Tænk, hvis det er de besværlige børn, der kan innovere samfundet

STRÆKKERE“Mange af de ting, der ligger i Nest-programmet, er jo ikke nye ting. Visuel guidning, forudsigeligheden og at være tydelig. Det væsentlige er, hvordan vi får sat det sammen,” siger skoleleder Christian Hellum. Cinemagraf: Tor Birk Trads

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Efter årelange problematiseringer af inklusion i folkeskolen, viser der sig for tiden en ny åre i debatten: Tænk, hvis det er de børn, der bøvler i hjørnet, der kan forme fremtidens samfund. I november 2016 besøgte Zetlands Sara Alfort en skole i Aarhus, hvor hele klasser bliver undervist ud fra de autistiske børns behov. Det gør, at også de besværlige elever kan blive dygtige og livsduelige mennesker, mener skolelederen.

Uden for klasseværelset hænger en planche. Den viser, at din jakke og din skoletaske skal i garderoben. Og at dine bøger og din madpakke skal med ind i klassen. Ved siden af døren, på gavlen til garderoben, hænger endnu en planche med to sorte hænder. Hvis du bliver sur i timen eller bare fuld af myrer, læner du dine hænder mod de sorte planchehænder og tager strækkere, indtil det går over.

På døren ind til klassen hænger et stopskilt. Hertil og ikke længere er forældre velkomne. Inde i klassen er det nemlig kun læreren, der bestemmer. Så ingen andre autoriteter har adgang indenfor.

Vi står uden for døren til et klasseværelse på Katrinebjergskolen i Aarhus. Skolen er en ganske almindelig folkeskole, men den har to børnehaveklasser, der ikke er helt som de andre. Ud af de to klassers 32 børn har 8 elever autisme. Fire i hver klasse, som ellers ville have siddet på en specialskole eller i specialklasser.

I stedet sidder de bag døren her og former fugle sammen med de andre børn ud af avispapir og tape (virkelig meget tape!).

Vi har glemt øjnene!” råber en pige bag døren.

RO“Det, der tit kan ske i en almindelig klasse, er, at man har individuelle aftaler med forskellige børn, der har forskellige vanskeligheder. Her i Nest-klassen er der en struktur for hele klassen, som vi skal holde fast i. Det gør tingene mere overskuelige,” siger børnehaveklasseleder Morten Bække Rønn. Foto: Tor Birk Trads

I debatten om inklusion i folkeskolen (hvis du har glemt, hvad den handlede om, så kommer det lige om lidt) har vi talt meget om, hvad i alverden vi stiller op med de besværlige børn. Vi har talt knap så meget om, hvordan vi sørger for, at skolen ikke bare rummer alle børn, men også ruster dem så godt, at de kan spille en væsentlig rolle i vores samfund.

Det er der faktisk en skole i Aarhus, der forsøger. På Katrinebjergskolen i Aarhus er det børnene uden diagnose, der inkluderes i en autistisk ramme. Faktisk er der ikke længere tale om inklusion. Klassen kører efter rammer, som alle børn skal kunne fungere i. Også dem, der ellers ikke ville kunne være med.

Jeg tror, vi står der, hvor man kan sige,” fortæller Katrinebjergskolens leder, Christian Hellum, at hele den inklusionstanke er ved at være lidt belastet. Mildest talt. Vi er nødt til at finde på noget nyt. Vi er nødt til at snakke om det på en ny måde. Formålet her er, at vi får dannede, dygtige og livsduelige elever.”

Lad os lige huske, hvad det nu var inklusionsdebatten egentlig drejede sig om. I 2013 besluttede kommunerne og den daværende regeringen, at 96 procent af alle børn skulle være en del af den almindelige undervisning.

Specialundervisning var vokset så meget, at den optog en tredjedel af folkeskolens budget i 2010. Nu skulle børnene flyttes, altså inkluderes blandt de andre børn i folkeskolen. 10.000 børn flyttede fra specialskolerne og specialklasserne.

I foråret kom regeringens inklusionsudvalg med en rapport. Rapporten konkluderede, at inklusionen ikke fungerede efter hensigten. Pengene fulgte ikke med børnene som planlagt, lærerne manglede efteruddannelse, og den store udflytning af specialbørnene var snarere en omrokering end en inkludering af børnene.

Den dag rapporten kom, den 11. maj 2016, besluttede regeringen derfor at droppe målet om, at 96 procent af alle børn skal gå i den danske folkeskole. Så fra, at inklusion var øverst på den politiske dagsorden, heftigt debatteret og prominent i forældres bekymringskatalog, så har vi det sidste halve år ikke talt ret meget om inklusion.

Den foregår naturligvis stadig. Udfordrer stadig. Men den udvikler sig også. Og det er Katrinebjergskolen i Aarhus et eksempel på.

SSH“0. A., nu skal I lytte. De, der er færdige med næb og hoved og krop, de må finde fuglemalebogen i lommen på stolen. De, der ikke er færdige, rækker fingeren op, og så kommer jeg og hjælper,” siger børnehaveleder Morten Bække Rønn. Foto: Tor Birk Trads

I oktober sidste år var skoleleder Christian Hellum og en gruppe lærere og pædagoger fra Katrinebjergskolen i New York for at besøge de såkaldte Nest-skoler. Nest-skolerne i New York startede op i 2003 og kører efter en struktur, der er tilpasset skolens autistiske børns stærke behov for ro, struktur og forudsigelighed.

I New York, hvor 4.000 børn går i Nest-klasser, og hvor programmet har kørt i over ti år, har forskerne, der følger klasserne, set gode resultater. Her viser undersøgelser, at børn med autisme i Nest-skoler klarer sig lige så godt eller bedre end de andre børn fagligt. I matematik klarer de sig markant bedre.

I august i år startede Katrinebjergskolen de to børnehaveklasser op ud fra samme principper. Hver klasse har kun 16 elever, hvoraf 4 er autister, og klassen har altid to voksne tilknyttede.

Nest-klasserne bliver finansieret ved, at de midler, som kommunen ellers ville have sat af til de fire børn i specialklasse og specialskole, er fulgt med børnene. Skolen får altså ikke ekstra midler, det skal kunne hvile i et kommunalt regnskab”, som Hellum siger. Og til august kommer han til at starte to nye Nest-klasser op.

Inden skolestart fik forældrene til normale’ børn valget mellem at sætte deres barn i en Nest-klasse eller i en almindelig børnehaveklasse. Flere forældre ønskede Nest-klasserne, end der var plads til.

Klassen er indrettet med visuelle redskaber som en stemmeskala, der fortæller hvor højt man må tale lige nu, et tegnet dagsskema og piktogrammer, der viser, hvad eleverne skal arbejde med i løbet af timen.

Uret, der viser, hvor meget tid børnene skal arbejde med en bestemt opgave, bruger lærerne langt mere konsekvent end i en typisk børnehaveklasse. Børnene har ikke skoletaskerne i klasseværelset for at skabe visuel ro. I stedet har de ens blå stofposer på stoleryggen, hvor de kan finde deres ting.

Men først og fremmest er Nest et sæt principper, der ændrer på den måde, skolen ser sine elever med særlige udfordringer. Her er det ikke et spørgsmål om, at Peter bare må lære at sidde stille, modtage en kollektiv besked og gøre, som der bliver sagt.

Her må børnehaveklasselederen sørge for at være så tydelig i sin instruktion, planlægge undervisningen så struktureret og bruge de visuelle redskaber så konsekvent, at Peter er med. Og her er det i orden, at en elev har brug for lige at gå ud af klassen for at få ro.

På den måde er inklusionen vendt på hoved. Det er ikke børnene, der skal passe ind. Det er undervisningen, der skal tilpasses børnene.

PAUSE“Nu skal der være stillestemme, og så sætter jeg uret til fem minutter,” siger Morten Bække Rønn og går hen til en stemmeskala på tavlen. Foto: Tor Birk Trads, Zetland

Inden for i klassen er fuglelydene høje. En dreng kravler hen over et tæppe med sin fugl. Rundt om bordene maler børnene deres fugle, en dreng krøller en avisside sammen, en anden giver sin fugl en ordentlig omgang tape.

En dreng i orange trøje går lidt rundt mellem bordene. Han sætter sig i en sækkestol med en kugleramme og flytter kuglerne frem og tilbage. En pige går rundt og hakker med sin fugl. Hun kravler ind i pausehjørnet, en sort stol med vægge, og drejer på et æggeur.

Fem, fire, tre, to, en, zip, zip”, siger børnehaveleder Morten Bække Rønn med armene i vejret foran klassen. Stemmerne forstummer, børnene finder deres pladser. En pædagog aer med fingerspidserne ryggen på drengen, der før kravlede rundt med sin fugl og råbte fuglelyde. Nu sidder han stille og tegner med sine tusser.

Ej, hvor er det dejligt, at der er så mange, der lytter nu,” siger Morten Bække Rønn. En pige i rød kjole klipper de små hår på sin bare arm. Morten hvisker.

Alle, der kan høre, hvad jeg siger, rækker hånden i vejret.”

Mange hænder ryger op. Pigen med saksen klipper videre.

Alle, der kan høre, hvad jeg siger, sætter fingeren på næsen,” hvisker Morten. Endnu flere fingre sætter sig på næsen. Drengen med tusserne kigger op. Han sætter også sin finger på næsen.

Selv om der er meget i det ovenfor beskrevne, der minder om en almindelig time i en børnehaveklasse – det er næppe første gang, at børnehaveklassebørn laver fugle af tape og papir, eller at en pædagog formår at skabe ro i klassen med pædagogisk formidling – så er der også meget, der adskiller sig. For eksempel er der pausehjørnet, som pigen kravler ind i; stolen med høje vægge. Og der er sækkestolen, som drengen i den orange trøje, sætter sig i – og de andre muligheder for at trække sig tilbage.

Pointen er, at det ikke bare er i orden, at børnene sætter sig ind i pausehjørnet eller sætter sig med en kugleramme i en sækkestol. Pædagogikken lægger op til, at børnene netop skal lære at mærke efter, hvornår det er tid til at tage en pause. Det træner deres selvregulering.

Her er flere visuelle koder og mere detaljeret struktur. Hvert fag har en farve, hvert fag har en kasse med materialer, hver aktivitet har et piktogram. En pil på stemmeskalaen viser hele tiden, hvor højt man må tale, ved for eksempel at pege på inde stemme’ eller ingen stemme’.

Børnehaveklasselederen er ekstra tydelig, og de voksne i klassen sparrer i løbet af timen. Sammen vurderer de løbende, hvornår uroen er vokset så meget, at det er tid til at tælle ned og måske ændre i planen for dagens program.

Bemærk, at ingen bliver irettesat og bedt om at høre efter. De besværlige bliver ikke peget ud. Børnehaveklasselederen fortsætter med at fange klassens opmærksomhed, indtil alle er med, ved at være overtydelig og gentagende.

Efter timen forklarer børnehaveklasseleder Morten Bække Rønn, hvordan han griber undervisningen an. Udgangspunktet er, at det ikke er børnene, der gør noget forkert. Det er de voksne, der må ændre den måde, de håndterer dem.

Hvis der er nogle børn, der synes, det er svært, eller hvis der er nogle børn, der begynder at blive megaurolige, så er det noget, vi gør, som giver anledning til, at de synes, at det er svært at være i,” forklarer han. Det er et af grundprincipperne i Nest.

Det er (måske) overraskende, at principperne ikke gør det mere besværligt at undervise. Men jeg har aldrig nogensinde i den tid, jeg har arbejdet som pædagog hverken i SFO eller i skolen, skældt så lidt ud, som jeg gør nu,” fortæller han. At skælde ud er de voksnes måde at vise frustration på, tænker jeg tit. Det har dybest set ikke noget med børnene at gøre.”

Skoleleder Christian Hellum tilføjer, at før Nest-principperne var skolen vant til at holde netværksmøder om de elever, der bøvler”, som Hellum udtrykker det. Det vil typisk være de elever, der er henvist af kommunens Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), ligesom de fire autistiske børn i Nest-klassen er det.

Men med Nest-principperne er første skridt ikke at holde møder om de besværlige enkeltelever. Nu sparrer de voksne om, hvad der ville være bedst for hele klassen. Det lyder banalt, men det er et radikalt ændret syn på, hvordan skolen håndterer en klasse, hvor nogle af eleverne har diagnoser.

Hellum kalder det en mental forandring”.

Selv om det lyder banalt, så bliver det en meget stor forandring, når alle accepterer præmissen om, at vi altid starter med at snakke om, hvad der vil være godt for alle, selv om der er nogen, der bøvler ovre i hjørnet,” siger han.

TAPENest-principperne er gavnlige for alle børnene i klassen, ikke kun klassens fire autister, fortæller Morten Bække Rønn. “Det er essentielt for nogle, og meget brugbart for resten,” som han siger. Cinemagraf: Tor Birk Trads / Zetland

Det er ikke kun Katrinebjergskolen og de andre Nest-skoler rundt omkring i verden, der ser potentiale i de autistiske elever. Det gør blandt andet Joi Ito, leder af Media Lab på det anerkendte amerikanske universitet Massachusetts Institute of Technology også – og præsident Barack Obama.

I et interview i magasinet Wired siger Ito sådan her:

Hvis vi kunne eliminere autisme og gøre alle neuro-normale, er jeg sikker på, at en masse af MIT-eleverne ikke ville være, som de er i dag,” siger han. Han mener, at vi har brug for de neuro-unormale.

USAs præsident er enig. Han svarer, at det er det afvigende, der skaber kunst og nye opfindelser. Autister – de såkaldte besværlige børn – overrasker, fordi de ikke altid gør det, der var hensigten. De bryder planen.

Det kan være noget rod i en almindelig folkeskoleklasse. Men det kan også være det, der fører til fremskridt for os alle, når de bliver voksne. Hvis alle var neurologisk ens, ville vi ikke komme nogen vegne, mener Barack Obama. Eller med hans egne ord:

Vi må antage, at hvis et system er perfekt, så er det statisk.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: