Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

"Jeg er faktisk stadig i tvivl, og det har bare sat sig i mig". 19-årige Aske har aldrig glemt den morgen, hvor han måske gik for langt

MORGEN "Da vi kom i seng klokken fire, var vi ret fulde. Vi kyssede lidt og rørte ved hinanden. Jeg var i det der halvvågne stadie," fortæller Aske. Foto: Sophia Juliane Lydolph

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

Der er en morgen for to år siden, som Aske på 19 bare ikke kan få ud af hovedet. Hans historie er fjerde del af serien om, hvordan #MeToo-bevægelsen har formet et landskab af nye forventninger, nye minefelter, ny intens bevågenhed, og ændret den måde, unge mennesker møder hinanden på. Sara Alfort har mødt fem unge mænd, der fortæller om et møde i de gråzoner, der opstår, når klokken er fire, promillen er høj, og insisteren er en del af forførelsen.

JEG ER NÅET TIL Ringkøbing på mit roadtrip gennem Danmark. Jeg er kørt ud i landet for at møde unge mænd, der kan fortælle mig, hvornår de har været i tvivl i mødet med en partner. De står alle midt i den lidt rodede, forvirrende verden, som sex, flirt og kærlighed også kan være, ikke mindst efter #MeToo.

De sætter ord på, hvordan man let kan fare vild i grænser og gråzoner. For med den øgede bevidsthed om grænser, samtykke og overskridende adfærd, er der måske også fulgt en øget forvirring. Så hvordan tackler de unge mænd de nye forventninger, og hvad vil det sige at være maskulin i en tid med nye grænser, nye forventninger, nye minefelter? Det er det, jeg er kørt ud i landet for at få svar på.

Aske på 19 år er elektrikerelev, og han står i solen nedenfor sin lejlighed i centrum af Ringkøbing. Der var fest i lejligheden i går aftes, så vi går ned på et bageri i Nørregade og sætter os med hver sin kop sort filterkaffe. Han fortæller:

DER ER EN ENKELT GANG, hvor jeg faktisk stadig er i tvivl, og det har bare sat sig i mig. Også selvom det er to år siden nu.

Jeg havde en kæreste på det tidspunkt, vi havde været sammen i lidt under et halvt år. Vi havde mødt hinanden på efterskole. Hun var min første rigtige kæreste. Hun var lav og rødhåret, og havde et temperament, man godt kunne komme på tværs af, og så var hun meget kreativ, hun malede rigtig meget. Hun prøvede virkelig at være den bedste person, hun kunne være. Det var noget af det, jeg rigtig godt kunne lide ved hende, og så var hun jo pissehyggelig at være sammen med.

Første gang, jeg kyssede hende, var også første gang, hun var hjemme hos mig, hvor vi bare var os to. Vi så en film, og så kiggede hun på mig, og jeg kiggede på hende, men så kom der en meget spændende scene i filmen. Det var den første James Bond, jeg havde sat på, så jeg sagde: Okay, det her må lige vente, til filmen er færdig. Men så snart filmen var færdig, kyssede jeg hende.

Hun var også min første gang. Det er en god tid at se tilbage på. Der er bare den ene morgen, den har virkelig sat sig i mig, for at være helt ærlig. Vi havde været til en 18-års fødselsdag hos nogle af vores rigtig gode venner. Vi havde haft det hyggeligt, vi drak os lidt fulde, og jeg lærte at binde snørebånd på en ny måde.

HÅNDVÆRK "Når jeg føler mig begæret, så føler jeg mig også som mand, men det er bare overhovedet ikke den samme følelse, som når jeg skaber noget. Så føler jeg mig som mig," siger Aske. Foto: Sophia Juliane Lydolph

DA VI KOM I SENG klokken fire, var vi ret fulde. Vi kyssede lidt og rørte ved hinanden, og så faldt vi i søvn. Om morgenen kom solen ind, fordi vi ikke havde lukkede gardiner. Vi var stadig begge to meget fulde, og så begyndte vi at røre ved hinanden igen. Jeg var i det der halvvågne stadie.

Hun reagerede ikke så meget. Hun bevægede sig, som man nu gør, men hun sagde ikke så meget. Jeg tror måske, at hun sov, jeg ved det ikke. Vi havde ligget der i et kvarter, og så lige pludselig sagde hun, at det var da en sjov måde at vågne på, og så rejste hun sig og gik et andet sted hen i lejligheden og sov.

Det var først, da hun sagde det, at jeg sådan rigtig vågnede. Jeg blev meget i tvivl, om jeg havde gjort noget forkert, eller om jeg havde overrasket hende. Jeg var i tvivl, om hun også havde lyst til det, jeg var i gang med.

Hun sagde jo ikke direkte noget, der indikerede, at hun ikke ville, men heller ikke, at hun gerne ville. Men den der måde hun sagde det på. Det var en sjov måde at vågne på. Og så gik hun. Det sidder stadig i mig.

Man gør jo ikke noget, ens partner ikke har lyst til. Det gør man bare ikke. Det er det, man siger med ord, der gælder for mig. Det er det, jeg er bedst til at tyde. Men vi sagde overhovedet ikke noget den morgen.

OG JEG VÅGEN derfra. Da hun vågnede, kørte vi hjem sammen og var sammen resten af weekenden. Jeg følte bare den tvivl hele dagen, om det var okay, men jeg turde ikke spørge hende. Det kan sagtens være, hun ikke engang kan huske det i dag. Vi er egentlig gode venner stadig, vi har bare aldrig snakket om det overhovedet.

Når jeg møder en ny pige, er jeg altid megaforvirret, om hun kan lide mig eller ej. Det første skridt har jeg altid virkelig svært ved at tage. Jeg er blevet spurgt lidt for mange gange: Hvorfor kyssede du mig ikke før? Jeg bliver altid lidt overrasket, når de spørger. Jeg har jo ikke følt, at de gerne ville kysse med mig, men det har de jo så åbenbart gerne villet.

Lige i øjeblikket ser jeg en pige nede fra Vejle. Vi har mødtes to gange, hvor vi bare har gået en lang tur og set en film. Jeg har ikke kysset hende. Jeg overvejede det virkelig meget, både første og anden gang vi mødtes, for jeg kan virkelig godt lide hende.

Jeg har nogle gange prøvet at være sammen med en pige uden at have et forhold til hende. Hver gang har det efterladt mig med sådan en træls følelse. Man har det godt dagen efter, men så hele ugen efter det så har jeg det dårligt med det. Så det er jeg stoppet med.

JEG GÅR MEGET OP i mit håndværk, så når jeg producerer noget, jeg er stolt af, så føler jeg mig som en mand. Jeg har for nylig påtaget mig et forholdsvis stort projekt med en nødgenerator, jeg skulle sætte op. Jeg planlagde det, udførte al arbejdet alene, trak kabler og det hele, testede, færdiggjorde og afleverede det.

Det tog mig en måned, og der var jeg fandme stolt af mig selv. Der følte jeg mig faktisk meget maskulin. Når jeg føler mig begæret, så føler jeg mig også som mand, men det er bare overhovedet ikke den samme følelse, som når jeg skaber noget.

Så føler jeg mig som mig.”

Pigen fra den morgen, som Aske ikke har kunnet glemme, har givet Aske tilladelse til at fortælle mig historien.