Torsdag morgen vågnede Sergej Yakovlev tidligt i Moskva. Han havde sovet dårligt. Et par dage forinden havde præsident Vladimir Putin i en dyster tale til nationen anerkendt de to ukrainske udbryderrepublikker Luhansk og Donetsk som uafhængige, og med det syntes en krig tættere på end nogensinde før. Den ængstelige følelse, Sergej længe havde haft i kroppen, var kun blevet større. Han havde set Putins tale og også præsidentens tv-transmitterede møde med sikkerhedsrådet lige inden. Her havde Putin haft sine håndgangne mænd, mægtige politikere og embedsmænd i egen ret, i en slags ydmygende terpeskole. Støttede de anerkendelsen? Narysjkin, den magtfulde chef for spiontjenesten SVR, havde fremstammet en indvending og var på et øjeblik, der gav genlyd i også Vesteuropa, blevet sat på plads. Vladimir Putin, mere enerådig end måske nogensinde før, lod til at have besluttet sig. Og ingen turde altså sige ham imod.

“Jeg så overmodet i en mand og frygten for uenighed i de andre,” husker Sergej, der er digter og journalist. Jeg har kendt ham i mange år. “Det virkede som en virkelig dårlig produktion af et teaterstykke om alle demokratiets problemer.”

Her, torsdag morgen, fandt han sin telefon og læste nyheden: Rusland havde invaderet Ukraine. Han hoppede ud af sengen, pludselig vågen, som om man havde kastet iskoldt vand på ham, og skrev med det samme til sine forældre og så til sine venner i Kyiv. Så ringede han til sin far for at tale om, hvad de kunne gøre for at beskytte sig selv.

“Jeg føler mig knust,” skriver han til mig over en krypteret beskedtjeneste.

Den aften, mens russiske soldater nærmede sig Kyivs nordlige forstæder, gik tusindvis af russere på gaden for at protestere mod en krig, som de, selv om den blev ført i deres navn, ikke kunne støtte. Der var demonstrationer i byer over hele landet, 53 i alt. Mange af demonstranterne, over 1.700, blev anholdt, og regeringen har advaret om, at der vil blive slået hårdt ned, men budskabet består: Putin taler ikke for alle russere. Han handler ikke på hele sit lands vegne.

Som sådan ser vi, at invasionen af Ukraine ikke kun har følger og forgreninger i Ukraine. Invasionen er også russisk indenrigspolitik. Præsident Putin har skabt en politisk karriere på at udnytte krig til at vende en folkestemning, og russerne reagerer på det, han gør, det har de gjort før, både efter krigen i Tjetjenien og annekteringen af Krim-halvøen. Der er bred konsensus om, at Putin gør, som han gør, fordi han vil have, at russerne skal se ham gøre det. Han er den stærke mand, russernes “lille far”, som de store zarer blev kaldt, en ægte muzhik, som russerne kalder en mandemand. Putin spiller sin rolle. Han har øvet sig i 22 år.

Hvis det er rigtigt, at en del af Putins motivation er at imponere sin befolkning, så bliver spørgsmålet nu, om det virker. Om han også denne gang kan overbevise sit folk om, at han har ret i at gøre, som han gør. Eller om han har gabt over for stor en mundfuld. Invasionen af Ukraine virker så utrolig, det er så svært at få greb om, hvordan Putins slutspil ser ud. Vil han erobre 44 millioner ukrainere i et område, der er dobbelt så stort som Polen? Og hvad så bagefter? Selv om det russiske folk for at overleve har lært at tie, som forfatteren Aleksandr Pusjkin engang skrev, så ved de også, hvordan man siger fra og laver rav i den. Russerne ved godt, hvordan man laver revolutioner. Det ved Putin bedre end så mange andre. En decemberaften i 1989 stod han magtesløs i Dresden og så Sovjetunionen falde sammen om ørerne på ham.

Og allerede nu er modstanden i Rusland til at tage og føle på. Prominente forskere og politikere siger fra, og tusinder af demonstranter er altså gået på gaden. Samtidig er sanktionerne udefra de hårdeste mod landet nogensinde, så Putin har om ikke andet formået at samle Vesten imod sig. Og nede i Ukraine går hans krig langtfra så godt, som analytikere mener, at han både håbede og forventede. Ukraines præsident Zelenskij nægter at forlade sin hovedstad, og i gaderne griber civile ukrainere til våben. De har tænkt sig at kæmpe for deres land.

Derfor lyder et af de helt store spørgsmål for både Ukraine såvel som resten af verden nu: Hvordan vil russerne reagere på Vladimir Putins angreb på det, mange af dem ser som et broderfolk? Og hvad vil reaktionen betyde for hans magt over dem?

“Det er meget interessant. Jeg så russisk stats-tv’s nyheder her klokken 12,” siger Jakob Tolstrup, lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og ekspert i russisk indenrigspolitik. “Og de første ti minutter af indslaget gik med, at man rapporterede fra Donetsk og Luhansk, de her to udbryderrepublikker i Ukraine, og interviewede borgere, der var bekymrede og kede af, at der var kommet konflikt. Man talte om sårede mennesker. Men perspektivet lå kun på Donetsk og Luhansk, hvor man jo påstår, at der er et igangværende folkedrab.”

Noget, man er nødt til at forstå, er, at invasionen ser radikalt anderledes ud, hvis man ser den på russisk tv eller lytter til præsident Putin. Man kan kort sagt sige det sådan, at den udlægges i form af tre narrativer, der kollektivt kendetegnes ved, at de er falske. Det første er, at den ukrainske regering i det østlige Ukraine begår folkedrab på russiske landsfæller, som man kalder dem i de russiske medier, altså ukrainere, som er etnisk russiske og taler russisk. Det andet går på, at den ukrainske regering er fascistisk og/eller nazistisk, dette selv om Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, er af jødisk herkomst. Det tredje narrativ hørte vi i Putins tale, hvor han anerkendte Donetsk og Luhansk. Det går på, at Ukraine er i gang med at anskaffe sig atomvåben.

“Og det der med atomvåben, tænker jeg, det er en reference til Irakkrigen i 2003. Begrundelsen for den var masseødelæggelsesvåben,” siger Jonas Gejl Kaas, adjunkt, også ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, og ekspert i russisk sikkerhedspolitik. “Så det er et narrativ, der virker godt indadtil, men også udadtil kan man trække den i langdrag i FN’s Sikkerhedsråd. For hov, var I ikke i Irak?”

Altså er fortællingen, som russerne får serveret i de statsligt kontrollerede medier (og der er efterhånden næsten ikke andre slags i landet), en om, at den russiske hær er gået ind i Ukraine for at beskytte dem og deres landsfæller. “Vi vil sørge for deres sikkerhed,” sagde en kendt journalist, Vladimir Solovyev, tirsdag morgen i sit radioprogram på den statslige kanal Vesti FM.

Invasionen begyndte som bekendt i torsdags, så det er stadig tidligt at sige noget endegyldigt, men vi kan alligevel se nogle tegn på, hvordan russerne tager imod den her propaganda. Der findes ikke mange troværdige kilder til russernes holdninger, men der findes dog Levada-Center, Ruslands eneste uafhængige meningsmålingsinstitut. Centrets direktør, Denis Volkov, sagde onsdag efter anerkendelsen af Donetsk og Luhansk, at flere end halvdelen af russerne var klar til at støtte Putins beslutning. Nu kommer der lige nogle tal. I en undersøgelse sagde 60 procent af de adspurgte, at spændingerne mellem Rusland og Vesten var USA’s eller Natos skyld. 14 procent lagde skylden for fødderne af den ukrainske regering. 49 procent “kunne ikke lide” Ukraine. I en anden undersøgelse fra Levada-Center svarede 68 procent, at Rusland skulle gribe ind, hvis det kom til større kampe i udbryderrepublikkerne.

Men det var dengang, siden har Putin rent faktisk invaderet Ukraine. Vi lever nu i en helt anden verden, en helt anden virkelighed. Der er efter invasionen ikke lavet nogen stor undersøgelse af russernes holdning til den, eller i hvert fald er en sådan ikke blevet offentliggjort. Jonas Gejl Kaas, ekspert i russisk sikkerhedspolitik, spekulerer over, om Levada-Center ville turde gøre det, efter det i 2016 blev en af de mange organisationer, som de russiske myndigheder ser som en såkaldt udenlandsk agent. Dette er et værktøj, som giver myndighederne lov til at holde særligt godt øje med en organisation. Amnesty International er også på listen.

Det, vi har at forholde os til, er således mere en fornemmelse. Den kan sådan set godt kvantificeres, for eksempel med protester i 53 byer, tusinder af demonstranter, over 1.700 anholdte, og det er faktisk ret vilde tal. Især fordi demonstrationerne er fortsat siden invasionen torsdag. Protestbevægelsen i Rusland har været mere eller mindre slået ned, siden politiet med vold og magt fik gjort kål på oppositionslederen Aleksej Navalnyjs støtter i begyndelsen af 2021, så det her er absolut bemærkelsesværdigt. Myndighederne har følt sig så truet, at politiet har anholdt kendte oppositionsfigurer, i det de har forladt deres lejligheder. Men mest af alt ser vi oppositionen til Putins krig i øjebliksbilleder. I et medlem af det russiske underhus, Dumaen, som offentligt har undsagt krigen, og i rygter om, at russiske soldater i Ukraine lægger deres våben og nægter at kæmpe. Vi ser oppositionen i en udtalelse fra Sergej Utkin, en fremtrædende og indflydelsesrig forsker, der kalder det, hans land har gang i, for en forfærdelig forbrydelse. Vi ser den i det, at Putin har forsøgt at sætte en stopper for sit folks adgang til vestlige kilder til information ved at begrænse brugen af Facebook, og i det, at de få uafhængige medier, der findes i Rusland, bliver censureret og for eksempel ikke må bruge ord som angreb, invasion eller krigserklæring. Vi ser oppositionen i et citat fra en anonym russisk diplomat, som til en journalist skriver: “Jeg væmmes ved mig selv. Jeg skammer mig over, at vi lod det her ske … Vi løj alle sammen … Hvordan kan vi blive tilgivet?”

“Jeg er lidt skeptisk over for, om han faktisk kan få en stor nok del af befolkningen med på det her stunt,” siger Jakob Tolstrup, ekspert i russisk indenrigspolitik. Og her er det værd at bemærke, at Putins invasion altså ikke kun vil få konsekvenser for ukrainerne. Den vil også få store økonomiske konsekvenser for Rusland på grund af de sanktioner, der nu bliver indført i blandt andet EU og USA. “En interessant måling viste for ikke så lang tid siden, at hvis russerne skal vælge mellem at være en stormagt, som lande rundtomkring i verden respekterer, eller et velstående land, som ikke nødvendigvis er en stormagt, så er der to tredjedele, der siger, at Rusland skal være et velstående land, men ikke nødvendigvis en stormagt. Og går man tilbage til 2014, hvor man annekterede Krim og gik ind i Østukraine, der var det lige præcis det modsatte.”

Inden annekteringen af Krim dengang i 2014 var billedet det samme, som det er i dag. Altså at flest ville være velstående frem for en stormagt. Men så virkede propagandaen og vendte stemningen. Kan Putin gøre det igen? Ingen ved det lige nu, men Jakob Tolstrup er skeptisk. For Krim er bare noget særligt i den russiske bevidsthed, det anses som russisk hjerteland, og det gør Donetsk og Luhansk ikke i samme grad.

“Så det bliver ekstremt spændende at se, hvad den russiske befolknings svar på det her bliver. Det bliver også spændende at se, hvad svaret bliver i det russiske militær og i den russiske elite. For det bliver tydeligvis en ekstremt omkostningsfuld operation, ikke bare i form af soldaterliv og materiel i Ukraine, men også fordi Rusland bliver underlagt nogle massive sanktioner.”

Altså skal man holde øje med, hvad der sker i regimet og blandt præsidentens rige venner, mener han. Blandt oligarkerne, der siden 1990’ernes hyperkapitalistiske alle mod alle-kamp har sat sig på Rusland. Om man her bliver ved med at følge Putin.

“På nuværende tidspunkt har vi ikke nogen klare fraktioner, som går imod ham åbent,” siger Jakob Tolstrup. “Men vi ser jo ofte i diktaturer, når diktatoren begynder at føre nogle lidt for løsslupne krige, så har der historisk været elitegrupperinger, som har samlet sig mod ham og har afsat ham.”

Det er ikke kun Putin og hans medier, som taler til russerne. Det gør ukrainerne også. De to folk er ganske integrerede, og der bor, studerer og arbejder millioner af begge folk på begge sider af grænsen. Sergej Yakovlev har venner i Kyiv. En anden, jeg har talt med, Alice, er russer, men født i Ukraine. Torsdag morgen, mens kampvognene rullede ind over Ukraines præsident Zelenskijs grænser fra nord, øst og syd, slog han i en video over i russisk og talte direkte, ikke til Putin, men til det russiske folk.

I Zelenskijs appel til russerne sagde han, at de var blevet fortalt, at Ukraine var en trussel for dem. Dette var ikke sandt, sagde han. Han bad dem indtrængende om at forstå, at de, som havde magten til at stoppe vanviddet, var folket, lyudi.

“Hvis disse mennesker er iblandt jer, og det er jeg sikker på, at de er,” sagde han. “Offentlige figurer, journalister, musikere, skuespillere, atleter, forskere, læger, bloggere, standupkomikere, tiktokere og andre. Almindelige mennesker, helt almindelige mennesker. Mænd, kvinder, ældre, unge, fædre og vigtigst – mødre.”

Putin, sagde Zelenskij, vil ikke tale med ukrainerne. Men måske vil han tale med russerne. Og nogle russere taler altså til ham.

Men hvad skal de russere, der har fået nok, så samles om? Oppositionen i Rusland er nærmest ikkeeksisterende. Aleksej Navalnyj er i fængsel, mange andre i eksil. Jakob Tolstrup tror altså, man skal se mod eliten, frem for mod folket, hvis man leder efter noget internt i landet, der kan sætte en stopper for Putin. Sanktionerne kan komme til at gøre alvorligt ondt på dem, mens krigen af mange synes uforståelig. Den kaster os alle, og således jo altså også den russiske elite, ud på ubetrådt grund, hvor folkeretten, hele den moderne forståelse for, hvordan vi findes i verden, er blevet sat ud af spil.

“Hvis de kan se, at det her bliver deres egen grav på sigt … Der er vi selvfølgelig ikke endnu, men det er et sandsynligt fremtidsscenarie. Jamen det, vi tit ser i diktaturer, det er, at der opstår en konkurrerende koalition, som måske vil udfordre diktatoren i sidste ende.”

Modstand kommer ofte af modgang, og det har ikke været nemt at være russer på det seneste. Med det har det heller ikke været helt nemt at være Putin.

Den russiske økonomi er stagneret, inflationen er steget, levestandarden er faldet. Aleksej Navalnyj vendte efter mange år i udlandet i januar sidste år tilbage til Rusland og blev prompte arresteret, hvilket førte til de største protester mod præsidenten i måske hele hans regeringstid. I september var der valg til det russiske underhus, Dumaen, og her fik Putins parti, Forenet Rusland, faktisk lidt af en vælgerlussing. De snød, så det gik alligevel til sidst, men ser man på den lidt dybere data, taler den et ret klart sprog. Gennem alt det her har Levada-Centers målinger sporet en faldende opbakning til præsidenten og en stigende opfattelse af, at Rusland bevæger sig i den forkerte retning. Det går ikke supergodt for Putin. Og så kom coronapandemien, og så fik han endnu et drag over nakken. Der findes ikke mange samfundskontrakter i Rusland, men en af dem, der trods alt er, handler om adgangen til et godt og gratis sundhedssystem.

“Vi ser en enormt høj overdødelighed, og det russiske sundhedssystem er blevet udstillet som fuldstændig dysfunktionelt og ude af stand til at kunne håndtere en pandemi,” siger Jakob Tolstrup.

Og nu altså invasionen af en nabo. Med angrebet fremstår Putin mere end nogensinde før som den enerådige, utilregnelige diktator. Kan en opposition finde fodfæste nu? Politikeren Ilja Ponomarjov, der som det eneste medlem af det russiske parlament i 2014 stemte imod annekteringen af Krim og siden har været i eksil, blandt andet i Ukraine, skrev i timerne efter invasionen på de sociale medier, at han håbede på en reaktion: “Jeg håber på at se en seriøs antikrigsbevægelse i selve Rusland. Nu har vi alle meget brug for den – også russerne selv.”

“Vi er overhovedet ikke der endnu,” siger Jakob Tolstrup. “Og det er også derfor, jeg slet ikke har kunnet fatte, hvorfor den her invasion har kunnet være et sandsynligt scenarie. For hvad han vinder ved at gå ind og, ser det ud til, invadere hele Ukraine, relativt til de risici, han udsætter sig selv for, det er et virkelig højt spil. Som også gør, at jeg er begyndt at tænke på, om han tænker helt så strategisk klart, som han har gjort tidligere. Vi har ingen indikationer på, at han skulle være mentalt uligevægtig, men det her er det største sats, jeg nogensinde har set ham bevæge sig ud i. Og nu har han alligevel regeret i 22 år og har altid været strategisk, altid været iskold og kalkulerende.”

I Moskva ser Sergej Yakovlev på sit lands præsident og ser en mand, som i over to årtier har klamret sig til magten. Nu koster hans ambition igen menneskeliv. Han finder det umuligt at forklare eller retfærdiggøre Putins invasion.

“Torsdag var en af de værste dage i mit liv,” skriver han til mig. “Men følelsen af hjælpeløshed begynder at fortage sig til fordel for vrede. De fleste russere valgte ikke denne vej. Vi blev ikke spurgt, og vi kan ikke støtte det. Vi vil ikke stå til ansvar for handlinger begået af en mand, som burde repræsentere vores holdninger, men som i stedet gør de her ting i vores navn. Jeg er enormt skamfuld. Ingen har brug for en krig i 2022! Især ikke mellem broderfolk. Vi skal stoppe det her.”