Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Jacob Nyborg Nielsen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hun var tech-branchens guldfugl. Men blev symbolet på alle dens værste sider

Dommen over Theranos-stifteren Elizabeth Holmes er en dom over hele Silicon Valley.

Foto: Stephen Lam / Reuters / Ritzau Scanpix

De ansatte stimlede sammen i kantinen hos biotekvirksomheden Theranos i Silicon Valley. Der var en nervøs stemning i luften. Elizabeth Holmes, virksomhedens feterede grundlægger, havde indkaldt til hastemøde, og alle skulle møde op.

Theranos havde et problem. Om få uger skulle deres hypede blodprøveteknologi stå sin store test. Efter ti år i forsknings- og udviklingsstadiet skulle den for første gang rulles ud til patienter i delstaten Arizona. Pressematerialet lovede, at Theranos kunne teste for hundredvis af sygdomme med blot et lille, smertefrit prik i fingeren. Kun et par dråber blod skulle der til. Og så var det ovenikøbet billigt.

Men her på tærsklen til det endelige gennembrud havde to af virksomhedens ledende kemikere stukket en kæp i hjulet på Elizabeth Holmes’ store planer. De mente, at det var uforsvarligt at rulle Theranos’ teknologi ud til rigtige patienter. Teknologien var for ustabil og for usikker til, at man kunne træffe sundhedsfaglige beslutninger på baggrund af blodprøveresultaterne.

Elizabeth Holmes var rødglødende. Hun nægtede at standse udrulningen, og som konsekvens havde de to kemikere sagt op i protest. Nu stod Elizabeth Holmes i kantinen og gjorde det klart, at det, hun var i gang med at bygge, var en religion. De ikke-troende kunne gå samme vej som de to kemikere. Eller som hendes vicedirektør og kæreste Sunny Balwani formulerede det: De, som ikke var parat til at vise religionen troskab og loyalitet, skulle get the fuck out”.

Tirsdag den 4. januar faldt den længe ventede dom i sagen mod Elizabeth Holmes. Hun blev dømt for at have ført investorer bag lyset ved at bilde dem ind, at Theranos’ blodprøveteknologi var længere fremme, end den nogensinde kom, og at Theranos havde indgået samarbejder, der ikke fandtes. Efter en tre måneder lang retssag og syv dages votering fandt juryen hende skyldig i fire ud af 11 anklagepunkter – herunder nogle af de mest alvorlige. Først senere på året får Elizabeth Holmes at vide, hvor mange år hun skal tilbringe i fængsel.

Dommen er kulminationen på et dramatisk fald fra tinderne for Elizabeth Holmes, der for få år siden prydede glittede magasinforsider og blev sammenlignet med Steve Jobs og Bill Gates. Hun var verdens yngste self-made kvindelige milliardær, havde prominente investorer og bestyrelsesmedlemmer og blev rost af flere præsidenter. På sit højeste i 2015 var Theranos ti milliarder dollars værd. To år senere var virksomheden værdiløs.

Men tirsdagens dom var ikke kun en dom over Elizabeth Holmes. Det var en dom over en industri, der mere end nogen anden har formet den moderne verden på godt og ondt. I Silicon Valleys start-up-miljø har der ifølge adskillige iagttagere hersket en filosofi, som under mantraer som move fast and break things og fake it till you make it har tilvejebragt opfindelser, der på rekordtid har revolutioneret vores måde at omgås hinanden på, men hvis skadevirkninger kun langsomt har åbenbaret sig for deres skabere og brugere. For Silicon Valleys mange håbefulde start-ups er hype en del af forretningsstrategien. I kampen om investorernes millioner overdriver man i håb om, at man en dag vil kunne indfri løfterne.

Elizabeth Holmes fakede, men made it aldrig. Hun fortalte en gribende historie om pigen, der var bange for nåle og ville skabe en blodprøve, hun selv turde tage, og hun modellerede sin fremtoning efter de mytologiske tech-pionerer, hun beundrede. Men mere end en historie havde hun aldrig. Theranos’ blodprøveteknologi var aldrig tæt på at gøre det, hun lovede. Og fordi hun lovede mere, end hun kunne holde, bragte hun patienters helbred i fare.

Så hvordan kunne en teknologi, der ikke virkede, blive 65 milliarder kroner værd? Hvordan bar Theranos sig ad med at bedrage alt og alle i adskillige år? Hvorfor gik der så lang tid, før nogen sagde fra? Og hvorfor nægtede Elizabeth Holmes til det sidste at se sandheden i øjnene?

Svarene på de spørgsmål fortæller os en hel del om faldgruberne ved den industri, der er godt i gang med at forme vores alle sammens fremtid.

Da Elizabeth Holmes var ni-ti år gammel, stillede et familiemedlem hende et af den slags spørgsmål, som voksne typisk stiller børn: Hvad vil du være, når du bliver stor?” Den unge Elizabeth svarede ganske alvorligt: Jeg vil være milliardær.”

Elizabeth Holmes kom fra en fremtrædende amerikansk familie. Engang havde faderens familie været en af Amerikas rigeste, og selv om det efterhånden var et par generationer siden, var det måske ikke så overraskende, at familien havde høje forventninger til datterens fremtidige karriere. Elizabeth Holmes delte sine forældres ambitioner. I high school var hun en mønsterelev, der fik topkarakterer i de fleste fag, og hun arbejdede målrettet mod at blive optaget på et af USAs eliteuniversiteter.

Men efter to års studier på drømmeuniversitetet Stanford droppede hun ud igen. Den akademiske verden var ikke noget for hende. Til gengæld vidste hun nu, hvad hun ville. Hun sendte en patentansøgning på en slags plaster, som hun kaldte TheraPatch. Idéen var, at TheraPatch via små nåle på indersiden kunne tage smertefrie mikroblodprøver på patienten. Prøverne blev løbende analyseret af plastrets chip, så man nemt kunne diagnosticere forskellige sygdomme og udskrive den rette medicin.

Det var på den baggrund, at den dengang 19-årige Elizabeth Holmes grundlagde Theranos. Navnet var en sammentrækning af ordene therapy og diagnosis, terapi og diagnose. Hun fandt et kontor i udkanten af Silicon Valley, hvor virksomheden begyndte at tage form. En tidligere professor, som havde hjulpet hende med patentansøgningen, var imponeret over hendes opfindsomhed og blev en del af Theranos’ bestyrelse. En af hans tidligere ph.d.-studerende blev virksomhedens første medarbejder. Inden længe begyndte Elizabeth Holmes også at trække på sin families kontakter for at indhente kapital. Hun duperede blandt andre venturekapitalisten Tim Draper, der med en investering på en million dollars gav Theranos både startkapital og troværdighed. Draper var en respekteret forretningsmand, og en investering fra ham var en blåstempling.

Hurtigt blev Theranos lidt af en darling blandt venturekapitalisterne i Silicon Valley. Allerede ved udgangen af 2004 havde Holmes rejst knap seks millioner dollars i kapital. Men inden for virksomhedens vægge gik det ikke helt, som hun havde håbet.

Én ting er at have en god idé. Noget helt andet er at gøre den idé til virkelighed. Og Holmes’ udviklere havde mere end svært ved at omsætte teorien bag TheraPatch til praksis. Til sidst droppede de plasteret og udtænkte et nyt produkt. Ambitionen var den samme: at kombinere diagnostik og behandling i et apparat, der både var tilstrækkelig billigt og nemt at betjene til, at alle ville anskaffe sig et.

Resultatet blev Edison, en blodanalysemaskine opkaldt efter opfinderen Thomas Edison. Prototypen stod klar i 2007. Den var på størrelse med en hjemmeprinter, og med sit enkle, mørke design lignede den til forveksling noget, som Apple kunne have skabt. Elizabeth Holmes, der selv yndede at klæde sig i sort turtleneck som sit idol Steve Jobs, kaldte den da også the iPod of healthcare.

Idéen stammede fra de fingerpriktests, som mange diabetikere anvender til at måle deres blodsukkerniveau. Meningen med maskinen var, at patienten kunne prikke sig i fingeren og få Edison til at analysere bloddråberne. Resultatet ville automatisk blive sendt direkte til patientens egen læge via internettet. Hvis patienten lod sig teste regelmæssigt, kunne man opdage tidlige tegn på sygdom og følge med i, hvordan patienten reagerede på medicinering. På den måde ville man være i stand til at justere både præparat og mængde efter behov, uden at patienten skulle bruge tid, penge og kræfter på at møde op til hyppige lægekonsultationer. Og for blodforskrækkede personer som Elizabeth Holmes var der en ekstra bonus: Det krævede kun få dråber blod, og det gjorde ikke ondt.

Det ville være en revolution for sundhedsindustrien.

Det var ikke kun investorerne, der sværmede om Theranos. Elizabeth Holmes begyndte også at tiltrække sig pressens opmærksomhed. Med sin karakteristiske dybe røst fortalte hun igen og igen historien om, hvordan hendes egen fobi for blod og nåle havde inspireret hende til at starte Theranos. Der var også historien om, hvordan hun som ung droppede ud af universitetet og afsvor søvn, fester og kærester for at hellige sig missionen om at demokratisere sundhed.

Den mest gribende historie handlede om hendes elskede onkel, som hun plejede at tilbringe sin barndoms somre hos indtil hans alt for tidlige død. En død, der ifølge Holmes kunne have være undgået, hvis man havde kunnet diagnosticere hans kræftsygdom på et tidligere stadie. Med andre ord: Hvis man havde haft Edison. Det var en god historie, også lidt bedre end sandheden, for ifølge andre familiemedlemmer var onklen og Elizabeth aldrig tætte. Men Elizabeth Holmes kendte potentialet i en god fortælling. Med sin alder, sit køn og sin baggrund var hun selv én, og hendes fremtræden syntes skræddersyet til at tiltrække sig mest mulig opmærksomhed. Den dybe stemme, som næsten alle journalister fremhævede, var ifølge flere Theranos-ansatte en, hun havde tillagt sig, og garderoben med de sorte, Steve Jobs-agtige rullekraver var skiftet ud med mere feminine klæder, da den nybagte moder indtog vidneskranken under sin retssag.

I 2015, godt seks år før retssagen, prydede Elizabeth Holmes forsiden af det velansete finansmagasin Forbes. Hun bar en sort turtleneck, mørk læbestift og stirrede ind i kameraet med indtrængende øjne. Hun var stormet ind på Forbes’ liste over de 400 rigeste amerikanere. På det tidspunkt var hendes formue anslået til 4,5 milliarder dollars. Hun var på toppen af verden. Derfra gik det hurtigt ned ad bakke.

Indadtil var historien om Theranos mindre strømlinet end den, Elizabeth Holmes fortalte i interviews. Hypen om virksomheden tiltrak højt specialiserede medarbejdere, men mange af dem forlod Theranos lige så hurtigt, som de var kommet. Både opsigelser og fyringer var hverdag. Flere tidligere medarbejdere har beskrevet Theranos som en siloopdelt organisation, der var gennemsyret af mistillid og intern splid, og hvor ledelsen modvirkede samarbejde på tværs af afdelinger. Der er flere eksempler på, at Holmes dyrkede en frygt- og konkurrencebaseret virksomhedskultur. Eksempelvis satte hun to separate teams til at arbejde på hver deres blodprøvemaskine. Da prototypen til Edison stod færdig, og Holmes valgte at satse på dén, fyrede hun samtlige medarbejdere fra det andet team.

Også i bestyrelsen var der gang i svingdøren. Det var lykkedes Holmes at lokke flere fremtrædende folk til at træde ind i Theranos’ bestyrelse, herunder en tidligere republikansk udenrigs- og finansminister. Et andet prominent navn var Avie Tevanian, som havde været Apples teknologidirektør og Steve Jobs’ højre hånd. Avie Tevanian havde ligefrem afbrudt sin pension for at træde ind i bestyrelsen, så begejstret var han for Theranos’ vision. Men begejstringen blev snart vendt til bekymring. På bestyrelsesmøderne plejede Holmes at præsentere strålende fremskrivninger af Theranos’ kommende indtægter. Pengene ville komme fra de kontrakter, som Theranos var lige ved at forhandle på plads med diverse lægemiddelproducenter. Men Avie Tevanian fornemmede, at noget var galt. For det første var der ikke nogen økonomichef til at stå inde for fremskrivningerne, for ham havde Holmes fyret. Og for det andet var det, som om de lovede kontrakter aldrig blev underskrevet. Det var altid lige ved. Hver gang han spurgte ind til kontrakterne, slog Holmes det hen med undskyldninger om forsinkelser og forhandlinger. Tevanian blev ved med at spørge, og Holmes blev ved med at undvige. Sådan blev det ved indtil en dag, hvor bestyrelsesformanden lod Tevanian vide, at Holmes ikke længere havde tillid til ham, og at han var nødt til at forlade bestyrelsen.

Under retssagen holdt Elizabeth Holmes fast i, at Theranos havde haft succesfulde aftaler med en række lægemiddelproducenter. Meget tyder dog på, at der har været tale om små, uforpligtende forsøg af den slags, som store lægemiddelproducenter laver mange af hvert år. Det er ganske almindeligt for lægemiddelproducenter at teste ny teknologi af, inden de binder sig til millionkontrakter. Sådan et samarbejde var der eksempelvis tale om, da Pfizer foretog et såkaldt valideringsforsøg for at finde ud af, om de kunne bruge Theranos’ teknologi til at overvåge, hvordan kræftpatienter reagerede på deres behandling. I evalueringen af forsøget konkluderede Pfizer, at Theranos’ teknologi ikke havde nogen diagnostisk eller klinisk interesse for Pfizer”. AstraZeneca, Schering-Plough og flere andre lægemiddelproducenter foretog lignende valideringsforsøg. Ingen af dem mente, at Theranos’ blodprøveteknologi var værd at bruge.

På samme måde var det samarbejde med USAs militær, som Holmes plejede at prale med over for potentielle investorer, langt mindre udstrakt, end hun gav udtryk for. Selv om generalen James Mad Dog’ Mattis, der senere blev forsvarsminister under præsident Donald Trump, blev en del af Theranos’ bestyrelse, kom samarbejdet med militæret aldrig videre end uforpligtende samtaler. Edison-maskinen blev aldrig, som Holmes ellers hævdede flere gange, brugt ombord på militærets redningshelikoptere. Holmes var påpasselig med ikke at fremsætte den slags påstande offentligt, men ved mindst to lejligheder blev påstandene alligevel fanget på bånd. Den ene af optagelserne stammer fra et investormøde i 2013 og blev et afgørende bevis for anklageren i retssagen. På optagelsen kan man høre Holmes fortælle investorer, at Theranos’ indtægtskilder hovedsageligt stammede fra kontrakter med lægemiddelproducenter samt militæret. Sandheden var, at Theranos aldrig havde haft nogen længerevarende aftaler med hverken militæret eller lægemiddelindustrien. Faktisk havde virksomheden næsten ingen indtægter. Til gengæld steg udgifterne hastigt.

I 2009 var investorpengene ved at slippe op, og Elizabeth Holmes var tvunget til at finde en løsning på pengeproblemerne. Løsningen blev at låne 13 millioner dollars af forretningsmanden Ramesh Sunny’ Balwani, som Holmes netop havde ansat som sin vicedirektør. De to havde mødt hinanden på et sommerkursus på Stanford University, mens Holmes gik i high school. Hun havde længe været fascineret af den succesfulde Sunny Balwani, der havde solgt sin softwareudviklingsvirksomhed for et millionbeløb i slut-90’erne. Sunny Balwani havde ligeledes været fascineret af den unge, intense Elizabeth Holmes. Trods knap 20 års aldersforskel var de forblevet i sporadisk kontakt efter sommerkurset. Hvad de undlod at informere resten af Theranos og bestyrelsen om, var, at de boede sammen, og at deres forhold i årevis havde været – og fortsat var – af romantisk karakter.

I januar 2010, kort tid efter Balwanis ansættelse, begyndte Theranos at se sig om efter nye indtægtskilder. Blandt andet rakte de ud til Walgreens, USAs næststørste apotekerkæde. I en mail til Walgreens beskrev Theranos deres produkt som en lille, kompakt maskine, der var i stand til at foretage over 200 forskellige blodprøveanalyser med kun et par dråber blod tappet fra en finger. Maskinerne kunne sættes op på Walgreens apoteker, for analyserne tog ikke længere tid, end at kunderne sagtens kunne vente på svar, imens de købte medicin og andre fornødenheder. Og så kostede blodprøverne kun det halve af, hvad man skulle give andre steder. For Walgreens var tilbuddet attraktivt. Apotekerkæden var sakket bagud i forhold til konkurrenten CVS, men hvis de kunne få eneret på Theranos’ teknologi, ville det måske lykkes at vende udviklingen.

Da Walgreens besøgte Theranos’ hovedkvarter i Silicon Valley, tilbød Holmes at tage en blodprøve på gæsterne med den maskine, som de var ved at købe sig rettigheder til. Da blodprøverne var taget, forlod de mødelokalet, imens de ventede på, at den Edison-maskine, der var placeret i rummet, skulle blive færdig med analyserne. Hvad Walgreens-folkene ikke vidste, var, at så snart de forlod lokalet, var en lille gruppe Theranos-ansatte blevet instrueret i at stoppe maskinen og analysere blodprøverne på traditionel vis i et tilstødende laboratorium. Edison var stadig ustabil, og Balwani og Holmes ville ikke risikere at afskrække Walgreens, hvis nu blodprøvesvarene kom tilbage med fejl.

Theranos viste også Walgreens-folkene dokumenter, som beskrev, hvordan deres blodprøveteknologi var blevet udførligt valideret over de seneste syv år af ti af de 15 største medicinalvirksomheder”. I dag ved vi, at det ikke var sandt. Theranos fortalte heller ikke hele sandheden, da de viste konklusionerne fra en rapport lavet af forskere ved Johns Hopkins University. Forskerne havde haft adgang til blodprøveresultater, som ifølge Theranos stammede fra Edison, og det så ifølge forskerne fornuftigt ud. Men hvad Holmes og Balwani undlod at fortælle, var, at forskerne havde taget et stort forbehold. De havde nemlig ikke fået stillet deres egen Edison til rådighed, så de kunne forsøge at genskabe resultaterne. Med andre ord var der ingen garanti for, at resultaterne ikke var analyseret på traditionel vis præcis som den dag, Walgreens-folkene lagde vejen forbi Theranos’ hovedkvarter. Historierne om, hvordan Walgreens blev ført bag lyset, blev bakket op af flere vidner under retssagen. Det var et alvorligt slag for Elizabeth Holmes’ forsvar, som gik på, at hun altid havde troet på Theranos’ teknologi, og at hendes ansatte ikke i tilstrækkelig grad havde gjort det klart for hende, hvor langt den var fra at virke.

Dengang virkede taktikken. Walgreens var overbevist, og i september 2010 kunne de to virksomheder sætte underskrift på en kontrakt, som betød, at Theranos snart skulle udbyde 192 slags blodprøver til apotekerkædens kunder i delstaten Arizona. Det skulle være Theranos’ store gennembrud. I stedet blev det begyndelsen på enden.

Elizabeth Holmes havde et problem. Lægemiddelforvaltningen havde gennem deres militærkontakter fået nys om, at Theranos pønsede på at tage Edison i brug på soldater. Tilsynet indskærpede over for Theranos, at de ikke havde tilladelse til at anvende deres teknologi ude i virkeligheden, hverken på soldater eller civile. De var stadig på laboratoriestadiet. Hvad det betød for militærsamarbejdet, var ikke så alvorligt, for militæret havde formentlig aldrig tilladt Edison at blive brugt på soldater. Det var langt mere alvorligt, hvad det betød for samarbejdet med Walgreens, som netop beroede på, at apotekerkæden kunne lade deres kunder bruge teknologien.

Lanceringen blev udskudt flere gange, indtil Walgreens til sidst gik med til en løsning, hvor patienterne ville få taget selve blodprøverne på apoteket, hvorpå blodet blev sendt til Theranos’ laboratorium for at blive analyseret.

Et andet problem, som Walgreens ikke kendte til, var, at Edison stadig var for ustabil. Maskinen kunne kun foretage et par håndfulde ud af de lovede 192 analyser med nogenlunde præcision. For at kompensere indkøbte Theranos kommercielle blodanalysemaskiner fra Siemens, som kunne lave de analyser, Edison ikke kunne. De skulle dog bruge betydelig mere blod, end Theranos havde reklameret med. Derfor måtte man modificere maskinerne, så de blev i stand til at analysere blodprøver, der var fortyndet med vand – noget, der gjorde resultaterne mere upålidelige. Alt det her blev holdt hemmeligt for Walgreens, som troede, de havde købt Theranos’ banebrydende teknologi. Theranos kunne ikke indrømme, at de i virkeligheden havde solgt dem en nødløsning: Brugsretten til et par forringede udgaver af en maskine, som enhver kunne købe for et par hundredtusind dollars.

Det var på det her tidspunkt, i 2013, at Elizabeth Holmes og Sunny Balwani holdt krisemøde i kantinen, efter at to ledende kemikere havde forsøgt at stoppe Walgreens-lanceringen. Flere tidligere Theranos-medarbejdere har siden beskrevet lanceringen som den røde linje, Theranos ikke måtte krydse. Én ting var de krumspring, man foretog i laboratoriet og over for investorer. Noget helt andet var at tage teknologien i brug på rigtige patienter.

Det lykkedes dog ikke Theranos-medarbejderne at standse lanceringen. I 2013 blev Theranos’ blodprøveteknologi rullet ud til patienter på Walgreens apoteker. Ikke overraskende gik det galt.

Under den tre måneder lange retssag indkaldte anklageren to patienter til vidneskranken og bad dem fortælle om de fejlbehæftede blodprøvesvar, de havde fået fra Theranos. Den ene var Erin Tompkins, der modtog en positiv test for hiv. Efter flere uger og tests hos andre laboratorier kunne Tompkins ånde lettet op. Theranos’ blodprøvesvar havde været en falsk positiv. Hun havde ikke hiv.

Der var også Brittany Gould, som var gravid for fjerde gang. De tre tidligere graviditeter var endt i spontan abort i tredje måned, og derfor skulle graviditeten nu monitoreres nøje. Hun blev knust, da Theranos’ blodprøvesvar viste, at heller ikke denne graviditet var levedygtig. Under retssagen forklarede Brittany Gould, at hun og en sygeplejerske diskuterede muligheden for medicinsk at afbryde graviditeten. Sygeplejersken insisterede dog på, at der først skulle foretages flere tests hos et andet laboratorium, inden de traf en uigenkaldelig beslutning. Stik imod Theranos resultater viste de nye prøver, at graviditeten forløb normalt. Nogle måneder senere fødte Brittany Gould en sund og rask datter.

Elizabeth Holmes var ikke kun sigtet for at bedrage investorer, som hun blev dømt for. Hun var også sigtet for at bedrage patienter. Det særlige ved paragrafferne er, at det ikke er nok, at et offer er blevet vildledt, og at vildledningen havde konsekvenser for offeret. Det skal kunne bevises ud over enhver rimelig tvivl, at den anklagede havde til hensigt at bedrage offeret. Til trods for patienternes vidneudsagn og det, vi i dag ved om Theranos’ teknologi, fandt juryen det ikke bevist ud over enhver tvivl, at Holmes havde bedraget patienter med vilje. Hun blev frifundet i fire anklager vedrørende bedrageri af patienter.

Det her er, hvad der sker, når man forsøger at ændre verden,” sagde Elizabeth Holmes i et interview med tv-programmet Mad Money i oktober 2015. Først tror de, at du er skør, så kæmper de imod dig, og så ændrer du pludselig verden.”

På det tidspunkt var luftkastellet Theranos begyndt at kollapse. Nogle af de utilfredse medarbejdere havde talt med journalisten John Carreyrou fra avisen The Wall Street Journal, som havde afsløret, at Theranos brugte modificeret kommercielt udstyr til de fleste af sine blodprøver. I de næste måneder fulgte flere afsløringer, og investorerne faldt fra én efter én. I 2016 afbrød Walgreens samarbejdet med Theranos og lagde sag an mod biotekvirksomheden. Det blev ikke det sidste sagsanlæg. Mindre end et år efter at Elizabeth Holmes havde prydet forsiden af Forbes som verdens yngste self-made kvindelige milliardær, var hendes virksomhed ingenting værd. I 2018 blev Theranos opløst.

Vi ved ikke, hvorfor Elizabeth Holmes førte patienter og investorer bag lyset. Vi har ikke grund til at tro, at hun ønskede at bygge et forretningsimperium på en løgn, at det var planen fra begyndelsen. Tværtimod tyder det på, at hun i lang tid troede på, at hendes idé kunne blive til virkelighed. Og så nægtede at se sandheden i øjnene, da den blev klar for alle omkring hende.

På den måde står historien om Elizabeth Holmes og Theranos tilbage som en advarsel for andre iværksættere, investorer og kunder. Om farerne ved en virksomhedskultur, hvor uenighed er en synd, og blind tro er et krav. Men også om farerne ved en industri, hvor en virksomhed kan blive milliarder værd uden at have andre aktiver end en idé. Hvor hype er en del af forretningsstrategien, og grænsen mellem løgn og overdrivelse er tynd og sløret. Theranos startede ud som så mange andre – både succesfulde og fallerede – virksomheder i Silicon Valley: med en god idé, store armbevægelser og en karismatisk leder, der ikke var bange for at fake it till you make it.

Tag Larry Ellison, grundlæggeren af it-giganten Oracle, der lancerede Oracles første produkt som Version 2’ for at give indtryk af, at teknologien var længere fremme, end den var. Eller tag Bill Gates, som i 1980’erne skrev under på en lukrativ kontrakt med IBM, der gik ud på, at Microsoft skulle levere et operativsystem til IBMs computere, selv om Microsoft endnu ikke havde et færdigt operativsystem klar. I modsætning til Elizabeth Holmes lykkedes det Gates at leve op til løfterne. Og dengang var der ikke patienters helbred på spil. Men tilgangen er ikke så forskellig fra den, der førte til Theranos’ storhed og fald. Som en forsvarsadvokat med speciale i økonomisk kriminalitet bemærkede over for avisen The Guardian efter dommen mod Elizabeth Holmes: Silicon Valley har hidtil undgået rettens søgelys, fordi hele forretningsmodellen går ud på, at du har et aggressivt, optimistisk syn på det produkt eller den tjeneste, som skal tiltrække investorer. Og hvis det produkt eller den tjeneste faktisk lykkes, så er du ikke en svindler – så er du visionær.”

Med tirsdagens dom mod Elizabeth Holmes vil fremtidens tech-iværksættere måske bruge et øjeblik på at overveje konsekvenserne, før de afgiver et løfte, de ikke ved, om de kan holde.