Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Verdens dyreste påskeæg viser os Ruslands blodige historie. Også den, der udspiller sig lige nu

Mit navn det står med prikker, jeg er vildt mange millioner værd, og måske står jeg på en kaminhylde nær dig.

Foto: Maxim Shemetov / TASS / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


11. april 2022
12 min.

Ægget havde ståetamerikanerens køkkenbord i otte år. Det var et riflet guldæg på størrelse med en muffin, som stod på et sæt løvefødder. Ægget var dekoreret med safirer og diamanter, og trykkede man på den største diamant, åbnede toppen sig og afslørede et lommeur i 14 karat guld. Manden havde købt det på et antikmarked for 70.000 kroner i håb om, at han kunne sælge det videre med fortjeneste til nogen, som ville smelte ægget om, men indtil nu havde ingen bidt på.

En tilfældig dag i 2012 studsede han over et navn, som stod på gulduret inde i ægget. Da han googlede det, kom han ind på en avisartikel med overskriften: Står det her 200-millioners-æg på din kaminhylde?” Artiklen beskrev jagten på et forsvundet Fabergé-æg og citerede en Fabergé-ekspert fra en juvelerbutik i London for, at hvem der end ejer dette æg, har de næppe nogen idé om dets oprindelse eller betydning – eller at de ligger inde med en royal skat, som kan være op til 20 millioner pund værd”.

Amerikaneren hoppede på det første fly til London. Han kunne dårligt sove af spænding, og da han stod i den mondæne juvelerbutik, lukkede hans svælg sig sammen, så han havde svært ved at tale. I sine rystende hænder holdt han billeder af sit æg, som han viste til Kieran McCarthy, eksperten fra artiklen. McCarthy troede ikke sine egne øjne. Han var ikke meget i tvivl om, at det, han kiggede på, var det tredje kejserlige Fabergé-æg, som havde været forsvundet i årtier, men han tog med til Midtvesten i USA for at bekræfte det ved selvsyn. Her, i en verden af dinere, pickuptrucks og praktisk tøj, i et ydmygt hus med udsigt til en Dunkin’ Donuts, på et køkkenbord ved siden af en pakke cupcakes, fandt han en af verdens dyrebareste royale skatte, et stykke uovertruffen juvelerkunst, hvis historie er vævet ind i Ruslands blodige fortid. Han følte sig som Indiana Jones, der finder en forsvunden skat.

Du ejer et kejserligt Fabergé-påskeæg,” sagde han til amerikaneren, som nærmest faldt om på sit køkkengulv af forbløffelse. Kort tid efter hjalp Wartski, som juvelerbutikken hedder, manden med at sælge ægget til en privat samler for et hemmeligt millionbeløb.

Den utrolige historie om det forsvundne Fabergé-æg, der mirakuløst dukkede op for ti år siden, er en del af forklaringen på, at verdens dyreste påskeæg fortsat kan fascinere. De 50 kejserlige æg, hvoraf syv stadig savnes, repræsenterer drømmen om en mere end hundrede år gammel skjult skat, som taler til vores alles indre Indiana Jones. Men de er samtidig et vindue til et af de vigtigste, og blodigste, kapitler i Ruslands historie, og æggenes skæbneforløb løber synkront med historiens svingninger. Helt frem til i dag, hvor præsident Putins krig i Ukraine på ny har gjort Fabergé-æggene til et varmt politisk anliggende.

Det kommer vi til. Men først tager vi i påskens anledning en af de mere spektakulære historietimer, som byder på en blodig revolution, opulent juvelerkunst, excentriske rigmænd, en dansk prinsesse og en hel del overraskelser.

En af dem, der har ladet sig opsluge af Fabergé-æggenes historie, er danske Preben Ulstrup. Han er sognepræst på Frederiksberg, og i sin fritid har han lavet et så omfattende researcharbejde, at han er blevet en internationalt indflydelsesrig Fabergé-ekspert. Han har skrevet flere bøger om emnet og har selv holdt et ægte kejserligt Fabergé-æg i hænderne.

Det er historien omkring æggene, der fascinerer mig, og det detektivarbejde, der ligger i det, som er sjovt,” siger han over telefonen.

Det begyndte med en gymnasietur til Leningrad (som vi i dag kalder Sankt Petersborg) i 1970’erne, hvor marxismen var på mode, ikke mindst blandt gymnasielærere. Emnet var den russiske revolution, men det, der gjorde størst indtryk på den unge Ulstrup, var de kejserlige skatte i Vinterpaladset. Turen grundlagde en glubende interesse for Ruslands historie, og Preben Ulstrup besluttede sig for at finde sin egen, danske indfaldsvinkel.

Og det blev så kejserinde Dagmar,” fortæller han.

Dagmar, eller Marija Fjodorovna, som de kalder hende i Rusland, var en dansk prinsesse, som blev født i 1847. Hun var datter af Kong Christian IX og blev en vellidt kejserinde af Rusland som hustru til zaren Aleksandr III. Hun skulle egentlig have været gift med hans storebror, men han døde pludseligt af meningitis, bedst som de var blevet forlovet. Det blev et af mange tragiske vendepunkter i et liv, som var en film værdigt; det er ikke uden grund, at biografen Dagmarteatret i København er opkaldt efter hende.

Hendes skæbne er mere interessant end hendes personlighed, for hun var egentlig en ret almindelig og meget sympatisk kvinde,” siger Preben Ulstrup til mig. Det er de situationer og omstændigheder, hun havnede i, der gør hendes liv utroligt interessant. Hun fik den højeste stilling, en kvinde kunne få, og senere tabte hun alt. Jeg læste alt, jeg kunne finde om hende, og via hendes historie kom jeg ind i Fabergé.”

Det var kejserinde Dagmar, der i 1885 modtog det første Fabergé-æg som en påskegave fra sin mand. Zaren havde bestilt det hos Carl Fabergé, en anerkendt guldsmed og i øvrigt søn af en dansk mor. Det første æg var forholdsvis prunkløst sammenlignet med de senere: en hvidemaljeret skal, som gemte på en blomme i guld. Inde i blommen var en guldhøne, og inde i hønen var en lille guldkrone og et rubinvedhæng. Lidt ligesom en babusjkadukke. Gaven faldt i god jord, og i de følgende år blev det en fast påsketradition, at zaren forærede sin zarina et af Fabergés påskeæg. Det ene mere overdådigt end det forrige, og alle med en skjult, Kinderæg-agtig overraskelse indeni. Æggene var ypperlig juvelerkunst, men de var måske ikke, hvad vi i disse minimalistiske tider ville betegne som god smag. Den fik ikke for lidt, og stilen kan vel bedst beskrives som kitsch. Men håndværket var af første klasse.

Jeg synes, de har deres charme,” siger kunsthistoriker Thomas Thulstrup, som er museumsdirektør hos Kongernes Samling på Amalienborg. Her har man et Fabergékammer, hvor man blandt andet kan se det franske 1700-tals-æg, som menes at være inspirationskilden til Fabergés første æg. De kejserlige æg har museet ikke nogen af, men andre af mesterguldsmedens kreationer er udstillet i Fabergékammeret. Jeg vil vove at påstå, at mange af de ting, han har lavet, er der ingen juvelerkunstner, der kan i dag,” siger museumsdirektøren. Det er det ypperste nogensinde skabt inden for juvelerkunst. Fabergé-æggene er udtryk for uovertruffen kunnen, viden og teknik, og hvad man kan udrette, når man har uanede midler til at skabe noget, som ikke har anden funktion end at overraske og glæde.”

Men i tiden efter Første Verdenskrig blev de opulente æg også et symbol på den voksende kløft mellem samfundets styrtrige top og den fattige russiske befolkning, som havde svært ved blot at få brød på bordet. Den kejserlige Romanov-familie levede i en ufattelig rigdom, som man slet ikke kan forestille sig. Og imens gik folk uden for deres porte og sultede,” siger Thomas Thulstrup.

Spændingerne førte i 1917 til den russiske revolution, hvor zardynastiet blev væltet, og bolsjevikkerne anført af Vladimir Lenin kom til magten, hvilket blev kimen til den sovjetiske kommuniststat. På det tidspunkt var Dagmar blevet enkekejserinde, og hendes søn var zar. Han og hans familie blev taget til fange og senere brutalt likvideret af hans modstandere.

Dagmar undslap den samme skæbne. Hun tilbragte et par år i husarrest på Krim-halvøen, før hun flygtede med skib til England på foranledning af den britiske Kong Georg V. Med sig havde hun ifølge flere historiske kilder ét Fabergé-æg. De fleste andre blev beslaglagt af det nye styre og opbevaret i Kremls våbenkammer. Her lå de bag lås og slå, indtil Lenins efterfølger Josef Stalin besluttede sig for at sælge ud af dem for at finansiere sine planøkonomiske planer. Blandt køberne fandt man rigmænd som englænderen Emanuel Snowman og amerikanerne Armand Hammer (oldefar til skuespilleren Armie Hammer, kendt fra film som The Social Network og Call Me by Your Name) og Malcolm Forbes, udgiveren af finansmagasinet af samme navn, som var forhippet på at eje flere Fabergé-æg end Kreml, hvilket kun næsten lykkedes. På den måde kom mange af de kejserlige æg i cirkulation blandt samlere, auktionshuse og museer i Vesten.

Æggenes ophavsmand, Carl Fabergé, måtte selv flygte fra Rusland efter revolutionen. Den tidligere kejserlige hofleverandør havde set sine mesterværker konfiskeret af kommuniststyret og sit livsværk, familiens smykkefirma House of Fabergé, nationaliseret af Sovjetstaten. Han endte sine dage få år senere i Schweiz. Nogle siger, at han døde af et knust hjerte.

Den eksilerede Dagmar tilbragte sine sidste år hjemme i Danmark på landstedet Hvidøre nord for København. Hun nægtede at acceptere, at hendes søn og store dele af hendes familie var blevet dræbt, og frem til sin død i 1928 klyngede hun sig til håbet om, at de en dag mirakuløst ville dukke op.

Små 100 år efter Dagmars død klynger mange skattejægere og kunstsamlere sig til håbet om, at et af de æg, hun engang fik foræret, og som i mellemtiden er forsvundet, en dag vil dukke op. Præcis som det skete i USA i 2012. Syv af de 50 kejserlige æg, som Carl Fabergé og hans ansatte nåede at producere, ved man ikke hvor er, og hvert af dem er mange millioner værd – hvis de vel at mærke overlevede revolutionen. Indtil for få år siden var der grund til at tro, at et af dem befandt sig i Danmark. Det såkaldte Royal Danish-æg blev nemlig givet til Dagmar i 1903, mens hun var hjemme i Danmark i anledning af sin fars 40-årsjubilæum på kongetronen, og førende eksperter fandt det sandsynligt, at ægget aldrig havde forladt København. Men i 2013 dukkede en liste op, som viste, at ægget efter revolutionen i 1917 befandt sig på Gatchina-paladset i Rusland, et af zarfamiliens gamle slotte.

Det var faktisk Preben Ulstrup, sognepræsten, der fandt den blandt Fabergé-nørder meget omtalte Gatchina-liste. Den danske hobbyhistoriker har leveret vægtige bidrag til den internationale Fabergé-forskning og har ofte været i Moskva, hvor han har fået lov til at grave i de oprindelige kilder i statsarkivet. Han var der sågar for at kigge på arkivmateriale, da krigen i Ukraine brød ud, og måtte nærmest flygte ud af Rusland via Doha.

Selv om Preben Ulstrups detektivarbejde altså har svækket håbet om, at et af de forsvundne Fabergé-æg skulle dukke op i Danmark, vil han ikke helt udelukke det. I betragtning af hvor meget Dagmar påskønnede påskeæggene, kunne man godt tænke sig, at hun havde gjort, hvad der stod i hendes magt, for at smugle dem ud af Rusland og have dem hos sig i Danmark. Det er ikke umuligt, at et æg kan være gemt eller glemt et sted, skønt det nok ikke er sandsynligt,” siger Preben Ulstrup. Men de kunne lige så godt gemme sig i Danmark som så mange andre steder.”

Thomas Thulstrup fra Kongernes Samling er mindre optimistisk. Han mener, at Danmark er for lille et land til, at et iøjnefaldende æg til en værdi af adskillige millioner kan gemme sig i så mange år. Men det ville da være vidunderligt, hvis der dukkede et æg op, hvis eksistens man kun kender til fra gamle regninger og fotografier,” siger museumsdirektøren.

Denne påske er det dog ikke de syv forsvundne æg, som tiltrækker sig opmærksomhed. Det gør derimod en håndfuld æg, som man godt ved hvor er, og som befinder sig som en lus mellem to negle. For Ruslands historie har som bekendt taget endnu en blodig drejning, og igen griber den ind i påskeæggenes skæbne.

Viktor Vekselberg fik en fornuftig pris, da han i 2004 købte ni kejserlige Fabergé-æg af Malcolm Forbes’ efterkommere. Små 700 millioner kroner stod de i. Det er en slags penge, kan du sige, men de er formentlig noget mere værd i dag, og Viktor Vekselberg har i øvrigt penge nok. Han er en meget rig oligark med tætte forbindelser til Vladimir Putin, hvilket naturligvis betyder, at han de seneste uger er kommet på sanktionslisterne og har fået indefrosset sine aktiver. Forleden fik han beslaglagt sin enorme yacht.

Det er lidt prekært for det verdenskendte kunstmuseum Victoria and Albert i London. De har nemlig lånt et af de æg, Vekselberg købte dengang, og det udstiller de i disse dage, frem til den 8. maj, sammen med tre andre æg udlånt af Moskvas statsmuseer i en storstilet Fabergé-udstilling. Og nu er der så gang i en større diskussion i museumsmiljøet om, hvad man skal stille op med Fabergé-æggene og andre kunstværker udlånt fra Rusland.

For et par uger siden tilbageholdt det finske toldvæsen tre forsendelser med kunstværker, som var på vej mod Rusland efter at have været udlånt til museer i Japan og Italien. Toldvæsenet mente, at kunstværkerne måske var underlagt EU-sanktionerne, og nu går den sag sin gang. Spørgsmålet er altså ikke blot, om man bør sende russisk kunst tilbage lige nu, men også om man overhovedet kan. Ifølge The New York Times er det også kutyme, at kuratorer kommer og følger tilbageleveringen af særlig værdifuld lånekunst, men det er som bekendt ikke så enkelt for russere lige nu, hvor der stort set er lukket ned for flytrafikken til og fra Rusland. Af sikkerhedshensyn vil man helst undgå alt for kreative flyruter med mange mellemlandinger. Andet lånekunst er blevet fragtet med lastbil gennem Ukraine – noget som heller ikke virker muligt inden for en nær fremtid.

Foreløbig har Victoria and Albert Museum sagt, at de agter at sende de dyre påskeæg sikkert tilbage efter udstillingen, mens det britiske kulturministerium lidt uforpligtende har lovet at hjælpe museet med at se, hvordan vi kan returnere Fabergé-æggene til Rusland på det rette tidspunkt”.

På Amalienborg er museumsdirektør for Kongernes Samling Thomas Thulstrup en anelse lettet over, at det ikke er ham, der har et russiskejet Fabergé-æg til låns lige nu. Han smiler, da jeg spørger. Så ville jeg nok være i tæt dialog med regeringen og Kulturministeriet om at tackle den sag. Den er ikke sjov for noget museum,” siger han.

Han fortæller, at han selv har gjort sig nogle tanker i forhold til Fabergékammeret, og der er nogle skilte i udstillingen på Amalienborg, som er blevet nedtonet lidt efter krigens udbrud. Men kammeret står ikke til at lukke, heller ikke midlertidigt. Én ting er at støtte regimet via lån fra for eksempel oligarker. En anden ting er den kulturarv, som eksisterede før regimet, for Ruslands kulturhistorie er også en del af vores kulturhistorie. Det ville også være mærkeligt, hvis vi ikke længere kunne læse Dostojevskij,” siger Thomas Thulstrup.

Hvis man mistænker, at museet i London eller den britiske regering vil benytte lejligheden til at konfiskere de dyrebare æg, sådan som bolsjevikkerne gjorde det efter den russiske revolution, skal man nok tro om igen. Kunstverdenens låneaftaler er ifølge eksperter, som har udtalt sig til The New York Times, beskyttet af internationale love og klausuler, der netop skal forhindre, at værkerne kan blive beslaglagt.

Ikke desto mindre har russiske statsmuseer siden 2011 nægtet at udlåne kunstværker til museer i USA af frygt for, at de alligevel skulle blive konfiskeret. Spørgsmålet er, om der er en kold kunstkrig på vej, og om også lånene til Vesteuropa nu vil stoppe. Og om vi således må vente længe, før vi atter får de russiskejede Fabergé-æg at se.

I så fald kan vi jo håbe, at et af de forsvundne æg en dag dukker op på en kaminhylde – eller et køkkenbord – nær dig. Sig lige til, ik’?