Trumps handelskrig set fra Kinas perspektiv

SIKKER HÅND Sikkerhed på byggepladser er ikke altid en prioritet i Kina. Her klatrer en arbejdsmand på skelettet til en bygning i Chengdu i Kina den 14. august 2018. Foto: Ritzau Scanpix / China Stringer Network

Derfor skal du læse denne artikel

To af verdens store magter har indledt en handelskrig. Og har dermed rejst det ikke helt uvæsentlige spørgsmål: Hvem har retten til at definere, hvilket regelsystem verdens lande handler under? På overfladen kan det ligne, at USA har det klare overtag i striden. Den opfattelse er imidlertid en misforståelse.

Gode, gamle officielle krigserklæringer er gået af mode. Det gælder den slags udkæmpet med kugler og kasteskyts og nu også handelskrige. Hvor foråret blev brugt på at sende tarif-trusler mellem Det Hvide Hus og Zhongnanhai, er de trusler nu blevet til konkret politik, og handelskrigen er reelt udbrudt – uden officiel erklæring.

En krig er som regel et spørgsmål om, at den ene part vil have noget, den anden har: olie, lebensraum, Falklandsøerne eller et mindre underskud på ens bilaterale handelsbalance. Det sidstnævnte er Donald Trumps påståede motiv for den igangværende handelskrig, bedst illustreret med tweets som: Kineserne dræber os.”

Men ser man nærmere på detaljerne i den verserende handelskrig, virker den grundlæggende uenighed bag konflikten til at handle mindre om handel og mere om magtforholdet mellem USA og Kina. Eller mere specifikt om dette spørgsmål:

Hvem sidder på retten til at definere, hvilket regelsystem verdens lande handler under?

Egentlig kunne man skrive flere sider om handelsbalancens utilstrækkelighed som økonomisk indikator for, hvor godt et land præsterer økonomisk. Det svarer lidt til, at du skælder din medspiller ud, fordi hun har spillet bolden færre gange til dig, end du til hende, samtidig med at du fører 5-0.

USA har et underskud på sin handelsbalance med Kina, fordi man køber mere kinesisk, end kineserne køber amerikansk. Men USA har et handelsunderskud med flertallet af sine store handelspartnere, og det har man haft, siden Richard Nixon gjorde endeligt op med dollar-guld-konvertibiliteten i starten af 1970’erne. De tekniske grunde til det amerikanske handelsunderskud er mange – den primære årsag er, at amerikanerne forbruger mere, end de tjener.

Men faktum er, at Kina køber mindre fra USA end vice versa, og det ser skidt ud på papir, og nu står vi i en handelskrig, som højst sandsynligt kommer til at have stor effekt på verdensøkonomien.

Sådan her er slagmarken tegnet op:

USA importerer kinesiske varer for godt og vel 500 milliarder dollars, mens Kina importerer amerikanske varer for cirka 150 milliarder dollars, og det er på overfladen de to landes våbenarsenal i en handelskrig. Den seneste runde tariffer blev annonceret den 8. august, og som det står nu, har USA ad tre runder annonceret tariffer på kinesiske produkter.

Den tredje runde er endnu på et trusselsstadium, mens den anden trådte i kraft torsdag.

  • 25 procent told på varer for 34 milliarder dollars (juli).
  • 25 procent told på varer for 16 milliarder dollars (august).
  • Trussel om ti procent told på varer for 200 milliarder dollars (juli – senere øget til 25 procent).

Indtil videre har Beijing gengældt tilsvarende:

  • 25 procent told på varer for 34 milliarder dollars (april).
  • Trussel om 25 procent told på varer for 60 milliarder dollars (juli).
  • 25 procent told på varer for 16 milliarder dollars (august).

Indtil nu har landene være nogenlunde lige gode om at svare tilbage på hinandens tariffer. Men som man kan regne ud, hvis man adderer ovenstående, er Beijing ved at løbe tør for ting at lægge told på (procentsatsen kan selvfølgelig hæves i en uendelighed, men så er der relativt hurtigt ikke megen import tilbage at fortolde).

Beijing har altså ikke nogen interesse i en handelskrig med USA. Så hvilke muligheder har Xi Jinping og toppen af kommunistpartiet for at undgå den?

Washington har ikke stillet nogen krav, som Kina kan efterkomme – ud over måske at nedbringe handelsoverskuddet. Hvis kineserne skal opfylde det, må de begynde at købe mere amerikansk.

Cirka halvdelen af Kinas USA-import er services, og det er et tal, der stiger gradvist i takt med, at kineserne bliver rigere, og økonomien bliver mindre produktionstung. Men det vil ikke gå hurtigt nok til at tilfredsstille Washington i indeværende konflikt.

Kinesisk økonomi er langtfra fuldt udviklet. Landet er afhængigt af råstofimport og produktionseksport, og omend eksportsektorens bidrag til BNP er halveret til cirka 18 procent over det sidste årti, udgør det stadig en stor del af beskæftigelsen i landet.

Hvis man fra Beijings side er interesseret i at nedbringe sit handelsoverskud og derigennem tilfredsstille Trump, bliver man nødt til at købe fysiske produkter. På sådan en indkøbsliste kunne være militært udstyr, som er dyrt og sælges i store ordrer og derfor ville gøre et stort indhug i handelsoverskuddet. Desværre står USAs (og EUs) våbenembargo fra 1980 stadig, så det kommer ikke til at ske. Og generelt er økonomer, som leger med Kina kan bare importere mere”-tanken, også hurtige til at afvise den.

Trumps udenrigspolitik er baseret på, at andre lande giver ham indrømmelser, som han kan udlægge som sejre,” siger Anne Stevenson-Yang, Research Director i markedsresearchfirmaet J Capital. Nu leder han efter den sejr i Kina, men Beijing ved ikke, hvordan de skal give ham den.”

Og selv hvis der var en reel indrømmelse, man kunne give fra Beijing, er det tvivlsomt, hvor interesseret man er i det. Partiet er i gang med at positionere landet som en stormagt internationalt. Heri ligger den oplagte grund til, at Washington overhovedet har startet handelskrigen.

Kina er delvist blevet rigt ved at beskytte sine egne producenter (ligesom mange lande før dem), og tanken i Beijing er, at man kun kan blive en fuldt udviklet økonomi, hvis man beskytter sine kinesiske sektorer mod udefrakommende konkurrence, indtil de er i stand til at konkurrere på lige fod.

Indtil videre er beskeden fra Kina da også, at man er klar til at sætte hårdt mod hårdt i handelskrigen.

I Vesten lever I under idéen om, at hvis nogen slår jer på venstre kind, vender I den anden til,” skulle Xi have fortalt en gruppe af erhvervsdirektører ifølge The Wall Street Journal. I vores kultur slår vi tilbage.”

Kinas Kommunistiske Parti har store ambitioner for folkerepublikken. Under Xi Jinping er kinesisk politik vendt tilbage til fortidens økonomiske måneskudsprojekter i form af Belt and Road Initiative (pan-asiatisk infrastrukturprojekt til 1.200 milliarder dollars) og Made in China 2025, som i ambition, om end ikke middel, minder om Mao Zedongs landbrugsreformer i 1950’erne og Deng Xiaopings liberaliseringsreformer i 1980’erne.

Made in China 2025 er et projekt, der – ligesom Belt and Road Initiative – er svært rigtigt at definere. Meget politik, der kommer ud fra Beijing, kommunikeres som målsætninger.

For Made in China 2025 er målsætningen, at man skal have etableret selvforsyning inden for en lang række højteknologiske sektorer såsom artificial intelligence, luftfart, robotter, elektriske biler og så videre i 2025. De målsætninger kommunikeres relativt vagt ud, og så er det op til de politiske kadrer (kinesiske partimedlemmer i provinserne) at levere. Håbet er at undgå problemer, hvis der skulle opstå en større konflikt mellem Beijing og deres teknologiimportører.

På et mere overordnet plan er Made in China 2025 kinesisk medicin mod en aldrende befolkning, lavere produktivitetsvækst, miljø- og klimaproblemer forbundet med at producere billigt ragelse og frygten for at lande i the middle income trap (en teori, der beskriver, hvordan udviklingsøkonomier stagnerer, inden de bliver fuldt udviklet, fordi det ikke lykkes at blive i stand til at producere dyrere produkter).

Det er blandt andet i Washingtons analyse af Made in China 2025, at man skal finde meget af Trumps rationale for at gå ind i en handelskrig. I marts udgav Office of the United States Trade Representative en rapport, der kaster et meget kritisk blik på Kinas forhold til private udenlandske virksomheders immaterialret – det vil sige intellektuelle ophavsrettigheder på patenter og design.

USTR-rapporten er ikke fyldt med nye fund, men er snarere et generalieblad over Kinas protektionistiske dårligdomme de sidste to årtier.

Dårligdommene drejser sig primært om udenlandske virksomheders adgang og efterfølgende besværligheder i Kina. Hvis en virksomhed har indgået engagement i Kina i løbet af de sidste 20 år, er det i de fleste tilfælde blevet gjort gennem et partnerskab med en lokal virksomhed – et partnerskab, hvori det udenlandske firma har skullet dele deres patenter med det kinesiske ditto.

Klasseeksemplet er det over 25.000 kilometer lange højhastighedstogsnetværk i Kina, som i dag er det længste i verden og – her taler jeg af personlig erfaring – en af de mest behagelige transportformer, man kan ønske sig. For 15 år siden var Kinas højhastighedstog på ulandsniveau, men via partnerskaber med en række udenlandske togproducenter fik kinesiske selskaber adgang til state-of-the-art togteknologi. I 2018 producerer Kina sine egne tog, og det er blevet en veritabel eksport, der konkurrerer om oversøiske kontrakter med blandt andre firmaet bag den japanske Shinkansen – selvsamme firma, der delte sin teknologi med Kina tilbage i 00’erne.

Man kan spørge sig selv om, hvorfor udenlandske firmaer er gået med til det. Svaret er et marked med 1,3 milliarder forbrugere. Som en chef for et japansk togfirma sagde det ved en økonomikonference i Beijing sidste år: Da canadiske Bombardier og franske Alstom var på vej ind på markedet, kunne vi ikke bare sidde tilbage og kigge på.”

Det er blandt andet den form for protektionisme, Trump taler om, når han siger, at Kina snyder. Præsidentens tariffer er et klart tegn på, at amerikanske virksomheder har præsidentens øre.

Kina har da også mange andre måder at ramme Washington på end lige præcis tariffer: for eksempel amerikanske virksomheders salg i Kina. Sidste år solgte amerikanske virksomheder for over 500 milliarder dollars i Kina ifølge Gavekal Dragonomics, et researchfirma.

Beijing har tidligere været gode til at ramme genstridige lande på den måde. Da Den Norske Nobelkomité gav fredsprisen til systemkritikeren Liu Xiaobo i 2010, stoppede man med at importere norsk laks. Da Sydkorea gav USA lov til at opstille et missilforsvar i landet sidste år, kom Lotte, et sydkoreansk konglomerat med en masse supermarkeder i porteføljen, i problemer med diverse tilladelser i Kina.

I konflikten med USA står Apple først for skud. Apple sælger for over 40 milliarder dollars om året i Kina, og en stor del af firmaets produktion finder sted i landet. Samme dag som USA annoncerede seneste runde af tariffer, bragte People’s Daily en artikel, der gjorde opmærksom på det kinesiske markeds vigtighed for Apple. Hvis det amerikanske firma vil tjene gode penge i Kina, skal man dele udviklings-dividenderne med det kinesiske folk,” skrev den statsejede avis.

Yanmei Xie, der researcher handel ved Gavekal Dragonomics, peger desuden på medicin, landbrugsvarer, biler og teleinfrastruktur som mulige mål for Beijings sanktioner. Hollywood er også på listen: Få udenlandske film (cirka 34) får hvert år premiere i Kina. Hollywood er blevet profitbesnæret af det kinesiske marked og lobbyer kraftigt for at få flere film til landet. Den proces er gået i stå under konflikten.

Det samme er sket med it-infrastrukturen. De seneste år har de to stormagter varmet op til handelskrigen ved at ramme hinandens teknologivirksomheder: Amerikanske Qualcomm venter stadig på en accept fra de kinesiske myndigheder af deres opkøb af hollandske NXP Semiconductors, mens kinesiske ZTE er holdt ude af det amerikanske marked, fordi den amerikanske kongres ikke vil ophæve en række sanktioner.

Sidste mulige trussel fra Beijing er turister. De kinesiske af slagsen er en voksende indtægtskilde i mange lande. Men kineserne skal have tilladelse til at rejse ud, og sådanne tilladelser kan blive forhalet af de relevante myndigheder. Dette er dog mindre sandsynligt, da Beijing forsøger at undgå at ramme sin egen befolkning i krydsilden.

Så hvem vinder sådan en handelskrig?

På kort sigt bliver det nok hverken Kina eller USA. Trump har politisk momentum qua en økonomi i vækst – en situation, der desuden gør det sværere at dechifrere, hvordan tarifferne rammer borgernes pengepung.

Kinas vækst er, qua landets mindre sofistikerede økonomi og voksende gældsbyrde, mere sårbar, men partiet lider ikke under samme krav om at varetage interesser for diverse vælgergrupper, som Trump gør.

I stedet kan vinderne blive tredjeparter, siger Anne Stevenson-Yang fra J Capital: Handelsforhold er ikke bilaterale, men multilaterale. Tredjelande, der samler Kinas import fra USA op, eller amerikanske virksomheder, der åbner kontorer i Kina, kan profitere.”

Generelt vil handelskrigen ikke være god for nogen, mener Yang. Handel vil blive mindre reguleret, volumen vil falde, markederne bliver mere volatile, og det er ikke fuldstændig usandsynligt, at vi er på vej ind i en periode styret af kaos.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem