I de danske coronaskeptiske grupper er der en gennemgående joke, som altid får en masse likes. Den lyder: “Hvad er forskellen på en konspirationsteori og sandheden? Et år.” Det kan lyde som sort snak, men lad mig forklare. For over et år siden – inden Facebook, Twitter og andre sociale medier fandt den store støvsuger frem og fjernede et hav af opslag – sagde mange i miljøerne, at fremtiden ville se dyster ud:

“Snart kan man sikkert ikke få lov til at gå uden for sin dør, hvis ikke man er vaccineret,” lød det nogenlunde i adskillige Facebook-opslag dengang. Flere sagde, at de var sikre på, at der ville komme coronapas, og at danskerne ville få påduttet en lang række restriktioner, hvis ikke man ville lade sig vaccinere. Dengang blev det set som endnu en konspirationsteori. Få måneder senere blev det virkelighed. Og dér er joken.

Det har for mange været belejligt at ryste på hovedet ad personer, som ikke deler samme verdensbillede som dem selv. Konspirationsteoretiker og skeptiker er nærmest blevet synonymer, men det er ikke kun i samfundets yderkanter, at vi finder personer, der abonnerer på en eller flere alternative sandheder eller nærer en dyb mistillid til myndigheder.

Hele 44 procent af den danske befolkning kender én eller flere, som tror på teorier, såsom at coronavaccinerne indeholder en teknologi, som kan overvåge de vaccinerede, eller at internationale virksomheder bevidst har skabt og spredt coronavirus for at tjene penge.

Det viser en spritny undersøgelse, som analyseselskabet Norstat har foretaget for Zetland. Her får vi tal på, hvor mange danskere der betvivler det officielle narrativ om både coronavirus og vacciner. Spørgsmålet er nu, hvorfor der er så stor forskel på danskernes verdensopfattelse, og hvad det betyder for vores samfund. Lad os tage et kig på det.

De fleste har nok prøvet at sidde på YouTube og se en video om, hvordan man laver hjemmelavet pasta, og to timer senere sidder man og læser detaljeret om Frankrigs monarker – eller noget helt tredje. Det sorte hul, man kan falde ned i, når man sidder på internettet lidt for længe, bliver også kaldt et kaninhul – en hentydning til Alice i Eventyrland. Og det er det hul, mange ryger ned i, når de blandt andet begynder at læse alternative teorier på internettet eller researcher intensivt på et bestemt emne.

Lea Strandgaard-Mortensens tur ned i kaninhullet begyndte også på sociale medier. Hun er 31 år gammel og er bosat i Køge med sin mand og to børn. Til daglig arbejder hun som studievejleder på IT-Universitetet i København, og i sin fritid er hun sammen med sin store familie og laver havearbejde, hvor hun dyrker grøntsager i drivhuset.

I marts 2020 blev Danmark ramt af en form for lammelse. Sådan er Lea Strandgaard-Mortensen i hvert fald bedst i stand til at beskrive sin egen sindstilstand de første par måneder af den første coronanedlukning. I begyndelsen var hun, som rigtig mange andre danskere, glad for, at hun ikke behøvede at forholde sig til så meget. Hun skulle ikke tage stilling til, hvorvidt det var ansvarligt at møde fysisk på arbejde, hvor tit hun skulle testes, eller om hun skulle sende sine børn i skole. Den del klarede regeringen og sundhedsmyndighederne for hende i rigtig lang tid – og det var rart. Indtil det pludselig ikke var.

Efter måneder tilbragt i frygt med hjemmearbejde, hjemmepasning af børn og de samme fire vægge nåede hun til et vendepunkt. Lammelsen var ikke nær så krøblende, den var nærmere blevet en del af hende. Men i stedet for at frygte det ukendte ville Lea Strandgaard-Mortensen hellere finde ud af så meget som muligt om det virus, der skræmte hende fra vid og sans. Samtidig begyndte hun at blive mindre forstående over for den danske regerings restriktioner og udmeldinger, som hun syntes modsagde sig selv, jo flere pressemøder hun så, og jo flere artikler hun læste. Der var lidt for mange huller i fortællingen, siger hun. Derfor satte hun sig bag computerskærmen.

Det begyndte med medicinske forskningsartikler gennem Google Scholar – et søgeværktøj til at finde videnskabelige artikler på Google. Jo flere forskningsartikler hun læste, jo flere forskere og forskellige eksperter stødte hun på, og derfra rullede snebolden. Det blev til 20 timers research om ugen for at forstå, hvad der var sandt og falsk om coronapandemien. I takt med at Lea Strandgaard-Mortensen googlede sig frem, stødte hun på mere og mere censur – eller moderation, alt afhængigt af hvad man vil kalde det. Efter et stykke tid sagde hendes lillesøster til hende: “På YouTube kan du kun finde det, som de vil have, at du skal finde.” Søsteren anbefalede, at hun i stedet brugte hjemmesiden BitChute. BitChute er en videotjeneste uden moderation, og ofte bliver fjernede videoer fra YouTube - enten på grund af misinformation eller ekstremistisk indhold – uploadet på BitChute. Da jeg spørger Lea Strandgaard-Mortensen, hvorfor hun ikke tror på, at grunden til, at bestemte teorier og påstande ikke er til at finde på YouTube, er, fordi der er tale om misinformation, svarer hun “Ej, nej nej” og fortsætter:

“Den køber jeg overhovedet ikke. De, der faktatjekker eksempelvis på Facebook, er jo ikke folk, som er uddannet til at vide noget som helst om emner såsom vacciner og vira. Jeg synes ærlig talt, at de skulle bruge mere tid på at fjerne børneporno, og hvad ved jeg, end at fjerne forelæsninger fra forskere, som siger noget andet end narrativet i medierne.”

Hun er nemlig helt sikker på, at vi ikke får fortalt hele sandheden – hverken i medierne eller af myndighederne. Og hun er langtfra den eneste, der har den holdning.

Hele 17 procent af danskerne mener, at COVID-19 i virkeligheden er mindre farlig, end offentligheden får at vide. Det viser tallene i den nye undersøgelse fra Norstat. 1.021 danskere fra alle dele af landet og med forskellig uddannelsesmæssig baggrund har fået ti udsagn, som de har skullet tage stilling til ved at svare en af følgende svarmuligheder: falsk, sandsynligvis falsk, sandsynligvis sandt, sandt, ved ikke, ønsker ikke at svare.

To procent finder det ‘sandsynligvis sandt’, at coronavaccinerne indeholder en teknologi, der kan overvåge de vaccinerede. Én procent mener, at det er direkte sandt, mens fire procent svarer ‘ved ikke’.

Én procent af de adspurgte danskere mener, at trådløse 5G-netværk påvirker coronavaccinerede. Det findes der på ingen måde noget videnskabeligt, der hverken beviser eller indikerer.

Undersøgelsen viser desuden, at i alt fem procent af danskerne mener, at det er sandsynligt eller direkte sandt, at Donald Trump i virkeligheden vandt det amerikanske præsidentvalg. Heller ikke dét har hold i virkeligheden.

Jeg forelægger Lea Strandgaard-Mortensen en stribe af de udsagn, som vi har brugt i undersøgelsen.

“Hvad vil du svare til udsagnet: Der findes en hemmelig global magtelite, som forsøger at indføre en ny verdensorden?” spørger jeg hende, mens vi gennemgår udsagnene over telefonen.

“Det er sandsynligvis sandt,” siger hun, men er ikke helt sikker på, om der er tale om en decideret hemmelig elite, som i virkeligheden sidder på magten. Men der er altså 11 procent af danskerne i undersøgelsen, som har svaret ‘sandt’ eller ‘sandsynligvis sandt’ til udsagnet om, at der findes en hemmelig global magtelite, som vil indføre en ny verdensorden. Det svarer til en ud af ni. Herudover kan 13 procent af danskerne ikke afvise udsagnet. De har svaret ‘ved ikke’.

Lea Strandgaard-Mortensen er også – ligesom 17 procent af danskerne – overbevist om, at coronavirus er skabt i et laboratorium som et egentligt biologisk våben. Hvis vi ser et år tilbage, blev det udsagn anset for at være en oplagt konspirationsteori, men sandheden er i dag, at vi simpelthen ikke aner, hvorvidt coronavirus er skabt i et laboratorium eller ej. Laboratorieteorien – altså teorien, som hævder, at coronavirus blev skabt eller oprindeligt fundet i et laboratorium i Wuhan – har været en af de teorier, som har skabt en form for gråzone mellem fakta og konspirationsteorier det seneste år, og som har skabt massiv debat. Mens nogle mener, at coronavirus blev skabt i et laboratorium og slap ud ved en fejl, mener andre, at virusset blev skabt med det formål at sprede det i verden. Det har jeg tidligere skrevet om her på Zetland, og det var faktisk også den artikel, som fik Lea Strandgaard-Mortensen til at kontakte mig til at begynde med. Hun var efterhånden blevet i tvivl om, hvad der var op og ned, skrev hun til mig for et par måneder siden. I dag lyder hun mere sikker i sin sag: Hun køber ikke det officielle narrativ om coronavirus, og det har hun ikke gjort i lang tid.

Thomas Frissen er adjunkt på universitetet i Maastricht, Holland, hvor han beskæftiger sig med teknologi og samfundsstudier. I april 2021 udgav han sammen med syv andre forskere et studie om misinformation og konspirationsteorier under coronapandemien. Her når forskerne blandt andet frem til én vigtig forklaring på, hvorfor menneskers opfattelse af sandhed og løgn kan være så forskellig, når det kommer til coronavirus.

Forklaringen er egentlig ret simpel: Det handler om tillid.

Adskillige studier har gang på gang vist, at mistillid og misinformation stortrives i krisetider. Nogle af de mest populære eksempler er terrorangrebet i USA den 11. september 2001 og mordet på præsident John F. Kennedy i 1963, som begge medførte massive mængder af information – og misinformation – om hændelserne, som rystede amerikanerne og resten af verden. I Danmark har vi ikke haft præsidentmord eller altødelæggende terrorangreb, og på mange måder er coronakrisen en af de første alvorlige kriser i vores land i nyere tid. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at vi i Danmark reagerer på samme måde, som man historisk har gjort i resten af verden – med frygt, som leder til mistillid, der i sidste ende leder til forskellige former for misinformation.

Ifølge Thomas Frissens forskning er de, som læser og ser traditionelle medier som radio, tv og aviser mindre tilbøjelige til at tro på misinformation og konspirationsteorier, mens de, der bruger sociale medier og personlige kontakter som primær nyhedskilde, er mere tilbøjelige til at tro på misinformation.

Der er naturligvis forskel på konspirationsteorier, misinformation og helt almindelig skepsis. En tommelfingerregel er, at konspirationsteorier er idéen om, at der findes en hemmelig elite eller en særlig udvalgt gruppe af mennesker, som konspirerer bag om offentligheden. Thomas Frissen fortæller, at når kriser udfolder sig, er det især dem, som oplever mest frygt og tab af kontrol, der mister tilliden til regeringen. I takt med at krisen udfolder sig, og politikere og myndigheder uundgåeligt laver fejl, vokser mistilliden, indtil al information, som taler for den anden side, bliver mere realistisk for vedkommende, der ikke længere stoler på myndigheder og regeringen.

Lea Strandgaard-Mortensen vil ikke vaccineres for coronavirus. Men det betyder ikke, at hun er imod alle vacciner – selv om hun måske har mere grund end andre til at være det. Få år tilbage fik hendes lille datter nemlig en vaccineskade efter børnevaccinationsprogrammet, som familien efterfølgende har fået erstatning for. Men alligevel er Lea Strandgaard-Mortensens andet barn også blevet vaccineret efterfølgende, fordi hun mener, at der stadigvæk er nok data til at bakke op om, at det er i børnenes bedste interesse. Får hun flere børn, skal de også vaccineres, siger hun. Men coronavaccinen? Den er et no-go. Så hvorfor det?

Hun er én ud af en søskendeflok på ti, hvoraf under halvdelen er vaccineret. Da jeg spørger hende, hvordan der kan være så stor forskel internt i familien, fortæller hun, at der er nogen, som stoler lidt mere på regeringen end andre.

“Mine forældre er også vaccinerede, og de er lidt irriterede på mig over, at jeg ikke bare vil følge med på vognen og være glad og taknemmelig for tilbuddet. Jeg respekterer alle, også dem, som har fået vaccinen. Specielt hvis man siger, at man har undersøgt tingene og mener, at det er det bedste valg for én selv. Det har jeg fuld respekt for. Men dem, der tager vaccinen, fordi de ikke orker mere og ikke gider flere restriktioner, det synes jeg er lidt bekymrende. Og det er dem, jeg har mødt flest af, når jeg spørger. Jeg mener, at det nærmere er at vise samfundssind at være kritisk,” forklarer hun, da vi taler om hendes holdninger og mentale rejse i løbet af det seneste år.

Hun fortæller også, at en stor del af hendes omgangskreds ikke tør fortælle deres venner, familie og kolleger, at de ikke er vaccinerede, af frygt for at blive udskammet. De er bange for, at der bliver kørt hetz mod dem, fortæller hun.

Jeg spørger Lea Strandgaard-Mortensen, om hun vil svare på endnu et spørgsmål fra undersøgelsen. Det lyder: “Sandheden om skadelige effekter af vaccinerne bliver holdt hemmelig for offentligheden.”

“Det er 100 procent sandt,” lyder svaret med det samme. 12 procent af danskerne er ifølge den nye undersøgelse enige i, at sandheden om vaccinernes bivirkninger ikke er offentlige. Kun lidt over halvdelen – 53 procent – kan afvise udsagnet fuldstændigt. Ifølge Lea Strandgaard-Mortensen er grunden til. at hun siger ‘100 procent sandt’, at medicinalfirmaer tjener penge på vaccinerne og derfor ikke fortæller sandheden om bivirkningerne.

I dag vil hun altså ikke tage vaccinen, men hvis det stadigvæk er relevant om to til fire år, og der er foretaget flere undersøgelser, vil hun ikke afvise det.

Det er alt for forsimplet at sige, at hele Lea Strandgaard-Mortensens verdensopfattelse har ændret sig på grund af et par hjemmesider som BitChute. For det er kun én af grundene. Den anden er, at hun ikke føler, at der har været plads til coronakritiske stemmer i den offentlige debat, og det har bekymret hende. Det var derfor, hun rykkede til alternative medier, hvor der ifølge hende er mindre censur. Det betyder ikke, at hun synes, at der skal flyde misinformation og fake news på sociale medier, men nærmere, at der skal være plads til flere kritiske røster, som hun synes har manglet gevaldigt.

“Jeg er fuldstændig enig i, at misinformation skal fjernes, hvis det kan være farligt for folk. Men der ligger masser af misinformation på sociale medier, som ikke bliver fjernet. Det er kun information om coronavirus, de går op i.”

Hvis man har været en tur forbi alternative medier, som er blevet mere og mere populære det seneste år, er man uden tvivl faldet over et hav af konspirationsteorier, uanset om det var det, man ledte efter eller ej. Det har Lea Strandgaard-Mortensen også. Hun har set alt fra QAnon til teorier om terrorangrebet den 11. september. Men det er langtfra alting, hun køber. Hun fortæller, at hun er faldet over et hav af teorier, og selv om mange af dem virker ‘for langt ude’ eller ‘sindssyge’, er hun aldrig komplet afvisende, hvis nogen kan overbevise hende med saglige argumenter.

“Men jeg har det ret svært med de mennesker, som vil have alting til at passe sammen i en vild konspirationsteori. Det kunne jo være rart, hvis alting kunne forklares gennem én teori. Men sådan hænger verden ikke sammen,” siger hun.

Lea Strandgaard-Mortensen brugte i sommerferien i gennemsnit 20 timer om ugen på research. Nu bruger hun kun halvdelen af tiden, men det fylder stadigvæk en stor del af hendes hverdag. Selv om Lea Strandgaard-Mortensen er yderst interesseret og overbevist om, at sandheden om coronavirus bliver holdt hemmelig for offentligheden, går hun hverken til demonstrationer eller flager med det på sociale medier.

“Jeg er ikke så aktiv på sociale medier længere, og jeg ser ikke tv. Det føles også overflødigt at bruge tid på, hvis man føler, at der er meget viden ude i verden, som bliver holdt hemmelig for én,” fortæller hun.

Hun kan ikke se, hvorfor de her eksperter og mennesker, hun lytter til på blandt andet BitChute, skulle lyve, når de har alt at miste ved at gå imod strømmen. Desuden mener hun, at mange af de eksperter, der bliver brugt i medier verden over, bliver betalt for at sige bestemte ting.

Og her er vi tilbage ved tilliden. Idéen om, at eksperter og forskere bliver betalt for at sige noget bestemt, bunder i en mistillid til både medier og myndigheder, som man ikke mener har befolkningens interesse på sinde.

Da jeg spørger Lea Strandgaard-Mortensen, om hun føler, at der er plads til hendes holdninger, svarer hun ja. Det leder ikke nødvendigvis til diskussioner i familien eller blandt venner, når de taler om coronavirus eller vacciner, selv om det er et problem blandt mange, som ikke er enige med deres omgangskreds og familie omkring vacciner og coronavirus. Lea Strandgaard-Mortensens forklaring er egentlig ret simpel: Det kræver forståelse fra begge sider. Enighed om at være uenig og at være okay med det.

“Jeg synes heller ikke, at diskussionen om vacciner eller corona skal fylde så meget, at det splitter os mennesker. Jeg vil bare anbefale, at man er nysgerrig og lytter. Det gælder både dem, som er for og imod vacciner.”

Det kan lyde simpelt, men forståelse er noget af det sværeste, når det kommer til stykket. Hvad nu, hvis man vender spørgsmålet om og spørger: Hvorfor er du så sikker på, at vaccinen er sikker? Det må bunde i en form for tillid til eksperter, myndigheder eller regeringen. Men hvad nu, hvis den tillid ikke eksisterede? Vi baserer vores tro og overbevisninger på de instanser og personer, som vi stoler på, og det er præcis det samme, som de, der er uenige, gør. De stoler bare ikke på de samme eksperter, som størstedelen gør.

Når 44 procent af danskerne har en eller flere pårørende, som tror på noget helt andet, er tillid og forståelse ikke længere bare ord. Det er resultatet af coronakrisen, og uanset om vi vil det eller ej, er vi nødt til at tage stilling til den uenighed, som vi har fået en forsmag på. Man kan jo starte med at anerkende, at joken på Facebook egentlig er ret sjov …