Sønnerne og deres noget yngre lillesøster havde altid hjulpet til på farmen, men kun i det omfang, de havde haft lyst. Deres forældre, Søren og Janni, havde aldrig haft flere dyr, end at de selv kunne håndtere dem. Men en sommerdag i 2012 ændrede det sig på et splitsekund. Tagryggen på en af de lange haller skulle udskiftes, og Søren ville egentlig gerne have haft sine teenagesønner til at ordne det, men han blev utålmodig og tog sagen i egen hånd. Taget kunne bare ikke holde til hans vægt.

“Jeg kan bare huske, pladen gik i stykker, og så lå jeg på jorden,” fortæller han. “Det kan godt være, jeg lige har slået bærret, da jeg ramte jorden, for det er lige væk, det sidste dér. Jeg kan bare huske, drengene hjalp mig op fra jorden.”

Med en søn under hver arm formåede Søren at krabbe sig op til huset, hvor han ventede på ambulancen. På Thisted Sygehus fik han at vide, at hans ryg var brækket, og derefter fulgte en hel sommer i sengen. Den yngste søn, Casper, var 16 år og lige blevet færdig med 9. klasse. Han skulle egentlig have været ude for at finde sig et arbejde, men pludselig blev der brug for ham på fødegården, fortæller Søren Bach og peger op på det selvsamme tag, der ændrede ikke bare hans, men hele familiens fremtid. Først otte år senere – den 4. november 2020 – skulle han forstå præcis hvor meget. Hans historie er et billede på en langsom samfundsudvikling, som har ramt mange mænd før ham. Men som ramte Søren Bach med en ekstrem og hårdtslående fart.

Trods kroniske smerter og ufrivillig arbejdsløshed er Søren Bach det, man ville kalde en bulderbasse. Han taler meget og slutter de fleste af sine sætninger af med en kluklatter. Han er ikke særlig høj, til gengæld er han rund, og hans ansigt er kødfyldt med store læber og røde kinder. Og så har han en spøjs vane med at omtale sig selv i tredje person, som da vi taler om, at familien ikke har været på ferie i årevis. “Søren vil helst være her,” griner han. Ser man bort fra et enkelt år i Nykøbing og 40 dage i spjældet efter et værtshusslagsmål, har 55-årige Søren Bach boet i sit barndomshjem hele sit liv. Til en Kim Larsen-koncert i Nykøbing engang i 1980’erne mødte han sin Janni, en væver lille kvinde med kort rødt hår. Hun retter Søren, når han ikke kan huske årstal, og beder ham stoppe, når hans historier bliver for lange.

Stuehuset er flankeret af to store haller og fire rækker af såkaldte skyggehaller. Derudover er der en stor lade på ejendommen, der ligger omkranset af en lille skov på den ene side og marker på den anden. Gården ligger i den allersydligste del af limfjordsøen Mors. Øen, der tidligere har været storproducent af svin, blev hårdt ramt af finanskrisen i 2008, og landskabet bærer stadig præg af de mange konkurser, der fulgte. Jeg bliver derfor overrasket over, hvor hyggeligt og idyllisk der også er, da jeg kører ad snørklede veje forbi bøgetræer, hestefolde, køkkenhaver og indhegninger med frilandsænder og -høns. Rundtomkring holder gamle, flotte traktorer, som styrker fornemmelsen af gammeldags idyl.

Var jeg kommet et år tidligere, var jeg også blevet mødt af en gammeldags måde at drive landbrug på. Indtil den 4. november 2020 tilhørte Søren Bach og det lille landbrug på 30 hektar land en sjældenhed i det danske samfund. Da Mette Frederiksen beordrede alle danske mink – og dermed også Søren Bachs – aflivet, mistede Danmark nogle af sine sidste små landbrug, hvor hele familien som i det førindustrielle samfund hjalp til fra morgen til aften.

For de fleste af disse familiedrevne landbrug har der været tale om et langsomt forfald af den slags, som sjældent tiltrækker sig mediernes opmærksomhed. For de færreste småbønder har omstillingen til det moderne samfund skullet ske så pludseligt, som det skete for Søren Bach. Sammen med sin kæreste Janni havde han drevet minkfarmen med hjælp fra sønnerne Bjarne og Casper på 26 og 27 og datteren Amalie på 17. De to voksne drenge er flyttet hjemmefra, men begge bor under en kilometer fra deres barndomshjem. Der havde været brug for deres hænder, siden deres far i 2012 brækkede ryggen. Ulykken efterlod ham med kroniske rygsmerter og nedsat følelse i fødderne, hvilket nogle år efter førte til et træthedsbrud på den ene fod, som aldrig blev sat rigtigt sammen. Den nedsatte førlighed og smerterne er en af årsagerne til, at han nu med egne ord vejer på den forkerte side af de 150 kilo. Alligevel havde familien formået at holde minkfarmen og husholdningen kørende kun med supplement af Jannis førtidspension. Men den 4. november blev Søren Bach tvunget på tidlig pension. For noget job tør han ikke håbe på, han kan få.

“Jeg er ikke uddannet til en skid,” siger den 55-årige mand på dybt og drævende morsingbomål, da han, Janni og jeg sidder om deres ovale spisebord og taler om en fremtid, der ser mildest talt usikker ud. “Jeg har en 9. klasses afgangsprøve. Så hvad skal jeg lave? Jeg kan ikke bruges til ret meget.”

Går vi cirka 70 år tilbage i tiden, var små familielandbrug klart de mest udbredte. I 1950 var der i Danmark 205.000 landbrug. De fleste var ret små, og langt de fleste havde både planteavl, kvæg og svin. I dag er der færre end 9.000 heltidslandbrug. Til gengæld er de langt større. Bedrifter er i dag desuden markant mere specialiserede, så der enten kun er for eksempel svin eller kvæg. Gårdejeren er i langt højere grad en moderne virksomhedsleder end en landmand, der går sin runde hver morgen og klør dyrene bag øret.

Også i minkbranchen var udviklingen mod større og større farme i gang. Hvor der i 2010 kun var 68 farme med over 5.000 avlsdyr, var der ti år senere 105 af de meget store farme ifølge Danmarks Statistik. Antallet af bedrifter på størrelse med Sørens var på samme tid blevet halveret. Den udvikling, som familien Bach gennemgik på en eftermiddag, var med andre ord på vej. Tempoet blev bare skruet afsindigt meget i vejret.

Afviklingen af familien Bachs lille bedrift er med andre ord alt andet end usædvanlig. Men den var et ekstremt eksempel på en mangeårig og ensrettet udvikling. Det kan forfatteren Jens Smærup Sørensen fortælle en hel masse om. Han voksede op på landet i 1950’erne og oplevede, hvordan mekanisering og industrialisering op igennem 1960’erne totalt forandrede det århundreder gamle bondesamfund. I 2007 fik han sit litterære gennembrud med romanen Mærkedage, der skildrer netop den forandring. Jeg ringede til ham for at blive klogere på, hvad en så markant ændring gør ved mennesker, for på den måde at blive klogere på Søren og andre i hans situation.

Livet i det førindustrielle landbrugssamfund var defineret af livslange ægteskaber og stærke landsbyfællesskaber. Man arbejdede tæt sammen generationerne imellem, og der fandtes en stor gensidig afhængighed. På mange måder var det et godt liv, mener Jens Smærup Sørensen. “Man vidste, hvad man skulle,” siger han. “Der var ingen forvirring om ens plads i tilværelsen, og meningen men ens liv havde man fået overdraget fra fødslen.” Bagsiden af medaljen var selvfølgelig, at man netop ikke havde mulighed for at bestemme ret meget over sit eget liv. Ulykkelige ægtefolk måtte blive sammen, og kvinder havde ingen muligheder for at forsørge sig selv. Derudover stod den på hårdt fysisk arbejde fra tidlig morgen til sen aften hele året rundt. Så med industrialiseringen kom en stor frihed, der på mange måder blev en erstatning for de stærke landsby- og generationsfællesskaber. Det var ikke kun positivt, mener forfatteren. “Der er en frihed i selvbestemmelse, men der er også en frihed i at indgå i fællesskaber. Man behøvede ikke at tænke så meget over sig selv. Og selvrefleksion er jo altid en spire til fortvivlelse. Det er godt at være fri for at skulle overveje sig selv og sin rolle i livet hele tiden.”

For de fleste bragte friheden nok alligevel mere positivt end negativt med sig. Det gælder ikke mindst for de kvinder, der endelig fik mulighed for at forsørge sig selv uden at være afhængig af en mand, men også de børn og unge mennesker, der fik muligheden for et større og mere spændende liv end det, der ventede dem på den fædrene gård. Og så har vi slet ikke talt om al den vækst, som udviklingen har skabt – 0g hvad den har finansieret af velfærd og frynsegoder. Det her er altså i langt overvejende grad en positiv udvikling. Men for en del, især mænd, der blev fanget i en form for generationskløft, har omstillingen været svær. Jens Smærup Sørensen kender selv en del mennesker, der ikke formåede at følge med udviklingen mod det moderne samfund. “Det var en tragedie på mange måder, og mange blev efterladt alene. En hel del af mine fætre, der havde overtaget gårde, blev jo aldrig gift og har siddet på deres gårde alene hele livet, fordi kvinderne især ville væk,” siger forfatteren.

Måske nogle af Jens Smærup Sørensens fætre for ti år siden ville være blevet stemplet som ‘tabermænd’. Det noget nedladende udtryk døde ud i løbet af 2010’erne, men de mænd, det blev brugt om, findes stadig, siger Martin D. Munk, der er professor i pædagogisk sociologi på DPU, Aarhus Universitet. Han forklarer, at der stadig findes en gruppe af mænd, der er blevet koblet af. De har ingen uddannelse og ofte ikke noget job. Mange af de kvinder, de gik i folkeskole med, er flyttet ind til byen og har fået en uddannelse, og statistisk set er der en tendens til, at kvinder ikke gifter sig med nogen, der har mindre uddannelse end dem selv. Mændenes helbred er dårligt, og de job, de engang kunne tjene gode penge på, findes ikke længere. “Nogle af dem kunne klare sig fint for så vidt. Arbejdsmæssigt og økonomisk ofte som selvstændige eller ufaglærte. Måske ikke så meget på det sundhedsmæssige. Men så længe den gik, så gik den. Og så tænker man måske ikke over, at man skal gøre noget andet,” siger han. Især efter finanskrisen oplevede mange af de ufaglærte mænd, at nu gik den ikke længere. Og det er ikke bare sådan lige at tage sig en uddannelse, hvis man kommer fra en familie og et miljø, hvor det ikke er normen. I stedet for at bruge uddannelse som en vej til et job bruger den her gruppe af mænd i højere grad deres netværk i det område, hvor de bor. Min baggrund ser noget anderledes ud, så jeg studsede, da Søren Bach snakkede om, at hans søn jo skulle ud og finde sig et job dengang efter 9. klasse. Ikke et fritidsjob nogle timer efter skole, men et regulært fuldtidsjob. Det var normen.

Ifølge Martin D. Munk er der desværre ingen grund til at tro, at problemet løser sig selv, når Søren Bach og hans generation går på pension. “I Danmark har vi det problem, at cirka 20 procent af en ungdomsårgang stadig ingen ungdomsuddannelse får,” siger professoren. “Blandt underklassens børn er det 35 procent. Det er mere end hver tredje. Så står de uden uddannelse, og så er man langt dårligere stillet. Og der er langt flere mænd end kvinder i den gruppe. Kvinder er bedre til at tage uddannelse end mænd, som det ser ud nu.”

Søren Bach passer godt ind i det billede, som professoren fra DPU beskriver. Han så heller aldrig nogen god grund til at tage en uddannelse, for indtil for nylig var der altid arbejde at få. At passe mink kræver ingen uddannelse, og i midten af 1980’erne, hvor Søren Bach gik ind i branchen, var skindpriserne meget høje. Han begyndte med ti ræve, og kort efter købte han 150 mink, og så tog det lige så stille fart. Da de på farmen havde flest, havde de 1.800 avlsdyr. Hans kone Janni hjalp fra starten til, så godt hun kunne, men også hun har kroniske smerter efter to trafikuheld i henholdsvis 1992 og 2010. Arbejdet gik ikke så stærkt, men det gik. Hos familien Bach har strategien været at tage sig god tid til opgaverne – i modsætning til, hvordan det bliver gjort på nogle af de større og mere effektive farme. Søren giver et eksempel: “Når vi var færdige med at parre minkene dér i marts måned og havde fået hannerne aflivet, så begyndte vi jo bare lige så stille at pakke redekasser. Så havde vi jo faktisk en måned til at få det gjort. Hvis du har en måned til at lave 1.600 redekasser, skal du i princippet kun lave 50 om dagen.” På andre farme ville det samme arbejde tage højst en uge. På den måde har Søren og Janni kunnet klare bedriften på trods af deres mange skavanker. Ikke mindst med hjælp fra deres tre børn. Efternøleren Amalie begyndte at få løn for at hjælpe til på farmen, da hun blev 13 år. Hendes opgave var især at skubbe gylle. Den ældste søn, Bjarne, var i nogle år i militæret, men når han var hjemme, hjalp han altid til enten med at håndtere dyrene eller vedligeholde bygningerne.

På trods af de kroniske smerter og den nedsatte mobilitet har Søren Bach takket være hjælp fra kone og børn aldrig været på overførselsindkomst. Men den hjælp må han selvsagt undvære, hvis han en dag skulle blive lønarbejder. Og det bliver han sandsynligvis heller ikke, vurderer forskeren Thomas Bredgaard, der er forskningschef ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet. Ligesom Søren Bach har han svært ved at få øje på den arbejdsgiver, der skulle stå på spring for at ansætte en tidligere minkavler uden uddannelse, som slås med svær overvægt og kroniske smerter. “Søren har alle kendetegnene, vi normalt forbinder med langtidsledighed,” siger Thomas Bredgaard. “Relativt høj alder, manglende uddannelse, nogle fysiske skavanker og nogle kompetencer, der ligger inden for et erhverv, der er blevet nedlagt. Så på den måde ser hans fremtid på arbejdsmarkedet ikke særlig lys ud.” Det skyldes ikke mindst, at der i årevis er blevet færre og færre ufaglærte arbejdspladser på grund af automatisering og outsourcing – noget, som igen fører til affolkning i landdistrikterne. “Mange af de ufaglærte jobs lå jo uden for byerne. Og i den udstrækning, de ikke er der mere, er det også noget, der giver tilskyndelse til at flytte ind til byen, hvor jobbene er,” siger arbejdsmarkedsforskeren.

At kigge efter et hus inde i byen var da også familien Bachs første indskydelse efter den 4. november 2020. Uden mink kunne det gammeldags liv på landet lige så godt være slut. “Vi sad inde foran computeren, mig, Janni og Amalie, så kiggede vi sgu på, hvilke huse der var til salg i Nykøbing. Rub og stub,” siger Søren Bach. “Selvfølgelig,” supplerer Janni, “ville alting blive nemmere, hvis man kom ind til byen. Så behøvede vi ikke to biler.” Men, siger hun og vender sig mod Søren: “Jeg tror, at det, der vil være værst for dig, det er, at du ikke rigtig sådan kan køre hen og snakke med nogen.”

Søren Bach tilhører på mange måder de gammeldags fællesskaber, som Jens Smærup Sørensen taler om. Generationsfællesskabet med børnene og så et landsbyfællesskab med naboerne. Han får alle sine fordomme om storbyfolk bekræftet, da jeg fortæller, at jeg i København boede i opgang med folk, jeg end ikke kendte navnet på. For Søren og Janni er fællesskabet en uundværlig del af livet på landet, og hver dag tøffer Søren hen til en af sine naboer og får sig en sludder. “Når man har en scooter, så kører man jo altid med en stol. Så uanset hvor jeg skal hen, så har jeg noget at sidde på. Jeg slukker bare knallerten og starter den, når jeg skal videre,” klukker han.

Efter de sidste mink blev aflivet, og tiden derfor blev rigelig, har han brugt en stor del af den hos en af sine naboer, der også pludselig havde fået for meget tid. “Der har vi gået og makket i en gammel traktor. Der var ingen lys, der virkede. Der gik næsten 14 dage med, at vi legede med strøm hver dag.”

Indtil videre er flytteprojektet da heller ikke blevet til mere. Fremtiden er ikke noget, Søren Bach er helt vild med at tænke på. Hans egen far døde som 57-årig, og med alle Sørens skavanker forventer han ikke selv at få et langt liv. Som han siger, kunne han da godt drømme om at blive 70 år, men han gør sig ingen illusioner. Han har læst et sted, at hver femte får kræft på et tidspunkt i livet. “Vi er fem (i familien). Én burde jo have det. Så må det gerne være mig,” siger han og bliver pludselig grådkvalt. “Frem for de andre i hvert fald. Jamen, det vil jeg sgu virkelig håbe.” Han beder mig slukke min båndoptager, og da vi et par øjeblikke senere fortsætter, lyder han lidt mere forhåbningsfuld. Men kun lidt. “Jeg tænker, jeg skal tage mig sammen og ringe til doktoren. Janni skælder mig lidt ud. Jeg har spyttet lidt grønt slim hver morgen. Det kan da godt være, der er noget, der ikke er i orden, men vi er jo ikke så gode til det der med doktorer, det ved du godt. Nej, læger og doktorer, det bruger vi ikke her,” griner han. Han synes, det er svært, når han ikke har mulighed for at se den samme læge hver gang. I 2017 blev Mors også fremhævet i en analyse fra Danske Praktiserende Læger som dén kommune i landet, hvor der var allerflest patienter per almen praktiserende læge. 2.195 patienter tog hver enkelt læge sig af.

Alt i alt har Søren Bach oddsene imod sig, mener professor ved DPU på Aarhus Universitet Martin D. Munk. Men én ting peger i en mere positiv retning for ham. Og det er Janni. “Med statistiske og sociologiske briller kan vi jo se, at det at være i et parforhold eller et ægteskab har en ret stor beskyttelseseffekt i forhold til alt muligt: at have en hverdag, sørge for at få spist, have nogen, der kerer sig om en.” Men parforhold eller ej, så kan professoren godt frygte, at mange af de tidligere minkavlere, på trods af eventuelle lukrative erstatninger, ikke kommer til at klare sig ret godt. “Jeg vil gætte på, at nogle af minkavlerne kommer videre med noget andet, men der vil også være en gruppe af dem, der reelt har udsigter til langtidsledighed eller tidligere pensionering. Det må man bare være ærlig at sige.”

Søren har igennem flere år mærket, at det blev mindre og mindre rentabelt at drive en lille minkfarm, fordi der løbende er blevet strammet op på miljøkrav og krav til dyrevelfærd, samtidig med at priserne har været lave. “Jeg troede, det ville være slut inden ti år alligevel. Jeg har hele tiden haft en idé om, at det ikke ville blive ved at gå.”

Også dér minder historien om familien Bachs farm om moderniseringen af landbruget. Og set i det lys kan den pludselige lukning af minkbranchen i sidste ende vise sig at blive en god ting, om ikke for Søren Bach, så måske for hans tre børn. Især den yngste, Amalie, der med sine 17 år nu har mulighed for at gøre en dyd af nødvendighed og tage en uddannelse i stedet for at knokle sine unge år væk på minkfarmen. Selv om nogle skæbner blev tabt, da landbruget i 1960’erne gik ind i en ny æra, fik mange mennesker et bedre liv. Som forfatteren Jens Smærup Sørensen påpeger, var der tale om en helt nødvendig forandring. Ikke bare økonomisk, men også menneskeligt.

“Frihedstrangen lå der, og den lå også i afviklingen af det gamle samfund. Der kom jo mere eller mindre hemmelige længsler frem efter et liv i større frihed og at være sig selv og bestemme over sit eget liv.“

Så måske Amalie nu – på samme måde som landbrugets kvinder efter industrialiseringen – kan skabe sig et liv med flere muligheder og større selvbestemmelse, end hendes forældre har haft.