Mød manden, der har nøglerne til EU’s gigantiske pengekasse. Og som synes, de rige lande er for nærige (ja, det er os)

  • 13. november 2019
  • Europa
  • 17 min.
FAMILIESTRID_Det plejer at gå dramatisk for sig, når EU-lederne hver syvende år skal forsøge at enes om retningen for de syv næste år. Denne gang bliver ingen undtagelse. Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

EU’s enorme 7-årsbudget skal igen forhandles på plads. I dette andet afsnit af Zetlands nye EU-serie Philip & unionen slæber Philip Flores jer helt ind i kernen af EU’s enorme bureaukrati for at forstå, hvad der er på spil. Her møder vi den meget magtfulde og … engagerede tyske embedsmand, der sidder på selve EU’s pengekasse, og som har brugt seks år på at forberede de kommende forhandlinger. For der er, siger han, langt mere på spil end budgetter. I bund og grund handler det om, hvor EU overhovedet er på vej hen.

Meget er relativt, når det kommer til penge. Det, der kan synes som en formue for den, der næsten ingenting har, kan være et greb i lommen på den, der næsten har alt. Men én billion euro … det er ufatteligt mange penge for alle. En billion euro – efter den såkaldte lange skala, som vi bruger i Danmark – svarer til 1.000 milliarder euro eller en million millioner euro … eller, hvis man bedst kan lide at få sine store tal i dansk valuta, cirka 7.500 milliarder kroner eller 7,5 million millioner kroner.

Eller, for ligesom at give et lidt mere håndgribeligt eksempel, så er det nok til at bygge cirka 300 nye øresundsbroer. Vil man mentalt forsøge at forestille sig 7,5 billioner kroner, så har jeg læst mig frem til, at 1 million kroner i hundredkronesedler vejer små 10 kilo og fylder nogenlunde, hvad der svarer til sådan en kuffert, man må have med som håndbagage på flyet. Så man skal altså forestille sig 7,5 millioner styk håndbagage-kufferter fyldt med hundredkronesedler. Hvis man kan.

Når man så er færdig med at prøve at forestille sig det, så ved man nogenlunde, hvad der er på spil, når de 28 statsledere i EU i disse uger lægger arm om EUs pengekasse for de kommende syv år.

Her taler vi … simpelthen … om en af verdens største pengekasser med frie likvide midler, og den pengekasse skal den her historie handle om, og den udspiller sig helt bogstaveligt helt inde i de allerinderste korridorer i EU-bureaukratiet, hvor I skal møde … en tysker. Det er selvfølgelig ikke en hvilken som helst tysker, men manden, der er ansvarlig for den del af det europæiske budget, der hedder Multiannual Financial Framework, som er den mere korrekte – men også noget længere – betegnelse for den her enorme pengekasse. På dansk kaldes aftalen for den flerårige finansielle ramme for EU, og på fælles EU-lingo kaldes den bare MFF. Det vil jeg også kalde den i den her historie, bare fordi det er lettere.

Sådan endnu mere præcist fortalt, så er MFF en aftale, der dikterer, hvor meget af EU-medlemslandenes samlede økonomi der hvert år skal afleveres ved kasse ét til EU-systemet i Bruxelles, og hvordan disse penge så bagefter skal bruges på fælles goder og omfordeling mellem landene i EU.

Manden hedder Andreas Schwarz, og ham har I sikkert ikke hørt om før, selv om han altså – på en måde – sidder med nøglerne til den her enorme pengekasse med de 7,5 billioner kroner, for som de fleste andre diplomater i Bruxelles er han god til at holde sig uden for rampelyset. Jeg havde i hvert fald ikke hørt om ham, før jeg ad mange bagveje blev anbefalet at snakke med ham, hvis jeg ville forstå, hvad forhandlingerne om den store pengekasse egentlig går ud på, og inden jeg skulle ind for at møde Andreas Schwarz foto-googlede jeg ham lige. Det gør jeg altid, når jeg skal interviewe mennesker, jeg ikke kender … for ligesom at undgå sådan en akavet situation, hvor man måske tager fejl af, hvem der er sekretæren eller dørmanden, og hvem der er hovedpersonen.

Og – jeg lyver ikke her: Bortset fra et enkelt grynet og retoucheret billede, hvor Andreas Schwarz står ved siden af den tidligere EU-budgetkommissær, så findes han nærmest ikke på fotos på internettet. Han er med andre ord det, vi i Danmark ville kalde en grå eminence, og da jeg troppede op på hans kontor, kendte jeg ikke til meget andet end hans navn, nationalitet og titel … og fik mig lidt af en overraskelse, da han begyndte at snakke dansk.

Jeg kan godt snakke dansk, men det er ikke så let for mig. Det er lidt svært med det her emne …”

Andreas Schwarz er – viste det sig – faktisk gift med en dansker og har – viste det sig – et indgående kendskab til danskernes forhold til EU.

Nu tænker I måske, at MFFen da bare lyder som en finanslov herhjemme, men som navnet Multiannual Financial Framework antyder, så bliver MFFen ikke vedtaget hvert år. Det er der en simpel forklaring på: Idéen om en flerårig budgetramme opstod engang i 1980’erne, fordi de årlige slagsmål om EU-budgettet drænede EU-samarbejdet for kræfter. Tanken var, at hvis man nøjedes med at slås om budgetterne hvert femte eller sjette eller syvende år, så kunne man bruge tiden derimellem på bedre ting … eksempelvis ting, der gavnede hele EU og ikke bare handlede om at få rabatter eller om at få penge retur.

Andreas Schwarz beskriver selv MFFen med en analogi, som de fleste kan relatere til:

Man kan næsten sammenligne det med et kreditkortloft, hvor dine udgifter ikke kan overstige loftet,” siger han.

Har I også en afdeling for årlige budgetter?

Ja.”

Men de må kun gøre det, I fortæller dem, at de må gøre?

Det lyder meget magtfuldt … men jo, på en måde er det rigtigt. De må ikke overskride grænserne i MFF. De kan afvige lidt, men det er kun helt marginalt,” siger Andreas Schwarz, der er den øverste chef for afdelingen for MMF i EUs budgetministerium, der holder til i en af EUs mindre pompøse bygninger, der sjældent optræder på tv-billederne, når der sendes live fra de politiske topmøder i EU.

Bygningen er presset ind på en af afstikkervejene fra den store Robert Schuman-rundkørsel, der er en form for centrum i EU-kvarteret i Bruxelles, og den ligger kun et par hundrede meter fra Europa-Kommissionens mere berømte Berlaymont-bygning og EU-Rådets Justus Lipsius-bygning. Men her i bygning BRE2, som den kaldes, er der ingen stor foyer med røde løbere og heller ingen enorme blomsterbuketter eller designmøbler, der gør sig godt på tv-billederne. Til gengæld er der gulvtæpper og beige arkivskabe som den eneste dekoration på de lavloftede og lysstofrørsbelyste gange. Eller som Andreas Schwarz beskriver den.

Jeg vil kalde den en klassisk EU-bygning. Det er ikke state of the art, som du ser, men den er funktionel, så længe den kan holde regnen ude.”

Den nuværende MFF blev aftalt i 2013 og udløber til næste år, og en ny MFF skal altså på plads inden klokken slår midnat den 31. december 2020 – og helst noget før – og Andreas Schwarz og hans 68 medarbejdere været i gang med at forberede sig længe. I virkeligheden begyndte de allerede for seks år siden, da det seneste MFF-forlig faldt på plads, men særligt siden årsskiftet er forberedelserne blevet intensiveret.

Det er Andreas Schwarz’ øverste chef – EUs budgetkommissær og landsmanden Günther Oettinger – der har serveretten, når det gælder det nye MFF-forslag, og det er i Andreas Schwarz’ afdeling, at de udarbejder modeller og beregninger og forsøger at finde balancerne, der gør, at de 28 EU-lande ikke på forhånd står så langt fra hinanden, at de i sidste ende ikke kan blive enige.

Så hvis jeg som dansker vil have noget med i forslaget, skal jeg komme til dig?

Selvfølgelig. Du kan i hvert fald prøve,” svarer Andreas Schwarz med et grin:

Men jo, medlemslandene kommer til os, længe inden forslaget præsenteres, for at prøve at få ting med i forslaget.”

Andreas Schwarz’ afdeling har derfor også de seneste måneder haft mange besøg af diplomater fra hele EU, herunder de danske, der ifølge Andreas Schwarz mest af alt er optaget af …, at budgettet ikke bliver for stort.

Det minder de os om hele tiden.”

Er danskerne besværlige?

Jeg vil sige, at alle lande er besværlige,” siger han efter en lille tænkepause.

Den samlede størrelse på syvårsbudgettet er altid omdiskuteret. Budgettet er vokset og vokset gennem årene, indtil det særligt for briterne lykkedes ved forhandlingerne i 2013 at blokere for en yderligere overførsel af midler til EU, og størrelsen på budgettet kommer formentlig til at fylde endnu mere denne gang.

Og det er også på grund af briterne. Eller rettere sagt Brexit. Når – eller hvis – Storbritannien forlader EU, vil det påvirke EUs budgetter negativt, fordi Storbritannien bidrager med mere til det fælles budget, end de får igen. Hvilket jo også var budskaberne i den succesfulde leave-kampagne, der førte til Brexit.

Europa-Kommissionen har regnet sig frem til, at hvis Brexit ikke skal føre til et regulært fald i budgettet, skal man hæve medlemslandenes såkaldte medlemsbidrag fra det nuværende niveau på 1,03 procent af landenes bruttonationalindkomst til 1,16 procent.

Som et kompromis har Europa-Kommissionen foreslået 1,11 procent, og det er de fleste lande ifølge Andreas Schwarz tilfredse med, men nogle lande – særligt i Øst- og Sydeuropa – ønsker, det skal være mere, og andre – specielt i nord – at det skal være mindre. I den sidste kategori finder man altså danskerne.

Da forhandlingerne om det nye syvårsbudget for perioden 2021-2027 så småt gik i gang ved et møde mellem EUs statschefer i oktober, slog den danske statsminister, Mette Frederiksen, også en skeptisk tone an:

Det tror jeg bliver meget svært. Der er rigtig mange lande, der mener, at vi skal betale mere, og det drejer sig om flere milliarder, og hvis jeg skal være meget direkte, så mener jeg altså, at de milliarder er bedre brugt på velfærd herhjemme.”

Selv om det rigtigt nok kun er et beløb, der svarer til godt én procent af bruttonationalindkomsten i eksempelvis Danmark, så er det også en betydelig andel af de frie” midler, som regeringerne har til rådighed i de enkelte lande.

Altså, når den danske regering forhandler finansloven herhjemme, så er der selvfølgelig langt flere penge i spil end de godt to milliarder kroner, vi hvert år sender af sted til EU. Faktisk indeholder en finanslov i Danmark typisk omkring 700 milliarder kroner.

Men. I virkeligheden er det relativt få penge, der rykkes rundt på i en dansk finanslov. Størstedelen af udgifterne på det nationale budget er nemlig bundet op i faste udgifter. Det kan være driften af eksempelvis sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet og forsvaret og – ikke mindst – overførselsindkomster, der er den suverænt største post, som jo ikke rigtig er poster, der kommer i spil ved en finanslovsforhandling.

Det er også mange penge, der går til EU-kassen, erkender Andreas Schwarz, men appellerer til, at jeg husker at få proportionerne med.

Vi plejer at sige, at udgiften til EU-budgettet svarer til en kop kaffe om dagen per EU-borger.”

De store diskussioner, der knytter sig til budgettet for de kommende syv år er … stort set de samme diskussioner, der har været om budgetterne for de forgangne årtier. En stor diskussion er balancerne mellem de tre store poster på EUs budget:

Den ene post er landbrugsstøtten, der engang udgjorde 75 procent af EUs budget, men som nu er nede på at udgøre 35 procent af budgettet, og som ifølge Europa-Kommissionens udspil skal yderligere ned og nu udgøre 29 procent af EUs udgifter.

Landbrugsstøtten hjælper først og fremmest europæiske landmænd med at kunne konkurrere med landmænd i andre dele af verden, hvor arbejdskraften og jorden er billigere. I mindre grad understøtter landbrugsstøtten også en omstilling til en økologisk og mere bæredygtig form for landbrug.

Den anden post er støtten til regionsudvikling, der er en form for solidarisk omfordeling af midler, der langt overvejende går til de sydlige og østlige dele af EU, men som også kan gå til økonomisk trængte regioner og områder i velstående lande. Den kan eksempelvis bruges til erhvervsudvikling eller til at skabe et godt uddannelses- og forskningsmiljø i egne, der ikke af sig selv kan tiltrække den slags investeringer. Også den pulje vil Europa-Kommissionen have ned fra cirka 35 procent til 29 procent af budgettet.

Den tredje post på budgettet er de fælles offentlige investeringer i eksempelvis forskning og uddannelse, klimaomstilling og store erhvervssatsninger og kontrol med EUs ydre grænser. Og den post vil Europa-Kommissionen gerne øge til 35 procent af budgettet.

Det vil betyde, at moderne investeringer for første gang bliver den største post på budgettet. Det er det, vi kalder modernisering. Men det bliver svært, for de fleste lande er mest optagede af at få penge retur. Det er dér, spændingen ligger,” siger Andreas Schwarz.

Det første skridt i processen mod at få et nyt budget på plads var at få MFF-afdelingens udkast godkendt af den samlede Europa-Kommission – ligesom en finansminister i Danmark skal have regeringskollektivet bag finansloven. Det næste skridt – at få landenes statsministre til at enes om udkastet eller et kompromis – ligner det sværeste skridt.

Det var i hvert fald præcis der, det gik galt i 2013, hvor forhandlingerne flere gange kollapsede og blev udskudt flere måneder, ikke mindst fordi briterne – men også danskerne – ville sætte en stopper for, at EU-budgettet bare voksede og voksede, som det havde gjort år efter år i flere årtier.

Det hele endte i 2013 med en regulær udmattelseskrig en februardag – og -nat – i Bruxelles, hvor det blev rapporteret, at statsledere som den tyske forbundskansler Merkel og den franske præsident Hollande var nødt til at tage sig en lur på sofaer rundtomkring i EU-Rådets Justus Lipsius-bygning, fordi ingen ville give sig.

Først efter mere end et døgns maratonforhandlinger kunne Herman Van Rompuy klokken 04.22 om natten tweete, at der var en aftale, der både kunne tilfredsstille alle – herunder briterne … og danskerne for den sags skyld.

Forhandlingerne om den nye MFF ventes at blive lige så besværlige. Kommissionens ønske om at rykke midler fra landbrugsstøtte og regionsudvikling til det, de kalder moderne offentlige investeringer, er langtfra ukontroversielt, for mange lande mener, at EU bevæger sig ind på nationalstaternes territorium. Men man skal ikke som sådan se det som en tvekamp, mener Andreas Schwarz.

De her projekter er jo fælleseuropæiske goder. Det er ikke en kamp mellem Bruxelles-styrede budgetter og nationale budgetter. Det handler snarere om, hvorvidt man helst vil have et budget, der omfordeler, eller et budget, der udvikler Europa,” siger han.

Som eksempler på nye initiativer peger han blandt andet på den nye Europa-Kommissionsformand Ursula von der Leyens ønske om en fond, der skal hjælpe kulafhængige med at omstille deres industri til en grønnere økonomi, men også beskyttelsen af EUs ydre grænser, militært samarbejde og – ikke mindst – en større satsning på at udvikle kunstig intelligens. Han mener, at en af grundene til, at Europa blev efterladt på stranden, mens USA surfede derudad på den første store it-bølge, var europæernes manglende evne til at arbejde sammen om større satsninger.

Vi har hævet budgettet massivt for udvikling af kunstig intelligens. Det er stadig beskedent i forhold til eksempelvis USA og Kina, men vi øger budgetterne. Men det her er netop et af problemerne. At landene hellere vil have landbrugsstøtte og regionsudvikling, fordi det er penge, der helt fysisk kommer tilbage i en kuvert som støtte til de enkelte lande, mens investeringer i eksempelvis kunstig intelligens i vores øjne er det, der afgør EUs fremtid. Det er præcis et af de slagsmål vi har. Og selv Danmark, der gerne vil satse på forskning og kunstig intelligens, de fravælger stadig de her investeringer, hvis det kan lede til, at EU får et mindre budget.”

Når netop forhandlingerne om MFF typisk ender i lidt af et drama, så er det ifølge Andreas Schwarz ikke en tilfældighed.

I sidste ende handler det her ikke kun om et budget. Det er en slags bekræftelse af et ægteskabsløfte. MFF handler ikke bare om udgifter. Det er en af søjlerne i den europæiske konstruktion, og uden det kan EU ikke fungere. Så indsatserne er ekstremt høje.”

Siden den aften og nat i februar 2013, hvor den seneste MFF faldt på plads, har Andreas Schwarz og hans hold først og fremmest brugt kræfter på at skrabe pengene ind fra medlemslandene.
På gangen, hvor Andreas Schwarz’ kontor ligger, er de 68 ansatte fordelt ud på fire underafdelinger, der har fået de opfindsomme betegnelser B1, B2, B3 og B4, og langt de fleste arbejder med opkrævning, fortæller han, mens han viser mig rundt fra kontor til kontor.

Kontingentindkrævningen minder overraskende meget om det forhold, man som privatperson eksempelvis kunne have med den lokale fodboldklub. EU sender simpelthen et brev ud hver måned og beder landene om at indsætte et givent beløb på en konto – typisk via landenes centralbanker.

Vi er i virkeligheden kun cirka 15 medarbejdere, der arbejder på MFF, mens de øvrige arbejder på at få pengene ind. Det kræver noget administrativ anstrengelse at indkræve 150 milliarder euro om året,” siger han.

Her skulle man måske kunne tro, at man havde en praktisk PBS-agtig ordning, men MFF-bidraget finansieres ikke kun af medlemskontingenter, men også ved, at medlemslandene betaler en andel af landenes told- og momsindtægter til EU. Lige nu har MFF-afdelingen en sag kørende med Storbritannien, som EU mener mangler at indbetale 2,7 milliarder euro, fordi de – ifølge EU – ikke har gjort tilstrækkeligt for at forhindre en mangeårig momssvindel fra nogle kinesiske tekstilvirksomheder. Men som regel betaler landene til tiden, siger Andreas Schwarz. Og det er der mindst én god grund til:

Det er meget svært at blive enige om MFF, men når først man er enig, så går det ret automatisk, men vi har også meget høje strafrenter, så hvis betalingerne er forsinket, skal man betale dyrt. Det sker meget sjældent, for det er meget høje renter. Jeg tror på et tidspunkt, de lå på 20 procent i strafrente.”

Lige nu er Andreas Schwarz hovedfokus hverken på indkrævninger eller strafrenter, men på at få den næste MFF-aftale på plads, og selv om Andreas Schwarz ligner en diplomat med stort D, har han klare holdninger til MFFen. Han mener, at særligt de mest velstående lande i Europa går alt for meget op i, om de krone for krone får lige så mange penge ud af MFFen, som de bidrager med. Det kunne man måske forstå, dengang 75 procent af budgettet gik til landbrugsstøtte, men ikke i dag, hvor så stor en del går til fælles investeringer, mener han.

Hvis vi ikke styrker de ydre grænser, så vil de nordiske lande opleve en øget tilstrømning, for asylansøgerne bliver ikke i syd. Tænk også på investeringer i Femern eller Øresundsbroen eller gaslinjen mellem Danmark og Polen. Det er ting, man kunne gøre alene eller bilateralt, men det er svært. Tænk på forsvar eller udviklingsbistand. Med al respekt for Danmark, så er det et lille land, og det ville kun kunne gøre en begrænset forskel, men som EU er vi den største donor af udviklingsbistand i verden, og vi kan sammen gøre en større forskel.”

Og så skal man huske, siger han, at lande som Danmark og Tyskland og Storbritannien og Holland omvendt er nogle af de lande, der har fået allermest ud af EUs indre marked og arbejdskraftens fri bevægelighed, og at man derfor ikke kan opgøre værdien af EU for de enkelte lande ud fra, hvor mange penge man får retur fra MFFen. Europa-Kommissionen lægger derfor også op til at nedtrappe en lang række rabatter på MFF-bidraget, som blandt andet Danmark har fået.

Vi har en absurd situation, hvor nogle af de rigeste lande som Holland, Tyskland og til dels også Danmark rent faktisk betaler mindre per capita end de fattigste lande som Bulgarien og Rumænien på grund af rabatterne. Det giver i vores øjne ikke mening, sådan som budgettets karakter har ændret sig. Men det bliver et slagsmål,” siger Andreas Schwarz.

Det bliver det helt sikkert, og i de kommende uger og måneder intensiveres forhandlingerne.

Europa-Kommissionens håb er, at statslederne kan enes om syvårsbudgettet inden jul, og at man siden kan få aftalen igennem Europa-Parlamentet i løbet af de første måneder af 2020. Det er dog meget optimistisk, erkender Andreas Schwarz. De direkte folkevalgte i Europa-Parlamentet skal nemlig også nikke ja til aftalen, og selv om de reelt kun kan sige ja eller nej, så plejer parlamentet alligevel at true sig til mindre ændringer, som det også skete i 2013.

Denne gang forventes det, at Europa-Parlamentet både vil presse på for et endnu større budget – et, statslederne kan blive enige om – og desuden er der et ønske om, at EU skal have flere direkte indtægter. Rygterne lyder, at Europa-Parlamentet både vil foreslå en skat på brugen af ikke-genanvendeligt plastik og et afkast til EU fra handel med CO2-kvoter.

Og så vil der – med sikkerhed, for det bliver der altid – være en diskussion om den del af EUs budget, der går til bureaukrater som Andreas Schwarz.

Det er altid meget populært,” siger han med et smil.

Andreas Schwarz er helt bevidst om, at han er, helt ærligt, en af de mange bureaukrater, der for mange europæere ligesom er indbegrebet af EU, og man skulle næsten tro, han havde forberedt sig på netop det spørgsmål. På et tidspunkt er jeg nødt til at stoppe interviewet, fordi jeg hører en insisterende lyd i baggrunden. Sådan dryp, dryp, dryp.

Jeg synes, jeg hører en lyd et eller andet sted. Kommer den derfra?

Ja, i nat begyndte det at regne ind i mit kontor,” siger Andreas Schwarz og nikker i retning af en sort spand, der står i vindueskarmen på hans ellers ret imponerende hjørnekontor med flot udsigt over Bruxelles’ tage.

Ja, og jeg har faktisk ikke fingeret det her, det skete faktisk i nat. Men selvfølgelig, alle er enige om, at administration skal beskæres i budgettet. Jeg siger ikke, at dette er resultatet, men …,” siger Andreas Schwarz og slår nok engang en høj latter op.

Hvordan det ender med både hullet i taget over Andreas Schwarz’ kontor og de store balancer i EU, får vi at se de kommende måneder.

Det var det andet afsnit i Philip & unionen’, der er Zetlands nye serie, hvor jeg – Philip Flores – forsøger at tage jer med ind bag EUs facader for at prøve at forstå, hvad det egentlig er, der foregår i Den Europæiske Union. Musikken og jinglerne i lydversionen er lavet af Eva Stokkendal og hun har også redigeret lyden med støtte fra Theis Ehler Mohlin.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: