Barselsdebatten viser et af ligestillingens dilemmaer: Skal kvinder nødvendigvis være mere som mænd?

Forslaget om øremærket barsel til mænd viser to helt modsatrettede feministiske strømninger.

Foto: Betina Garcia, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Da Pia Fris Laneth kom til verden i 1956, fik hendes mor en pjece. Af den fremgik det, at hendes mor skulle sørge for, at hendes far fik kontakt med barnet, men også, at det foregik under en vis overvågning. Mænd var en anden art end kvinden og egnede sig ikke til at vise omsorg for det lille barn,” siger Pia Fris Laneth. Det var holdningen dengang.” Ligesom det også var kutyme i hendes mors generation at få besked om at finde en mand, der kunne forsørge hende og børnene. Min far skiftede nu alligevel bleer og gik med barnevognen, men det var bestemt ikke normen dengang,” fortæller hun.

Pia Fris Laneth er 64 år, politolog og forfatter til en række kvindehistoriske bøger. Og de seneste uger har hun tænkt en del på de gamle pjecer, når hun har fulgt med i debatten om øremærket barsel til mænd. Dengang i 1950’erne var det normen for kvinder at være hjemmegående husmødre.

I dag er det modsatte normen, og en gruppe yngre kvinder med små børn markerer sig nu som omsorgsfeminister med det erklærede mål at forsvare moderskabet og den særlige moderlige omsorg mod det moderne karriereræs. Og dén form for feminisme står i skarp kontrast til den anden og formentlig mere gængse feminisme, der arbejder for økonomisk og arbejdsmæssig ligestilling mellem kønnene.

At der findes en kløft mellem forskellige feminister, blev helt tydeligt i sidste uge, da Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening blev enige om et forslag om, at barslen i Danmark skal fordeles mere lige mellem forældrene. Mens den ene fløj jublede over en historisk aftale” og et afgørende skridt på vejen mod mere ligeløn”, begræd den anden fløj, at kvinden nu fik frataget en del af barslen og dermed vigtig tid med deres barn. Og som 341 kvinder skrev i en kronik i Politiken forleden: Det er et udtryk for en kynisk disrespekt for det enorme arbejde, som graviditet, fødsel og barsel pålægger kvinder.”

Lidt karikeret kan man sige, at den ene type feminisme hylder kvinden for sin særlige biologiske rolle i forplantningen og sin evne som omsorgsgiver, mens den anden type kæmper for at blive ligestillet med mændene på arbejdsmarkedet. Og de er uenige om, hvorvidt øremærket barsel er den rigtige vej til ligestilling.

Gabet mellem feminismens fløje er ikke nyt. Faktisk, og det er måske lidt overraskende, har de her to typer feminisme altid eksisteret side om side. Helt tilbage i begyndelsen af 1900-tallet diskuterede man, om man i skolerne skulle værne om og dyrke de særlige feminine værdier og kundskaber, eller om man skulle undervise drenge og piger på lige vilkår. Groft sagt kan man sige, at feminismen har altid været inddelt i to retninger,” fortæller Pia Fris Laneth. Den ene har været fokuseret på formel ligestilling mellem kønnene, og den anden på, at kvindernes særlige træk skulle udvikles og værdsættes.” Dem i den sidste gruppe blev i 1970’erne kaldt for livmoderfeministerne’, fortæller hun.

Selv om forskellen på de feministiske fløje altså ikke er noget nyt, har historikeren alligevel været overrasket over den måde, de moderne omsorgsfeminister har markeret sig i debatten om øremærket barsel til mænd på det seneste, fortæller hun.

At de to fløje står langt fra hinanden, kom også klart til udtryk i den seneste udgave af DR-programmet Debatten. Her handlede diskussionen om, hvorvidt øremærket barsel til mænd er den rigtige vej til mere ligestilling. Ni minutter inde i udsendelsen sagde Eva Svavars, forkvinde i interesseorganisationen Kvindeøkonomien, sådan her, henvendt til Ina Lykke Schmidt, der er selvstændig og hjemmegående med fire børn. Vi har ikke ligestilling i Danmark. Mænd er meget rigere end kvinder. De har en million mere i gennemsnit, når de går på pension. Derfor vil jeg gerne spørge dig: Hvis du kunne vælge mellem en fuld barsel og ligestilling, hvad ville du så helst have?”

Men Ina Lykke Schmidt, der har brugt ti år på primært at gå hjemme, ville slet ikke anerkende Eva Svavars’ præmis. Jeg er ikke enig i dit ligestillingsbegreb,” sagde hun. En mand og en kvinde er ikke ligestillet omkring forplantning. Det er kvinden, der har en livmoder og føder barnet. Det er hende, der ammer barnet. Manden kan være nok så interesseret og kærlig, men han kan ikke udføre de livsvigtige funktioner. Jeg mener, at kvinden vil lide og mærke det på sin krop.” Derfor, sagde hun, ser hun sin kamp for at lade kvinder beholde størstedelen af barslen som netop en ligestillingssag.

Det er den slags argumenter, som har overrasket Pia Fris Laneth. For nok har der historisk altid været en gren af feminismen, der har hyldet kvindernes omsorgsgen. Men det er bemærkelsesværdigt gammeldags, at en gruppe veluddannede kvinder i 2021 helt afskriver faren som mulig primær omsorgsperson, når børnene er helt små. Ja, det minder faktisk præcis om kønsopdelingen fra 1950’erne, mener historikeren. Nutidens omsorgsfeminister repræsenterer noget gammeldags, når de siger, at mændene ikke kan komme op på deres omsorgsniveau. Deres mistro til mændenes evner minder mig om den pjece, min mor fik stukket i hånden, da jeg blev født. Det er en markant holdning i 2021,” siger hun.

Samtidig er det helt rigtigt, siger Pia Fris Laneth, at der før i tiden var en helt anden respekt om det hus- og omsorgsarbejde, kvinderne ydede i hjemmene. Ja, i den første del af det 20. århundrede var det faktisk en anerkendt disciplin at være husmor. Mænd og kvinder var stærkt opdelt, og forskellene mellem kønnene blev fremhævet og udviklet. Der blev etableret husholdningsskoler rundtomkring i landet og den såkaldte Husholdningsbevægelse, som stod for at tale husarbejdet og omsorgen for børnene op. Da bevægelsen var på sit højeste, havde den flere end 100.000 medlemmer. Der var en respekt om husmoderen,” siger Pia Fris Laneth. Hun havde en særlig opgave med at holde børnene sunde, rene og velplejede og få dem i skole, og det, husmoderen kunne, blev videnskabeliggjort og anerkendt.”

Men i takt med at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, forsvandt anerkendelsen af husmorgerningen. Mens der i 1960’erne var 860.000hjemmegående kvinder, findes der i dag ikke præcise opgørelser over, hvor mange kvinder der er hjemmegående. I løbet af en generation skete der en revolution mellem kønnene, hvor rødstrømpebevægelsen måtte erobre de maskuline egenskaber og komme ud på arbejdsmarkedet,” siger Pia Fris Laneth.

I løbet af forholdsvis kort tid blev det altså mindre moderne og mindre fint at være en kvinde, der først og fremmest drog omsorg for sine børn. Men det er lige præcis dét, omsorgsfeministerne vil lave om på. Hus- og omsorgsarbejde skal, mener de, både politisk og kulturelt anerkendes som noget, der er lige så vigtigt som at have en karriere. Og principielt har de en pointe, mener Pia Fris Laneth. Den type revolution er jo ikke dum,” siger hun. Det er fantastisk og vidunderligt at kæmpe for tid til mere omsorg i familierne.”

For man kan vel også sige, at selv om den hjemmegående kvinde bliver sat bagud på arbejdsmarkedet, bliver hun sat foran i forhold til børnene. Men jeg forstår ikke,” siger Pia Fris Laneth, at det kun er kvinderne, der skal kunne yde det. At forbinde al omsorg med moderen er at snøre korsettet lige lovlig stramt. Ser vi på det historisk, var det ikke en succes, at kvinder gjorde sig økonomisk afhængige af manden.”

Og samtidig, i den anden ende af spektret, er der også eksempler på kvinder, som trækker i den anden retning og netop lader deres partner komme på banen og tage barslen. Men det sker heller ikke uden knubs på vejen.

Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre Linea Søgaard-Lidell fortalte forleden i DRs nyhedspodcast Genstart om, hvordan hun igen og igen bliver udskammet for at prioritere sit arbejde i toppolitik og sin karriere, selv om hun har en lille datter. De gamle forestillinger om arbejdsfordelingen mellem mænd og kvinder lever i bedste velgående, og Danmark er et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder,” siger Pia Fris Laneth.

Så hvad tænker en kvindehistorisk forfatter, når fronterne mellem omsorgsfeministerne og arbejdsmarkedsfeministerne bliver trukket skarpt op i debatterne? Når der bliver gravet grøfter mellem husmødre og karrierekvinder, som hver for sig kæmper en ligestillingskamp?

Pia Fris Laneth mener, at der er behov for at gå en helt tredje vej, som også inkluderer mændene. I stedet for at kalde det en kvindekamp, siger hun, burde vi kalde det en kulturkamp. En fælles kamp. Lige nu har ingen nemlig vundet – ud over arbejdet. Det vil hun give omsorgsfeministerne helt ret i. For når både kvinder og mænd med små børn lægger mange timer på arbejdet, presser det børnefamilierne. Det er fantastisk at kæmpe for mere omsorg, men den kan komme fra begge forældre. Jeg tror ikke, den rigtige vej til indflydelse for kvinderne er at melde sig ud af arbejdsmarkedet. I stedet bør forældre sammen kæmpe for at lade arbejdstiden afhænge af livsomstændighederne.”