Der findes i danskerne tilsyneladende en længsel mod naturen. I takt med at vi er flyttet til byerne og rykket indenfor, har fundet arbejde bag computerskærme i kontorlandskaber og er begyndt at fragte os frem og tilbage bag togets og bilens ruder, savner vi den store grønne natur, der findes udenfor. En undersøgelse fra Velux Fonden viser, at halvdelen af os danskere bruger under en time på at være udenfor om dagen. Samtidig længes 85 procent af os mod naturen i vores dagligdag.

Naturligt nok, fristes man til at sige, får det flere til at søge mod naturen. Rekordmange tager jagttegn i disse år. Vinterbadeklubbernes ventelister bliver længere og længere. Skovene fyldes med spor til det voksende antal mountainbikeryttere, der vil suse igennem det grønne. Spejderforeningerne får flere og flere medlemmer. Vi søger tilbage mod rødderne, siger eksperter, realiserer os selv ved at klare os i det vilde og udtrykker vores identitet gennem vores forhold til naturen.

Så … får det os til at passe mere på naturen? Næ, ikke nødvendigvis, siger lektor i antropologi Cecilie Rubow. Hun har i de seneste to år fulgt forskellige naturmennesker på deres ture, observeret dem, interviewet dem, lært af dem og efterlignet deres længsel mod – og kærlighed til – naturen, og hun har opdaget, at kærligheden ikke nødvendigvis får folk til at passe bedre på naturen.

“Menneskeheden har som sådan haft adgang til de naturlige omgivelser i flere hundrede tusinde år, og det er åbenbart det her, der er kommet ud af det,” siger Cecilie Rubow og griner lidt:

“Hvor vi er gået indendørs.”

Derfor tror Cecilie Rubow heller ikke, at alt ville være bedre, hvis det var som i gamle dage, hvor vi terpede arter og i højere grad befandt os i og nær den danske natur. Den 53-årige antropolog mener ikke, at tidligere tiders romantisering af – og ærefrygt for – det store grønne derude er løsningen på de kriser, naturen står i. I stedet må vi forstå, at naturen i dag kan være mange forskellige ting for forskellige folk, siger hun, men derfor findes der også mange forskellige muligheder, hvis vi skal bremse arternes masseuddøen og klimaets hastige forandring.

Jeg møder Cecilie Rubow på sit kontor på Københavns Universitets Samfundsvidenskabelige Fakultet i forbindelse med et projekt på Zetland, hvor vi undersøger, hvordan danskernes kendskab til naturen er svundet ind. En undersøgelse, som analyseinstituttet DMA har lavet for os, viser, at vi har mistet sproget for det, vi ser, når vi går en tur i skoven eller på stranden. Jeg har talt med biologer og naturmennesker, der mener, vi går glip af noget, fordi der åbner sig en helt ny fortryllet verden, når vi kan genkende arter. Endnu værre er det for naturen, der står i en krise, hvor arter dør med en større hast end tidligere i menneskehedens historie, hvilket vi ifølge biologerne ikke kan se, når vi ikke har kendskab til arternes eksistens.

Som en del af projektet har vi på Zetland forsøgt at øge kendskabet til den nære natur. Vi har lavet quizzer, mine kolleger Andreas og Eva har skrevet en efterårssang, vores videojournalist Nicolai har lavet små guides til, hvordan man genkender forskellige træer, svampe og fugle, mens Zetland-medlemmer har vist andre Zetland-medlemmer rundt i den nære natur og hjulpet hinanden med at se de mange arter, som findes her.

Så derfor bliver jeg både klogere og udfordret af Cecilie Rubow. For ifølge hende er det store fokus på kendskabet til arterne, som Zetland gør sig til fortaler for, måske en lidt gammeldags og romantiserende måde at betragte naturen på. Hun er leder på et forskningsprojekt, der hedder Enchanted Ecologies in Scandinavia, og undersøger, hvordan de selverklærede sekulære skandinaver bliver fortryllet af naturen, og hvordan det hænger sammen med politiske eller etiske bekymringer for naturen. Da jeg møder hende, er hun lige vendt tilbage efter tre timers undervisning med 20 studerende, hvor de har talt om, hvad natur overhovedet er.

“Er det ikke sådan, at kendskabet til den nære natur kun har en lille del at gøre med de problemstillinger, vi i dag står i?” spørger hun mig på baggrund af de tre timers undervisning:

“Er det ikke sådan, at naturen er flyttet et andet sted hen, hvis spørgsmålet handler om de store økologiske kriser, altså klimaforandringer og biodiversitetskrisen?”

Måske kan man formulere Cecilie Rubows pointe sådan her: Hun har ikke noget imod oplysning om natur og arter. Det er bare ikke den eneste måde, vi kan forholde os til naturen på, og vi skal ikke regne med, at det vil redde kloden, at vi kan kende forskel på eg og bøg eller genkende en snog.

Cecilie Rubow er stadig i gang med sine feltstudier. Hun har et samarbejde med en arkæolog for tiden, hun skal lære af en landskabsmaler, hun følger naturfredningsfolk, mountainbikere, naturvejledere, klimaaktivister og amatørornitologer. Til at starte med så Cecilie Rubow alle disse grupper som en del af den samme bevægelse, hvor folk søgte mod naturen for at lade sig fortrylle, men hendes foreløbige observationer viser, at de ikke er en del af den samme trend. Naturen er noget forskelligt for mountainbikeren, naturvejlederen og klimaaktivisten.

Cecilie Rubow går først i gang med at skrive sin analyse til foråret, men lige nu arbejder hun med tre forskellige naturbegreber. En slags typologi over måder, vi kan forstå naturen på, som nogle gange er adskilte, andre gange overlappende i synspunkter og oplevelser.

• Natur som natur: Det er den naturforståelse, hvor naturen er noget, der findes derude, som vi kan gå ud i, og som vi kan bruge som en ressource. I denne naturforståelse står vi uden for naturen, som vi kan udnytte og forbinder med beundring og ærefrygt.
• Natur som miljø: Her er naturen den omgivende sammenhæng, for eksempel udtrykt i habitater, økosystemer og fotosyntese. Naturen er noget, vi kan forvalte og leve i samhørighed med. I denne forståelse står vi centralt i naturen, som vi forbinder med omsorg – og sorg, når den bliver ødelagt.
• Natur som klima: I denne forståelse er så godt som alt natur, fordi mennesker er indviklet i naturen, som vi er afhængige af og knyttet til. Denne naturforståelse forbinder vi med håb og afmagt, fordi det vedrører planetens ve og vel.

I hver af de forskellige forståelser opleves naturen forskelligt, forklarer Cecilie Rubow, ligesom der er forskellige måder at forholde sig til naturen og passe på den. Hvis naturen er natur, kan man passe på den ved at give plads til arterne. Hvis naturen er miljø, kan man måske passe på den ved at sortere sit affald. Og hvis natur er klima, handler det måske om, hvordan ens T-shirt er produceret.

“I forbindelse med klima virker det til, at nogle af de unge aktivister ikke er optaget af at have nogle særlige naturoplevelser. De er måske mere optaget af, at de på en eller anden facon kan få en levevis, de kan knytte noget håb til. Og det er der, hvor deres vigtigste naturerfaring er,” forklarer Cecilie Rubow.

Derfor mener hun også, at CO2 kan være vores nærmeste natur, da vi gennem vores personlige aftryk kan se, om vi gør noget rigtigt eller forkert for kloden.

“Måske er det den vej, at vi kan handle på vores omgivelser. Der handler det ikke nødvendigvis om, at vi kender 100 forskellige arter eller 200 eller 400,” forklarer Cecilie Rubow.

Cecilie Rubow kan godt forstå pointen om, at man skal vide, arterne overhovedet eksisterer, for at man kan vide, at de er tæt på ikke at eksistere længere. Hun ville selv gerne kende mange flere, deres vaner og særheder og skønheder. Men, siger hun, “bare fordi man kender 200 arter”, ved man ikke nødvendigvis noget om biodiversitetskrisen, og hvordan den danske natur har det helt overordnet.

Cecilie Rubow giver de amatørornitologer, hun har fulgt, som et eksempel. Når hun har spurgt dem direkte, så ser de ikke, at der kommer færre fugle. Forklaringen er ifølge Cecilie Rubow, at amatørornitologerne ved, hvor og hvornår de skal kigge efter fuglene. De ved, hvor de sjældne fugle har deres reder, og de kan opleve, at der i deres område er en fremgang, men de ser ikke nødvendigvis udviklingen i Danmark generelt. Derfor mener Cecilie Rubow ikke, at der er en indlysende forbindelse mellem kendskabet til arter og kendskabet til, at der kommer færre af de enkelte arter.

Hvis man til gengæld udvider sin forståelse af, hvad natur er, så det ikke kun handler om kendskabet til arter, men også de store miljømæssige sammenhænge, og hvordan alt, vi gør via CO2-udslip og klimaforandringer, er forbundet til naturen, ser Cecilie Rubow langt flere muligheder for at løse de kriser, naturen står i. Netop derfor forsøger hun at udfordre vores forståelse af naturen og følger folk, der er engageret i naturen på forskellige måder.

“Gennem kritisk viden og indlevelse kan vi forhåbentlig være med til at se mulighederne. De mennesker, jeg har mødt, har lommerne fulde af muligheder.”

Som antropolog prøver Cecilie Rubow at granske vores fast forankrede forestillinger om for eksempel religion eller natur. Og, siger hun, ligesom ornitologen iagttager fuglene, og botanikeren iagttager planterne, forsøger hun at iagttage mennesker for at opdage ting, “de måske ikke ved om sig selv”.

Førhen udforskede Cecilie Rubow danskernes forhold til religion. Det hele begyndte med begravelser, der i langt de fleste danske tilfælde foregår med en præsts medvirken. Cecilie Rubow undrede sig over, hvorfor alle dem, der ikke opfattede sig som kristne, fandt det meningsfuldt at sidde i en kirke og sige farvel til en person, der var død og på den måde ikke til stede. Og hun blev optaget af, at selv om man i Danmark på mange måder har adskilt kirke og stat, og de fleste bedst kan karakteriseres som kulturkristne, der ikke nødvendigvis tror på Gud, så søger vi stadig en mening i det fortryllede. Tro og ikke-tro var mere sammenfiltret end den måde, vi talte om det på. Derfor blev Cecilie Rubow også optaget af, hvilken rolle fortryllelse på andre områder end det kirkelige spillede i et sekulært land som det danske.

I 2007 fik Cecilie Rubow muligheden for at forfølge en drøm, hun havde haft helt tilbage fra sit første feltstudie: at tage til Stillehavet. Hun tog til Rarotonga, en af Cook-øerne øst for New Zealand, hvor hun mødte en lokalbefolkning, der var meget optaget af deres naturlige omgivelser. I følge klimafremskrivninger var øen truet af vandstandstigninger og intense cycloner, mens øens vigtigste lagune var ramt af forurening. For beboerne på øen havde naturen nærmest en sjæl. De talte om Moder Jord og betragtede lagunen som levende, “et væsen, de stod til ansvar over for”, som Cecilie Rubow siger. Ud af dette studie voksede der en række spørgsmål, der ledte Cecilie Rubow på sporet af det nuværende projekt:

Er der i Danmark en sammenhæng mellem kendskabet til den nære natur og et miljømæssigt engagement? Kan der være nogle broer mellem det at være glad for natur, blive fortryllet af den eller ligefrem elske den og det at handle politisk for at beskytte naturen?

Cecilie Rubow har særligt været interesseret i de situationer, hvor der ikke er en sammenhæng. I de skandinaviske samfund har vi brugt de seneste århundreder på at dele vores samfund op. Vi har (næsten) adskilt kirken fra staten, vi har delt arbejdet, så vi ikke skal gøre det samme alle sammen. Vi lever i det hele taget på en måde, hvor vi ikke kan gøre det hele selv:

“Man går rundt i et naturområde den ene dag og betaler ind til DF den anden og flyver til Korea den tredje. Og det er ikke nødvendigvis forbundet i ét verdenssyn eller én moralsk horisont,” siger Cecilie Rubow.

Cecilie Rubow skåner ikke sig selv i analysen af vores modstridende forhold til naturen. Hun er i al fald ikke ”selv et eksempel til efterfølgelse,” siger hun. “Der er SÅ mange manglende broer i min adfærd. Men der er også mange fine veje at gå ud af.”

Det er antropologens og feltarbejdets natur, at man er bevidst om sin egen position, men også forsøger at lære af de mennesker, man studerer, så man kan dele og forstå deres oplevelser. Ved at observere, efterligne og interviewe amatørornitologer har Cecilie Rubow for eksempel fundet ud af, at de har en særlig evne til at “være i deres blik”. De er så fokuserede på det, de ser, at de opnår en zen-agtig tilstand, hvor alle andre tanker forsvinder. Og når de så ser fiskeørnen på himlen, hvor vi andre kun ser en prik, bliver oplevelsen nærmest berusende. Cecilie Rubow har selv prøvet det.

“Jeg har virkelig lært, hvor ustyrligt glad man kan blive over at se en fugl. Og ikke bare at se en fugl, men en bestemt fugl, som var overraskende, eller som man havde kigget efter længe, eller som kom lige med det samme,” forklarer hun og tilføjer:

“Hvad der ikke er af muligheder og glæder i det, hvis man får ørerne og øjnene op for det,” siger hun.

På den måde ser Cecilie Rubow også en værdi i, at vi søger mod naturen, og at vi lærer den bedre at kende. Og det er heller ikke ligegyldigt, at vi på Zetland forsøger at oplyse folk om de danske arter og genskabe forbindelsen til den nære natur. Cecilie Rubow tror, at der er meget “klogskab, visdom og helse” at finde i det. Cecilie Rubow tror bare ikke, at den viden og disse oplevelser nødvendigvis får os til at passe bedre på naturen. Der er, siger hun, masser af situationer, “hvor der ikke er en bro fra kærlighed til omsorg”.

Det, som antropologen har opdaget i sine feltstudier, er, at den fortryllelse, mange søger i naturen, ikke handler om at blive bevidst om sin egen rolle. Tværtimod handler det om at glemme sig selv, som når fuglekiggerne eller mountainbikerne når en zen-agtig tilstand og glemmer alt omkring sig. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi er ligeglade med naturen og smider skrald i skoven, men det handler heller ikke om at tage ansvar. Det handler om at slippe alt det, der tynger os i hverdagen. Alle pligterne. “Ikke gøre, ikke skulle, ikke burde,” som Cecilie Rubow formulerer det.

“Det passer jo ofte én fint, at det er kommunen eller staten, der tager vare på naturen. Så kan man for en gang skyld være i et helle,” siger hun.

Når Cecilie Rubow følger amatørornitologerne eller mountainbikerytterne, opfatter hun det som sin opgave at være med til at skabe et sprog for det, de oplever, og det forhold, de har til naturen.

“Det er rigtig spændende i en tid, hvor der er mange, der gerne vil give naturen en stemme,” siger Cecilie Rubow med henvisning til alle de forskellige måder, som folk bruger og opfatter naturen på – den måde, de føler, den siger noget til dem.

For Cecilie Rubow er det en kæmpe opgave og “langt større, end at man kender navnet på en art”. Hun fornægter ikke, at navnet på arter kan være vejen ind til en stor rigdom, “men det kan også bare være et navn”. Hun kan også være trist over, at vi ikke lærer om planterne længere, men “hvis vi blev bundet til stolen” for at lære det udenad, ville det være ligegyldigt.

“Der er ikke noget trylleri i navngivningen selv,” siger hun. “Der skal være en relation, en fascination. Der skal være et liv, før navnet byder noget med sig.”