Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vil du have det gennemarbejdede argument for at brandbeskatte CO2-udledning? Så lyt til denne tidligere Goldman Sachs-boss

RISIKABELT Vi bør i langt højere grad indregne de værst tænkelige konsekvenser af smeltende is og stigende have, når vi forsøger at forstå den økonomiske side af klimaforandringerne, siger den prisbelønnede amerikanske økonom og tidligere Goldman Sachs-partner Robert Litterman. Illustration: Andrea Ucini for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


19. december 2019
16 min.

Derfor skal du læse denne artikel

De økonomer, som dominerer klimadebatten, råder os typisk til ikke at gøre noget overilet, fordi det kan blive unødigt dyrt. Men hvad nu, hvis de tænker helt forkert? Måske burde vi hellere lytte til en anden slags økonomer, nemlig dem, der dominerer på finansmarkederne. Mød en tidligere partner i Goldman Sachs, som ud fra et rent økonomisk rationale anbefaler at skære vores CO2-udledninger ned så hurtigt som overhovedet muligt – og har lavet ligningerne, der kan bakke argumentet op. Nøgleordet er risiko.

Forestil dig, at du sidder bag rattet i en bil, der kører 100 kilometer i timen på en øde landevej et sted, du aldrig har været før. Udenfor er det tæt tåge. Godt. Forestil dig nu, at du får at vide, at der muligvis er en virkelig stejl og dyb skrænt et sted forude. Du ved ikke, præcis hvor dyb afgrunden bag skrænten er, eller om den er ti kilometer væk, én kilometer væk eller bare 100 meter væk. Men du er ret sikker på, at den er der. Og du kører altså 100 kilometer i timen. På passagersædet sidder nogen, du virkelig holder af.

Hvad gør du?

Fortsætter du ufortrødent? Løfter du langsomt foden fra speederen og håber på det bedste? Flytter du foden til bremsen og træder ganske blidt på den? Eller stamper du straks bremsen helt ned i gulvet?

Det er den prisbelønnede amerikanske økonom og kapitalforvalter Robert Litterman, som stiller spørgsmålet. Og han gør det for at få dig til at reflektere over, hvordan vi som samfund forholder os til klimaforandringerne. Skrænten repræsenterer risikoen for, at vores CO2-udledninger på et eller andet tidspunkt forårsager nogle meget alvorlige klimaforandringer og måske endda sender den globale opvarmning ud over et tippepunkt, som får klimaet til at gå helt amok i en accelererende spiral af temperatur- og havstigninger. Bremsen regulerer CO2-udledningerne ved at kræve penge af alle, der udleder CO2. Jo højere pris, jo færre udledninger.

Den traditionelle tilgang blandt økonomer, der beskæftiger sig med klima, har i Robert Littermans billedsprog været at træde blidt på bremsen. For herregud, vi ved jo ikke, om skrænten er der, hvor den er, eller om den måske bare er en let skråning. I 2018 fik økonomen William Nordhaus nobelprisen i økonomi, fordi han for snart tre årtier siden opfandt en økonomisk model til prissætning af CO2-udledninger, som groft sagt lige præcis antager, at der slet ikke er nogen skrænt, kun en skråning, og at bilens bremser i øvrigt vil blive bedre med tiden. Det er stadig den tankegang, som dominerer blandt økonomer. Derfor anbefaler de ofte at træde blidt på bremsen – det vil sige gradvist hæve prisen på CO2-udledninger og dermed gradvist sænke udledningerne.

Robert Litterman derimod anbefaler at stampe hårdt på bremsen. Virkelig hårdt. Nu. Og han har sammen med to andre økonomer lavet en alternativ økonomisk model, der kan forklare hvorfor. Modellen har de givet det fængende navn EZ Climate. Hvis modeller som dén vinder større indpas i diskussionen om forholdet mellem klimaet og økonomien – hvilket meget tyder på, at de er godt i gang med – kan det radikalt forandre den måde, vi går til hele problemstillingen på. I stedet for at tænke på, hvordan vi kan undgå at bruge lidt flere penge end højst nødvendigt – og det er i høj grad sådan, vi tænker nu – vil vi i stedet begynde at tænke langt mere på at minimere risikoen for at havne i en situation, der vil koste os rigtig mange penge.

Klokken er syv om morgenen hos Robert Litterman, da jeg fanger ham på telefonen ovre på den anden side af Atlanterhavet, men han lyder ikke som en mand, der lige er stået op. Veloplagt og med en bred amerikansk accent går han straks i gang med at argumentere for, hvorfor vi hurtigt bør lægge en endog meget høj afgift på CO2-udledninger på grund af den risiko, der er forbundet med klimaforandringerne.

Standardløsningen fra økonomer har været at sige ja, selvfølgelig lægger man afgift på udledninger, men skadevirkningerne ligger langt ude i fremtiden, de er ikke særlig store, og til den tid vil vi være meget rigere, så det er ikke et stort problem – man kan begynde med en lav afgift og så hæve den langsomt over tid. Det kalder jeg træd-blidt-på-bremsen-scenariet,” siger han.

Men når man anerkender usikkerheden – at hov, måske er der en skrænt forude – så træder man ikke blidt på bremsen, så banker man den i bund. Frem for at behandle det her som et problem, hvor vi ved det hele, så behandler vi det i vores model som et problem, hvor der er fundamental usikkerhed, og den usikkerhed betyder, at man bremser langt hårdere, og at man gør det øjeblikkeligt.”

I finanskredse er Robert Litterman ganske velkendt som en økonom, der har brugt det meste af sit arbejdsliv på at beregne risiko ved at bygge økonomiske modeller. Nærmere bestemt økonomiske modeller af den type, der kan sætte den rigtige pris på forskellige investeringer ud fra, hvor potentielt profitable og risikable de er.

Han har med andre ord skabt sin karriere som det, der i Wall Street-lingo hedder en quant, det vil sige en matematikhaj, som kan finde ud af, hvor risikabel eller fordelagtig en investering er, og dermed hvad man skal kræve i afkast for at foretage den. Det er han ret god til – så god, at en model, han har udviklet sammen med en kollega, i dag er standard i finansverdenen, og så god, at han i 1994 blev gjort til partner i verdens mest berømte og berygtede finansvirksomhed, Goldman Sachs, med ansvar for risikoberegning. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor virksomheden var et partnerskab, hvilket vil sige, at det var partnernes egne penge, man investerede. Robert Litterman var altså den i firmaet, som de andre chefer helst ville have til at passe på deres egne penge.

I dag er Robert Litterman grundlæggende partner og risikoansvarlig i virksomheden Kepos Capital i New York, som investerer i aktier, valuta og obligationer i hele verden. Han sidder også i bestyrelsen for en række velgørende fonde og foreninger, heriblandt Verdensnaturfonden. Og så har han altså sat sig for at få os til at forstå vigtigheden af fænomenet risiko i forhold til klimaet ved hjælp af indsigter fra finansverdenen.

Fundamentalt set er klimaforandringerne et risikostyringsproblem,” siger han. Finansmarkeder maksimerer afkast per enhed risiko. Men når vi ser på klimaforandringerne, så har vi et problem, fordi vi ikke giver hensigtsmæssige tilskyndelser til at reducere risikoen. I stedet understøtter vi risikoen, så vi øger den hver eneste dag. Hvis du lægger alle tilskyndelser sammen på globalt plan, er der langt større incitament til at forbruge og producere fossile brændsler, end der er incitament til at reducere udledningerne. Og det skaber risiko.”

Hvis du nu synes, at det her lyder som begyndelsen på en lidt fjern diskussion blandt nogle talknusende økonomer, så skal du lige vide, at det er en diskussion med virkelige konsekvenser i den virkelige verden, også i Danmark. Vores forhold til usikkerhed og risiko er nemlig helt afgørende for, hvilke konklusioner vi drager om, hvordan vores klimapolitik skal se ud. Det kunne man for eksempel se under forhandlingerne om klimaloven, hvor regeringens to fremmeste, finanslovsfinansierede rådgivere i klimaspørgsmål, Klimarådet og De Økonomiske Råd, var uenige præcis på grund af forskellige opfattelser af risikoen for at udløse klimatiske tippepunkter over en kort tidshorisont.

Uenigheden drejede sig om annullering af de CO2-kvoter, europæiske virksomheder skal have fingre i for at måtte udlede CO2. Ved at annullere kvoterne kan man hæve prisen på at udlede CO2 og dermed sænke udledningerne. Men Klimarådet anbefalede at droppe annullering af CO2-kvoter som et klimapolitisk værktøj, fordi effekten først ville komme langt ude i fremtiden, hvor tippepunkterne måske ville være overskredet. De Økonomiske Råd derimod anbefalede at annullere CO2-kvoter, selv om effekten først ville komme senere. De Økonomiske Råd var nemlig ikke enige i, at det er afgørende, at udledningsreduktionerne sker her og nu. Der kan findes såkaldte tipping points, som betyder, at temperaturerne stiger hurtigere, når visse tærskler overskrides. Men der er stor usikkerhed om, hvor eventuelle tærskler ligger, og hvad det betyder at overskride dem.”

Med andre ord: Klimarådet brugte risikoen for tippepunkter som argument for at droppe kvoteannulleringen til fordel for noget, der virker her og nu. De Økonomiske Råd brugte usikkerheden omkring tippepunkterne som argument for at annullere kvoter, selv om det først ville virke senere. Og uenigheden er ikke uvæsentlig. Den handler om, hvad vi skal bruge op mod 150 millioner offentlige kroner om året på allerede fra nytår og frem, og beslutningen er i et vist omfang stadig oppe i luften. Enhver diskussion om, hvor hurtigt vi skal sætte ind over for klimaforandringerne, vil følge samme skabelon, hvor forholdet til risiko og usikkerhed er afgørende, og sådan nogle diskussioner vil vi få mange af den kommende tid, når Danmarks store klimaambitioner skal indfries. Hvor man stiller sig, er altafgørende for, hvad man synes er det rigtige at gøre.

Robert Litterman har selvfølgelig ikke nogen særskilt holdning til den danske debat, men generelt stiller han sig på forsigtighedens side. Jeg mener, det er en fejltagelse at fokusere på, hvad vi ved om fremtiden,” siger han. Videnskabsfolkene har været meget defensive. Når folk har argumenteret med, at der er usikkerhed, har de trukket sig op i et hjørne og sagt vi ved i hvert fald det her’. Hvad de derimod ikke har sagt, er, at ja, der sker nogle forandringer, som har alle mulige konsekvenser, som vi ikke forstår fuldstændigt, og det er meget risikabelt’. Der kan ske ting, som vi ikke forventer, og de kan være slemme, og det er vi nødt til at beskytte os imod. Vi er nødt til at sætte en pris på den risiko.”

Når Robert Litterman og andre økonomer taler om risiko, mener de ikke sandsynligheden for, at noget går dårligt – for eksempel at kursen styrtdykker på en aktie, man har investeret i. Nej, de mener sandsynligheden for, at man står uden penge, når man skal bruge dem. Hvis man gør det, går man fallit. Hvis man derimod kan forudsige risikoen, kan man hedge sine investeringer, så man aldrig står uden penge, selv hvis det værst tænkelige skulle ske. Ligesom når man køber en husforsikring for at undgå at blive ruineret, hvis huset skulle brænde ned, også selv om man ikke direkte forventer, at det gør det.

Hvis man tænker og handler sådan som investor, kan man blive ved med at tjene penge eller i det mindste have nogen tilbage, når andre går rabundus i en økonomisk nedtur. Især, siger Robert Litterman, hvis man også er parat til at erkende, at der kan være risici, som selv ikke den mest avancerede økonomiske model tager højde for. Derfor siger han:

Hvis der er usikkerhed om, hvordan man skal prissætte risikoen, bør man hellere sætte prisen for højt end for lavt.”

Okay. Så hvad går Robert Littermans EZ Climate-model ud på, og hvad fortæller den os? For det første: Modellen blev offentliggjort i et af verdens vigtigste videnskabelige tidsskrifter, Proceedings of the National Academies of Sciences, i september 2019, og den er udviklet sammen med to andre økonomer – Kent D. Daniel fra Columbia Business School (også en tidligere Goldman Sachs-mand) og Gernot Wagner fra New York University’s Department of Environmental Studies, som også er medforfatter til bogen Climate Shock. Pointen i dén er, at vi bør tænke på investeringer i at undgå potentielle klimakatastrofer som forsikringer på linje med dem, vi betaler for ikke at blive ruineret af vandskader, bilulykker og knækkede tænder. Vi forsikrer vores liv imod en usikker fremtid – hvorfor ikke vores planet?” spørger Gernot Wagner på sin hjemmeside. EZ Climate-modellen er dybest set et forsøg på at omsætte denne tankegang til nogle ligninger, man kan træffe beslutninger ud fra.

Modellen fortæller os for det første, at afgiften på CO2 bør sættes højt nu, hvor usikkerheden er høj. Det er der to grunde til. Den ene grund er, at modellen benytter sig af en slags vejkort ud i fremtiden, som er et standardværktøj for finansøkonomer, der arbejder med risiko.

Kortet begynder ved et Y-kryds, hvor vi kan vælge mellem to veje. Den ene vej fører i retning af relativt beskedne klimaskader, den anden i retning af nogle virkelig alvorlige klimaskader. Når vi så har gået et stykke ad en af vejene, kommer vi til et nyt Y-kryds, hvor vi kan træffe samme valg. Hver gang vi drejer i retning af de virkelig alvorlige klimaskader (det vil sige lader vores CO2-udledninger fortsætte), forøger vi risikoen for, at de alvorlige skader indtræffer. Hver gang vi drejer i retning af mindre alvorlige klimaskader (det vil sige skærer ned i vores udledninger), mindsker vi derimod risikoen. I begyndelsen har vi mulighed for at gå i alle retninger, hvilket vil sige, at risikoen er høj. Det taler for en høj CO2-afgift, som kan få udledningerne ned. Men vælger vi nogle gange i træk at gå i retning af de mindre alvorlige klimaskader, falder risikoen. Det taler alt andet lige for en lavere CO2-afgift hen ad vejen – hvis vi vel at mærke går den rigtige vej.

Den anden grund til, at EZ Climate-modellen spytter en høj pris på CO2-udledninger ud med det samme, er, at dens ligninger har indbygget klimatiske tippepunkter. Det forøger i sig selv risikoen ved hvert vejkryds – og især dem, hvor der stadig er mulighed for at gå i retning af meget høje CO2-udledninger og dermed stor risiko for at udløse tippepunkterne.

Den høje CO2-pris er i sig selv en bemærkelsesværdig konklusion i forhold til, hvad der har været mainstream blandt klimaøkonomer, siden William Nordhaus – ham med nobelprisen og den lette skråning mod afgrunden – som den første for alvor begyndte at smide muligheden for menneskeskabte klimaskader ind i økonomiske modeller.

Men ifølge Robert Litterman er det fornuftige ved at sætte en høj CO2-afgift hurtigt faktisk ikke det mest bemærkelsesværdige resultat, som EZ Climate-modellen spytter ud. Modellen kan nemlig ikke kun bruges til at beregne prisen på CO2-udledninger. Den kan også bruges til at beregne, hvad det vil koste at udskyde nedskæringer i vores udledninger. Hvor de klimaøkonomiske modeller normalt kommer frem til, at det bedre kan betale sig at vente, fordi teknologiske fremskridt vil gøre det billigere at handle senere, kommer EZ Climate frem til, at det er meget, meget dyrt at vente.

For mig kom det mest slående resultat, da vi spurgte: Hvad koster det at vente med at lægge afgift på udledninger? Omkostningerne vokser temmelig dramatisk,” siger Robert Litterman.

For det første bliver udledningerne i sig selv værre og værre, efterhånden som der er mere og mere CO2 i atmosfæren i forvejen, så den samme mængde udledninger er værre i fremtiden. Og i tillæg bliver problemet værre, efterhånden som man venter, fordi de forventede skader, som udskydelsen forårsager, vokser ret dramatisk.”

Jeg har sendt Robert Litterman og Co.s forskningsartikel forbi Lars Gårn Hansen, professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet og medlem af De Økonomiske Råds formandskab, der talte for at annullere CO2-kvoter, selv om det først ville virke om lang tid. Ifølge Lars Gårn Hansen rummer artiklen et meget sundt argument”, og Lars Gårn Hansen og kollegerne har i deres arbejde selv brugt forskning, som med en anden metode kommer frem til nogenlunde samme resultat: Hvis man tager højde for risikoen for tippepunkter, giver det pludselig mening at sætte en høj CO2-pris hurtigt, ligesom reduktioner nu har en højere værdi end reduktioner senere.

Men hvordan kan det så være, at Lars Gårn Hansen og kollegerne var uenige med Klimarådet om CO2-kvoter? Jo, det handler ganske enkelt om en forskellig tolkning af, hvor meget det haster. Lars Gårn Hansen mener ikke, at forskningen – heller ikke Littermans – giver belæg for at sige, at det kommende årti skulle være afgørende vigtigere end de to efterfølgende, så længe man får styr på udledningerne inden 2050. Altså er hans pointe: Det kan godt være, at reduktioner det kommende årti er mere værd som forsikring mod klimaforandringer end reduktioner efter 2030, men så meget mere er de trods alt heller ikke værd.

I dag er europæiske lande lang fremme med rent faktisk at omsætte den teoretiske diskussion om, hvad det skal koste at udlede CO2, til faktiske afgifter. Dels er der den europæiske CO2-kvotebørs, som i praksis lægger en slags afgift på CO2, dels har mange lande (inklusive Danmark) lagt diverse skatter og afgifter oveni. Men måske bliver vi snart overhalet af USA, og hvis vi gør, vil Robert Litterman have en væsentlig aktie i overhalingen.

Robert Litterman beskæftiger sig nemlig ikke kun med CO2-priser på et teoretisk plan. Han er bestyrelsesmedlem i Climate Leadership Council, som er en tænketank og lobbyorganisation, der arbejder for at indføre CO2-afgift i USA (og for den sags skyld også i resten af verden). Førsteprioritet er at få det amerikanske senat til at vedtage en CO2-afgift af den type, man kalder carbon fee and dividend. Idéen er at sætte prisen på CO2-udledning til indledningsvis 40 dollars per ton og fordele indtægterne direkte til den amerikanske befolkning uden om det øvrige statsbudget, samtidig med at amerikanske virksomheder gennem en form for CO2-toldmur beskyttes mod ulige konkurrence fra lande uden tilsvarende afgifter på CO2.

På den måde kan man lave en CO2-afgift, som er spiselig for de fleste, hvilket afspejler sig i den meget brede opbakning til planen, også fra forretningsfolk og konservative. Robert Litterman er overbevist om, at planen vil slå igennem i konkret politik inden for få år af den simple årsag, at alle efterhånden har erkendt behovet.

Hvis du taler med dem under fire øjne inde på deres egne kontorer, vil mange republikanere fortælle dig, at de forstår, at vi er nødt til at skabe nogle hensigtsmæssige tilskyndelser til at sænke udledningerne,” siger han. Alle, jeg har talt med, er enige. Alle republikanere i Kongressen, som jeg har talt med, siger, at ja, vi bør have passende tilskyndelser.”

Og hvad med præsidenten? Ham har Robert Litterman ikke talt med, og han er heller ikke optimistisk, hvad manden i Det Hvide Hus angår. Men, siger han: Man ved aldrig. Han ændrer sine holdninger hele tiden, så han kunne også sagtens skifte holdning med hensyn til det her.”

Climate Leadership Councils plan for at indføre CO2-afgift i USA er også kendt som Baker-Schultz-planen på grund af de to tidligere republikanske topministre James A. Baker og George P. Schulz, som begge bakker planen op. Baker var finansminister under præsident Ronald Reagan og udenrigsminister under præsident George H.W. Bush, mens Schultz var udenrigsminister for Reagan og skatte- og arbejdsminister for præsident Richard M. Nixon. Med på vognen er også en hel række store virksomheder og prominente økonomer og erhvervsfolk, heriblandt olieselskaberne BP, Shell og ExxonMobil, bilproducenterne Ford og GM, forsikringsgiganten Allianz, fødevare- og hygiejnekæmpen Unilever, den indiske stålmagnat og filantrop Ratan Tata og så Klaus Schwab, grundlægger af World Economic Forum (dem med Davos-møderne). Verdensnaturfonden og den amerikanske miljøorganisation The Nature Conservancy bakker også op. Og, nå ja, så fire tidligere formænd fra USAs centralbank og 27 nobelpristagere i økonomi. I alt har mere end 3.500 amerikanske økonomer givet deres tilslutning.

Robert Litterman er med andre ord bestyrelsesmedlem for den amerikanske og internationale elites plan for at få en CO2-afgift vedtaget i Kongressen i USA, hvor præsidenten ellers har trukket sin nation ud af de internationale bestræbelser på at bremse klimaforandringerne. Og han er optimistisk i forhold til at få det til at ske (omend planen, man har kunnet enes om, i første omgang omfatter en relativt beskeden CO2-pris, som skal stige gradvist).

Jeg tror, at vi kommer til at lægge en høj afgift på udledninger kloden over meget snart,” siger Robert Litterman.

Hvis USA kommer op på 40 dollars per ton, så tror jeg, at resten af verden også meget hurtigt vil komme op på 40 dollars per ton. Og det tror jeg vil have en meget stor effekt på mængden af udledninger og på, hvor hurtigt følgeskaderne vil blive reduceret. Selvfølgelig er den optimale pris i vores model meget højere, og jeg siger ikke, at vi vil nå frem til det optimale niveau. Men jeg tror ikke, at folk i dag har en forventning om, at vi vil nå op på 40 dollars per ton inden for fem år. Den forventning har jeg.”