Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Peter Arklint er medlem af Zetland og har delt den med dig.

En enkelt regel har fået mange kommuner til at slukke deres solcelleanlæg – og en grøn solstrålehistorie

AFKOBLETTykke revisionsprotokoller og et lille solcelleanlæg på den kommunale hal går ret dårligt i spænd. Illustration: Mikkel Henssel for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

For at komme i mål med den grønne omstilling skal Danmark installere cirka ni gange flere solceller. Med masser af børnehaver, skoler og rådhuse er kommunerne de største bygningsejere i Danmark, og smækker man solceller på deres ledige tage, vil det være en gevinst for både klimaet og de kommunale budgetter. En ganske særlig særregel, der skulle forhindre et løbsk solcelleeventyr, har imidlertid fået mange kommuner til at skrotte eller ligefrem slukke for deres solcelleprojekter.

Hvis du befinder dig i Nykøbing Mors og stirrer på et rødt tegltag ved indgangen til en af byens børnehaver, får du et glimt af den grønne omstilling – der, hvor et panel af solceller løber langs den ene side af børnehavens halvtag. Tager du landevejen mod sydvest, rammer du efter lidt tid landsbyen Hvidbjerg, hvor der på taget af plejecenteret også er installeret en række mørkeblå solcellepaneler over det sorte tagpap. Både børnehaven og plejecenteret hører under Morsø Kommune i Nordjylland, og solcellerne er resultatet af en fremsynet beslutning. I 2013 valgte lokalpolitikere at investere i panelerne for at gøre en god gerning for klimaet og samtidig spare 100.000 kommunale kroner årligt ved at lave solstråler om til strøm. Nordjyderne bidrog dermed til udbredelsen af solenergi, som nogle kalder for den største teknologiske bedrift siden fremkomsten af internettet – intet mindre. Alene i det seneste årti er den globale udbredelse af solenergi forøget med 50 procent. Det er en vaskeægte solstrålehistorie midt i en mørk klimakrisetid. Baggrunden for populariteten er, at prisen for solceller er faldet med svimlende 90 procent de seneste ti år. Ifølge Det Internationale Energiagentur tyder alt derfor på, at solenergi frem til mindst år 2040 bliver den mest udbredte form for vedvarende energi, og hus- og bygningsejerne overalt på kloden går dermed fra at være elforbrugere til også at være elproducenter. De sætter dobbelttempo på den grønne omstilling og sparer samtidig penge på elregningen. Det er vist det, man kalder win-win.

Der er bare ét aber dabei. Selv om solcellerne er installeret og klar til brug på plejehjemmet og i børnehaven i Morsø Kommune, deltager kommunen alligevel ikke i denne grønne sejrsgang. For de to solcelleanlæg er slukket og har været det i over seks år. For i det øjeblik, nordjyderne tænder for deres anlæg, vil kommunen bryde en regel i elforsyningsloven. Den grønne omstilling har med andre ord mødt et temmelig stort bureaukratisk bump på vejen. Et bump, der ifølge Meiner Nørgaard, medlem af Dansk Folkeparti og formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune, er fuldstændig galimatias”.

Reglen, der ligger i vejen, dikterer, at kommunale solcelleanlæg skal drives som selvstændige selskaber, og derfor har morsingboerne set sig tvunget til at trække stikket og vinke farvel til klima- og økonomigevinsterne. Det er dobbelt forkert,” siger Meiner Nørgaard. Tudetosset.”

Og de slukkede solceller på tagene i Morsø Kommune er langtfra et enestående eksempel. Af frygt for at begå lovbrud har mange kommuner undladt at installere solcellepaneler oven på deres ledige tagarealer, eller også har de ligesom på Mors trukket stikket fra de solcelleanlæg, de allerede har betalt for og monteret. Som en rapport fra Kommunernes Landsforening konkluderede i januar:

Reglen gør solceller i kommunerne helt urentable. Det er et stort tab af ressourcer og samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt.”

For at forstå, hvorfor vi er kommet dertil, skal vi tilbage til den 28. juni 2013. Den dag vedtog politikerne på Christiansborg en ny regel under den eksisterende elforsyningslov. Reglen var rettet imod eksisterende kommunale bygninger og krævede, at alle nye solcelleanlæg skulle adskilles fra den øvrige kommunale drift. Plejehjem, børnehaver og biblioteker, eksempelvis, er ikke sat i verden for at producere elektricitet, lød rationalet bag reglen. Og når de ledige arealer på kommunale tage blev indtaget af solceller for at holde kommunens samlede energiomkostninger nede, skulle driften af solcelleanlæg derfor adskilles fra driften af børnehaverne, plejehjemmene og bibliotekerne. Anlæggene, med andre ord, skulle drives som en del af et selvstændigt selskab med alt, hvad det indebærer af omkostninger og forpligtelser: betaling af moms, afgifter og udgifter til en statsautoriseret revisor, bestyrelse, udarbejdelse af revisionsprotokoller og administration.

