Lidt nede ad hospitalsgangen på syvende sal finder man den grå dør med den gule advarselstrekant på. “Flydende kvælstof N2”, står der på det gule skilt. Herinde bag døren i et smalt rum på størrelse med et pulterkammer gemmer sig en dyrebar last.

“HANDLE WITH CARE”, står der med versaler på en label på en såkaldt kryotank. De sølvgrå tanke er bare en meter høje og ligner mest af alt store mælkejunger, som de står der side om side langs væggen i det lille lokale på Rigshospitalet i København. Da cand.scient., ph.d. Janni Vikkelsø Jeppesen iført hvid kittel skruer låget af en af tankene, står der en sky af nitrogen op. Temperaturen i tanken er præcis minus 196 grader. Og det er de her nitrogendampe, der er årsag til advarselstrekanten. De kan i værste fald være dødbringende. Derfor står døren i reglen altid åben.

Det dybfrosne indhold i mælkejungen er til gengæld det modsatte af dødbringende. Det er livgivende. I hvert fald potentielt livgivende. I kryotanken foran os ligger der lige nu 40 befrugtede æg fra danske kvinder. I princippet kan æggene blive til 40 børn. Men mange af dem ender et helt andet sted.

Barnløshed er et voksende problem i hele den vestlige verden. “Har du talt dine æg i dag?” spurgte Københavns Kommune i 2015 på store plakater kommunens kvinder. Og samme år forsøgte DR at løse problemet med det stort anlagte – og temmelig omdiskuterede – tv-show Knald For Danmark. Men det helt store skift er, at flere både enlige og par går i fertilitetsbehandling i både offentligt og privat regi.

For at have flest mulige skud i bøssen og skåne kvinderne for at skulle have taget æg ud flere gange fryser man så mange befrugtede æg af god kvalitet ned som muligt. De befrugtede æg kaldes embryoner og vil, hvis de sættes op i kvindens livmoder på det potentielt rigtige tidspunkt, blive til fostre og dermed nye, levende mennesker. Det bliver på verdensplan og under forskellige lovgivninger til rigtig mange frosne embryoner i dvale. Ingen har tilsyneladende overblik over hvor mange. Selv på Rigshospitalet må den akademiske medarbejder i den hvide kittel blive mig svar skyldig. “Men det er mange befrugtede æg, rigtig mange. Og der bliver kun flere i fremtiden,” siger Janni Vikkelsø Jeppesen, der desuden er formand for Dansk Fertilitetsselskab.

Netop fordi fertilitetsbehandling i den grad er blevet en voksende industri, bliver det på verdensplan til rigtig mange frosne befrugtede æg. Jeg har ikke kunnet finde frem til nogen, der er i nærheden af at have et overblik over, hvor mange det drejer sig om. Heller ikke Charlotte Kroløkke, der er professor ved Syddansk Universitet og forsker i fertilitet på tværs af grænser, har et sikkert tal. Men som hun siger: “Der ligger befrugtede æg nok rundtom i verden til at skabe en helt ny befolkning.” Og det er alligevel noget.

I Danmark forbereder både offentlige og private fertilitetsklinikker sig på, at de må udvide udstyrsparken. Der er simpelthen brug for flere kryobanker til alle embryonerne i fremtiden. Allerede i dag er det ikke mindre end hvert tiende danske barn, der kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling.

Danmark er da også blandt de lande i verden, hvor absolut flest børn bliver født efter kunstig befrugtning. Og det sker med kyndig hjælp fra folk som Janni Vikkelsø Jeppesen. I det lille pulterkammer på Rigshospitalets syvende etage tryller hun en cylinderformet metalbeholder på størrelse med et penalhus ud af nitrogenskyen. For et øjeblik siden lå beholderen på frost i kryobanken. Nu åbenbarer den endnu mindre plastikbeholdere med farvekoder og cpr-numre. Og inden i hver af de beholdere ligger et lillebitte strå med et befrugtet æg, som man ikke kan se med det blotte øje. “De her frysetanke indeholder rigtig mange familiers håb for fremtiden, så vi passer rigtig godt på dem,” siger hun.

I hvert af disse bittesmå strå med befrugtede æg i fryseren ligger, som hun siger, familiernes håb for fremtiden. Store drømme. Men samtidig giver de befrugtede æg i verdens kryobanker også anledning til de helt store etiske diskussioner om, hvornår noget egentlig kan opfattes som liv. Vi ved meget om, hvordan vi teknologisk skaber nyt liv, men tænker måske mindre over, hvad der sker i den anden ende, når vi ikke længere har brug for det.

I biologisk forstand er embryonerne potentielt liv. Rent moralsk er spørgsmålet langt mere kompliceret. Bør et embryon have en særlig moralsk status, fordi det kan blive til et barn? Og hvad stiller vi op i den anden ende af processen med de mange befrugtede æg, som kommer i overskud? Kan vi bare smide dem ud?

I Danmark kan du af din egen læge blive henvist til fertilitetsbehandling i det offentlige, hvis du har forsøgt at blive gravid med din partner i et år uden held. Så bliver man opfattet som ufrivillig barnløs. Også som solomor kan man blive godkendt til fertilitetsbehandling i det offetnlige. Hvis man som heteroseksuelt par møder op hos Janni Vikkelsø Jeppesen på Rigshospitalets fertilitetsafdeling vil både mandens sæd og kvindens æg blive undersøgt for at finde ud af, hvilken behandling der passer bedst.

Kvinden får taget æg ud, når de er modne, og manden leverer en sædprøve. Og så foregår befrugtningen i laboratoriet. Hver skål med æg får tilsat cirka 150.000 sædceller. Hvis befrugtningen lykkes, og ægget deler sig pænt, kan man enten lægge det op i livmoderen – eller ned i fryseren, indtil det skal bruges.

Og befrugtede æg af den her type hober sig altså op i verdens kryobanker. Der bliver flere og flere for hver dag, der går, og det er meget forskelligt fra land til land, hvad man må og ikke må. Så lad os se på, hvad man egentlig må gøre med sine æg her i Danmark. Det har nemlig ændret sig inden for det seneste år, hvilket ret tydeligt viser, at den nye teknologi stadig efterlader os på famlende moralsk grund.

Men lad os først spole tiden nogle år tilbage til år 2017. Da begyndte iværksætter – og i øvrigt Zetland-medlem – Cathrine Wichmand i fertilitetsbehandling på en privatklinik på Frederiksberg. Og hun mærkede hurtigt en følelse af at være under et vist tidspres. Hun var egentlig i fin fertil form, men hendes mand Adam havde dårlig sædkvalitet. De blev erklæret ufrivilligt barnløse og måtte have hjælp til at blive gravide. På det tidspunkt var der flere års ventetid til behandling i det offentlige, så derfor valgte de at betale selv for at komme hurtigere til. På det tidspunkt sagde lovgivningen, at man maksimalt måtte have frosset sine befrugtede æg ned i en periode på fem år, selv om de egentlig sagtens kunne holde sig meget længere. Det gjorde det ret stressende, hvis man ønskede sig flere børn.

Første gang Cathrine Wichmand fik taget æg ud, var der 18. Hele 18 æg! Det var jo nærmest nok til et fodboldhold, tænkte hun, og de havde en fornemmelse af, at det nok skulle gå godt. “Når man ligger der i ‘stigbøjlerne’, så føles det som en stor succes, at der er så mange,” husker hun. En tommelfingerregel er dog, at man må kassere en del af æggene, fordi de ikke er modne nok. Og efter at æggene blev insemineret med hendes mands sæd, endte de med at have tre gode æg i fryseren. Det var stadig godt. Og hun blev faktisk gravid. Men graviditeten var uden for livmoderen, og i stedet for et barn endte hun med en ødelagt æggeleder. Heldigvis kunne den anden æggeleder tage over. Hun fik taget æg ud fra æggestokkene endnu en gang, og så lykkedes det, i sidste forsøg, at blive gravid. Til oktober fylder sønnen Eddie tre år.

På sin personlige blog delte hun sine erfaringer med at gå i fertilitetsbehandling. Og rigtig mange kvinder, der havde prøvet noget lignende, skrev tilbage til hende. Flere følte sig presset til at gå direkte tilbage i fertilitetsbehandlingen, så snart de havde fået deres første barn. De skulle skynde sig at bruge deres befrugtede æg, inden de fem år var gået. “Vi lever i et demokratisk samfund, og efterhånden blev det mere og mere uforståeligt for mig, hvorfor staten skulle bestemme over min krop. Hvorfor skulle kvinder i fertilitetsbehandling kun kunne gemme deres befrugtede æg i fem år, hvorefter de blev destrueret? Det gav simpelthen ikke mening,” siger Cathrine Wichmand i dag.

Det tidspres, som de mange kvinder beskrev, fik Cathrine Wichmand til at tage initiativ til et borgerforslag om, at de befrugtede æg skulle have lov at ligge i fryseren til kvinden er 46 år. Det er den alder, der er sat som grænse for, hvor længe kvinder må få fertilitetsbehandling i Danmark. Sammen med medinitiativtageren Julie Agerschou fik hun på få måneder samlet over 50.000 underskrifter. Det gjorde tilsyneladende indtryk på Christiansborg.

I efteråret 2020 skrev sundhedsminister Magnus Heunicke fra Socialdemokratiet i hvert fald en besked på sin Facebook-profil, som varslede nye tider for enlige og par i fertilitetsbehandling: “Det er hårdt at være i fertilitetsbehandling. Både fysisk og psykisk. Det kan ingen være i tvivl om. Derfor giver det heller ikke mening, at man i dag destruerer æg, som det er lykkes at befrugte. Alene fordi æggene har været frosset ned i fem år,” lød opslaget fra ministeren.

Og den her besked blev startskuddet til en lovændring. Sundhedsministeren havde søgt rådgivning om spørgsmålet hos Det Etiske Råd. Et flertal på 15 ud af 17 af rådets medlemmer anbefalede, at nedfrosne æg fremover kunne opbevares, indtil kvinden fylder 46 år.

Imens fik Cathrine Wichmand for tredje gang taget æg ud på privatklinikken på Frederiksberg. Og med det sidste frosne æg fra sidste batch lykkedes det. Hun og Adam ventede endnu et barn. Lillesøster Irma kom til verden for godt tre måneder siden. Når man har haft nogle stykker, der ikke er blevet til noget, så må man distancere sig lidt fra at være gravid, selv om man i princippet kan være det, siger Cathrine Wichmand. “Jeg har opfattet de frosne æg som vores små potentialer, men ikke mere end det. Og det har været meget godt, for hver gang er vi blevet gravide med røven i vandskorpen,” siger hun.

Det betyder også, at fryseren nu er tom. Hvis de på et tidspunkt ønsker sig en treer, må de begynde forfra med ægudtagning, befrugtning, nedfrysning og opsætning i livmoderen. Og krydse fingre for, der stadig er flere gode æg tilbage.

I dag kan kvinder og par altså have befrugtede æg liggende på frys til kvinden fylder 46 år. Men der er faktisk en alternativ mulighed for at have dem liggende endnu længere. Inden udløbsdatoen kan man vælge – mod betaling – at overflytte sine æg til frysere på privatklinikker i udlandet. Estland er ét bud, hvor det er muligt at få lagt æg op, indtil kvinden fylder 50 år. Også i Spanien har de en lovgivning, der giver kvinder en ekstra chance for at blive gravide, selv om de har passeret de 46 år.

Den højere aldersgrænse i Danmark bliver af mange omtalt som en god udvikling i retning af større ligestilling mellem kønnene. Hvor mænd kan både donere, fryse og sælge sæd – endda efter at de er døde – er det et andet moralkodeks, der gælder for kvinderne. Men den kan også stille os over for nogle både spændende og svære spørgsmål. Et af dem finder vi, hvis vi kigger på USA.

Det var en verdenssensation, da den lille pige Emma Wren Gibson kom til verden den 25. november i 2017 på National Embryo Donation Center i Knoxville, Tennessee. Emma var velskabt og vejede 2,7 kilo. Men det særlige ved hende var, at hun var blevet undfanget ikke mindre end 25 år før sin fødsel. Siden den 14. oktober 1992 havde hun – eller et befrugtet æg, der skulle blive til hende – ligget på frys på en fertilitetsklinik og ventet på at blive adopteret og sat op i en livmoder.

Det skete, da parret Benjamin og Tina Gibson udvalgte netop det embryon i en database. De vidste ikke, at det befrugtede æg kun var et år yngre end dets nye adoptivmor. “Tænk engang, det her foster og jeg kunne have været perlevenner,” sagde Tina Gibson, ifølge CNN, til lægerne.

Sidste år slog parret endda deres egen verdensrekord, da Tina Gibson i oktober 2020 fødte lillesøsteren Molly fra samme batch, 28 år efter at pigen var blevet undfanget.

På den måde kan de nye regler stille nogle ret fundamentale spørgsmål til, hvornår livet egentlig begynder, og hvad alder er for en størrelse. Samtidig betyder den nye grænse i Danmark, at antallet af befrugtede æg i kryotankene bliver flere og flere år for år. Og det konfronterer os med et af de allersværeste spørgsmål på hele området. Hvad skal vi gøre med alle de æg, der aldrig bliver brugt?

Inden vi når til den danske løsning, der på en gang er utrolig logisk og samtidig ret opsigtsvækkende, så lad os tage en tur ud i verden, hvor spørgsmålet splitter forskellige lande på vidt forskellige måder.

I mange lande spiller religion og værdier afgørende roller for, hvordan det skrøbelige spørgsmål bliver håndteret. Traditionelt har den katolske kirke været imod alle former for kunstig befrugtning, og forskellige paver har gennem tiden advaret mod det. Men som professor i etik på Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen siger: “Nu kæmper man for at få teknologien til at passe med religionen.”

Derfor ser man også i USA, at en række katolske pro-life- (eller antiabort-) organisationer har sat sig for at redde flest muligt af de befrugtede fryseæg. Siden midten af 1990’erne har det været muligt at adoptere embryoner – eller snowflake babies, som de katolske organisationer kalder dem. “Vi prøver ikke at stoppe fertilitetsbehandlingerne. Vi prøver at løse de problemer, der følger med behandlingerne. Vi forsøger at hjælpe de babyer, der ligger lagret på frost,” udtalte marketingchefen fra organisationen Nightlight Christian Adoptions til det katolske medie Crux Now i 2015. I samme artikel blev det anslået, at der på det tidspunkt i USA var mellem 600.000 og en million befrugtede æg i de amerikanske kryobanker.

En af løsningerne i USA er, at æggene bliver doneret til andre kvinder og par, for på den måde at undgå at smide æggene ud. Også i Canada er embryon-donationi vækst, selv om det stadig er små tal. Den canadiske fertilitetsklinik Beginnings har siden 2020 til begyndelsen af 2021 hjulpet 30 personer med at modtage befrugtede æg fra i alt 18 donorer. Det har været det travleste år i klinikkens historie.

Professor ved Syddansk Universitet Charlotte Kroløkke forsker i fertilitet på tværs af grænser. Og fertilitet er virkelig blevet big business i hele den vestlige verden. Danmark er for eksempel kendt som en hub for sæd, mens det er godt at tage til Spanien og Estland, hvis man er kvinde over 46 år, som gerne vil i fertilitetsbehandling. Samlet set bliver det mere og mere almindeligt at have æg i fryserne rundtom i verden. Forskellige lande har af forskellige grunde virkelig taget fertilitetsbehandlingen til sig, fortæller Charlotte Kroløkke. Det viser endnu et eksempel med al tydelighed.

I det ellers stærkt religiøse land Israel er fertilitetslovgivningen ret liberal, fordi man også ser det som et middel til at opretholde staten Israel. “Forventningen er i hvert fald en tre-fire børn per familie for at holde den jødiske stat i gang. Derfor kan meget lade sig gøre på fertilitetsområdet i Israel,” siger Charlotte Kroløkke. Men æg i fryseren er jo ikke en garanti for, at det rent faktisk bliver til noget, understreger professoren. Og så skal man huske, at det i langt de fleste lande ikke er gratis at opbevare æggene. “Hvis man har dem på en privatklinik, må man hvert år tage stilling til, om man vil fortsætte nedfrysningen eller stoppe den. Vil man fortsætte med at betale eller stoppe. Og har man råd til fortsat at betale,” siger Charlotte Kroløkke.

Uanset om man måske føler, man har fået de børn, man skal have, så er det gennemgående, at det er svært for embryonernes ejere at sige endeligt farvel til dem. Mange fortæller, at de ignorerer brevet, når det kommer fra klinikken. “De har ikke lyst til at tage det aktive valg, for de behøver bare at kigge på deres andre børn for at se potentialet for sig,” fortæller Charlotte Kroløkke.

Verdens befrugtede æg bærer et enormt potentiale. Hele industrien handler om at forløse de håb og drømme om at blive forældre, som langt de fleste voksne mennesker går med. Som professor i etik Thomas Søbirk Petersen siger, vil flertallet gerne reproducere sig selv, hvis de ellers kan. Men i dag er det cirka hvert sjette par i Danmark, der i en eller anden udstrækning har problemer med det.

Hvis det stod til Thomas Søbirk Petersen gav vi også i Danmark mulighed for at donere vores befrugtede æg til dem, der ikke kan få børn. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt. I dag kan man få donoræg og donorsæd, men ikke et færdigt embryon. “Jeg er stor fortaler for, at man skal kunne donere befrugtede æg. Skal vi bare destruere dem, eller skal vi give dem til barnløse. Det skal selvfølgelig ikke foregå ukritisk. Vi kan stille krav, som vi allerede gør ved almindelig adoption,” siger han.

Cathrine Wichmand, moren til Eddie og Irma, kan også se idéen med det. Det bliver nødvendigt at tænke i nye muligheder for at få bragt børn til verden, mener hun. Men hun ville ikke selv have lyst til at donere sine befrugtede æg til andre. “Det er virkelig svært. For på den ene side er det bare celler. Vi overvejede også sæddonor i en periode, og der talte vi meget om, at det bare var celler. At følelserne ligger i forældreskabet, og det er det, vi bibringer, som en donor ikke gør. Men jo, jeg ville ønske man kunne trække følelserne ud af lovgivningen på området. Det burde være et frit valg, hvad man ønsker at gøre med sine egne celler. Ligesom man også bestemmer over alle andre celler i sin krop,” siger hun.

Måske bliver det en dag muligt at donere befrugtede æg i Danmark. Men indtil da står vi altså med frysere, der bliver mere og mere proppet med dem. Så hvad sker der her i landet med de befrugtede æg, der ikke er så heldige at blive til et menneske?

Når kvinden, hvis æg er frosset ned, fylder 46 år, ja, så ændrer de befrugtede ægs status sig markant. Fra at være det dyrebareste den ene dag – hvis ikke noget levende, så i hvert fald noget, der meget snart kan blive det – bliver det dagen efter forvandlet til affald. Embryonerne ryger simpelthen i skraldespanden. Janni Vikkelsø Jeppesen fra Rigshospitalets fertilitetsafdeling understreger, at de på afdelingen selvfølgelig er meget, meget varsomme med at kontrollere, at det er det rigtige strå i den rigtige beholder med rette farve og cpr-nummer, de lirker op af nitrogendampen. Og når de har sikret sig det, “så tager vi æggene op af kryobanken og tør dem op. Ja, og så smider vi dem i vores særlige skraldespande med biologisk affald. Og så er det ligesom det,” fortæller hun.

Det kan godt føles en smule underligt, fortæller hun, at man den ene dag pusler om de små embryoner for bare at destruere dem dagen efter, medgiver hun. “Det er helt klart sjovere, når der kommer en baby ud af det, men det er jo borgerens valg,” siger Janni Vikkelsø Jeppesen.

Men der er også nogle andre muligheder. Kvinden eller parret kan vælge at tage deres æg med til et andet land, for eksempel Estland, hvor frosne befrugtede æg som nævnt må opbevares, til kvinden er 50 år. Man kan også donere sit embryon til forskningen, men det er ikke så populært, i hvert fald ikke endnu. De fleste lader faktisk bare tiden rinde ud. “Måske er det også nemmere end selv at skulle tage aktivt stilling. Mange vil holde muligheden åben til det sidste. Hvis de nu skulle få lyst til at få en efternøler,” siger Janni Vikkelsø Jeppesen.

Når fertilitetsklinikken på Rigshospitalet en gang imellem hører fra borgere, der vil destruere deres frosne æg før tid, skyldes det som regel, at der er en skilsmisse under opsejling. Så kan det for eksempel være manden, der ringer for at sikre sig, at hans ekshustru ikke bliver gravid med deres fælles befrugtede æg efter skilsmissen. Og netop skilsmisse er destruktionsgrund. Det står i loven.

De befrugtede æg – og spørgsmålet om, hvad vi skal gøre med dem – er komplicerede, fordi de i sidste ende stiller et af de mest fundamentale spørgsmål overhovedet. Hvornår er noget egentlig et liv? Over hele verden har netop nedfrosne befrugtede æg givet anledning til lange diskussioner om, hvor grænsen går. Det er latent eller potentielt liv, der ligger der i nitrogen-kulden, men betyder det så også, at det bør have en anden moralsk status end æg for sig og sæd for sig? Undfangelsen har fundet sted, så nu venter æggene egentlig bare på en beredvillig livmoder til at vokse i. Men er det liv?

I Danmark har vi i sundhedsvæsenet besluttet, at et foster bliver til et barn efter 22. uge i graviditeten, fordi det herefter er sandsynligt, at barnet kan reddes, hvis det kommer til verden. Barnet får et cpr-nummer, og hvis det er en dødsfødsel, har man som forældre pligt til at begrave det. Føder man derimod lige inden uge 22 i graviditeten, er det på papiret stadig et foster.

Spørgsmålet om, hvornår noget bliver til liv, dukker op igen og igen i lektor ved Københavns Universitet Michael Nebeling Petersens forskning. Han interesserer sig for reproduktionsteknologier, og i forbindelse med et forskningsprojekt interviewede han en række danske kvinder, der gik i fertilitetsbehandling.

Alle de interviewede kvinder i Michael Nebeling Petersens forskningsprojekt erklærede sig for kvinders rettighed til fri abort. Og når de blev spurgt ind til, hvordan man generelt skulle opfatte befrugtede æg, sagde de samstemmende, at det “bare” var biologisk materiale. Altså skulle æggene ikke have en særlig moralsk status. Men så alligevel. Når det kom til deres egne befrugtede æg, havde kvinderne det lidt anderledes. Netop de æg opfattede de som mere end bare celler. Det var jo deres egen dna. “Det er en slags skizofren tilstand, hvor de både ser det som en klat celler, men hvor de samtidig knytter sig til ægget. Det repræsenterer jo drømmen.”

Og drømmen, den er så tæt på at blive til virkelighed, når kun de allerbedste æg ligger befrugtede og klar i fryseren. “Det er ligesom med instant cup noodles. Du mangler bare at hælde kogende vand på. Det er meget tydeligt, hvad det kan blive til,” siger Michael Nebeling Petersen.

Michael Nebeling Petersen husker tydeligt en af kvinderne fra sit forskningsprojekt. I sin forskningsartikel gav han hende navnet Mette. Hun var i fertilitetsbehandling på Rigshospitalet i København, da han interviewede hende. Hun havde valgt at få børn alene og var allerede mor til sønnen Valentin, som også var kommet til verden ved fertilitetsbehandling. Så det var nemt for hende at forestille sig æggets potentiale. Altså hvad det kunne blive til.

Nu lå hendes æg så der på syvende sal bag døren med det gule klistermærke, som jeg selv netop har besøgt. Kølet ned til minus 196 grader i en kryobank, hvor det blev nurset og nusset om af Janni Vikkelsø Jeppesen og hendes kolleger.

Efter ægudtagningen havde Mette fået at vide, at det ikke bare var et hvilket som helst æg, hun nu kunne lægge i fryseren. Det var et særligt godt æg, en prima blastocyst, som det hedder på lægesprog, og det havde virkelig de bedste forudsætninger for at kunne blive til et barn. Sådan et æg havde det også været, da det lykkedes hende at blive gravid med sønnen Valentin, som nu kunne blive storebror.

Det tænkte Mette på, hver eneste gang hun cyklede forbi Rigshospitalet. Når hun kiggede op på vinduerne til fertilitetsafdelingen dér på syvende etage, forestillede hun sig, hvad det lille guldæg kunne blive til. Og hun vinkede altid til sit æg, inden hun cyklede videre.