Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Mens vi andre har diskuteret islamisme, er araberne tilsyneladende blevet mindre og mindre religiøse

OMVÆLTNINGERPolitisk og kulturelt opbrud præger endnu den arabiske verden otte år efter Det Arabiske Forår. I Algeriet går titusinder af fredelige demonstranter hver fredag på gaden for at kræve politiske reformer. Foto: Ramzi Boudina, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Nye, tektoniske forskydninger ulmer tilsyneladende under den arabiske verdens politiske landskab. Tilliden til islamistiske bevægelser er styrtdykket, religiøse ledere mister opbakning, og flere og flere opfatter sig selv som ikke-religiøse. Især de unge vender i stigende grad religionen ryggen.

PRØV LIGE AT OVERVEJE den her forvandling: I februar 2006 deltager en ung libanesisk mand i de voldsomme demonstrationer mod Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, som kulminerer, da flammer omslutter den danske ambassade i Beirut.

13 år senere er han medlem af en gruppe dedikerede ateister, som jævnligt mødes for at diskutere det opgør med religionen, de hver især har taget.

Manden hedder Mustafa og har runde briller og langt, krøllet hår, og det er BBC News Arabic, som fortæller hans historie som led i offentliggørelsen af en ny, omfattende værdiundersøgelse blandt flere end 25.000 mennesker i den arabiske verden.

En af undersøgelsens mest iøjnefaldende resultater er, at araberne tilsyneladende er i færd med at vende ryggen til deres religion – især de yngste af dem.

Siden 2013 er andelen af 18-30-årige, der opfatter sig selv som ikke-religiøse, steget fra 11 til 18 procent på tværs af hele regionen. I Tunesien er det hele 46 procent af de unge, som nu siger, at de ikke er religiøse – det er en stigning på 20 procentpoint.

Men tendensen slår ikke kun igennem hos de unge. I alle aldersgrupper på tværs af hele regionen er andelen, der erklærer sig selv for ikke-religiøse, steget fra 8 til 13 procent.

Det lyder måske ikke af så meget, men det hører med, at dét at erklære sig for ikke-religiøs er en temmelig drastisk udmelding i de fleste arabiske samfund. Og til sammenligning er det i øvrigt blot et sted mellem 30 og 48 procent her i det lidet religiøse Danmark, der kalder sig ikke-religiøse, alt efter hvordan man spørger. Det er på niveau med Tunesien.

Samtidig viser den store arabiske undersøgelse, at tilliden til religiøse ledere er faldet i alle lande på nær ét. Og endnu mere markant, så er tilliden til islamistiske politiske bevægelser som Det Muslimske Broderskab, Ennahda, Hizbollah og Hamas decideret styrtdykket.

Tilbage i 2013 sagde gennemsnitligt 35 procent, at de i høj eller nogen grad stolede på den lokale islamistiske bevægelse. Nu er det blot 16 procent, der siger det samme. Opbakningen til islamisterne er altså i gennemsnit mere end halveret.

MAN SKAL SELVFØLGELIG altid tage meningsmålinger med et gran salt, men denne her ligner en af de mere troværdige. For det første er mere end 25.000 tilfældigt udvalgte mennesker i 10 lande og de palæstinensiske områder blevet spurgt (landene er Tunesien, Libyen, Algeriet, Libanon, Marokko, Egypten, Sudan, Jordan, Irak og Yemen).

For det andet er undersøgelsen foretaget af universitetsfolk fra Arab Barometer ved Princeton University, som har mere end ti års erfaring med at lave den slags undersøgelser i regionen. Og for det tredje er alle interviews foretaget ansigt til ansigt og i private rammer for at sikre oprigtige svar.

Og så er der også det, at resultaterne flugter med andre undersøgelser, i hvert fald når det gælder de unge.

Hvert år spørger kommunikations- og analysevirksomheden Asda’a BCW godt 3.000 unge mellem 18 og 24 år, fordelt på 15 arabiske lande, hvordan de ser på blandt andet religion. I 2015 sagde halvdelen, at de mente, at religion spillede for stor en rolle i Mellemøsten. Siden er andelen steget støt år for år, så det nu er to tredjedele af de unge, som mener, at religionen fylder for meget.

MEGET TYDER ALTSÅ på, at religion som politisk og identitetsskabende kraft er på tilbagetog i en af de regioner i verden, hvor religion traditionelt har fyldt allermest. Hvis dét er rigtigt, og hvis tendensen er kommet for at blive, er det stort.

Islamismen har været en stærk politisk faktor i mange arabiske lande, lige siden Hasan al-Banna i 1928 stiftede Det Muslimske Broderskab i Egypten. Bevægelsen knopskød hurtigt til mange andre lande, og adskillige andre islamistiske grupper med store politiske ambitioner er siden kommet til.

Islamisternes gennemslagskraft og folkelige opbakning har længe gjort det muligt for regionens mange autokrater at hævde, at det enten var dem eller islamisterne – og på den baggrund sikre sig omverdenens mere eller mindre vrangvillige accept.

Her i Vesten har vi samtidig været tilbøjelige til at tolke alt fra islamistiske terrorangreb til demonstrationer mod karikaturtegninger som udtryk for et civilisationernes sammenstød” domineret af identitetspolitik med religiøse overtoner. Og det har ikke været uden bund i virkeligheden.

Som mellemøstforsker og RUC-professor Sune Haugbølle formulerer det, så har mange arabiske samfund – efter en periode med stærke sekulære og socialistiske strømninger i 1960’erne – fra omkring slutningen af 1970’erne og frem gennemlevet en religiøs vækkelse” både politisk og i den brede befolkning.

Det her peger på en trend, der går i modsat retning nu,” siger han.

FORKLARINGEN UDVIKLINGEN, mener Sune Haugbølle, skal med god sandsynlighed findes i Det Arabiske Forår – den bølge af folkelige oprør, som bredte sig til store dele af regionen, efter at den tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi i december 2010 satte ild til sig selv i protest mod den lokale diktator og hans regime.

Oprørene fik vidt forskellige udfald i de vidt forskellige samfund, hvor de foregik. Tunesien er i dag blevet et demokrati. I Egypten blev der også afholdt demokratiske valg, som Det Muslimske Broderskab vandt – men islamisterne blev hurtigt upopulære, og militæret udnyttede store folkelige protester mod dem til at kuppe sig til magten. I Syrien satte regimet fra begyndelsen hårdt mod hårdt og trak landet ned i et årelangt, sekterisk blodbad. I Libyen vandt oprørerne med vestlig hjælp over diktatoren, men kunne ikke enes, og i dag ledes landet af en regering udpeget ikke af folket, men af parter i den efterfølgende borgerkrig. Andre steder løb protesterne bare ud i sandet.

Men den revolutionære oplevelse” med deltagelse i sekulære, civile protestbevægelser har på den ene side sat sig i mange unge som en tro på, at det er muligt at ændre de samfund, som mange oplever som fastlåste og bagudskuende, mener Sune Haugbølle.

Og på den anden side har islamisternes efterfølgende deltagelse i blodige krige og upopulære regeringer mange steder delegitimeret” dem, som en anden dansk mellemøstekspert, seniorforsker Helle Malmvig fra DIIS, udtrykker det.

Før Det Arabiske Forår var islamistiske partier og religiøse ledere oppositionsstemmen i mange lande. Hvis man var utilfreds med de her korrupte, diktatoriske og repressive systemer og skulle have et outlet for det, ville det typisk være hos Det Muslimske Broderskab, hos salafister af mere eller mindre fredelig art eller i den lokale moské hos den lokale religiøse leder. Og dét har de arabiske oprør kastet op i luften,” siger hun.

Islamisterne viste sig heller ikke at være løsningen og heller ikke at være hævet over korrupt politik. Der, hvor utilfredsheden traditionelt er gået hen, kan den ikke længere gå hen på samme måde.”

ISLAMISTERNE LADER ALTSÅ TIL at have mistet deres position som dem, der kunne samle folk mod de korrupte regimer. Hvad dét så betyder, er imidlertid stadig et temmelig åbent spørgsmål.

Utilfredsheden med regimerne består, men det er ikke sådan lige til at få øje på samlende politiske, ikke-religiøse bevægelser med gennemslagskraft på linje med, hvad islamisterne tidligere har haft.

Det er netop ikke nye politiske bevægelser, der bliver beskrevet her,” siger Sune Haugbølle.

Det er nogle sociale tendenser, og de skal først oversættes til mobilisering og organisering, og i autoritære stater som Egypten kan det være temmelig svært, hvis ikke umuligt.”

Man kan heller ikke udelukke, siger Helle Malmvig, at islamisterne formår at genvinde befolkningernes tillid som dem, der kan udfordre de upopulære regimer.

Men hvis man skal finde spor af en mulig tredje vej frem, skal man formentlig lede i Algeriet eller Sudan.

Begge lande står lige nu midt i overgangsfasen mellem en gammel diktator, som er blevet væltet af fredelige protester, og så noget nyt, som stadig er ved at tage form. I Sudan har dele af den gamle garde slået ned på protesterne. I Algeriet blomstrer protesterne endnu.

I det bedste scenarie kan Algeriet være et af de steder, der kan vise, at det kan gå anderledes, at det ikke behøver gå som i Libyen, Syrien eller Egypten. Og det vil også kunne give håb andre steder,” siger Helle Malmvig.

Men det er ikke lige noget, der sker i løbet af et år eller to.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem