Lars Løkke Rasmussens ansigt er over det hele. Det pryder siden af autocamperen, og det fylder avisen, der ligger i forruden. “Manden i centrum,” står der, indtil chaufføren opdager fotografernes interesse og folder avisen sammen. Løkke selv sætter sig på førersædet og kører 20-30 meter frem, så kameraerne får et par gode skud af ham ved rattet. Så parkerer han autocamperen, hopper om på bagsædet og lader den rigtige chauffør tage over. “Skal vi have sele på?” spørger vi. “Det går nok,” svarer han og spreder benene.

Det er onsdag den 19. oktober, der er små to uger til valget, og aftalen er, at vi får et lift med Løkkes beskedne valgkaravane fra Aarhus til hotellet i Silkeborg. Undervejs skal vi tale om det parti, han har bygget op, og som ser ud til at brage ind i Folketinget. Samme morgen har en meningsmåling spået Moderaterne til 9,2 procent af stemmerne. En måned tidligere lå de under spærregrænsen. En valgforsker har kaldt fremgangen for “mystisk”. Der er medvind i autocamperen.

Løkke er dog ikke så meget for meningsmålinger. Han tror mere på sin intuition.

Så hvad siger din intuition dig lige nu?

“Min intuition siger mig, at vi har fat i et eller andet.”

Det samme tror folk på Christiansborg, der nu ikke bare taler om Løkke som kongemager, men også som potentiel statsminister. Er han i gang med et politisk comeback uden sidestykke? Selv insisterer han på, at han ikke har tid til at tænke på bogstavlege. Lige nu handler det om at komme i Folketinget.

Alligevel skal vi ikke mange minutter ind i interviewet, før han leverer en vaskeægte nyhed. Han vil ikke alene have en regering hen over midten. Han vil have ét bestemt parti med i den regering, siger han.

“Jeg er nået til den konklusion, at vi er nødt til at have Socialdemokratiet med. Men Socialdemokratiet hægtet op på venstrefløjen kan ikke levere det, der er brug for. Og der skal vi fremtvinge en form for stabilt, fast politisk samarbejde hen over den der berømte midte,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Hidtil har han sagt, at hans mål er at få gennemtrumfet en regering, der består af partier fra både rød og blå blok. Men det har ændret sig.

Det er ikke nok bare at få De Radikale med, målet er at få Socialdemokratiet med i en forpligtende regering hen over midten?

“Ja, det er målet. Så kan der være en virkelighed, hvor man må lade sig nøje.”

Samtidig vil Løkke ikke afvise, at midterregeringen kan findes ved at have Venstre eller De Konservative som støttepartier, og dermed åbner han for, at en regering efter valget kan bestå af bare to partier: Socialdemokratiet og Moderaterne. Så er spørgsmålet bare, hvem der skal være statsminister.

Fra sin nye plads på midten af det politiske spektrum vil Lars Løkke Rasmussen have et opgør med meget af det, han selv satte i værk, da han var statsminister. Det kan klinge hult, og det konfronterer enhver, der overvejer at stemme på ham, med et valg: Kan man stole på Løkke? Er han en kynisk opportunist? Det er den kritiske automatreaktion. Men hvis man kan stole på ham, så gør Løkke vel på den anden side netop det, vi beder vores politikere om: at indrømme deres fejl og blive klogere, i takt med at både de og verden ændrer sig. Så er han tvivlende, måske bare … menneskelig. Det er ret spændende.

Det her er fortællingen om Lars Løkke Rasmussens forsøg på at genopfinde sig selv, og den begynder en dag i december 2020, hvor han et sted ude på et af de syv verdenshave blev overhalet af en havskildpadde. Det er som bekendt ikke noget, man bliver så ofte. Når Løkke befandt sig her, skyldtes det, at han deltog i tv-programmet Over Atlanten, hvor seks mere eller mindre kendte danskere sejler med OL-skipper Jesper Bang over, ja, Atlanten, alt imens de lærer noget om sig selv og andre i vilkårlig rækkefølge.

“Altså, du var ikke i tvivl om, at det var Lars. Ikke så meget Løkke, men bare Lars,” siger kendiskokken Umut Sakarya, som var med på turen. Han blev gode venner med Løkke. De drak rom i smug og tog selfies og røg cigarer. “Han mindede om den der nabo, man rækker en øl over til. Sådan en tyk mand. En tyk, bleg dansk mand. Han ligner en Lars, lever som en Lars, lugter som en Lars.” Sakarya husker især tre dage, hvor der ikke skete noget som helst, fordi vinden og motoren ikke ville have det, faktisk sejlede de vist baglæns på et tidspunkt. Han husker, hvordan Lars her blev til Løkke og i sin transformation tog rollen som deltagernes talsmand over for produktionsholdet på sig.

“Det var meget sejt et eller andet sted, at man kunne det. I stedet for bare at være frustreret var han den, der sagde: Nu gør vi lige noget ved det,” fortæller Umut Sakarya. Senere skrev Løkke i en klumme i B.T., at han brugte rejsen til at få afklaring, til at “falde i et med bølgerne, se ud over den uendelige horisont og tænke livet igennem”. Turen var formativ, i hvert fald i Løkkes egen fortælling. Han lærte noget ude på Atlanterhavet.

“Vi snakkede selvfølgelig om på turen, om han skulle tilbage til politik, men han ville selvfølgelig ikke sige noget. Men alle vidste godt, at han ikke kan lade være. Jeg tror simpelthen ikke, han kan lade være. Ligesom på båden. Han skulle fandeme sejle mere end andre. Hvor andre ikke gad stå deroppe, elskede han det.”

Altså stå ved roret?

“Ja. Hvis vi andre stod der halvdelen af tiden, tog han den anden halvdel. Det kunne han godt lide,” siger Umut Sakarya med et smil.

Den 1. januar 2021, få dage efter at Løkke var kommet hjem fra sin tur over Atlanterhavet, meldte han sig ud af det parti, han havde været medlem af i 40 år. Som han havde været formand for og statsminister for. Han beskrev det sådan, at han nu satte sig selv fri.

Det var den måske mindst overraskende udvikling i vinteren 2021, da Lars Løkke Rasmussen kom tilbage til dansk politik. Fra han forlod Venstre, gik der kun en uge, før han stiftede Det Politiske Mødested 8. januar, men da han fra sin lejlighed i Nyhavn i København præsenterede dette mødested, gjorde han meget ud af at fortælle, at det ikke var et nyt parti, men et undersøgende rum, hvor “mennesker fra virkeligheden” skulle udvikle idéer, drømme, visioner. Politik.

“Mig selv og alle de andre tosser kunne få lov at plapre løs i øst og vest, uden at der var nogen, der havde en forudindtaget holdning,” siger Peter Aalbæk. Han er bedst kendt for at være bramfri og for at stifte filmselskabet Zentropa. Ålen, som han bliver kaldt, var med til det allerførste møde og udgjorde sammen med en række andre kulturpersonligheder et panel af “hverdagens eksperter”, som der stod i beskrivelsen til mødet. Sammen med blandt andre komikeren Andreas Bo og D-A-D-trommeslager Laust Sonne skulle Ålen skabe ny politik, eksperimenterende og helt fra bunden.

“Det var søgende. Hen mod det famlende, uden at det skal læses negativt. En dialog uden nogen forudfattede meninger på forhånd. Det var ret vildt,” siger han. Peter Aalbæk kunne lide den græsrodsagtige tilgang. Følelsen af at kunne få lov til at tænke frit og lade visionerne vokse frem fra bunden. Og han var ikke den eneste, der havde det sådan.

Stine Rosenquist, der til daglig arbejder i en klatrepark, husker, hvordan de politiske møder foran computeren inspirerede hende til senere at blive opstillet som partiets spidskandidat på Bornholm. “Man følte sig hørt. Man følte, at der blev talt med folk, der faktisk vidste, hvad de snakkede om,” fortæller hun.

Det var planen, at projektet ikke skulle bæres frem af prominente, gennemprøvede politikere fra Christiansborg. I stedet var det et ret forskelligartet og kulørt persongalleri, der knyttede bånd til Det Politiske Mødested og Moderaterne. Der var blandt andet journalisten Jeppe Søe, der ifølge SE og HØR skylder knap en halv million kroner til en nordjysk smed, og Jon Stephensen, der i foråret blev fyret som direktør for teatret Aveny-T, ifølge bestyrelsen for sin ledelsesstil. Der var advokaten Tobias Grotkjær Elmstrøm, der ifølge Frihedsbrevet har fået tre bøder i Advokatnævnet for grov tilsidesættelse af god advokatskik. Der var Jan Swyrtz, vært på tv-programmet Luksusfælden, som var i spil som spidskandidat for partiet, men endte med at gå i protest. Og så er der rent faktisk også en prøvet politiker: Den tidligere Venstre-mand Jakob Engel-Schmidt, der i sin tid måtte forlade Folketinget i utide, fordi han blev taget i at køre bil med kokain i blodet.

Ved de ugentlige samtaler i Det Politiske Mødested havde Løkke travlt med at fortælle, at det her ikke var traditionelle partipolitiske møder med faste dagsordener og ideologiske kæpheste. Ambitionen var at skabe politik efter en ny formel. En rendyrket pragmatisme, en nærmest videnskabelig tilgang, der går gennem eksperter, og hvor tvivl og fejlslagne forsøg kan være vigtige ingredienser, før man finder den rette formular. Her hyldede man ikke politik, men det, man bare mente var snusfornuft. Og på den måde har man gjort midten til noget rationelt, nærmest apolitisk.

Og netop det her med fornuften er interessant. Det er for eksempel et centralt kritikpunkt for Christoph Ellersgaard, der er magteliteforsker ved CBS. Han skriver i Politiken, at Løkke forklæder sin politik som “snusfornuftens gyldne middelvej”, mens han i virkeligheden vil føre en politik, som vil gavne samfundets elite.

Jakob Engel-Schmidt, der i dag er politisk chef og kandidat for Moderaterne, medgiver, at idéen om en fornuftig politik risikerer at virke arrogant. “Vi kommer ikke til at være et parti, hvor vi alene vide,” siger han med et udtryk, der tilskrives den enevældige konge Frederik 6.

“Den tilgang vil skabe en højere grad af politikerlede. En anderledes politikerlede end i dag, men en politikerlede, hvor folk vil føle, at nogen er kravlet så højt op i elfenbenstårnet, at skyerne og tågen om morgenen under dem blokerer for, hvad der foregår på jorden,” siger Jakob Engel-Schmidt.

Alligevel, siger han, er der plads til mere fornuft i dansk politik.

“Det er mangel på sund fornuft, at hvis din hovedpulsåre brister på den forkerte side af regionsgrænsen, så bliver du kørt til Køge i stedet for til Rigshospitalet, fordi vi har regionslinjer. Det koster liv, og det er mangel på sund fornuft. Det er mangel på sund fornuft, at vi har et skattesystem, hvor det for nogle ikke kan betale sig at arbejde. Det er en helt logisk mangel på sund fornuft.”

Vinteren 2021 gik med den ene digitale samtale efter den anden. Med politikudvikling, med mere sund fornuft. Selv om Løkke i lang tid sagde, at han ikke havde et nyt parti på vej, var der ingen, der rigtig troede på ham. Og lidt mere end et år senere annoncerede han så også, at det, der var begyndt som Det Politiske Mødested, nu skulle være et rigtigt parti.

Stedet lignede mest af alt en rockerborg, tænkte kommunikationskonsulenten Anna Thygesen. Det var grundlovsdag 2021, og Det Politiske Mødested havde inviteret til fest i gården bag deres kontorer. En dag, der både viste, at det nye parti stadig var søgende, og at formanden var ved at lægge sig fast på en kurs. Det var den dag, Moderaterne blev født.

Det begyndte med fællessang. “Når verden lukkes ind,” sang de, “bygger vi bro fra sind til sind.” Gårdspladsen var dækket af perlegrus, hækkene var nydeligt studsede, og i hjørnet stod pølsemanden Bjarne klar til at servere ristede med det hele. Peter Aalbæk var der og husker stedet som aldeles usexet. “Det er jo for helvede et betonkontorkompleks i fucking Herlev. Det er der ikke meget liderligt over, skal jeg hilse og sige,” fortæller Aalbæk.

Efter fællessangen gav Anna Thygesen og Peter Aalbæk gæsterne hver sin demokratiske peptalk. Det handlede om boligpriser og generationstyveri, om de tårer, Anna Thygesen havde grædt for de små og mellemstore virksomheder, der måtte dreje nøglen om som følge af coronakrisen. Om Peter Aalbæks aktive sexliv i 1970’erne og om Anna Thygesens minkpels, der altså, ville hun gerne understrege, ikke var en, hun havde lejet. Det handlede også om ekkokamre og en demokratisk samtale, der var gået i stå herhjemme. “Det kan vi jo se i USA, det fører til ekstremisme. Højre, venstre, blå, gul, grøn, I don’t care. Vi er holdt op med at have respekt for demokratiet,” sagde Anna Thygesen.

I hvert fald fire af gæsterne var klædt i stråhat. Solen skinnede, og de, der havde ulejliget sig med at tage en blazer på, havde fundet de lyse farver frem. Lige med én undtagelse. Lars Løkke var klædt i sort, og det var usædvanligt. Faktisk var det første gang i sine 35 år som folkevalgt politiker, at han fejrede grundlovsdag i sort habit, forklarede han, da det var hans tur til at tale. “Men i dag er lidt anderledes,” sagde han. “For når jeg har talt færdig her, så tager jeg en taxa for at køre til Poul Schlüters begravelse i Holmens Kirke. Så det er fest og begravelse på samme dag.”

Den tidligere konservative statsminister, Poul Schlüter, var død godt en uge forinden, og selv om jakkesættet udtrykte sorg, formåede Løkke at bruge det til at understrege sin politiske drøm. En regering hen over midten. Drømmen er gammel – på sin vis ældre end Løkke selv. Men også stadig mere drøm end virkelighed. I 1970’erne gjorde Venstre og Socialdemokratiet et enkelt forsøg på at danne regering sammen, for Folketinget vrimlede med nye partier, der var energikrise, og økonomien havde det hårdt. Men de to partiers politikere havde svært ved at slippe opfattelsen af hinanden som fjender, og efter lidt over et år gik regeringen i opløsning.

Lidt mere held havde De Konservatives Poul Schlüter. Han var efter eget udsagn “ikke så konservativ, at det gør noget”, og mente, at “ideologi er noget bras”. Måske netop derfor lykkedes det ham at sidde som statsminister i mere end et årti i regeringssamarbejder, der ved flere lejligheder havde rakt i hvert fald en tåspids over den politiske midte – og undervejs styret samfundsøkonomien væk fra en lurende afgrund. Som Løkke sagde i sin grundlovstale: “Ti år senere, da Schlüter gav stafetten videre, var det hele bragt på ret køl. Danmark var forvandlet, moderniseret, og værdien af den indsats kan man simpelthen ikke overvurdere.”

Særligt De Radikale har gennem årene forsøgt at gå den svære balancegang mellem de to blokke. I dag har Moderaterne overtaget den drøm – og tilsyneladende i titusindvis af radikale stemmer. I sin grundlovstale udtrykte Løkke behovet for en fornuftens politik med en metafor, der var som hentet fra turen over Atlanterhavet:

“Vi er et lillebitte folk på et stort ocean, et stort verdenshav, hvor bølgerne kan gå højt, og hvor vi alle er nødt til at tage hver vores tørn ved årerne og trække på alles kompetencer, hvis ikke vi skal drive bagud, agterud, i forhold til de lande, der har fuld kraft frem.”

Som den konkurrencestat, vi er, lød budskabet, må vi danskere stå sammen i stedet for at bekæmpe hinanden i en politisk skyttegravskrig. “Vi har brug for et parti, der rækker ud og bygger bro,” sagde Løkke, “og det parti, det kommer, og det hedder Moderaterne.”

Løkke så forventningsfuldt ud over gårdspladsens perlegrus. Der var stille et par sekunder, så faldt tiøren hos tilhørerne, og en afdæmpet klapsalve voksede frem. Lige der, med de ord, var Moderaterne født.

To år før Moderaterne blev lanceret, satte Lars Løkke Rasmussen første gang ord på sin drøm om midten. Det skete med bogen Befrielsens øjeblik, der blev udgivet midt under valgkampen i 2019. Pludselig ville han, der dengang var Venstres formand og statsminister, ruske op i dansk politik. Fra den ene dag til den anden gik han nu til valg på at danne regering sammen med ærkerivalerne i Socialdemokratiet.

Idéen til bogen opstod på et møde på Marienborg nogle måneder tidligere. Men blandt folk, der arbejdede tæt sammen med ham dengang, er der ikke enighed om, hvad der blev aftalt. Nogle mener, at en lille inderkreds her besluttede, at bogen skulle handle om dét, den kom til, nemlig Løkkes nye plan om en midterregering. Andre mener, aftalen lød på, at det bare skulle blive en bog om Løkke og hans politiske projekt, og at idéen om en midterregering var en, han selv introducerede bag om ryggen på sine nærmeste allierede.

I pressen blev bogen modtaget med udpræget skepsis. “Lars Løkke Rasmussen kæmper indædt til det sidste, men til gengæld også kun for sig selv,” skrev Informations politiske kommentator Lars Trier Mogensen. Den udbredte læsning lød – og lyder i øvrigt stadig, når man taler med kilder i Løkkes gamle parti – at Løkke havde indset, at han ville tabe valget, og i et sidste øjebliks desperation ville gøre alt for at bevare magten.

Løkkes egen fortælling, som vi får den i autocamperen på motorvejen mod Silkeborg, er en anden. I 2016 var han statsminister for en ren Venstre-regering og lancerede en såkaldt helhedsplan, der blandt andet skulle få flere i arbejde og sænke skatten.

“Det udtrykker på mange måder i virkeligheden det, der er min tænkning i dag, nemlig at vi skal have en holistisk tilgang til det, og i stedet for at lave en tjubang-reform et eller andet sted, så skal vi stramme bardunerne på teltet Danmark. Jeg blev mødt af nogle ultimative krav, som kunne have kostet regeringens fald, hvis jeg ikke fandt en vej ud. Og den vej, jeg fandt, var så den her regeringsudvidelse, som jo kickstartede den her tyrkiske basar. En skattelettelse for en udlændingestramning,” fortæller Løkke.

For at overleve lukkede Løkke både De Konservative og Liberal Alliance ind i regeringen. Det førte til et uskønt samarbejde, hvor særligt Liberal Alliance og støttepartiet Dansk Folkeparti spændte ben for hinandens ønsker. Løkke følte sig taget som gidsel af to partier, der repræsenterede hver sin yderfløj: en økonomisk og en værdimæssig. “Og der burde jeg, i stedet for at finde den vej ud, have sagt, det vil vi gerne møde vælgerne på, det her,” siger Løkke.

Problemet med blokpolitikken er, siger Løkke, ikke bare, at støttepartierne på yderfløjene kan true med at vælte regeringen, hvis de ikke får deres vilje. Det er også, at partierne tættere på centrum er bange for at blotte sig og tabe stemmer over midten. Socialdemokratiet er bange for at virke svage på udlændingepolitikken og tabe stemmer til Inger Støjberg. Og Venstre er bange for at lave om på SU’en og tabe stemmer til de røde partier, mener Løkke. “Så det er ikke kun det med, at yderfløjene får lov at sætte et aktivt aftryk. De blokerer også for nogle forandringer, fordi man spiller sikkert,” siger han. Spørgsmålet er så, hvilket aftryk Lars Løkke Rasmussen drømmer om at sætte fra sin nye plads på midten.

Lars Løkke Rasmussen havde taget en kasket omvendt på hovedet. Over for ham stod sønnen Bergur, der var folkemøde på Bornholm i 2022, og de to generationer kæmpede om publikums gunst i en dj-battle. Løkke lavede pistolfingre og drak fadøl. Han satte Bee Gees’ “Stayin’ Alive” på. Sønnen svarede igen. “Den her beskriver dig godt far,” sagde han og spillede Destiny’s Child. “I’m a survivor,” lød det fra højtalerne.

Løkke er en overlever. Men han er også mere end det. Han har genopfundet sig selv. Det måske bedste eksempel er udlændingepolitikken. Som statsminister gennemførte Løkke historiske stramninger, så man i dag ikke må gå i burka, man skal give håndtryk for at blive statsborger, og hvis man som asylansøger har for mange værdigenstande, bliver de taget fra én ved grænsen. I dag kalder Løkke alle de tiltag for skadelig symbolpolitik.

Var du også imod de stramninger eller dele af dem, dengang de blev gennemført?

“Nej, jeg var jo ikke imod, for jeg lagde både navn og ansigt til, og vi fremsatte det som forslag og gennemførte det sammen med et flertal i Folketinget. Så det ville jo være forkert at sige, jeg var imod.”

Så hvordan skal man forstå den nye Løkke? Er han i egne øjne en synder, der har ladet sig omvende? Eller er det Danmark, der har ændret sig? “Det er nok lidt af det hele, tror jeg, hvis man skal være ærlig omkring det,” siger Løkke. På den ene side siger Løkke, at det, han kalder symbollovgivning, ikke har haft så slemme konsekvenser, fordi det netop kun er symbolsk. På den anden side har han mødt danskere med udenlandsk baggrund, der har fået ham til at forstå, at symboler kan gøre ondt.

“Jeg har sagtens kunnet sondre mellem dem, der er her, fordi de vil være her, og som yder alt, hvad de kan, og så dem, der står et andet sted. Men det har slået mig, efter at jeg har frisat mig, at den der meget store gruppe føler sig ramt af det andet. Så det har jeg været nødt til at reflektere over, at på den måde betyder symboler også noget, og derfor skal vi have noget mindre af dem,” siger Løkke.

Den nye moderate og midtsøgende Løkke er, måske paradoksalt nok, en vild kemiker i velfærdsstatens laboratorium. Han er radikal i sin reformiver, klar på at lave meget om på det meste. Står det til Moderaterne, skal udlændinge fremover vurderes på et pointsystem. Der skal gives point for blandt andet uddannelse og sprogkundskaber, og kan du skrabe et vist antal point sammen, er du velkommen indenfor i varmen – ikke noget med håndtryk og følelser af danskhed. Derudover skal værnepligten afskaffes. I stedet skal de unge mennesker aftjene en såkaldt borgerpligt, som kan være ved Forsvaret, men det kan lige så vel være som frivillig på et museum eller ved at hjælpe til på et plejehjem. Sundhedssystemet skal tænkes helt og aldeles forfra: Væk med regionerne, de er for små til at have det store overblik og for store til at sikre den borgernære kontakt. Og så skal der oprettes en ny faggruppe, et såkaldt tastekorps, der alene tager sig af papirnusseriet foran computertastaturet, så sygeplejersken kan få mere tid til at tage sig af patienten.

Vil man dog for alvor forstå Moderaternes lilla partifarve, så skal man tage et kig på den store skattereform, der er kommet ud af det moderate laboratorium. Der skal indføres en top-topskat. Altså en form for millionærskat, som flere røde partier også har foreslået igennem tiden. Og som Løkke i øvrigt kaldte for “hjernedødt” tilbage i 2009. Når man læser resten af skatteplanen, er det dog en anderledes mørkeblå nuance, der toner frem i reagensglasset. Som cheføkonomen fra CEPOS – den meget liberale tænketank – har sagt til Ekstra Bladet: “Løkkes plan øger uligheden mere end nogen anden vedtaget skattereform i dette årtusinde.”

To måneder inden vi sætter os i autocamperen, lagde en af Moderaternes spidskandidater, lægen Monika Rubin, en video på TikTok. På videoen filmer hun sig selv, mens der hen over skærmen står: “Lad os smide endnu en statsministerkandidat i puljen: Lars Løkke, politisk leder for Moderaterne?” Imens lipsyncer hun til en sang af rapperen Tessa: “Ej, det’ bare pis,” synger hun. “Medmindre du er klar, bitch?” For nylig kommenterede Løkke pludselig videoen med tre sorte hjerter.

Lars Løkke Rasmussen føles som en ål, der smutter, ligesom man tror, man har fået greb om den. Det gælder hans politiske ståsted – da vi beder ham definere midten, opremser han fem forskellige politiske skalaer, man kunne gøre brug af – og det gælder hans planer efter et valg. Hvem vil Løkke gøre til statsminister, hvis han får de afgørende mandater? Det er også, siger han, det, folk vil vide, når han møder dem i valgkampen. Men han har ikke tænkt sig at svare. “Hvis man starter med at give den ultimative indrømmelse til nogen, for hvem kampen om at komme ind i Statsministeriet overstråler alt muligt andet, så har man spillet sig kort af hænde. Og det kan godt være, vi er et ungt parti, men det er jeg personligt for garvet til, at vi gør,” siger Løkke.

Hvad han til gengæld gerne vil tale om, er, hvad der skal til, for at han kan støtte en kommende regering. Og det er her, nyheden falder: Løkke er kommet frem til, at Socialdemokratiet er afgørende at få med i regering, hvis han skal lykkes med sit projekt. “Man er nødt til at forpligte Socialdemokratiet i et regeringssamarbejde, fordi der desværre er en tendens til, at Socialdemokratiet i opposition er mindre tilbøjeligt til at træffe svære beslutninger end Socialdemokratiet i regering.” Det samme gælder ikke de blå partier, siger Løkke. Han mener, de borgerlige partier i højere grad konkurrerer med hinanden om at byde sig til, og at de bliver presset af erhvervslivet til at søge indflydelse.

Det åbner for et interessant scenarie: Med de rekordhøje målinger til Moderaterne er det pludselig sandsynligt, at der efter valget kan tegne sig et flertal bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Moderaterne. Det ville opfylde et af Løkkes store ønsker: at sætte yderfløjene, her Enhedslisten, uden for indflydelse. Er det en regeringskonstellation, han kan se for sig? “Det kan jeg faktisk helt ærligt ikke. For jeg kan ikke se det der positive politiske program i alle dets aspekter i den konstruktion. Så det kan jeg faktisk ikke,” siger Løkke.

Et andet scenarie, der bliver spekuleret i på Christiansborg, er muligheden for, at Løkke med truslen om at gøre Mette Frederiksen til statsminister får vredet armen om på Venstres Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives Søren Pape Poulsen – og ender der, hvor han kom fra: som statsminister for en ren blå regering. Men, siger Løkke, der må man huske, at hele partiet er bygget på idéen om det brede samarbejde. Går han alligevel med i en blå regering, får han i den grad problemer med sit bagland. Og i øvrigt tror han ikke på det, da en mere lempelig – eller “fornuftig”, som han kalder det – udlændingepolitik er et af hans ufravigelige krav.

Løkkes drømmescenarie er i stedet, at de fire gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale og De Konservative – går i regering sammen med Moderaterne.

“Men i teorien kunne det jo godt være anderledes. I teorien kunne man jo godt have en stor politisk aftale om en masse positive punkter, der skal arbejdes med i den her valgperiode, og så den regering, der stod oven på det, var smallere. Det kunne man jo godt. Men det ville være en markant nyskabelse.”

Så Venstre eller De Konservative skal sådan set også være med?

“Ja, jeg tænker, at hvis du skal lave det program, jeg ser for mig, som tager hånd om at lave en SU-reform, en sundhedsreform, en institutionsreform, tage medborgerskab alvorligt og sådan noget, så skal de partier forpligtes. Man kan selvfølgelig forpligtes på anden måde end via et regeringssamarbejde. Men så bliver man parlamentarisk grundlag. Er det nemmere at se for sig nogle borgerlig-liberale partier, der vil være parlamentarisk grundlag for sådan en S-M-regering, eller hvad ved jeg, end at se dem være med i den? Det tror jeg ikke.”

Autocamperen er stoppet foran hotellet i Silkeborg, men Løkke bliver siddende roligt i sædet. Vi spørger ind til hans forhold til Mette Frederiksen. Når man taler med folk, der kendte ham godt i Venstre, siger de, at relationen tidligere var anstrengt. Mildest talt.

Hvordan er jeres relation i dag?

“Vi har ikke nogen nævneværdig relation. Fordi der har været to et halvt år i dansk politik, som ikke har været relationsopbyggende omkring mig overhovedet. Det siger jeg ikke anklagende eller noget, det er bare en konstatering. Der har været to et halvt år, hvor vi og det, vi har forsøgt at løbe i gang, har været totalt ignoreret. Det har der ikke været nogen, der har haft lyst til at tale med os om, så der er ikke bygget nogen relation op overhovedet. Nu kan jeg så mærke, der er en stigende interesse i den her fase.”

Har I drukket kaffe og snakket lidt sammen på det seneste?

“Ja, vi har drukket én kop kaffe.”

En lang eller en kort kop?

“Jamen det var en relativt kort kop.”

Hvad talte I om?

“Det er ret lang tid siden i virkeligheden. Jeg har jo godt set aviser, hvor der står, at der har været en stribe møder og sådan noget. Og jeg har det ikke med at referere, hvem jeg har holdt møder med. Men jeg kan sige med sikkerhed, jeg har ikke deltaget i en stribe af møder.”

Så hvad kan man udlede af Løkkes nye erkendelse? Varmer han op til at gøre Mette Frederiksen til statsminister? Nej, siger han, sådan skal det ikke forstås. Socialdemokratiet er det eneste af de erfarne regeringspartier, der så godt som aldrig har siddet i regering uden at sidde for bordenden, siger han.

“Der er en første gang for alt. Og det er jo ikke nogen naturlov. Socialdemokratiet har ikke noget retskrav på, at hvis de skal tage ansvar og være med i en regering, så skal de også sidde for bordenden. Jeg er helt sikker på, at der er en selvforståelse omkring dem, der er sådan. Men det er bare ikke nogen naturlov,” slår Løkke fast.

Så hvem kan så blive statsminister? Lars Løkke Rasmussen holder fast i, at det næppe bliver ham.

Hvis det mod din og de fleste andres forventning skulle ske, at du bliver statsminister for tredje gang, hvilken sang skal du så høre i bilen på vejen hjem?

“Ej, men det kommer ikke til at ske,” siger han.

En mand banker på døren til autocamperen. Vi pakker sammen og går ud i solskinnet. Lars Løkke Rasmussen skal ind på hotellet og hvile et par timer, før valgprogrammet fortsætter om aftenen. En ældre mand har spottet autocamperen og haster til for at tage et billede af Løkke, da han træder ud af den. “Vil du ikke selv være med?” spørger Løkke. “Skal vi tage det sammen?” Mens Løkke lader sig fotografere foran autocamperen, hvisker manden, der tog imod os foran hotellet: “Every vote counts.”

Hvad gør Lars Løkke Rasmussen efter valget? Det er det spørgsmål, alle stiller sig selv. Hvis han selv kender svaret, skjuler han det godt. Men vennen Umut Sakarya, der på en vindstille dag på Atlanten så Lars blive til Løkke, er sikker i sin sag.

“Jeg er ikke i tvivl om, at hvis han kan komme til det, så vil han være statsminister,” siger han. “Kunne han komme til det, tror jeg, han ville være dronning. Han ville få lavet et kønsskifte. Det er jeg ikke i tvivl om. Selvfølgelig vil han da det.”