart en forskydning i gang,” siger han. Vurderingen flugter med en af observationerne i rapporten Reframing Islamic State – Trends and themes in contemporary messaging, som Telli Betül Karacan udgav på DIIS i juli. I den er det opgjort, at Cabo Delgado blev nævnt 62 gange i Islamisk Stats eget nyhedsbrev, Al-Naba, mellem oktober 2019 og april 2020.

Islamisk Stat er imidlertid ikke bare Islamisk Stat. Den karakteristiske sorte fane er den samme i Mocimboa da Praia, som den var i Mosul, men selv om lokale oprørsgrupper, som for eksempel Ansar al-Sunna i det nordlige Mozambique, er en del af Islamisk Stats netværk, skal man være forsigtig med at slå dem, der kæmper i organisationens navn, i hartkorn med hinanden. Bundlinjen siger meget vel Islamisk Stat, men deres celler i Mozambique ligner ikke dem, der er i Nigeria. Og de adskiller sig så igen fra dem i Somalia, Sahel-landene, Nordafrika og ikke mindst Mellemøsten,” siger Thomas Mandrup.

Pointen er, at de forklaringer, vi den seneste håndfuld år har lagt ned over Islamisk Stats sejre og nederlag i Mellemøsten, ikke uden videre kan genbruges i for eksempel Afrika. I Mozambique er det nogle specifikke nationale forhold, der gør, at islamistiske ekstremister har kunnet vinde frem. I Den Demokratiske Republik Congo, Nigeria og Sahel nogle andre. Noget er dog fælles: Områderne, hvor Islamisk Stat prøver at få fodfæste, har ofte en førkolonial islamisk fortid, og så er de plaget af korrupt regeringsførelse, elendig økonomi og chikane af lokalbefolkningen fra politi- og sikkerhedsstyrker. Det gør dem sårbare over for Islamisk Stats fortælling om kalifatets frelse og vantroens synd.

Det er ikke, fordi alle oprørerne er dogmatisk religiøse, langtfra, måske er det endda kun et fåtal,” siger Thomas Mandrup. Men de er alle sammen til fals for alternativer til deres fejlslagne regeringer, også rabiate af slagsen.”

Da kalifatet var størst, levede 11 millioner mennesker under det. Området var på størrelse med Storbritannien. Sammenlignet med dengang er dagens Islamisk Stat både decimeret og fragmenteret. I den forstand giver det god mening, at terrororganisationen, efter i nogle år at have domineret Vestens fjendebillede, er blevet nedprioriteret i den internationale samtale til fordel for stormagterne mod øst: Rusland og Kina.

Thomas Mandrup, lektor på Forsvarsakademiet, advarer dog mod, at vi glemmer sydaksen”. Øget tilslutning til jihadistisk terror i Afrika og Mellemøsten vil ikke bare sende flere flygtninge og migranter mod Europa. Det vil også skærpe risikoen for angreb på kontinentets metropoler. I længden er udviklingen syd for os den mest afgørende for den europæiske stabilitet,” siger han. Telli Betül Karacan stemmer i. Vi begår en stor fejl, hvis vi tænker, at Islamisk Stat døde med Abu Bakr al-Baghdadi. De lever, og de gør det også steder, vi tidligere ikke har været vant til at have som en del af ligningen,” siger hun.

Man kunne sige, at Islamisk Stat befinder sig midt i en global vending. Nye pletter på verdenskortet forsøges udnyttet, og det stiller nye krav til forståelsen af, hvem og hvad de overhovedet er. I dag går det ud over lande som Mozambique, hvor en i forvejen ustabil situation er blevet yderligere destabiliseret af, at Islamisk Stat har vist interesse i den. I morgen, hvis tendensen fortsætter, kan det gå ud over organisationens oprindelige fjende: os.