Hvad vi kan lære om vores folkesjæl efter to måneders national krise. (Hint: Vi er nogle dydsmønstre)

SVENSKIFICERETDer er sket ting de seneste måneder, som tyder på, at klichéen om Forbudssverige måske skal udskiftes med Forbudsdanmark. Illustration: Andrea Ucini for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Når krisen rammer, holder den et spejl op for os, og dér har Mads Olrik fundet tre ting, vi har lært om den danske måde at tænke og være på. Noget af det var ikke helt som forventet.

Jacques Carolan har boet i Danmark lige akkurat et halvt år. Han er brite, arbejder som fysiker og har tidligere boet i USA, inden han flyttede ind i et kollektiv i København. Og dér i kollektivet har han siddet i sofaen sammen med sine bofæller og set med på den fællessang, der har samlet over en million seere hver fredag aften i ugevis nu. Det har været en virkelig dansk oplevelse.

Jeg kan selvfølgelig kun sammenligne det med Storbritannien,” skriver han i en mail til mig, og alt, vi briter gør af den slags, er med et strøg af kynisme over sig. Vi kan godt synge, men der er altid lige et glimt i øjet og et nik til kameraet. Her i Danmark virker sangen langt mere oprigtig.”

Det, Jaques Carolan var vidne til, oplevede han som intet mindre end ægte, dyb national stolthed.

I takt med at coronapandemien har bevæget sig fra land til land, er der sket en opblomstring af et helt særligt fænomen. Virusset har fået folk fra hele verden til at interessere sig passioneret for helt små detaljer i andre landes tilgang til epidemien. Det har fået os til at tale om små kulturelle forskelle, vi ellers aldrig havde talt om, fordi de små ting har gjort en verden til forskel i, hvordan landene er blevet ramt. Der har været artikler om ansigtsmaske-kulturen i Hongkong, om smartphone-apps i Sydkorea, kindkys i Frankrig, og hvor mange generationer der bor under samme tag i Italien og Spanien. Den danske corona-kultur har også vakt international interesse. Finansminister Nicolai Wammen har været på CNN og fortælle om den danske model. De svenske myndigheder har kigget undrende på de danske grænselukninger, og selv vores egne myndigheder og politikere virker overraskede over, hvad der er boblet op fra den danske folkesjæl, da den blev sat under pres. Vores kultur, systemer og måde at tænke på har vist sig at være af en helt særlig støbning, som på godt og ondt har formet den måde, vi har håndteret denne her krise på og bragt os hen til dér, hvor vi er nu, og den genåbningsfase, der er ved at gå i gang.

Her er tre ting, vi har lært indtil videre. Og som også vil være med til at forme vores indsats i de næste faser.

1. Vi har lært, hvor tæt knyttet den danske magtelite er

Christoph Ellersgaard er adjunkt på CBS, og sammen med et par kolleger er han i de senere år blevet kendt for et forskningsprojekt om, hvordan magten egentlig er fordelt her i Danmark, og hvordan det, de kalder magteliten, fungerer. Og da coronaepidemien ramte Danmark, var det, som om magtforskerne fik flere års forskningsresultater bekræftet. Alt det, Ellersgaard har forsket i, blev kondenseret ind på en kontorgang på Glostrup Politistation. Det var her, Den Nationale Operative Stab, NOST, blev kaldt til samling i slutningen af marts.

NOST er stedet, hvor myndighederne samler kræfterne, når Danmark står i en krisesituation. Det er her, omkring skrivebordene, at store dele af corona-indsatsen er blevet koordineret, og de store, hurtige beslutninger er blevet taget igennem den første fase af pandemien. Og det, der fangede magtforskernes opmærksomhed, var, at det ikke bare var de normale myndighedspersoner – politibetjente og folk fra beredskabet – der sad med i staben dér i Glostrup. Efter staben havde været i gang med sit arbejde i en uge, kom det frem, at også folk fra det private erhvervsliv sad med og koordinerede indsatsen. De kom fra organisationen Dansk Industri, de kom fra de helt store danske virksomheder som Mærsk, Novo Nordisk, Carlsberg eller McKinsey. Det betød en overgang, at topfolk fra erhvervslivet var bedre og hurtigere informeret om pandemiens udvikling end politikere fra Folketinget, som måtte vente, til Statsministeren fortalte om tingenes tilstand på sine pressemøder.

Det her er et ret perfekt udtryk for det unikke danske magtsystem. Magten, siger Ellersgaard og hans kolleger, er ordnet og fordelt mellem en række store grupper – politikerne, embedsfolkene, erhvervslivet og fagbevægelsen. De kan finde ud af at arbejde sammen, finde konsensus og føre den konsensus ud i livet.

Helt overordnet kan vi sige, at vi i Danmark har en model, hvor de her nøgleaktører er bundet ret tæt sammen. Det vil sige, at alle har en forståelse for og en accept af, at de andre grupper hver især er vigtige,” siger han.

Med andre ord: De mest magtfulde mennesker i det her land forstår hinanden. De accepterer hinandens magt. Og en af grundene til, at de kommer så godt ud af det med hinanden, er, at de forstår hinandens koder og sprog. Det bedste eksempel er en mand ved navn Lars Frelle-Petersen. Han er direktør i Dansk Industri og var en af de aktører fra erhvervslivet, der tilbage i marts blev inviteret med ved bordet i Den Nationale Operative Stab for at klare ærterne. Men det er kun to år siden, han sad på embedsmandssiden af skrivebordet. Det var dengang, han var afdelingschef i Finansministeriet. Den slags jobskift mellem de forskellige magtfulde organisationer er meget normal i Danmark og gør, at alle i magteliten taler samme sprog.

Sådan noget er godt, når man gerne vil samle samfundets kræfter og gøre ting hurtigt. Det så vi tydeligst, da fagbevægelsen, Dansk Arbejdsgiverforening og regeringen satte sig sammen i midten af marts og lavede et trepartsforlig på 12 timer, hvor de klappede en lynløsning af. Det var den løsning, finansminister Nicolai Wammen sad og fortalte om på CNN, og som fik dybt fascinerede amerikanske skribenter til at skrive om den danske model.

"I Danmark har vi en stærk tradition for fagforeninger, der ikke er lige så ideologiske eller radikaliserede som i andre lande," har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard sagt til amerikanske The Atlantic. "De er vant til at tale med arbejdsgiverforeningerne.

Det er også sådan en kultur, der gør det meget usandsynligt, at Danmark kan blive skubbet ud i en totalt polariseret virkelighed eller ligefrem en borgerkrig, hvor det ofte er to eliter, der kæmper mod hinanden. Men det, Christoph Ellersgaard og hans kolleger minder os om, er, at den måde, magten kan samle sig på i Danmark, også har en bagside. Og den bagside er også blevet tegnet op under coronaepidemien. For eksempel er det især de ti største virksomheder i Danmark, der har siddet med omkring bordet.

Men hvis vi kigger på de små og mellemstore virksomheder, som altså er dem, der beskæftiger to tredjedele af de danske lønansatte, så har de været ret dårligt repræsenteret de steder, hvor der er blevet taget beslutninger. Det betyder, at man bekymrer sig mere om, hvad der sker med Danfoss, end hvordan man kan hjælpe den lokale café på hjørnet.”

Skævheden bliver ekstra tydelig, når man ser på dem, der slet ikke har haft nogen repræsentanter ved de vigtige mødeborde. Alle dem, der er løstansatte, freelancere eller små selvstændige. De har ikke på samme måde som fagbevægelsen eller erhvervslivet de interesseorganisationer, der kan sætte deres vægt igennem dér, hvor beslutningerne bliver taget. Hele processen er et billede på den gamle kliché om, at Danmark er en nation af lønmodtagere. For ifølge Christoph Ellersgaard er vores magtsystem generelt bygget op sådan, at de største og hurtigste tiltag bliver lavet for at imødekomme de store arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer.

Sådan her har det været i 100 år, og det mest interessante, der er sket under denne her krise, er nærmest kontinuiteten,” siger han. Altså, der har jo åbnet sig et mulighedsrum for, at politikerne kunne lægge langt mere pres på virksomhederne eller kræve ting til gengæld for de hjælpepakker, men det har de ikke rigtig gjort. På den måde har krisen nok nærmere forstærket denne her danske måde at klare tingene på, hvor alle grupper i eliten lidt passer på hinanden,” siger Christoph Ellersgaard.

2. Velfærdsstaten har sat de ældre fri

Tirsdag den 14. april sad jeg og en god håndfuld andre journalister i Statsministeriets kantine og var småirriterede. Vi var mødt op til det indkaldte pressemøde, og på skærmen foran os kunne vi se Mette Frederiksen tale sig igennem en 23 minutter lang indledning, der var blottet for nyheder. I irritationen over ikke rigtig at forstå, hvorfor det her pressemøde overhovedet blev afholdt (og ikke kunne få lov til at stille mit ellers fantastiske spørgsmål, fordi vi løb tør for tid), overså jeg, at Kåre Mølbak, den faglige direktør hos Statens Serum Institut, kom med en reel nyhed. Nemlig at det danske dødstal var langt under, hvad han kunne have forventet. Og en af de vigtigste grunde til dét var lige så opsigtsvækkende:

Vi har set et meget markant knæk i antallet af 70-79-årige, der er blevet smittet. Og det tyder i mine øjne på, at det særligt er den aldersgruppe, der har taget budskabet til sig,” sagde han på pressemødet. De har virkelig formået at isolere sig og skærme sig af for smitten.”

Og hvis man spørger en af dem, der ved mest om de ældres dagligdagsliv her i Danmark, tyder det på, at den måde, de ældre er lykkedes med at agere under epidemien, i høj grad er kulturelt betinget.

Når vi sammenligner vores samfund med steder som Italien og Spanien, der jo er blevet hårdt ramt, er der ret store forskelle,” siger Anu Siren. Hun er forsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, og har i årevis kortlagt das Leben der Alten her i Danmark. Hvor de ældre i Sydeuropa er mere afhængige af de yngre generationer for eksempel, har de ældre her i Danmark været i en situation, hvor de har haft kræfterne til at passe på sig selv og taget sagerne i egne hænder.

De danske 70-79-årige har virkelig gode økonomiske ressourcer på grund af vores veludviklede pensionssystem og måske noget friværdi og andre indkomstkilder gennem livet. De har næsten alle sammen kørekort, så de har også kunnet køre ud til det sommerhus, de måske har,” siger hun.

Og når de så er kørt i sommerhus, er det ret sandsynligt, at de ikke har været der alene. I takt med at især mænd lever længere, er der også blevet færre efterladte, der skal kæmpe med ensomhed. For 20 år siden var en tredjedel af alle 67-årige danske kvinder enker. I dag er det tal nede på ti procent. For de 72-årige er det i dag kun’ 20 procent, der er enker – for 20 år siden var det 40 procent, der skulle have isoleret sig alene, hvis pandemien havde ramt dengang. De ældre i dag melder også om et betydeligt bedre helbred.

Tilsammen skaber de ting bare en frihed og en selvstændighed, som har givet dem en virkelig stærk position til at klare coronakrisen,” siger Anu Siren.

BONUSINFO. De ældre er afgørende for, at den danske økonomi kommer i gang igen. Hvor danskere under 30 årligt bruger samlet 80 milliarder på varer og ydelser, bruger gruppen over 60 næsten 300 milliarder kroner om året. Det er en tredjedel af alt dansk privatforbrug.

Man har i årevis diskuteret, hvad velfærdssamfundet gør ved vores familiemønstre. Hvad har vi mistet ved at uddelegere en stor del af ansvaret for vores kære til myndighederne, til hjemmehjælperne og til plejehjemmene? Og ifølge Anu Siren kan de ældres ageren under coronakrisen tyde på, at velfærdssamfundet har givet de ældre muligheden for at komme gennem krisen på den måde, de selv har mest lyst til.

De vil ikke være til besvær, og de vil være så uafhængige som muligt. Og det er nemmere i et velfærdssamfund i Nordeuropa end i Italien eller Spanien,” siger Anu Siren.

I de undersøgelser, Anu Siren har lavet med ældre danskere, før epidemien ramte, var denne her frihedstrang ret tydelig. Når man spørger de plus 65-årige i Danmark, hvilken slags hjælp de helst kunne tænke sig, svarer flertallet, at de hellere vil have hjælp af det offentlige end af deres børn. Det giver dem større uafhængighed. På nogle punkter har velfærdssamfundet sat de ældre fri.

3. Danskerne er nogle værre dukse

Den 14. marts blev Danmark et af de første lande i Europa, der lukkede sine grænser. Og især i Sverige kiggede man undrende mod sin nabo i syd. En af dem med det undrende blik hedder Orla Vigsø. Han er, hvad man måske bedst kan kalde et dansk-svensk blandingsprodukt. Han er født i Danmark, men har brugt stort set hele sin akademiske karriere i Sverige og er lige nu professor i medie- og kommunikationsvidenskab på universitetet i Gøteborg, hvor han forsker i krisekommunikation, herunder hvordan myndigheder og politikere kommunikerer og agerer i en samfundskrise. Og fra sit hus i en lille by et stykke ude på landet har Orla Vigsø siddet og kunnet følge med i, hvordan coronakrisen har medført det, der mest af alt ligner et gigantisk rolleskift mellem Danmark og Sverige.

Siden Anden Verdenskrig – mindst – har vi talt om danskerne som Nordens hedonister,” siger han over telefonen. Danskere elsker at spise og drikke og dyrke sex og more sig og finder sig ikke i, at andre kommer og fortæller dem, hvad de skal gøre. Dét billede har været en fast bestanddel af populærkulturen, i de andre landes forståelse og nok også i danskernes selvforståelse.”

Den evige modsætning er selvfølgelig svenskerne. I 1980’erne var det bogen Tilfældet Sverige, der var med til at plante tanken om Sverige som et detailstyret, hypereffektivt og smågråt land, hvor man byggede biler og bedrev social ingeniørkunst. Sverige var storebror-staten og formynderi. Og Danmark var, som Orla Vigsø siger, anarkistisk frihed, hvor både medborgere og staten stoler på individets dømmekraft, så man hellere skulle appellere til den sunde fornuft end lovgive hårdt.”

Men da den danske grænse smækkede i, blev det startskuddet til to måneder, hvor vi så tegn på, at den klassiske opdeling måske ikke holder længere. Det, vi normalt ville kalde Forbudssverige, har måske været det land i verden, der har brugt færrest forbud i kampen mod epidemien,” siger Orla Vigsø. Myndighedernes og politikernes kommunikation har været alvorlig og bekymret, men beskederne har hele vejen igennem haft form af venlige opfordringer. I Danmark har det været stik modsat.”

Danmark har været lig med nødlove, betydelig strengere forsamlingsforbud, opholdsforbud og en løs bødeblok i lommen.

Det er ikke for at sige, at det ene er bedre end det andet. Det er bare for at sige, at det her vender rundt på vores gamle forestillinger om, hvem svenskerne er, og hvem danskerne er,” siger han.

Ifølge Orla Vigsø er den kontante linje fra myndighedernes side et udtryk for en standhaftighed, som har været under udvikling i dansk politik i nogle år. Og de seneste måneder har vi virkelig set, at danske politikere gerne vil være ledere med stort L.”

"Sundheds- og ældreministeren kan iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet." Sådan lyder et af punkterne i den hastelov, Folketinget vedtog i midten af marts, der gav sundhedsminister Magnus Heunicke store beføjelser til at bekæmpe epidemien.

Oven i at de danske politikere har haft en betydelig hårdere tone og hurtigere fingre på lovknapperne, har den danske befolkning, i hvert fald indtil nu, været ganske lydhør og klar til at gøre, hvad der blev sagt. De danske smittetal har overgået selv de mest optimistiske bud fra sundhedsmyndighederne.

Diskussionen om den måde, regeringen med Mette Frederiksen i spidsen har taget kontrollen, og den måde, danskerne har reageret, har genoplivet en efterhånden ældgammel debat om, hvad velfærdsstaten egentlig gør ved os. Spørgsmålet er, om den velfærdsstat, vi har bygget op, langsomt skubber os i retning af at fjerne mere og mere ansvar og kontrol fra individets skuldre og lægge det i statens hænder, og om den bevægelse en dag kan lede til mere og mere totalitære tilstande. Tanken om, at coronaepidemien har vist det her totalitære potentiale i danskerne og måske endda fremskyndet det, har især floreret hos folk som Mads Brügger og Lars Trier Mogensen, der har skrevet spidse kommentarer om Mette Frederiksen som Søster Nummer 1. Brügger har især set, at danskerne er klar til at lade sig diktere. Har man nogensinde undret sig over, hvorfor tidligere borgere fra DDR er tilbøjelige til at savne diktaturets faste rammer, falder brikkerne på plads i disse dage,” skrev han i en kronik i Berlingske.

Briten Jacques Carolan fra begyndelsen af artiklen har måske ikke lige tænkt, at danskerne er klar til et diktatur, men han har lagt mærke til, at vi lidt er nogle dydsmønstre.

Danskerne er enormt pligtopfyldende,” skrev han til mig. Undtagen når solen skinner, så bliver alt kastet ud ad vinduet. Solen virker som den vigtigste guddom i det her land.”

For et par uger siden tog Weekendavisens Europakorrespondent Jesper Vind et kig på, hvad vi kunne lære om Europas lande ud fra, hvilke dele af samfundet de så havde prioriteret at åbne først, da epidemien kom ned i et mere håndterbart leje. I Tyskland stod bogbutikkerne, bilfabrikkerne og de største skoleelever forrest i køen, for eksempel. Herhjemme, hvor der ikke er nær så mange hjemmegående husmødre som i Tyskland, var det derimod de mindste elever, der først fik lov til at komme tilbage til skolen. Corona-epidemien har fået de ellers relativt små kulturelle forskelle, der er mellem Europas lande, til at stå klart frem. Og når vi engang er helt ude på den anden side og samfundene igen kan åbnes helt op, vil vi kunne se, om epidemien har fået andre end danskerne og svenskerne til at bytte kulturelle roller.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: