Sådan kan Afrikas fremtid blive en succeshistorie (pssst – det handler ikke om mere bistand)

HÅBHvilken fremtid venter for disse to knægte fra Durban – fattigdom og kaos eller fred og fremgang? Foto: Marco Longari / Ritzau Foto

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

I løbet af den kommende generation vil befolkningen i Afrika syd for Sahara fordobles til to milliarder. Det kan ende i konflikt, armod og udvandring i en skala, der vil få de senere års migrantstrømme mod Europa til at blegne. Men der er håb. Fire markante Afrika-eksperter, blandt dem en tidligere nigeriansk præsident og en toprådgiver for flere afrikanske statsledere, har forfattet en håndbog i at forvandle kontinentets fremtid til en succeshistorie. Nationalisme er blandt nøgleingredienserne.

{{Udfordringen er enorm.}}

Hver time vokser befolkningen i Nigerias største by, Lagos, med 77 mennesker. Så snart som i 2045, altså om mindre end 30 år, vil Afrika syd for Sahara skulle rumme dobbelt så mange mennesker som nu, i alt to milliarder – omtrent hvad der i dag bor i Kina, EU og Japan tilsammen. De fleste vil være unge mennesker bosat i kontinentets kaotiske byer, med adgang til internet og en hel verden af drømme om et bedre liv. Det er aldrig før set i kontinentets historie.

Så hvis nogen i dag føler sig overvældet af antallet af afrikanere, der søger mod Europa, ja, så er det intet imod, hvad vi har i vente. Medmindre altså kontinentets ledere formår at bringe helt andre boller på suppen end hidtil. Men det kan de, måske, også godt. For befolkningseksplosionen er ikke bare en udfordring, den rummer også store muligheder for kontinentets fremtid.

Tallene, de afrikanske statsledere skal rette op på, er decideret bagoverblæsende. Et par eksempler:

  • To tredjedele af kontinentets befolkning er uden adgang til elektricitet. De kan altså ikke tænde lyset, når det bliver mørkt. Til sammenligning gælder det samme kun en fjerdedel af indbyggerne i Østasien.
  • Landbrugssektoren er håbløst underudviklet. Hvor der på verdensplan gennemsnitligt er en traktor per 56 hektar landbrugsjord, er der i Afrika kun én per 868. Hele 40 af de 55 afrikanske nationer må derfor importere deres mad.
  • Mange lande er rige på ressourcer, men fordeler udbyttet uhyre ulige. Mere end halvdelen af befolkningen lever for under 2 dollars om dagen i de afrikanske lande, hvor økonomien er bygget op omkring råstoffer.
  • Økonomisk vækst gavner kun de fattigste ganske lidt. 90 procent af kontinentets indbyggere lever for under 10 dollars om dagen, og hvor antallet af fattige i andre lande typisk falder med 2 procent, hver gang det nationale forbrug stiger med 1 procent, reduceres antallet af fattige i afrikanske lande kun med 0,69 procent.
  • De afrikanske lande bliver røvet af både udlændinge og deres egne ledere. 50 milliarder dollars forsvinder hvert år på ulovlig vis ud af Afrika. Det er tre gange så mange som i 2001 og resultat af virksomheder og regeringers finansielle fiksfakserier for at undgå skat og stikke offentlige midler i private lommer.
  • Kontinentet er langt bagud på uddannelse. På verdensplan er der over 1.000 forskere per million mennesker, i landene syd for Sahara blot 79. Kun godt 6 ud af 10 får en folkeskoleeksamen, mod 9 ud af 10 på verdensplan. Og mens en tredjedel af verdens befolkning begynder på en videregående uddannelse, gælder det samme for under 5 procent af afrikanerne.
  • Der mangler jobs. Selv om arbejdsløsheden i landene syd for Sahara officielt ligger på overskuelige 8 procent, har mange af de officielt beskæftigede reelt ikke arbejde nok.

Kombineret med en urban befolkningseksplosion er alt dét ikke blot en opskrift på håbløshed og masseudvandring. Millioner af frustrerede unge mennesker mast sammen i dysfunktionelle byer med alt for lidt arbejde kan meget vel føre til fornyet konflikt på et kontinent, der ellers i vid udstrækning har lagt sin blodige fortid bag sig.

Afrikanske statsledere sidder med andre ord på en krudttønde”, som den tidligere nigerianske præsident Olusegun Obasanjo udtrykte det, da han var i København forleden, og jeg fik lejlighed til at tale med ham.

Men lige netop dét faktum giver også Obasanjo håb om, at afrikanske statsledere vil følge rådene i en ny bog, som han har forfattet sammen med tre andre markante Afrika-kendere, og som han forleden gæstede Danmark for at præsentere.

VROOOMVolkswagen åbnede fabrik i Kenya sidste december. Den slags er der brug for mere af, argumenterer forfatterne bag bogen 'Making Africa Work’. Foto: Dai Kurokawa / Ritzau Foto

Hvad de fire forfattere sammen har skrevet, er intet mindre end en håndbog i, hvordan én af menneskehedens største udfordringer i det 21. århundrede helt konkret kan løses: hvordan Afrika bringes på ret kurs.

Bogen er bemærkelsesværdig. Den handler ikke om, hvordan verden kan ændres til fordel for Afrika, men om, hvad afrikanske ledere selv kan gøre med udgangspunkt i verden, som den er. Altså ingen lange diskussioner om markedsforvridende vestlig landbrugsstøtte og umulige koloniale grænsedragninger.

Olusegun Obasanjo selv stod i spidsen for Nigeria fra 1976 til 1979, hvor han som militært statsoverhoved afviklede militærdiktaturet, og igen fra 2000 til 2007 som demokratisk valgt præsident. Hans medforfattere er Greg Mills, leder af den sydafrikanske Brenthurst Foundation, rådgiver for en hel stribe afrikanske statsledere og globalt anerkendt ekspert i afrikanske forhold, og så den tidligere britiske generalmajor Dickie Davis og den amerikanske akademiker Jeffrey Herbst. Alle er tilknyttet Brenthurst Foundation.

De fire forfattere gør et stort nummer ud af at sammenligne afrikanske landes relative stagnation med den økonomiske succes, som østasiatiske lande har oplevet de senere årtier. En central pointe er, at der i princippet ikke burde være noget, som holder afrikanske lande tilbage. Som forfatterne skriver om Vietnam:

Hvis der nogensinde har eksisteret et land med en god undskyldning for ikke at udvikle sig, er det Vietnam. Ødelagt af hundreder af år med krige mod Kina, Japan, Frankrig og USA, splittet af kolonialisme, påtvunget fremmede administrative systemer, bjergrigt med en vanskelig geografi og besværlige naboer, etnisk opdelt og dogmatisk bundet op på socialisme – Vietnam burde være et af verdens fattigste lande.”

Men efter nogle årtier med økonomiske reformer har Vietnam i dag en gennemsnitlig levestandard på niveau med EU-nabolandet Moldova og årlige vækstrater, der ikke siden 1999 har ligget under 5 procent. Vietnam modtager hvert år i udenlandsk investeringskapital, hvad der svarer til en fjerdedel af, hvad hele Afrika syd for Sahara modtager – selvom indbyggertallet i Vietnam er under en tiendedel.

Lige netop nu er et godt tidspunkt at gøre Vietnam kunsten efter, mener Mills, Obasanjo, Davis og Herbst.

Ikke alene truer befolkningseksplosionen i den afrikanske horisont, det samme gør økonomisk stagnation. Hvad der indtil for få år siden lignede en imponerende økonomisk udvikling i mange afrikanske lande, har i bakspejlet vist sig at være tæt knyttet til priserne på olie, metaller og andre råstoffer. De styrtdykkede i 2015, og i dag ser mange afrikanske landes økonomier derfor noget mindre imponerende ud.

Og hvad er det så, forfatterne til Making Africa Work foreslår?

Jo, de foreslår så mange forskellige ting, at det er umuligt at komme ind på det hele. Bogen rummer løsningsforslag inden alt fra byplanlægning og minedrift til landbrug, finans og politisk lederskab. Alt er baseret på et væld af data og forskningsresultater plus en stribe konkrete casestudier af succes og fiasko i forskellige lande – både i og uden for Afrika.

Men skal man koge ned til tre gennemgående temaer, kunne de være:

  1. Private penge
  2. Demokrati
  3. Nationalisme.

Jeg bad forfatterne uddybe dem én ad gangen, da jeg mødte dem hos Dansk Institut for Internationale Studier i København forleden.

1. Private penge

Hvert år foretager virksomheder, banker og pensionkasser i omegnen af to billioner dollars i langsigtede, direkte investeringer på tværs af landegrænser – for eksempel ved at åbne en fabrik eller købe sig ind i en virksomhed på et nyt marked. Det er et beløb svarende til mere end seks gange Danmarks bruttonationalprodukt – altså rigtig, rigtig mange penge.

Afrikanske landes andel af disse enorme summer er minimal. Den toppede i 2014, før råvareprisernes kollaps, siden er den styrtdykket. I rekordåret 2014 modtog afrikanske lande blot omkring 54 milliarder dollars i direkte investeringer, hvoraf de 42 tilflød landene syd for Sahara – et godt stykke under 5 procent af de globale investeringsstrømme.

Der ligger med andre ord et gigantisk potentiale i at øge mængden af udenlandske investeringer i Afrika. Det er måske den mest centrale pointe i Making Africa Work.

Der er enorme muligheder i den utrolige befolkningsekspansion og den øgede efterspørgsel, som vi vil se i Afrika. Det handler blot om at etablere de rigtige forhold, så virksomheder bliver i stand til at investere,” siger Greg Mills.

Pengene,” understreger han, ligger ikke i donorbistand.”

Det kan måske lyde provokerende, al den stund at udviklinghjælp står så centralt i den vestlige debat om Afrika. Siden 2000 er mængden af vestlig udviklings- og nødhjælp til afrikanske lande fordoblet, ligesom mange lande har fået eftergivet gældsposter. For tiden cirkulerer idéen om en Marshall-plan for Afrika’, sponseret af Tysklands Angela Merkel og inspireret af USAs hjælp til Europa efter Anden Verdenskrig.

Greg Mills er skeptisk. Marshallplanen, siger han, blev givet på et ganske bestemt tidspunkt i historien og til nogle lande, hvor der var masser af talent og ekspertise at bygge på og tilmed en veludviklet forvaltningsskik. Og hjælpen oversteg aldrig 2,5 procent af økonomiens samlede størrelse i de lande, der fik den. I mange afrikanske lande er hjælpens procentvise andel af økonomien allerede i dag på 10 procent eller mere.

Så hvad vil man få ud af at øge mængden af hjælp yderligere? Medmindre den målrettes og bruges meget omhyggeligt, risikerer man, at meget vil blive spildt,” siger Greg Mills.

Siden Den Kolde Krig har vi lært, at hjælp kan hjælpe – nødhjælp måske i højere grad end udviklingshjælp – men også at hjælp nogle gange kan være skadelig. Den kan fjerne forbindelsen af ansvarlighed mellem befolkninger og deres regeringer, den kan aflede opmærksomheden, og den kan føre til, at der bruges penge på områder, som ikke nødvendigvis er nationale udviklingsbehov eller -prioriteter.”

I det omfang man gerne vil hjælpe, siger Greg Mills, gør man derfor klogt i at målrette indsatsen derhen, hvor den gør det lettere at tiltrække private investeringspenge. Gør man det (hvad der faktisk er tegn på), kan en Marshall-plan måske nok være en god idé, siger han.

Og hvad er det så, der mangler? Jo, grundlæggende er der behov for at forbedre forholdet mellem risiko og afkast: Risikoen skal ned og muligheden for afkast op. Virksomheder har brug for at vide, at love, regler og skattesatser ikke ændrer sig i tide og utide, for ikke at blive afkrævet eksorbitante beløb til korruption og for at kunne regne med en fair retssag, hvis de skulle havne i en tvist. For god og stabil regeringsførelse med andre ord. Og så har de behov for stabil elektricitet og for velfungerende veje, jernbaner og havne til at få varer ind og ud.

Det sidste har kinesiske penge og virksomheder bidraget gevaldigt til de senere år. Det har i Vesten ført til udbredt bekymring for kinesisk økonomisk støtte til tvivlsomme regimer og udbytning af kontinentets ressourcer. Det er en reel bekymring, siger Greg Mills, men samlet set har kinesernes engagement i Afrika været af det gode, mener han:

Hvad Kina har gjort med stor succes, er at ændre Afrikas image fra et problem, der skal løses, til en forretningsmulighed.”

2. Demokrati

Man kan vist roligt sige, at demokratiet som styreform har mistet selvtillid de senere år. Kina har haft stor succes med autokrati og statsstyret kapitalisme, og selv i demokratiske lande diskuteres nu, om udviklingslande må ofre lidt demokrati for at sætte skub i økonomien. På verdensplan er antallet af demokratier stagneret eller endog faldet.

Også i Afrika er en ellers lovende demokratisk udvikling gået i stå de seneste 10-12 år. Blandt de mest positive afrikanske udviklingshistorier – som også fremhæves i Making Africa Work – er Etiopien og Rwanda. Ingen af dem er ligefrem demokratiske frontløbere.

Ikke desto mindre argumenterer bogens forfattere for, at demokrati i det lange løb er den eneste farbare vej for de afrikanske lande. Deres argumenter er ret interessante:

  1. Afrikanerne foretrækker demokrati. Meningsmålinger på tværs af afrikanske lande viser stigende opbakning til demokratiet, som foretrækkes af omkring syv ud af ti.
  2. Demokrati og fred hænger sammen. Demokratiet er historisk den styreform, som bedst har gjort forskellige grupper i et samfund i stand til at forhandle med hinanden og konkurrere fredeligt om magten i stedet for at slås om den.
  3. Demokrati og økonomisk vækst hænger sammen. Økonomien i afrikanske lande med demokrati og frihedsrettigheder vokser i det lange løb hurtigere end økonomien i mere autokratiske lande, og forskellen bliver endnu tydeligere, hvis man sorterer de olierige autokratier fra. De afrikanske lande, der har oplevet militærkup, klarer sig desuden dårligere økonomisk, ligesom økonomien i det hele taget er mere ustabil i autokratier end i demokratier, skriver forfatterne. Alt sammen med henvisning til forskning.
  4. Demokrati og god regeringsførelse hænger sammen. En væsentlig årsag til demokratiske landes relative succes er, at de er bedre drevet, mener forfatterne. Det involverer ikke raketvidenskab at forstå, hvorfor demokratier samlet set klarer sig bedre i Afrika,” siger Greg Mills, det er, fordi de har mere konkurrenceprægede regeringssystemer, og fordi deres politikker bliver testet oftere og grundigere ved stemmeurnerne.” Demokratier har også en fordel, når det gælder om at tiltrække investorpenge, pointerer Dickie Davis, der har siddet i bestyrelsen for flere pensionsselskaber: Et velfungerende demokrati ledsages af et uafhængigt retssystem, hvor man som investor kan regne med en fair behandling, hvis man skulle havne i en retssag.

Her – i forhold til at hjælpe demokratiet på vej –  kan verden udenfor spille en afgørende rolle, siger Greg Mills. Man kan målrettet finansiere institutioner og organisationer, der arbejder for demokrati, åbenhed og gennemsigtighed i samfundet. Jeg spørger ham, hvad det mere konkret betyder.

Man støtter civilsamfundsorganisationer, man støtter op om granskning af parlamentariske processer, man støtter op om de parlamentariske processer selv, man gør parlamenter og parlamentarikere i stand til at foretage uafhængig research, man indgyder duelighed i embedsværkets mange niveauer,” svarer han.

Det er en lang proces, og fremskridtene er sikkert ganske ubestemmelige for folk med kort opmærksomhedsspændvidde, men jeg kan ikke rigtig se, hvad alternativet er.”

3. Nationalisme

Okay, indrømmet, her har jeg lige strammet lidt. Det er ikke sådan, at forfatterne til Making Africa Work foreslår en stribe nationale vækkelsesbevægelser under slogans som Make Botswana great again’ eller Zambia for zambianere’.

Men det er en vanvittigt interessant pointe i bogen, at afrikanske ledere nødvendigvis må skabe samlende nationale fortællinger om, hvor deres samfund er på vej hen, for overhovedet at kunne komme nogen vegne. Disciplineret nationalisme er den hemmelige ingrediens i enhver udvikling,” lyder et citat i bogen.

Men hvordan fostrer man en fælles fortælling om nutiden, fremtiden og nationens skæbne i lande, der er så religiøst og etnisk splittede, som mange afrikanske lande er?

Olusegun Obasanjo har ad flere omgange stået i spidsen for Nigeria, hvor de etniske og religiøse skillelinjer adskillige gange er brudt ud i åben konflikt. I dag hærger Boko Haram-bevægelsen i det fattige og underudviklede nord. Engang var det igboerne i det rige sydøst, der prøvede at rive sig løs, og heller ikke Obasanjos regeringstid var uden sekteriske kontroverser. Derfor spørger jeg ham, da jeg får en lille halv time alene med den tidligere præsident i et lokale hos Dansk Institut for Internationale Studier i København.

Den ældre herre sidder godt lænet tilbage i stolen, klør sig indimellem i øjet og taler så langsomt, at det er svært at huske begyndelsen på hans sætninger, når han når frem til slutningen. Men hans svar er lige så skarpe og dybsindige, som de er simple.

Jeg tror, vi overdriver forskellene mellem os på bekostning af lighederne,” siger han.

Der er intet land i verden, som er fuldstændig homogent. Men der er mange lande i verden, som har højt skattede værdier, som har noget, de kan kalde folkets eller landets karakter. Og jeg mener ikke, der er noget land i Afrika, som ikke har dét. Jeg er yoruba, min sikkerhedsmand tilhører en minoritet fra Kaduna-delstaten, min chauffør er fra en minoritet ved Nigerdeltaet. Men vi er først og fremmest nigerianere. Det er meget vigtigt. Alt andet følger af dét.”

Men hvad kan man konkret gøre som leder for at skabe samhørighed, vil jeg vide.

Man skal være upartisk,” svarer Olusegun Obasanjo. Alle skal føle, de har andel i samfundet. Ingen må kunne sige, at lederen kun hyrer folk fra sin egen stamme, religion eller etniske gruppe, at han skåner sine egne, når de bryder reglerne, eller at han kun hjælper og beskytter, og dem, der stemte på ham.

Upartiskhed og retfærdighed er meget vigtigt. Og når der er noget at dele ud, så fordel det ligeligt.”

Et spørgsmål presser sig uundgåeligt på, når man læser i Making Africa Work og hører forfatterne tale: Vil Afrikas statsledere overhovedet lytte?

Mange steder er der tradition for det stik modsatte af, hvad Olusegun Obasanjo anbefaler. Mange lande er autokratiske, korruption er en udbredt plage, nogle steder er mistilliden til fremmede stor, og forestillingen om at give den private sektor mere plads i økonomien på bekostning af staten skurrer i mange afrikanske ører. Og nok så vigtigt: Rigtig mange i de afrikanske landes eliter nyder godt af status quo.

Greg Mills er alligevel optimistisk. Der er allerede mange afrikanske ledere, som har henvendt sig til Brenthurst Foundation og bedt organisationens eksperter hjælpe med at tilpasse de brede anbefalinger i Making Africa Work til deres konkrete situation, siger han.

De har ikke noget valg,” siger Olusegun Obasanjo, de vil blive tvunget af omstændighederne, hvis de ikke gør noget af egen fri vilje.”

Under arbejdet med bogen har den tidligere nigerianske præsident ifølge de andre forfattere været dén, der hele tiden har insisteret på, at anbefalingerne ikke måtte blive for vidtløftige, at de skulle være politisk mulige at gennemføre, at man skulle fokusere indsatsen. Vi gjorde nogle få ting rigtigt og blev ved med at gøre dem,” citerer han Singapores Lee Kuan Yew for at have sagt – manden bag det lille østasiatiske lands forvandling fra tilbagestående miniputstat til et af verdens rigeste samfund.

Alligevel er Obasanjo den af forfatterne, der fremstår mest optimistisk. Måske fordi han som en mand, der har været involveret i afrikansk politik siden 1970’erne, har det helt lange lys på. Afrikanske ledere i dag er af en helt anden støbning end lederne i den sidste fjerdedel af det 20. århundrede. De er reelt interesserede i at udvikle deres lande, siger han. Det kan godt være, det ikke går hurtigt nok, men det går fremad.

Flere gange nævner den tidligere præsident, hvad der skete i Kenya i begyndelsen af september. Her underkendte landets højesteret et valg, der ellers var blåstemplet af internationale observatører, heriblandt USAs tidligere udenrigsminister John Kerry. Retten gav oppositionen ret i sin påstand om, at valgresultatet blev manipuleret til fordel for den siddende præsident Uhuru Kenyatta på vejen fra valgstederne til det nationale optællingssted. Så nu skal kenyanerne til valg igen til oktober. Det var altså de lokale institutioner, der greb ind til fordel for demokratiet, mens internationale observatører reelt blåstemplede et dybt problematisk resultat. Den slags er aldrig set før i Kenya.

Det vil få enorm betydning i hele Afrika,” siger Olusegun Obasanjo.

Det er godt for demokratiet i Afrika. Det er det.”

Making Africa Work’ udkom på det britiske forlag Hurst i august.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: