Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Hans Otto Lunde er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Mens verden mangler mad, laver Danmark mad om til energi. Er det danske biogaseventyr gået bananas?

Biogas har politisk medvind som “CO2-neutralt” alternativ til russisk gas, men eksperter rejser spørgsmål ved bæredygtigheden.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Thomas Due kører sin mørkegrønne ATV ind midt i flokken af køer og kalve og slukker motoren. Kom så, bosserne!” råber han og dytter et par gange. De store dyr lunter forventningsfulde helt hen til ham. Dytteriet plejer at være signal om, at køerne kan få lov at slikke lidt på en medbragt mineralsten, som de godt kan lide. I dag er det mest til ære for mig.

Thomas Due er Sjællands største kødkvægavler og har specialiseret sig i naturpleje. Egentlig bor han på Lolland, men i dag er han ude at kigge til de mere end 300 køer og kalve, han har gående på Naturstyrelsens arealer på Kalvebod Fælled på Amager. Køerne går her for at holde vegetationen nede til gavn for urter og fugle, og om sommeren lever de af det, de kan finde på fælleden. Men nogle måneder hver vinter slår græsset herude ikke til, og så skal de hjem i stalden. Her plejer Thomas Due at fodre dem med mask fra Royal Unibrews store bryggeri i Faxe, altså den fugtige masse af brugt’ korn, som er tilovers efter ølbrygning. Restproduktet er rigt på protein, og derfor er det i århundreder blevet brugt til kvægfoder. Men da Thomas Due i december ville bestille den sædvanlige portion mask fra bryggeriet i Faxe, fik han sig en ubehagelig overraskelse. Der var ikke noget at få, for Danmarks største biogasselskab, Nature Energy, havde købt hele molevitten for at lave grøn, bæredygtig biogas”, som selskabet formulerer det.

Alternativet er, at jeg bliver nødt til at give køerne sojaskrå. Og sojaskrå, det importerer vi jo fra Argentina og Brasilien, hvor de brænder regnskoven af for at give plads til sojadyrkningen. Og så sejler de sojaen om på den anden side af jorden til os. Hvad det har med klima at gøre, kan jeg ikke rigtig lure,” siger Thomas Due. Jeg synes, det er helt hul i hovedet. Jeg kan ikke se idéen i, at man bruger foder til køerne i biogasanlæggene. Det burde gå igennem dyrene først, inden det så bagefter kunne gå til biogas.”

KVÆGMAND Thomas Due er niende generation på gården hjemme på Lolland. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Thomas Dues historie er et eksempel på, hvordan Danmarks statsstøttede storsatsning på biogas kan have nogle uheldige konsekvenser. Men den rummer også en langt større fortælling om, hvor sindssygt vigtigt det er at være opmærksom på alle de små og djævelsk vigtige detaljer i den store, grønne omstilling, når man skal afgøre, hvad der rent faktisk kan kaldes grønt. Især når man vil bruge noget, der stammer fra planter eller dyr (som for eksempel biogas) som erstatning for noget fossilt (som for eksempel fossil naturgas). Og historien er særligt relevant lige nu, fordi en meget stor udvidelse af biogasproduktionen i Danmark er under opsejling.

Biogasbranchen tilbyder sig nemlig med tiltagende styrke som løsning på to meget store udfordringer, vi som samfund står med: For det første, at vi af geopolitiske årsager gerne vil af med russisk gas så hurtigt som muligt, og for det andet, at vi gerne vil af med fossil gas så hurtigt som muligt. Biogas er nemlig hverken russisk eller fossilt, men kan laves af nærmest et hvilket som helst organisk materiale – alt lige fra griselort og selvdøde dyr til deciderede energiafgrøder som for eksempel majskolber. Men heri ligger også udfordringen. Det er nemlig fuldstændig afgørende for bæredygtigheden, hvad biogassen bliver lavet af. Hvis den bliver lavet af noget, der kunne være brugt i fødevaresektoren, er det ikke alene skidt for klimaet og naturen, i øjeblikket risikerer det også at tage mad ud af munden på verdens fattigste, fordi krigen i Ukraine har skabt en fødevarekrise så alvorlig, at vi ifølge FN ikke har set noget lignende siden Anden Verdenskrig.

Ikke desto mindre spiller biogas en central rolle i dansk klima- og energipolitik. Produktionen er steget støt gennem en årrække takket være massiv statsstøtte på flere milliarder kroner om året. I april gav et bredt flertal i Folketinget de danske biogasanlæg lov til at producere ekstra meget biogas på basis af energiafgrøder. De skal dyrkes på marker, hvor der ellers kunne være dyrket menneskemad eller dyrefoder. Håbet er, at dét kan hjælpe med at gøre os fri af russisk gas. På længere sigt spiller såkaldt CO2-neutral” biogas også en nøglerolle i regeringens forestilling om, hvordan produktionen hos nogle af landets største industrielle CO2-udledere kan blive klimaneutral, uanset om det så drejer sig om Aalborg Portlands cementfabrik eller Nordic Sugars sukkerfabrikker. Og biogasbranchen har generelt bred opbakning på Christiansborg.

Men spørger man Torben Chrintz, der er seniorrådgiver i den grønne tænketank Concito og tidligere har skrevet en større rapport om biogassens klimaregnskab, er der grund til at være skeptisk over for udviklingen. Situationen lige nu, siger han, minder ham om dengang, man i Danmark besluttede at erstatte kul med træflis og træpiller på de danske kraft- og varmeværker. Træet blev markedsført som en grøn og CO2-neutral energikilde, fordi træerne jo havde optaget CO2, mens de voksede. I dag er der ret bred enighed om, at dén historie var lidt for god til at være sand, fordi det hverken klimamæssigt eller ressourceøkonomisk er nogen særligt god løsning at brænde træ af i det omfang, vi nu gør i Danmark. Men inden vi som samfund nåede frem til dén erkendelse, fik vi bygget en masse træfyrede kraft- og varmeværker, og dem hænger vi så på i dag og de næste mange år. Der skal man passe på, at vi ikke ender med biogas,” siger Torben Chrintz. Det ville være meget, meget ærgerligt.”

Hvis man vil forstå udfordringerne med biogas, kan det hjælpe at se en pyramide for sig. Nærmere bestemt en såkaldt bioøkonomisk værdipyramide. Sådan en pyramide beskriver, hvordan man bør udnytte organisk materiale for at få mest muligt værdi ud af det i et samfundsperspektiv og i store træk også i forhold til klima og miljø. Princippet er, at det gælder om at anvende biomassen så højt oppe i pyramiden som muligt. Og biogas ligger altså i bunden sammen med anden energiproduktion. Problemet opstår derfor, når biogasanlæg hapser noget biomasse fra pyramidens øverste etager og bruger det på den nederste. Så lad os se nærmere på problemerne ved at gennemgå pyramiden fra toppen af.

På pyramidens allerøverste etage finder man medicin, hvilket ikke er så relevant lige i den her sammenhæng. Men det er til gengæld den næste etage. Her finder man foder og fødevarer. Når Nature Energy putter mask i deres biogasanlæg, er det et eksempel på, at biomasse nuppes direkte fra en af pyramidens øverste etager og bruges på den nederste. Og der findes mange af den slags restprodukter, som godt kan bruges til foder eller måske endda fødevarer, men som også er uhyre velegnede til at lave biogas af. I et klima- og miljøperspektiv er det bare ikke særlig smart, siger professor Thomas Fruergaard Astrup, som forsker i bæredygtig udnyttelse af rest- og affaldsprodukter ved DTU: Klimamæssigt er det bedre at lave det til foder frem for bare at lave biogas af det,” siger han. Derfor, siger Thomas Fruergaard Astrup også, er det lige lovlig smart, når biogasbranchen og andre kalder biogas grønt, bare fordi det er lavet af restprodukter. Lige nu er der stort fokus på at komme af med fossil naturgas og erstatte det med noget andet. I det lys kan det give mening at satse på biogas, men så skal man gøre det med åbne øjne. Det kan have en klimakonsekvens,” siger han. Samme besked lyder fra Torben Chrintz fra Concito: Man skal passe på med at sige, at bare fordi det er biogas, er det grønt. Du kan sagtens lave biogas, som er kulsort.”

Jeg har spurgt Nature Energy, på hvilken baggrund selskabet kalder sin biogas for grøn”, bæredygtig” og CO2-neutral”, og om selskabet har lavet livscyklusanalyser, som kan vise klimaeffekten af sin samlede biogasproduktion. Jeg har også spurgt, hvorfor selskabet mener, det er okay at lave biogas af mask, som ifølge forskning, som Thomas Fruergaard Astrup har lavet, hører til blandt de mest klimabelastende råmaterialer til biogas. Det har jeg ikke fået svar på, men selskabet oplyser, at de lever op til alle love og regler og kun benytter en fjerdedel af den mængde energiafgrøder, som er tilladt.

Når energiafgrøder og restprodukter fra fødevareindustrien er attraktive for biogasanlæggene, skyldes det, at man kan få rigtig meget gas ud af dem i forhold til, hvad de fylder og vejer. Den gylle, som udgør hovedparten af inputtet til biogasanlæggene (også hos Nature Energy), indeholder nemlig ikke ret meget energi per tons, dels fordi der er så meget vand i, dels fordi dyrene jo allerede har optaget meget af den næring, som mikroorganismerne nede i biogastankene skal forvandle til gas. Helt anderledes forholder det sig med restprodukter fra fødevareindustrien som eksempelvis mask, der kan levere en stor mængde gas i forhold til, hvor meget de fylder og vejer. Det samme gælder for energiafgrøder. Derfor er begge dele gode til at booste produktionen – og dermed profitten – på biogasanlæggene.

Det er så godt som umuligt at skabe sig et præcist overblik over, hvad der egentlig ryger i de danske biogasanlæg. Men når man kigger i Energistyrelsens statistikker og taler med aktører i de relevante brancher, står det klart, at biogasanlæggene hapser flere og flere ting fra den bioøkonomiske værdipyramides næstøverste hylde og bruger dem på den nederste. Klimamæssigt er noget af det mest problematiske energiafgrøder som majs og roer, der dyrkes udelukkende for at lave gas, og brugen af energiafgrøder er mere end syvdoblet i absolutte tal siden 2016. Dengang udgjorde energiafgrøderne så lidt som én procent af inputtet til biogasanlæggene. I 2021 udgjorde de seks procent. De foderegnede restprodukter er sværere at få overblik over, men tendensen træder tydeligt frem, når man kigger på nogle af de restprodukter, der er mest af – som for eksempel mask.

Siden begyndelsen af 2022 er al mask fra såvel Harboes Bryggeri i Skælskør som Royal Unibrews bryggeri i Faxe gået til biogas. Af de store bryggerier er der derfor kun Royal Unibrews bryggeri i Odense (bedst kendt som Albani) og Carlsbergs bryggeri i Fredericia, som stadig afsætter mask til foder. Hos Royal Unibrew fortæller bæredygtighedschef Henriette Øllgaard, at årsagerne til skiftet til biogas er ret enkle: Nature Energy kunne tilbyde den bedste pris og høj sikkerhed for, at masken altid ville blive hentet til tiden, hvilket er en forudsætning for at kunne holde produktionen i gang. Derfor vil hun heller ikke afvise, at også bryggeriet i Odense på et tidspunkt vil begynde at sælge sin mask til biogas. Hos Carlsberg er der foreløbig ingen planer om at sælge mask til biogas, oplyser selskabet. Her vil man hellere afsætte til fødevareindustrien, hvor masken kan blive til kiks, mysli eller vegansk yoghurt.

Et andet restprodukt, som i stigende grad bliver til biogas i stedet for foder, er såkaldt kartoffelpulp fra kartoffelmelsfabrikkerne. Det er sådan noget fugtigt, fiberholdigt stads, som enten kan fodres til køer, som det er, eller tørres eller på anden måde behandles, så det bliver lidt nemmere at have med at gøre som foder. Men man kan også bare putte kartoffelpulpen i et biogasanlæg – og det sker i stigende grad. For eksempel fortæller agrochef Henrik Pedersen fra kartoffelmelsfabrikken AKV i Nordjylland, at fabrikken har fordoblet produktionen af kartoffelmel de seneste fire-fem år, og at stort set al kartoffelpulp fra den øgede produktion er gået til biogas. Han siger dog også, at det ikke har været muligt at sælge pulpen til lokale landmænd.

Mens vi er ude at se til køerne på Kalvebod Fælled, fortæller Thomas Due mig, at han er nervøs for, at det næste restprodukt, der forsvinder fra fodermarkedet, er såkaldt HP-Pulp fremstillet af rester fra sukkerproducenten Nordic Sugars fabrikker. Nordic Sugar har tidligere spekuleret offentligt i, at restprodukter fra sukkerfabrikkerne i højere grad kunne blive til biogas og dermed forgrønne produktionen. Foreløbig siger selskabet dog, at man også regner med at producere HP-Pulp i fremtiden, og at der ikke er sket nogen ændringer de senere år i forhold til, hvor store andele af selskabets restprodukter der bliver lavet til HP-Pulp.

Når biogasanlæggene overhovedet er i stand til at købe alle de her restprodukter fra fødevareindustrien, skyldes det i høj grad den massive statsstøtte. Frem mod 2030 forventer Energistyrelsen at udbetale mellem tre og fire milliarder kroner om året i støtte til produktion af biogas. Partner Geo Østergaard fra virksomheden Biograin, som aftager mask fra blandt andre Carlsberg for at sælge den videre til landmænd eller bruge den til fødevarer, oplever, at støtten er med til at skrue priserne i vejret på masken, der historisk ellers har været meget billig. Hvis ikke biogasproducenterne fik så store tilskud, ville de ikke kunne købe til den pris,” siger han.

Ville alle fødevareindustriens foderegnede restprodukter så blive spist af landets millioner af landbrugsdyr, hvis bare prisen var lav nok? Det er svært at vide, men ifølge L&F Kvæg, som er kvægbrugernes afdeling i den store interesseorganisation Landbrug & Fødevarer, ville Danmarks køer i hvert fald i teorien uden problemer kunne fortære al den mask og kartoffelpulp, der produceres her i landet.

MUH På Kalvebod Fælled forsøger Naturstyrelsen at skabe optimale forhold for viber og andre fugle. Det hjælper køerne med. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

På det næstnederste trin i vores bioøkonomiske værdipyramide finder vi transportbrændstoffer. Her kunne man godt argumentere for, at biogas egentlig hørte til, fordi biogas kan bruges i busser og lastbiler. For eksempel kører mange af Danmarks skraldebiler på biogas. Men reelt er biogas til lastbiler slet ikke en klimavenlig løsning, har blandt andre Klimarådet konkluderet. Det uafhængige ekspertorgan fraråder faktisk direkte biogaslastbiler, fordi de øger den totale efterspørgsel på gas og dermed også efterspørgslen på fossil gas. Samtidig findes der gode alternativer som batterier og brint, som ud over at være bedre for klimaet også er skyld i langt mindre luftforurening.

Biogas ligger altså solidt placeret på den bioøkonomiske værdipyramides nederste trin, hvor man finder produktion af strøm og varme. Og det betyder, at man faktisk kun bør lave biogas af ting, som ikke kan bruges til noget som helst andet. I praksis vil det sige, at produktionen i hovedsagen bør baseres på gylle, halm og dybstrøelse (og dybstrøelse er halm, som dyrene i en stald har trampet rundt i) plus madaffald og de rester fra landbruget og fødevareindustrien, som under ingen omstændigheder kan bruges til noget andet. Og det er i store træk også, hvad biogasbranchen siger, at den gerne vil.

Brancheorganisationen Biogas Danmark mener, at danske biogasanlæg i 2030 kan levere så meget gas, at det svarer til to tredjedele af Danmarks aktuelle gasforbrug, eller lidt mere end det totale, forventede forbrug til den tid. Og i brancheorganisationens fremskrivninger, som i øvrigt bygger oven på Energistyrelsens fremskrivninger, står halm og gylle for langt størstedelen af den øgede produktion frem mod 2030. Men det er her, Torben Chrintz fra Concito for alvor bliver nervøs. Foreløbig udgør halm nemlig en meget, meget lille del af den biomasse, som bruges i de danske biogasanlæg – under én procent. Det skyldes, at halm, som Torben Chrintz formulerer det, er temmelig bøvlet” at lave biogas af. Han frygter derfor en situation, hvor vi hen over de kommende år iværksætter en stor, statsstøttet udbygning af biogasproduktionen i forventning om, at alle de nye anlæg skal køre på halm og gylle – men ender med at putte energiafgrøder i, fordi det viser sig at være for svært eller dyrt i praksis med halm. Altså at vi som samfund investerer milliarder af kroner i noget, som vi tror er grønt, bæredygtigt og CO2-neutralt, blot for senere at finde ud af, at det slet ikke var tilfældet i virkeligheden. Ligesom dengang med biomasse-kraftværkerne. Jeg vil godt advare mod, at man laver en udbygning uden at være fuldstændig sikker på, hvad biogasanlæggene skal køre på – for når de først står der, river man dem ikke ned igen,” siger Torben Chrintz.

VRUM Kalvebod Fælled er stor. Thomas Due kommer rundt på en ATV. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Vi står altså med en situation, hvor vi som samfund – måske – risikerer at foretage en kæmpemæssig investering i biogas på falske præmisser. Udfordringen, set med et par bæredygtighedsbriller på, er at sikre, at den enorme produktion af biogas, som er på vej, faktisk bliver så grøn som muligt.

Men hvordan gør man det?

Jeg har talt med virkelig mange mennesker under researchen til den her historie, og ret mange af dem foreslår, at politikerne på den ene eller anden måde laver nogle flere regler for, hvad der må komme i biogasanlæggene, eller i det mindste, hvad biogasselskaberne kan få støtte til at putte i.

Der findes allerede regler for energiafgrøder. De senere år har energiafgrøder højst måttet udgøre 12 procent af den biomasse, der kommer i et biogasanlæg. I sommeren 2021 besluttede et bredt flertal i Folketinget at sætte tallet gradvist ned over de kommende år, men da Rusland invaderede Ukraine og skabte frygt for gasmangel i Europa, fik politikerne kolde fødder og tillod selskaberne at fortsætte med 12 procent et år mere. Det er den slags lempelser, Torben Chrintz frygter, vi vil se igen og igen. I dag bruger mange både små og store biogasanlæg betydeligt flere energiafgrøder end de fire procent, som om få år vil være maksimum.

Så er der restprodukterne fra fødevareindustrien. De klimamæssigt mest problematiske er dem, der egner sig til foder. Dem er der ingen særskilte regler for – men det burde der være, mener en stribe eksperter og aktører. Også blandt folk, som ellers er varme fortalere for at udvide biogasproduktionen i Danmark.

Ifølge Torben Chrintz fra Concito burde det dybest set være forbudt at putte ting, der egner sig til foder eller fødevarer, i biogasanlæg. Det tvinger landmanden til at købe korn i stedet, så reelt har det samme effekt som at putte korn i biogasanlægget,” siger han.

En anden mulighed er at bruge statsstøtten til at styre de mest klimavenlige råmaterialer ned i biogasanlæggene og de mindst klimavenlige udenom. Lige nu har politikerne vedtaget, at nye biogasanlæg udelukkende skal konkurrere om statsstøtten på prisen. Det vil sige, at støttekronerne går til den, der kan producere mest gas for færrest penge. Men man kunne jo også give pengene til den, der kunne producere gassen mest klimavenligt. Det ville være det smarteste, mener Lars Villadsgaard Toft, som er bioøkonomichef i Seges Innovation og medforfatter til en stor rapport om potentialet for biogasproduktion i Danmark. Set fra mit synspunkt havde det været hensigtsmæssigt også at kigge på klima- og miljøeffekter. Det havde været godt, hvis det ikke bare var mest mulig gas, men også størst mulig klimaeffekt for pengene,” siger han. Og det handler ikke kun om, hvad der kommer ind i anlæggene, men også, hvad der kommer ud, understreger Lars Villadsgaard Toft. Når biogasanlæggene er færdige med biomassen, bliver resterne nemlig brugt som gødning, og jo bedre den gødning er, jo bedre er det for klima og miljø.

Også foreningen Landbrugets Biomasseleverandører foreslår at bruge statsstøtten mere selektivt. Foreningen arbejder for bedre vilkår for landmænd, der leverer input til biogasanlæg. Formand Erling Christensen er mælkebonde og medejer af et stort biogasanlæg, og han er varm fortaler for at udbygge biogasproduktionen i Danmark. Men han vil gerne sikre, at det sker på fair og ordentlige vilkår,” som han siger. Derfor foreslår han at fjerne støtten fra den del af biogassen, som kommer fra restprodukter, der egner sig til foder. Jeg er modstander af, at man indirekte bruger tilskudskroner til at hæve prisen på biprodukter og på den måde er med til at udkonkurrere landmænd, som har brug for dem,” siger han.

Hos brancheorganisationen Biogas Danmark er man til gengæld ikke så meget for flere bæredygtighedskrav, men vil hellere lade branchen sikre bæredygtigheden selv. Sammen med Landbrug & Fødevarer har Biogas Danmark for nylig lavet en såkaldt code of conduct om restprodukter fra fødevareindustrien som for eksempel mask. Ifølge aftalen skal restprodukter så vidt muligt udnyttes i overensstemmelse med principperne bag den bioøkonomiske værdipyramide, hvis det er teknisk og økonomisk muligt”, som det hedder, og landmænd skal altid sikres mulighed for at byde ind på de restprodukter, der egner sig til foder. Aftalen indeholder dog ingen garantier eller nogen nærmere beskrivelse af, hvordan det hele skal foregå i praksis. Men Bruno Sander Nielsen, som er faglig direktør i Biogas Danmark, er overbevist om, at aftalen vil fungere, blandt andet fordi en tilsvarende ordning for animalske biprodukter faktisk har virket – i hvert fald ifølge en evaluering fra en af parterne, Landbrug & Fødevarer.

Bruno Sander Nielsen mener også, at der kan opstå problemer, hvis man laver for mange firkantede regler, fordi det kan forhindre biogasanlæggene i at udnytte restprodukter, som ellers bare ville blive smidt ud. Ifølge professor Thomas Fruergaard Astrup fra DTU er dét en helt reel indvending. Sådan nogle regler er nødt til at være fleksible, så det ikke bliver alt for fastlåst, når situationen og teknologien udvikler sig,” siger professoren, som i øvrigt er fortaler for regulering eller incitamenter, der kan sikre, at diverse restprodukter bliver udnyttet klima- og miljømæssigt optimalt.

Hvad angår problematikken omkring halm, henviser Bruno Sander Nielsen fra Biogas Danmark til den udvikling, som er i gang på området. Selv om halm stadig udgør under én procent af den mængde biomasse, som ryger i biogasanlæggene, har andelen længe været stigende. Over de seneste fem år er den vokset fra 0,2 til 0,9 procent. Og der er eksempler på anlæg, som producerer en betydelig del af deres gas på halm, siger Bruno Sander Nielsen. Som eksempel henviser han til selskabet Naturbiogas Sode nær Haderslev.

Naturbiogas Sode oplyser, at de får cirka 15 procent af deres gas fra halm. Hemmeligheden, fortæller selskabets folk, er, at de har fundet en god metode til at rive halmen i småstykker, inden den kommer i tankene, og at deres anlæg er bygget til at kunne have halmen liggende længe nok til, at den rent faktisk bliver nedbrudt og forvandlet til gas. Det tager tre måneder. Mange andre biogasanlæg er kun bygget til at have biomassen liggende halvt så længe. Derfor skal mange eksisterende biogasanlæg udbygges, før de kan håndtere halm i store mængder. Men mange af de nye anlæg, som bliver bygget i dag, er faktisk designet til at håndtere halm, siger Bruno Sander Nielsen. Han har også stor tiltro til nye metoder til at få mere energi ud af halmen, for eksempel ved at blande den sammen med nogle af de efterafgrøder, som landmændene alligevel skal så. Derfor er jeg sådan set meget fortrøstningsfuld med hensyn til, at halmen kommer ind i biogasanlæggene,” siger han.

Der skal dog mere til at berolige Torben Chrintz fra Concito. Jeg har beskæftiget mig med biogas i 20 år, og det der med halmen har man sagt lige så længe,” siger han. Det er lige ved og næsten, og det har det godt nok været i mange år.”

Med til historien om Naturbiogas Sode hører også, at halm, dybstrøelse og gylle tilsammen leverer under halvdelen af selskabets gasproduktion, helt nøjagtigt 43 procent ifølge selskabet selv. Derfra er der et stykke op til Biogas Danmarks fremtidsscenarier, hvor gylle, halm og dybstrøelse allerede i 2030 skal levere omkring to tredjedele af al biogas i hele landet. Naturbiogas Sode bruger også 12 procent energiafgrøder i form af majs – det maksimale, som i øjeblikket er tilladt – oplyser selskabet. Det anlæg, som Biogas Danmark fremhæver som et eksempel på, hvordan man kan producere biogas på halm, er altså endnu langt fra at leve op til branchens egne forventninger til fremtiden og bruger samtidig tre gange så mange energiafgrøder, som politikerne har besluttet, at det skal være tilladt fra 2024 og frem.

Mens jeg har arbejdet på den her historie, er der i øvrigt landet et par brede politiske forlig, som utvivlsomt har vakt glæde i biogasbranchen. Som del af en aftale om en grøn skattereform blev regeringen og et bredt flertal i Folketinget den 24. juni enige om at fritage biogas for CO2-afgift for 100 millioner kroner om året fra 2024 og frem. Dagen efter landede en energiaftale, hvor et endnu bredere flertal enedes om at fremrykke en tilskudspulje, så der kan blive bygget endnu flere biogasanlæg de kommende år. I energiaftalen står også, at det skal undersøges, om man kan sætte grænsen for energiafgrøder endnu længere ned end allerede aftalt, og at man skal se på mulighederne for at øge anvendelsen af halm”. Der står også, at biogas er en grøn, klimaneutral gas”.

Jeg har spurgt klima- og energiminister Dan Jørgensen om, hvor sikker han føler sig på, at der faktisk vil blive produceret biogas på halm i store mængder i fremtiden, og hvad han mener om forskellige slags regulering til at sikre, at biogassen bliver produceret så klima- og miljøvenligt som muligt. Men ministeren nåede ikke at svare, fordi han havde travlt med forhandlinger om blandt andet de her spørgsmål. Han har dog tidligere sagt, at hvis branchens nye code of conduct’ ikke virker, vil han gerne se på mulighederne” for at lave regulering, der kan begrænse brugen af foderegnede restprodukter. Han har også tidligere sagt, at han forventer stigende brug af halm i fremtiden, men at der er væsentlige barrierer” på den korte bane.