Forestil dig en storby som London eller Paris set fra oven. Flad som en pandekage. Og oven på pandekagen er et virvar af villakvarterer, boligblokke, skoler, sygehuse, parker og måske en sø eller to. Og et stort, komplekst netværk af veje. Tag så den her by-pandekage, og fold den sammen på midten, så det bliver til en form for by-tacoskal i stedet.

Sådan en by findes der inde bag øjenlågene på Saudi-Arabiens kronprins og de facto leder Mohammed bin Salman. Han vil nemlig opføre en helt ny by, der kun er 200 meter bred, men til gengæld 170 kilometer lang og 500 meter i højden. En lang, helt lige og firkantet tacoskal af en by, der samlet set skal huse hele ni millioner mennesker. En helt ny verden, med egne regler og love. Projektet hedder The Line og er et virkelig radikalt brud med vores forståelse af, hvordan en by fungerer. Byen viser med al tydelighed, at vi ikke er færdige med at tænke helt nye tanker om den måde, vi indretter os og lever på. Er det et friskt bud på, hvordan vi kommer nogle af tidens store problemer med klima og urbanisering til livs, eller er det en dystopisk fremtidsvision, der mest fortæller os, at fremtidens samfund vil ligne Gotham City?

Det her er fortællingen om et byggeprojekt, der får pyramiderne og Den Kinesiske Mur til at blegne. Og som måske er en helt vanvittig idé.

Alt for længe har vi mennesker taget til takke med dysfunktionelle byer, der tilsidesætter naturen og skaber forurening. The Line er svaret. Her har du alt, hvad du skal bruge, inden for maksimalt fem minutter på gåben: butikker, parker, boliger, fitnesscentre, kontorer – alt sammen stablet oven på hinanden. Ingen spildplads. I toppen vil der være en åbning og en korridor, der skærer ned gennem den 200 meter brede bygning, så sol og luft kan strømme ind. Den blanke spejlfacade gør bygningen næsten usynlig udefra, og så sikrer den perfekt temperaturregulering indeni. Alt kører på 100 procent grøn energi, og her er hverken gjort plads til veje eller biler.

Det, vi hørte her, er en velproduceret og meget højstemt reklamevideo for The Line. Al denne herlighed på kun et lille frimærke i den saudiske ørken: 34 kvadratkilometer. Det svarer til … cirka halvdelen af Fanø. Til sammenligning bor der rundt regnet 3.000 mennesker på hele Fanø og altså ikke ni millioner som planlagt i The Line. Det er en del af megaprojektet Neom. En fremtidsby til godt 500 milliarder dollars, som også skal rumme en gigantisk flydende havn formet som en oktogon, en landingsplads til rumskibe og andre lige så ufattelige projekter.

Jesper Pagh synes, The Line ligner, at man har bedt Scientologys grafiker om at skabe en ny trailer til Blade Runner. Hvis du skulle være i tvivl: Det er ikke et kompliment. Pagh er stadsarkitekt i Rødovre Kommune og arbejder til daglig med at sikre, at byen er designet, så det er behageligt at bo i den.

Kunne Jesper Pagh måske have lyst til at bo i The Line? “Nej,” siger han uden tøven. “Bestemt ikke.”

“Det, som mange af de her projekter ofte tager udgangspunkt i, det er, at man kan forudskikke alle behov, som alle måtte have til enhver tid. Eller som det måske lige så meget er tanken i et land som Saudi-Arabien: at det ikke er meningen, at man skal kunne rende rundt og gøre alting,” siger han.

Det, Jesper Pagh ser, er en meget stramt designet by til et tilsvarende stramt designet samfund. Byens udtryk afslører nogle meget faste forestillinger om, hvordan det gode liv skal leves, og hvad mennesket har af forskellige behov, siger han.

Som byplanlægger har Jesper Pagh selvfølgelig også nogle langsigtede visioner for sin by og nogle idéer om, hvad der gør en by god at leve i. Faktisk er Rødovre en af de kommuner, som planlægger mest ovenfra og ned, fortæller han.

Men The Line er alligevel noget helt, helt andet, slår han fast.

Traditionelt spejler et samfunds behov sig i den måde, byen udvikler sig på. Hvis flere borgere gerne vil spille fodbold, så bliver der – i den bedste af alle verdener, og hvis budgetter og praktikaliteter tillader det – anlagt nogle flere boldbaner. Det er normalt en løbende udvikling.

Jesper Pagh kalder projektet et udtryk for en predict and provide-strategi: Bin Salman og folkene bag byens design prøver at forudsige, præcis hvilke behov fremtidens mennesker har, og så skaber de en by baseret på forventningen om de behov. En komplet og færdigskabt by i en komplet og færdigskabt forståelse af livet.

Det er ikke noget nyt fænomen at tænke byer helt forfra. I 1920’erne var man i Paris langt i planerne om at rydde det meste af det centrale Paris for at gøre plads til 18 helt ensartede skyskrabere. Planen var udtænkt af stjernearkitekten Le Corbusier. Når man ser hans tegninger i dag, er det svært ikke at blive ramt af den samme blanding af foragt og betagethed, som mange får, når de ser The Line. Le Corbusiers plan om at rydde det indre Paris var for radikal. Men i Danmark har vi faktisk et eksempel på noget, der minder om den komplette, udtænkte by. Den finder vi i Tingbjerg i udkanten af København, der af arkitekten bag, Steen Eiler Rasmussen, blev kaldt ‘menneskebyen’. Ved opførelsen i 1970’erne var drømmen en luksuriøs bydel, hvor børnefamilier kunne leve hele deres liv i fred og ro. I dag er Tingbjerg et udsat boligområde, hvor arbejdsløsheden er højere, og indkomstniveauet lavere sammenlignet med resten af Danmark og altså et godt stykke fra Eiler Rasmussens drøm om menneskebyen.

Den komplette og fuldstændigt udtænkte by har siden været i dvale.

“Drømmen om, at man kan det, er heller ikke ny. Men den virkede ikke efter hensigten, når det kom til stykket, den der forestilling om, at man kunne totalplanlægge, altså predict and provide,” fortæller Jesper Pagh.

Men et væsen er vågnet fra sin hule. Det er, som om vi igen ser drømmen om at designe en komplet by helt fra begyndelsen.

En by og den måde, den er designet på, afspejler det omkringliggende samfund og de behov, der er opstået i samfundet. Så når vi kigger på skitserne til The Line, kan vi faktisk se, hvad det er for et samfund og en kultur, der ønskes her. Arkitektens design er også et samfundsdesign.

The Line skal kun tilfredsstille de behov, der anses for rimelige og valide af kronprinsen og monarkiet i Saudi-Arabien. Og den er tænkt fuldstændigt fra bunden og helt komplet. Ligesom den civilisation, der skal indrette sig i byen. Noget, der faktisk er en trend, forklarer Jesper Pagh.

“Der er en masse projekter i tiden, hvor private multimilliardærer køber øer og dele af lande for at etablere deres egne civilisationer. For at kunne skabe sit eget mikrokosmos og for at kunne kontrollere verden omkring sig: lave sine egne love og hverken være underlagt naturens eller verdenssamfundets love,” siger han.

Her kan man altså starte fra scratch. Og den idé, som er helt grundlæggende for The Line, afslører noget meget væsentligt om den tid, vi lever i lige nu. Mange føler, at verden er blevet for stor og kompleks. Problemerne filtrer sig ind i hinanden. Der er så meget gammelt skrald, der skal ryddes op i. Så tænk, hvis man kunne starte helt fra forfra og gentænke måden, vi lever og bor.

Faktisk har Mohammed bin Salman selv sagt, at det mest revolutionerende ved projektet ikke er arkitekturen, men derimod byens love og regler. De skal ikke nødvendigvis være 1:1 med resten af Saudi-Arabien. Og noget tyder på, at det først og fremmest skal være en slags frihavn for byggematadorer, multimilliardærer og aristokratiske fantaster som Mohammed bin Salman, der gerne vil skyde penge i projektet. Selv siger bin Salman: “Forestil dig at være borgmester i New York, men uden nogen folkelige krav.” Det er en ret vild udtalelse, som på en måde skaber flere spørgsmål end svar: Vil alkohol være tilladt? Bliver synet på homoseksualitet anderledes end i resten af Saudi-Arabien? Og hvad med de påfaldende mange kvinder, man ser i pressematerialet for Neom og The Line – hvordan bliver deres rettigheder? Vi ved det ikke. Det er stadig skitser på papir og drømme bag kronprinsens øjenlåg.

Trenden med at gentænke civilisationen og skabe komplette byer og samfund forfra strækker sig fra Elon Musks planer om at kolonisere Mars til tropeøen Satoshi Island, der skal være et paradis for de bitcoin- og kryptoentusiaster, der køber sig et statsborgerskab til øen for et større beløb. Så er der popsangeren Akons planer om at opføre metropolen Akon City i Senegal, der med egen digital møntfod, akoin, skal være et tech-paradis, som bringer velstand til området. Og så altså Mohammed bin Salmans drøm om en perfekt designet by, der passer til alle menneskets behov – eller i hvert fald de behov, som et menneske har ifølge bin Salman.

Og det er for eksempel ikke et behov at kunne bevæge sig mere frit rundt. Eller at kunne køre bil – hvilket er lidt paradoksalt, når nu det kun er tre år siden, at kvinder fik lov at køre i bil i Saudi-Arabien. Hvis man får lyst til at gemme sig i The Line, må det føles som at prøve at gemme sig på en fodboldbane. Du kan kun bevæge dig fremad eller tilbage. Hver kvadratmeter er nøje udtænkt til en bestemt funktion. Planen er ikke, at du skal kunne gemme dig. Et perfekt design til masseovervågning og stram social kontrol.

Historisk har traditionelle, mere organiske byer fremavlet beskidte værtshuse, smugkroer og afsides parker, hvor tidens afvigere kunne mødes i hemmelighed. De her steder er en del af en bys dna. Spørgsmålet er, hvad der sker, når man med kirurgisk præcision forsøger at fjerne de her steder. Vil små sprækker åbne sig i den 170 kilometer lange by, og lyssky aktiviteter gro op af sprækkerne? Eller vil det blive bin Salmans drømmesamfund, renvasket for de menneskelige aktiviteter og behov, han ikke har gjort plads til i plantegningerne?

Som Jesper Pagh indledningsvist udbrød, er æstetikken som taget ud af en måske lidt uhyggelig sci-fi film. Og det er måske ikke så underligt, da bin Salman har hyret nogle af Hollywoods førende art directors til at være med i designprocessen ifølge mediet Bloomberg. Det gælder for eksempel Nathan Crowley, der har skabt universet i rumfilmen Interstellar. Og for at det ikke skal være løgn, så er der i den film en beboelig rumstation, som er formet som et aflangt rør med et vindue til sollys for enden.

I 1960’erne var der fart på urbaniseringen. Den store efterspørgsel efter at bo i byerne affødte det ene store, vilde byggeprojekt efter det andet. Boligblokke og skyskrabere skød op én efter én. Og det mødte kritik. Det italienske arkitektkollektiv Superstudio kom med en skitse til en bygning så uendelig ambitiøs og lang, at den kunne nå hele vejen rundt om jorden og bide sig selv i halen. På kunstbiennalen i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh kunne man for nylig – ifølge Bloombergs reporter, der var til stede – se en gengivelse af den her midgårdsormsbygning med teksten: “Forestil dig en ikke så fjern fremtid, hvor alt byggeri skabes som én samlet tanke.”

De oprindelige tegninger fra Superstudio var ikke ment som et seriøst forslag. Det var en tydelig kritik af de moderne megaprojekter, der kun blev større og større på det her tidspunkt.

Det måske største ubesvarede spørgsmål er, om Mohammed bin Salmans megaprojekt rent faktisk bliver til virkelighed. Det ville ikke være første gang, sådan et projekt gik i vasken – og nok heller ikke sidste gang. Hvis man flyver hen over området ved Det Røde Havs kyst, hvor Neom og The Line skal ligge, kan man se, at der stadig er langt igen. Udjævningen af den klippefyldte ørken er faktisk allerede så småt i gang, og man kan ane konturerne til dele af byen. Ud til kysten kan man se en række nyopførte administrationsbygninger, hvorfra byggeriet bliver ledet. Ved siden af er der anlagt en helikopterlandingsplads og et stort luksuriøst golfresort. Resten er i hvert fald foreløbig en gold ørken.