Helikopter_

Tirsdag 11. februar 2020

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Vi skal ud og så hjem igen. Ligesom en hobbit. Ligesom i går.

Hov, hvordan gik det egentlig i Australien?

Tilbage i januar var verdens opmærksomhed rettet mod Australien, hvor skovbrande på størrelse med Tjekkiet kostede menneske- og dyreliv. Siden er opmærksomheden flyttet videre, men i dag ser vi tilbage og på, hvad vi egentlig lærte af historien. Gæst: Alexander Jonassen, freelancejournalist i Sydney.

17 min

Dagens citat

“Jeg kan ikke som jeres landsformand, med mine værdier i behold, på det kommende landsmøde stå og forsvare denne beslutning”

Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen, trækker sig fra sin post før tid. Det gør han som følge af eksklusionen af et andet partimedlem, Søren Kenner, som har kritiseret partiets ledelse (DR).

Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Hvordan går det så i Australien?

Store skovbrande har siden september kostet 33 menneske- og enormt mange flere dyreliv i Australien.

I de seneste uger er en månedlang tørke blevet afløst af regn, og det har slukket mange af brandene. Omkring Sydney er der faldet mere regn i løbet af en weekend, end der gjorde i hele 2019 (The Guardian).

Mens brandene er ved at dø ud, blusser debatten op. Den går på, om den australske regering gør nok for at bekæmpe de klimaforandringer, de fleste eksperter er enige om skabte de perfekte forhold for skovbrandene (TIME).

Premierminister Scott Morrison er gået med til, at klimaforandringerne spillede en rolle, hvilket vist var noget af en indrømmelse for en politiker, som gik til valg på noget nær klimabenægtelse. Han har i årevis været en stor støtte af Australiens enorme kulindustri (Vox).

Historien er et godt billede på noget, som lande verden over er i gang med at konfrontere – det er svært at lave grundlæggende om på et samfund. Men også nødvendigt (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Ritzau Scanpix

Overenskomststatus

Vi troede måske lige, at industriens overenskomstforhandlinger bare kørte på skinner, men det gør de så ikke alligevel.

En af landets største grupper af industriarbejdere mener ikke, at den aftale, som industriens parter blev enige om i weekenden, er god nok. Den lønstigning på 7,5 kroner over tre år, som aftalen lægger op til, er for lav, mener 3F Aalborgs industrigruppe, som nu anbefaler dens medlemmer at stemme nej til overenskomsten (DR).

Imens planlægger den ene part i forhandlingerne, Dansk Industri, en fusion med Dansk Byggeri. Det vil skabe en virkelig stor spiller i forhandlingerne, som vil repræsentere 17.000 virksomheder (Politiken).

Industriens overenskomst dækker 230.000 ansatte i, du gættede det, industrien. Ud over den højere mindsteløn sikrer den blandt andet fædre otte ugers øremærket barsel (Information).

Det skal du også vide

Piger går tidligere i puberteten. En ny dansk undersøgelse viser, at piger siden 1977 på verdensplan og i gennemsnit er gået i puberteten tre måneder tidligere for hvert årti. Man ved ikke rigtig hvorfor (DR).

Sinn Féin er tilbage i Irland. Den politiske gren af undergrundshæren IRA blev ved valget i lørdags Irlands næststørste parti. Det efterlader parlamentet noget splittet i en tid, hvor der med tanke på Brexit måske kunne blive brug for lidt stabilitet (TV 2).

Rigspolitiet fyrer it-medarbejdere. Og det lyder måske som en lidt lille historie, men det sker efter flere store skandaler i netop it-afdelingen. Nedskæringen er yderst problematisk, for der er brug for investeringer, mener Rådet for Digital Sikkerhed (Politiken).

Foto: David Leth Williams, Ritzau Scanpix

Dagens Zetland-historier

Feature. Tager du tobakken ud af snus, er der kun nikotin tilbage, og dét marked er helt uden lovgivning. Tag med til tobakkens vilde vesten.

Kommentar. Det er på tide at beslutte sig for, hvilken form for stormagt Europa vil være, argumenterer Joschka Fischer, Tysklands forhenværende udenrigsminister. Han opfordrer til at vælge én vej: den grønne.

Goddag. Andrea Dragsdahl er Zetlands nye samfunds- og politikskribent. Hun vil gerne høre, hvad du synes, hun skal kigge på.


Det var det. I dag læste jeg, at der i USA findes mindst (!) 328 mennesker med navnet Abcde. Jeg ved ikke ... jeg synes, det er mange.

Andreas Thorsen

Med venlig hilsen

Andreas Thorsen

Helikopter-redaktør

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: