Tidligere i år oprettede 23-årige Sarah Salehi fra den fattige Gilan-provins i det nordlige Iran en konto på Instagram. Hun var desperat; uden arbejde, tynget af gæld og ikke i stand til at betale for flere af sin kræftramte mors kemobehandlinger. “Jeg vil gerne sælge min nyre. Send privatbesked for mere info. Blodtype: 0”, skrev hun i sin profiltekst og tilføjede hashtags som #nyre-til-salg og #køb-en-nyre. Et par dage efter landede en besked i hendes indbakke. “Hej søster! Har du solgt din nyre?” skrev en mand, der kaldte sig Mahmoud. Han ville gerne hjælpe.

Eller det vil sige: I virkeligheden hedder Sarah slet ikke Sarah, og hun er heller ikke desperat efter at kunne finansiere sin mors kemobehandlinger. Hun hedder Kolahleh Parsa og er journalist på et iransk eksilmedie Zamaneh Media, der har base i Amsterdam. I ugevis gik hun undercover på iransk Instagram for at afsløre, hvordan organhandlen i landet er rykket online og har gjort det forbløffende friktionsfrit at tjene penge på at købe og sælge nyrer. Resultatet kom i stand i samarbejde med Danwatch og er blevet delt med os på Zetland.

Mahmoud, til gengæld, han findes altså. Sandsynligvis har han et andet navn, men han er en af de mellemmænd, der bidrager til handel med menneskeorganer; en på alle måder omkostningsfuld kommercialisering af kroppen, der tager form i svært gennemskuelige netværk – lokale såvel som globale, online såvel som offline – og som i stadig større omfang rammer verdens mest udsatte.

I 2018 blev der ifølge Global Observatory on Donation and Transplantation foretaget 95.479 nyretransplantationer på verdensplan. Det lyder måske af meget, men det matcher på ingen måde efterspørgslen. Alene i USA slutter 3.000 sig til ventelisten hver eneste måned, og i Europa vokser den med seks hver eneste time. Netop af den grund har der etableret sig et vidtforgrenet illegalt marked for handel med nyrer, blandt andet i Iran. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) foregår mellem fem og ti procent af alle organtransplantationer med ulovligt erhvervede organer. Det svarer til mellem 7.000 og 14.000 indgreb om året. Og langt de fleste af dem er nyretransplantationer. Syge (og ofte ganske rige) mennesker, der står langt nede på ventelisterne, vil gerne købe, og fattige mennesker som Zamaneh Medias “Sarah”, der har desperat brug for penge, vil gerne sælge.

Den internationale viden om det eksakte omfang af illegale organhandler er imidlertid begrænset. De, der udfører dem, er, sjovt nok, ikke interesseret i at lade sig dokumentere, fortæller Suzanne Hoff, international koordinator ved La Strada International, en europæisk samleorganisation for ngo’er, der bekæmper forskellige former for menneskehandel. Ifølge et groft estimat fra Global Financial Integrity, en Washington-baseret tænketank, er den årlige markedsværdi dog op mod 1,7 milliarder dollars.

Spørger man Alexis Aronowitz, kriminolog ved universitetet i Utrecht og forfatter til flere bøger om human trafficking, er der da også al mulig god grund til, at den globale organhandel skulle trives særligt godt i disse år. “De seneste årtiers globalisering og digitalisering har uden tvivl intensiveret og forbedret mulighederne for handlen med organer. Dagens samfund giver de optimale vilkår,” siger hun.

Efterspørgslen efter nyretransplantationer har været større end udbuddet, så længe det har været medicinsk muligt at foretage dem. Men den dybt forbundne verden, vi lever i i dag, har ændret noget. Den har skabt en global markedsplads, hvor man kan forbinde vidt forskellige folk vidt forskellige steder. Det har ikke bare åbnet klodens økonomier, det har også muliggjort former for kriminalitet, vi ikke så i samme udstrækning før. For eksempel organhandel.

Da “Sarah” gik i gang med at skrive med Mahmoud, fortalte han som det første, at han selv havde solgt sin nyre. Det var tre måneder siden, og det var gået fint, skrev han til hende. På opfordring fra Mahmoud gik “Sarah” videre til en Instagram-bruger under aliasset khak_6587. Han skulle være en af de store spillere på det iranske nyremarked, fik hun at vide. Khak_6587 svarede også hurtigt, men noget mere brysk. Han spurgte om “Sarahs” alder, højde, vægt, blodtype, bopæl og civilstand og gav hende så besked på at overføre 300 tomans – svarende til cirka 450 kroner – i procesomkostninger. “Hvis du sætter pengene ind klokken 14 i dag, så starter vi med det samme. Al transport dækkes også af modtageren,” skrev han. Han lovede også, at hendes betaling ville blive sat ind på hendes bankkonto dagen inden operationen, at indgrebet ville blive foretaget af en dygtig læge på det anerkendte Labbafinejad Hospital i Teheran – “de kalder det Nyrehospitalet”, forklarede han – og at hun ville kunne komme hjem efter tre dages indlæggelse.

Der findes ingen FN-traktat mod det, som “Sarah” her har begivet sig ud i. Men der er ingen tvivl om, hvad verdensorganisationen mener. I 2018 vedtog FN’s Generalforsamling en resolution, som opfordrede alle 193 medlemslande til at forbyde og bekæmpe organhandel. WHO aftalte en lignende allerede i 2010. I organisationens såkaldte Guiding Principles on Human Cell, Tissue and Organ Transplantation hedder det således: “Celler, væv og organer bør kun doneres frivilligt og uden monetær betaling eller anden belønning med økonomisk værdi. At købe eller tilbyde at købe celler, væv eller organer til transplantation eller salg af disse fra levende personer eller fra slægtninge til afdøde personer bør forbydes.” Herhjemme tog Etisk Råd samme standpunkt i 2013. Organhandlen er vanskelig at “forsvare og retfærdiggøre”, skrev de i en længere redegørelse med særligt fokus på, hvordan for eksempel køb og salg af nyrer dækker over en systematisk udnyttelse af i forvejen trængte mennesker.

Faktisk er Iran det eneste land i verden, der ikke lever op til WHO’s opfordring om at kriminalisere organhandel. Det er fuldt ud legaliseret at modtage organer fra levende donorer, så længe det faciliteres af den statslige organisation The Charity Association for the Support of Kidney Patients (CASKP). Den administrerer det nationale transplantationssystem, som både modtagere og donorer skal søge om at blive optaget i. Men også her er ventetiden lang. Mahdi Shadnoosh, der leder afdelingen for Transplantation and Treatment of Diseases i det iranske sundhedsministerium, fortæller, at der står 8.600 patienter i kø til en organtransplantation. Antallet af gennemførte transplantationer ligger på cirka 2.000 om året. Med andre ord er den gennemsnitlige ventetid på fire år. Hvis alle patienterne vel at mærke overlever, indtil der er ledige organer – og det ser ikke ud til at være tilfældet. Ifølge hjertekirurg Farahnaz Sadegh Beigee fra Shahid Beheshti-universitetet i Teheran, dør 12 patienter i gennemsnit hver dag, mens de venter på et nyt organ. Det er mere end 4.300 om året. Otte ud af de ti, der ikke overlever, er nyrepatienter.

Det sorte marked, som Zameneh Media gik på opdagelse i, tilbyder et attraktivt alternativ til netop den virkelighed. Her kan utålmodige patienter, drænet af opslidende dialysebehandlinger, springe den lange kø over, og her kan økonomisk udfordrede melde sig som donorer i håbet om at score et livsforandrende beløb. Mellem dem står forskellige slags mæglere som Mahmoud og khak_6587, der gør, hvad de kan for at presse priserne op, og nogle læger og kirurger, der hellere end gerne lader sig korrumpere.

Hvad angår donorerne, kan man ifølge Alexis Aronowitz, bredt betragtet, inddele dem i forskellige kategorier. Der er dem, hvis nyre tages med vold, simpelthen. De bliver typisk kidnappet og bedøvet, måske endda dræbt, og så skåret i. Det er den slags, Kina er blevet beskyldt for at gøre mod medlemmer af den religiøse minoritet Falun Gong. Det kan også være, at de får opereret deres nyre ud, mens de er ved at få foretaget en anden operation.

“Der er masser af sådanne historier, men det er trods alt de færreste nyrer, der er fremskaffet sådan på det illegale marked,” siger hun. Så er det mere udbredt med dem, der er doneret frivilligt. Eller frivilligt og frivilligt. Der er i langt de fleste tilfælde tale om mennesker fra det globale syd, der af den ene eller anden grund har akut brug for at rejse en større sum penge på kort tid. De synes næppe, at det er lykken at gå af med et organ, men de finder det om ikke andet nødvendigt for at løfte sig selv og deres familie ud af fattigdom. Ligesom “Sarah”.

Af Zamaneh Medias research fremgår det da også, at det sorte marked er det klart mest lukrative. Mens CASKP, den statslige organisation for nyretransplantation, betaler mellem 20 og 35 millioner tomans til donorerne, så kan man, hvis man henvender sig til nogle af de mange mellemmænd på Instagram, angiveligt få op mod 300 millioner tomans – svarende til cirka 45.000 kroner – for sin nyre. Dertil kommer, at den iranske regering tager 1,2 millioner tomans for at indlemme donorer i det officielle system. Det er fire gange så meget, som “Sarah” blev afkrævet i procesomkostninger af mellemændene på Instagram.

I Egypten, et andet af organhandlens knudepunkter, har BBC dog kunnet fortælle, hvordan donorerne – typisk migranter, der håber på at kunne sende penge hjem til familien eller finansiere en smugler, der kan hjælpe dem til Europa – i næsten halvdelen af tilfældene slet ikke bliver betalt. Så står de dér og skranter; et organ fattigere og kun et traume rigere.

Modtagerne finder man i nogle helt andre samfundslag. Zamaneh Medias afsløringer røber ikke, præcis hvem der får de nyrer, som Irans fattigste lader transplantere, men de høje priser betyder, at det næppe kan være andre end de mest velstillede dele af den 81,8 millioner store befolkning. Der er uenigheder om det iranske fattigdomsniveau, men de mest pessimistiske opgørelser anslår, at op mod 40 procent af befolkningen lever under den internationale fattigdomsgrænse.

Belært af organhandlens sædvanlige bevægelser forestiller Alexis Aronowitz, kriminologen fra universitet i Utrecht, sig dog også, at der vil være udlændinge iblandt. I CASKP’s regi er det kun iranske statsborgere, der må modtage og donere nyrer, men på den uregulerede sortbørs er alle velkomne. Så længe man betaler.

“Det kan være, at en modtager – det kunne sagtens være fra Vesteuropa, men også et land som Saudi-Arabien – rejser til Iran for at få lavet transplantationen, eller måske fragter mægleren den iranske donor til enten modtagerens hjemland eller til et tredje land, hvor også modtageren er rejst til. Generelt set er den slags såkaldt organturisme faktisk det mest udbredte,” siger hun.

Det samme indtryk får man i en ny bog af Seán Columb, lektor ved Liverpool Law School. I Trading Life: Organ Trafficking, Illicit Networks and Exploitation beskriver han blandt andet, hvordan antallet af nyrepatienter, der rejser udenlands for at få foretaget en transplantation, er steget støt siden 1980’erne. Modsat af, hvad man måske skulle tro, er det dog ikke de allerrigeste, der typisk pakker kufferten. I en gennemglobaliseret verden er det muligt at tilbagelægge store distancer hurtigt, nemt og billigt, så mange af kunderne på det internationale organmarked er faktisk dem, der ikke har råd til at betale for en ny nyre derhjemme. For eksempel amerikanere, hvis sundhedsforsikringer ikke dækker transplantationer, skriver Columb. Selv om det ganske vist også kræver visse beløb at arrangere en tur til Iran, vil det ofte være billigere end at få en ny nyre i USA.

Umiddelbart skulle man tro, at illegal organhandel er til at komme til livs. Transplantationerne udføres ikke i mørke gyder, men på lyse operationsstuer. En nyre er ikke en pose kokain. Både dem, der foretager indgrebene, og dem, der henholdsvis modtager og afgiver en nyre, burde, sammenlignet med alle mulige andre former for kriminalitet, forholdsvis nemt kunne identificeres. Alligevel ser det ud til at halte med bekæmpelsen. Måske fordi sådan noget som en nyretransplantation fremstår helt anderledes legitim end for eksempel prostitution eller handel med hårde stoffer. Det mener i hvert fald israelske Asif Efrat, professor ved forskningscenteret Interdisciplinary Center i Herzliya nord for Tel Aviv. “Ved første øjekast ser organ trafficking hverken ud til at være skadeligt eller moralsk forkasteligt,” har han skrevet i The Washington Post på baggrund af et større studie om den globale indsats, eller rettere manglen på samme, mod forskellige former for menneskehandel.

Alexis Aronowitz lægger vægt på samme forhold. “Det er i hvert fald vigtigt at huske på, at de, der gerne vil købe en nyre, har en helt legitim årsag: De vil overleve,” siger hun. Kriminologens pointe er, at den lange ventetid på transplantationer heller ikke er holdbar. “I sidste ende kommer det an på de forhold, operationerne udføres under. Bliver enten donor eller modtager misbrugt, er det selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt. Men kan man håndhæve en stram regulering, ville det måske være muligt at lovliggøre køb og salg af nyrer,” siger hun. I sin bog er Seán Columb inde på noget af det samme. Men, som han citerer FN-organet UNODC, der arbejder for at bekæmpe hårde stoffer og kriminalitet, for, så kræver det en international koordinering af politiarbejde, toldadministration, grænsebevogtning, immigrationspolitik, sundhedsstandarder og juraen på området.

Det ligger der ikke bare en gedigen politisk opgave i at sikre. Det demonstrerer også organhandlens på alle måder grænseoverskridende natur. På det illegale nyremarked mødes oprigtige og fordægtige, sunde og raske, rige og fattige, østerlændinge og vesterlændinge. Handel med organer er dermed et tidstypisk fænomen. Ved at se på den får man ikke bare øje på nogle menneskers udsathed og andres privilegier. Man får også øje på, hvordan visse kriminelle aktiviteter simpelthen lever af det 21. århundredes globale forbundethed.