Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Emma Martiny er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Favoritlisten_

Vi har nørdet nørdernes serie-favorit. Hvad ‘Game of Thrones’ siger om ... alt

Tidens mest omtalte tv-serie er underholdende fjernsyn – men den er også mere end det. Forfatteren George R.R. Martin har nemlig skabt et fiktivt univers fuld af nuancer og dilemmaer, der kan bruges som borgport til tidens store (og meget lidt fiktive) problemer og spørgsmål. I dag begynder den længe ventede sidste sæson af Game of Thrones. Vi har samlet de største, vildeste og mest overraskende vinkler på serien her.

NOGET VED HAN DASerien ‘Game of Thrones’ og dens karakterer, herunder Jon Snow, rummer muligheden for et væld af tolkninger, der kan spejle vores egen verden. Illustration: Rafael Alvarez for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Introduktion. Et spejl for samtiden

Jeg føler en stor omsorg over for folk, der er ligeglade med Game of Thrones. Vi, der følger med, taler om serien i én uendelighed og ud fra en forvrænget verdensopfattelse, der i al sin enkelhed går ud på, at alle voksne mennesker per definition er optaget af det samme som os selv.

Det er præcis, som når ham fotografen i min bekendtskabskreds kan finde på at skrive Ja!!!!” på Facebook – og intet andet – når et fodboldhold har scoret. Eller vinder. Jeg aner det ikke, jeg aner ikke engang, hvilket fodboldhold det drejer sig om. Eller som når et solidt flertal i befolkningen kan finde på at bruge scener fra Matador til allegorier, som jeg intet fatter af, eftersom jeg sidst så Matador, da jeg stadig boede hjemme hos mine forældre i Holbæk (og dér døde min chance for en politisk karriere formentlig).

Er vi Game of Thrones-entusiaster mere irriterende end andre fans? Formentlig – og med sikkerhed i tiden omkring premieren på en sæson. For jer, der skal opleve vores endeløse diskussioner udefra, har jeg kun ét beroligende budskab: Besættelsen kommer fra et godt sted.

Populærkultur er for længst blevet det værktøj, vi tolker nutiden med, når det skal ske inden for større fællesskaber.

Lars Løkke Rasmussen byggede for nylig en halv nytårstale på lignelser fra Matador til glæde for velsagtens små 97 procent af danskerne. Enhver problemstilling i det moderne parforhold har sin parallel i (tilfældigt udvalgt og i kronologisk rækkefølge) Sex and the City, Bridget Jones, Girls og Skam.

En af vores tids mest elegante samtidsdiagnostikere, Informations chefredaktør Rune Lykkeberg, kan levere en begavet pointe om globaliseringens centrifugalkraft på baggrund af en 25 sekunder lang reklame for Schulstad-rugbrød. Er du nysgerrig på, hvad Harry Potter kan lære os om Brexit? Lykkeberg har skrevet bogen.

Populærkultur er let at skabe enkle og præcise billeder med – måske fordi en af definitionerne på pop er, at det er kulturprodukter malet i klare farver. Når poppede formater begynder at blive grumsede i deres udtryk – tv-serien The Wire, Talk Talks senere album, graphic novel-tegneserier – kan man hygge sig med at diskutere, om de er pop eller kunst, og hvor grænsen overhovedet går. Den mere kedelige definition af pop er selvfølgelig, at pop er pop, fordi det er populært.

George R.R. Martin skrev rent faktisk en del pænt folkelige manuskripter til tv-afsnit på sin vej til at blive verdensstjerne.

Han vidste præcis, hvad tv plejer at være. Og derfor beskrev han i sin tid En sang om is og ild, den oprindelige titel på Game of Thrones-sagaen, som sit mest ufilmelige’ projekt. Det egnede sig simpelthen ikke til fjernsyn. Det savnede den klarhed i karaktererne og den præcision i plottet, som gør den første Harry Potter-bog til en filmisk oplevelse, også når man læser den.

En sang om is og ild var ikke egnet til fjernsyn – og præcis derfor blev romanen til interessant fjernsyn.

Det overnaturlige element nedtonede George R.R. Martin bevidst i romanens begyndelse for at lokke fantasy-skeptiske læsere ind i universet.

Men det virkede tilsyneladende også omvendt: Dragerne og magien fungerer som modvægt, der hjælper med at få et umådelig dystert univers til at glide ned hos en bredere målgruppe, end Martin havde fantasi (fantasy?) til at forestille sig.

Game of Thrones blev for øvrigt hurtigt kæmpestor i den gamle kulturnation Rusland, hvor den litterære kanon er allemandseje – fra Dostojevskij til Sholokhov – og typisk roder rundt i sindets skrøbelighed og dødens slagskygge over vores korte, jordiske liv. Måske serien er mindre opsigtsvækkende blandt russerne, simpelthen fordi de har kulturhistorisk (og for så vidt også historisk) evidens for, at helten dør til sidst.

Men tilbage til dragerne: Tv-serien Game of Thrones er selvfølgelig pop efter den kedelige definition – ganske ligesom Matador er det. Seerne har stemt begge serier ind i kategorien med fingrene på deres streaming-apparaters fjernbetjening.

Og i begejstringen over at have en historie til fælles føler vi så denne voldsomme trang til at bruge serien som et spejl, der kan se om hjørner i vores uoverskuelige samtid.

Men hvilket spejl? Og i hvilken retning?

Ved indgangen til sidste sæson er det stadig uklart, hvilken vej Game of Thrones mange temaer – både politiske, kulturelle og eksistentielle – tipper. Vælger vi vores liv, eller skaber det os? Kan vi mennesker håndtere stor magt, eller ender det altid i afgrunden?

Og det er selvfølgelig derfor, serien er relevant. Fordi dens gråzoner inviterer til læsninger og samtaler, der rækker langt, langt ud over dens fiktive middelalder. Samtaler, vi kan have til fælles, fordi vi deler et univers. Mange af os, i hvert fald.

Hvis Game of Thrones rager dig en flyveøgle, vil referencerne i det følgende næppe sige dig noget, men måske tankerne og idéerne alligevel kan bruges. Én enkelt gruppe læsere skal dog passe på: Hvis du er sådan halvvejs gennem serien og ikke vil have kommende begivenheder afsløret, vil jeg anbefale, at du gemmer resten af artiklen, til … en stor ting har været nede i en frossen sø.

Her kommer en solid bunke af de mest interessante læsninger af Game of Thrones, Zetlands redaktion kan finde frem til.


Den civilisationskritiske. I begyndelsen var titelsekvensen …

Det første, du møder i hvert afsnit af Game of Thrones, er titelsekvensen eller introen. En titelsekvens er som et bogomslag eller et pladecover: en indpakning. Men ikke kun en indpakning, for ligesom bogomslaget og pladecoveret rummer titelsekvensen faktuelle informationer, mere symbolske informationer om serien, og ikke mindst sætter den en stemning gennem sine æstetiske virkemidler, som påvirker måden, vi træder ind i serien på.

(Vi skal helt ned i de små tandhjul nu, så hvis du skulle have glemt, hvordan titelsekvensen tager sig ud, så tag et hurtigt kig i den indlagte video ovenfor).

Hvis vi begynder med det visuelle, så er der antydninger af, at vi befinder os i en slags omvendt univers, hvor solen er i midten, og verden er konkav, som indersiden af en globe. Det er et valg, som kun gælder lige her, da det hverken fremgår af bøgerne eller serien, at verden skulle se sådan ud.

Og det peger lige ned i, hvordan en moderne titelsekvens fungerer til forskel fra en traditionel.

Den traditionelle titelsekvens præsenterer som regel hovedkaraktererne og er meget konkret, mens den moderne titelsekvens er mere adskilt fra selve serien og slår en mere abstrakt stemning an med en selvstændig æstetisk vision. Den traditionelle finder vi i serier som Dallas eller Beverly Hills 90210, den moderne foregribes af Twin Peaks og ses i de fleste nyere højtprofilerede serier fra Six Feet Under til Game of Thrones.

Ud over de symbolprægede ringe er det primære i Game of Thrones-introen, at vi flyver hen over kortet over den kendte verden’ og zoomer ind på de byer, det kommende afsnit handler om, hvilket betyder, at den faktisk er forskellig fra afsnit til afsnit, hvilket er en fin detalje.

Man kan orientere sig i seriens verden og få et indtryk af de forskellige byers karakteristika: den storslåede rigdom i King’s Landing, den robuste skovstemning med det store træ i Winterfell og så videre.

Men det bemærkelsesværdige er, at byerne vokser frem af landskabet som civilisationer, der gror frem af naturen. Og ikke nok med det, de er stiliserede og drives af mekaniske tandhjul.

Introen peger på denne verden som kunstig på samme måde som en modeljernbane. Den fremmedgørelse, der allerede ligger i, at der ikke er nogen mennesker, forstærkes her og kombineres med det fascinerende ved at iagttage mekaniske bevægelser.

Ligesom modelbyggeren ser vi verden fra Guds perspektiv. Og måske ser vi netop en samfundsmekanisme udfolde sig, en civilisation, der står i modsætning til barbariet på den anden side af muren.

Modstillingen mellem civilisation og barbari er klassisk, men ikke uproblematisk, hvilket blandt andet moderne folkedrab vidner om. Civilisationen kan rumme et barbari, som er endnu frygteligere end det primitive, fordi det er så meget desto mere effektivt. Og heldigvis problematiserer serien også denne modstilling, hvilket er med til at gøre den mere moderne end klassiske fantasyfortællinger som Ringenes herre.

Intromusikken er komponeret af Ramin Djawad, der er hovedkomponist på al seriens musik. Han har også lavet introen til serien Westworld, og det er let at høre slægtskabet mellem de to. Stilen bygger på en minimalistisk tradition fra komponisten Philip Glass, hvor en lille sekvens gentages mekanisk om og om igen, mens et melodisk tema lægges ovenpå.

Det er bemærkelsesværdigt, at komponisten i så ringe grad benytter sig af de mange muligheder for at trække på middelalder- og renæssancemusikken, serien lægger op til. Det behøver ikke være lut & fløjte-klichéer, men der er noget spændingsløst over musikken, ligesom celloen ikke virker helt velegnet.

Som kompensation for den manglende melodiske/harmoniske spænding bygges der så op i dynamisk intensitet med et crescendo og en voldsommere og voldsommere percussion hen mod et klimaks.

Og måske giver musikken så alligevel mening set i lyset af billederne. Det underliggende tema er mekanisk som byerne, der stiger op af grunden. Og crescendoet med den voldsomme tromme er måske netop barbariet, der vokser frem – ikke uden for civilisationen og kontrollen, men midt i den. Som det barbari, der udgår fra civilisationens øverste stol, Jerntronen.

Efter det voldsomme klimaks er der den fine detalje, at temaet spilles helt svagt på et gammelt strengeinstrument (måske en lyre) som en stille overgang til, at vi træder ind i selve handlingen. Game of Thrones kan begynde.


Den økonomiske. Sådan får man et samfund til at gå i stå

Man skal ikke se mange afsnit af Game of Thrones for at opdage, at det store flertal af borgerne i Westeros lever under ret kummerlige kår.

Samfundet ligner på mange måder Europa i middelalderen. Bønderne lever primært af landbrug, mens adelen tager en del af bøndernes afgrøder og opkræver skatter i bytte for beskyttelse og stabilitet.

Der er bare en lidt mystisk ting ved dette feudale bondesamfund: Det har været sådan i virkelig, virkelig lang tid. Den seneste teknologiske udvikling, man kender til i Westeros, er brugen af stål, der blev indført 6.000 år før handlingen i Game of Thrones, da de første mennesker, andalerne, invaderede Westeros.

Hvis vi ser på, hvor hurtigt tingene har udviklet sig i den virkelige verden, siden vi fik stål, har vi på 2.000 år gennemgået en udvikling, hvor vi er milevidt foran Westeros. Der er stort set ikke den stat i verden, som ikke ville vinde spillet om tronen. Selv Daenerys Targaryens drager ville blegne over for moderne krigsteknologi.

I den virkelige verden er vi nået til et punkt, hvor vi arbejder på at gøre maskiner intelligente og biler selvkørende, i Game of Thrones kører de stadig i hestevogn. Westeros befinder sig i en 6.000 år lang økonomisk, samfundsmæssig og teknologisk stagnation.

Det kunne man selvfølgelig bare afskrive som en del af plottet i en række fantasybøger og en tv-serie, som forfatteren vil have til at foregå i en middelalderverden. Men hvis nu man ikke kun er en Game of Thrones-nørd, men også en økonominørd, kunne man også prøve at forklare stagnationen.

Den slags nørder findes der en del af, og deres teorier om økonomien i Westeros er – ud over at være ret underholdende – ret interessante som et eksempel på, hvad der bremser vækst og samfundsudvikling.

Her er fire bud på, hvad der – ud over de ødelæggende krige – har stoppet væksten i Westeros.

Manglende konkurrence: Før der var et magtspil om kronen med magtkampe, krige og rænkesmederi, fungerede Westeros i hundredvis af år som en enkelt samlet stat, ledet af familien Targaryen. Der har altså ikke være nogen konkurrence, der skærpede landets økonomi. Vi ved fra den virkelige verden, at konkurrencen mellem stater i mange tilfælde gennem historien har drevet udviklingen i de europæiske lande.

Et andet sted i Game of Thrones ser vi, hvilken udvikling konkurrence kan skabe. På den anden side af et stort hav ligger der et land, eller måske nærmere et kontinent, ved navn Essos. Essos består af en række bystater, der er Westeros overlegne i teknologi og udvikling. Bystaterne handler og konkurrerer nemlig med hinanden og køber sig ud af konflikter med de barbariske dothrakier.

Det betyder, at samfundene og økonomierne i Essos er mere veludviklede end i Westeros. I hvert fald indtil Daenerys Targaryen indtager bystaterne med sine drager for at omvælte det slaveri, der er udbredt i Essos.

Den truende vinter: I Westeros kan vintrene vare ti år, og det betyder, at en stor del af produktionen og økonomien handler om at producere mad og spare op til de kolde tider i stedet for at investere i at udvikle ting til fremtiden. Livet foregår primært i marken, og der har derfor ikke været den store urbanisering i Westeros eller specialisering af arbejdskraften.

Jerntronen bruger pengene helt forkert: Igennem alle syv sæsoner af Game of Thrones har de skiftende regenter af Westeros på Jerntronen haft økonomiske problemer.

Kongemagten skylder fra begyndelsen penge til flere af de vigtige familier i Westeros og til Jernbanken fra byen Bravos i Essos. Det ville som sådan ikke være noget problem, at Westeros var forgældet, hvis det ikke var, fordi pengene var blevet brugt på ridderturneringer og fester i stedet for de investeringer i for eksempel infrastruktur, som ville gavne landets handel og skabe langsigtet vækst.

Et problematisk vidensmonopol: Glem et par sekunder alt det ovenstående. Det er også vigtigt, men hvis der er noget, som især kan forklare den pauvre socioøkonomiske forfatning, Westeros er i, så er det de såkaldte mestre.

Denne tusind år gamle orden af kloge mænd, der underviser og rådgiver de adelige magthaverne, fremstår i Game of Thrones som sympatiske personer, der tjener rigets interesser. I virkeligheden, eller hvad man nu kan sige, er mestrene den største blokade for teknologisk og økonomisk udvikling i Westeros.

Lad mig forklare. Mestrene er så godt som de eneste, der kan læse og skrive, de sidder inde med alle historiske og videnskabelige skrifter, og de kontrollerer det primære kommunikationssystem, ravnene, der flyver med beskeder over lange afstande.

Mestrene har dybest set monopol på historisk og videnskabelig viden. Og intet af det vil de dele med folket, men lukker sig i stedet ind i citadeller og begrænser uddannelse til nogle få personer fra en privilegeret klasse, som ikke har noget ønske om at udvikle samfundet til fordel for de brede masser. Mestrene har ligefrem bekæmpet andre videnskabelige skoler, særligt alkymister og folk, der bruger magi.

Mestrene minder på mange måder om middelalderens katolske klosterskoler, men før Luther bankede sine teser op på døren til Wittenberg Slotskirke og startede den reformation af kirken, som fik klosterskolerne til at udvikle sig til de første moderne universiteter, der vel at mærke var med til at igangsætte væksten og udviklingen i middelalderens Europa.

Samtidig har mestrene en meget konservativ tilgang til viden, der er baseret på udenadslære af gamle tekster, der skal repeteres igen og igen, frem for at udvikle den viden, de har, og skabe innovation.

Derfor står mestrene som institution i vejen for en vidensmæssig udvikling, der kan forbedre folks liv og sætte hjulene i gang i hele Westeros. Så længe ordenen afholder menigmand fra at blive uddannet, vil Westeros med al sandsynlighed forblive i en middelalderlig tilstand.

Var mestrene blevet reformeret, havde Westeros stået i en situation, hvor magthaverne havde den fornødne militære teknologi til at overvinde de hvide vandrere og centralvarme til at klare de lange vintre.

På den måde fortæller Game of Thrones ad nogle snørklede omveje, hvad manglende uddannelse betyder for verden.


FARLIGDaenerys Targaryen, også kendt som Dragemoderen, udrydder sine fjender med god hjælp fra sine skællede ‘børn’. Foto: HBO
Den kønspolitiske. Mænd er fra Mars, kvinder er fra Westeros

Dragemoderen Daenerys, der lægger byer øde og fører sine tropper af befriede slaver fra sejr til sejr. Arya, den dødsensfarlige teenager, en iskold dræber med evner, der rækker ud over logikkens verden. Brienne, den loyale, harniskklædte kæmpe, som er mere end et match i kamp mod selv Westeros’ største mandlige krigere.

Olenna Tyrell, matriarken, der manøvrerer med sine efterkommere som brikker i et skakspil. Og Cersei, dronningen af machiavellistisk politik, der evner at rejse sig fra de dybeste nederlag, og som ingen – som i ingen – midler skyr for at blive herre over sin egen og sit lands skæbne.

Game of Thrones er fuld af det, vi kalder stærke kvinder. Og mere end det: Serien hviler i store dele på deres skuldre. De er alt andet end pynt på plottet, faktisk er de omdrejningspunkt for nogle af de største og mest overraskende begivenheder i seriens handling.

Hvis ikke det var for Daenerys’ handlekraft, ville intet interessant være sket øst for The Narrow Sea siden sæson 1. Hvis ikke det var for … en af de førnævnte kvinder, ville Jerntronen stadig være besat af en psykopat – eller rettere, en anden psykopat end hende, der sidder der nu, ved indgangen til sæson 8.

Dertil kommer, at kvinderne i Game of Thrones er nuancerede karakterer, som udvikler sig og overrasker seeren. Den slags karakterer, som er blevet efterlyst i årevis af stemmer overalt i film- og tv-branchen.

På den vis er Game of Thrones en progressiv serie, når vi taler køn. Den viser, at kvinder er mere end den feminine stereotyp: smuk, varm, blid og blød. Kvinder er også dræbere, oprørere, snu tænkere, magtmennesker og imperiebyggere. En skildring, der oplagt har fået mange tv-kritikere og fans til at se Game of Thrones som en tv-serie med stærke feministiske kvaliteter.

Nogle kommentatorer har også fremhævet, at mandschauvinisme ofte bliver straffet hårdt i Game of Thrones. Det bedste eksempel er måske Joffrey Baratheon, der, blandt sine mange tvivlsomme træk, åbenlyst anser kvinder for underlegne. Og hans skæbne bliver grum, endda med en kvinde som bøddel … Okay, det er dét med psykopaten på Jerntronen, så er det sagt.

Alt det er rigtigt. Men samtidig er det også en overfladisk sandhed, der primært eksisterer i det lag, der er seriens handling. Og den bliver, beklager meget, punkteret, så snart vi går ned i de dybere tematikker, der er selve grundlaget for Game of Thrones. For i bund og grund repræsenterer Game of Thrones et kønssyn, der er alt andet end progressivt. Faktisk er det dybt konservativt.

Det, vi skal se på, er den grundlæggende tematiske modsætning, der er historiens egentlige drivkraft. Mellem liv og død, mellem det, der kan gro, vokse og formere sig, og den altødelæggende, bundfrosne tilstand af evig vinter.

Det er en klassisk modstilling, som vi finder i vores kulturs urmyter, og som ikke mindst psykoanalytikeren Carl Jung beskæftigede sig med. Jung er kendt for at definere det, han beskrev som det grundlæggende feminine og maskuline – anima og animus.

To forskelligartede energier, så at sige, der knyttede sig til kønnet – kort fortalt så han det feminine som livets arketype, der rummer det erotiske, det intuitive og det bevarende, og det maskuline som forstandens arketype, knyttet til magt, mening og handling.

For at opnå balance i et menneskeliv – og det er jo det, altså tilværelsen og sindets dybder, som myter i bund og grund handler om – skulle begge arketyper være til stede, men vel at mærke i den rette dosis. Hvis en kvinde var en udpræget animus-person – aggressiv, uligevægtig, oprørsk, eller, Gud bedre det, uinteresseret i moderrollen – var det et tegn på sygdom. Og omvendt for manden, men Jung (og hans kollega Freud) beskæftigede sig en hel del med de der besværlige, hysteriske kvinder.

Jung er blevet diskuteret og kritiseret både dengang og nu, men den feminine og den maskuline arketype, som han definerede dem, er ikke desto mindre blevet grundpiller i kønsopfattelsen i den vestlige kultur. Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus, og alt dét.

Og hvor vil jeg hen med det? Jo, ser du: De stærke’ kvinder i Game of Thrones har andet til fælles end deres køn. De er, i en jungiansk tolkning, typiske animus-prægede kvinder.

Deres karaktertræk er det udfarende, det handlekraftige, det aggressive og, taget til yderste konsekvens: det destruktive. Og som konsekvens er de derfor, i jungiansk forstand, traumatiserede. De er i ubalance. Og det kommer tematisk temmelig kraftigt til udtryk i serien: Disse karakterer er ude af stand til at skabe eller bevare liv. Enten er de barnløse, eller også er deres moderskab dybt sovset ind i død, tab og lidelse, på den ene eller anden måde.

Daenerys har aldrig født et levende barn og afblæste selv muligheden for det allerede i første sæson. Hendes børn’ er dragerne, tre bæster, der er selve personificeringen af den destruktive animus-kraft. Arya er selv et barn endnu, men ikke ligefrem den moderlige type.

Brienne har ingen børn, og det virker ikke, som om det ligefrem ligger i kortene for den androgyne kriger. Olenna Martells matriarkat ender i total destruktion. Cerseis moderskab er for det første incestuøst i sit udspring, for det andet en lang nedadgående spiral af tab og sorg. Og andre af seriens mødre er systematisk blevet aflivet – Lyanna Stark, Catelyn Stark, Talisa Stark – i en proces, hvor kniven mere eller mindre bogstaveligt er blevet stukket direkte ind i moderhjertet.

Og så kommer den helt store tematiske skruetvinge på:

Kvinderne er et billede på hele seriens fiktive verden. Den natur, der burde leve og gro, er blevet overvældet af krigens, voldens og i sidste ende dødens magt, af den alt for dominerende animus i sin mest perverterede, usunde form. Som verden er nu, kan intet godt og kærligt vokse. Hverken i jorden eller i de mennesker, der går på den. Der er kun kamp, lidelse og død tilbage.

Så udsagnet fra serien er faktisk: Det kvindelige, den sunde’ femininitet, er den, der handler om liv, moderskab og kærlighed. Men den er umuliggjort i en verden, hvor det maskuline – i sin mest aggressive, destruktive form – er dominerende. Så en kvinde i denne historie har kun ét valg: Gå mod din feminine natur, omfavn den maskuline styrke – og gå til grunde i processen. Hvis ikke dig, så dine børn.

Jeg kan nærmest ikke komme i tanke om en mere rigid kassetænkning af køn. Både hvad angår kvinderollen og manderollen. Og tilmed en meget snæver definition af, hvad styrke er.

Så: Progressiv og feministisk – nej, det er Game of Thrones ikke. Men inden det her bliver en nedrakning af serien i feminismens navn, så er det vigtigt at huske det her:

Game of Thrones er en dystopi. Den viser en verden, som vi på alle mulige måder ikke har spor lyst til at leve i. Fordi den er fuld af trusler og vold og ækle is-zombier og Joffrey Baratheon-typer. Og helt dybt nede måske også, fordi den kun rummer nogle meget gammeldags, begrænsende modeller for, hvordan en kvinde – og en mand – kan være.


I VED INTET!Ygritte mener ikke, hendes elskede Jon Snow fatter noget. På samme måde føler borgmester Joy Mogensen sommetider, at hun taler for døve øren, når det handler om klimaforandringernes konsekvenser i de danske kystbyer. Collage: Zetland
Den grønne. Klimaforandringerne kommer

Stridsparterne fra de syv riger i landet Westeros snigmyrder og udtænker alskens komplotter for at bemægtige sig Jerntronen. Alt imens forsømmer eller fortrænger de at begive sig i kast med den langt større og mere presserende trussel. Den trussel, som ellers vil udslette dem alle – zombierne de hvide vandrere.

Derfor er Game of Thrones naturligvis en analogi over kampen mod klimaforandringerne. Specielt stormagternes håbløse forsøg på at danne en forpligtende fælles front mod en global fjende.

Alle andre tolkninger er sådan set underordnede. Tillad mig at pege på to tungtvejende beviser.

For det første: Et interview med George R.R. Martin, den krølhjernede kaptajnskasket-klædte kunstner bag En sang om is og ild-bogserien.

George R.R. Martin nægter selv at pege på en soleklar udlægning, men indrømmede ikke desto mindre i 2014 i et interview med Al Jazeera, at han er optaget af, hvordan menneskeheden historisk set nærmest altid har været forblændet af egne kortsigtede mål på bekostning af samarbejde imod de virkelige problemer.

Altså lige nu sker der ting i vores verden som klimaforandringerne. Det er som bekendt i sidste ende en trussel mod hele verden. Men folk bruger fænomenet som en politisk kastebold i stedet for … Ja, man skulle ellers have troet, det ville bringe dem sammen,” røbede George R. R. Martin.

For det andet: Når man ser Game of Thrones-universet som en parallelverden til vores, finder man også snildt danske klima-modstykker til seriens riddere, amazoner og Lannister-overhoveder. Det gjorde jeg faktisk i en artikel i januar 2018.

Og hvis jeg skal klappe mig selv på skulderen, har den artikel vist sig at være uhyre forudseende. Jeg påpegede eksempelvis, at Hodor er Danmarks Naturfredningsforening. En stille, men uhyre stærk kæmpe, som tager vare på det, der ikke kan beskytte sig selv. Den grønne ngo er nemlig præcis sådan: lettere anonym, men faktisk ekstremt aktiv i form af fredninger og høringssvar, som formentlig ville blive savnet, hvis foreningen nogensinde mødte sin død.

En stille død risikerede Danmarks Naturfredningsforening at lide, da Dansk Folkeparti i januar foreslog at fratage foreningen retten til at rejse fredninger. I 11.time blev forslaget nedstemt i Folketinget.

Lad os se på andre karakterer og deres virkelige versioner: Tag den unge Bran Stark, hvis magiske evner (for eksempel ser han både fortid, nutid og fremtid skærende klart) kan blive udslagsgivende, hvis Westeros skal frelses fra de hvide vandreres indtog.

Dermed ligner Bran Stark virkelighedens visionære designer eller ingeniør, hvis arbejde inden for klimasikring og grønne teknologier kan minde om magi – og måske kan redde vores planet (vi krydser fingre).

Allermest minder Bran Stark om den danske entreprenør Henrik Fisker, som i marts offentliggjorde, at han er klar til at vippe Elon Musk og Tesla af elbilstronen. Henrik Fisker er på vej med en revolutionerende elbil, der kører omkring 480 kilometer på en enkelt fuld opladning. Det vil være grøn magi inden for den ellers så klimaskadelige transportsektor.

Endnu en parallel: Den iltre wildling Ygritte og hendes folk er de første, som mærker de hvide zombiers fremmarch (altså klimaforandringerne) i Westeros.

Her i rigsfællesskabet svarer wildlingerne derfor til grønlænderne og til de borgere, som har bosat sig nær vores sårbare kyst- og fjordbyer. De mærker først klimaforandringerne, særligt i form af øget havstand og ekstremregn. Her rager Roskilde Kommunes borgmester Joy Mogensen op.

Når oversvømmelserne atter truer kystbyerne, er det Joy Mogensen, der tager gummirøjserne på. Hun maser med sandsækkene og stiller op til tv-interviews. Med en Ygritte-agtig undertone, som er det Jon Snow, hun taler til, forsøger Joy Mogensen at indprente Christiansborg-politikerne, at der pinedød er noget, de skal forstå. At vi altså i Danmark har et gevaldigt efterslæb for at klimasikre vores byer og vores kyster.

Så husk derfor endelig på det ordsprog, som både var titlen på allerførste episode af Game of Thrones og mottoet for mægtige House Stark:

Winter is coming – og, fristes jeg til at tilføje – ligeså gør klimaforandringerne.


Den politiske. Idealisme versus realisme

Det var skuespilleren Ian McShane, der famøst sagde, at Game of Thrones ikke er andet end tits and dragons.

Men enhver sand fan ved, at serien i virkeligheden handler om politik. Og i det (indrømmet: nok begrænsede) omfang, vi kan spejle os i en pseudo-middelalderlig fantasiverden befolket af drager, kæmper, zombier og ismonstre, er den en interessant prisme at betragte vores egen politiske virkelighed igennem.

Seriens politiske magt- og rænkespil kan groft sagt koges ned til en strid mellem de to hovedstrømninger i international politik: realisme og idealisme.

På realisternes hold har vi blandt andre det magtfulde Lannister-dynasti anført af patriarken Tywin og hans isdronningedatter Cersei samt den opportunistiske løsgænger Petyr Baelish, bedre kendt som Littlefinger. De er kyniske, pragmatiske og herskesyge, og de skyr ingen machiavellistiske midler i jagten på magten.

Idealisterne tæller den traditionalistiske Stark-klan og den revolutionære tronraner Daenerys Targaryen, der går med kvasi-marxistiske ambitioner om at omstyrte Westeros’ feudale klassesamfund.

Game of Thrones’ udspiller sig i en rå verden, hvor filosoffen Thomas Hobbes’ junglelov råder. Krig er en naturlov, og kun den stærkeste overlever. Som Cersei med profetisk forsyn advarede noble Ned Stark tilbage i sæson 1: When you play the game of thrones, you win or you die.”

Logikken tilsiger, at Lannister-familiens rationelle realpolitik burde besejre Stark-klanens naive idealisme i sådan en verden. Sådan gik det da også i de første sæsoner. Ned Starks kompromisløse hæderlighed blev hans bane, hans førstefødte led samme skæbne, og imens blev Lannister-slægtens kynisme belønnet med kronen.

Men ét er at tage magten, noget andet er at regere. Og Cerseis despotiske styreform og enøjede magtbrynde har efterladt hende stort set isoleret. Forhadt af sit folk og forladt af sine forbundsfæller. Rænkesmeden Littlefinger, forræderen Roose Bolton samt Tywin Lannister og hans barnebarn Joffrey er andre eksempler på, at magtsyg machiavellisme uden respekt for sociale normer ikke lønner sig på den lange bane.

Samtidig har idealisterne slået igen. Ned Starks overlevende børn har generobret deres fædrene slot, og Daenerys er gået sin sejrsgang i Østen og står nu med de bedste kort på hånden i spillet om Jerntronen.

Men det er værd at notere sig, at ingen af dem repræsenterer en blind idealisme.

Jon Snow er måske Westeros’ største tilbageværende idealist (og derfor en spidskandidat til at dø i sæson 8, hvis man spørger mig), men han har alligevel demonstreret en anden politisk smidighed end sin principfaste plejefar Ned Stark. Blåøjede Sansa Stark er blevet hærdet af sine mange prøvelser og har lært et trick eller to af Littlefinger. Og Daenerys fik først mildnet modstandsbevægelsen i byen Meereen, da hun lyttede til folkets krav og rullede nogle af sine reformer tilbage.

Netop Daenerys har for nylig hyret pragmatikeren Tyrion Lannister som sin personlige spindoktor. Tyrion er flasket op med farmand Tywins kynisme, men har altid selv været et moralsk menneske, og i Daenerys har han endelig fundet en sag at tro på.

Hvis hans kølige realisme og hendes ildfulde idealisme kan temperere hinanden, så har vi minsandten en sang om ild og is. Og måske seriens bedste bud på en gangbar politisk ideologi.

BØRNEFLOKDen børnerige Stark-familie stiller op på række i sæson 1, mens alt, efter middelalderlige standarder, var fryd og gammen. Foto: HBO
Den om børn. Børnemagt nu?

Hej, det er mig igen. Det er bare, fordi jeg er faldet over en virkelig interessant læsning af Game of Thrones, som I ikke skal snydes for. Det er ikke noget, jeg selv er kommet frem til, og handler ikke om køn denne gang, men om børn. Jeg gør det kort: Har du nogensinde overvejet, hvor mange børnekarakterer der optræder i Game of Thrones?

Vi har alle de fem Stark-børn, Cersei og Jamies tre børn Joffrey, Tommen og Myrcella, Stannis Baratheons datter Shireen, den iskolde 11-årige lady Lyanna Mormont, Aryas venner Lommy og Hot Pie, Gendry, der er uægte kongesøn, og den tossede barneregent Robin Arryn, bare for at nævne de mest memorable.

Der er ikke mange serier for voksne, der tæller så mange børneroller. Nok ingen. Og slet ikke børneroller, der har den tyngde og betydning, som børnene i Game of Thrones har.

To personer, der har tænkt over det her, er to danske historikere ved navn Helle Jensen og Magnus Qvistgaard, der begge er ansat ved Aarhus Universitet. Sidste år bidrog de til en engelsk antologi med titlen Game of Thrones versus History, hvor middelalderhistorikere præsenterer deres læsninger af Game of Thrones. Og da deres ekspertise ligger inden for blandt andet barndomshistorie, var det det aspekt, de undersøgte.

Blandt moderne tv-dramatik, der er rettet mod en voksen målgruppe, skiller Game of Thrones sig ud ved at have en historie, som i høj grad at anerkender børnenes synspunkt,” skriver Jensen og Qvistgaard.

Serien er naturligvis ikke et historisk dokument. Men egentlig svarer dens skildring af børns liv og status nogenlunde til, hvad vi ved om et barns liv i middelalderen. Ikke mindst fordi den viser, at barndom dengang var noget meget andet, end det er i dag.

Når et middelalderbarn var ude over spædbarnsstadiet, var dets alder generelt ikke afgørende for, hvilke aktiviteter det tog del i. Deres opgave var at hjælpe med, hvad end der var brug for i husholdningen. Det var det, deres værdi bestod i – og hvis de var forældreløse gadebørn og dermed ikke del af nogen social sammenhæng, hvor de gjorde nytte, var den værdi lig nul.

I Game of Thrones gøres dette meget tydeligt i en scene, hvor Arya skal skjule sig for sine fjender. En ven, Yoren, klipper hendes hår kort, så hun ligner en dreng, og siger: Du er Arin, den forældreløse dreng; ingen stiller en forældreløs dreng spørgsmål, for ingen giver en skid for ham.”

For børn af høj socialklasse var uddannelse dog en del af barndommen. Og senere, når børn af god familie – særligt pigerne – nåede de tidlige teenageår, blev de en ressource, i og med at de kunne giftes væk og dermed tjene deres familie som diplomatisk eller økonomisk værktøj. Vi ser det gang på gang i Game of Thrones: 14-årige Daenerys giftes bort i første sæson, Cersei er gift med sin første mand på grund af hendes faders ønske om magt, og Sansa giftes bort mod sin vilje flere gange for at sikre andres magtpositioner.

Ifølge Jensen og Qvistgaard viser Game of Thrones altså noget, der faktisk godt kunne ligne et middelalderbarns virkelighed, hvor barndommen primært bestod i at være underlagt andres handlinger og vilje.

Men fordi serien ofte indtager børnenes synspunkt og skildrer deres tanker, følelser og handlinger – og de ofte store konsekvenser, de handlinger har – bliver børnene andet og mere end viljeløse ofre for andres gerninger. De bliver aktive agenter i handlingen. Og dermed flytter serien faktisk fokus over på en problemstilling, som rusker op i det historiske syn på børn.

Serien ansporer seeren til at tænke på børn som uafhængige, historiske personer: Er børn og teenagere i stand til at handle og herske på egen hånd? Hvad sker der, når deres individuelle ønsker støder sammen med deres familiers magtkampe?” skriver de.

Når vi ser børnene i Game of Thrones kæmpe sig gennem krig, sult, vold og misbrug, er det ikke bare, fordi serien ved, at alt med børn giver ekstra drøn på den følelsesmæssige påvirkning af seeren. Det bliver også en fortælling om, hvor forskelligartede børneliv kan være, skriver Jensen og Qvistgaard.

Det er vinduer til barndommen, som rækker langt ud over det trygge univers, som de fleste børn i Vesten lever i, og som inviterer til refleksion over de konstant foranderlige vilkår, børn vokser op under, deres handlekraft og selve fænomenet barndom.”

Så altså – hvis jeg skal opsummere: Når vi ser de hårde kår, børnene i Game of Thrones lever under, er det en mulighed for at overveje, at barndom og opvækst kan betyde meget forskellige ting, også i dag, afhængigt af hvor i verden du vokser op og under hvilke forhold. Og samtidig får vi også stof til eftertanke omkring, hvad børn selv vil og formår. De hårde voksne i Game of Thrones ignorerer deres stemmer og rettigheder.

Hmm … Hvordan er det nu, vi selv gør, når vores børn og unge strejker fra skolen og beder om forandring i klimaets navn? Bare en tanke.


Hvis du også ser Game of Thrones, og også har lyst til at nørde analyser og udlægninger, så står bidragssektionen til rådighed for netop det. Her kan du linke til interessante læsninger, du er stødt på, du kan diskutere de pointer, vi har præsenteret, og du kan dele din egne teorier om, hvad Game of Thrones kan lære os. God fornøjelse.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: