Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Bliver du trist og handlingslammet af nyheder? Den her artikel er et forsøg på det modsatte

  • 9. april 2019
  • 14 min.
NY VEJNyheder fokuserer ofte på det farlige, negative eller konfliktfyldte. Men der er håb. Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland.

Derfor skal du læse denne artikel

Klassisk nyhedsjournalistik kan gøre folk passive, nedtrykte og handlingslammede. Og, viser ny forskning: Politiske debatter mangler visioner og fremtidsfokus. Men der er også en anden vej. Den handler om håb. En række studier har en dejligt konkret og enkel opskrift på, hvordan journalistikken kan ændre sig – og give os andre lyst til at ændre verden. Det begynder her.

Håb, visioner og fremtidsfokus mangler. Og pressens hyppige negative, konfliktfyldte artikler gør læsere nedslåede – og giver dem mindre lyst til at handle aktivt selv.

Sådan lyder konklusionerne i flere nye internationale undersøgelser.

Resultaterne ligner tidligere forskning og skriver sig ind i en aktuel debat om journalistikkens bias for konflikt og negative nyheder.

Konflikt er ofte dominerende i journalistikken. Mange historier handler om det negative, om katastrofer, fejl, passive ofre,” siger Cathrine Gyldensted, journalist og forsker i konstruktiv journalistik.

Sammen med Karen McIntyre fra Virginia Commonwealth University er hun forfatter til en endnu ikke offentliggjort undersøgelse af amerikanske præsidentdebatter. De to forskere har dissekeret journalisternes spørgsmål til alle tv-debatter mellem kandidaterne, lige fra den allerførste debat mellem John F. Kennedy og Richard Nixon i 1963 og videre frem til Donald Trump mod Hillary Clinton i 2016. Og de opdagede en klar tendens: Journalisternes spørgsmål handlede typisk om nutiden (omkring 50 procent), mens langt færre spørgsmål handlede om fremtiden. Forskerne kiggede også på de spørgsmål, vælgerne stillede til kandidaterne, og her handlede en langt større del om fremtiden.

Det kunne tyde på, at journalisterne ikke er gode nok til at facilitere en visionær, fremadskuende debat. Og i hvert fald ikke i det omfang, vælgerne ønsker det,” siger Gyldensted, tidligere direktør for verdens første afdeling for konstruktiv journalistik på en journalistuddannelse – på Windesheim-universitetet.

Vi hører igen og igen vælgerne klage over, at politikerne ikke har visioner. Det kan godt være. Men det kan også skyldes, at journalisterne sjældent faciliterer den del. Og at interviewernes fokus på lige nu, ofte i en meget konfliktfyldt arena, får politikerne til at holde igen med visionerne. Spørgsmålet er så, om vi får diskuteret de visioner, vi har brug for som samfund for at blive inspireret og drevet frem?”

Meget tyder på, at problemerne ikke begrænser sig til amerikanske valgkampe. For få måneder siden udkom et studie i tidsskriftet Journalism Studies om forskellige typer artiklers påvirkning af vores humør – og vores lyst til selv at gøre noget. Forskerne konkluderede, at katastrofe-vinklede artikler og negative nyheder mindskede intentionen til at engagere sig og gjorde os mere nedtrykte. Andre nylige studier har også vist, at netop klassiske, ofte konfliktfyldte eller negative nyhedsartikler gør vores humør værre og afskrækker os fra selv at gøre noget.

Noget kunne altså pege på, at problemerne hænger sammen med det såkaldte konfliktkriterium – et af de nyhedskriterier, mange medier og journalistuddannelser har arbejdet efter i årtier, og som står centralt i de undersøgte artikler. Men en af de journalister, der opfandt konfliktkriteriet, afviser kritikken.

Hvis ikke man fokuserer på problemerne, kommer man ikke videre,” siger Turid Øvrebø, lektor ved Institut for journalistik på Høgskulen i Volda.

Okay … Vent lidt. Hvad er der ved at ske her? Lige nu er denne her artikel ved at gøre lige præcis det, forskningen advarer mod: Den er negativ – handler kun om problemerne. Den fokuserer på konflikt. Den er opbygget efter nyhedstrekanten – konklusionen først, derefter mindre vigtige ting. Den begynder med korte, sort-hvide påstande, der sætter konflikten på spidsen. Så kommer kilder, der underbygger, hvorfor den er gal. Derefter går vi et niveau op om, hvor gal den er. Og vi slutter så med en hurtig kommentar fra en kritiseret part, nærmest som et figenblad til sidst.

Med andre ord: Artiklens første del er skrevet som en af de klassiske nyhedsartikler, der netop afskrækker folk fra handling. (Okay, indrømmet: Det er måske lidt bevidst gjort).

Så hvordan kan vi ellers gøre? Hvad kan medier gøre for ikke at skabe sort apati, men derimod motivere til handling?

En hel masse, faktisk.

Lad os vende tilbage til Cathrine Gyldensted, forskeren med præsidentdebat-undersøgelsen. Hun er en førende international ekspert i konstruktiv journalistik. Og hun kortlagde faktisk tilbage i 2011, hvordan forskellige alternative artikelmodeller påvirker vores sindstilstand og handlelyst. Gyldensted gav testpersoner den samme historie om hjemløse og mangel på mad – men skrevet vidt forskelligt, efter forskellige fortælle-modeller og med forskelligt fokus i historien.

Den klassiske nyhed var, konkluderede hun, langtfra optimal. Det var til gengæld den såkaldte peak-end-model. Den scorede allerhøjst på positivt humør og lyst til at gøre noget aktivt selv. Peak-end-modellen er enkel, og den handler om, hvordan vi husker bedst.

Ifølge peak-end-reglen,” skriver Gyldensted, bedømmer vi vores tidligere oplevelser nærmest udelukkende ud fra, hvordan de var ved deres peak – højdepunkt eller lavpunkt – og hvordan de sluttede.” Anden information forsvinder ikke, men vi bruger den ikke. Derfor bør en artikels dramaturgi konstrueres med et (positivt) højdepunkt i midten og et positivt slutcitat fra historiens hovedperson i slutningen.

Dét er peak-end-modellen.

Lad os forsøge os med den i resten af artiklen her.

For måske er den slags ret overskuelige justeringer en del af løsningen på journalistikkens problem med at trække den offentlige samtale – og læserne – i negativ, lammende retning. Andre studier tyder faktisk på det. Undersøgelsen fra Journalism Studies, jeg nævnte tidligere (hvor jeg kun fokuserede på problemerne), kiggede for eksempel også på løsnings-vinklede artikler og positive historier. Og resultatet? Den slags artikler skabte ikke blot mere positive følelser. De fik også testpersonerne til at vise større vilje til at handle. Aktuelle studier fra Tyskland og Sverige peger i samme retning.

Den måde, vi spørger på og formidler på som journalister, kan gøre folk til ofre. Men den kan også gøre det modsatte. Den kan skabe håb. Den kan inspirere, tilskynde til, at vi engagerer os. Give en fornemmelsen af, at ting nytter noget,” siger Cathrine Gyldensted.

Eller sagt lidt anderledes: Håbet er – i høj grad – et valg.

(Og ja, vi er i midten af peak-artiklen lige nu).

NU!Journalisten ville helst snakke med Trump og Clinton om nu og her. Vælgerne ville hellere snakke om fremtiden. Foto: Jim Young / Reuters / Ritzau Scanpix

I journalistikken er der de seneste årtier blevet talt meget om innovation. Men det har i høj grad handlet om teknologisk innovation – hvordan bruger vi den digitale revolutions muligheder. Nyskabelsen har handlet mindre om journalistikkens indhold.

Men måske skal journalister i stigende grad tænke historier – og formidle dem – helt anderledes?

Jeg skrev for nogle uger siden om den pensionerede norske professor Johan Galtung. Tilbage i 1965 kortlagte han en stribe kriterier for, hvornår medier gjorde noget til en nyhed  – blandt andet når begivenheder var negative, meget usædvanlige eller havde en eliteperson i fokus.

Galtung advarede mod at bruge kriterierne. Men det modsatte skete. Nyhedsmedierne endte med at omfavne dem.

Kriterierne har haft en enorm indflydelse og en meget negativ indflydelse,” sagde Johan Galtung, da jeg talte med ham.

Jeg vil sige, at de giver os et fuldstændig forkert billede af verden.”

Eller som han skrev, nærmest profetisk, tilbage i 1965 om, hvad nyhedskriterierne ville betyde, hvis de blev brugt:

Konflikt vil blive understreget, ikke forsoning.”

Det var præcis, hvad der skete. Delvist inspireret af Galtungs nyhedsværdier udviklede man de nyhedskriterier, journalistuddannelserne har undervist ud fra i årtier (og som jeg selv er trænet i). Det er kriterier, der kan ses som en af de bærende søjler for nyhedsmedierne. Der er mange variationer af kriterierne, men de klassiske kaldes VISA-K: Væsentlighed, Identifikation, Sensation, Aktualitet og – ja – Konflikt.

Netop konflikt blev tilføjet som nyhedskriterium i 1980’erne af en anden nordmand, underviser i journalistik Turid Øvrebø – det var hende, vi mødte tidligere i artiklen, hvor hun fik lov at komme med et kort, defensivt jeg afviser kritikken’-citat.

Jeg ringede til hende. Øvrebø siger, at hun analyserede, hvad medierne gjorde, og lavede så konfliktkriteriet ud fra det. Det var altså ikke hende, der opfandt det – hun undersøgte blot, hvad nyhedsmedierne pejlede ud fra.

Vores analyse pegede på, at konflikt ofte blev prioriteret,” siger hun.

Jeg spørger hende, om hun kan forstå kritikken af, at konflikt bliver overprioriteret?

Øvrebø siger nej. Og ja.

Nej først: Øvrebø peger på, at konfliktkriteriet er vigtigt. Det sikrer, at problemer kommer frem i lyset. At de bliver diskuteret. At tingene kan flytte sig. Konflikt er jo også et element i konstruktiv journalistik, siger hun: Her er et problem – her er en diskussion om, hvordan vi kan løse det.

Hun nævner en historie fra et lille lokalsamfund i Nordvestnorge. Den lille by havde taget imod ganske mange flygtninge. De var blevet placeret i sociale boligbyggerier – tæt sammen med andre folk med sociale problemer. Turid Øvrebøs journaliststuderende lavede et projekt, hvor de interviewede alle de 18 flygtningebørn, der boede der. De talte også med forældrene. Flygtningene var hovedpersoner i fortællingen. Den blev ekstremt læst.

En masse middelklassefamilier i området vidste ikke, hvordan de flygtninge boede eller havde det. Først der forstod de, at de børn var bange for at gå ud og lege. At de ikke kunne invitere folk med hjem, fordi der var så mange problemer og kriminalitet i de områder,” siger hun.

Det gav en større forståelse for flygtningenes situation fra et delvist skeptisk lokalsamfund, mener hun. Og: Det endte med, at familierne blev flyttet.

Her gik konflikt og løsning altså hånd i hånd.

Men, siger Turid Øvrebø, der er også tidspunkter, hvor hendes konfliktkriterium er blevet misforstået. Det handler for eksempel om politisk journalistik. Her er hun enig i noget af kritikken – politik bliver flyttet for langt væk fra almindelige menneskers verden, som en konflikt i sin egen, afsondrede virkelighed.

Det er negativt, hvis konflikt bliver defineret som en magtkamp mellem elitemennesker, som en politisk magtkamp. Der synes jeg personligt, konflikt har været alt for dominerende. Det er sandsynligvis, fordi det er kommercielt salgbart, men jeg synes, det er en snæver definition af konflikt,” siger hun.

Og nu begynder det at blive interessant. Vi nærmer os et punkt, hvor Turid Øvrebø og Cathrine Gyldensted faktisk er enige; hvor fladerne lapper over mellem den traditionelle journalistik og den konstruktive. Vi nærmer os et klarere svar på, hvornår konflikten og løsningen bekæmper hinanden – og hvornår de befrugter hinanden.

Begge forskere er enige om, at konflikt er vigtig for løsning. Der skal jo være et problem at løse – ellers bliver det uvæsentligt. Og generelt er konflikt jo en helt afgørende ting for at fortælle en historie, om det så er journalistik, eventyr eller Netflix-serie; hvis helten ikke har noget at overvinde – ingen konflikt – er der ingen historie.

Men, siger Gyldensted, det handler om vægten. Forskning har peget på, at vi skal læse flere positive artikler om klimaforandringerne for at opveje en enkelt negativ artikel. Og når journalistikken i forvejen typisk har en negativ bias, bliver den balance nødt til at tippe meget mere i løsningsorienteret retning.

Gyldensted siger ikke, at pressen skal droppe store og vigtige afsløringer. Afdækninger som Danske Banks hvidvaskskandale er fuldstændig afgørende journalistik.

Men så er der det store mellemstykke af konfliktfyldte, ikke særlig væsentlige, negative nyheder. Det er decideret støj og fyld,” siger hun.

Jeg spørger hende, om det drejer sig om den slags artikler, jeg lavede en del af som helt ung journalist: Nogen har gjort noget, find nogle, der er sure over det (jeg ringede ret tit til Forbrugerrådet i den periode). Til tider var der simpelthen ingen konflikt – ingen var sure, så jeg måtte ringe og ringe rundt for at finde en kritiker.

Ja, siger hun, det er den slags historier. Hun har også lavet dem selv.

NYBRUDCathrine Gyldensted – til højre – har i en årrække forsket i konstruktiv journalistik og udbredt idéerne rundtom i verden. Hun har tidligere blandt andet arbejdet på TV-Avisen og Radio24syv. Foto: Movies That Matter Festival

Problemet er, at journalistikken længe har tilstræbt troværdighed gennem en slags fifty-fifty-konvention; at der altid er to sider af en sag. Det forstærker fornemmelsen af kamp og krig. Nyheder forstærker billedet af konflikt, selv når tingene er relativt rolige,” som Cathrine Gyldensted skriver i sin afhandling.

Og ja, nogle gange er der to sider af en sag. Andre gange er der ikke. Tag klimaforandringerne. Selv om der længe har været helt overvældende konsensus i forskningen om menneskeskabte klimaforandringer, forsøgte nyhedsmedier i årevis at dele sol og vind lige, påpeger hun – der skulle også være et modcitat fra en klimaskeptiker.

Det gav et uretvisende, skævvredet billede af virkeligheden, og dermed har journalistikken fejlet. Samtidig har den slags dækning forsinket den politiske refleksion og beslutningstempoet.”

Det handler også om, hvordan pressen ser sin egen rolle. Er journalisten detektiv og fejlfinder eller problemløser, inspirator og samtalestarter?

Journalister har lært at gøre kilderne konkrete og efterprøve det, de siger. Hvor kommer pengene fra? Det er også vigtigt, især i nogle typer journalistik. Men vi skal også udvide værktøjskassen. Når partilederne debatterer, skal vi måske turde bruge andre værktøjer – tage den visionære hat på og facilitere en mere fremadskuende debat?”

Den hollandske journalist og forfatter Joris Luyendijk har sagt, at to ting i journalistikken er vigtige for et samfunds sammenhængskraft og evne til at handle: at store problemer, lovbrud og magtmisbrug bliver afsløret, og de ansvarlige bliver stillet til ansvar. Og – lige så vigtigt – at de, der lykkes med noget, de, der klarer sig ud af noget svært, de, der løser problemerne, bliver bragt frem i lyset.

Begge dele giver benzin til et samfunds motor, så det kan bevæge sig fremad på en positiv måde, hvor folk ikke føler sig passive og deaktiverede.”

Sagen er også, at magthaverne har forstået den dynamik, medierne arbejder ud fra. Og det præger magthavernes måde at handle på.

Donald Trump sagde engang, at han har lært, at pressen altid er sulten efter en god historie: Jo mere sensationel, desto bedre. Det ligger i jobbets natur, og jeg forstår det godt. Pointen er, at hvis du er en smule anderledes eller en smule skandaløs, eller hvis du gør ting, som er dristige eller kontroversielle, så vil pressen skrive om dig.”

Trumps tidligere rådgiver Roger Stone har beskrevet medierne endnu skarpere: De er enten onde eller dovne – eller begge dele. Og hvis du forstår det, kan du gøre lige, hvad du vil.”

Folk som Roger Stone opererer kyndigt efter mediernes mørke hjerte, og det har været med til at skabe Trump,” siger Gyldensted. Det kan kun lade sig gøre, hvis befolkningen ikke føler sig hørt, respekteret eller engageret. Hvis frygt får for stor rolle i et samfund, kan folk lettere manipuleres. Så frygten må ikke vokse sig for stor. Det er farligt.”

Men, påpeger hun, journalistikken er, hvad den bliver brugt til. Der er hele tiden muligheden for at skrive og spørge og tænke nyheder anderledes. Man kan også skrive, så det enkelte menneske bliver aktiveret, får en følelse af autonomi og af, at det kan lade sig gøre at handle.

Det handler om at gå til verden åbent. Hvornår er der grund til skarp kritik, hvornår er det løsningerne og det positive, der er historien?

Måske er der inspiration at hente i videnskaben. Det mener Cathrine Gyldensted:

I journalistikken er der sket en mutation af kritisk tænkning. Men en videnskabsmand vil ikke sige, at kritisk tilgang er lig med så negativt ladet en bias som i den journalistiske metode. Forskningens kritiske tænkere skal forholde sig meget mere åbent – hverken positivt eller negativt, ikke være forudindtagede. Her kan journalistikken lære noget.”

Meget kunne tale for, at det er tid til at gentænke rollen som journalist.

Er man altid fejlfinder – eller leder man også efter løsninger og succeser i den mudrede form, de ofte kommer i? Søger man altid konflikten – fifty-fifty-fordelingen – eller leder man efter det mest retvisende billede af virkeligheden? Ringer man igen og igen rundt for at finde kritikken – selv når Forbrugerrådet melder pas – eller accepterer man, at nogle sager har meget bred opbakning, så konflikten kan reserveres til de vigtige, reelle problemer? Jagter man altid skænderiet, eller prøver man at bygge bro og finde enighederne?

Spørger man altid præsidentkandidater om nu og her, eller tør man åbne for fremtiden og visionerne?

Og det opløftende er – noget af det her sker allerede.

Rundtom i verden er en gryende bevægelse i gang, påpeger Cathrine Gyldensted. Fra journalistuddannelser til nye medier ser vi lige så stille en vækkelse i retning af det konstruktive. Debatten tager til i styrke.

Medier som BBC har ændret deres klimajournalistik væk fra 50/50-konventionen og trænet journalisterne i at vælge kilder ud fra forskningstyngde. Eksperimenter dukker op – på Fyn har aviser ført an med alt fra at skaffe flygtninge job til at fjerne vaskemaskiner fra naturen. DR sætter op til folketingsvalget uenige parter til at tale sammen. Journalister begynder at blive uddannet på nye måder – på Syddansk Universitet har de netop skruet ned for de traditionelle nyheder og op for andre fortælleformer. Peak-end-modellen måske?

Vi er ikke i mål endnu, siger Cathrine Gyldensted. Og ja, det går for langsomt, men (og nu nærmer vi os peak-slutningen på artiklen): Der er en sneboldeffekt.”

Der er håb i journalistikken. Der er bevægelse,” siger hun.

Vi har fremavlet generationer af fejlfindere, men hvad hvis vi i stedet lærer os at kigge på mulighedsrummet? Hvis vægten bliver forskubbet til: Hvad skal vi overvinde for at komme videre? Hvem har de smarteste løsninger? Kan vi finde dem sammen? Tænk en forandring, det kunne skabe.”

Håbet er, med andre ord, et valg.

Også for journalister.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem