Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Lasse Skytt er medlem af Zetland og har delt den med dig.

70.000 soldater har sat gang i en kæmpe gætteleg. Og måske er det netop Putins plan

Sikkerhedspolitik kan faktisk godt handle om følelser.

Collage: Julie Ravn Hansen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


9. december 2021
9 min.

Klokken var syv minutter over 16 dansk tid, da to af verdens mægtigste mennesker satte sig ned og gav sig til at stirre på hinanden gennem hver sin tv-skærm. Ruslands præsident Vladimir Putin, for han var den ene, løftede hånden til en hilsen, der mindede om den, man giver til folk, når man ikke er helt sikker på, om man egentlig kender dem. I den anden ende rodede den amerikanske præsident Joe Biden lidt med teknikken. Videomødet var i gang. Hvad der præcis blev sagt, ved vi ikke. Men vi ved, at det, de diskuterede, var højspændt og alvorligt.

Baggrunden for den alvorlige dagsorden ved telefonmødet er, at der lige nu står et sted mellem 70.000 og 100.000 russiske soldater tæt ved ukrainske grænse, og yderligere 100.000 kan hurtigt nå frem, ifølge USA. Sådan noget ser man ikke hver dag, og Joe Biden og resten af det, vi som regel kalder Vesten, er et sted mellem stærkt bekymret og forvirret. For hvad laver de russiske soldater egentlig dér? Er Rusland på nippet til at invadere Ukraine og dermed udløse en sprængfarlig international konflikt? I Ukraine stiller man sig selv de samme spørgsmål. En ukrainsk soldat, som avisen The New York Times har talt med, havde en fatalistisk tilgang: Måske kommer der en russisk invasion, måske gør der ikke, som han sagde.

Alle spørger sig selv: Hvad er det, Rusland vil?

Men i virkeligheden er den forvirring måske i sig selv en del af formålet. Den har jo for eksempel ført til telefonmødet, påpeger Flemming Splidsboel Hansen, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Han (altså Putin) er godt tilfreds med samtalen i sig selv, fordi det giver ham den platform, han er interesseret i.”

Hvad vil Putin med den platform? At svare på det spørgsmål kræver lige, at vi får et par andre ting på plads, så lad os tage de mest brændende spørgsmål ét for ét:

For det første:

UUDGRUNDELIG Ruslands præsident er berømt for at kunne lægge sit ansigt i fuldstændig uigennemskuelige folder. Foto: Sputnik / Reuters / Ritzau Scanpix

Hvad er det med Ukraine?

Når frygten for en russisk invasion af Ukraine er stor, er det mest af alt, fordi det er sket før. I 2014 annekterede Rusland halvøen Krim, som havde hørt til Ukraine siden 1954, efter at befolkningen dér havde stemt ja til at blive en del af Rusland i et valg, som Ukraine ikke anerkendte. Samtidig dukkede der russiske soldater uden militære kendetegn op i det østlige Ukraine, som hjalp til, da Krim løsrev sig, og siden, da de russisksindede i byerne Donetsk og Lugansk oprettede små udbryderrepublikker, som også gerne vil være en del af Rusland.

Oprørerne i de to områder har været i en nærmest stillestående krig med resten af Ukraine siden dengang, og det er på alle måder drænende. Især i de områder, hvor den simrende krig kæmpes, men faktisk også i Rusland. Som analysen lyder i den uafhængige avis The Moscow Times: Putin kan ikke acceptere, at status quo fortsætter. Det er en ydmygelse af Rusland. Og det handler faktisk en del om følelser.

Der er i Rusland en enorm følelsesmæssig forbundethed til Ukraine, historisk og kulturelt. Det er de nærmeste fætre og kusiner, der bor derovre, og man ville gerne være tættere på dem og se noget mere til dem, men de har ikke rigtig lyst,” siger Flemming Splidsboel.

Ukraine og Rusland har en lang fælles historie. Vladimir Putin selv udgav i sommer under eget navn en alenlang historisk artikel om den store samhørighed mellem landene. Ukraines nuværende hovedstad Kiev var hovedstaden i det rige, der gik forud for både Rusland og Ukraine, som hed Rus. Derudover var Ukraine også en del af det russiske imperium i århundreder, og det var også en del af Sovjetunionen. Man kan måske betragte både de kæmpende i krigen i Østukraine og de mange tropper på den russiske side af grænsen som en slags spøgelser, der ikke har kunnet finde fred, siden Sovjetunionen faldt sammen med et brag i 1991.

Ja, det er egentlig et meget godt billede på det. Når det gælder Rusland, har vi igennem nogle år talt om fantomsmerter,” siger Flemming Splidsboel.

Fantomsmerterne rykker i russerne, når Ukraine, som det har været tilfældet i en årrække, bevæger sig længere og længere væk fra Rusland. Og smerten bliver til vrede, når Ukraine så bevæger sig i retning af Vesten. Og her når vi til det, som – også helt officielt – er den røde linje for Rusland: De vil ikke have Ukraine til at være en del af forsvarssamarbejdet NATO. Truslen mod vores vestlige grænse er bestemt voksende, som vi har sagt flere gange,” sagde Vladimir Putin i begyndelsen af december.

FORTSAT Krigen i det østlige Ukraine er bare blevet ved og ved, omend i perioder på meget lavt blus. Foto: Armed Forces of Ukraine / Reuters / Ritzau Scanpix

Men … hvad kan der så ske?

Her går vi ind i det store, tågefyldte rum, som er selve inkarnationen af sikkerhedspolitik. Vi er ude i en slags kvalificeret gætværk. Amerikanerne har i de seneste måneder forsøgt at overbevise europæerne, måske særligt tyskerne, om, at der er noget at være bange for – at Rusland ikke bare spiller med musklerne, men reelt er ude på skrammer. Og det lykkedes, da USA i november kunne fremlægge satellitbilleder af det, der ligner utrolig mange tropper og utrolig meget materiel.

Billederne har sat den helt store alarm i gang, blandt andet i den toneangivende avis The Washington Post, som først løftede sløret for detaljerne. Rusland forbereder massiv offensiv mod Ukraine med 175.000 tropper, advarer amerikanske efterretninger,” stod der på forsiden.

At erobre Ukraines hovedstad ville, som en række analytikere har pointeret, være en virkelig vanskelig opgave. Forestil dig at erobre en storby som Kiev og så skulle udstationere russiske soldater på gadehjørnerne. Det ville jo være en enorm udfordring,” siger Flemming Splidsboel Hansen. For modsat på halvøen Krim og i Donbas- og Lugansk-regionerne er størstedelen af ukrainerne ikke venligt stemt over for russerne. Der ville være tale om en decideret krig i fjendeland, og det ville med stor sandsynlighed blive noget rod.

Når vi taler om det scenarie, så er der en sandsynlighed for det. Men jeg mener stadig, at det ikke er det mest sandsynlige,” siger Flemming Splidsboel Hansen. USA vil i hvert fald gå langt for at forhindre det, og hvordan skal vi se nærmere på nu.

KAMPKLAR Ukraine præsident, Volodymyr Zelenskij, frygter en krig med Rusland, og ønsker sig så meget støtte som muligt fra USA og EU. Foto: Handout / Reuters / Ritzau Scanpix

Hvad siger Vesten til alt det her?

Først og fremmest at Ruslands krav til NATO om at holde nallerne fra Ukraine ikke vil blive imødekommet. Det er kun Ukraine og de 30 NATO-lande, der kan bestemme, hvornår Ukraine er klar til at melde sig ind i NATO,” sagde NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg, da NATO holdt topmøde i Letlands hovedstad Riga i slutningen af november. Det var i øvrigt præcis på det tidspunkt, at tilstrømningen af tropper til den ukrainske grænse for alvor tog til.

Dernæst kommer vi igen ind i det hemmelighedernes rum, som jeg beskrev før: Vi ved jo ikke, hvad Joe Biden egentlig sagde til Vladimir Putin. Men efterfølgende kunne man læse i de amerikanske aviser, at Joe Biden havde sat Putin stolen for døren: Hvis I invaderer Ukraine, får det hårde økonomiske konsekvenser. Det kan også være militært, fordi man optrapper sin støtte til Ukraine,” siger Flemming Splidsboel Hansen.

Idéen er altså, at USA, EU og allierede skal indføre flere af den slags økonomiske sanktioner, som har været rettet mod Rusland siden annekteringen af Krim i 2014. Det er sådan noget med, at navngivne personer ikke kan rejse ind i EU eller får deres bankkonti frosset. De nye sanktioner skal bare være hårdere. Det har været på tale at fryse Rusland ude af det internationale finansielle system, hvilket ville koste Rusland dyrt. Men igen: Det er gætværk. Ifølge avisen Financial Times kommer Tysklands kansler Olaf Scholz, der kun har været kansler siden onsdag klokken 12, til at spille en stor rolle i presset på Rusland. USA vil nemlig have Tyskland til at true Rusland med at sætte en stopper for gasledningen Nordstream 2, som ellers næsten er færdig og blot venter på den sidste godkendelse. Den gasledning er utrolig vigtig for russerne, fordi den vil gøre det muligt for dem at gå helt uden om Ukraine, som de jo altså er i konflikt med, når de skal sælge gas til Europa.

Vil det så afskrække russerne fra at invadere – hvis altså det var det, de pønsede på?? Det kan man ikke sige med nogen sikkerhed, for det var lidt noget lignende, der skete i 2014.

LUFTFOTO Det er billeder som dette, der har fået alarmen til at gå. Foto: Handout / AFP / Ritzau Scanpix

Okay, hvad ER det så, Putin vil?

Det er stadig det spørgsmål, man sidder tilbage med, ikke? Kan man stole på Vladimir Putin? Er han en ven eller en fjende?

Nu hvor vi ved, hvad der er på spil, synes jeg, det er på tide at gå til hestens egen mund. For Putin selv har på en måde svaret på det her sidste spørgsmål, og her sagde han noget, som jeg tror er afgørende for at forstå både ham og sikkerhedspolitik i det hele taget.

Bånd mellem stater fungerer ikke på samme måde, som de gør mellem mennesker. Jeg er ikke din ven, din brud eller din gom. Jeg er præsident for den russiske befolkning, jeg skal varetage 145 millioner menneskers interesser,” sagde Vladimir Putin til to tyske journalister tilbage i 2016.

Og det her er måske en pointe i sig selv: Man kan ikke forstå en stats ageren som et udtryk for god eller dårlig opførsel. Planen behøver ikke at have et endemål.

Det er ikke engang sikkert, at Putin er helt opmærksom på, hvad han selv vil. Han tænker: nu flytter jeg rundt på nogle af mine tropper og noget materiel, og så ser vi, om der falder noget af,” siger Flemming Splidsboel Hansen.

Det understreger, at det i virkeligheden er det, der sker, når vi går ind i det tågede rum fyldt med hemmeligheder og ting, der ikke bliver sagt, som er meningen med de mange tusind tropper ved grænsen: Det skaber en usikkerhed. Som Flemming Splidsboel Hansen siger det: Det er, som om vi er efterladt til at gisne om, hvad der kan ske. Der er mange forslag på bordet, og det tror jeg også er en del af den russiske strategi.”