Denne historie har vores medlem Stefan Green Meinel foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til Stefan Green Meinel – det er medlemmerne, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Opsvinget er i gang, men følgerne af finanskrisen er her stadig. De har sat sig i vores sind, siger denne psykoterapeut

INDIGNERETPsykoterapeuten Stefan Green Meinel kan se de seneste års økonomiske krise aflejret i sine klienters psyke. Foto: Sofia Busk Hansen / Zetland

Derfor skal du læse denne historie

Den økonomiske krise har aflejret sig som en menneskelig krise, siger en psykoterapeut, der oplever markant forskellige problemer hos sine klienter før og efter finanskrisen. Han mener, at 2010'ernes besparelser og effektiviseringer, som fulgte i kølvandet på krisen, må laves om, deres tid er ovre, for det går godt i Danmark. Presset skal tages af mennesket.

I midten af december kom der så endnu et opråb. I Politiken skrev en relativt nyuddannet sygeplejerske et debatindlæg, hvori hun med en endda rigtig god portion sarkasme beskrev det arbejdsmiljø, hun nu skulle til at søge arbejde i, og efter endt læsning forstod man, at det ikke var noget, hun så synderligt meget frem til. Indlægget var udformet som en art karikeret jobansøgning, men selv om den var skrevet sådan, var den ikke henvendt til nogen potentiel arbejdsgiver, i stedet var den henvendt til dem, som bestemmer over denne. Altså regeringen. Sygeplejersken var frustreret.

I debatindlægget skrev hun, at hun havde erfaring med pludselige ekstravagter og overarbejde, hun beskrev et arbejdsliv, som ofte fik hende til at græde og ligge søvnløs ved tanken om de dødeligt syge patienter, hun ikke havde tid til, men så lovede hun til sidst, at hun altså kunne spise frokost på to minutter, så det skulle jo nok gå, hun passede i virkeligheden fint ind i nutidens hospitalsvæsen:
Jeg håber, at min ansøgning har vakt din interesse.

Debatindlægget var i sagens natur blot et enkelt menneskes vidnesbyrd, men det var ikke desto mindre netop dette, et vidnesbyrd fra et arbejdsliv, hvorfra man ofte hører historier om, at de fleste skal løbe hurtigere, og at de færreste kan følge med. Dette er ingen nyhed. To uger tidligere, i slutningen af november, havde chefen for landets største fødeafdeling, den på Rigshospitalet, sagt op i offentlig protest over de for få hænder, han havde til rådighed på vagtskemaet, og den for stramme økonomiske ramme, han som klinikchef var underlagt. Den frustrerede sygeplejerske var og er langtfra alene. Opråb som disse har været reglen frem for undtagelsen længe.

Det er den virkelighed, psykoterapeuten Stefan Green Meinel taler ind i, når han nu sidder i sin klinik på Østerbro i København og er indigneret. Meinel er indigneret, fordi han som terapeut står i forreste forsvarslinje, når mennesker knækker under presset, og fordi han mener, at de strukturer, som skaber dette pres, bliver ignoreret. Når mennesker ikke kan klare det arbejdsliv, vi har skabt til os selv, er det ham, de sætter sig hos. De sætter sig oftere og oftere. Psykoterapeuten mener at kunne se, hvordan vores tid og samfund har aflejret sig i menneskets psyke, især efter finanskrisen.

Og det er oprørende. Det gør mig vred. Danmark er ikke et fattigt land, der er masser af penge, erhvervslivets overskud vokser. Samtidig får almindelige borgere dårligere og dårligere vilkår,” siger han.

Det er forrykt.”

Således indignationen. Stefan Green Meinel fortæller, at han efter finanskrisen, der fra 2008 som bekendt tromlede hen over alt, den kom i nærheden af, har set, hvordan den økonomiske krise er blevet en menneskelig krise. En internaliseret krise. Før da, dengang i 00’erne, hvor fremtiden så lys(ere) ud, handlede Meinels arbejde mere om selvudvikling, om at hjælpe klienterne til at blive bedre mennesker, end de allerede var, og terapi stod, som psykoterapeuten siger, mere som noget, der var nice to have end need to have.” Omtrent halvdelen af hans klienter kom der for personlig udvikling. Nu kommer næsten ingen af den grund.

Nu kommer folk, fordi de har det svært. Jeg har klienter, der er på overførselsindkomst, jeg har klienter, der arbejder som embedsmænd og så videre. Klienter, som økonomisk set har klaret sig okay igennem krisen, og klienter, som slet ikke har. Og de har det alle sammen svært. På forskellige måder, det er klart …”

Presset er relativt …

Ja, men de har det alle sammen svært. De er alle underlagt pres fra det omkringliggende samfund, og som individer kan de ikke gøre noget. De kan gruppere sig, de kan finde sammen i fællesskaber, så de kan tale med større styrke. Men det kan ikke undre, at det enkelte menneske kan blive overvældet, når det står alene over for så meget. Det kan det ikke.”

Bonuscitat. “Betingelserne, vi arbejder under – og som de fødende udsættes for – bliver ringere og ringere (...) Jeg sover dårligt og har gjort det i alt for lang tid.” Tidligere klinikchef ved Rigshospitalets fødeafdeling, Morten Hedegaard, til Politiken.


I en mail, Stefan Green Meinel sendte mig, dagen inden vi havde aftalt at mødes og lave interview, skrev han, at de menneskelige konsekvenser, finanskrisen har trukket i sit kølvand, er hjerteblod for ham. Vedhæftet sendte han mig statistikker om normering i daginstitutioner og mange (!) artikler om New Public Management og ulighed og arbejdspres og besparelser i det offentlige.

Og hvorfor så det?

Fordi vores tidsånd angriber noget fuldstændigt fundamentalt i mennesket. I vores arbejdsliv er det blevet betydningsløst, hvordan noget føles og mærkes, fordi alting bliver et spørgsmål om, hvad der giver mening ud fra et effektiviseringsperspektiv. Det, som gør os til mennesker, betyder ingenting, og det er i lodret opposition til, hvad jeg har brugt det meste af mit liv på at arbejde med,” siger han nu.

Jeg synes, det giver meget mere mening, at vi får lov til at være de mennesker, vi er. Det er så ligetil, at det bør være sådan, men realiteterne er, at 75 procent af det, der gør et menneske til et menneske, bliver fjernet i det samfund, vi lever i. Og så er der jo noget ravruskende galt.”

75 procent?

Når man som for eksempel sygeplejerske eller SOSU-assistent bliver kastet ud i nogle arbejdsvilkår, hvor man tvinges til at behandle sine medmennesker på en uværdig måde, så ryger der en integritet. Så kan man ikke længere sige til sig selv, at man udfører sit arbejde ordentligt. At det er i orden, hvad man gør.”

Det har konsekvenser. Et menneske kan ikke i lang tid gå rundt med et ubehag og en smerte over tingenes tilstand, det kan et menneske altså ikke. Man må gøre et eller andet. Hvis man ikke kan sige sit arbejde op, hvis man ikke har nogle ydre handlemuligheder, så må man lægge låg på indeni og holde op med at mærke det. Og så mister man sig selv.”

Er det dét, du oplever med dine klienter?

De siger det lige ud af posen. En af overskrifterne er, at der kommer for meget afstand mellem, hvordan de føler inderst inde, og så det liv, de lever. Der kommer en diskrepans mellem de to, et split.”

Klienter kommer for eksempel med ophobede, tilbageholdte følelser – vrede, frustration, grænser, der ikke er blevet sat, meninger, der ikke er blevet sagt. Summen af de tilbageholdte følelser bliver så stor, at det bliver ubærligt, og så kommer terapi på tale.”

KRAVPresset på arbejdsmarkedet er så voldsomt, at vi mister kontakten til vores menneskelige sans, mener Stefan Green Meinel. Foto: Sofia Busk Hansen / Zetland

Alt dette altså som følge af finanskrisen og det arbejdsmarked og samfund, der som en øjensynligt naturlig konsekvens har fulgt efter den. Tidligere finansminister Bjarne Corydon kaldte 2010’ernes besparelser og effektiviseringer for en nødvendighedens politik”, andre igen har kaldt det Excel-samfundet eller det djøfiserede samfund. Det er et skrabet samfund, lyder kritikken, som fødtes af den grådighed, der viste sig i den globale finanskrise. Efter krise kommer nøjsommelighed. Det virker næsten menneskeligt.

For Meinel er den menneskelighed dog forbi, al den stund at det egentlig kører meget godt i Danmark. Dette er han ikke alene om at mene. Overskuddene i erhvervslivet er store, eksempelvis er overskuddet efter skat vokset med 73 procent i de danske industrivirksomheder fra 2010 til 2015, hvilket ifølge industrien selv svarer til en stigning fra 47 milliarder til 78 milliarder kroner. Nykredits cheføkonom, Tore Stramer, skrev ved nytåret, at vi står på tærsklen til et af danmarkshistoriens største opsving, og overvismand Michael Svarrer sagde i sidste uge til TV 2 NEWS, at han tror, vi i år får den største vækst siden 2006. Så her går det godt, som man siger.

Jeg synes virkelig, det ville klæde magthaverne, at nogle penge bliver kanaliseret ud til de brede masser. Alligevel er belastningen på arbejdsmarkedet vokset voldsomt. Kravene til, hvad folk skal kunne og nå, er enormt høje,” siger Stefan Green Meinel.

Det skubber ubønhørligt til psyken, det gør, at man ikke får sig selv med. Man får ikke lov til at bruge sin menneskelige sans. Tag for eksempel hende sygeplejersken. Hun belastes, fordi hun ikke kan følge sin almindelige menneskelige sans.”

Bonusinfo. 14,55 procent har inden for de seneste to uger ofte eller hele tiden følt sig stresset. Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

For Stefan Green Meinel er psykoterapi politik. Han taler om, at vores politiske klima er betegnet af en grådig fortsættelse af nødvendighedens politik, og at det retlinede samfund trækker menneskelige konsekvenser i sit kølvand, konsekvenser som helt naturligt finder fæste i psyken. Terapi er for ham et samfundsanliggende, for nok tager den udgangspunkt i det enkelte menneske, men den berører alle andre. Han taler om, at på Freuds tid, da psykoanalysen blev grundlagt, talte man om sammenhængen mellem samfundsforhold og psykoanalyse, selv om den senere er blevet mere personlig.

Traditionen i psykologi og psykiatri er jo, at det handler om det enkelte menneske og dets psyke, men nu er der meget tættere sammenhæng mellem, hvad der sker strukturelt og politisk, og hvad der sker med det enkelte menneske. Jeg synes ikke, man længere kan sige, at terapi er for det enkelte menneske. Terapi er politik, og det trænger vi til at indse,” siger han.

Der er noget maskinelt i det her menneskesyn. Efter min mening er menneskelivet rytmisk. Helt tilbage fra bondesamfundet, hvor man om foråret såede, passede markerne om sommeren, høstede om efteråret og arbejdede mindre om vinteren. Der er en rytme i det, og sådan er mennesket også. Men som det er skruet sammen nu, skal man præstere, og så skal man blive ved med det året rundt, hele livet. Det er maskinelt, og det er det, man bliver syg af.”

Så rejser han sig og går ud og henter en bog fra WHO. Viser mig nogle diagnoser, der er beskrevet i den. Taler om, at et udefrakommende pres, altså i vores kontekst den økonomiske krise, skaber belastningsreaktioner, der er så alvorlige, at de matcher WHOs kriterier for en psykisk lidelse.

Hvis vi kigger på det liv, et menneske lever i dag, så starter det på en fødeafdeling, hvor jordemødrene er ved at falde om af arbejdspres, og hvor situationen nogle gange er på grænsen til livstruende,” siger han så.

Så kommer man ud i vuggestuer og børnehaver, som er kraftigt underbemandede, og hvor ufaglærte står alene med børnene. Så kommer man i skole, hvor lærerne ligger underdrejet, og hvor skoledagen er så lang, at børnene mistrives. Så kommer man ind i studieårene, hvor fremdriftsreformen hersker, og man skal skynde sig så meget, at man egentlig ikke har lært nok, når man er færdig. Og så skal man arbejde, til man er 70. Dét er livet. Altså … det er jo fuldstændig gak i låget.”

THAT FEELINGFaktisk er det positivt, at vi bliver påvirkede af presset omkring os. Det viser, at vi stadig er følende væsener, siger Stefan Green Meinel. Foto: Sofia Busk Hansen / Zetland

Måske er det sidste sat på spidsen, men Meinels pointe blev faktisk for kun en uges tid siden igen aktuel, siger han. Det nye uddannelsesloft, som regeringen vil spare et trecifret millionbeløb ved hjælp af, og som ved dets indførelse den 1. januar betyder, at studerende som udgangspunkt ikke længere må tage to videregående uddannelser (heller ikke selv om de selv betaler for nummer to), er endnu et eksempel på det (for ham) unødvendige pres, nutidens menneske underlægges.

Det er den ultimative magtpolitik,” siger psykoterapeuten.

Der bliver sat en stopper for fleksibiliteten, så folk ikke engang kan flygte fra det job, de er fanget i.”

Meinels angreb på nødvendighedens politik og (især) erhvervslivet ville af regeringen nok tilbagevises med et argument om, at erhvervslivet skaber arbejdspladser, og at det derfor er godt med skattelettelser til dem og besparelser til andre, selv om det kan lede til dårligere arbejdsforhold. Nødvendigheden er stadig nødvendig. Den prøver jeg. Han køber den ikke.

Ja, det er liberalismens argument, men jeg ser det som et grådighedens argument. Vi har masser af penge, men i stedet for at bruge dem på at hjælpe mennesker, bliver vi ved med at presse dem. Og pres er virkelig en faktor. En undervurderet faktor.”

Og så altså tilbage til den internaliserede krise, for der ligger et sjovt paradoks i halen på den. Sagen er den, at det egentlig er positivt, at vi er påvirkelige”, siger Stefan Green Meinel.

Det betyder, at vi mærker vores omverden, at vi reagerer på den og tager stilling. At vi er i verden. Egentlig kunne vi alle sammen bare holde op med at mærke noget som helst, måske ville det være lettere. Måske skulle vi lade toget køre, holde helt op med at føle noget som helst. Stå op og passe vores arbejde og gå hjem. Det er den naturlige fortsættelse af den retning, samfundet kører i nu.”

At vi reagerer på det, at folk bliver syge, det er egentlig et sundhedstegn.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem