Kvinder med en bold provokerer (stadig). Skal de have en fordel i ligestillingens navn?

  • 3. april 2017
  • Sport
  • 15 min.
YEAHVæk med Michael Laudrup-plakaten. Ind med Nadia Nadim fra landsholdet. Fotocollage: Mie Brinkmann / Pressefoto Hummel

Derfor skal du læse denne artikel

AKTUEL IGEN. Indtil 1970’erne var kvindefodbold på konkurrenceplan forbudt i Vesteuropa. I dag er fodboldkvinderne populære som aldrig før, og herhjemme har de yngste piger for længst skiftet idolplakaterne af Ronaldo og Messi ud med Harder og Nadim. Men debatten om mandefællesskabets tvang og muligheden for at spille på mindre græsplæner med lettere læderbolde er fortsat aktuel. Går vejen til ligestilling faktisk gennem forskelsbehandling? Asker Hedegaard Boye gav i denne artikel fra april 2017 dette bud på et svar, som ikke er blevet mindre interessant at læse, efter det danske kvindelandshold forleden spillede sig ind i EM-semifinalen.

I denne tid flyder en reklame for Danske Spils Oddset ud over landets fladskærme.

Den 30 sekunder lange film viser en mand fanget i sin dørkarm i et mægtigt dilemma. En telefonsvarerbesked fortæller os, at hans højgravide kæreste er taget på hospitalet. Vandet er gået. Samtidig er en vigtig fodboldkamp i gang, og på sofabordet har han forladt et glas cola, en skålfuld chips og resterne af en købepizza. Den stakkels mand ved ikke, hvad han skal stille op, men ender med, tøvende godt nok, at blive i lejligheden og lukke døren bag sig. En voiceover skærer budskabet ud i pap:

Det er ikke, fordi det ikke er spændende, at I skal føde, eller fordi vi ikke vil hjælpe jer med det der træk-vejr-noget. Det er bare, fordi der står 2-2, fordi vi har det til odds 13, fordi dommeren har lagt fem minutter til, og fordi vi er oddsere!”

De sidste ord ledsages af billederne af en armé af unge, målrettede mænd, der vandrer til hobe mod solnedgangen i et bakket sommerlandskab. De står sammen. Om at være fodboldinteresserede. Om at være oddsere. Om at være mænd.

Reklamen er den seneste udgave af Danske Spils slidstærke og omdiskuterede Der er så meget, kvinder ikke forstår”-kampagne, der siden årtusindskiftet har henvendt sig til Oddsets primære målgruppe, mænd i alderen 18-40 år. Gennem årene har vi igen og igen fået at vide, at kvinder ikke forstår sig på mænds fascination af fodbold.

Skiftende blondiner har filet fingernegle, ordnet tæer, hængt vasketøj op, syet, drukket te og lagt neglelak, alt imens lyden fra fjernsynet har efterladt dem perplekse. For bruger man et videokamera, når man filmer i fodbold? Foregår opdækning i håndbold med hvide duge og pænt bestik? Er pucken i ishockey virkelig en knallert? Se for eksempel her, hvor nogle af Oddset-klassikerne er samlet:

Metaforen fungerer som markøren, der holder kvinderne ude, og pointen synes klar: Vi har svært ved at forstå, at de ikke kan forstå det. Mandefællesskabet som det store VI, kvinderne som det uindviede DE. Tv-reklamerne taler dermed sportens – og ikke mindst fodboldens – traditionelle sprog. Fodbolden som mændenes sport.

Men i disse år udfordres denne opfattelse for alvor. Rundt om i verden vejrer kvindefodbolden morgenluft. På mange planer. Vi er vidner til en markant udvikling, der ryster op i gamle magtstrukturerer og tankegange og sætter aftryk, der rækker ud over sporten.

I sidste måned afholdt Dansk Boldspil-Union (DBU) og Kanal 5 årets store prisfest, Dansk Fodbold Award. Ved arrangementet i Forum Horsens kåredes blandt andet Årets Kvindelige Spiller og Årets Mandlige Spiller. For første gang i uddelingens historie var spillerprisernes kønsfordeling ligebyrdig. Tre priser til kvinderne, tre til mændene.

Ved samme lejlighed indlemmede DBU fem nye navne i Fodboldens Hall of Fame. Det gjaldt de tre afdøde herrespillere Henning Enoksen, Karl Aage Hansen og Jørgen Leschly Sørensen samt lyslevende Susanne Augustesen og Lone Smidt Nielsen, de to første kvinder i det fornemme selskab.

Augustesen scorede hattrick som 15-årig i finalen ved det uofficielle verdensmesterskab i Mexico City i 1971 og havde efterfølgende en stor karriere i italiensk fodbold. Lone Smidt Nielsen optrådte 57 gange på landsholdet fra 1977 til 1988.

Og ved DRs store awardshow Sport 2016 i januar i Jyske Bank Boxen i Herning fulgtes årets kvindelige spiller, Pernille Harder, og årets mandlige spiller, Kasper Schmeichel, op på scenen for at modtage deres respektive statuetter. Et par måneder tidligere havde Harder modtaget prisen som svensk klubfodbolds mest værdifulde spiller ved Fotbollsgalan i Globen i Stockholm. Også her stod hun skulder ved skulder med sin mandlige pendant, verdensberømtheden Zlatan Ibrahimovic. Heller ikke her var den nye tids symbolik til at tage fejl af.

Da DBU og Forlaget Carlsen i marts sendte en ny bogserie på gaden bestående af otte billedmættede letlæsningsbøger om landsholdets helte, var det kun naturligt, at Nadia Nadim og Pernille Harder, dansk kvindefodbolds to mest profilerede ansigter, var blandt de portrætterede. Mændene var i flertal, men heller ikke her var kvinderne glemt.

Man kan mærke, at en årelang negativ udvikling er ved at vende. I de ti år jeg har beskæftiget mig med pige- og kvindefodbold på eliteplan, har jeg ikke oplevet en tilsvarende optimisme,” forklarer den tidligere Superligaspiller Danny Jung, der mellem 2007 og 2016 var landstræner for U16- og U17-pigerne.

Ifølge tal fra Danmarks Idrætsforbund rangerer fodbold nu som landets tredjestørste pige- og kvindeidræt, kun overgået af gymnastik og svømning. Forbilleder som Harder i tyske Wolfsburg, Nadim i amerikanske Portland Thorns, Line Røddik i spanske FC Barcelona og Sanne Troelsgaard, der netop er skiftet til den svenske storklub FC Rosengård, har været afgørende i denne udvikling.

Danny Jung erindrer, hvordan hans spillere tidligere så op til de bedste herrespillere som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo. Det var dem, der hang på idolplakaterne hjemme på pigeværelset. I dag er billedet et andet.

Talenterne spejler sig i de kvindelige A-landsholdsspillere. De vil være den nye Harder. For en del år siden havde jeg inviteret den daværende træner for kvindelandsholdet med til en af vores træninger. Mine spillere vidste ikke engang, hvem han var. Det ville være utænkeligt i dag. Kvindefodbolden står i højere grad på egne ben,” siger Jung, der kalder sommerens EM i Holland en gylden chance” for et folkeligt gennembrud.

Mesterskaberne afvikles i juli og august og har 16 deltagerlande, heriblandt Danmark. DR har vist samtlige kvalifikationskampe live og har også annonceret, at man vil dække selve slutrunden tæt. I det hele taget opruster flere danske medier dækningen af kvindefodbolden. I slutningen af marts fik det populære fodboldwebsite bold.dk sin egen kvindefodboldsektion. Redaktøren Jesper Helmin har givet udtryk for, at han mener, at kvindefodboldens potentiale er stort. Næstformanden i Kvindedivisionsforeningen, Kim Kjærhus, har kaldt bold.dk’s prioritering for en milepæl for klubberne i 3F Ligaen”.

For at forstå forandringerne lige nu må man forstå, hvad kvindefodbolden er vokset ud af.

Da kvinderne gjorde deres indtog i fodbold i begyndelsen af 1970’erne, foregik det i en allerede meget etableret verden. I andre sportsgrene, som håndbold og gymnastik, forholder det sig anderledes. Her blev kvinderne accepteret langt tidligere. Det forklarer Laila Ottesen, lektor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Fodbolden er præget af nogle stærke, seje strukturer, der blev opbygget, længe før nogen forholdt sig til fodboldspillende kvinder,” siger hun.

Fra 1921 og et halvt århundrede frem håndhævede det engelske fodboldforbund FA et landsdækkende forbud mod at lade kvinder spille på de professionelle klubbers stadioner. FA afviste kvindefodbolden som smagløs underholdning”, men årsagen var formentlig en anden.

I årene efter Første Verdenskrig samlede kampene mellem de bedste kvindehold nemt titusindvis af fans. I flere større byer var kvinderne mere populære end mændene, og på en turné i USA lykkedes det endda det folkekære sponsorhold Dick, Kerr’s Ladies’ team at besejre flere herremandskaber.

Forbuddet tvang kvinderne til at stifte deres egen organisation, English Ladies Football Association, og spille på rugbybaner. Kort efter Anden Verdenskrig skærpede FA tonen og kaldte nu slet og ret kvindefodbolden for tidens ondskab”. Den måtte udryddes med alle forhåndenværende midler.

I Danmark stiftedes Københavns Kvindelige Boldklub allerede i 1887, men kvinderne var ildesete og måtte træne før klokken syv om morgenen på KBs baner for ikke at blive generet af mændene. I 1959 tog ugebladet Femina initiativ til den første egentlig kvindeturnering, men det var først i 1972 – efter to uofficielle VM-titler på to år – at det officielle fodboldforbund DBU inviterede kvinderne indenfor.

I Frankrig blev kvindefodbolden forbudt fra 1926 med henvisning til kønnenes plads og samfundets generelle velbefindende. Landets fodboldmyndigheder frygtede for sociale uroligheder i forbindelse med de også her populære kvindekampe. Så sent som i 1971 kaldte præsidenten for det spanske fodboldforbund, José Luis Payá, kvindefodbolden for uæstetisk”.

Det er ikke meningen, at kvinder skal iføre sig T-shirts og shorts,” tordnede Payá.

Bonusinfo: Flere end 21.000 europæiske kvinder er i dag certificerede fodboldtrænere.

Samme år advokerede det europæiske fodboldforbund UEFA for, at de nationale fodboldforbund tog kvinderne under deres vinger, men ikke alle fulgte påbuddet.

Stædigst af alle var vesttyskerne. I 1955 forbød landets fodboldforbund, DFB, al kvindefodbold på konkurrenceniveau. Den officielle forklaring lød, at kvinder i reglen var kalveknæede, hvorfor de ikke var i stand til at sparke ordentligt til en bold. Og hvis de lærte det, ville de blive for mandhaftige og dermed i sidste ende uattraktive.

DFB anførte endvidere, at konkurrencesport grundlæggende er fremmed for kvinders natur”, og at kvindernes krop og sjæl ville tage skade”, hvis de spillede fodbold.

Ikke desto mindre fandt flere hundrede uofficielle kampe sted i Vesttyskland i løbet af det næste årti. Kvindekampen krævede sin ret, og i 1970 ophævede DFB sit eget forbud. Forbundet forlangte imidlertid, at kvinderne spillede uden støvleknopper. Og kun i lunt vejr. Og uden reklamer på trøjerne. Tilskuerne skulle ikke sidde og falde i staver over kvindebrystet …

Først i 1982 fik Vesttyskland et egentligt kvindefodboldlandshold.

Forståelsen af, at fodbold er for mænd, er dybt rodfæstet. Også den dag i dag er fodbolden tæt forbundet med maskulinitet,” siger idrætsforsker Laila Ottesen.

Desuden ser vi også det, vi kalder for frivillighedens logik. Mænd er oftere involveret som frivillige i idrætsklubberne. Og som så mange andre steder er det sådan, at din indflydelse hænger sammen med den tid, du investerer.”

I det lys er det måske ikke så overraskende, at kvindefodbolden stadig i dag befinder sig langt efter herrefodbolden på en række områder.

Sidste år slog en rapport fra Dansk Boldspil-Union fast, at 40 procent af de fodboldspillende piger føler, at deres klub prioriterer drengene højere. Rapporten viste tilmed, at en meget stor del af pigerne forlader fodbolden før debuten som senior på grund af blandt andet dårlige faciliteter, ringe uddannede trænere og manglende sociale tiltag.

I mange danske klubber er fodbold stadig først og sidst en drengesport. Mens Norge og Sverige har etablerede, professionelle kvindeturneringer, har kun cirka 30 kvinder i 3F Ligaen status som professionelle ifølge 2015-tal fra det europæiske fodboldforbund UEFA. Danny Jung skønner, at de bedst betalte fodboldkvinder på dansk jord tjener 13-15.000 kroner om måneden. Den gennemsnitlige månedsløn i herrernes Superliga er cirka 130.000 kroner.

Kritikken af kvindefodbold trives stadig. Tidligere i år fik sognepræsten og den tidligere sportsjournalist Sørine Gotfredsen store dele af det danske kvindefodboldmiljø til at løfte blikket, da hun i et debatindlæg i Berlingske insisterede på, at kvindefodbold er sjovt at være med til”, men frygtelig kedeligt at se på”.

Fodbold er lavet til mænd, og kvinder bliver aldrig med samme gyldighed fodboldspillere, eftersom de ikke er stærke og aggressive nok,” skrev Gotfredsen, der selv har en fortid som amatørfodboldspiller i Aarhus-klubben Hjortshøj-Egå Idrætsforening.

Gotfredsens ærinde er luthersk-evangelisk. Hvis en kvinde hævder, at hendes optræden er lige så interessant som mændenes, underkender hun den indlysende forskellighed i skaberværket. Hvormed der sniger sig et skær af noget komisk og uværdigt ind i projektet,” mener hun.

Samtidig mangler kvindefodbolden både i Danmark og internationalt stadig at få sit store kommercielle gennembrud i modsætning til sportsgrene som tennis, atletik, badminton, svømning og – hertillands – håndbold.

I tennissportens fire Grand Slam-turneringer uddeles præmiepengene ligeligt mellem kønnene. Fem af de ti mest populære tennisprofiler på Twitter er kvinder. I 2014 undersøgte BBC de 35 største sportsgrene og fandt, at præmiepengene i 25 af disse var ligeligt fordelt mellem kønnene. Skævest var fordelingen i golf, men også de kvindelige cykelryttere, cricketspillere, surfere og, ja, fodboldspillere blev forfordelt.

Dertil kommer naturligvis niveauet af sponsorer og størrelsen på lønningsposen. Også her er fodboldens herrer på en anden planet end kvinderne. Selv i den store kvindefodboldnation USA er forskellen til at tage og føle på. Den bedst betalte kvinde i National Women’s Soccer League (NWSL) tjener 150.000 kroner mindre om året end minimumslønnen i herrernes Major League Soccer.

BOSSLADYEn af de nye landsholdsstjerner: Pernille Haarder. Fotocollage: Mie Brinkmann / Pressefoto Hummel

Men trods de kommercielle forskelle og den historiske modstand flytter tingene sig.

I februar indgik tv-stationen Lifetime en treårig aftale med NWSL. Aftalen, der træder i kraft fra sæsonstarten i april, betyder, at kanalen forpligter sig til at transmittere ét ugentlig studieshow hver lørdag efterfulgt af en live-kamp. Til gengæld bliver Lifetime ligaens hovedsponsor.

Præsidenten for det amerikanske fodboldforbund, Sunil Gulati, har kaldt partnerskabet mellem NWSL og Liftetime, der kan ses i 82 procent af alle amerikanske hjem, for uhyre væsentligt” for kvindefodbolden.

Det er et samarbejde, som alle med interesse for kvindefodbold bør følge med stor opmærksomhed,” siger iværksætteren, aktivisten og licensfodboldtræneren Majken Gilmartin.

Herhjemme nedsatte DBU i september sidste år en kommission, der skal styrke kvindefodbolden i Danmark. Den uafhængige kommission ledes af den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, som har fået selskab af blandt andre prorektor ved Københavns Universitet Lykke Friis, ekslandsholdsspilleren Julie Paaske Rydahl, den forhenværende Kvinfo-direktør Nina Groes, Nadia Nadim og Hummel-ejeren Christian Stadil.

Målsætningerne er fyldt med plusord som sundhed, integration og fællesskab, men en del af fokus rettes også mod en sportslig styrkelse af pige- og kvindefodboldens elite og det kommercielle aspekt. DBUs talentudviklingschef Flemming Berg har vurderet, at den danske talentpleje rangerer i top 10, men ikke i top 5 i Europa, og at vi bør kunne ligge højere med tanke på Danmarks infrastruktur, økonomi og fodboldtraditioner.

“Jeg har været lidt flov på Danmarks vegne.” Peter Brüchmann, redaktør på fodboldmediet Mediano, om mediedækningen af kvindefodbold.

Danny Jung, der i dag er herretræner i Boldklubben Frem, har tidligere sammenlignet jobbet som pigetræner med at træne biller i et loppecirkus. Det laveste af det laveste. Aldrig helt velset, medmindre man selv har en datter på holdet. Prestigen er fortsat ikke den samme som på drengesiden, men Jung fortæller, at en række skærpede licens- og uddannelseskrav til trænerne har været med til at højne niveauet blandt de ældste piger.

I Fremad Valby er man gået et skridt videre i forsøget på at fastholde og rekruttere pigespillerne. I forlængelse af det gamle klubhus har man opført en bygning kun forbeholdt piger og kvinder. Klubbens pigespillere har selv været med til at designe og møblere de nye faciliteter, der blandt andet tæller omklædningsrum med større spejle, lysere baderum, stik til hårtørrer og varme i gulvet.

For os har det været vigtigt at styrke pigernes ejerskabsfornemmelse. De har lige så meget ret til at være her som drengene,” siger Mathilde Bolding, bestyrelsesmedlem i Fremad Valby.

Der er også forandringer på vej helt andre steder.

Det er kun få uger siden, Nike lancerede sin Nike Pro Hijab, der kommer i handlen næste forår. Den amerikanske sportstøjsgigant lod kunstskøjteløberen Zahra Lari, triatleten Manal Rostom og den olympiske vægtløfter Amna Al Haddad, alle fra De Forenede Arabiske Emirater, promovere den lette, åndbare beklædningsgenstand, der ikke overraskende har skabt megen debat.

Allerede i 2014 lovliggjorde International Football Association Board, verdensfodboldens lovgivere, tætsiddende religiøs hovedbeklædning for både kvinder og mænd. For godt og vel et år siden kunne Hummel offentliggøre sin særlige hijab-spillertrøje til det afghanske kvindelandshold.

Sidste år vedtog FIFA en kønskvotering i udvælgelsen af medlemmer til FIFA Council, fodboldens øverste organ. Alle seks kontinentale fodboldforbund skulle vælge mindst én kvindelig repræsentant til rådet.

Bestemmelsen, som Laila Ottesen kalder for meget vigtig”, har medført, at den magtfulde cirkel af grå herrer nu har fået følgeskab af advokaten Maria Sol Muñoz fra Ecuador, den italienske historiker Evelina Maria Augusta Christillin, eksfodboldspillerne Sandra Fruean Herrera og Sonia Bien-Aime foruden burundieren Lydia Nsekera, der i 2013 blev valgt til den hedengangne eksekutivkomité som den første kvinde.

Siden juni sidste år har senegalesiske Fatma Samoura, der har en fortid i FN, kunnet kalde sig FIFAs generalsekretær.

De nationale forbund i Danmark, Sverige, Island, Norge, Finland og Færøerne har samstemmigt tilskyndet FIFA til at fokusere yderligere på pige- og kvindefodbolden på verdensplan.

En undersøgelse foretaget af UEFA i 2015 viste, at flere end 1,2 millioner piger og kvinder spiller fodbold på klubplan i Europa. På 30 år er antallet femdoblet. Herhjemme er 64.000 – eller knap 20 procent – af alle fodboldaktive hunkøn. Dette placerer Danmark i en eksklusiv klub af kun syv europæiske lande med flere end 60.000 registrerede pige-/kvindespillere.

Et interessant livtag med vanetænkningen har iværksætteren og fodboldtræneren Majken Gilmartin foretaget i snart mange år. Hun står bag foreningen Eir Soccer, der blandt andet er medstifter af amatørturneringen Global Goals World Cup i samarbejde med FNs Udviklingsprogram, UNDP. Streetfodbold-turneringen havde premiere i København sidste år og har siden fundet sted i New York og Nairobi.

Fodbolden har længe været præget af verdensforbundet FIFA og en usund ledelseskultur. Som kvinde har det været som at støde mod en mur. Sporten kan være virkelig arrogant. Vi plejer at sige, at sport empowers people, men den kan desværre også bruges til at fastholde. Men jeg vil insistere på, at sporten ikke er en statisk størrelse. Den kan justeres. Vi kan forandre den. Tænk bare på alle de kreative regler, vi lavede som børn i skolegården,” siger hun.

For Gilmartin er et af de første skridt at droppe den evige sammenligning mellem kvinde- og herrefodbolden og erkende, at der findes fysiske forskelle. I 2008 udviklede hun en mindre og lettere bold til piger og kvinder.

Hvorfor skal en stor mand med skostørrelse 46 spille med den samme bold som en spinkel teenagepige? Det giver jo ingen mening. For at få lige muligheder er man nogle gange nødt til at se på forskellene,” siger hun.

Hun mindes stadig, da hun første gang præsenterede bolden for den tyske kvindelandstræner, en sej, ældre feminist, der altid havde ment, at man skulle spille fodbold med samme udstyr som mændene.

Hun blev dog overbevist,” ler Gilmartin.

Det samme er man langtfra i FIFA, der stadig kræver, at kvinder bruger samme boldtype, størrelse 5, som mænd. Herhjemme siger DBUs bestemmelser, at drenge skal spille med seniorbolde fra U15 og piger et år senere. Sådan er det ikke hos Dansk Håndbold Forbund, hvor boldstørrelsen er kønsbestemt fra U12 til og med senior.

Debatterne om boldstørrelse, religiøs hovedbeklædning og repræsentation på ledelsesniveau synes at være tre sider samme sag. Heller ikke i fodboldens verden kommer ligestilling af sig selv. Og heller ikke her kan man undgå at tale om, hvordan man bedst håndterer de forskelle, der findes. Både ude i verden og inde på banen.

Og måske er der en opblødning på vej. Sidste år indledte DBU et langsigtet projekt, Pigernes Stemme, hvor man er i færd med at spørge fodboldpiger landet over om, hvad der har betydning for deres lyst til at spille i klub.

Vi må erkende, at kvinder og mænd ikke er ens. Heller ikke når det kommer til sport. Det gælder omklædningsrum, men kan også gælde størrelsen på bolden,” skrev Mette Bach Kjær, medlem af DBUs bestyrelse og formand for Kvinde- & Pigefodbold, i et debatindlæg i Politiken.

Også idrætslektor Laila Ottesen mener, det kan være tid til at ryste posen”. Selv om hun påpeger, at der er store fysiologiske forskelle også blandt mandlige fodboldspillere, og husker, hvordan hun selv engang var med til at kæmpe for ens bolde og baner. Træneren Danny Jung er mere tøvende.

Mindre bolde og baner? Ja, måske … Nej, jeg tror ikke rigtig på det. Tror jeg. Der er jeg vist alligevel for meget eksprofessionel …” smiler han.

Til gengæld understreger han, at der florerer en ærgerlig tendens til, at vi inden for fodbolden stirrer os blinde på det strengt fysiske aspekt, som jo findes i alle sportsgrene.

Ja, pigefodbold går langsommere end drengefodbold. Ja, pigerne sparker ikke lige så hårdt. Ja, de er ikke lige så hurtige og stærke. Det samme kunne vi jo sige om håndbold, tennis, alle andre sportsgrene,” siger Danny Jung.

Men ser vi på de tekniske færdigheder, på det taktiske aspekt og på den koncentration og træningsmængde, der er påkrævet i topsport, så er der ingen forskel.”