Lars Boje Mathiesen husker det sådan her: Den første dag, han mødte op på Christiansborg som nyvalgt folketingsmedlem for Nye Borgerlige, kiggede partiformand Pernille Vermund op og ned ad ham. Boje, sagde hun, du kan ikke gå rundt i en krøllet T-shirt. Vi er et borgerligt parti. Han prøvede at tage en jakke på, men det var sommeren 2019, den var varm, han lignede en, der havde siddet i sauna. Og så var det, at han havde en grå vest hængende i skabet. Så ser jeg i det mindste lidt nobel ud, tænkte han. Og så slipper man også for at stryge den hvide skjorte, fordi man ikke kan se, om den er krøllet, hvis man smøger ærmerne op.

Alle, der kommer til Christiansborg som folkevalgt første gang, skal lave denne øvelse. Hvad tager jeg med af mig selv? Og hvor meget tilpasser jeg mig det system, der sidder i væggene på det gamle slot?

Partiet Nye Borgerlige er født i protesternes land. Da det blev valgt ind i Folketinget, forsøgte partistifter Pernille Vermund efterhånden at gøre det til et konstruktivt parti, der rent faktisk søgte indflydelse. Strategien var ligefrem at gå i regering. I går, tirsdag den 7. februar, overtog Lars Boje Mathiesen lederskabet. Med ham får partiet en formand, der har været stemme for – og surfet på, ville nogle sige – den bølge af afmagt og ulmende mistillid, der bruser hen over det meste af Vesten i disse år. De har fået en formand, der lever og ånder af protesten og af forbindelsen til det, han kalder folket.

Det er den forbindelse, som de klassiske magtpartier i den borgerlige blok bliver anklaget for at have mistet. Og de seneste par gange, det er lykkedes Venstre og De Konservative at tage magten, har det været i alliance med netop protestpartier. Men kan man lave politik sammen med Lars Boje Mathiesens Nye Borgerlige?

Tirsdag aften holder Nye Borgerlige årsmøde. Inden det går i gang, spiser en gruppe ventende medlemmer af partiet deres kantinemad færdig i foyeren, inden turen går ad den lange gang mod hal 6 i Fredericia Idrætscenter.

Her mødes godt 400 medlemmer af Nye Borgerlige for at sige adjø til den afgående formand, byde den nye velkommen og vælge en ny politisk næstformand blandt seks kandidater fra partiets bagland. Stolene står i rækker på det lyseblå halgulv, og de fyldes langsomt op af de summende medlemmer.

“Flot fremmøde – og fedt sted!” lyder det fra et medlem kaldet King hen imod et par ansatte fra partiets sekretariat på Christiansborg, som tager imod gæsterne mellem håndboldbanen og bowlinghallen.

På en af stolene sidder Lone Svankjær Enemark. Hun er 52 år, fleksjobber og arbejder på to fodboldgolfbaner, henholdsvis i Bramdrupdam og Kolding. I aften er hun på plads i Fredericia Idrætscenter. Lone, der har været medlem af Nye Borgerlige i tre år, har taget turen fra Haderslev til Fredericia. Da vi ringede Lone op to dage før generalforsamlingen, spurgte hun som det første:

“Bliver I egentlig støttet af Socialdemokratiet ligesom andre journalister, eller prøver I at være neutrale?”

Hun kalder sig selv “lille Lone”, når hun taler om, hvorfor en politiker som Lars Boje Mathiesen taler lige til hende. “Når Lars siger noget, så går han jo ind og viser, hvad det er, der helt præcis bliver lavet af lovforslag, og hvorfor Nye Borgerlige helt præcis ikke vil være med til tingene,” siger hun. “Og hvordan man krænger tingene ned over hovedet på os. Det kan han vise sort på hvidt.”

Lars Boje Mathiesen har tidligere fortalt, at han har en simpel strategi for sine Facebook-videoer: De er nærmest uden manuskript, og hvis han ikke kan få optagelsen i kassen i to hug, kasserer han den. For at dét skal virke, er man nødt til at tale fra og til følelserne.

“Jeg har altid vidst, at jeg var borgerlig. Men jeg synes, at de der borgerlige partier, de blå partier, at der blev lidt for meget blå skjorte og bankmand over det. De talte sgu kun i Excel-ark,” siger han til os, dagen inden han bliver valgt som formand. “Der er andet i livet end vækstrater.”

Hans første politiske vækkelse var som liberal. Han er uddannet folkeskolelærer og arbejdede på en skole i Aarhus i årene op til, han blev valgt. Eleverne kaldte ham liberale Lars. Han stemte blankt indtil år 2011, hvor han stemte Liberal Alliance, meldte sig ind og blev valgt til byrådet i 2014. Han ville gerne stille op til folketingsvalget i 2015, men det gik galt. Folk fra Liberal Alliance fortæller, at Boje gerne ville være stillet op til Folketinget, men at han blev dumpet som kandidat i sin kreds. Han var ikke en teamspiller. Der var for meget branding og ikke nok rugbrødsarbejde, lød det. I stedet forlod han partiet.

Selv siger han, at han ikke ved, hvorfor han ikke fik lov at stille op for Liberal Alliance dengang, men at han var for EU- og indvandringskritisk til partiet. Og i stedet skiftede han til Nye Borgerlige.

Pludselig var han i en ny slags klub med en helt anden sammensætning. Det parti, Pernille Vermund og Peter Seier Christensen stiftede i 2015, begyndte som en protest mod håndteringen af flygtningekrisen dét år. Men projektet var at bygge bro mellem det liberale og det nationalkonservative. De systembevarende og de systemkritiske. Nationalstaten og individet.

Det var dén kobling, der skulle skabe et unikt parti, som skulle kunne rumme flere slags protester. I 2019 lagde Pernille Vermund og hendes folk en ny strategi. En af dem, der sad med til de møder, var daværende pressechef Lars Kaaber. “Vi skulle væk fra at blive set som et rent protestparti,” siger Kaaber. Opskriften var mere politik på hylderne, færre ultimative krav, flere kompromiser med de borgerlige partier, og – ultimativt – skulle det munde ud i, at partiet gik med i en borgerlig regering.

Det var drømmen.

Et kvarter inden mødet i Fredericia Idrætscenter dukker formand og partistifter Pernille Vermund op. Efter at en håndfuld ivrige delegerede er valgt som stemmetællere, træder Pernille Vermund op på scenen til sin afskedssalut blandt de store to store dannebrogsflag, der indrammer hende. Hun genopfører Nye Borgerliges skabelsesberetning, mens der er komplet stille i salen. Hun siger, at hun er blevet ramt af en ny fandenivoldskhed. Men faktisk virker hun træt.

Det har været tumultarisk i partiet den seneste tid. Kort efter det lidt skuffende valgresultat i november blev pressechefen og Vermunds tidligere nære allierede, Lars Kaaber, fyret. Et af folketingsmedlemmerne, Mette Thiesen, blev smidt ud af partiet på grund af skærmydsler med en af de ansatte. Efter at det stod klart, at Lars Boje Mathiesen ville blive ny formand, forlod den nyvalgte Mikkel Bjørn partiet sammen med flere profiler fra ungdomspartiet. Mikkel Bjørn og Mette Thiesen er begge skiftet til Dansk Folkeparti.

“Vi har på det seneste mødt modstand. Også fra folk, som vi troede var vores egne,” siger Pernille Vermund.

Hvor Mikkel Bjørn bedst kan betegnes som nationalkonservativ, er Lars Boje Mathiesen til den absolut liberale side. Men dén forskel var ikke den eneste grund til, at Bjørn forlod partiet. Der er også, skrev Bjørn i et opslag på Facebook, en frygt for, at Lars Boje Mathiesen ville køre partiet som et soloshow. Lars Kaaber, den fyrede pressechef, kender også Lars Boje Mathiesen som en, der går sine egne veje, og som har svært ved at bøje sig mod andre. “Det er ikke lysten til at samle folk, der mener noget forskelligt, sidenhen finde fællesnævneren og så indtage fællessynspunktet udadtil, der driver Boje,” siger Lars Kaaber. Når Boje selv er blevet spurgt til det, har han fnyst ad det. Man kan først kritisere hans ledelsesstil, når han rent faktisk er blevet leder.

Men han bærer det kompromisløse i sig. Blandt dem, der har oplevet at sidde og forhandle med ham, er der opstået et begreb ved navn “en Lars Boje”. Det er, når han sidder med i forhandlinger til det sidste, får meget af sin vilje i sidste ende og så alligevel rejser sig op og går, fordi det ikke er godt nok. Som Lars Kaaber formulerer det: “Alle andre har så siddet i hele og halve dage og prøvet at finde et kompromis. Og så går han ned på sit kontor og laver en video på Facebook.”

Selv siger Lars Boje Mathiesen, at “en Lars Boje” rigtignok findes, men han definerer den lidt anderledes: Man bliver i forhandlingslokalet, indtil der absolut ikke er mere at komme efter. Og så træffer man en beslutning. “Det er, hvad ‘en Lars Boje er’. Jeg kalder det grundighed, og at man arbejder for de mennesker, der har stemt på én.”

Det er Facebook-videoerne, der har givet Lars Boje Mathiesens hans stemme. Det er der, kompromisløsheden og protesten kommer længst ud. I december kørte han en julekalender med titlen “øh, brugte du lige mine skattekroner på det der?”, hvor han udstillede offentligt frås (der var et par fejl, som DR-programmet Detektor fangede). Det er i Facebook-videoerne, at han udlægger sin mistro til politikerne (selv kalder han sig “folkevalgt” i stedet) og til den stat, der har tromlet hen over for eksempel minkerhvervet. Og det er her, i videoerne, han har fundet sit eget sprog, der adskiller ham fra for eksempel Inger Støjberg og Morten Messerschmidt, og som tiltrækker en særlig gruppe danskere. En af dem er Allan Vesterholt, der bor i Ryslinge på Midtfyn. Han ser Lars Boje Mathiesen mere som borger end som politiker, som han siger. Og “man er jo selv bare borger, ikke også? Og ganske almindelig lønslave. Og han udviser ikke, at han er der for at få en stor fed bil og for at få den fede hyre og for at få ministerpension. Han er der sgu for at lave om på tingene”.

Når Lars Boje Mathiesens systemkritik for alvor ruller sig ud, får sproget en ekstra dimension, som man kan høre på flere måder. Da han for nylig deltog i programmet Cordua & Steno, talte han om den toneangivende organisation World Economic Forum, der hvert år under stor mediebevågenhed samler verdenseliten til en konference. Organisationen, sagde Boje Mathiesen, har “grundlæggende” indflydelse på danske politikere og deres verdenssyn. “Det er absolut noget, som jeg finder meget, meget skadeligt, hvis det vinder større indpas,” sagde han videre. “Jeg har ikke behov for, at der skal være en verdensomspændende skyggeregering. Bliver den politik, som bliver ført af regeringerne, dikteret eller inspireret derfra?”

Udtalelserne var det seneste eksempel på, at når Lars Boje Mathiesens sprog når ud i sine yderste hjørner, bliver det tvetydigt. Det, han siger, kan tolkes på den mest venlige måde – at han er kritisk over for den globaliseringstankegang, danske politikere kan tage med hjem fra konferencen. Men for dem, der har købt ind på den verserende konspirationsteori om, at World Economic Forum udgør en form for global skyggeregering, så kan Lars Boje Mathiesen lyde som en allieret. Mønstret har været det samme, når det handlede om coronavacciner. Han har tidligere nægtet at svare på, om han selv var vaccineret eller ej. Det var, som han formulerer det, et “privat spørgsmål”.

De konspirationsteorier, som Lars Boje Mathiesens sprog nogle gange kan lægge sig op ad, tror han ikke selv på. Det siger den tidligere pressechef Lars Kaaber: “Dem, som går rundt og tror, at Lars Boje selv er en sølvpapirshat, de tager altså fejl.” Boje er ifølge Kaaber et rationelt menneske, der ikke er til fals for “åndssvage idéer”. Men, siger han, Boje kender sproget og idéerne fra konspirationsteoretikerne. “Og hvis han begynder at moderere sin indstilling eller begynder at tage afstand fra de idéer, så er reaktionen meget kontant. Så stoler de heller ikke på ham”, siger han.

På den måde er det en helt ny slags proteststemme, der nu er blevet partiformand i Folketinget. Spørgsmålet er, hvad den stemme skal bruges til.

I Fredericia står “valg af ny formand” som næste punkt på programmet. Lars Boje bæres ind på salens klapsalver. Han træder op på den lille scene og klapper ud mod medlemmerne. Han siger tak til Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, og så er det tid til at præsentere hans egen vision.

“Vi skal hverken være et ultraliberalistisk parti eller et ultrakonservativt parti. Nej. Vi skal være præcis dem, som vi er,” siger han og understreger, at der skal bygges videre på det fundament, som partiets stiftere har anlagt. Dagen inden i telefonen fortæller han, at partiet selvfølgelig skal fokusere på udlændingepolitik, men han har et andet punkt, der skal fokuseres mere på. “Jeg kommer til at tale rigtig meget familie,” siger han. “Fordi jeg synes, familien som institution og fællesskab har det rigtig svært.” Han remser de problemer op, vi har med lykken. Antallet af danskere på lykkepiller. De unges udfordringer med det mentale helbred. Stress, de pressede familier, og så kommer han frem til, at tingene har én overskyggende årsag. “Og jeg tror, det er den afhængighed, vi har fået til staten, og den klientgørelse, der er sket. Masser af unge mennesker i dag bliver rådvilde, fordi vi har så lidt tid til familien, og fordi vi hundser rundt i det her socialdemokratiske velfærdsstatshamsterhjul, hvor vi skal arbejde så meget for at betale de her høje skatter og afgifter.”

Det er en klassisk borgerlig kritik af velfærdsstaten, som er nærmest forsvundet fra den borgerlige blok de seneste årtier. De store, gamle magtpartier – Venstre og De Konservative – har i store stræk accepteret velfærdsstaten som et grundvilkår og i stedet kæmpet med om at styre den. De vil gerne skubbe velfærdsstaten og dens servicer i retning af flere frie valg for eksempel, men ikke rykke den op med rode. Det er dér, Lars Boje Mathiesens kritik af de andre borgerlige partier er mest unik og giver hans proteststemme et helt særligt præg.

På højrefløjen er der mange politikere, meningsdannere og vælgere, der ser populismen som en gøgeunge, der ved en fejl er landet i den borgerlige rede. Lars Løkke Rasmussen ville af med ungen, da han var formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen gik i regering med Mette Frederiksen for at undgå at være afhængig af den. Men, siger Christian Egander Skov, det borgerlige Danmark har brug for populismen. Han er historiker, forfatter til bogen Borgerlig krise, og så kalder han højrepopulismen en nødvendig samarbejdspartner til “teknokraterne” i Venstre eller hos De Konservative. ”Lars Bojes populisme er et symptom på, at folk føler, de ikke har kontrol over tingene længere,” siger Egander Skov, “at der er nogen, der styrer slagets gang bag om ryggen på almindelige menneskers interesse.”

Den følelse af afmagt må de borgerlige partier tage alvorligt, siger Egander Skov. Og det gør Lars Boje Mathiesen. Hans ideologi er “rendyrket tekstbogspopulisme” i den liberale variant, som der som sådan ikke er noget uborgerligt over. Magt- og systemkritikken, mistilliden til magthaverne og trangen til frihed uden om velfærdsstaten er borgerligt. Men, siger han, selv om Lars Boje Mathiesen er et symptom på en sandhed, er den vare, han sælger, ikke nødvendigvis noget, resten af den borgerlige blok bør købe. For Nye Borgerlige er med Pernille Vermunds afgang og Lars Bojes overtagelse af formandsposten blevet et smallere parti med et smallere segment af magtkritiske liberalister, for nogles vedkommende sågar konspirationsteoretikere. “Det, der er tilbage,” siger Egander Skov, “det er det, man i gamle dage ville kalde Fremskridtspartiets strammerfløj. Folk, der mener, at velfærdsstaten er omklamrende, at der sidder en lille elite af velfærdsteknokrater, der dikterer ens liv.” Både Boje og hans vælgere “forstår sig selv som dem, der kæmper mod den her almægtige statsmagt, som ikke kender grænser for sig selv,” siger han. Modsat de systembevarende nationalkonservative har denne gruppe mistillid til samfundets bærende institutioner. De holdninger, som både de og Lars Boje repræsenterer, er ifølge Egander Skov både spidsformulerede, ekstreme og radikaliserede – og for ham at se er det ikke nødvendigvis til gavn for det borgerlige Danmark, som han håber på en genrejsning af.

“Jeg tror, at Nye Borgerlige først og fremmest er et problem for resten af den borgerlige blok. De er noget, som mange borgerlige vælger aktivt fra, fordi de ikke ønsker at blive associeret med dem.”

Af samme grund levner Egander Skov ikke partiet mange chancer for at overleve på en efterhånden temmelig crowded højrefløj. ”Nogle gange løber avantgarden så langt væk fra bordherren, at de taber forbindelsen til både de borgerlige partier og vælgerne, fordi de bliver opfattet som et ekstremistisk parti.” Lars Bojes udgave af partiet, mener historikeren, kan meget vel blive reduceret til irrelevans.

Men irrelevans er ikke det samme som død.

Efter Lars Boje Mathiesens tale er det tid til sidste punkt på programmet. Partiet skal have en ny næstformand. Valget ender ret klart på Henriette Ergemann, der sidder i byrådet i Kalundborg. Der går kun få minutter, før Henrik Dahl, folketingsmedlem for Liberal Alliance, kommenterer valget af hende på Twitter med et screenshot, hvor Henriette Ergemann i en Facebook-tråd folder sin vaccineskepsis ud. “Det er godt nok mærkeligt,” som hun skrev for nogle dage siden, “at jeg oplever blødninger, hver gang jeg er sammen med vaccinerede i længere tid.”

Og så er der opbrud. De menige medlemmer begynder langsomt at forlade salen. Mange vil sige et “tak for det hele” til Pernille Vermund, inden alle fordufter. Hendes energi er pludselig en helt anden.

“Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg er også fyldt med ny energi,” siger hun. “Og måske en energi, der særligt kommer, fordi vi har oplevet noget modgang, og så rykker man lidt tættere sammen i bussen.”

Som salen rømmes, kan man fornemme, at de delegerede er optimistiske. Nogle snakker endda om, at de med Boje som buschauffør som minimum kan nå op på de ti procent af vælgerne, der tidligere er givet til partiet i meningsmålingerne.

Spørger man hans gamle partifælle ovre hos Liberal Alliance Ole Birk Olesen, om han tror på projektet, vil han sige én ting til citat om dén sag:

“Lars Boje er en meget ambitiøs mand, som også har høje tanker om sig selv og sine egne evner.”