Robotalarm afblæst. Her er nuancerne til historien om, at robotterne tager vores jobs

TAKTSTOKEr det os eller robotterne, der ender med at bestemme? Illustration: Karolis Strautniekas, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Det er en af de seneste års store økonomiske diskussioner: Vil den hastige teknologiske udvikling skabe flere eller færre jobs? Forskere og forfattere har malet et mørkt fremtidsscenarie, hvor robotter gør mange mennesker arbejdsløse. Men kigger man nærmere på det data, vi faktisk har, tyder meget på, at historien er langt mere nuanceret – og lysere.

Hver sommer mødes nogle af verdens klogeste hoveder inden for økonomien. På dagsordenen står ét emne, der er særligt vigtigt lige nu.

Det er Den Europæiske Centralbank, der arrangerer konferencen. Og tunge drenge – fra Mario Draghi, chef for Den Europæiske Centralbank, til Ben Bernanke, tidligere chef for den amerikanske centralbank – deltager. I år foregik mødet i Lissabon og handlede om et af de mest omdiskuterede emner de seneste par år:
Kommer robotterne og tager vores jobs?

Lige for tiden, i den offentlige debat og i populære bøger, har svaret på det spørgsmål ofte været: Ja. Computerne udvikler sig så hurtigt og på så højt niveau, at de vil erstatte mange almindelige jobs. Men ser man nærmere på de økonomiske data, så er historien sandsynligvis en anden.

Først: Bekymringen for, at den teknologiske udvikling vil overflødiggøre store dele af arbejdsstyrken, er langtfra ny blandt verdens førende økonomer. Allerede i 1930 skrev John Maynard Keynes – det 20. århundredes nok mest berømte økonom – følgende:

Vi påvirkes af en ny sygdom, som mange læsere måske ikke kender, men som de vil høre meget om de kommende år – navnet er teknologisk arbejdsløshed.”

I 1983 var nobelprisvinderen Wassily Leontief så bekymret over den teknologiske udvikling, at han sammenlignede menneskets fremtidsudsigter med hestens.

Enhver arbejder, der udfører sit job ved at følge specifikke instruktioner, kan i princippet erstattes af en maskine,” skrev han.

Det betyder, at menneskets rolle som den vigtigste produktionsfaktor med sikkerhed vil formindskes – på samme måde som hestens rolle i landbrugsproduktionen først blev reduceret og derefter elimineret, da traktorerne kom.”

Fortidens økonomer har som bekendt foreløbigt ikke fået ret. Men bekymringen er langtfra lagt i graven af den grund. Tværtimod har den eksplosive udvikling i computerkraft og kunstig intelligens gjort spørgsmålet mere påtrængende end nogensinde før.

Frygten for – og fascinationen af – den teknologiske udvikling kan ses overalt. De fleste kender til Googles eksperimenter med selvkørende biler, men der dukker stort set nye eksempler op dagligt. For eksempel er det lykkedes Google at bygge en algoritme, der er langt bedre til mundaflæsning – et notorisk kompliceret problem – end selv de dygtigste mennesker. Googles robot kan nu aflæse samtaler korrekt med omtrent 95 procents præcision. Præcisionen for de dygtigste mennesker ligger på omkring 52 procent.

Holdningen til robotindtoget har de seneste år været overvejende pessimistisk. Mange mener, at robotternes indtog vil overflødiggøre talrige arbejdspladser og føre til markant stigende arbejdsløshed. Der er skrevet adskillige bestsellere om emnet. Mest kendte er nok Erik Brynjolfsson og Andrew McAfees The Second Machine Age fra 2012 og Martin Fords Rise of the Robots fra 2015 (på dansk: Robotterne kommer).

Tesen er her, at den teknologiske udvikling i disse år foregår i så ekstremt højt et tempo, at vi i praksis står foran en ny industriel revolution, hvor særligt den lavtuddannede del af verdens befolkninger vil tabe i konkurrencen med robotterne.

I en rapport fra 2015 konkluderer konsulenthuset McKinsey, at omtrent halvdelen af alle arbejdspladser i fremtiden vil kunne erstattes af robotter.

Men for nylig er flere prominente økonomer og skribenter begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om robotterne nu også er så stor en trussel, som mange påstår.

Økonomisk set kan vi forstå robotternes effekt på arbejdsmarkedet som en kamp mellem to kræfter.
På den ene side side vil robotter erstatte nogle arbejdere i de sektorer, hvor robotterne er mere produktive end mennesker. Der vil altså være nogle arbejdere, der mister deres job. Det er den negative effekt.

På den anden side er der også positive effekter. Introduktionen af robotter kan betyde, at helt nye stillinger og industrier opstår. Og samtidig vil andre sektorer i økonomien nyde gavn af robotternes indtog, fordi det fører til lavere priser eller bedre kvalitet på produkter, som indgår i produktionen af deres varer.

Lad os tage et eksempel: hvis Google har held med at udvikle selvkørende biler, vil det med stor sandsynlighed føre til lavere priser i transportsektoren. Det vil være en fordel for virksomheder som Aarstiderne eller Amazon, der er afhængige af at kunne transportere deres produkter direkte til køberen, fordi de vil have lavere leveringsomkostninger. Når disse sektorer blomstrer, har de behov for at ansætte flere arbejdere.

Hvordan robotterne påvirker den samlede arbejdsstyrke, afhænger altså af, hvilken af de to kræfter der er stærkest. Hvis den første effekt dominerer, har pessimisterne ret. Men hvis den anden effekt er stærkest, vil indtoget af robotter snarere føre til et bedre arbejdsmarked for langt de fleste arbejdere.

Spørgsmålet er nu, hvordan vi kan afgøre, hvilken af de to kræfter der rent faktisk er dominerende?
Her kan man basalt set gøre to ting. Man kan forsøge at forestille sig, hvilke effekter introduktionen af robotter vil have i fremtiden. Det er det, McKinsey og forfatterne bag de nævnte bestsellere gør.
Alternativt kan man kigge på de data, vi allerede har. For hvad fortæller data rent faktisk om de to effekter indtil nu?

Det er mest oplagt at se på USA, hvor vi både har relativt gode data, og hvor robotterne allerede har gjort deres indtog på arbejdsmarkedet. På det amerikanske arbejdsmarked er der eksempelvis allerede omkring 1,5 millioner robotter. Spørgsmålet er så, hvad introduktionen af alle de robotter har betydet for de amerikanske arbejdere.
Svaret er: ikke meget.

Selv om en enkelt forskningsartikel konkluderer, at introduktionen af de mange robotter har haft en lille negativ effekt på beskæftigelsen, så er der ikke meget i de amerikanske nøgletal, der giver opbakning til pessimisternes bekymringer.

For det første er produktivitetsudviklingen i den generelle amerikanske økonomi faldende. Det kan ses af figuren nedenunder, der viser udviklingen i produktiviteten (altså hvor meget en arbejder kan producere per time). Det kan tydeligt ses, at den gennemsnitlige amerikanske arbejder oplevede kraftigt voksende produktivitet i perioden 1950-70, mens det siden da har knebet med at opretholde niveauet. Det nuværende årti tegner til at blive det årti med den laveste vækst i produktiviteten siden 1950.

Grafik: Jørgen Stamp / Zetland

Hvis robotterne stod klar til at erstatte store dele af den menneskelige arbejdsstyrke, ville vi forvente at kunne registrere kraftige stigninger i produktiviteten siden 1980, hvor automatiseringen og udviklingen i robotter for alvor tog fart i USA. Men som tallene viser, ser vi ingen tegn på, at den amerikanske arbejder er blevet markant mere produktiv i den periode.

For det andet kan man se på, hvor mange amerikanske arbejdere, der årligt skifter job. Det har økonomerne Lawrence Mishel og Josh Bivens fra Economic Policy Institute undersøgt, og der er intet, der tyder på, at amerikanske arbejdere skifter oftere jobs, end de har gjort tidligere. Tværtimod. Fra 1950-1980 havde omtrent 13 procent af den amerikanske arbejdsstyrke skiftet job i løbet af et årti. Siden år 2000 har tallet været omkring 6 procent.

Igen er udviklingen ikke konsistent med den pessimistiske historie om robotter. Hvis robotterne havde erstattet amerikanske arbejdere i stor stil, ville vi forvente at se flere gennemsnitlige jobskifter på det amerikanske arbejdsmarked – fordi arbejdere i mange sektorer, der er blevet disrupted af robotter, skal finde nye jobs. Men heller ikke den historie kan vi finde opbakning til i dataene.

Flere ting peger i samme retning. Der er for eksempel intet, der tyder på, at virksomhederne øger deres investeringer i informationsteknologi i disse år. Og noget af den mest grundige forskning på området fra økonomen David. H. Autor fra eliteuniversitetet MIT viser, at det er globalisering, særligt handel med Kina, der har skabt arbejdsløshed og stagnerende lønninger i mange industrier i USA – ikke konkurrence fra robotter.

Med andre ord: Ingen af alle disse nøgletal ser altså ud til at være konsistente med historien om, at robotrevolutionen vil føre til udbredt arbejdsløshed. Vi ser hverken kraftige stigninger i produktiviteten, flere jobskifter blandt amerikanske arbejdere eller andet, som kunne være tegn på, at robotterne er ved at erstatte store dele af den menneskelige arbejdsstyrke. Data bakker ikke de pessimistiske forudsigelser op.
Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at vi skal glemme alle vores bekymringer om robotternes betydning for fremtidens arbejdsmarked. Og der er da også visse hjørner af økonomien, hvor det er vigtigt at kigge på jobtab på grund af automatiseringen. Men helt generelt kunne der måske være en pointe i at fokusere på mere akutte udfordringer såsom global opvarmning og kraftigt stigende ulighed. Den konklusion nåede verdens centralbankdirektører i øvrigt også frem til på mødet i Lissabon.

Robokalypsen er næppe aflyst – men den er i hvert fald udskudt på ubestemt tid.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem