I byen Magadan går Elena alene rundt og protesterer. Hun har et lille skilt sat fast på sin rygsæk, når hun går ud, “Нет войне”, står der på det, “ingen krig”. Hun er en af de eneste i byen, der tør gøre sådan. I Magadan, en russisk havneby ved Det Okhotske Hav, så langt ude østpå, at Sibirien rammer vandet, er det, som om krigen ikke findes. Her går man på restaurant, til dans, ud på vandreture i bjergene, der omgiver byen. De få, der taler om krigen, siger, at den er retfærdig. Elena har skrevet til flere af sine venner, men mange blokerede hende, og kun to svarede. De var for bange, skrev de, til at protestere. Så nu står hun alene på gaden i en hvid vinterjakke og med en rød hue på. “Нет войне”.

Elena er sådan set også bange. I lørdags fik hun en sms fra et nummer, hun ikke kendte, og i den rådede denne ukendte afsender hende til at “være forsigtig”. Hun slettede beskeden og blokerede nummeret, og hun ved stadig ikke, hvem den var fra. Måske, tænker hun, var den fra FSB, Ruslands føderale sikkerhedstjeneste. Det håber hun virkelig ikke, for hvis den var, kan hun være på vej til at blive anholdt ligesom de over 8.000 andre russere, der er blevet taget af politiet siden invasionen af Ukraine den 24. februar, fordi de protesterede imod den.

Den truende sms har dog ikke fået Elena til at stoppe med sine protester. Så længe hun kan, vil hun fortsætte. Det er vigtigt for hende, at jeg bruger hendes fulde navn, Elena Nikolaevna Kuznetsova.

“Jeg har besluttet, at jeg vil kæmpe. At jeg vil tale om, hvad der foregår,” skriver hun til mig. “Jeg er læge og pacifist, og disse mord bliver begået i mit navn. Jeg betragter mig selv som kosmopolit. Og jeg anser ikke de mennesker, der angriber Ukraine, for at være mine landsmænd. De er fascister.”

Hun skriver, at hun har ukrainske venner, der lige nu gemmer sig for de russiske soldater i Ukraine.

“En af dem er i denne gruppechat.”

En anden avatar dukker op i venstre side af skærmen, Elena og jeg er ikke alene i chatten. Hun har inviteret mig ind i en samtale, der har været i gang siden invasionen.

“Jeg er her,” skriver Yulia.

Når Vladimir Putins russiske hær angriber Ukraine, angriber den et broderfolk. Den officielle fortælling i Rusland er den, at hæren er der for at beskytte især det russisktalende mindretal i Østukraine, russernes såkaldte landsfæller, fra et fascistisk styre i Kyiv, men også, at de er der for at beskytte ukrainerne som sådan. Også de af dem, der taler ukrainsk, er i den russiske fortælling et broderfolk.

Kolde tal bakker fortællingen i hvert fald til dels op. I en undersøgelse i 2011 sagde 49 procent af de adspurgte ukrainere, at de havde familie i Rusland, og fire år senere, i 2015, konkluderede en folketælling, at der boede 2,6 millioner ukrainske statsborgere i nabolandet.

Det paradoksale i den russiske fortælling er således, at brødre nu slår brødre ihjel. Indtil videre har den russiske hær ifølge de ukrainske myndigheder dræbt over 2.000 civile ukrainere, og i den ukrainske hær har omkring 1.500 soldater ifølge amerikanske kilder mistet livet. Russerne medgiver efter længe at have fastholdt, at kun én mand var blevet dræbt, at 498 af deres soldater nu er døde på ukrainsk grund. Ukraines regering mener at vide, at over 9.000 russere er døde. Alle tal skal tages med alle forbehold, men uanset hvad dør mennesker altså, og krigen er blot en uge gammel. Den har kilet sig ned mellem familiemedlemmer, mellem elskende og mellem venner, fanget på hver sin side af fronten. To af dem er Elena og Yulia.

I en by lidt syd for Kyiv sidder Yulia Liubshyna og fremstiller molotovcocktails. Hun har dækket vinduerne til og for længst købt stort ind af mad og medicin, for hun og hendes mand havde godt hørt om de russiske styrker, der samlede sig omkring Ukraine. Kælderen er gjort klar til, hvis russerne begynder at bombe her, men indtil videre er det kun gået ud over nabobyen, der huser en militærbase.

“De skyder mest, når mørket falder på, men selv i løbet af dagen, hver halve time, kan vi høre raketangreb,” skriver hun nu i gruppechatten. “Alle butikker er lukkede. Byen er i undtagelsestilstand. Frivillige har samlet sig og går på patrulje. På invasionens første dag meldte der sig tre gange så mange som nødvendigt. Nogle blev fornærmede over kun at blive sat i reserve. Folk står i kø i otte timer for at donere blod.”

Elena og Yulia mødte hinanden i Kyiv, det var tilbage i 2006. Dengang var de unge, som Elena skriver. Der var mange årsager til, at de blev venner. For eksempel var deres sønner lige gamle, og de var begge lige blevet skilt. Men først og fremmest delte de værdier. Humanitære værdier og et globalt udsyn. De kunne tale om psykologi, bøger, musik og livet i det hele taget, og da Elena tog hjem til Rusland, holdt de kontakten.

“Det var på grund af Elena, at jeg mødte min mand,” skriver Yulia og laver så den østeuropæiske variant af smileyen, en parentes uden vores kolon. “Jeg var jo nyskilt. Elena bloggede på en datingside og overtalte mig til at lave en konto, så jeg kunne læse om hendes liv.” Yulia endte hurtigt med at bruge datingsiden til mere end bare dét. Hun mødte en kunstner fra Kyiv, Igor. “Vi blev forelskede, og tre år senere blev vi gift,” skriver hun. “Nu har vi været sammen i 12 lykkelige år. Jeg er lykkeligt gift og taknemmelig over for Elena, som på den måde gjorde den lykke mulig.”

I de første tre døgn efter Ruslands angreb på hendes land sov Yulia sammenlagt to timer, skriver hun så. Nu bruger hun dagene på at holde sig orienteret om fronten på tv og på at bage brød til sig selv og sine naboer. Hun er psykolog og tilbyder onlinesamtaler til dem, som måtte have brug for det, og så fremstiller hun altså molotovcocktails.

“Min mand befinder sig i Kyiv med sin mor, som er 92 år gammel. Stemningen der er rastløs, man kan ofte høre russisk artilleri. Jeg er bekymret for ham. Bedstemor sidder i kørestol, så han triller hende ned til et beskyttelsesrum to eller tre gange om dagen, når luftalarmen lyder. I går fangede man på taget af huset ved siden af det, han opholder sig i, en russisk sabotør, som stod og guidede artilleriet. Mens jeg skrev det her, hørte jeg fem eksplosioner. Glasset i vinduerne ryster.”

I 2017 blev Elena og Yulia uvenner. De skriver ikke meget om hvorfor, blot at de skændtes, og at det mere end så meget andet bundede i en misforståelse. Efter det talte de ikke sammen i mere end fire år. Ikke indtil krigen bragte dem sammen.

Da Vladimir Putins hær invaderede Ukraine tidligt om morgenen den 24. februar, ville Yulia vide, hvad den eneste russiske kvinde, hun kendte, tænkte. Hun gik ind på Elenas profil på Facebook og så, at Elena på sit profilbillede havde sat et lille ukrainsk flag. Det imponerede Yulia, skriver hun, at Elena havde gjort det, når man i Rusland som minimum risikerede at blive anholdt og endda, mente i hvert fald Yulia, kunne miste sit liv for den slags. Det var både modigt og værdigt. Hun skrev en besked til sin gamle veninde:

“Lena, jeg husker. Uanset hvad der er sket mellem os, husker jeg, hvordan du havde det for otte år siden, og jeg takker dig for at holde fast i din overbevisning. Det er modigt, når man befinder sig i din virkelighed, og min respekt værd.”

Når Yulia skrev om “for otte år siden”, mente hun, at Elena også havde opponeret mod Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014. Elena svarede, at hun var så bekymret for Yulia.

“Alle vores tidligere uenigheder gav ingen mening i lyset af krigen,” skriver hun nu.

“Hvordan føltes det at få sin veninde tilbage?” skriver jeg.

“Egentlig var vi på en måde allerede forenede,” skriver Yulia. “Vi befinder os på en måde i den samme situation. Jeg forsvarer mit land. Og jeg er virkelig taknemmelig over for Elena, fordi hun har modet til at stå op imod fascisterne i sit land.”

Yulia havde mange gange været inde på Elenas Facebook-profil for at holde lidt øje, og hver gang havde hun glædet sig over hendes succeser som læge i byen for enden af Sibirien. De faldt naturligt ind i deres gamle venskab.

“Jeg ville ønske,” skriver Elena, “at jeg kunne være ved Yulias side, nu hvor hendes land bliver beskudt af fjenden. Jeg har intet til fælles med de mænd, som angriber Ukraine nu. Det forekommer mig, at det er mennesker uden idealer eller hjemland. Jeg forstår, hvorfor Yulia er så stolt af Ukraine.”

Som sådan taler Elena ind en udbredt analyse blandt iagttagere af Vladimir Putin: Han har mistet forbindelsen til i hvert fald dele af sit folk. I årevis var han i stand til at forme russerne igennem dels propaganda, dels reel økonomisk stabilitet, men især den yngre generation ser andre steder hen end de statslige medier, og økonomien har efter år med fremgang nu været på vej nedad i nogen tid. Putin frygter ungdommen, lyder analysen. Han har ikke længere råd til at lade være.

Nu kaster han så bomber i Kharkiv, en millionby, hvor næsten alle taler russisk, og hvor den russiske kultur er grundfæstet i det meste. Derfra er der kun 50 kilometer til Rusland. Følelserne, man nu hører udtrykt af hans ofre inde i byen, går på, at man var en stolt russer, men at man nu har mistet alt for det land, man så op til.

“Jeg er født i Ukraine og vil forsvare det til sidste blodsdråbe,” skriver Yulia fra syd for Kyiv. “Her er mine slægtninges grave, mine kirsebær, mine æbletræer og roser. Det er her, min søn blev født.”

Elena har fået en besked fra sin arbejdsplads i russiske Magadan. I den står: “Kære kollegaer. For jeres egen sikkerheds skyld og på grund af de seneste begivenheder og den nuværende situation i vores og flere andre lande: Lad venligst være med at udtrykke jeres politiske holdninger på de sociale medier. Hvis I vil gå ind i politik eller i krig, så sig op, og gør det.” Og længere nede: “Myndighederne holder øje.”

Elena frygter, at en anholdelse kan være lige oppe over, men på trods af det og på trods af, at det russiske underhus arbejder på en lov, som skal give 15 års fængsel for at udbrede såkaldt falske nyheder om den såkaldte specialoperation i Ukraine, har hun ikke tænkt sig at stoppe med at protestere eller ytre sig på Facebook. Hver gang hun forlader sit hus, fæstner hun sit lille skilt til sin rygsæk. “Нет войне”. Hun spørger, om jeg vil kunne hjælpe, hvis hun bliver arresteret. Jeg svarer, at jeg ikke ved, hvad jeg i sådan en situation ville kunne gøre, men at hun må love at holde kontakten.

Yulia skriver, at hun siden annekteringen af Krim i 2014 havde håbet, at Putin ville lade resten af Ukraine være. Hun skriver om sin søn, som arbejder som programmør, om sit hus, sin have, deres tre katte og den enkelte hund, en spaniel: “Jeg har noget at elske og beskytte.”

Hun skriver om alt det, hun og Elena engang drømte om at gøre sammen.

“Vi drømte om at rejse. Jeg ville vise Elena Karpaterne og Vestukraine, som jeg kender så godt – Lutsk, Lviv, Mukatjevo. Jeg tror, at Ukraine kan slå angriberen tilbage, og at vi kan opfylde vores drøm. Slottet i Kamjanets-Podilskij, operahuset i Lviv, bakkerne i Kyiv, Odessa og havet omkring Krim vil stadig se os.”

Jeg siger, at jeg håber, de begge passer på sig selv, og vi aftaler endnu en gang at holde kontakten. Jeg siger farvel.

“Tak, Andreas,” skriver Yulia. Og: “Jeg elsker dig, Lena.”