“Nu er det tid til at grow up.” Zetland screener Klovn The Final

NOT ALIKENej, trods bestræbelserne ligner Zetlands kultursamtaletrio ikke ligefrem Frank, Casper og Mia på en prik. Men det skal ikke forhindre dem i at dykke ned i ‘Klovn’s univers og diskutere den nye film sat i forhold til sin samtid. Foto: Nicolai Oreskov West, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Hovedpersonerne i den sidste Klovn-film, Klovn – The Final, er blevet 50, og filmen markerer afslutningen på en epoke for en af de største succeser i dansk film og tv. Spørgsmålet er, om den drengerøvskultur, filmen dyrker, i det hele taget synger på sidste vers. Zetlands kultursamtaler, som nu hedder Zetland Screener, dykker ned i filmens hovedtemaer om kønsroller, kendiskultur og cringe comedy.

Film: Klovn – The Final
Kan ses i 99 biografer landet over
Instruktion: Mikkel Nørgaard
Manuskript: Casper Christensen og Frank Hvam
Medvirkende: Frank Hvam, Casper Christensen, Mia Lyhne med flere

Da serien Klovn kom på skærmen i 2005, repræsenterede den en ny slags komedieserie, hvor det ikke handlede om rappe replikker og punchlines, men om at svælge i pinlige og akavede situationer, den såkaldte cringe comedy. Formatet var inspireret af udenlandske serier som The Office og især Curb Your Enthusiasm, hvor hovedpersonen Larry David spiller en grænseoverskridende udgave af sig selv. Og det samme gør Klovns skabere, Frank Hvam og Casper Christensen, i Klovn-universet.

Serien blev så stor en succes, at den også har kastet en filmtrilogi af sig, hvoraf vi nu har fået den tredje og sidste film, Klovn – The Final. Første scene foregår i Franks og hustruen Mias seng – ligesom første scene i det allerførste afsnit af serien. Og det mest bemærkelsesværdige er faktisk, at karaktererne ikke har udviklet sig. De er blevet ældre, de har fået børn, og Casper har fundet en ny (ung) viv, men deres tankegang er stadig den samme: Flygt fra hjemmet på lummer herretur, gå efter den hurtige behovstilfredsstillelse, og lyv om alt for at undgå problemer.

Men hvordan kan denne umodne drengerøvsmentalitet fortsætte hos de nu 50-årige hovedpersoner i en tid, hvor netop drengerøven – den ureflekterede, selvfede mand – er fuldkommen ude af trit med, hvor verden er på vej hen? De danske anmelderne er meget delte i synet på filmen og har givet alt fra to til fem stjerner. Zetlands udsendte kulturtrio – Torben Sangild, Marie Carsten Pedersen og Jesper Olsen – hører til dem, der morede sig fint, og i denne samtale dykker de ned i spørgsmålet om, hvordan Klovn – The Final taler ind i vores tid. Her kommer et uddrag af samtalen:

Torben Sangild: Karaktererne Frank og Casper er omkring 50, men de har ikke udviklet sig synderligt de sidste 15 år. Hvordan spiller det her traditionelle drengerøvsunivers ind i 2020, hvor det er #MeToo og kønsroller i opblødning, der er på dagsordenen?”

Marie Carsten Pedersen: Det er en væsentlig pointe i filmen, ville jeg mene, at Frank og Casper sidder fast i den rolle, de trådte ind i, da Klovn-serien begyndte i 2005. Det er jo roller, der lægger sig op ad virkelighedens Frank og Casper på forskellige måder. Men de er også nogle helt skarptvinklede aftapninger af de virkelige personers værste sider. Casper er fremme i skoene, han er den socialt agile, han er mere charmerende, han ser bedre ud end Frank, han er alfahannen. Frank er kikset, han er ikke ubegavet, men en klovn i det cirkus, hvor Casper er sprechstallmeister. Sådan har deres indbyrdes forhold været hele vejen igennem, og de har så set ud på verden gennem en ekstrem grad af selvtilfredshed. Klovn er bygget op omkring dem, og de opfatter også sig selv som verdens navle. Alt handler om, at de skal have det fedt. De ting, de har lyst til, og som kan bygge deres egoer op, dem gør de bare. Og de efterlader så et kaos, en ruinhob af rasende mennesker og skæbner. På en måde passede de ind i tiden, da serien begyndte, selv om de var lige så usympatiske, men nu står de tilbage som nogle ronkedorer, et levn fra en tid, hvor man kunne tillade sig at opføre sig på en egocentreret drengerøvsmåde. De burde have udviklet sig. Både med det samfund, der omgiver dem, og personligt, i forhold til deres egen tilværelse.”

Torben: Hvis man lige skal karakterisere det her drengerøvsunivers – som måske kan føres tilbage til radioprogrammet Tæskeholdet, som Casper Christensen var vært på tilbage i 1990’erne – så er det i Klovn hver gang noget med, at kvinderne er derhjemme, og de er sure, og drengene skal ud i verden og opleve noget og erobre andre damer og lyve sig fra det hele. Egentlig er det kvinderne, der har magten, i hvert fald på hjemmefronten; det er dem, der definerer moralen. Det betyder ikke, at de altid har ret, men i stedet for at stille sig op og tage kampen flygter mændene bogstavelig talt og lyver sig fra problemerne. De er kastrerede mænd, der reagerer ved aldrig at blive voksne, men bare stikker af fra kvinden derhjemme, der mere og mere får en mor-rolle frem for at være en ligeværdig partner.”

Jesper Olsen: Netop på det punkt minder det om den traditionelle tv-komedieserie, sitcommen, hvor de nulstillede figurerne efter hvert afsnit. I de fleste nutidige serier modnes karaktererne faktisk undervejs. Det er ikke sket med Klovn, men til gengæld er Klovn efterhånden blevet mere privilegiebevidst. Den ekstreme privilegieblindhed, som Frank og Casper besidder, bliver filtreret gennem et metalag, som afspejler vores tid. Det er tydeligt, at de i denne film bliver mere til grin, end de har været tidligere.”

Marie: Det, som filmen især gør, er at skildre, hvorledes samfundet er anderledes nu. Det gælder for eksempel deres værdier omkring homoseksualitet her i filmen, hvor især Frank er låst fast i sine idéer om rigtigt og forkert. Det udmønter sig i nogle meget pinlige situationer, hvor det, vi cringer over, er, at Frank ikke fatter, hvor meget han tramper hen over tidens måde at tale om det på. Manuskriptet tydeliggør, at de to karakterer er ved at miste grebet om, hvordan man kan tillade sig at agere i denne verden.”

Torben: Ja, Frank har jo en teenagesøn, som repræsenterer den nye generation, og som faktisk fremstår som den mest sympatiske person i hele filmen. Og han har også nogle værdier omkring seksuel orientering, der kan siges at repræsentere et nutidigt, ungdommeligt syn. Han virker simpelthen meget sundere end de her depraverede voksne. Han har bare en ret lille rolle …”

Marie: Men han spiller alligevel en central rolle i nogle bestemte scener, ikke mindst da han konfronterer sin far Frank med hans tendens til at lyve sig ud af situationer …”

Torben: … og hvor Frank så henviser til reglen vi lyver jo hele tiden’ – en regel, der viser, at han ikke er blevet spor klogere i løbet af 15 år.”

Marie: At se en far og søn stå over for hinanden, hvor faderen er næsten helt chokeret over, at sønnen tror, at ærlighed er vejen frem … Sådan er det bare ikke i Franks øjne at være mand, for hvis du skal være mand her i verden, så må du lyve, ellers overlever du ikke. Det er for mig at se en nøglescene i filmen.”

Jesper: Frank har jo altid kløjes i de kulturelle koder, såsom dengang i serien, da han serverede flæskesvær for en muslimsk dreng, og de har jo hele tiden forsøgt at gå over grænsen for, hvad der er tilladt. Men fordi de er bevidste om deres egne privilegier, bliver det på en måde mere charmerende end for eksempel en amerikansk komiker som Dave Chappelle, der bare latterliggør enhver form for politisk korrekthed. Casper og Frank går over grænsen, men de udstiller jo netop sig selv, idet de gør det.”

Hør hele samtalen i lydversionen, der også handler om, hvad vi griner af; om at være kendt og se ned på almindelige mennesker og om pinlighed som komisk stil og som måde at reflektere de uskrevne sociale spilleregler på. Og snak videre om Klovn’, manderoller og cringe-humor (eller hvad du lige præcis har mest lyst til at dele din mening om) med os og Zetlands andre medlemmer i bidragssektionen.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: