Vores medlemmer foretrækker at lytte
“”
—
Derfor skal du læse denne artikel
I kølvandet på Brexit, kaos og splittelse på kontinentet skal europæerne vælge et nyt parlament. Det kan dog være svært at over- og gennemskue, hvilken betydning europaparlamentsvalget får for Europas retning de næste år, og hvordan det vil påvirke Danmark. Her er et forsøg på at skabe overblik.
Europa og EU befinder sig i en vigtig brydningstid. Det står ret klart efter et par år, hvor vi har talt om Brexit, om russisk informationskrig, om dramatiske flygtningestrømme, om nye partier, der vokser sig store og vender op og ned på europæiske regeringer, om klimakrise, om en vis præsident Trump og hans handelskrige med resten af verden. Om et Europa i opbrud.
Mens der ingen tvivl er om vigtigheden af den tid, som et nyt Europa-Parlament skal vælges i, kan det være lidt sværere at gennemskue, hvilken betydning Europa-Parlamentet har for den tid. Hvilken magt har Europa-Parlamentet, og hvilken forskel gør det, at man stemmer på en kandidat, der kan blive en af over 700 medlemmer af det parlament? Det lader til, at ret mange europæere stiller sig selv de spørgsmål og ikke finder det umagen værd at gå ned til valgstedet. Ved det seneste europaparlamentsvalg lå valgdeltagelsen samlet set på 42,6 procent – og 56,3 procent i Danmark. Det er lavt.
Derfor har EU i et par år kørt en kampagne for at få folk til at stemme, og parlamentsvalgets slogan er “This time I’m voting”. Men hvad er det, vi stemmer om den 26. maj? Hvilken betydning har det kryds, vi sætter hos den kandidat, der kan blive en af de 13 danske europaparlamentarikere?
Hvis man vil forstå det, hjælper det gevaldigt med lidt overblik. Derfor har vi lavet denne håndbog, der klæder dig på til europaparlamentsvalget – et valg, som kloge hoveder kalder det vigtigste siden 1979, hvor det første parlament blev valgt.
Så stor magt har Europa-Parlamentet
Europa-Parlamentet er det eneste parlament i verden, der er transnationalt og vælges direkte. Hvis vi skal forstå parlamentets magt, er vi nødt til at se på parlamentet i relation til de to andre EU-institutioner:
- Ministerrådet, der består af ministrene på det område, en given lov handler om.
- Europa-Kommissionen, der består af en kommissær fra hver af EU-landene, som er udpeget af det enkelte lands regeringer.
Deres indbyrdes forhold minder lidt om forholdet mellem den danske regering og Folketinget.
Europa-Kommissionen kommer, i lighed med den danske regering, med lovforslagene, der derefter skal stemmes igennem i først Europa-Parlamentet og derefter i Ministerrådet. På den måde fungerer EU som det, man kalder et tokammersystem: Europa-Parlamentet er det direkte valgte kammer, der skal repræsentere folket, mens Ministerrådet repræsenterer de enkelte lande.
På den måde har Europa-Parlamentet en funktion, der minder meget om det danske Folketing, der skal stemme dansk lovgivning igennem. Tokammersystemet giver Europa-Parlamentet direkte indflydelse på 90 procent af lovgivningen i EU.
Ud over at vedtage, forkaste og ændre love skal Europa-Parlamentet også kontrollere de andre EU-institutioner, særligt Europa-Kommissionen, hvis kommissærer skal godkendes i parlamentet. Kommissærerne skal igennem en rigid proces med noget, der mest af alt minder om en afhøring i Europa-Parlamentet. Viser det sig, at kommissionen ikke lever op til parlamentets tillid, kan parlamentet stille et mistillidsvotum til kommissionen, så den må gå af. Det kan også ske for de enkelte kommissærer, som det faktisk er sket en del gange før.
Sidst, men ikke mindst er Europa-Parlamentet med til at styre EU’s 1.000 milliarder kroner store budget og har afgørende betydning for, om pengene bliver brugt på større grænsehegn eller mere klimaforskning.
Europa-Parlamentet er altså et slags europæisk folketing, der har indflydelse på den lovgivning, der gennemføres i EU.
Så meget fylder EU i danske love
For at forstå, hvor vigtigt Europa-Parlamentet er, må vi også se på, hvor meget den europæiske lovgivning fylder i medlemslandene.
En ofte gentaget påstand er, at 80 procent af dansk lovgivning kommer fra EU. Det tal, altså de 80 procent, har fundet vej lige fra tidligere europaparlamentariker Morten Messerschmidts mund til Informations forside.Men det er en myte, der vistnok stammer fra den tidligere formand for Europa-Kommissionen Jacques Delors, der håbede, at 80 procent af den nationale lovgivning en dag ville komme fra EU.
Hvad er tallet så, spørger du nok. Hvor meget bestemmer EU?
Svaret er, at det kommer an på, hvordan og hvad man tæller.
De love, der bliver vedtaget i EU, tager som oftest form som enten et direktiv eller en forordning. En forordning fra EU gælder direkte i dansk lov, og det er EU, der bestemmer, hvordan den skal bruges. Et direktiv fastlægger i stedet et fælles mål, som Danmark og de andre EU-lande skal nå, og så er det op til Folketinget at bestemme, hvordan det skal opnås i Danmark.
- Hvis man kun ser på, hvor meget af lovgivningen i det danske Folketing, der vedtages på grund af direktiver fra EU, ligger det mellem 10 og 20 procent om året.
- Tæller vi de love, hvor EU er nævnt i bemærkningerne til loven, er der tale om hver tredje
- Ser vi også på de forordninger i EU, der gælder i Danmark uden at skulle igennem Folketinget, er tallet 58 procent.
EU’s indflydelse varierer altså mellem 10 og 58 procent alt efter, hvad man tæller med. Det er en ret stor variation, og det siger udelukkende noget om antallet af love. Hvis man for eksempel ser på lovenes længde i stedet for antal, hvilket forskere gjorde for ti år siden, bliver EU-lovgivningens andel af det samlede billede fordoblet. EU-love er altså lange.
Og når alt kommer til alt, siger en kvantitativ optælling af lovene ikke nødvendigvis noget om, hvor stor en kvalitativ indflydelse lovgivningen har. Årsagen er, at tallene kan indeholde alt fra reguleringen af landbrugsstøtte til nogle tekniske standarder for bildæk. Og det gælder især for forordningerne, at de kun påvirker Danmark i et lille omfang – en forordning kan for eksempel være en lille ændring i reguleringen af et kemikalie, som meget få virksomheder bruger.
Der er dog en ret markant sammenhæng mellem områder, hvor vi ved, at unionen har en indflydelse, og de områder, som lovene handler om.
60 procent af de EU-direktiver, der er gennemført af det danske Folketing, påvirker enten Miljøministeriet, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet eller Erhvervs- og Vækstministeriet. Det er områder, der er påvirket af EU’s indre marked og forsøget på at harmonisere regler, så de bliver ens på tværs af landegrænser. Ser vi til gengæld på et område som flygtninge, der fylder en del i den danske EU-debat, er der stort set ikke noget af den danske lovgivning fra 2010-2015, som kommer fra EU.
Her er fem vigtige ting, Europa-Parlamentet har besluttet i den forgangne periode
I slutningen af 2016 foreslog Europa-Kommissionen den såkaldte Vinterpakke, der skal få EU-landenes energiforbrug til at falde med 30 procent frem mod 2030 og sørge for, at 27 procent af energien bliver vedvarende.
Vinterpakken skal blandt andet koble de europæiske energinetværk sammen, så energien ikke går til spilde, når det blæser mere i de danske vindmøller, end vi kan udnytte. I stedet kan den komme andre europæiske lande til gavn.
Vinterpakken er stor, og de forskellige elementer forhandles løbende. En af de vigtigste love, der er blevet vedtaget, er bygningsdirektivet. Det stiller ensartede krav til alle bygninger i EU – et område, som alt i alt bruger 40 procent af den samlede energi i unionen. Bygningsdirektivet kræver, at hvert enkelt land sætter sig nationale mål for energieffektivisering af gamle bygninger. Direktivet forsøger også med lovgivning og finansiering at hjælpe nyt klimavenligt byggeri på vej og indeholder en mærkningsordning for klimasmarte bygninger.
Europa-Parlamentet er i de fleste henseender mere grønt end Europa-Kommissionen og de enkelte medlemslande, der er repræsenteret i Ministerrådet. Selv om Ministerrådet selvfølgelig også skal stemme for, kan Europa-Parlamentet trække politikken i en grønnere retning. Det gjorde Europa-Parlamentet for eksempel med kravene til bilers CO2-udledning, der blev stemt igennem i den forgangne periode, og hvor parlamentet fik forhandlet målet om 30 procents reduktion op til 37,5 procent.
En analyse af klimasager i EU fra tænketanken Europa viser, at 12 procent af parlamentets ændringsforslag til den europæiske lovgivning styrker klimakrav. Samlet set er parlamentet den stærkeste klimafortaler i EU.
Den 4. april i år vedtog et stort flertal i Europa-Parlamentet regler, der øremærker to måneders forældreorlov til fædre såvel som mødre.
Da orloven er øremærket, kan moren ikke overtage farens to måneder og omvendt. De vil altså gå tabt. Målet er, at flere fædre skal tage mere barsel og på den måde sikre en øget ligestilling på arbejdsmarkedet.
Reglerne går imod den danske lovgivning om barsel, men da EU’s regler altid har forrang, er det dem, der gælder, og derfor bliver de danske regler trumfet.
De nye barselsregler er ikke just populære hos den danske regering, der aktivt har arbejdet imod dem med støtte fra Socialdemokratiet. Regeringen mente, at de danske regler i forvejen var fine og langt bedre end i resten af EU. Barsel burde ifølge regeringen slet ikke være et overnationalt anliggende.
Generelt går Europa-Parlamentet for at være mere progressivt og optaget af rettigheder end de fleste af medlemslandenes regeringer. Og faktisk havde et udvalg i parlamentet foreslået, at den øremærkede orlov skulle være dobbelt så lang som de to måneder, der var det endelige resultat.
EU har i den forgangne periode vedtaget flere regler, der skal begrænse eller forhindre skattely og skatteunddragelse. For eksempel har et stort flertal stemt for, at multinationale virksomheder skal offentliggøre oplysninger om deres skattekonstruktioner, så det bliver tydeligt, hvis virksomheden bruger skuffeselskaber eller udnytter huller i lovgivningen. Europa-Parlamentet har også vedtaget en sortliste over lande, der fungerer som skattely. Og i Europa-Kommissionen har konkurrencekommissær Margrethe Vestager med støtte fra parlamentet bekæmpet de gigantiske virksomheder, der forsøger at betale så lidt i skat som muligt.
De enkelte lande, især dem af en størrelse som Danmark, ville have det svært i kampen med økonomiske giganter som Apple, Facebook og Google. Men et samlet EU har en betydelig magt. Det indre europæiske marked er alfa og omega for mange virksomheders økonomi og overlevelse, og derfor kan EU stille nogle krav, som de enkelte medlemslande ikke kan.
Vi ved endnu ikke, hvordan Brexit-sagaen ender. Briternes farvel til EU er udskudt, så i første omgang stiller de også op til Europa-Parlamentet.
Når den endelige aftale om Brexit er på plads, skal den godkendes af parlamentet. Det betyder, at europaparlamentarikerne får en væsentlig større indflydelse på Brexit end de danske folketingspolitikere, der ikke på samme måde skal stemme om Brexit, men må hæfte deres lid til regeringen og særlig statsministeren, der gennem Ministerrådet kan prøve at påvirke Brexit.
Europa-Parlamentet har allerede brugt indflydelsen på Brexit til at gennemtrumfe et ultimatum om, at Storbritannien ikke må behandle EU-borgere værre end i dag. Briterne var ikke glade for det, men da det var et ufravigeligt krav fra parlamentet for at lade briterne gå, er EU-borgerne sikret deres rettigheder i forbindelse med Brexit.
Europa-Parlamentet har givet samtykke til EU’s hidtil største frihandelsaftale, der er blevet indgået i unionen, nemlig den med Japan, der blandt andet gør det nemmere at eksportere dansk svinekød. Europa-Parlamentet har blåstemplet etableringen af et 10.000 personer stort korps, der skal beskytte EU’s ydre grænser. Europa-Parlamentet har blokeret regler, der ville tillade tre gange så meget sukker i babymad. Europaparlamentarikerne har gennemtvunget de roaming-regler, der gør det lige så billigt at bruge data på din telefon i udlandet som hjemme. Europaparlamentarikerne har godkendt GDPR-forordningen, der skal sikre digitalt privatliv. Og så har parlamentet stemt for et opgør med engangsservice, der skal forhindre, at plastik ender i naturen. For at nævne et par ting.
De danske spidskandidater er …
Partiets holdning til EU: Mildt begejstret.
Mærkesag: En pagt, der sikrer, at al EU-lovgivning klima- og miljøvurderes.
Citat: “EU er en kæmpe byggeplads, hvor der altid er støj, møg og larm og råben og skrigen. Men der bliver hele tiden bygget.”
Partiets holdning til EU: Lidt pessimistisk.
Mærkesag: Fred, frihed og frihandel. Især frihandel, hvor det indre europæiske marked skal styrkes.
Citat: “Det er ikke bare for sjov, politik er ikke en leg, det er meget alvorligt, og det har betydning for både mit og dit liv. Alt dét er blevet tydelig med Brexit.”
Partiets holdning til EU: Neutral-ish.
Mærkesag: Det grønne bygningsdirektiv skal realiseres, så EU kan vise resten af verden, hvor energieffektiv man kan være.
Citat: “Har udtrykt mig misforståelsesmuligt her. Øv og beklageligt. Vi skal sikre kvalificeret arbejdskraft i fremtiden, men det er self IKKE et konservativt ønske med 10 mio. migranter til Europa ‘sådan bare’. Altså.”
Partiets holdning til EU: Ville allerhelst ikke være i et forhold.
Mærkesag: Mindre EU, mindre EU-budget, færre flygtningekvoter.
Citat: “Vi skal afvente og se, hvad der sker i Storbritannien, og når den situation er afklaret, ville det være oplagt at spørge danskerne, hvilken model de kunne foretrække at fortsætte i: At gå Storbritanniens vej eller at blive i EU under konditioner, vi ikke kender?”
Partiets holdning til EU: Øhm, sådan lidt både-og.
Mærkesag: Stop internationalt skattefusk, og sæt et minimumsniveau for selskabsskat i EU-lande.
Citat: “Jeg kan godt forstå, hvorfor nogen ser det, som om jeg har forladt dansk politik. Men det er ikke sådan, jeg selv oplever det.”
Partiets holdning til EU: Auken og manden siger “Ja, for fanden”.
Mærkesag: Finde en masse penge til at investere i klimakampen (gerne fra skattefuskere).
Citat: “Når jeg sammenligner med, hvad Morten Messerschmidt går rundt og laver herhjemme, for nu at tage modpolen, så laver jeg jo striptease i mørke i forhold til den danske offentlighed.”
Partiets holdning til EU: WUHU!
Mærkesag: Hårdere straffe, hvis medlemslande ikke overholder deres klimaforpligtelser.
Citat: “Jeg er meget bekymret for det, der foregår i Europa i øjeblikket. Vi har nazister, der marcherer i gaderne i det gamle Østtyskland. Vi har højrenationale kræfter, der prøver at samle sig. Også i Europa-Parlamentet.”
Partiets holdning til EU: Det er noget neoliberalistisk hø.
Mærkesag: Meget mere ambitiøse klimamål og en europæisk togfond, der kan sikre et alternativ til at flyve.
Citat: “Vi er stadig grundlæggende imod EU, men … ”
Partiets holdning til EU: Yay.
Mærkesag: Klima, klima, klima, klimalov.
Citat: “Jeg går til valg som europæer, ikke som dansker.”
Partiets holdning til EU: Dexit nu!
Mærkesag: Medlemslandene skal selv have lov til at bestemme.
Citat: “Jeg kan næsten være lidt misundelig på mine kollegaer, som elsker det her system. De er omgivet af mennesker, der er enige med dem. Det kan godt være lidt ensomt at være et så markant mindretal.”
Gruppedynamikker afgør parlamentarikernes magt
Der skal i alt vælges 14 danske europaparlamentarikere. De udgør kun en lille brik i det samlede hele af 751 parlamentarikere fra over 200 forskellige nationale partier.
Selv om parlamentarikerne vælges på nationale lister, skal de ikke repræsentere deres lande – det er Ministerrådets opgave – men repræsentere deres politiske overbevisning, på samme måde som et folketingsmedlem fra Venstre primært repræsenterer Venstres politik og ikke den valgkreds, vedkommende er valgt i.
Der er altså en myriade af små politiske brikker. Og for at få det puslespil til at gå op, organiserer parlamentarikerne sig i grupper efter, hvad de mener, og hvad deres ideologi er. Det er i grupperne, at det bliver afgjort, hvilken magt parlamentarikerne – ud over at stemme – kommer til at have.
Der er otte grupper:
- EPP, Det Europæiske Folkepartis Gruppe, der består af konservative og kristendemokratiske partier som Angela Merkels CDU og de danske konservative medlemmer.
- S&D, Det Progressive Forbund af Socialdemokrater, som de danske socialdemokrater sidder i.
- ECR, De Europæiske Konservative og Reformister, som er den mest magtfulde af de EU-kritiske grupper, og hvor Dansk Folkeparti hidtil har været med.
- ALDE, Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, hvor de liberale og socialliberale partier sidder, herunder Venstre og De Radikale fra Danmark.
- GUE, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre, som især kæmper imod den måde, som EU fører økonomisk politik, og hvor Folkebevægelsen mod EU er med.
- De Grønne, Den Europæiske Fri Alliance, der arbejder for at beskytte miljøet og for social retfærdighed, og som SF sidder i.
- EFDD, Gruppen for Europæisk Frihed og Direkte Demokrati, der primært består af EU-skeptiske briter.
- ENF, Gruppen Et Nationernes og Frihedens Europa, der er en lille EU- og indvandrerkritisk gruppe.
- Efter valget vil Dansk Folkeparti sammen med en række andre højrenationalistiske partier stifte en ny gruppe ved navn European Alliance for People and Nations. Alternativet stiller op på den fælleseuropæiske liste Euopean Spring.
Det er i disse grupper, at politikken bliver formet og forhandlet. I hver af de politiske grupper skal tjanserne fordeles, såsom hvilke parlamentarikere der skal arbejde med skattelovgivning, og hvilke der skal stå for arbejde med den nye energiunion. Arbejdet foregår i udvalg på tværs af de forskellige grupper.
Der er 22 faste udvalg, hvor de relevante parlamentarikere fra de forskellige grupper mødes og forhandler om den lovgivning, der kommer fra Europa-Kommissionen, kommer med ændringsforslag og stemmer om, hvad der skal med i den endelige lovtekst. En gang om måneden mødes hele parlamentet så i plenarforsamling og stemmer endeligt om teksterne, og resultatet af det er så Europa-Parlamentets endelige holdning.
Hvert udvalg har en formand og næstformand. Som parlamentarikere er netop de særligt magtfulde, fordi de koordinerer store dele af arbejdet.
For eksempel har De Radikales Morten Helveg været ALDEs – Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa – forhandler i industri- og energiudvalget, hvor han også blev næstformand. Det betyder, at han har været med til at forme lovgivningen i den føromtalte Vinterpakke, der skal åbne det indre marked for (primært grøn) elektricitet og gøre bygninger mere energieffektive.
Og Socialdemokratiets Jeppe Kofod, der sidder i Det Særlige Udvalg om Økonomisk Kriminalitet, Skatteunddragelse og Skatteundgåelse for S&D, har stået i spidsen for den mest vidtgående rapport vedtaget i Europa-Parlamentet om økonomisk kriminalitet og skatteunddragelse. Rapporten er vedtaget som en betænkning i parlamentet og lægger pres på europæiske skattely.
Det er der på spil nu
Der er overordnet to måder, man kan forstå, hvad der er på spil for Europa-Parlamentet i de mildt sagt turbulente tider, parlamentarikerne skal vælges i.
Den ene handler om, hvad Europa-Parlamentet skal bruge sin indflydelse på. Syv ud af ti danske parlamentarikere placerer kampen mod klimaændringer blandt de højeste prioriteter ved valget.
For både de danske europaparlamentarikere og for os vælgere, der skal stemme på dem, er klimaet den højeste prioritet. Ræsonnementet er, at i EU batter indsatsen mere end i Danmark, der kun står for en marginal del af den samlede CO2-udledning. Klimaforandringerne er grænseoverskridende, og det skal kampen mod dem også være, siger de fleste parlamentarikere. Af de samme grunde står emnet også øverst på vælgernes dagsorden – både de danske og de europæiske generelt.
Den seneste valgperiode har vist, at Europa-Parlamentet kan gøre en forskel for, hvor stor EU’s klimaindsats bliver. Og det er en kamp, der vil fortsætte i den kommende periode, hvor Danmark sammen med syv andre lande i denne uge skrev under på et papir, der foreslår, at 25 procent af EU’s mere end 1.000 milliarder kroner store budget skal bruges på klimakampen.
Samtidig er der stor forskel på, hvor høj en prioritet klimaet har i de forskellige grupper i Europa-Parlamentet. Nogle grupper har ifølge en grundig gennemgang af gruppernes stemmeafgivning fra Climate Action Network handlet som “dinosaurer”. Og for eksempel har den store konservative og kristendemokratiske gruppe, EPP, og de mere EU-skeptiske grupper forhindret en større indsats på klimaområdet, mens partier som De Grønne bliver beskrevet som “forsvarere”, der beskytter europæerne mod klimaforandringer. Men, og det er et vigtigt men, der er også enkeltpersoner, der hiver grupperne i en mere grøn retning, hvilket De Konservatives Bendt Bendtsen er kendt for at have gjort i EPP-gruppen.
Den anden måde, man kan forstå, hvad der er på spil i valget, er ikke en kamp om, hvad Europa-Parlamentet skal bruge sin indflydelse til, men hvor stor indflydelse parlamentet og EU generelt overhovedet skal have.
EU-skeptiske partier som Dansk Folkeparti mener for eksempel, at klimakampen er et nationalt anliggende, og EU generelt blander sig i alt for mange ting.
En strømning af partier, der ofte kaldes højrenationale eller suverænister, fordi de vil have magten væk fra EU og tilbage til de suveræne medlemsstater, vil kæmpe for, ja, det. Altså mindre magt til EU.
Den slags EU-kritiske partier står til at gå frem ved europaparlamentsvalget, samtidig med at vi ser nogle lande konfrontere EU og forsøge at tage magt tilbage. Det gælder for eksempel Ungarn, Polen og Italien. Ingen af landene eller parlamentarikerne vil følge Storbritannien ud af EU, men de vil bremse bevægelsen mod et mere magtfuldt og mere føderalt EU, som der også er nogle, for eksempel den franske præsident Emmanuel Macron, der ønsker.
Det er altså selve EU’s magt, der er på spil, når vi stemmer den 26. maj.