Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Oscar Rothstein er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Filosofien er racistisk uden at ville det, siger denne amerikanske stjerneprofessor. Så nu vil han genskrive filosofihistorien

RIV DEN NEDHar filosofien her i Vesten bygget en mur op om sig selv? Illustration: Matthias Seifarth for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Filosofien har lukket sig om sig selv og har glemt resten af verden uden for Vesten. Den amerikanske stjernefilosof Bryan Van Norden vil gøre op med det, han kalder filosofihistoriens indlejrede racisme. Ikke kun for filosofiens egen skyld, men for samfundets fælles bedste.

Bryan Van Norden har snart talt i en time.

Klokken er ved at være midnat i Østasien, men han har meget på hjerte, så søvnen, eller hvad han nu har tænkt sig efter interviewet, må vente. Pludselig begynder han at tale om Donald Trump. Kort inden handlede det om de hinduistiske nyaya-filosoffer. Inden da om den traditionelle kinesiske statslære konfucianisme.

Jeg har ringet til den amerikanske professor med speciale i kinesisk filosofi ved Wuhan University i Kina, fordi han sidste år skrev en bemærkelsesværdig bog. Taking Back Philosophy, hedder den, og den er iøjnefaldende, fordi den på polemisk vis tager livtag med en vigtig og følsom debat, der i disse år dominerer filosofien.

Debatten kredser hverken om etik eller moral, æstetik eller erkendelse. Den handler om racisme.

Det er en debat, der er ført an af folk, som vil gøre op med forestillingen om det antikke Grækenland som filosofiens arnested. Det er en debat om, hvordan man bør undervise i filosofi på vestlige universiteter. Det er en debat, der lapper ind over tidens identitetspolitiske kampe. Og så er det en debat, der – når man skræller dens akademiske lag af – rækker langt ud over forskningsverdenen og handler om nogle helt centrale spørgsmål om menneskets omgang med det fremmede.

Motoren i diskussionen er følgende kritik: Vestlig filosofi er forplumret af en systematisk indskrænkning af alt ikke-vestligt.

For eksempel er det en udbredt opfattelse, at filosofi er en udpræget europæisk disciplin. Filosofi, lærer vi, er lig med Platon, Aristoteles, René Descartes, Immanuel Kant, G.W.F. Hegel, Friedrich Nietzsche og Michel Foucault. Filosofi er Den Hvide Mands værk.

Men som Bryan Van Norden peger på, er filosofi faktisk et globalt fænomen. Også uden for en vestlig kontekst er der tung filosoferen at finde.

I den flittigt debatterede Taking Back Philosophy opfordrer Van Norden, der ifølge en undersøgelse fra Princeton Review er blandt de 300 førende universitetsprofessorer i USA, derfor til en genskrivning af filosofihistorien. I hans øjne dækker det eurocentriske fokus over en dybt indgroet racisme.

Pilen peger især på Immanuel Kant, hvis antropologiske skrifter man skal være særligt varsom med. Den tyske filosof tænkte skelsættende tanker om erkendelse, moral og æstetik i 1700-tallets Königsberg (i dag Kaliningrad), men hans arv er ikke pletfri. Kant skrev om en hierarkisk opdeling af racerne, der naturligvis placerede europæerne øverst – og bliver kaldt en notorisk racist” af Van Norden.

Hvordan kommer den vestlige filosofis indlejrede racisme til udtryk i dag?

Jeg tror absolut ikke, at mine kolleger, der underviser i vestlig filosofi, er racister. Det er slet ikke det, der er pointen. Pointen er, at man på stort set samtlige filosofifakulteter i Europa og Nordamerika finder en tåbelig antagelse om, at vestlig filosofi er den eneste rigtige’ filosofi. En antagelse, der i bund og grund er racistisk, da den ikke anerkender, at andre kulturer er i stand til at tænke filosofisk. Præcis som allerede Immanuel Kant antog det. Det er altså tale om en subtil racisme på et strukturelt niveau.”

Professoren, der i øjeblikket er tilknyttet et samarbejde mellem Yale University og National University of Singapore, bruger kinesisk filosofi som eksempel.

Jeg har ikke tal på, hvor mange skeptiske kolleger jeg har forsøgt at overbevise om, at filosofferne Mengzi, Zhuangzi og Konfucius rent faktisk er på højde med de kanoniserede vestlige tænkere. Ikke fordi de mener noget andet om Mengzi, Zhuangzi og Konfucius end mig. Men fordi de simpelthen ikke kender til dem og ikke i deres vildeste fantasi kan forestille sig, at de har noget at bidrage med. De tror, at kinesisk filosofi bare er lykkekager og luftige aforismer,” siger Van Norden, der selv er en af verdens ledende forskere i kinesisk filosofi.

Jeg når knap at stille mine spørgsmål, før Bryan Van Norden er i gang med at svare på dem. Når noget fascinerer ham, udbryder han: It’s FAscinating.” Det sker for eksempel, da han taler om filosofiens flugt fra sine multikulturelle rødder. Det er den bevægelse, titlen på bogen dækker over – Taking Philosophy Back.

At tage filosofien tilbage vil sige at tage den tilbage til sine multikulturelle rødder. Det er først i løbet af de seneste par hundrede år, at vi har bildt os selv ind, at filosofi er en særlig vestlig disciplin,” forklarer han.

I 1800-tallet var det kun en ekstrem minoritet”, der forestillede sig, at filosofien havde sine rødder i Grækenland, forklarer Van Norden.

Både i sin bog og over Skype refererer han til Peter Park, der er professor i filosofi ved University of Dallas og i 2014 skrev bogen Africa, Asia, and the History of Philosophy. Den udbredte opfattelse var, at de første filosofiske tanker var blevet tænkt i Indien eller Afrika. Og ikke nok med det: Blandt andre var den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) en begejstret læser af Analekterne, Konfucius’ udvalgte udsagn, der i 1687 blev oversat til latin.

Med andre ord: De forskellige filosofitraditioner er opstået i frugtbar dialog med hinanden, ikke i modstrid.

Det er netop den frugtbare dialog, som Bryan Van Norden sigter til. Man misforstår Taking Back Philosophy, hvis man læser den som et argument for, at ikke-vestlig filosofi bør rangere højere end den vestlige, siger han. Han siger det på en måde, som giver fornemmelsen af, at han ofte er blevet misforstået netop sådan.

Det ville være et enormt tab for den filosofiske kanon, hvis skikkelser som René Descartes, David Hume eller Immanuel Kant blev ekskluderet. Jeg er kritisk over for Kant i bogen, fordi han eksplicit påstår, at afrikanere, indere, kinesere og diverse oprindelige folk ikke er i stand til at tænke filosofisk på grund af deres race.”

Så racistiske, sexistiske eller på lignende vis angribelige filosoffer kan stadig være læseværdige?

Selvfølgelig,” lyder det prompte. Jeg ville ikke være Kant foruden. Men vi er nødt til at være bevidste om, hvorfor og hvordan vi i dag er nået til et punkt, hvor filosoffer, der ellers er politisk progressive, tager det som en selvfølge, at filosofidisciplinen er bundet til en vestlig kontekst. Og det gør vi ved at anlægge et kritisk blik på nogle af den vestlige filosofihistories mest dominerende tænkere. For det er en idé, der peger tilbage på dem.”

Samtidig med den kritiske læsning af Kant og co. ønsker Van Norden at mangfoldiggøre pensumlisterne på de vestlige filosofifakulteter. Mere Konfucius, mindre Kant. Mere Fanon, mindre Foucault. Mere Shankara, mindre Sartre.

Fakta: Store ikke-vestlige filosoffer

Konfucius (551-479 f.v.t.): Kinesisk tænker og lærer, der regnes for at have været Kinas første filosof. Har lagt navn til den filosofiske tradition konfucianismen, der i løbet af sin 2.500 år lange historie har haft markant indflydelse på Kinas udvikling. Blandt grundprincipperne er godhed, retfærdighed og samvittighedsfuldhed. Frantz Fanon (1925-1961): Revolutionær og anti-kolonial tænker født i den franske koloni Martinique i Caribien. I sit hovedværk Fordømte her på jord fra 1961 lancerer han et kompromisløst angreb på kolonialismen, som han identificerer som et grundlæggende voldeligt system. Shankara (788-820): Indisk filosof, der er en af de vigtigste repræsentanter for vedanta-skolen, den mest indflydelsesrige af hinduismens seks filosofiske skoler. Vedanta bygger især på de religiøse skrifter upanishadernes lære om frelse.

Jeg spørger ham, om mangfoldighed i sig selv er et efterstræbelsesværdigt ideal. Hans svar er bestemt. Som om vi lige her har fat i det vigtigste af alt det vigtige:

Jeg kunne aldrig drømme om at ønske mangfoldighed for mangfoldighedens skyld. Vores pensumlister bør inkludere ikke-vestlige filosofitraditioner, fordi de har noget at bidrage med. Fordi de er fascinerende (“FAscinating”). Vi lever i en multikulturel verden, og med det følger et behov for at forstå fremmede tankesæt. Det er det, jeg mener, når jeg skriver, at filosofien med tiden simpelthen dør, hvis den ikke bliver mere mangfoldig.”

Van Norden bruger igen Kina som eksempel. Helt bestemt præsident Xi Jingping, der ofte refererer til konfucianismen i sin politiske kommunikation.

Præsidenten i et af verdens mest magtfulde lande har nærmest overtaget en hel filosofiretning. Det er vigtigt, og det er noget, som alle oplyste mennesker bør have en informeret holdning til. Men hvordan skal man lære om Konfucius, hvis de, der bør undervise én i hans tænkning, systematisk ser bort fra ham?”

Kan det undgås, at en global udvidelse af filosofikanonen vil marginalisere nogle tænkere, der faktisk er ret afgørende for at forstå vores egen, vestlige historie?

Nej,” svarer Van Norden ærligt.

Det er klart, at når man tilføjer noget, så udelader man noget andet. Det er et vilkår i denne sammenhæng. Men tag den romerske filosof Cicero, som man underviser i på langt de fleste filosofiuddannelser i USA og Europa. Han er da interessant nok, men jeg vil ikke sige, at man ligefrem er filosofisk analfabet, hvis man ikke kan sin Cicero.”

Og så er vi nået til Donald Trump. I sin bog afviser Van Norden nemlig den udbredte antagelse om, at filosofi er abstrakte tanker, der ikke er i berøring med den praktiske virkelighed. Han medgiver, at filosoffer har det med at fortabe sig i intellektuelle puslespil”, der ikke er relevante for andre end dem, der lægger dem, men filosofi er rent faktisk vigtigt.

I din argumentation for en mere global tilgang til filosofien inddrager du også nogle betragtninger om det politiske klima i USA anno 2018. Hvorfor den parallel?

Det er rigtigt,” siger han. Næsten skyldbetynget. Det, jeg prøver at sige, er, at når ellers godhjertede filosoffer skelner mellem Vestens rigtige’ filosofi og resten af verdens falske’ filosofi og på den måde opdeler verden i os og dem, er der præcis det samme på spil, som når Donald Trump siger, at han vil bygge en mur ved Mexicos grænse. Derfor vil jeg opfordre mine kolleger til at tænke over, hvem de allierer sig med politisk, når de går ekskluderende og xenofobisk til filosofien. Det siver ud i samfundet og har betydning for, hvordan vi omgås med mennesker, der ikke ligner os,” siger han.

Taking Back Philosophy er udgivet som en reaktion på en reaktion. Eller rettere 797 reaktioner. I 2016 skrev Bryan Van Norden et debatindlæg i The New York Times med kollegaen Jay L. Garfield. If Philosophy Won’t Diversify, Let’s Call It What It Really Is, hed det, og hvis overskriften gemte på en subtil anklage, blev denne anderledes konkret allerede i første afsnit:

Blandt de 50 bedste filosofiske institutter i den engelsktalende verden har kun 15 procent en ansat til at undervise i ikke-vestlig filosofi.”

En hær af læsere røg til tasterne, og på bare 12 timer blev indlægget kommenteret 797 gange. Nogle støttede de to professorer, mange flere reagerede oprørt. Kritikernes ammunition var tidstypisk: Professorerne blev beskyldt for påtaget politisk korrekthed, kulturrelativisme og identitetspolitik. Lignende indvendinger er også Taking Back Philosophy blevet mødt med.

Jeg forholder Bryan Van Norden kritikken. Han virker mildest talt ikke særlig overrasket.

Okay, lad mig tage dem én ad gangen,” siger han med pædagogisk sans for systematik. Jeg har svært ved at se, hvordan bogen skulle være udtryk for en politisk korrekthed, når det netop ikke er min pointe, at vi skal mangfoldiggøre pensumlisterne for mangfoldighedens skyld. Jeg vil noget med det her. Jeg har også svært ved at genkende mig selv som relativistisk. Jeg er faktisk udpræget anti-relativist. Det er slet ikke min pointe, at sandhed er et spørgsmål om personlig mening. Jeg tror på en objektiv sandhed. Men jeg tror også på, at denne bedst nås ved at få så mange mennesker og traditioner i tale som muligt.”

Inden han når til identitetspolitikken, illustrerer Van Norden sin pointe med den italienske 1200-talsfilosof og -teolog Thomas Aquinas. I jagten på den objektive sandhed forsøgte han at samle det bedste fra kristen, jødisk, islamisk og hedensk filosofi – en mission, der blandt andet førte til genindførslen af den betydningsfulde græske tænker Aristoteles, der i den tidlige europæiske middelalder ellers blev læst mest i den arabiske verden.

Det er det samme, jeg gerne vil,” siger Van Norden.

Så går han ombord i anklagen om identitetspolitik, som han finder dybt unfair”. Det er helt legitimt at gøre opmærksom på, at en gruppe af mennesker er blevet undertrykt udelukkende baseret på deres identitet, svarer han. Han skynder sig dog at distancere sig fra den ekstreme form for identitetspolitik, der påstår, at man for eksempel skal være kineser for at sige noget om kinesisk filosofi eller inder for at sige noget indisk filosofi:

Den slags tager jeg resolut afstand fra.”

Der var engang, dengang i 1990’erne i begyndelsen af hans akademiske karriere, hvor Bryan Van Norden tænkte, at den vestlige filosofikanon stod ved magt uanset hvad. At der umuligt kunne rokkes ved den.

Man må forstå, at mange filosofiinstitutter er enormt konservative. Det er måske en smule kontroversielt, men jeg tror virkelig, at filosofi er det af de humanistiske studier, der vægrer sig mest ved forandringer. Derfor tænkte jeg i mange år, at det ikke var muligt at gøre en afgørende forskel. I mange år var jeg ret kynisk,” fortæller han.

Universitetsdebatter i løbet af de seneste par år antyder dog, at tiderne er ved at skifte.

Faktisk ser det ud til, at Taking Back Philosophy skriver sig ind i en regulær tendens. På Stanford University i Californien, et af verdens mest prestigefyldte universiteter, gjorde studerende i 2016 indsigelse mod et kursus i Western Civilization’ på grund af dets europæisk-vestlige og mandlige tilbøjelighed”. Og på SOAS University of London foreslog studenterforeningen sidste år som en del af en større kamp for at afkolonisere” pensumlisterne, at europæiske filosoffer skulle fylde mindre på studierne til fordel for afrikanske og asiatiske af slagsen.

Også uden for studentermiljøerne virker der til at være øget interesse for en multikulturel tilgang til filosofihistorie – og til historie generelt.

Det måske bedste eksempel er norske Senter for global og komparativ idéhistorie (SGOKI), der i 2015 blev dannet af den norske filolog og idéhistoriker Dag Herbjørnsrud. Sidste år skrev han det mest internationalt delte essay nogensinde på det velansete London-baserede idétidsskrift Aeon, da han under overskriften The African Enlightenment viste, hvordan nogle af den europæiske filosofitraditions vigtigste oplysningsidéer blev foregrebet af blandt andre den etiopiske filosof Zera Jacob i 1600-tallet.

Det nye globale perspektiv på humanistiske videnskaber (herunder filosofien) har også forplantet sig til Danmark. I efteråret udgav det samtidshistoriske onlinemagasin baggrund.com, der har sine rødder på idéhistorie på Aarhus Universitet, antologien Global idéhistorie, der undersøger idéers geografiske troløshed”.

Bryan Van Norden har også bemærket udviklingen, og han slutter interviewet af med en god portion optimisme.

Jeg ser uden tvivl mere lyst på filosofiens fremtid i dag, end jeg gjorde for bare få år siden. Jeg har mødt så mange unge mennesker, både studerende og yngre undervisere, der er meget mere åbne for filosofi uden for en snæver amerikansk-europæisk kontekst, end deres undervisere eller underviseres undervisere var,” siger han.

Jeg er overbevist om, at vi står foran en transformation af filosofifaget.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem