Du skal nu til at læse en historie fra den digitale avis Zetland.
Du har adgang til artiklen, fordi Nene La Beet har delt den med dig – det kan alle medlemmer af Zetland nemlig.

signature

Vi skal lære at skamme os igen. Kun sådan kender vi forskel på rigtigt og forkert, siger Svend Brinkmann

MORALEN“Vi skal installere skyld i barnet," siger Svend Brinkmann, “fordi det er gennem skyld, at barnet bliver til.” Foto Peter Hove Olesen, Polfoto

Derfor skal du læse denne historie

Med sin seneste bog Stå fast cementerede psykologiprofessor Svend Brinkmann sig som konkurrencestatens fremmeste kritiker. Nu springer han ud som prædikant for pligt og ansvar. Er han i virkeligheden selv en vaskeægte konkurrencestatssoldat?

Med sin bog Stå Fast fra 2014 blev Svend Brinkmann, der er professor i psykologi ved Aalborg Universitet, et talerør for dem, der er kritiske over for New Public Management, konkurrencestaten og effektivisering i det offentlige. Tag nej-hatten på, var hans opfordring, og den opfordring fik nærmest galaktisk stor opmærksomhed.

I dag er Svend Brinkmann ved at være træt af nej-hatten, træt af at være ham, der bare er imod. Nu er han klar med en ny bog, og i den nye bog siger han ja. Ja til kærligheden, ja til tilgivelsen, ja til det gode. Ståsteder hedder den kommende bog, og her besvarer han spørgsmålet om, hvad vi kan stå fast .

Men der er en ting, der nagede mig hele vejen gennem Stå fast, og som stadig nager mig efter at have læst Ståsteder. Brinkmann taler virkelig meget om pligt. Han er blevet konkurrencestatens fremmeste kritiker, men umiddelbart lyder hans bud på et samfund, der bygger på, at vi skal gøre vores pligt, ikke synderligt anderledes end den konkurrencestat, han kritiserer.

Sagen er, at han i begge bøger er optaget af, at vi skal gøre vores pligt, vi skal tage ansvar, vi skal lære at skamme os igen. Så meget for de sjove hatte. Et mørkt hengemt hjørne af mig har lyst til at spørge hans næsten 41.000 followers på Facebook: Altså, har I egentlig læst, hvad manden skriver?

Spørgsmålet er, hvad det er for et samfund, Brinkmann promoverer. Han har sagt nej til konkurrencestaten. Men hvordan ser hans pligtsamfund så ud? Det tog jeg til Vildbjerg midt ude på den jyske hede for at spørge manden selv om.

Svend Brinkmann på Facebook:Den gode nyhed: EM er forbi.

Den dårlige nyhed: Alt andet fortsætter uforandret.” – 10. juli 2016

I Vildbjerg Sports- og Kulturcenter, hvor unge fyre i træningsdragter driver højlydt ned ad gangene, og pædagoger på konference defilerer rundt om buffetborde, sidder Svend Brinkmann ret op og ned ved sin computer. Han har netop holdt foredrag for pædagogiske ledere, senere i aften skal han holde endnu et foredrag for pædagoger. Derimellem kan han lige nå ind til Herning for at besøge sine forældre.

Vi sætter os ud i solen med Faxe Kondi’er (jeg afslår Royalpilsner – “Er der ikke noget med at journalister drikker mange øl?” spørger Brinkmann med et smil).

Det, Brinkmann først og fremmest kritiserer i Ståsteder, er den instrumentalisering, han mener, kendetegner konkurrencestaten. Vi har gjort markedet, optimering og præstation til mål i sig selv, argumenterer han. Læring i skolen er blevet et middel til at opnå noget andet end bare viden i sig selv – høje karakterer, et højt PISA-score, at bidrage i en global konkurrence. Sådan bør det ikke være, mener han.

Når eksempelvis Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, taler om en pligt til at tage en uddannelse, passe et arbejde og betale sin skat, så er det en pligt, mener Brinkmann, der hurtigt bliver lidt flad”. Den pligt, Brinkmann taler om, er en anden pligt; den er knyttet til den magt, vi har over for hinanden.

Svend Brinkmann på Facebook:Hvad jeg har til fælles med Bjarne Riis: (1) Jeg er heller aldrig testet positiv. (2) Jeg er også fra Herning. (3) Så har vi ikke mere til fælles.” – 20. juli 2016

For dem, der kender Aarhus-teologen K.E. Løgstrup, er Brinkmanns pligtbegreb vokset i Løgstrups have. Hver gang vi har med et andet menneske at gøre, holder vi noget af dets liv i vores hænder, som Løgstrup formulerede det. Og den magt, vi har over for hinanden, forpligter. Vi bør gøre vores pligt over for hinanden, fordi vi kan.

Så når Brinkmann taler om pligt, er det en grundlæggende anderledes pligt end den, konkurrencestaten kræver af os. Brinkmann taler om en moralsk pligt. Vi har en pligt over for vores medmennesker, og derfor vil Brinkmann også mene, at hans menneskesyn adskiller sig grundlæggende fra det menneskesyn, vi finder i konkurrencestaten. Her er mennesket en ressource (Brinkmann bryder sig ikke om begrebet human ressource), hvis potentialer skal udnyttes til fulde i en global konkurrence. Det forvirrende er, at sidstnævnte også kræver, at vi gør vores pligt.

Alle siger, vi skal gøre vores pligt. Det, man kan diskutere er, hvad vi så har pligt til. Jeg kan godt forstå, at du spørger, for i konkurrencestaten får vi netop at vide, at du har pligt til at søge arbejde, pligt til at bidrage, pligt til at sørge for dig selv. Desuden har du ansvar for egen læring, egen sundhed; der er utrolig meget, vi har pligt til og ansvar for,” siger han. Men det er ikke sikkert, at det er vores pligt at gøre de ting. Vores pligt er grundlæggende at gøre det etisk rigtige. Og mit bud er, at det rigtige er at gøre ting, der har værdi i sig selv.”

Der eksisterer altså et fælles moralsk rigtigt’, mener han, som vi kan og derfor bør handle efter. Og det, der er moralsk rigtigt, er det, der er et mål i sig selv. Brinkmann nævner i sin bog ti fænomener eller handlinger, som han mener, er værd at holde fast i, fordi de ikke har andre formål end sig selv: tilgivelsen, eksempelvis, der er formålsløs og ubegrundet. Den kærlighed, der er en ren opmærksomhed mod noget andet end en selv. Det ansvar, vi har for at behandle andre mennesker ordentligt. Den pålidelighed, vi har pligt til at holde fast i, for det er kun ved at handle pålideligt og tale sandfærdigt, at vi kan gøre verden mindre flydende og foranderlig. Alt sammen fænomener, som ifølge Brinkmann er forpligtende i en sådan grad, at vi bør handle efter dem, uanset om vi har lyst eller ej.

Det er jo et meget strengt pligtbegreb, og jeg kan godt forstå, at du tænker, at det er præcis det, konkurrencestaten siger. Vi har pligt til at bidrage. Men konkurrencestaten hælder et andet indhold i, og jeg mener, at det er et fejlagtigt indhold. Man skal jo passe på, hvad man hælder i den her meget strenge pligt. Der er alskens præster, politikere, konger og kejsere, der i tidens løb har sagt, det her har du pligt til.”

Brinkmann tager en slurk af sin Faxe Kondi. Han ligner en benet maratonløber med hule kinder, korte skægstubbe og dybtliggende øjne. Når han taler, holder han hovedet helt stille, som om han er på vagt.

Hvordan bliver vi enige om, hvad det rigtige er?

Det gør vi jo aldrig. Og det skal vi heller ikke, men vi skal i hvert fald blive enige om, at der er noget at diskutere frem for at sige, at hver enkelt bestemmer selv, hvad der er rigtigt og forkert.”

Så når Brinkmann taler om et samfund, hvor den enkelte har pligt, er det en moralsk pligt til at behandle andre mennesker ordentligt. At danne børnene til at blive borgere i det samfund, han taler om, er forældrenes rolle og skolens fornemste formål. De skal lære, at der er noget, der er godt og rigtigt. Uanset hvad de måtte have lyst til.

Det gælder om at lære børnene at forstå, at der er noget, der er godt, ikke fordi jeg godt kan lide det, men som er godt menneskeligt set. Punktum. Og vi skal som voksne lære børn, at der er noget, de har pligt til at gøre, fordi det er godt.”

Så det er en moralsk dannelse?

Ja, i høj grad. Den kan jo så godt befordres gennem kendskab til videnskab, kultur, litteratur. Almendannelsen hænger tæt sammen med den moralske dannelse. Det er det allervigtigste. Skolens formål er at danne mennesker, der kan tage del i et demokratisk samfund, hvor de har respekt for dem, de også er uenige med.”

Svend Brinkmann på Facebook:Sådan får du en god ferie: (1) Du slukker din telefon. (2) Så er der ikke flere trin.” – 1. juli 2016

I Ståsteder skriver Brinkmann, at vi har et samfund, hvor der prædikes positivitet og anerkendelse snarere end skyld og skam.” Det er, mener han, en fejl.

Hvad er det egentlig for en opdragelse, du er fortaler for?

Anerkendelsesbegrebet er jo i udgangspunktet et væsentligt begreb, men den måde, vi fortolker anerkendelsesbegrebet på, forfladiger det. Vi kan anerkende hvad som helst. Så bliver det bare til ros. Og du roses, hver gang du gør noget.”

I stedet mener Brinkmann, at vi skal trække følelserne skyld og skam frem i lyset igen. De er nødvendige for, at vi kan lære at kende forskel på rigtigt og forkert, mener han. Vi har længe forsøgt at eliminere de følelser, men det er en fejl, siger han. Skyld og skam lærer os nemlig at orientere os.

Hvis man ikke er i stand til at føle skyld, kan man aldrig forstå, hvorfor man har gjort noget forkert. Så det er vigtigt, at vi kan tage sådan en følelse alvorligt, lære den at kende og ikke er bange for den. Vi skal ikke fjerne den, fordi den er pinefuld. Det er den jo. Det er skammen også. Vi skal lære at føle skyld og skam for at kunne forstå den moralske realitet, vi lever i.”

Det gælder også børnene. I stedet for at blive anerkendt bare for anerkendelsens skyld skal børn anerkendes, hvis de gør noget rigtigt, mener Brinkmann. Men vi skal lære børnene at føle skyld over, at de har gjort noget forkert, så de mærker, at det er forkert.

Vi skal installere skyld i barnet, fordi det er gennem skyld, at barnet bliver til.”

Brinkmann bøjer sig ned og trækker en skjorte op fra tasken og knapper den på over sin sorte t-shirt. Skjorten har små sorte skibsankere på. Når han taler, er der øjeblikke, hvor han lyder som en kristen dogmatiker. Det siger jeg til ham. Han griner.

Mange af de her tanker er jo ældre end kristendommen. De er også menneskelige værdier, men i kristendommen er der et sprog for synd, skyld og skam. Derfor er det religiøse sprog også værd at bevare – også for sådan en som mig, der ikke rigtig kan tro på en gud. Det sprog er væsentligt for os, fordi det er et af de sidste steder, vi har en rest af den her måde at tale på.”

Svend Brinkmann på Facebook: “Tegn på at du er dansk: (1) Du er monomant optaget af, hvad det vil sige at være dansk. (2) Så er der ikke flere tegn.” –29. juni 2016

I Stå fast skriver Brinkmann om skabelsesberetningen, hvor Eva og Adam først bliver mennesker, i det øjeblik de ser sig selv gennem den andens øjne og føler skam. Vi har helt grundlæggende brug for skammen, mener Brinkmann.

Det med skyld og skam er for mig psykologisk begrundet, fordi det er følelser, vi kender. Hvor pinefulde de end er, har de en nødvendig funktion i vores liv. De minder os om, at vi skal opføre os ordentligt. Vi skal ikke være så bange for skammen. Vi skal tale om den. Håndtere den. Og begynde at skamme os over det, der er skamfuldt. For den er en stærk social kontrolmekanisme.”

Brinkmann læner sig tilbage i stolen, fletter fingrene oven på hovedet og smiler. Interviewet er slut. Vi taler om, hvordan han forventer, at den nye bog vil blive taget imod. Stå fast ramte en nerve, som ingen havde forudset, at den ville gøre. Den er bygget op som en selvhjælpsbog med syv trin, hvilket var tænkt som en parodi på en selvhjælpsbog. De syv trin var ironisk ment og ikke en opskrift på, hvordan man skal leve. Men sådan er den også blevet læst, altså helt bogstaveligt.

Det har overrasket ham. Så i Ståsteder – der udkommer 29. august på Gyldendal – er der ingen parodiske kunstgreb. Bare ti kapitler, ti tænkere og slet ingen nej-hatte.

Nå, så kom det akavede øjeblik.

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du vil have flere historier. Vi giver de første 14 dage gratis.

Ja tak