Har du nogensinde hørt om sneglen Sam? Hvis du følger med i polsk børnelitteratur, så har du måske. For sneglen Sam er hovedpersonen i Kim jest ślimak Sam – Hvem er sneglen Sam – en børnebog for de små af den polske forfatter Maria M. Pawłowska og biologen Jakub Szamałek.

Hvis du følger med i polsk politik, så har du måske også hørt om Sam. For den lille bog om sneglen med det brune hus og det brede sneglesmil er blevet genstand for en højspændt konflikt i Polens politiske virkelighed. Og et lille hjørne af en meget stor, politisk slagmark, man ikke bare finder i Polen, men i hele Centraleuropa lige nu.

Sagen er, at Sam er hermafrodit – det er snegle jo. Og da Sam i bogen begynder i skole og ikke kan stille sig sammen med enten drengene eller pigerne, begiver sneglen sig ud i naturen for at undersøge sagen. Sam møder en silkeabehun med flere hanner, en læbefisk, der skifter køn, samt et par bestående af to hun-svaner, fordi sådan er naturen også. Så brød helvede løs.

Ikke i bogen eller i børneværelserne, men på skolebiblioteket i Olsztyn i det nordøstlige Polen, hvor myndighederne beslaglagde bogen.

Begrundelsen var, at bogen er farlig. Den propaganderer, siger myndighederne, “en LGBT-ideologi”– LGBT er et udbredt akronym for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender. Ifølge det polske regeringspartis støtter handler LBGT ikke bare om kønsidentiteter og seksuelle præferencer. Det er en hel ideologi, der involverer alt fra feminisme til bøsserettigheder og alt andet, der inkluderer sex og kan chokere bedstefædre. Og udbredelsen af den er altså, ja, farlig.

Snegle-balladen i Olsztyn er bare et slag i en verserende værdipolitisk krig om LGBT. Fronten skærer sig ned gennem Polen, og der er masser af eksempler.

I Gdańsk ved Østersø-bredden har en dekoreret varevogn kørt rundt og via højttalere advaret mod “bøsse-propaganda”. Og da byens europæiske Solidaritets-center, der blandt andet huser et stort, moderne museum om den frie fagforening Solidaritet, der i 1980 tog kampen op med kommunisterne, ville leje et lokale ud til et LGBT-arrangement, blandede ingen ringere end den polske vicekulturminister sig. Han kaldte lokaleudlejningen en “provokation” og mente, det ville blive “brugt til at promovere en radikal ideologi, der er i modsætning til ånden fra Solidaritet”.

I Warszawa underskrev den liberale, regeringskritiske borgmester i februar en erklæring, der støtter LGBT-samfundet, indfører undervisning i anti-diskrimination i skolerne og opretter et krisesystem med beskyttelse til dem, der har behov. Men erklæringen fik straks konservative cirkler til at beskylde ham for at fremme pædofili.

Partiformand for regeringspartiet Lov og Retfærdighed – og Polens reelle leder – Jarosław Kaczyński reagerede på Warszawa-borgmesterens støtteerklæring til LGBT-samfundet ved at love at beskytte polske børn og familier mod den form for angreb.

I det østlige Polen, i byen Swidnik, har byrådet med stemmerne 16 mod to vedtaget at erklære regionen “fri for LGBT-ideologi” for at “beskytte familier og børn mod homoseksuel propaganda”.

Det samme har regionsrådet i Małopolska ved Kraków, da LGBT-bevægelsens mål ifølge regionsrådet er at “udfordre menneske- og frihedsrettighederne, der er garanteret i international lov”, og fordi LGBT-bevægelsens “aktiviteter er rettet mod at tilintetgøre de værdier, der er formet gennem kristendommens flere hundrede år gamle arv”.

Og over hele Polen tilbydes der ‘konversionsterapi’, en pseudovidenskabelig praksis udført af terapeuter uden autorisation eller præster, der sommetider griber til eksorcisme for at ‘helbrede’ LGBT-personer.

Både i Polen og i Ungarn bliver der, ligesom ved tidligere valg, ført en positiv kampagne baseret på massiv uddeling af velfærdsydelser op til europaparlamentsvalget. Der er tale om meget generøse gaver. I Polen har regeringen blandt andet lovet landmændene 100 złoty, cirka 175 kroner, per svin og 500 złoty per ko, øgede pensioner til alle samt en udbygning af børnepengene.

Men der er også noget til værdikrigerne i vælgerskaren.

“Lov og Retfærdighed har identificeret LGBT-sagen som en af de sager, de kan bruge til at samle deres konservative base og tvinge den liberale opposition i defensiven. Da migrant-emnet ikke længere er relevant, er det her en god erstatning,” siger Ben Stanley, der er lektor i polsk politik og populisme ved SWPS Universitetet i Warszawa, til Zetland.

Han mener ikke, modstanden mod LGBT udelukkende er politisk spin:

“Det er helt sikkert noget, de er ideologisk oprigtige omkring. Jeg tror, mange af dem virkelig er homofobiske, så de behøver ikke at lade som om for at sige det her. Men det er også politisk opportunt, fordi oppositionen enten ikke er homofobisk eller finder det for dyrt, rent politisk, at lade, som om de er.”

Homofobi kendetegner ikke oppositionen, men er et udbredt træk i den resterende del af den polske befolkning og dermed vælgerskare. Og situationen for seksuelle minoriteter i Polen er alarmerende. Over to tredjedele af de personer, der identificerer sig som LGBT, har været udsat for fysisk eller psykisk vold, mens 70 procent af teenagerne i den gruppe har haft selvmordstanker ifølge en undersøgelse fra Warszawas Universitet fra sidste år.

Modstanden mod (særligt muslimske) migranter er også udtalt i Polen, hvilket Lov og Retfærdighed længe har udnyttet politisk.

I 2015, da de overvejende muslimske migranter væltede op gennem Europa, og Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet betakkede sig for at modtage det temmelig beskedne antal flygtninge, som EU’s kvotesystem tilsagde, advarede partiformand Jarosław Kaczyński om, at migranterne medbragte sygdomme som kolera og dysenteri samt parasitter, der, “selv om de ikke er farlige i disse menneskers organismer, kan være farlige her”.

Men de muslimske migranter kom faktisk ikke til Polen. Dels fordi Polen lå langt nede på deres ønskeliste, dels fordi Polen nægtede at modtage de kvoteflygtninge, EU ville tildele landet. Og siden EU – med øget ydre grænsekontrol og aftaler med migranternes transitlande – effektivt fik sat prop på flygtningestrømmen til Europa, er migranter de facto ikke længere den store udfordring, de var i 2015.

Det er en del af baggrunden for, at Jarosław Kaczyński nu har identificeret en ny trussel: LGBT. De medbringer godt nok ikke parasitter, men de truer ifølge partilederen hele nationen.

For nylig udtalte Kaczyński på en pressekonference, hvor han blev spurgt om sit syn på patriotisme, at “hele LGBT-bevægelsen, der er importeret [til Polen], truer vores identitet, vores nation, dens fortsatte eksistens, og derfor den polske stat”.

Polen er langtfra det eneste land i Østeuropa-regionen, der fører den meget hårde politiske linje mod LGBT’er, tværtimod. Ser vi på resten af regionen, er tendensen den samme:

I Ungarn, der siden 2015 har opført over 600 kilometer grænsehegn, komplet med pigtråd og bevæbnede vagter, for at holde migranter ude, raser kampen nu mod “LGBT-ideologien”. Op til parlamentsvalget i foråret 2018 rejste premierminister Viktor Orbáns ministre samt højt placerede ansatte i regeringspartiet Fidesz rundt til vælgermøder og fortalte publikum om, hvad de var oppe imod.

I Eszter Hajdús dokumentarfilm Hungary 2018, der for nylig blev vist på den danske filmfestival CPH:DOX, kunne man blandt andet se dem fortælle om Sverige, hvor blonde kvinder er begyndt at farve deres hår mørkt for at kunne gå i fred på gaderne, og om Storbritannien, hvor børn på helt ned til fire år er blevet hjernevasket i de offentlige institutioner, så de kommer hjem og vil skifte køn, hvorefter de lige så hjernevaskede forældre straks kører dem på klinikker og får det fikset.

Retorikken minder om den, vi ser hos Polens østlige naboer, der længe har advaret mod “Gayropa”. Den russiske præsident Vladimir Putin har forbudt “homo-propaganda” for at beskytte traditionelle russiske værdier. Også ukrainske politikere har advaret mod tættere bånd til EU og den derværende magtfulde homo-lobby, der vil ødelægge Ukraines slaviske og ortodokse værdier.

Med det in mente er det ikke overraskende, at homo-rettigheder generelt ikke er på fremmarch i Øst- og Centraleuropa. I Ungarn brugte Viktor Orbán i 2012 sit to tredjedels flertal i parlamentet til at ændre forfatningen, så homo-ægteskaber blev forbudt. To år efter fulgte Slovakiet trop.

Men Slovakiets nyvalgte præsident Zuzana Čaputová støtter faktisk registreret partnerskab for par af samme køn. Hun mener, det er bedst for et barn at have en biologisk far og en biologisk mor, men at det er bedre for et børnehjemsbarn at blive adopteret af to mennesker, der vil elske det, selv om de er af samme køn, end at forblive forældreløs.

Čaputová, der privat er fraskilt mor til to og bor sammen med en ny mand uden at være gift med ham, er den første slovakiske politiker, der støtter homoseksuelle pars adoptionsmuligheder. Men præsidentens beføjelser i Slovakiet er begrænsede. Det er regeringen og parlamentet, der styrer landet.

Lige før præsidentvalgets anden runde den 30. marts i år forklarede Čaputovás modstander, vice-EU-kommissær Marián Šefčovic, den slovakiske vælgermasse, at Čaputovás liberale værdier ikke var i tråd med Slovakiets katolske rødder. Derefter mødtes han med en ultrakonservativ katolsk præst (leder af kampagnen ‘Stop Ondskaben fra Istanbul’), der velsignede Šefčovics kandidatur.

Dagen før præsidentvalget vedtog en koalition i parlamentet bestående af det regerende socialdemokrati (Smer-SD), nationalisterne (Det Slovakiske Nationale Parti, SNS), fascisterne (Vores Slovakiet, LSNS) og de ultrakonservative (Vi Er Familien) en resolution, der stoppede ratificeringen af Europarådets konvention om at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder og vold i hjemmet.

Og straks efter lancerede Smer-SD’s partileder Robert Fico på en pressekonference en forfatningsændring, så det bliver forbudt for homoseksuelle par at adoptere, en praksis, han kaldte en “perversion”, hvorefter han understregede, at “børn ikke skal være legetøj for to mænd”.

Ifølge den største undersøgelse af LGBT-personers liv i Slovakiet, udført i 2017 af ngo’en Iniciatíva Inakosť, undgår 44,1 procent af respondenterne at holde deres partner i hånden offentligt, 66,4 procent lider af lavt selvværd, 50,6 procent kender til angst og depression, 26,6 procent har selvmordstanker.

I det perspektiv er Tjekkiet regionens LGBT-duks. Registreret partnerskab er tilladt, men personer af samme køn må ikke adoptere.

En lov om ægteskab mellem personer af samme køn er lige nu under behandling. Ifølge meningsmålinger støttes lovforslaget af mindst 60 procent af befolkningen. Men højrefløjspartier og visse konservative religiøse ledere prøver at sinke eller demontere loven, og den xeno-, islamo- og EU-fobiske præsident Miloš Zeman har lovet at vetoe loven, skulle den slippe gennem parlamentet.

Dykker man længere ned i baggrunden for den udbredte anti-LGBT-politik i Østeuropa, bliver det temmelig komplekst – og omfattende. Det handler ikke kun om at forfølge en bestemt befolkningsgruppe, der er udpeget som syndebukke, det handler om et helt verdenssyn, hvor “LGBT-ideologien” og kampen mod den bliver en vigtig komponent.

Den intellektuelle baggrund har Paweł Lisicki, der er redaktør på det polske højreorienterede magasin Do Rzeczy og lige har udgivet bogen Antikrists epoke, udlagt således i et interview, hvor han kobler det gamle fjendebillede – muslimsk indvandring – med det nye:

“Islam og LGBT-bevægelser stræber efter en universel erobring af verden,” hvorfor Vesten risikerer at blive “enten et kalifat eller et homo-land”. LGBT-kampagner, forklarede han videre, handler i virkeligheden ikke om tolerance, men om brutal erobring med det mål ”at skabe en stat, hvor homoseksuel praksis er normen”.

Siden har hans avis på forsiden advaret mod det kommende “LGBT-diktatur” og givet instrukser i hvordan man undgår det.

De to onder islam og LGBT-bevægelsen, advarer Lisicki, har dannet en taktisk alliance med venstrefløjen og liberale, hvis mål er at ødelægge de sidste rester af den vestlige civilisation ved at skille sig af med nationer, sprog, religioner og bestående identiteter. Nedbrydningen foregår dels udefra, med muslimsk indvandring som instument. Og dels indefra, hvor nationerne angrebet af LGBT-bevægelsen, der vil nedbryde de polske og ungarske samfund, identiteter og institutioner. Som foreksempel familien, hvis fornemste opgave er at sikre, at der fortsat bliver født gode polske og ungarske borgere, og at de bliver opdraget i den rette tro.

Disse tanker er den underliggende ideologiske drivkraft bag LGBT-modstanden, men de giver sig også til kende i konkrete politiske tiltag: En af den polske Kaczyński-regerings største vælger-sællerter har været indførslen af substantielle børnepenge. En mindre kendt er en særlig bonus-pension til bedstemødre, der har fået mange børn.

Andrea Pető får værdikampen tværet ud i ansigtet hver dag. Hun er professor på Det Centraleuropæiske Universitet, CEU, i Budapest. Lidt endnu i hvert fald, for regeringen er ved at tvinge universitetet, som ærkefjenden George Soros står bag og finansierer, til Wien.

Men hun er dobbelt ramt, for hendes fag er gender studies, kønsstudier. Sidste år blev det fag forbudt af regeringen med den begrundelse, at det var en ideologi, ikke en videnskab, og derfor spild af skatteydernes penge. Hun har, i lighed med andre ungarske kønsforskere, modtaget anonyme dødstrusler.

“I 2017 modtog jeg en anonym besked, der foruden besværgelser til djævelen og diverse bandeord forudså udslettelsen af mig,” fortæller Andrea Pető.

Hun fandt ud af, at andre fra det ungarske kønsforskningsmiljø modtog lignende trusler fra det samme brugernavn og meldte det til politiet, der afslog at efterforske sagen. I afslaget stod der, at “sætninger som ‘jeg vil jage dig’ og ‘jeg vil fjerne dig fra jordens overflade’ ikke kan identificeres som en forbrydelse mod en person.”

Regeringens strategi med at forbyde en specifik videnskab og dermed gøre op med forskningsfriheden kom ikke til at virke helt efter planen. Tidligere havde faget været lidt gemt af vejen på universiteterne, men efter forbuddet underviste et væld af forskere pludselig i køns-aspektet af netop deres fag i solidaritet med deres kolleger på kønsstudier. Og pludselig havde så godt som alle ungarere en mening om pensumlisten, det videnskabelige udbytte eller arbejdsmarkedssituationen for kandidater i faget. Pludselig blev kønsforskningen diskuteret. Den blev cool.

Pető forklarer til Zetland, at regeringspartiet Fidesz’ kamp mod kønsstudierne er en integreret del af en helt ny måde at regere på, hvor blandt andet sikkerhedsdagsordenen (at holde muslimer ude af landet) og beskyttelsen af familier (heteroseksuelle, gifte par) er helt central.

“Der bliver konstrueret en dynamik, så gender-begrebet opfattes som truende,” siger hun. Højrefløjen har samlet flere forskellige omdiskuterede områder under paraplyen ‘den progressive agenda’ – herunder gender eller LGBT.

“Dæmoniseringen af ‘gender-ideologien’ er blevet nøglen til konstruktionen af et nyt begreb om almindelig sund fornuft, baseret på en konsensus om, hvad der er normalt og legitimt, samt en modstand mod politisk korrekthed.”

Og som alternativ til ‘den progressive agenda’ tilbyder regeringen et bedre, mere ‘ægte’ ungarsk liv – centreret om familien, nationen og religiøse værdier.

Trods den udprægede skyttegravsretorik, der hersker omkring LGBT-problematikken, er der dog grænser for, hvad det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed vil lægge navn til.

Da en senator fra egne rækker, Grzegorz Bierecki, opfordrede til at “rense Polen for folk, der ikke er værdige til at tilhøre vores nationale fællesskab”, blev han kaldt på plads af indenrigsministeren, der kaldte udtalelsen dum og uansvarlig.

Men det er svært at bebrejde Lov og Retfærdigheds medlemmer, at de er forvirrede med hensyn til, hvor grænsen mellem acceptabel og uacceptabel retorik går, når deres partiformand Jarosław Kaczyński har kaldt folk, der kritiserede regeringen, for “dyr”, “mordere” og “den forkerte slags polakker”.

Kampen for et etnisk homogent, kristent, heteroseksuelt, familievenligt Centraleuropa fortsætter op mod europaparlamentsvalget den 26. maj. Og børnebogen om sneglen Sam? Den er revet væk, udsolgt fra forlaget, men de har lovet at trykke flere.