Hvis du nogensinde har afleveret et barn i en daginstitution ved ottetiden om morgenen, vil du formentlig have oplevet følgende scenarie. Eller i hvert fald et, der minder om.

En far sidder på en rød minitaburet med sin datter på skødet og laver det tredje puslespil i træk. En mor hopper baglæns ud af lokalet, mens hun fjoller og laver sprællemand for at holde humøret oppe hos sin lille søn. En anden mor står ved et vindue ind til stuen og sender luftkys til sin datter. Både mor og datter har tårer i øjnene over adskillelsen. Imens forsøger pædagogerne at komme i gang med dagsprogrammet, men det er lidt … vanskeligt.

Disse hverdagsoptrin både i den ene og anden ende af børnehavedagen fik COVID-19 sat en effektiv stopper for. I mange institutioner måtte forældre ikke længere komme med indenfor. Børn skulle afleveres ved lågen, i døren til stuen eller på legepladsen. Det var børnene, der måtte sige farvel og efterlade forældrene udenfor. Benhårdt måske … men også virkelig effektivt og nemt at forholde sig til for børn og pædagoger, viser det sig.

En undersøgelse, som Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, har lavet for Børne- og Undervisningsministeriet, samler op på de erfaringer, som vuggestuer og børnehaver gjorde sig efter de første måneder med COVID-19 sidste forår.

Det måske overraskende er, at mange børn har trivedes rigtig godt i de her restriktive rammer. For eksempel angiver 69 procent af børnehavelederne, at børnenes trivsel har været påvirket positivt eller meget positivt. Kun to procent mener, at børnene har været påvirket negativt. Og for ret mange pædagoger har pandemien været en påmindelse om, at selv om strikse rammer har et dårligt ry, kan de gøre nogle virkelig gode ting.

Dina Celia Madsen er områdechef i Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, og ansvarlig for rapporten, så hende ringer jeg til. Hovedpointerne i rapporten er, at mindre børnegrupper, mere udeliv og bedre hygiejne har givet en god trivsel blandt børnene. Det er måske ikke så overraskende, men det her med lidt mere kæft, trit og retning i hente- og bringe-situationen har faktisk vist sig som en fordel. “Små børnegrupper kan nedbringe stress blandt børnene, blandt andet fordi de ikke skal forholde sig til mange forskellige børn og voksne. Og det er godt for børnene, når for eksempel strukturen omkring aflevering og hentning er præcis den samme hver morgen,” siger Dina Celia Madsen. “Børn elsker forudsigelighed, og undersøgelsen viser, at når man pludselig gør op med den måde, man plejer at gøre tingene på, kan det bringe noget positivt med sig.”

Annika Hundebøl Søndergaard fra Billund har gjort sig nogle af de samme erfaringer. Hun er pædagog og fællestillidsrepræsentant for BUPL i Billund Kommune. Hendes klare indtryk er også, at de mere strikse rammer har givet mere plads til kerneopgaven. Altså, det har givet pædagogerne mere ro til at være der for børnene. “De meget firkantede rammer har været med til at sætte det gode børneliv fri. Og vi er som pædagoger blevet bedre til at prioritere vores tid, og hvad der er vigtigt,” siger hun.

Der har været færre snottede unger, der har været sendt af sted på en Panodil, mindre sygdom blandt personalet og færre børn, der har været kede af det, fordi de har kendt planen.

Det er også en af de pointer, som Dina Celia Madsen fra EVA fremhæver: “En pædagog i undersøgelsen svarede, at hun følte, at hun havde set børnene hver eneste dag. Fordi hun havde haft den samme lille gruppe, havde hun været tættere på dem. I modsætning til mange andre jobfunktioner har mange pædagoger faktisk følt, at de er lykkedes godt med deres job i den her periode.”

Det interessante er, at den måde, mange forældre her under nedlukningen har været nødt til at aflevere deres børn på, faktisk er den metode, som forskere i pædagogik anbefaler.

I 2015 udkom forskningsprojektetBarnet i centrum, hvor 300 dagplejere og vuggestuer havde givet deres besyv med. Forskningen tog blandt andet fat på, hvor afgørende det er, at forældrene håndterer den her hente-bringe-situation rimelig cool og ikke løber tilbage til barnet tre gange for at give et ekstra trøstekram. Eller som Ole Henrik Hansen, adjunkt ved DPU, Aarhus Universitet, og forsker på projektet, sagde i forbindelse med publiceringen:

“Vær klar til at gå, når du går, og kom ikke tilbage.”

Ligesom han også understregede, at: “Det virker bedst, når det er barnet, der transporterer sig selv fra forældrene hen til pædagogen, enten ved at gå eller kravle derhen.”

Samme oplevelse har Annika Hundebøl Søndergaard og hendes kolleger rundtom i daginstitutionerne i Billund og omegn. Det er bare virkeligt givtigt, når forældre bliver tydeligere i kommunikationen til børnene og får skabt en fast ramme omkring afleveringen. “Vi siger, jeg hjælper dig med at blive afleveret godt, og pædagogen hjælper med at tage godt imod dig. Det her er ikke til diskussion, det er ens for alle. For børnene giver det en meget bedre start på dagen, at de ikke skal begynde med en lang aflevering, som gør dem kede af det.”

Igen stemmer det virkelig godt overens med konklusionerne fra projektet Barnet i centrum. Hvis ikke afleveringen er organiseret ordentligt, kan det have store omkostninger for børnenes trivsel og udvikling. Vi kan se, at de børn, der har haft en god aflevering, har en bedre formiddag og er mere læringsparate end de børn, der har haft en dårlig aflevering.”

Hvor efterlader det os så nu? Vi kan sort på hvidt se, at en del børnehavebørn simpelthen har trivedes virkelig godt i de her mere skemalagte rammer. De har vidst, hvad strukturen var for at blive afleveret og hentet, de har været i de samme grupper med den samme voksne, de har været mere udenfor, end de plejer, og så er de blevet virkelig gode til at vaske hænder, så færre af dem render snottede rundt.

Og alt det her er vel for godt til et efterlade post-corona eller hvad? Annika Hundebøl Søndergaard håber, at mange af rutinerne kan blive ved med at være enkle og lidt firkantede, så roen bliver bevaret. “Som forældre kommer vi tit til at kigge på hinanden, fordi vi ønsker det bedste for vores børn. Og vi kan tænke, at hvis Olivers mor kører fire gange rundt i rundkørslen og blinker med lyset, når han bliver afleveret, så må jeg gøre det samme. Men det er altså ikke det, der afgør, om han får en god dag,” siger hun.

På nogle områder bliver vi altså nødt til at gå tilbage til den gamle model. “Det er klart, at vi i længden ikke kan lukke os så meget om os selv, at forældrene ikke kan komme ind i institutionen. Vi skal være tilgængelige, men måske man kan organisere det bedre, så de her snakke foregår på nogle meget bestemte tidspunkter af dagen, så det ikke ødelægger al struktur. Det kunne jeg godt se for mig,” siger Annika Hundebøl Søndergaard.

Nogle af de nye rutiner er nemmere at holde fast i end andre. Og nogle må man slippe. For selvfølgelig har der også været en bagside, den har bare været mere udtalt blandt personalet. Nogle har været bange for at blive smittet, nogle har haft svært ved at have nok hænder til at holde børnene adskilt i mindre grupper. Og mange har syntes, det har været svært ikke at kunne have kontakt til andre personalegrupper og til forældrene. Men igen, et stort flertal af børnene har faktisk haft det glimrende i det her år, hvor skiftet fra at være i familiens skød til at være i statens varetægt har været helt klart tegnet op.

Dina Celia Madsen fra EVA siger: “Det ser ud til, at der er en forandringsvillighed og en lyst til at bevare nogle ting, som nærmest har været aha-oplevelser for personalet. Men det er også afgørende, at forvaltningerne skubber på her. Og så kommer forældrenes holdning også til at spille ind. Det er der ingen tvivl om.”