Reglen vakte postyr rundtom i de tekniske forvaltninger, hvor mange allerede havde skitser over nye solcelleanlæg liggende på hæve-sænke-bordene. Reglen vakte også postyr hos de kommuner, der var lige ved at tilslutte splinternye solcelleanlæg. På Mors blev kommunens nye solcelleanlæg tændt, to dage efter at den nye regel var vedtaget af Christiansborg-politikerne, og konsekvensen gik først for alvor op for de lokale politikere og embedsfolk seks måneder senere, i 2014. De havde ikke udskilt strømproduktionen fra børnehavens og plejehjemmets tage i et selvstændigt selskab, og deres solcelleanlæg var derfor ulovligt. Morsingboerne slukkede for deres anlæg.

“Kommunerne er samlet set de største bygningsejere i Danmark. Derfor ligger der et kæmpe potentiale for CO2-reduktion.”

– Kommunernes Landsforening

På trods af kommunernes utilfredshed lå der faktisk en serie af grundige overvejelser bag Christiansborg-politikernes indgreb i elforsyningsloven. I 2013 anede politikerne konturerne af et historisk skifte, i takt med at solenergi konstant blev bedre og billigere. Politikerne kunne se, at selv de mindste kommunale bygninger snart ville være i stand til at fungere som miniature-energiselskaber med egne vedvarende energifabrikker på tagene. Konsekvenserne kunne være vidtrækkende. Hensigten med reglen fra 2013 var, at politikerne ville forsøge at komme uforudsete problemer i forkøbet. Skåret ind til benet anede politikerne især to udfordringer i horisonten, som deres nye krav om selskabsdannelse af solcelleanlæg skulle tage højde for. Lad os se på dem en efter en:

For det første mente politikerne, at det var nødvendigt at kunne placere et ansvar i de tilfælde, hvor et kommunalt solcelleeventyr måtte udvikle sig til et mareridt. Hvad hvis en borgmester i X-købing Kommune overtalte byrådet til at plastre byens tage til med discountsolceller, der viste sig at være noget skrammel? I så fald skulle konsekvenserne af den økonomiske oprydning begrænses til alene de ansvarlige og skatteborgerne i X-købing, hvilket alt andet lige ville være nemmere, hvis solcelleanlæggets økonomi ikke var pløret sammen med resten af kommunens økonomi.

Det andet ønske bag Christiansborg-politikernes regel var lidt mere kringlet, men rummer til gengæld en overset kæmpehovedpine i Danmarks grønne omstilling, så lad mig prøve at tage den helt forfra: Det er sådan, at dansk strøm – lidt overraskende – hører til blandt Europas dyreste, på trods af at den er noget af det billigste at fremstille. Den høje pris skyldes, at når man i Danmark køber strøm, udgør moms og den såkaldte elafgift cirka 60 procent af prisen – penge, der stryger direkte i vores statskasse. Elafgiften er faktisk den suverænt mest indtægtsgivende afgift, vi har i Danmark, og alene i år forventer Skatteministeriet, at staten tjener næsten 12 milliarder kroner udelukkende på den afgift, vi som danskere betaler, når vi køber elektricitet. Oprindeligt blev afgiften vedtaget for at reducere vores forbrug af strøm, fordi strømmen dengang især blev produceret med sorte energikilder. Siden er strømmen blevet markant grønnere, men den høje afgift er den samme og har i årevis fungeret som et økonomisk støtteben for finansieringen af velfærdssamfundet. Og så er vi fremme ved de kommunale solcelleanlæg og Christiansborg-politikernes udfordring med den. For hvis flere kommunale bygninger i stigende grad forsyner sig selv med strøm, køber de mindre strøm – og dermed vil der ryge færre indtægter i statskassen via elafgiften. Christiansborgs modsvar blev derfor reglen om, at kommunerne skal danne et selskab, når de smækker en stribe solceller på den lokale børnehave. For selskabskonstruktionen vil tvinge kommunerne til at købe deres egen strøm gennem deres solcelleanlæg-selskaber – og på den måde blive ved at betale både moms og den høje elafgift.

SOLSLIKKEREFor at opfylde 70-procentsreduktionsmålet i 2030 og målet om et drivhusgasneutralt samfund i senest 2050 skal Danmark installere markant flere solceller. Helt op til cirka ni gange flere solceller i 2050 end ved udgangen af sidste årti, viser beregninger fra energiforskere ved Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet. Foto: Tobias Selnæs Markussen, Ritzau Scanpix

Det var altså med disse to hovedbegrundelser, at kommunerne tilbage i 2013 blev pålagt at oprette selskaber, hvis de ville lave deres egen strøm. Fra kommunerne og deres landsforening lyder det imidlertid nu, at kravet om selskabsdannelse har vist sig at være for vidtgående. Alle udgifterne forbundet med et selskab for selv de mindste solcelleanlæg betyder, at det i mange tilfælde bliver en underskudsforretning at omdanne solstråler til elektricitet. Det er ligefrem billigere at deaktivere et solcelleanlæg og betale for almindelig grønsort strøm. De regler er opskriften på verdens dyreste grønne strøm,” siger energidirektør Jesper Steen fra energifonden SustainSolutions, der er dannet af pensionsselskabet PKA og er blandt de største danske investorer inden for energirenoveringer især via øget brug af solceller.

Kravet om selskabsdannelse har ydermere endnu en hage for kommunerne. Reglen betyder nemlig, at bygninger, der ligger på forskellige matrikler, men har den samme ejer, ikke må dele strøm. Ligger en vuggestue med solceller klos op ad en børnehave, må de ikke deles om strømmen. Enten skal der bygges to anlæg, eller også skal vuggestuen via selskabet sælge strømmen til børnehaven ved siden af.

Begge ting bliver uhensigtsmæssigt dyre på grund af dette bureaukratiske benspænd,” som Jesper Steen fra SustainSolutions formulerer det.

Det er vanskeligt at give et præcist overblik over problemets omfang, fordi kommunerne har reageret meget forskelligt på regelændringen fra 2013. En opgørelse fra 2017 fra Energistyrelsen viste, at styrelsen havde kendskab til 269 ulovlige solcelleanlæg – altså anlæg, der ikke var omfattet af nogen dispensationer eller adskilt i et selskab. Her i februar 2020 oplyste Energistyrelsen mig om, at de i dag har registreret 90 ulovlige anlæg fordelt på 43 kommuner. Der er dermed sket et fald på 179 ulovlige anlæg. Nogle har opnået dispensationer tildelt ved lodtrækning eller revurdering af deres sager; andre har simpelthen valgt at hive stikket ud af deres solcelleanlæg, som de gjorde på Mors. Der findes selvfølgelig også kommuner, der har bidt i det sure æble og indlemmet deres solceller i et selskab. Den løsning har Københavns Kommune eksempelvis valgt. Borgerne i hovedstaden punger derfor ud til tre solcelleanlæg, der har kørt med driftsunderskud på lidt over 1,2 millioner kroner i over ti år.

Endelig er der de kommuner, der befinder sig i et grænseland, og som har valgt at holde deres ulovlige solcelleanlæg kørende i håbet om et politisk indgreb, velvilje fra Energistyrelsen eller opkøb fra kommerciel side. Det er tilfældet i Lejre Kommune, som i 2013 opførte to solcelleanlæg i forlængelse af en multihal, børnehave og friluftsbad. Solcellepanelerne fylder samlet set et areal svarende til en tennisbane, og de leverer ifølge kommunens beregninger en samlet CO2-besparelse årligt på cirka ti tons. Ifølge Energistyrelsen er anlæggene imidlertid ulovlige, fordi de altså ikke er adskilt i et selskab. Carsten Rasmussen, der er socialdemokratisk borgmester i Lejre Kommune, mener, at med regelændringen har landspolitikerne placeret Lejre Kommune i en umulig situation med tre elendige løsninger: hvis kommunen kører videre, risikerer politikerne at få Energistyrelsen på nakken for at bryde loven. Danner de et selskab på grund af lidt solcellestrøm til en enkelt hal, børnehave og friluftsbad, bebyrder de skatteborgerne med en administrativ udgiftspost, der slet ikke står mål med besparelserne fra solcellerne. Og slukker de for solcellerne, svigter de klimaet.

Midt i en grøn omstilling giver det her dilemma jo slet ikke mening,” siger Carsten Rasmussen. Vi har et mål om, at Lejre skal være en CO2-neutral kommune i 2050, og for at det skal lykkes, er der jo blandt andet brug for mere grøn strøm.”

Solcellerevolutionen buldrer globalt set stadig videre, men med bump i Danmark. I Lejre Kommune har man valgt at holde solpanelerne tændt, mens de i Morsø Kommune stadig er slukkede.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: