Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Per Vismark Larsen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Marokkos klimapolitik ligger ti pladser over Danmarks på en ny hitliste. Hvad kan de, som vi ikke kan?

STORTDe endeløse rækker af solvarmepaneler udgør blot en del af Marokkos klimaindsats. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Hvert år bliver de mest CO2-udledende lande rangeret, og Sverige har hidtil været klassens duks. Det overrasker ikke. Men i de senere år har Marokko til de flestes overraskelse været helt i top – senest nummer to. Dette er historien om hvorfor.

Tårnet er opført med et eneste formål: at vise besøgende omfanget af parken – og slå benene væk under dem. Vi har sådan set fået en ganske god fornemmelse af stedets spektakulære størrelse under den lange indkørsel i bil. Men det er først heroppe, det virkelig trænger ind.

Imens elevatoren med glasruder ud til ørkenlandskabet går i vejret, åbenbarer Noor I sig til venstre, Noor II lige frem og Noor III til højre. De to førstnævntes lange rækker af fire meter høje parabolformede solvarmepaneler strækker sig helt ud til horisonten. Og den tredje del af parken ligner næsten et tempel med det 246 meter høje solkraftstårn i midten – den højeste bygning i Afrika i øvrigt. Rundt om strækker cirkulære rækker af spejle, der dirigerer solen stråler, sig ud mod horisonten. Noor betyder lys på arabisk.

Alt i alt fylder sol-anlægget her, 12 kilometer uden for byen Ouarzazate i det sydøstlige Marokko, knap 2.000 hektarer – i runde tal svarende til mindst 2.000 store fodboldbaner. Prissedlen lyder på 3,3 milliarder dollars, og anlægget leverer 580 megawatt til to millioner mennesker på det marokkanske elnet, hvilket i hvert fald en tid gav det titlen som verdens største solenergipark. Den rekord er dog mindre vigtig – den vil blive slået igen og igen de kommende år. Det er langt mere interessant at se på Noor-solenergiparken som en del af Marokkos generelle og meget ambitiøse klimapolitik.

Det nordafrikanske monarki har de seneste fem år været blandt de fem lande i verden med den bedste klimapolitik – og allersenest, i 2019, er landet nummer to. Det har den tyske ngo Germanwatch, der står bag The Climate Change Performance Index (CCPI), i hvert fald vurderet. På samme indeks har Danmark en 15.-plads – op fra 17 i 2018.

Eller ret skal være ret. De giver Marokko en femteplads, Sverige en fjerdeplads og så lader de, ligesom de har gjort alle år, tredje- anden- og førstepladsen stå ubesat, fordi der ikke er nogen lande, der har en klimapolitik, der faktisk lever op til Paris-aftalen – men det er en anden snak.

Marokko har reelt verdens næstbedste klimapolitik – en gradvis stigen i graderne fra en 15.-plads i 2014 – og det har de især på grund af en massiv udrulning af bæredygtig energi som her i prestigeprojektet Noor Ouarzazate. Helt specifikt ønsker Marokko at nå op på 42 procents bæredygtig energi i 2020 (det har de nået allerede i 2019) og 52 procent i 2030.

Nu er en tysk interesseorganisation, der helt generelt ikke er voldsomt imponeret over verdens nationers klimapræstation, ikke den mest oplagte til et begejstret citat. Marine Pouget, der har haft ansvaret for evalueringen af Marokko – og godt nok også er fra Frankrig – kan dog svinge sig op til en enkelt rosende linje:

Marokko er godt på vej til at implementere energiskiftet, og det er alle tiders.”

Og så går hun ellers i gang med at ridse alt det, landet mangler at gøre, op. Men det gemmer vi lige lidt. Som Marine Pouget indikerer, er det især på grund af udrulningen af grøn energi, at Marokko lander så højt. Ifølge deres beregninger blev produktionen øget med 230 procent de seneste fem år, de målte. De scorer også pænt i forhold til udledning af drivhusgasser per capita og okay, når det kommer til klimapolitik. Til gengæld halter det noget med den fjerde og sidste kategori, energieffektivitet.

MOD HIMLENMed sine 246 meter er solkraftstårnet her i Marokko den højeste bygning i Afrika. Det smeltede sand i tårnets indre kan lagre energi i otte timer. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Nogle timers kørsel mod nordvest finder vi et andet eksempel på Marokkos ambitiøse klimapolitik. I det finansielle centrum Casablanca begynder vi med at hoppe på en af de splinternye eldrevne sporvogne. Den bringer os ubesværet frem til Gare Casa Voyageurs, byens hovedbanegård, der også er helt ny og med masser af schwung. En gigantisk marmortrappe bringer dem, der ikke gider rulletrappen, op på den store mezzanin over banelegemet, hvor vi dropper Starbucks, shopping og McDonald’s til fordel for omgående billetkøb. Vi skal have to billetter til hovedstaden Rabat med højhastighedstoget Al-Boraq, det første af sin slags i Afrika. Det går hele vejen op til Tanger, der er porten til Europa, og de 350 kilometer klares på 2 timer og 10 minutter med to stop undervejs – det er over dobbelt så hurtigt, som rejsen varede, før højhastighedstoget havde sin jomfrutur i november 2018. Til sammenligning tager de 304 kilometer fra København til Aarhus med DSBs InterCity-lyntog 2 timer og 51 minutter.

Turen til Rabat tager 45 minutter (mod to timer før), og vi får et par af de sidste 2.-klassepladser til den nette pris af 72 kroner per styk. Det er godt 30 kroner mere end med det almindelige tog, men selv om prisen har fået kritik, så er der altså regelmæssigt udsolgt, og det er primært marokkanere, der er med. Dem møder vi et par af i cafévognen – der sælger et enkelt måltid samt snacks, slik og drikkevarer.

Zakaria Drhiy er 28 år og arbejder i et callcenter – og så han er generelt ret kritisk over for regimet. Al-Boraq-toget kan han dog ikke være sur på:

Det er virkelig godt med investeringer i grøn teknologi.”

Han medgiver også, at der i disse år er en positiv udvikling i Marokko. Der er en positiv vækst, og arbejdsløsheden er faldende, ikke mindst takket være de fabrikker som europæiske bilvirksomheder har åbnet omkring Tanger. Og ja, ledigheden er stadig på ret høje ni procent, men sammenligner man det med nabolandene, er det ganske flot (Tunesien: 15,5 procent; Algeriet 12,1 procent). Men, siger Zakaria Drhiy:
Udviklingen betyder ikke så meget for almindelige marokkanere.”

Fatima Erzahra Haidar på 30, der arbejder for et rejseselskab, er mere specifik i sin kritik. Hun er begejstret for højhastighedstog og grøn energi og synes, der er brug for begge dele, men det betyder ikke, at staten ikke skal bruge penge på for eksempel skoler og hospitaler, som hun siger.

Så vidt så godt. Vi går tilbage til vores pladser. Selv på 2. klasse er sæderne det mest rummelige, vi har oplevet på både tog og fly på rejsen. Der er behagelig aircondition-temperatur, og uden for vinduet kan vi, mens toget kommer op i nærheden af de 320 kilometers topfart, se Atlanterhavet det meste af vejen. Hvis planen holder, kan man i 2040 gøre det hele vejen til Agadir i syd – inklusive et ben nummer to fra Rabat til Fez og Oujda i nordøst. I alt skal højhastighedsbanen binde landet sammen og dække en strækning på 1.300 kilometer.

Vel fremme i Rabat, der i øvrigt også har en topmoderne ny banegård, finder vi vej til Marokkos Agentur for Solenergi, MASEN. Det er en privat, men offentligt støttet virksomhed med ansvar for at rulle målene for bæredygtig energi ud.

Her har vi en aftale med udviklingsdirektør Tarik Hamane, der er uddannet ingeniør og derfor både har styr på det tekniske og de store politiske rammer. Han har også en fortid i Marokkos myndighed for elektricitet og drikkevand, hvor han havde ansvar for landets vindenergi, og er i det hele taget virkelig godt inde i, hvad der foregår på klimaområdet her. Og så er han stolt på sådan en meget afdæmpet ingeniørmåde. Han vil godt vedkende sig, at det, Marokko har præsteret, er huge”, og han fortæller også gerne om, hvordan den præstation har gjort det lettere for andre at følge eksemplet – og at MASEN af samme grund er blevet aktør i flere lande i Afrika.

Han peger selv på solcelleparken, hvor vi langtfra var de eneste besøgende. Hver dag kommer der delegationer fra hele verden. Men da vi spørger, om Marokko rent faktisk er ledende i Afrika, svarer han, at vi gør vores bedste”, og da vi spørger ind til perspektiverne i at have den prestige, som Marokko nyder, lyder svaret:

Det vigtigste er at bevare prestigen! Så nu er planerne større. Vi har taget et godt skridt fremad, men nu skal vi tage de næste.”

Det er ikke tom snak. Tidligere i år blev aftalerne for den første del af Noor Midelt underskrevet, og bare lige for at understrege pointen med, at rekorder er til for at blive slået, så bliver det et solenergianlæg på 800 megawatt – altså 220 mere end Noor Ouarzazate. (Den nye solcellepark slog i øvrigt også en anden rekord med den laveste pris per kilowatt-time nogensinde: under 50 øre). Dertil kommer, at den anden frontlinje i Marokkos grønne omstilling, vindenergi, buldrer derudad med endnu højere hastighed. Der er allerede 2.500 megawatt installeret, og det samme er på vej. Atlanterhavsblæsten langs den lange kystlinje har mindst lige så stort potentiale som solen over ørkenen inde i landet.

Den tredje komponent er vandkraft, som Marokko faktisk har haft i mere end 70 år. Interessant nok arbejder landet med at kombinere vandkraft med såkaldt tyngdekraftslagring. Her bruger man overskydende energi til at pumpe vand op i et højtliggende reservoir, hvorefter det så genererer energi, når man lader det løbe tilbage. Lagring er i det hele taget en del af den store plan: Solcelleparken, vi besøgte, har op til otte timers lagring (det sker i såkaldt molten salt). Det er rekord og meget tæt på at sikre elektricitet natten over.

Alt i alt kommer Marokko til at investere ni milliarder dollars i bæredygtig energi, når de nuværende planer er rullet ud. Derefter kommer der, som Tarik Hamane siger, nye skridt.

VIGTIGTarik Hamane har ansvaret for at gøre nogle af Marokkos ambitiøse mål for bæredygtig energi til virkelighed. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Det store, gyldne spørgsmål, som en lang række udviklingslande altså også stiller, er: Hvordan gjorde I? For at besvare det er det vigtigt først at fortælle hvorfor, synes Tarik Hamane. Der er tre årsager:

  1. Marokko producerer ikke selv olie, gas eller kul, så da priserne steg voldsomt på de to førstnævnte i 2007-2008, ramte det betalingsbalancen hårdt. Det er simpelthen mere sikkert selv at producere sin energi.

  2. Landet har som sagt masser af sol og masser af vind, og med pris- og teknologiudviklingen på de tilhørende energikilder gav det simpelthen mening at rulle det ud.

  3. Marokko er meget bekymret for klimaforandring, fordi konsekvenserne allerede rammer hårdt, især landets landbrug. Vandmangel er et stort problem, og det bliver kun værre.

Sidstnævnte er mere pisk end gulerod, men det driver i hvert fald styret til at blive stadig mere ambitiøse. Tarik Hamane har således viden om, at man snart vil skrue 2030-ambitionen op fra 52 til 60 procent.

Og så kommer hvordan: For det første har hele værdikæden – hele vejen fra kongen ned til alle agenturerne – været med. Det er vigtigere, end man skulle tro. For det andet tilpassede regeringen som det allerførste lovgivningen intelligent, hvilket kort sagt vil sige, at den satte gnidningsfrie rammer op for de store målsætninger. Og endelig har det været afgørende at have de rette, kompetente folk på de rigtige poster. Tarik Hamane siger det ikke selv, men det er sådan nogle som ham – højtuddannet i Frankrig med solid erfaring fra hele branchen. Dertil kommer, at Marokko har nydt godt af fordelagtige lån fra de store IFIer (internationale finansielle institutioner).

Som udviklingsdirektøren ser det, er der i dag ikke nogen undskyldning for ikke at kopiere Marokko. Det er rigtigt, at alle lande skal med, for at det faktisk virker bremsende på klimaforandringerne, men det bør ikke være en sovepude. Begynd med jer selv, siger han. Teknologien er modnet, og priserne mere end konkurrencedygtige. Det giver simpelthen økonomisk mening. De største udfordringer er, at man skal have udviklet sit energinet, og at man skal løse lagringsproblematikken, altså udfordringen med at gemme sol- og vindenergien til, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.

Men det er håndterbart,” konstaterer han med en pragmatik så klar, at man næsten vender sig automatisk mod ingeniørdiplomerne på væggen.

Så hvordan løser vi klimakrisen?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel er del af en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.

Men er de så i mål? Nej. Det ved Tarik Hamane godt, og hvis han skulle være i tvivl, kunne han overveje at ringe til Tyskland, hvor Germanwatch står parat til at fortælle verdens lande, hvor meget de halter bagefter på klimafronten. Selv Marokko. Ursula Hagen er talskvinde for ngo’ens rangering af landene, og hun er ligesom kollegaen tilfreds med Marokkos arbejde på at omstille til bæredygtig energi, men utilfreds med graden af energieffektivisering og arbejdet med at gøre hele energisystemet bæredygtigt. Marokko har for eksempel stort set intet gjort for at gøre byggesektoren grøn eller for at omstille transportsektoren. Og så er folkene i Germanwatch en smule bekymrede for, om Marokko på sigt vil begynde at udvinde olie ud for Vestsahara, som Marokko reelt har besat. Men det er en helt, helt anden historie.

Konklusion: Marokko er bestået, endda foran stort set alle de vestlige lande, der normalt smykker sig med grønne førertrøjer. Men der er også plads til forbedring.

Det er Nezha El Ouafi fuldt bevidst om. Som viceminister i Ministeriet for energi, miner og bæredygtig udvikling med særligt ansvar for sidstnævnte er hun en af dem, der har ansvaret for den samlede klimapolitik. Som en klassisk politiker begynder hun med at gøre opmærksom på de mange gode tiltag, Marokko har lavet. Landet har ud over det allerede nævnte således droppet støtte til benzin, diesel og olie samt indført et forbud mod plastikposer. Men ja, det halter med energieffektivitet, genbrug af affaldsressourcer og grøn transport. Vi ser for eksempel ikke en eneste elbil i de syv dage, vi er i landet.

Der er dog planer for det hele, forsikrer hun og kommer med en længere smøre om strategi, eksekveringsplaner og evaluering. Så er Tarik Hamane mere konkret. Han fortæller, at Marokko ligesom flere andre ulande kigger på de tohjulede transportformer samt busser først i forhold til den krævede elektrificering, og så er han i øvrigt helt afklaret med, at der forestår en kæmpeindsats i bygge- og boligbranchen. Det kommer til at kræve en massiv kulturel forandring, og det er svært, ikke kun for Marokko, men for de fleste lande.

Vi ser på, hvad vi kan gøre,” lover han, og så peger han på, at det altså alt sammen fortsat vil kræve bæredygtig elektricitet for rigtig at blive relevant.

Og så er vi tilbage ved solcellerne ved Ouarzazate. Den relativt lille by, der årligt har en del turistbesøg, kalder sig selv for Porten til Sahara’, og man skal ikke meget langt ud af byen mod øst og ud i ørkenen, før man uvilkårligt begynder at tænke på perspektivet i de – næsten bogstaveligt talt – uendelige vidder. Især stykkerne med flad stenørken som der, hvor Noor-parken ligger, skubber til fantasien: Her kan virkelig være mange solpaneler, solfangere og så videre.

Det er vi ikke de eneste, der har tænkt. Idéen med at udnytte den enorme Sahara-ørkens solkraft blev faktisk luftet første gang lige før Første Verdenskrig og igen lige efter Tjernobyl-ulykken i 1986, men den brede forståelse kom, efter at et speciale fra 2005 af Nadine May fra Det Tekniske Universitet i Braunschweig i Tyskland gik viralt. I specialet beregnede hun, hvor meget af Sahara, der skulle dækkes af solenergi for at dække energibehovet for henholdsvis Tyskland, Europa og verden – og så havde hun lavet et kort for at illustrere. Det var det, der blev spredt på sociale medier verden over:

VIRALTSå store (eller små) områder af Sahara skulle der til, før solenergi kunne dække energibehovet for Tyskland (D), en række europæiske lande og verden (welt). Kort: Nadine May

Pointen, hvis du skulle være i tvivl: Det er relativt små områder, der er brug for.

Partikelfysikeren Gerhard Knies, der lavede sine beregninger efter Tjernobyl-ulykken, illustrerede ørkeners generelle potentiale med følgende konklusion: På bare seks timer modtager verdens ørkenområder mere energi fra solen end den energi, den samlede menneskehed bruger på et år.

Der er selvfølgelig langt fra beregningerne til rent faktisk at tappe’ så meget energi, men det var lige præcis, hvad Desertec blev skabt for at gøre i 2003. Desertec er et udviklingsprojekt, der blev stiftet på foranledning af en uformel sammenslutning af forretningsfolk og forskere – Rom-klubben – sammen med Jordans Nationale Energiforskningscenter. De præsenterede en storstilet plan, der skulle integrere Europa og Nordafrikas energinet og hjælpe den grønne omstilling på vej via et væld af især solenergiinstallationer i Sahara.

VISIONSådan så den ud, Desertecs storstilede energiplan for Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Kort: Desertec

Den plan går det så ikke specielt godt med at realisere (omend Desertec stadig eksisterer, men i dag snarere som en lobbyorganisation). Til gengæld er Noor-solcelleprojekterne og et lignende projekt på tegnebrættet i Tunesien ved at opnå det samme på egen hånd. Hvis alle lande i Nordafrika var lige så ambitiøse som Marokko, ville der ikke gå lang tid, før virkelighedens kort ville ligne den oprindelige vision. Marokko har endda også øje for en ofte overset komponent i Desertec-drømmen: desalinering. Det er afsaltning af havvand, så det kan drikkes eller bruges til vanding.

Det ved Tarik Hamane – naturligvis, fristes man til at sige – også alt om. Marokko har nemlig for ganske nylig taget første spadestik til et storstilet desalineringsanlæg i Agadir. Det skal (også) blive verdens største af sin art og skal lige præcis løse den problematik, som klimaforandring har skabt i Nordafrika, Mellemøsten og mange andre steder: mangel på ferskvand.

Koblingen til vand ligger for alvor ingeniørdirektøren på sinde. Han læner sig fremad på stolen og hæver stemmen en smule. Det næste skridt, ikke bare for Marokko, men alle lande, er at stoppe med at se på energi uafhængigt af anden politik, men som en del af en neksus, altså en sammenhæng. I tilfældet Marokko bør enhver politik især sammentænke genanvendelig energi med landbrug og vand. Landbruget – og befolkningen – har brug for vand, og et solanlæg som Noor har faktisk også brug for vand til nedkøling og rengøring. Af samme grund arbejder de marokkanske myndigheder på en helt oplagt direkte elledning mellem Noor Ouarzazate og vandanlægget i Agadir.

Som jeg ser det, er den egentlige udfordring ikke længere at bevise, at vi kan producere energi til konkurrencedygtige priser og i stort omfang. Det beviser vi nu. Den egentlige udfordring er at få integreret de forskellige systemer,” konkluderer Tarik Hamane tørt.

Efter en rundtur i bil og til fods i Noor I beder vi den vagtchef, der eskorterer os, om at komme op i tårnet igen. Det er især for fotografens skyld, for solen går snart ned, og det er den gyldne time – også selv om vi er her på en af de fire-fem dage årligt med dagsregn. Det er helt fint, svarer vagten, der hedder Lahcen Grou. Han er en lav mand med et bredt ansigt, der har arbejdet her i fem år, siden åbningen. Det eneste, der viser det, er hans navneskilt – den blå uniform ligner alle de andres. Vi følger efter hans sorte Dacia Duster-SUV tilbage til kontorbygningen, der er bygget efter alle kunstens regler, men helt åbenlyst ikke har særlig mange medarbejdere.

Vi tager den imponerende tur op med elevatoren igen, og oppe på udsigtsetagen åbner Lahcen Grou de store vinduer, så der er uforstyrret udsyn. Mens fotografen knipser løs, smalltalker jeg med vagten. Vi er langtfra de første, han hjælper rundt, så han er vant til det og svarer med forbløffende stor detailviden af en vagtchef at være.

Jeg kan ikke lade være med at stille det mest klassisk journalistiske af alle spørgsmål: Hvad synes du om Noor-anlægget? Svaret viser sig at være oplagt at slutte denne fortælling med:

Det er godt! Godt for klimaet. Godt for Ouarzazate. Og godt for mig.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem