Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

18-årige Mathias udfordrer de gamle til kommunalvalget. Nu får han dødstrusler

Vores lokalpolitikere er markant ældre end de borgere, de skal repræsentere. Kan de så det?

Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


26. oktober 2021
10 min.

Mathias Zilberbergs skole skulle lukke, og det var han skidesur over. Han gik ind i sagen, all in, som han siger, og skrev debatindlæg og mødte op til byrådsmøderne i Gribskov Kommune, hvor han bor. Det er fem år siden nu.

Og så har jeg siden da været fast besluttet på, at næste gang der var kommunalvalg, og jeg kunne stille op, så skulle jeg på stemmesedlen. For jeg var herresur.”

Okay. Er du stadig sur?

Nej, jeg er blevet glad igen.” Han griner. Men lysten til at stille op forsvandt ikke. Den blev kun stærkere, jo ældre jeg blev, og jo tættere på vi kom.”

Og nu er vi her så, det næste kommunalvalg er lige om lidt, og Mathias Zilberberg stiller op for SF. Selv om han kun er 18 år. Den lukningstruede skole blev anstødsstenen, men den stod ikke alene.

Og så var der nok også en irritation over, at der er rigtig få unge mennesker i politik generelt. Også i vores byråd i Gribskov. Og det syntes jeg også godt, vi kunne lave lidt om på. Få lidt nye kræfter, lidt unge mennesker ind der, hvor det sker.”

Og således kernen: Der sidder i byrådet i Gribskov ikke en eneste, der med endda ret god vilje kunne betegnes som ung, og som sådan er Gribskov, som de fleste kommuner er det. I 2016 gennemgik DR til eksempel alle landets byråd og fandt, at gennemsnitsalderen i dem var 50 år. Da danskernes gennemsnitsalder blev opgjort to år senere, i 2018, lå den på 41,5. På den måde passede det fint, at Avisen Danmark i 2017 regnede ud, at aldersforskellen mellem byråd og borgere i Jylland og på Fyn lå på gennemsnitligt 10,5 år. De politikere, vi vælger ind i vores lokale demokratier, er generelt markant ældre end de borgere, de skal repræsentere.

Mathias Zilberberg ser det som et demokratisk problem.

Det er et problem, fordi der er mange, der ikke føler sig repræsenteret,” siger han. Der er mange, der ikke føler sig hørt, og det afholder folk fra at stemme.”

Og egentlig rejser det jo et fundamentalt vigtigt spørgsmål: Hvad betyder den skæve aldersfordeling for, hvordan kommunens penge bliver brugt?

I vores nabolande har man gjort noget meget konkret for at komme skævvridningen til livs. Og Mathias Zilberberg har også et bud på en løsning.

Det demografiske skel mellem borgere og lovgivere er ikke noget nyt. Deskriptiv repræsentation, kalder man det i akademiske kredse, et ideal, der lyder, at vores folkevalgte skal afspejle os alle sammen. Eller i hvert fald så mange som muligt. Det er en klassisk politisk ambition, der har sine rødder helt tilbage hos for eksempel John Stuart Mill, den britiske filosof, der i 1800-tallet talte om ligestilling kønnene imellem og kvindernes frigørelse. Ved at sikre, at politikerne afspejler befolkningen, sikrer vi os, at alles interesser bliver varetaget. Alle skal helst kunne være med. Men det er alle ikke.

Det er partierne, der står for deres opstillingslister,” siger Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet. Og allerede der, på kandidatniveau, opstår den største skævhed.”

Det er altså først og fremmest partierne, der er skyld i, at der er så stor forskel på dem, der stemmer, og dem, der kan stemmes på. Faktisk, fortæller Kasper Møller Hansen, retter vælgerne derefter lidt op på slagsiden, men langtfra så meget, at det virkelig gør noget.

Et problem er også, hvilken rækkefølge kandidaterne så opstilles i.

Det er igen den her midaldrende hvide mand, som står øverst, og det kommer jo til at afspejle sig i kommunalbestyrelserne rundtomkring,” siger valgforskeren.

For Mathias Zilberberg er modstanden ikke kommet fra hans parti, faktisk er han nummer to på opstillingslisten i Gribskov Kommune. Modstanden er kommet udefra. På internettet får han at vide, at han er for ung til sit kandidatur, han bliver kaldt snothvalp” og dum som lort”, man beder ham i det hele taget om at vende tilbage til skolebænken.

Jamen det er jo ikke altid, jeg får de bedste reaktioner,” siger han. Jeg får rigtig meget kritik på min alder. Det går både på, at 18-årige ikke burde sidde i byrådet, og at man mindst skulle have ti til femten års erhvervserfaring. At sådan en ung en som mig ikke skal derind at sidde. Det synes de er fuldstændig vanvittigt.”

Kommentarerne er bare også gået over i det, han betegner som noget mere grelt og grotesk. Han har fået trusler.

Det kan være alt fra, at hvis de ser mig på gaden, så vil de slå mig ned. Eller også skal de nok finde mig og sende mig godt herfra. Der er ønsker om, at min familie og jeg går en smertefuld død i møde. Det spænder bredt.”

Han skriver til dem, der siger, at han er for ung til at stille op. Nogle gange også til dem, der truer ham.

Jeg svarer dem faktisk tit. Min mor spørger altid, hvorfor fanden jeg gider bruge tid på det, men jeg prøver ligesom at læse, hvad der står, få det bearbejdet i mit hoved, skrevet et svar, og så er det ligesom ude af verden. Nogle blokerer eller ignorerer dem, men så ville jeg bare gå og tænke over dem. Det er godt lige at få svaret dem, for så er det afsluttet.”

Og så, siger han, handler det om at tænke på, hvor meget bedre han er end dem. Hvor sørgeligt det er, at de finder tilfredsstillelse i at skrive de her ting. To kommentarer, siger han, får ham til at skrive otte debatindlæg mere.

Der var en, der skrev, at jeg skulle håbe, han ikke mødte mig på gaden, for så ville han slå mig ned. Så skrev jeg bare, at han måske kunne give mig hånden i stedet for. Det svarede han så ikke på,” siger han. Det er bare for at give dem et eller andet igen. Jeg håber måske, at de bliver lidt overraskede over, at der faktisk sidder en og læser med. At der sidder en på den anden side. For jeg tror, de nogle gange bare skriver uden at tænke på, at der er en, der læser med.”

Jeg spørger ham, om der, dødstrusler og idioti til side, ikke er noget i argumentet om, at han mangler erfaring. Vi taler om levebrødspolitikere, som aldrig har lavet andet, og som derfor fundamentalt mangler kontakt med det og dem, de lovgiver om og for. Er der ikke noget om, at det er lidt problematisk?

Jo, det er der helt klart,” svarer han. Men der er lige så meget, som ikke rigtig giver mening. Vi har jo alle sammen forskellige kompetencer, og vi repræsenterer alle sammen forskellige mennesker. Der er nogle ting, som jeg ikke ved megameget om, og som jeg derfor skal have lidt hjælp til fra de mere garvede politikere. Lige så vel som at der er nogle af dem, som har siddet i byrådet enormt længe, og som er kommet enormt langt væk fra de – i gåseøjne – normale mennesker, og som måske kunne bruge lidt input og sparring fra mig. Sådan er vi jo så forskellige. Når vi skal tale børne- og ungepolitik, så vil jeg mene, at jeg er megagodt kvalificeret til at tale om det. Lige så vel som at ham, der har været direktør i et firma, er god til at tale erhverv. Jeg synes egentlig, det er enormt sundt for et byråd, at vi alle kan noget forskelligt og repræsenterer noget forskelligt. For det vigtigste i demokratiet synes jeg alligevel er, at alle befolkningsgrupper mere eller mindre bliver repræsenteret i byråd og Folketing.”

Spørgsmålet er, hvorfor ungdom i sig selv skulle være et argument for noget som helst. Hvad det er i ungdommen, der skulle være et gode for det politiske arbejde. Mathias Zilberberg taler om, at det jo altid er godt at få friske øjne på tingene, nye folk ind i nye sammenhænge og i nye sammensætninger. Nye måder at forstå verden på. Men hans kandidatur handler for ham lige så meget om at repræsentere en generation, som har lige så meget ret til repræsentation som alle andre.

Og der er jo et ret stort problem, synes jeg, i, at de mennesker, som lige nu kæmper de unges sag, hvis man skal sige det sådan, ikke selv er helt unge længere,” siger Zilberberg. Det kan godt være, de synes det, men det er de jo ikke helt.”

Aldersskellet mellem byråd og borgere er for ham et problem, fordi der med det er mange, som umuligt kan føle sig repræsenteret. Han tror, det afholder unge mennesker fra at stemme.

Og er der noget, der virkelig er ærgerligt og skidt for vores demokrati, jamen så er det jo, hvis folk ikke vil bruge deres stemme,” siger han. Måske fordi de tænker: Hvem fanden skal jeg stemme på? For de, der sidder inde i byrådet, er 60+ alle sammen, og der er ikke nogen, der taler vores sag. Det er da et problem.”

Det er ikke sådan, at man konkret kan se, at en underrepræsentation af unge fører til en negligering af det, man kunne kalde unge dagsordener. Mest af alt fordi det er svært entydigt at definere, hvad en ung dagsorden er. Unge er i højere grad end for eksempel ældre, en anden demografi, der er underrepræsenteret i vores demokrati, foranderlige. Der kan være stor forskel på et 18- og et 22-årigt liv. Som valgforsker Kasper Møller Hansen siger, kan man jo nærmest nå at blive gift og skilt på de fire år, og med det kan ens politiske dagsordener skifte.

Så for ham er problemet mest af alt principielt.

Det er jo i sidste ende et spørgsmål om tillid,” siger han. Hvis vi kigger på kommunalbestyrelsen og tegner det her karikerede billede af ældre hvide mænd, der sidder og ryger cigarer, så føler vi os ikke repræsenteret. Det kan godt være, de er skidedygtige, men problemet er, at man ikke kan spejle sig i det billede der.”

Så altså. Det her er i virkeligheden et spørgsmål om tillid.

Så hvad gør man? Det er et svært spørgsmål, for der er vel mange ting, der afholder folk fra at stille op,” siger Mathias Zilberberg. Nogle synes, det er røvkedeligt. Det kan vi nok ikke ændre så meget ved, for vi skal jo alligevel debattere mange af de emner, som nogle synes er lidt kedelige. Men jeg tror helt klart, at tonen blandt og mod politikere ikke altid er den bedste. Det er ikke altid det bedste erhverv at sælge.”

Mathias Zilberberg mener, at politik skal tales op. Han er ikke engang valgt ind endnu, og han har allerede, som han siger, stiftet bekendtskab med flere ting, som ikke lige var det fedeste i verden”. Han tror, at unge mennesker bliver skræmt væk af den hårde debat, der kan kendetegne især kommunalpolitik.

Når man sidder og ser et byrådsmøde eller bare følger med i debatten på Facebook, så tænker man: Wow, er de virkelig kolleger? Uanset om man er fra SF eller Nye Borgerlige, så er man stadig folkevalgt og stadig kolleger. Man kan være uenig, men man kan saftsuseme også tale pænt og sørge for et godt arbejdsmiljø. Det er ikke alle, der gør det. Det er også et problem.”

I Norge og Sverige står kandidaternes alder på stemmesedlen. Kasper Møller Hansen mener, at det kunne være en endda ret billig vej frem i Danmark også.

Der har man taget skridtet det længere og siger: Okay, vi vil gerne give den information til samtlige vælgere om, hvem det er, vi vælger ind,” siger valgforskeren. Hvis man ønsker at give den viden til vælgerne, så vil det være meget nemt. Så ville partierne være tvunget til at være mere opmærksomme på det, fordi det ville være tydeligt, hvem der var gammel, og hvem der var ung. Vælgerne kan bruge informationen, hvis de vil, og på den måde kunne man sikre, at flere unge blev valgt ind.”

Hvis Mathias Zilberberg bliver valgt ind i Gribskov byråd ved kommunalvalget den 16. november, vil de unge i kommunen kunne mærke, at de så er blevet bedre repræsenteret i deres lokale demokrati. Det er i hvert fald kandidatens ambition.

Jamen jeg har jo mine mærkesager,” siger han. Vi skal have et rådgivende ungeråd. Vi har et virkelig godt fælleselevråd, som handler om folkeskoleeleverne, men efter det går det demokratiske arbejde lidt tabt. Så går inddragelsen lidt tabt, fordi man hverken fokuserer på gymnasierne eller 10.-klasserne, som er dem, jeg i princippet repræsenterer.”

Derudover har han talt meget med andre unge for at lure, hvad der rører sig hos dem. De efterspørger bedre offentlig transport, som dog ikke helt er en kommunal opgave, men som man stadig godt kan hjælpe godt på vej, siger han. Men også bare et bedre kultur- og fritidsliv. Så det er konkreterne.

Og så handler det også bare om at have en, man måske kan spejle sig i,” siger han. En, man kan relatere til. Det bliver nok den største forandring. Man kan sige: Okay, der er faktisk en i det byråd, som ligner os andre.”

Skolen, hvis lukning han kæmpede imod, blev i øvrigt lukket. Men med det blev en politiker født.