Så meget mindre kan du arbejde, før velfærdsstaten vælter

PØLSEFABRIKMåske vil robotter i fremtiden klare arbejdet, mens vi andre holder fri? Illustration: Marie Boye Thomsen

Derfor skal du læse denne artikel

Efter et kvart århundrede med 37 timer om ugen er spørgsmålet om markante nedsættelser af arbejdstiden igen boblet op til overfladen – båret frem af drømme om mindre fortravlede hverdage, politiske udmeldinger, vækstkritik og frygt for robotter, der stjæler vores jobs. Det helt store spørgsmål lyder: Er det blevet tid til at prioritere velfærd over velstand – og hvad vil konsekvenserne være? Vi undersøger spørgsmålet med en serie artikler. Den første handler om økonomien og velfærdsstaten.

Der er en længsel, som strømmer gennem tiden.

Hver morgen og aften kan man se den i øjnene på fortravlede mennesker, der haster af sted på landets veje og cykelstier. De drømmer om et liv med mindre fart på, og deres drømme er for længst kommet på dagsordenen.

To partier i Folketinget mener, vi skal stræbe efter en fremtidig arbejdsuge på 30 timer, et tredje, at småbørnsfamilier skal have økonomisk hjælp til at gå ned i arbejdstid. En af Zetlands mest læste historier nogensinde handlede om, hvorfor vi i fremtiden kun behøver arbejde 15 timer om ugen, og da jeg for nylig overtog arbejdslivsstoffet og bad jer medlemmer om input, ville virkelig mange af jer gerne læse om, hvorfor vi måske bør arbejde mindre, og hvordan vi kan komme til det. I Norge kæmper landets største fagforening, Fagforbundet, målrettet for at sænke arbejdsugen til 30 timer i løbet af de næste fem år, og alt fra bilværksteder til plejehjem og konsulentvirksomheder har i årevis eksperimenteret med sekstimers arbejdsdage i håb om gladere, sundere og mere effektive medarbejdere.

Samtidig udspiller der sig i hele verden en bekymret diskussion blandt kloge hoveder. Mange mener, at vi bliver nødt til at sænke arbejdstiden per menneske for at sikre arbejde til alle, når intelligente robotter lige om lidt kan udføre alt fra kurer- til advokatarbejde. De skriver bøger med titler som Robotterne kommer – om en fremtid uden arbejde. Andre finder argumenterne for at sætte arbejdstiden ned helt andre steder. Vi har, hvad vi skal bruge, siger de, og kloden kan alligevel slet ikke bære al den vækst, vores slid fører med sig.

Under det hele ulmer et stort, eksistentielt spørgsmål – for samfundet og for hver enkelt af os:

Bruger vi vores korte liv rigtigt?

Burde vi, som samfund og som enkeltmennesker, skrue ned for tempoet og arbejdsmængden og prioritere ting, der ikke får økonomien til at vokse og statskassen til at bugne, men hjertet til at slå? Såsom tid med vores børn og familier, sjælelig fordybelse, kropslig udfoldelse, frivilligt arbejde, demokratisk deltagelse, omsorg for vores fælles klode – eller hvad vi nu hver især og tilsammen finder værdifuldt at bruge tid og kræfter på.

I et velfærdssamfund som det danske rummer disse spørgsmål store dilemmaer, fordi velfærdsstaten er bygget op omkring en arbejdende befolkning. Over halvdelen af statens samlede indtægter kommer fra skat på personlig indkomst; arbejde, med andre ord. Det er sådan, vi betaler for vores gratis skoler, hospitaler og plejehjem. Det er sådan, vi sikrer, at ingen danske statsborgere behøver at sulte.

Det her er et forsøg på at sætte tal på, hvad konsekvenserne vil være, hvis vi går ned i arbejdstid – som samfund og hver især.

Der kommer til at gå lidt talgymnastik i den undervejs, men vi kommer klogere ud på den anden side, det lover jeg. Og samtidig vil du få at vide, præcis hvor meget du skal lægge i statskassen hver måned (!) for ikke at være en byrde for os andre.

52 procent

af danskerne er helt eller delvist enige i, at en 30-timers arbejdsuge ville være en god idé. 40 procent er helt eller delvist uenige, resten ved ikke. Det viser en TNS Gallup-undersøgelse fra december, foretaget for Enhedslisten.

Lad os først få fakta på plads. Danmark er blandt de lande i EU, hvor dem med fuldtidsarbejde arbejder færrest timer … meeeen vi er også ét af dem, hvor allerflest arbejder – især fordi danske kvinder typisk bliver ved med at arbejde, når de får børn. Vi har heller ikke de samme problemer med ungdomsarbejdsløshed som mange andre steder. Det trækker også op i arbejdstidsregnskabet. Danmark er derfor blandt de europæiske lande, hvor allerflest i den arbejdsdygtige alder faktisk arbejder. Og hvis danske børnefamilier indimellem føler sig travle, er det også med god grund: I hele EU er det kun hos svenskerne, at den gennemsnitlige børnefamilie arbejder mere.

Vi arbejder altså ikke voldsomt meget hver især – ikke i gennemsnit i hvert fald – men tilsammen alligevel temmelig meget.

Med til historien hører også, at arbejdstiden varierer en del fra dansker til dansker. Reelt er det kun lidt over en tredjedel af dem, der arbejder, som arbejder de 37 ugentlige timer, der har været normen siden 1990. En lille tredjedel arbejder mere, en lille tredjedel mindre (mange, fordi de selv har valgt det).

Og endelig: Vi har som bekendt ikke tradition for at regulere arbejdstiden ved lov her i landet – i stedet aftaler arbejdsgivere og arbejdstagere arbejdstiden individuelt eller gennem overenskomsterne. Skal arbejdstiden ned, må vi altså selv rejse kravet hver især eller gennem vores fagforeninger.

Godt så.

Hvad sker der, hvis vi beslutter at arbejde mindre?

39,6

timer om ugen er den reelle gennemsnitlige arbejdstid for danskere i fuldtidsarbejde. Trækker man selvstændige fra, ryger vi ned på 38,6 timer i snit – hvilket stadig er godt halvanden time mere end den overenskomstmæssige arbejdstid på 37 timer.

Vi bliver mindre rige, end vi ellers ville være blevet

Hvis vi arbejder mindre, tjener vi også færre penge hver især og som samfund – punktum. Der er langt fra enighed om, hvor mange færre penge, men nedsat arbejdstid indebærer, at vi bytter noget materielt for noget ikke-materielt: tid frem for penge.

Tænketanken Kraka er med en relativt simpel beregning kommet frem til, at hvis man bare lige skar syv timer af den ugentlige arbejdstid for alle, ville økonomien blive 14 procent mindre – svarende til 270 milliarder kroner. De Økonomiske Råd har anslået, at effekten på langt sigt vil være endnu større – hele 17 procent. Hvilket også bliver til rigtig mange milliarder.

Men de store tal er ikke nødvendigvis særligt frugtbare at diskutere ud fra, og det er der mindst tre grunde til:

  1. Det er næppe realistisk, at alle vil gå ned i tid, bare fordi de får muligheden. Nogle vil arbejde mere end 30 timer for pengenes skyld – eller fordi de har lyst. Andre er allerede nede omkring 30 timer og vil ikke sænke arbejdstiden yderligere.

  2. Idéen hos langt de fleste fortalere for nedsat arbejstid er, at stigninger i produktiviteten langsomt skal veksles til nedsat arbejdstid. Altså: På grund af den teknologiske udvikling får vi hele tiden mere ud af hver enkelt arbejdstime, og dét plejer vi at omsætte til lønstigninger. Hvis vi i stedet omsætter det til nedsat arbejdstid, kan vi beholde vores nuværende levestandard, men arbejde mindre for den. Det er altså ikke et spørgsmål om, at vi vil blive fattigere – men at vi vil blive mindre rige, end vi kunne være blevet. Med den nuværende fart på stigningerne i produktiviteten vil det tage 14 år at komme ned på 30 timer uden at gå ned i levestandard, mener både Finansministeriet og De Økonomiske Råd. Bruger vi længere tid end det, vil vi altså både kunne blive rigere og arbejde mindre. Hvilket præcis er det, vi løbende har gjort, lige siden dengang industriarbejderne puklede 64 timer om ugen på 1800-tallets fabrikker.

  3. Der er en række mulige positive effekter af nedsat arbejdstid, som formentlig skal med i det store regnestykke, hvis man vil have et realistisk billede af konsekvenserne. Hvor store effekterne er, kan man bruge lang tid på at diskutere, og det er her, det virkelig bliver interessant – som det gerne skulle fremgå nedenfor. Men bare lige for at give et fingerpeg: Enhedslisten, der er fortaler for en 30-timers arbejdsuge, har forsøgt at indregne nogle af effekterne i et simpelt regnestykke. I stedet for de 270 milliarder, som Kraka har anslået, kommer Enhedslisten frem til, at økonomien selv med en 30-timers uge i 2027 vil være større end i dag, og at den kun” vil være et sted mellem 109 og 196 milliarder mindre, end den kunne have været med en 37-timers arbejdsuge.

Der kommer et hul i statskassen

… i hvert fald hvis velfærdsstaten skal levere samme standard som i dag og på nogenlunde samme måde (hvilket i øvrigt er et ret stort hvis).

Spørgsmålet er bare, hvor stort hullet bliver.

  • Mellem 85 og 130 milliarder om året lyder et grovkornet bud fra Finansministeriet. Det er baseret på en beregning, hvor man med udgangspunkt i året 2015 har regnet ud, hvordan statskassen ville have haft det, hvis alle havde arbejdet 19 procent mindre (hvilket svarer til en nedsættelse af arbejdstiden fra 37 til 30 timer). Det ville have betydet færre skatteindtægter, og samtidig har ministeriet regnet ind, at det offentlige måtte ansætte 150.000 ekstra for at kompensere for lavere arbejdstid per ansat.

  • 58 milliarder om året lyder et lidt mere sofistikeret bud fra De Økonomiske Råd. De har regnet på et lignende scenarie, hvor man gradvist sænker arbejdstiden for alle frem mod 2040 og samtidig regner med, at visse dele af det offentlige forbrug ikke vil vokse hurtigere end økonomien i det hele taget. Tallet viser altså størrelsen på hullet i statskassen i 2040, og det svarer til 2,8 procent af hele økonomiens samlede størrelse.

  • 35 milliarder om året (cirka) lyder et hurtigt tankeeksperiment med hjælp fra Alternativets økonomer, som er kommet frem til tallet ved at skrue lidt på De Økonomiske Råds tal og regne ind, at kun cirka 60 procent gradvist går ned i tid frem mod 2040. Reelt vil hullet dog være væsentligt mindre eller helt væk på grund af diverse positive effekter af nedsat arbejdstid, mener partiet (der ikke er så begejstret for de økonomiske modeller, der er mainstream i Danmark). Det kommer vi til senere.

  • 19 milliarder om året (cirka), hvis man bruger samme tankeeksperiment-metode som Alternativet, men i stedet forventer, at kun 33 procent vil gå ned i tid – ligesom Enhedslisten har gjort i sine beregninger (og her er det mig, der tænker videre på Enhedslistens beregninger, ikke Enhedslisten selv, skal det retfærdigvis nævnes. Ligesom det skal nævnes, at partiet har fået en del kritik for at regne med, at kun 33 procent vil gå ned i tid).

Forvirret? Fair nok. Det vigtigste at tage med er, at det er meget afgørende, hvor mange der reelt vil gå ned i tid. Og så skal man huske, at ingen af de ovenstående regnestykker medtager de mulige positive effekter af at sætte arbejdstiden ned. Dem er der nemlig, som nævnt, nogle stykker af (plus nogle negative). Vi tager dem én ad gangen.

Vi bliver (sandsynligvis) lidt mere produktive, end vi ellers ville være blevet

30,6 milliarder kroner.

Så meget ekstra kan der være landet i statskassen om ti år, hvis vi beslutter at sænke den overenskomstmæssige arbejdstid med en halv time om året.

Lyder det langt ude? Det er det muligvis, men ikke nødvendigvis. De 30,6 milliarder er det resultat, man får, hvis man skruer lidt på én af de mest brugte og anerkendte økonomiske modeller i riget, Danmarks Statistiks såkaldte ADAM-model.

Det er Alternativets økonomer, der har foretaget et lille eksperiment for at komme frem til tallet. De har lagt to afgørende antagelser ind i modellen:

  1. At ikke alle vil gå ned i tid. Hver gang arbejdstiden formelt sænkes med 30 minutter, har Alternativets folk regnet med, at den reelt kun vil falde med 18 minutter, fordi nogle vil vælge at arbejde mere end normen.

  2. At produktiviteten stiger, når arbejdstiden falder. Nærmere bestemt har Alternativet antaget, at vi bliver 3,3 procent mere produktive, hver gang vi går 10 procent ned i tid. Sådan regnede Finansministeriet også i 1980’erne, da man dengang ville forudsige effekterne af at sænke arbejdstiden.

Regnestykket skal ikke opfattes som Alternativets forkromede bud på, hvad nedsat arbejdstid reelt vil betyde for statskassen, men er leveret til Zetland for at illustrere, hvilket økonomisk potentiale der (måske) ligger gemt i at sænke arbejdstiden, fordi vi kan blive mere effektive.

Og dét er ikke nødvendigvis langt ude.

Det er nemlig uden for enhver tvivl, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget man arbejder, og hvor produktiv man er. Hvis man går ned fra 80 til 40 timer om ugen, får man bare mere fra hånden per time. Det fandt Henry Ford ud af allerede for næsten 100 år siden.

Den her grafik viser sammenhængen mellem produktivitet og arbejdstimer per beskæftiget i de rige OECD-lande mellem 1990 og 2012:

Illustration: Sune Ehlers. Kilde: OECD via World Economic Forum

Tendensen er ret tydelig: Jo mindre folk arbejder, jo mere effektive er de.

Spørgsmålet er bare, hvor meget man kan sætte arbejdstiden ned, før lavere arbejdstid ikke længere gør folk mere effektive – og hvornår det måske ligefrem begynder at gå den modsatte vej.

Et australsk studie af tænkeevnen hos personer over 40 år har et bud på, hvornår balancen tipper: Forskerne bag er kommet frem til, at folk tænker bedre og bedre, indtil de når 25 ugentlige arbejdstimer. Derefter påvirker arbejdet deres tænkeevne negativt.

Resultatet peger på, at især vidensarbejdere, der er afhængige af at koncentrere sig for at være effektive, bliver betydeligt mere effektive af at arbejde mindre end de 35-40 timer, som er normen i de fleste vestlige lande i dag. I hvert fald hvis de er over 40 år.

En række anekdotiske beretninger peger i samme retning: En del virksomheder herhjemme og i udlandet har eksperimenteret med sekstimers arbejdsdage, og adskillige mener, at medarbejderne kan nå det samme på 30 timer om ugen som på 37 eller 40. Hvilket svarer til nogle ret store produktivitetsstigninger.

Spørgsmålet er så, om effekterne gælder for alle. Hvis man for eksempel kører lastbil, bliver man jo nok ikke voldsomt meget mere produktiv af at køre i seks timer i stedet for otte – man kan jo ikke bare sætte farten i vejret.

Lige præcis den problematik kan snart blive gjort uinteressant af førerløse lastbiler, men der er også andre jobfunktioner, hvor folk blandt andet bliver betalt for at være til stede og derfor ikke bare kan gøre det samme på kortere tid. Det gælder for eksempel plejepersonale og butiksekspedienter.

60 %

af virksomhedslederne i en britisk rundspørge fra sidste år overvejede eller planlagde at indføre sekstimers arbejdsdage. 80 procent mente, at deres medarbejdere kunne nå det samme på seks timer som på otte.

Vi bliver (nok) mindre syge

Det er ikke usandsynligt, at mindre arbejdstid vil føre til mindre sygefravær. På et plejehjem i Gøteborg har et toårigt forsøg med en 30-timers arbejdsuge eksempelvis ført til et fald i de ansattes sygefravær med 10 procent (ligesom de ansatte følte, at de havde det 50 procent bedre).

Den slags peger i retning af højere udbytte af de arbejdstimer, folk er ansat til at levere, og på sigt måske også i retning af lavere offentlige udgifter til sygedagpenge og behandling. Og der kan virkelig være penge at hente:

  • Enhedslisten har (lidt polemisk måske) regnet sig frem til, at hvis sygefraværet bliver halveret som følge af en 30-timers arbejdsuge i det offentlige, vil staten årligt kunne spare 9,2 milliarder lønkroner.

  • LO har fået beregnet, at staten på langt sigt kan spare to milliarder om året, hvis det lykkes at sænke antallet af førtidspensionister med 4,5 procent. Hvis kortere arbejdsuger fører til mindre nedslidning, venter der altså store gevinster for statskassen.

  • Stress koster hvert år samfundet mange penge – 5,5 milliarder ifølge Fagforbundet FTF, 14 milliarder ifølge Statens Institut for Folkesundhed. Under alle omstændigheder er der stort økonomisk potentiale, hvis lavere arbejdstid kan føre til mindre stress, som fortalerne mener.

Der kommer (måske) flere i arbejde

En af de helt centrale antagelser hos fortalerne for lavere arbejstid er, at arbejdet så at sige vil blive delt ud på flere mennesker. Deltidsansatte vil gå op på fuld tid og derfor betale mere i skat, og ledige vil komme i arbejde og derfor spare staten for udgifter til dagpenge og andre tilskud. To fluer med et smæk.

Der er dog et stort, muligt problem ved den antagelse: Det er slet ikke sikkert, at de, der skal fylde hullerne ud, når andre går ned i tid, reelt passer ned i dem.

Ifølge tidligere formand for Velfærdskommissionen og tidligere overvismand Torben M. Andersen er vi allerede i dag et sted, hvor der mangler arbejdskraft med bestemte kompetencer. De fleste uden for arbejdsmarkedet står udenfor, fordi deres kompetencer ikke matcher virkomhedernes behov. På sigt er der muligheder for omskoling og andre former for tiltag, der kan få de ledige til at passe bedre ind på arbejdsmarkedet, men det er hverken nemt eller gratis – selv om det jo også rummer en mulighed for at få langt flere mennesker inkluderet.

Og dermed er vi fremme ved nogle af de knap så rosenrøde, mulige effekter af nedsat arbejdstid.

Der kommer (måske) til at mangle hænder

Hvis det er rigtigt, at de ledige ikke bare kan hoppe ind, hvor andre hopper ud, vil der formentlig opstå mangel på arbejdskraft. Med mindre altså man kan uddanne eller omskole folk i samme fart, som man sætter arbejdstiden ned.

Mangel på arbejdskraft kan bremse væksten, drive lønningerne i vejret og hæmme konkurrenceevnen – alt sammen til skade for statskassen såvel som økonomien i det hele taget.

Uligheden stiger

… i hvert fald hvis vi beholder det nuværende system for regulering af dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, folkepension og andre overførselsindkomster – hvilket nok er en lidt overset pointe.

I Danmark reguleres overførslerne i forhold til norm-arbejdstiden for en fuldtidsansat. Hvis dén sættes ned fra 37 til for eksempel 30 timer om ugen, mens en del lønmodtagere fortsætter med at arbejde mere end 30 timer, stiger overførselsindkomsterne reelt langsommere end den gennemsnitlige løn for folk i arbejde. Kort sagt bliver modtagere af overførselsindkomster derfor relativt fattigere end folk i arbejde, hvis arbejdstiden sættes ned.

Det kan man så vælge at kompensere for, men det bliver dyrt. Et fingerpeg om hvor dyrt kan man udlede af Finansministeriets ovennævnte regnestykke – det, som viste, at en nedgang fra 37 til 30 timer om ugen ville koste staten mellem 85 og 130 milliarder om året. Forskellen på 45 milliarder består i, hvorvidt overførselsindkomsterne skal have lov at falde i takt med norm-arbejdstiden, eller om de skal fastholdes på samme niveau som i dag.

Pointen med alt dette er: Det er muligt at sætte arbejdstiden ned, det vil bare få nogle økonomiske konsekvenser for økonomien og dermed velfærdsstaten – selv om ingen kender den præcise størrelse på dem. Enten skal det offentlige forbrug derfor længere ned, end det ellers havde været nødvendigt, eller også skal vi betale noget mere i skat, end vi ellers havde behøvet.

Det er vores valg, om vi synes, at det er dét værd. Ligesom det var vores valg, dengang vi besluttede at skrotte arbejdsuger på 60, 48, 40 og 39 timer om ugen. Og mon ikke, vi ender med at vælge tiden frem for pengene? Som én af landets mest vidende arbejdsmarkedsforskere, professor Per Kongshøj Madsen fra Aalborg Universitet, sagde, da jeg ringede til ham for at få input til denne artikel:

Om 40 år vil jeg da gætte på, at arbejdstiden er lavere end i dag. Det ville da være tosset andet. Arbejdstiden har været støt faldende, og jeg ser ingen grund til, at det ikke skulle fortsætte.”

Men hvad nu hvis du ikke gider vente 10-20-30-40 år på, at markant lavere arbejdstid bliver normen?

Okay, jeg lovede også et bud på, hvor meget du kan gå ned i tid uden at blive en byrde for velfærdsstaten. Altså hvor meget du skal bidrage med for så at sige at gå i nul i forhold til de ydelser, du har krav på.

Jeg spurgt en række af landets forstandigste folk på feltet, og deres svar er nogenlunde det samme: Den danske økonomi løber lige præcis rundt, og derfor skal du bidrage med det, som en gennemsnitsdansker bidrager med.

Hvor meget dét så er, er sværere at regne ud, end man måske skulle tro. Men et godt bud kan man få fra folkene hos DREAM, og dem har jeg fået til at køre spørgsmålet igennem deres økonomiske model af det danske samfunds langsigtede udvikling. Modellen er en af de vigtigste motorer bag alle de senere års reformer af den danske økonomi, fordi den har vist os de betydelige økonomiske konsekvenser af, at befolkningen bliver ældre.

Modellen bygger selvfølgelig også på en masse antagelser om, hvordan folk vil opføre sig, og hvordan samfundet vil udvikle sig. Men i det omfang man finder dens fremskrivninger realistiske, er svaret:

15.800 kroner. Hver eneste måned. Fra du fylder 25 år, til du går på pension.

Så meget skal du (cirka) lægge i statskassen, hvis ikke andre skal betale for dine ture på hospitalet eller podernes skolegang. Du bestemmer selv, hvordan du fordeler dem over indkomstskat, ejendomsskat, moms og afgifter på for eksempel slik, smøger og biler. Men ned i statskassen skal de.

Er du rask og rørig, kan du så overveje, om du ikke burde lægge lidt mere for at kompensere dem, der ikke er det. Eller om du mener at kunne forsvare, at du ikke bidrager til visse dele af velfærdssamfundet. Måske skal dine børn ikke i institution? Måske lever du så sundt, at du ikke forventer at få livsstilssygdomme? Måske mener du at kunne undgå nogensinde at skulle på andre overførselsindkomster end folkepension? Måske vil du selv pleje dine forældre, når de bliver for gamle til at bo alene? Måske anser du velfærdssamfundet for en spændetrøje omkring din personlige frihed, hvorfor det at bidrage mindre end gennemsnittet bare er en slags civil ulydighed? Eller måske bidrager du med noget værdifuldt til fællesskabet, som slet ikke kan måles i penge?

Som alle disse spørgsmål viser: Det politiske bliver hurtigt privat i et samfund som vores, der, når alt kommer til alt, er et arbejdsfællesskab.

Tak for research-hjælp og input til denne artikel til professor Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, professor Per Kongshøj Madsen, Aalborg Universitet, Alternativets sekretariat, Enhedslistens sekretariat, Thomas Nyvang Dalgaard og Peter Stephensen, DREAM, og Poul Schou, De Økonomiske Råd.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem