Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

I en bog opdagede Sørine Gotfredsen, hvorfor det er fornuftigt (jo, fornuftigt) at tro på Gud

INDAD"Jeg vidste, at Søren Kierkegaard var forbundet med en særlig form for alvor." Sådan har Sørine Gotfredsen beskrevet sin oprindelige – og ret begrænsede – viden om den store danske filosof. Så begyndte hun at læse. Foto: Janus Engel, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Rejser flytter os som mennesker, men opdagelsesrejser kan også foregå i stilhed – i mødet med en bog. Livets største og sværeste spørgsmål er, hvad det går ud på. Journalist og præst Sørine Gotfredsen fandt antydningen af et svar i et afgørende møde med en forlængst død filosof.

Jeg tror, at det er et ret udbredt fænomen, at man i løbet af livet erfarer et punkt, hvorfra man begynder at tænke på en anden måde. Og hvorfra man ikke igen vender tilbage til de tankebaner, der før dominerede ens indre. For mig indtraf dette punkt hen over nogle uger i Købmagergade i København, hvor jeg i sin tid som teologistuderende sad og læste intensivt. Det var Søren Kierkegaards forfatterskab, jeg var gået i gang med, og det førte til en vis forvandling.

En sådan effekt kan et geni have på sine omgivelser. Andre har oplevet det med for eksempel Friederich Nietzsche eller Shakespeare. Der opstår et omdrejningspunkt, hvorfra man måler meget af det, man siden oplever og erkender. Der er tale om et før og et efter, og for mit vedkommende havde det at gøre med opfattelsen af min egen forstand og muligheden for at tro på Gud.

Opdagelsesrejser

Denne sommer hylder Zetland nysgerrigheden og fylder spalterne med historier om opdagelsesrejser. Over tre uger inviterer vi til at udforske fortællinger om de ukendte veje, de store bedrifter, de afgørende vendepunkter og de lærerige fejl. God fornøjelse.

Problemet er bare, at der kan opstå en vis indre forhærdelse, for i det danske sekulære samfund findes en stor risiko for at gro lige lovlig fast i tilliden til sin egen forstand. Ikke fordi man nødvendigvis anser sig selv for at være ekstraordinært godt begavet, men fordi man ikke seriøst forestiller sig, at der findes noget brugbart uden for begavelsens rammer. Det kan udvikle sig til en fastgroet vane både at vurdere og kassere erkendelser, alt efter om de kan rummes i forstanden eller ej. Vi ser det som tegn på oplysning – dette at opfatte forstand og fornuft som ledestjerner – men vi glemmer, at denne livsindstilling kan få os til at skrumpe som åndsvæsner. Og dermed også ifølge Søren Kierkegaard som væsner, der er i stand til at tjene det gode.

En af de opbyggelige Kierkegaard-taler, som ændrede mit perspektiv for evigt, handler om en tolder og en farisæer, der er gået i templet for at tilbede Gud. Teksten står i Lukasevangeliet, og Søren Kierkegaard udlægger den for os. Tolderen ser sig selv som en ussel synder, der på ydmyg vis bliver stående bagest i templet. Farisæeren, derimod, er ikke i tvivl om sin egen fromhed. Han træder selvsikkert frem og løfter frejdigt blikket mod alteret.

Vi hører fortællingen med vores gode forstand og sunde skepsis. Ved fremstillingen af dette scenarie tilsiger forstanden hurtigt én at mistænke tolderen for at være den mest falske af de to. En persons dyrkelse af egen ydmyghed vækker alle advarselssignaler, hvilket vi jo også kender fra vor egen tids diskussioner om flygtninge, næstekærlighed, klimafromhed og andre selvfremstillinger.

Det er også indlysende, at mange spontant vil mistænke farisæeren, fordi han så demonstrativt fører sig frem og tilmed takker Gud for ikke at være som tolderen bag ham. Det er naturligt for mennesker at føle sådan et forbehold. Det er blandt andet derfor, at nogen oplever en vis skepsis i nutiden, når deres bekendte annoncerer deres egne gode gerninger på Facebook og andre steder.

Næste skridt er imidlertid, at man i sin begavelse beslutter sig for heller ikke at lade sig narre af den, der umiddelbart fremstår mere ægte i sin ydmyghed. På den måde kan forstanden gradvist trække én i retning af mere og mere trods og måske i sidste ende kynisme i ens syn på mennesket.

Derfor mener Kierkegaard, at man simpelthen af og til må beslutte sig for at løbe risikoen for at blive bedraget af andres selvfremstilling. Det er nemlig bedre end helt at ende i forstandens forhærdede vold, hvor man tilsidst ikke længere kan tro på, at det gode og rene overhovedet findes. I den blindgyde afskæres man også muligheden for at tro på Jesus som Guds søn.

Forstanden står i vejen.

Vi er i et luthersk protestantisk samfund gennemgående vaccineret mod fromme selvfremstillinger. Ikke desto mindre vil Søren Kierkegaard – der jo også selv var lutheraner – med denne tale advare læseren imod at overgive sig til den oplagte mistro. For vi kan blive slaver af vores egen forstand – eller kløgtighed, som Kierkegaard kalder det – når vi så ivrigt vil undgå i naivitet at tage den andens tilsyneladende rene sind for gode varer. Kløgtigheden kan få en skæbnesvanger magt over os. Den kan gradvist gøre det sværere for et menneske at tro på det gode, fordi man i kampen for at beskytte sig mod enfoldighed forskanser sig bag sin forstand og risikerer langsomt at størkne i egne tankebaner. Kierkegaard skriver: Sandeligen, det Onde har allerede vundet én og en meget betænkelig Seier, naar det har bevæget Eenfolden til at ville være kløgtig – for at sikkre sig. Thi sikkret, evig sikkret er kun Eenfolden ved eenfoldigt at lade sig bedrage, hvor klart den end gjennemskuer Bedraget.”

For Kierkegaard findes der en sammenhæng mellem ophøjelsen af forstanden og en slags indirekte accept af det onde, fordi det kræver en vis suspendering af forstanden at tro på det helt omvæltende gode. Nemlig at Gud findes. Så når man på klassisk moderne vis dyrker sin forstand som øverste myndighed, kan man afskære sig selv fra den styrke og inspiration og tilgang til at føle barmhjertighed, der kan ligge i at erkende en anden – og på sin vis mere naiv – tilgang til det menneske, man står overfor. Ved ikke blot at adlyde forstanden kan man blive bedre til at tjene det gode, fordi man ikke tillader sin egen begavelse at mistro det gode til døde. At denne mulighed findes i os, erfarer vi også i kraft af musik og poesi og mødet med alle kærlighedens irrationelle kræfter.

Vi ved udmærket, at vort indre næres af så meget andet og mere end det rationelle. Alligevel ligger det dybt i de fleste moderne vestlige mennesker, at det religiøse ikke bør forme ens livssyn. Kunsten, ja, kærligheden, ja, og naturen, ja. Men ikke det religiøse. Arven fra det moderne gennembrud sidst i 1800-tallet med dets voldsomme betoning af menneskets frisættelse og værdien af at udvikle sig uafhængigt af religiøsitet sidder dybt i os. I denne periode grundlagde vi en voldsom dyrkelse af rationaliteten og ophøjede naturvidenskaben til myndighed. I 1960′erne indtog nedgørelse af kristendom en endnu mere selvfølgelig plads i mange danskeres bevidsthed. Det udgør i dag en norm, at man bør være frigjort fra det kristne som andet end ufarlig tale om værdier. Højtidelighed er der ikke meget tilbage af.

FORTABELSENotre Dame brænder i skumringen. Domkirkens første sten blev lagt i 1163. Det tog et århundrede at færdiggøre den. Foto: Ludovic Marin, AFP/Ritzau Scanpix

Ikke desto mindre stirrede vi mandag den 15. april som lammede på den brændende Notre Dame i Paris. Med ét stod det på ny klart, at forstanden ikke dækker nok. Det var mere end en bunke mursten, der den dag gik op i røg, det var fortabelsens mulighed, der blev gennemlyst, så alle kunne se det, og det var forstandens grænse, der blev åbenbaret for alles åsyn. For der findes ting, der ikke kan gribes med forstanden.

Her skal vi være påpasselige med at forveksle forstand og fornuft. Sidstnævnte forbindes i dag som regel med det rationelle. Mange vil hævde, at det er ufornuftigt” at tro på Gud. De gør sagen for let.

Forstanden – eller kløgtigheden – kan ikke bane vej for tro, som Kierkegaard lærer os det. Men fornuften kan på sin vis godt. Det kan opfattes som fornuftigt at tro på Gud, hvilket den tidligere pave Joseph Ratzinger, der som pave hed Benedikt den 16., har omtalt sådan her: Kirkens tro har altid holdt fast ved, at der mellem Gud og os, mellem hans evige skabende ånd og vores skabte fornuft, findes en virkelig analogi.” Altså, en virkelig overensstemmelse. Ekspaven fortsætter: Troen forudsætter fornuften og fuldkommengør den. Den af troen oplyste fornuft finder kraft til at hæve sig op til erkendelse af Gud og den åndelige virkelighed. Menneskets fornuft mister intet, når den åbner sig for troens indhold.” Nemlig – det er lige omvendt. Vores fornuft mister noget ved at lukke sig for troens indhold, for mens det hverken er logisk eller i tråd med naturvidenskaben at tro på Guds eksistens (for slet ikke at tale om Jesu opstandelse som den store snublesten, mange virkelig har det svært med), er det på tide at spørge, hvorfor vi så længe har ladet os bilde ind, at disse parametre – logik og videnskabelig tænkning – altid er de vigtigste. Det er de ikke.

Alle mulige andre fænomener bærer som sagt vidnesbyrd om det. Kærligheden, ærefrygten, håbet, fantasien, kunsten, følelsen ved at iagttage den brændende katedral og den til tider stædige indre stemme, der kan nægte at acceptere, at vi skal dø en dag. Skønt al rationalitet gør det klart, at det skal enhver. Troen på Gud og evigheden gør, at vi kan mærke håb, selv når alt synes håbløst, og det er i sig selv fornuftigt, for det er i mange af de øjeblikke, sådan vi overlever.

En af de mest skarpsindige fortolkere af tilstanden, der kan opstå, når det moderne menneske synes strandet i en blanding af overdreven tillid til forstanden og overrumplende tristhed, er den franske forfatter Michel Houellebecq. I sine romaner har han som regel en desillusioneret, midaldrende franskmand i hovedrollen, der midt i en tilværelse præget af lige dele materiel tryghed og kedsomhed mere og mere nærmer sig en følelse af ingenting”. Netop denne er også på spil i Houellebecqs seneste roman Serotonin, hvor hovedpersonen om sig selv erkender, at hans: tilhørsforhold til verden, som fra begyndelsen var svagt, lidt efter lidt var blevet til ingenting…” Humøret hos denne mand bliver dårligere, som fortællingen skrider frem, og særdeles interessant er det, at Michel Houellebecq, der aldrig har fremstået som en religiøs mand, som det allersidste i Serotonin beskriver et menneske, der måske er i færd med at blive religiøs.

I kraft af sin forstand er hans hovedperson – eller er det Houellebecq selv? – nået så langt ind i tilstanden af ingenting”, at han er begyndt at erkende tingene på en ny måde. Hør blot: Gud tager sig af os, han tænker på os hvert eneste øjeblik, og han giver os ansvisninger som ind imellem er meget præcise. Disse kærlighedsudbrud, der svulmer i brystet, så man knap kan få vejret, disse illuminationer, disse ekstaser, som er uforklarlige ud fra vores biologiske natur, vores status som simple primater, er yderst tydelige tegn. Og jeg forstår i dag Jesus Kristus, hans gentagne ærgrelse over de hjerter, der blev hårde: De har alle tegnene, og de lytter ikke til dem. Er det virkelig nødvendigt at jeg tilmed giver mit liv for disse elendige mennesker? Er det virkelig nødvendigt at være så tydelig? Ja, det kunne se sådan ud”.

Michel Houellebecq synes her at nærme sig erkendelsen af, at der er noget fornuftigt forbundet med at tro, fordi tegnene, der er os givet, er så tydelige, at man nærmest konkludere, at Gud findes. Houellebecq er med sit forfatterskab gået hele vejen gennem den store analyse af det vestlige menneskes voksende følelsesløshed overfor det åndelige.

Jeg tror, at Michel Houellebecqs beskrivelse af som menneske at strande i eksistentiel ingenting” udgør en stor del af kernen i den tilstand, som en del mennesker oplever som udefineret vemod eller mangel på tilstrækkeligt tungtvejende mening og retning i tilværelsen. Det var da også i et forsøg på at forholde mig til dette, at jeg i efteråret 2018 udgav bogen Tolv Tiltaler. Jeg ville minde om, at vi ikke bør negligere de store tanker i menneskelivet. Tillad mig at citere mig selv fra bogens forord: Forestillingen om at stå i forhold til Gud kan nemlig ikke fordrives fra bevidstheden. Den eksisterer som en medfødt hemmelighed, en indre gåde, et glimt af befriende glæde og et vedvarende strejf af tvivl, og det er i sig selv en velsignelse at bære alt dette aldrig endeligt afklarede med sig. Derfor skal vi være agtpågivende over for ikke at miste berøringen med det. Alt dette dyrebare må ikke som et sovende dyr få lov til at lægge sig tungt til hvile indeni og måske først meget sent i tilværelsen begynde at røre på sig igen. Måske endda så sent at man går glip af for meget af livets fylde.”

Når vi i dag kan konstatere, at mennesket i et så velhavende, trygt og velfungerende samfund som det danske og i den rige del af Vesten som helhed kan støde ind i en del rådvildhed og mangel på fortrøstning, er det værd at overveje, om det har noget at gøre med en for stor dyrkelse af forstanden. Og en for lille tiltro til, at det er fornuftigt at tro på det, der ikke kan bevises.

Når forstanden ophøjes, vænner man sig til at tro, at der findes en næsten håndgribelig grænse for tankens virksomhed. At lytte til forstanden bliver til et slags adelsmærke, som man gennem hele sin opvækst i dette land opfordres til at stræbe efter, og med Søren Kierkegaards advarsel mod at blive underlagt sin egen kløgtighed” kan man blive vækket til live på ny og trukket fri af den vildfarelse, som det er at rendyrke sin forstand.

Sådan gik det for mig. Da jeg gik i gang med at læse Kierkegaards værker, blev det et vendepunkt i mit liv. Jeg indså, hvordan jeg som et klassisk produkt af den vestlige moderne verden havde opbygget en overdreven tillid til min egen rationelle dømmekraft. Jeg var i færd med at gøre eksistensen for lille og udvikle den evigt lurende skeptiske livsanskuelse, der med tiden kan få et menneske til at tørre åndeligt ind.

For sagen er, at man kun kan begribe troen på det guddommelige ved selv at mærke behovet for den. Troen gives af Gud, men det er min erfaring, at den modtages af dén, der kender til sin egen længsel. Værst er det for et menneske aldrig at opdage, at man længes. Søren Kierkegaard skrev og skrev i sit korte liv for at minde mennesket om, at det aldrig må holde op med at længes efter at tro på Gud. Gør man det, kan man i en eller anden grad også holde op med for alvor at kunne mærke, at man er i live.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem