Fem (forsigtige) bud på optimisme i en fremtid med Trump

SEJRMåske er der ikke – kun – grund til at frygte den kommende præsident Donald Trump. Foto: Evan Vucci, Scanpix / AP

Derfor skal du læse denne artikel

Det kan virke svært at se lyspunkter ved resultatet af tirsdagens præsidentvalg – men som den kommende amerikanske præsident ynder at sige om Amerikas fremtid: “Intet er umuligt”. Her er fem positive, politiske perspektiver i præsidentskabet Trump.

De fleste i den vestlige verden holder vejret, efter at verdens mægtigste nation natten til i går valgte den excentriske multimilliardær Donald Trump som ny amerikansk præsident.

Frygten for, hvordan den tilsyneladende impulsdrevne forretningsmand vil forvalte en position, hvor han med en håndbevægelse kan erklære krig, afslutte internationale samarbejder og tage tiltag, som undergraver Amerikas hæderkronede demokrati, er udbredt.

Hvad vil der ske med de møjsommeligt opbyggede alliancer, der har sikret årtiers fred i den vestlige verden? Hvad med frihandelen, der har øget den globale velstand i en grad, der er uden historisk sidestykke? Hvad med kampen mod klimaforandringerne? Hvad med mexicanerne?

Det vil vi kunne læse meget mere om – også hos Zetland. Men nogle gange – når alting virker mørkt og dystert – er det værd at lede efter lyspunkter. Donald Trump leverede det første med sin afdæmpede og samlende sejrstale onsdag morgen dansk tid. Her får du fem til:

Trump kan ruske op i Amerikas dysfunktionelle politiske system

USAs politiske system er i stykker, ikke mindst fordi penge fylder alt for meget i politik. Den diagnose var allerede et af Barack Obamas nøglebudskaber i 2008. Men da det brændte allermest på, satte han ikke foden ned over for den finanskapitalisme, som ganske vist har givet USA vækst, men som mest var til gavn for den økonomiske elite.

For de mange føles det ikke, som om USA er et land i vækst – medianindkomsten er lavere end i 1999, og det er altså ikke så sjovt at være McDonald’s-arbejder i dagens USA, som det var at være arbejder på en bilfabrik i 1960’erne.

En stor del af Trumps troværdighed er bygget på, at han – modsat alle andre – ikke var afhængig af andres penge, fordi han har sine egne. I 100-dages planen for sin første tid som præsident inkluderede Trump en indsats mod Washingtons magtfulde lobby og dens korrumperende indflydelse” på amerikansk politik.

Trump peger også på en række andre – reelle – problemer:

  • Hans udfald mod frihandel udtrykker helt almindelige amerikaneres oplevelse af, at frihandel fører til lukning af produktionsvirksomheder og nedlæggelse af jobs.

  • Hans kritik af immigration handler blandt andet om reelle problemer med det omfattende sorte arbejdsmarked for illegale indvandrere, som udkonkurrerer amerikanske statsborgere.

  • Indenrigspolitisk lover han desuden at reducere bureaukratiet og eksempelvis forsimple USAs berygtede selvangivelse, hvis kompleksitet kan bringe tårerne frem i øjnene på enhver amerikansk lønmodtager.

  • Udenrigspolitisk rammer hans opsigtsvækkende kritik af Nato en alliance, som knager i fugerne og rent faktisk har nogle alvorlige problemer i Europa, hvor europæiske allierede ikke lever op til deres løfter. Nogle iagttagere ser også en styrke i hans mere nøgterne noget-for-noget-tilgang i udenrigspolitikken, fordi den udelukker de nationsopbyggende ambitioner, der fejlede både i Irak, Afghanistan og Libyen.

Trumps succes med at foreslå lette, hurtige løsninger på alle disse indviklede problemer kan måske inspirere andre til omsider at komme i gang med at finde frem til de svære og langtidsholdbare.

Da den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen i går skulle kommentere amerikanernes valg, sagde han til de danske medier, at han ville give Trump the benefit of the doubt – tvivlens nådegave – og erklærede sig både mindre overrasket og mere håbefuld end de fleste. Som han sagde til TV 2:

Når man bliver præsident og går ind i Det Ovale Værelse, så er man nødt til at have en politik, som er bredere end ambitionen om en mur.”

Det kan blive enden på meningsmålinger

Hvis Erik Gahner Larsen, valgforsker ved Syddansk Universitet, havde holdt sig vågen bare et par minutter længere natten til onsdag, havde han set det vende.

Indtil klokken 2 eller 3 pegede alle meningsmålinger, der havde nogen form for troværdighed, på en Clinton-sejr. Nogle mente, den ville blive snæver, et flertal mente, den var hjemme med helt op til 99 procents sikkerhed. Da Gahner Larsen vågnede først på morgenen, var det til sit fags totale fiasko.

Jeg faldt i søvn i én virkelighed,” siger han, og vågnede i en anden.”

Som altid har meningsmålinger været grundstenen for dækningen af valget, og medierne har tolket på daglige bevægelser i dataene in absurdum (Zetlands hænder er heller ikke helt rene). Det på trods af at de seneste år har været exceptionelt hårde ved målingernes troværdighed.

Du husker måske kommunalvalget i Danmark i 2013, hvor en exitprognose ramte 7,5 procentpoint forkert på Socialdemokraternes opbakning. Du husker måske Brexit, hvor ingen – heller ikke betting-markedspladsen, der ellers ofte har vist særlige evner inden for spådom – var i stand til at måle protestens styrke i folkedybet. Da Colombia sidste måned skulle stemme om en fredsaftale, ramte de mest troværdige målinger et tocifret antal procentpoint ved siden af.

De modeller, der har været i brug i det amerikanske valg, har været fucked,” siger Erik Gahner Larsen.

Og jeg kan ikke give journalisterne skylden for det her. Det ville være for letkøbt. Når man har målinger, der giver Clinton 80 procent chance for at vinde, bliver overskrifterne selvfølgelig derefter. Jeg har stadig en naiv tanke om, at meningsmålinger er det bedste, vi har, til at opdage strømninger, men lige nu er vi demoraliserede. Der er en følelse af, at det var så dét.”

Forhåbentligt, tilføjer han, vil præsidentvalget lære os at holde meningsmålinger i kort snor og være mere kritiske over for hans og hans kollegers arbejde.

Og måske – kunne man tilføje – efterlade mere spalteplads til den substantielle dækning.

Meningsmålingerne tager ofte ikke alene fokus fra det politiske indhold i en kampagne, men kan tilmed – påviseligt – påvirke selve valgkampens forløb. Det kan i forvejen betegnes som et demokratisk problem – og jo i særdeleshed, hvis målingerne ikke engang afspejler virkeligheden.

Der kommer et opgør med indspistheden

Vi troede alle sammen, at det amerikanske valg i 2016 ville blive begyndelsen på en mindre borgerkrig i Det Republikanske Parti.

Nu venter i stedet (forhåbentlig) selvransagelsen hos både republikanere, demokrater og i den vestlige verdens andre gamle politiske partier. Partier, der insisterer på, at deres kandidat skal findes i den mest indspiste inderkreds af magthavere og deres familiemedlemmer, der aldrig har dyrket andre arenaer end den politiske kampplads.

Sandheden om valget i USA er ikke alene, at Trump åbenbart var den rigtige populist på det rigtige tidspunkt, men også at han havde den optimale modstander.

Man behøver ikke at tro alle Trump-lejrens konspirationer for at kunne forstå, hvorfor menige amerikanere har opbygget en sund skepsis over for Clinton-dynastiets måske lidt for bekvemme forhold til magten.

Måske kan der ikke fældes juridiske domme i skandalerne om eksempelvis slettede e-mails og kriminelle, demokratiske stordonorer, der blev benådet på Bill Clintons sidste arbejdsdag som præsident. Men man kan godt forstå, hvorfor mange amerikanere har haft lige så svært ved at relatere til Hillary Clinton som til en ekstravagant multimilliardær.

Jeg hørte forleden en amerikansk Trump-vælger med latinamerikansk baggrund forklare forskellen på Clinton og Trump til DR på følgende måde: Man kan i det mindste gennemskue, at Trump er ond, fordi der er stemmer i det – mens Clintons ondskab virker til at komme dybt indefra.

Evil, evil, evil, som han sagde.

Systemet kan blive genrejst

Djøf’er er for længst blevet et skældsord i dansk politik på linje med skrankepaverne” i Glistrups 1970’er-udgave af politisk populisme.

På samme måde har bureaukraterne i centraladministrationen i USA fået en god del af skylden for, at politik er kommet til at handle for meget om regneark og juristeri, og at politik udspiller på alt for lang afstand af almindelige, menneskelige skæbner og følelser.

I de seneste år har der været megen snak om, at vi i stedet nærmest er trådt ind i en postfaktuel æra, hvor objektive kendsgerninger (som alle embedsfolk elsker) knap spiller en rolle. Det er derfor opsigtsvækkende, at man allerede nu kan finde eksempler på, at selv republikanere udtrykker deres lid til, at systemet kan holde den impulsive Trump i kort snor.

I modsætning til Obama vil Trumps republikanske parti have flertal bag sig både i Senatet og Repræsentanternes Hus – hvilket også vil gøre det let at påvirke sammensætningen af dommerne i den magtfulde amerikanske højesteret.

Det helt specielle i den her situation er, at ingen ved, hvem han vil omgive sig med af rådgivere, siger en af Danmarks mest erfarne topdiplomater, tidligere EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen:

Det er normalt, at man i modsætning til i Danmark skifter hele den centrale del af centraladministrationen ud, når magten skifter mellem Demokraterne og Republikanerne. Men normalt ville Republikanerne gå ud og hente de samme, erfarne rådgivere ind igen, der så måske i mellemtiden bare har været ude på et universitet og undervise. Det bliver nok ikke tilfældet nu.”

Dét har skabt en del utryghed i begge politiske lejre. Hvor mange demokrater var skuffede over, at Obama ikke fik gennemført mere af sin politik, fordi regnedrengene, juristerne, Senatet, Kongressen, diplomaterne, de internationale organisationer eller domstolene satte hælene i, så vil rigtig mange demokrater og moderate republikanere bede til, at systemet nu kan være med til at file kanterne af Trump.

Og alt ovenstående til trods, så er systemet så etableret en del af amerikansk politik, at Trump alligevel næppe får frit spil, mener Poul Skytte Christoffersen.

Der findes andre bremseklodser. Eksempelvis at USA er bundet af internationale traktater og aftaler, som det vil tage dem årevis at komme ud af.”

Desuden – siger Skytte Christoffersen – bør vi sætte vores lid til en anden, ofte forhadt figur i den offentlige debat: markedet.

Når det eksempelvis lyder på Trump, som om han blot vil bruge løs af statskassen på store infrastrukturprojekter, der vil forgælde landet yderligere, så skal man huske på, at markedet også har noget at sige. Den måde, markedet reagerer på politiske beslutninger, er i høj grad med til at regulere en præsidents handlemuligheder.”

Populister stilles til ansvar

Og så til sidst: I et årti har – ofte højrenationale, men ikke kun – populistiske bevægelser domineret den politiske debat i hele den vestlige verden. Det har på mange måder været forfriskende og et velkomment spark i enden på de gamle partier, ligesom man ofte kan argumentere for, at de står på solide, folkelige, politiske fundamenter.

Men populisternes manglende mod til selv at tage ansvar har været ynkeligt. Ultimativt personificeret ved de britiske nejsigeres faneflugt efter Brexit, men også ved eksempelvis Dansk Folkepartis nej tak til at indtræde i en dansk regering efter valget i 2015 trods positionen som landets største borgerlige parti.

Nu vil en hel verden få at se, at end ikke über-populisten kan undslå sig det ansvar og de hårde beslutninger, det indebærer at regere – frem for bare at protestere. Måske Trumps sejr vil inspirere flere populister til at tage det sidste skridt ind i magtens centrum – måske Trumps konkrete erfaringer vil give de demokratiske nationers befolkninger en fornyet og sund skepsis, når populister præsenterer et forslag, der lyder for godt til at være sandt.

Og ja. Det er på mange måder et skræmmende scenarie at skulle igennem. Men måske kan det også blive enden på vrangforestillingen om, at bestemte partier repræsenterer folket”, mens andre partier alene udspringer af magten selv.

Alle partier er folket, og det er på tide, at folket indser, at idéen om et politisk parallelunivers, hvor der findes lette og enkle løsninger uden omkostninger, uden konsekvenser og uden svære fravalg, netop er en idé og intet andet.

Artiklen er skrevet med bidrag fra Zetland-skribenterne Jakob Moll, Mads Olrik og Thomas Hebsgaard

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem