Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hver femte unge dansker tror, en rødspætte er en fugl. Hvad mister vi, når vi mister sproget for naturen?

NATURBLINDPå ovenstående billede kan mange danskere kun se blomster, græs, mark og træer. De er blinde over for det, som biologer og naturentusiaster, oplever som en fortryllet verden med et mylder af arter som cikorier, hvepsevåger og rødpelset jordbi. Foto: Jørgen Bausager, Ritzau Scanpix / Illustration: Maria Tran for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Engang var det standardviden at kende navnene på blomsterne i grøftekanten og fuglene på fodderbrættet. Sådan er det ikke længere. Mens kloden har bevæget sig ind i det, der er blevet udnævnt som en katastrofal "masseuddøen" af arter, er kendskabet til den danske natur forvitret fra både vores sprog, læringsplaner og dannelsesideal. Der er brug for en indsats hvis vi skal bevare naturen. Men spørgsmålet er: kan man passe på noget, man ikke kender til?

En morgen i slutningen af august stod 20 projektledere i småregn på en cykelsti ved Nyborg Strand. Rundt omkring sig kunne de se et lille udsnit af den danske natur. Eller det vil sige, de kunne se, at de havde strand og hav til den ene side og lidt skov til den anden side. De kunne se, at der var sand, græs, blomster, træer.

Lak- og kondiskoene var trippet ud fra kurset på det nærliggende hotel for at se, om de kunne sætte lidt flere ord på, hvad de så. Foran dem stod biolog Emil Skovgaard Brandtoft med en liste, som hans arbejdsplads, Naturhistorisk Museum i Aarhus, havde lavet. Den indeholdt 99 arter, man ifølge eksperter på hans arbejde bør se, før man bliver voksen. På 20 minutter skulle projektlederne se, hvor mange af arterne de kunne finde.

Flere af dem kunne godt se, at der stod egetræer i skoven. På stranden kunne de genkende krabber. Og de vidste også, at den sorte fugl med den lange hals var en skarv. Til gengæld vidste de færreste af dem, at urten med skærme af hvide blomster var almindelig røllike, at de gule rosetter på stenene var væggelav, eller at det var blæretang, der var drevet i land på stranden. I løbet af de 20 minutter fandt de 14 arter på listen.

Nogle af dem, der har siddet på et kontor det meste af deres liv, fik en øjenåbner,” fortæller Emil Skovgaard Brandtoft. De fik et indblik i, at der findes en hel masse andet end bare grønt, og at blomster ikke bare er blomster.”

Oplevelsen var ikke unik for biologen. Lignende scenarier udspiller sig nærmest hver gang, han har almindelige gennemsnitsdanskere med ud i naturen.

Generelt er det min oplevelse, at helt almindelige arter, der findes i vores skove og parker, har folk ikke den fjerneste anelse om eksisterer,” siger Emil Skovgaard Brandtoft.

Og han er ikke alene med den betragtning. Når man forhører sig hos biologer, naturfolk, forskere og folk fra undervisningsverdenen, fortæller de alle om markante huller i danskernes viden om den danske natur. Og at hullerne er større, jo yngre man er.

Der er så mange børn, der ikke har en anelse om, hvad arterne hedder,” som præsident for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding siger – inden hun tilføjer, at børnenes forældre heller ingenting ved”. Rasmus Ejrnæs, der er seniorforsker i bioscience ved Aarhus Universitet, mener, at det i et par årtier har været i dalende kurs” at kende de danske arter, og derfor er den viden også svundet ind.

Det samme viser en undersøgelse, som vi på Zetland har fået lavet. Den indeholder 20 meget basale spørgsmål om danske arter og navnene på dem, og med hjælp fra analyseinstituttet DMA har vi sendt den ud til et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Svarene på et par af spørgsmålene sidder lige i skabet hos mange – et stort flertal af danskerne ved for eksempel, at Råbjerg Mile er en klit, mens hele 99 procent af dem over 60 år ved, at lyng er karakteristisk for det danske hedelandskab. Men testen afslører også en manglende viden om selv den mest almindelige natur i Danmark. Selv om vi kun har fire hjortearter i Danmark – rådyr, dådyr, sikahjort og kronhjort – er det kun 16 procent, der kan adskille dem fra hinanden. Hos den yngste generation tror 22 procent, at fladfisken rødspætte er en fugl. Under halvdelen af de unge kan genkende bladet fra et egetræ, under en fjerdedel kan genkende en gederams. Den ældste generation over 60 år er topscorer og svarer i gennemsnit rigtigt på 13 ud af de 20 spørgsmål. Folk mellem 40 og 49 år kan svare på lige under 11 af spørgsmålene, mens gruppen mellem 39 år og 18 år kun kan svare rigtigt på lige over otte af spørgsmålene. Der findes – selvfølgelig – en mulighed for, at den ældste generation er bedst, fordi de har haft længst tid til at øve sig. Og så alligevel: De er i konkurrence med nogle, der lige er kommet ud af skolen med ny viden frisk i hukommelsen.

Som Stefan Hermann, der er rektor ved professionshøjskolen Metropol, siger om dagens lærer- og pædagogstuderende: De er mageligt fremmedgjorte over for den danske natur. De har et klarere forhold til verdens største vandfald Iguazú end til danske kornsorter, træarter og småfugle.”

Paradoksalt nok indtræffer tabet af sproget og viden om den nære natur på et tidspunkt, hvor det aldrig har været mere relevant at kende til mangfoldigheden af arter. På internationalt plan taler man om en historisk krise for biodiversiteten, fordi både dyre- og plantearter forsvinder i et voldsomt tempo, der får nogle til at tale om en regulær masseuddøen. Også i Danmark svinder både antallet af arter og den samlede kvantitet af natur ind. Ifølge en ny rapport fra Aarhus Universitet er hele 95 procent af de danske naturtyper – altså vores forskellige skove, heder, vandløb, moser og så videre – i en ugunstig tilstand”, hvilket er forskersprog for, at naturen har det ad helvede til. Når det kommer til dyre- og plantearter, befinder 57 procent sig i en ugunstig tilstand, og dårligere har den danske natur aldrig haft det. Den nytiltrådte miljøminister Lea Wermelin kalder det en naturkrise” og har kaldt til handling.

For Emil Skovgaard Brandtoft er det da også indlysende, at naturen har brug for hjælp. Men, som han konstaterer med tanke på de mange danskere, han har slæbt rundt i en natur, de ikke kender til, måske er det ikke muligt at hjælpe nogen, man ikke kender.

Hvis man ikke ved, at det eksisterer,” siger han, hvordan skal man så kunne forholde sig til, at det forsvinder?”

DET STÅR MED... SMALLE BØGEDe danske løvskove er stadig domineret af bøgetræer, men mange danskere har svært ved at adskille træet fra andre løvtræer, og 35 procent af dem mellem 18 og 39 år, tror at de ser et blad fra en bøg, når de bliver vist et billede af et blad fra en eg. Foto: Jørgen Bausager, Ritzau Scanpix

Hver torsdag kan man se et særsyn i Moesgaard Skov lidt uden for Aarhus. Både på og uden for skovens stier vandrer en lille gruppe højskoleelever, altid ad den samme rute og ofte i stilhed. Hist og her stopper de op og står i ti minutters tid uden at sige noget, før de vandrer videre.

Synet er særligt af to grunde: Den ene er, at man sjældent ser grupper af unge danskere i naturen. Den anden er, at når mange kommer i naturen i dag, så er det for at bruge den med sig selv i fokus – for at køre mountainbike, samle svampe eller lufte hunden. Men højskoleeleverne går og står bare der i løvskoven og sanser dens bøgetræer, noterer sig anemonerne i skovbunden.

Til at begynde med var det biolog og lærer på Testrup Højskole Nikolaj Voldum Ahlburg, der trak eleverne med i skoven som en del af faget, der slet og ret hedder gå’. Tanken med faget er at knytte eleverne til naturen gennem gentagelser og ved at skære alt væk, der ikke handler om naturen.

Nogle af de stærkeste minder, jeg har, er fra de faste gåture, jeg havde som barn,” forklarer han. De har været afgørende for min relation til naturen.”

Højskoleeleverne, der ellers er ret naturfremmede, reagerer med Nikolaj Voldum Ahlburgs ord vildt godt” på gåturene. Da faget stoppede, fortsatte eleverne på eget initiativ med at tage turene i skoven. For Nikolaj Voldum Alhburg er den slags sanselige naturoplevelser det første skridt på vejen mod mere viden.

Vores viden,” konstaterer han, er blevet frakoblet erfaringerne i naturen.”

Ud over gå’ har Nikolaj Voldum Alhburg et andet fag på Testrup Højskole, der hedder naturdannelse. Eleverne, siger han, er engageret i kampen for klimaet, miljøet og naturen, men de ved alligevel forsvindende lidt” om arterne i den danske natur. De færreste kan genkende planter som vejbred, martsviol, tusindfryd og forglemmigej, der navngiver elevernes værelser på højskolen.

Det manglende kendskab til naturen begrænser sig dog ikke til humanistiske højskoleelever. Da Nikolaj Voldum Alhburg var instruktor i et fag om planteartskendskab på Aarhus Universitet, mødte han flere førsteårsbiologistuderende, der ikke vidste, hvordan et bøgetræ så ud.

Ifølge kognitiv biolog, dr.pæd. og lektor Theresa Schilhab kan den manglende viden hænge sammen med, at vi har mistet en praktisk erfaring med naturen. Undersøgelser fra Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet viser, at mens 55 procent af bedsteforældregenerationen som børn var ude i naturen hver dag i løbet af sommerhalvåret, gælder det kun 29 procent af børnene, og det har betydning for, hvordan vi lærer om naturen.

Til daglig er Theresa Schilhab forskningsleder for Naturlig Teknik på Center for Børn og Natur, og for hende er forbindelsen mellem sproget, sanserne og vores viden åbenbar. Der er hjerneforskning, siger hun, der har undersøgt hjernens reaktion på forskellige ord. Resultaterne viser, at det ikke kun er et enkelt sted i hjernen, der bliver aktiveret, når vi hører ordet kanel’. Også en række af de centre, der er forbundet til vores sanseapparat, lyser op. Kanel er et ord, en klassificering. Men det er også en sanset erfaring.

Derfor, mener Theresa Schilhab, betyder det noget for vores kendskab til naturen, at vi lærer den at kende ved helt fysisk at befinde os i den. Jo flere sanser vi har i spil, når vi møder et egetræ, og jo flere gange vi møder det, des bedre husker vi det, siger hun.

Men efterhånden som flere og flere af os bor i byer, har jobs og underholder os bag en skærm, jo mindre bevæger vi os rundt i den almindelige hverdagsnatur.

Børnenes egne erfaringer med naturen er blevet langt mindre. Og hvis du for eksempel ikke har gjort dig erfaring med mudder, så preller sproget af på dig,” siger hun. Der er en del af sproget, der slet ikke kommer i spil.”

KLITTERDe danske klitter er et vigtigt leve og ynglested for mange arter. Foto: Mads Jensen, Ritzau Scanpix

Den manglende viden om naturen kan imidlertid ikke kun forklares med, at vi rent fysisk har flyttet os væk fra den. Natur- og biologiundervisningen har også ændret sig gennem de seneste årtier og – groft sagt – bevæget sig fra konkrete erfaringer og udenadslære til teorier om, hvordan biologien hænger sammen.

Uddannelsessystemet lærer os om sammenhænge som fotosyntese og citronsyrecyklus frem for kendskabet til den enkelte art, sådan som man kan møde den fysisk i naturen,” som Theresa Schilhab formulerer det.

Den udvikling kan spores tilbage til det opgør med skolepolitikken, der blev udkæmpet fra 1960’erne og frem. Ifølge en af landets fremmeste naturformidlere, Morten D.D. Hansen, kom opgøret med den såkaldte sorte skole og udenadslære til at ramme vores forhold til naturen. Artskendskab blev noget, man så ned på, fordi det hørte til i den gamle skoleform. I stedet skulle eleverne nu lære om de store sammenhænge.

Det skabte en kollektiv fordummelse i forhold til natur og miljø,” konstaterer Morten D.D. Hansen.

Udviklingen kan aflæses i, hvordan målene for naturundervisningen har udviklet sig. Indtil 1960 blev eleverne i den danske folkeskole undervist i naturhistorie, hvor formålet var, at de skulle have Kendskab til Hovedtyperne af danske Dyr og Planter og de Forhold, hvorunder de lever”. I kølvandet på folkeskolereformen i 1958 fulgte en ny undervisningsvejledning – kendt som Den Blå Betænkning. Her blev naturhistorie udskiftet med faget biologi, og dynamiske processer som økologisk kredsløb og evolution blev nu en del af undervisningen på de ældste klassetrin. I dag skal eleverne i biologi udvikle naturfaglige kompetencer”, og de skal tilegne sig viden om økosystemer, mikrobiologi, evolution og anvendelse af naturgrundlaget”. Viden om, hvilke arter der er en del af økosystemerne og naturgrundlaget, er imidlertid ikke på skemaet.

Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Institut for bioscience på Aarhus Universitet, genkender udviklingen højere oppe i uddannelsessystemet. Det, han kalder den deskriptive faglighed”, altså evnen til at beskrive, hvad man kunne gå ud og se i naturen, blev på universiteterne nedvurderet til fordel for en viden om, hvordan naturen fungerede. Artsnørderne”, som Rasmus Ejrnæs kalder dem, blev afskediget eller gik på pension.

Stefan Hermann, der er rektor ved Københavns Professionshøjskole, har en klar erindring fra sin barndom. Han husker sine bedsteforældre, der kunne genkende rørsangerens sang, kendte alle finkerne og vidste, hvad vindretningen betød for, hvilken slags tang der skyllede op på stranden på Læsø. Bedsteforældrene var ikke landmænd eller biologer, men det var helt selvfølgeligt for dem” at kende naturen, fortæller Stefan Hermann.

I parcelhuskvarteret i Skive, hvor Stefan Hermann voksede op, var det sjældent, at de voksne gik tur i den nærliggende ådal – i stedet handlede det om at have sin egen parcel. Og i skolen lærte han heller ikke om den nære natur, men om de globale miljøproblemer. Imens var det politikerne, der kæmpede for at frede naturen og passe på miljøet.

Da Stefan Hermann i 2008 blev rektor for professionshøjskolen, der uddanner lærere og pædagoger, samlede disse erindringer sig til en – for ham – ny erkendelse af, at der er noget, vi havde mistet, og som vi må vinde tilbage. Naturen var forsvundet som en naturlig del af vores almene dannelse, mente den nyslåede rektor.

Og så gik det op for mig, hvor stort et pædagogisk anliggende det er, hvis vi skal forstå beskytte vores natur,” forklarer Stefan Hermann.

For ham er problemet helt grundlæggende, at vores dannelse i dag mest handler om os selv og hinanden. Det handler om vores egen frihed, vores frie seksualitet og frie kroppe, om at blive til hele mennesker”, om samtaledemokrati og måden, vi er sammen på. Så godt som intet i det moderne dannelsesideal, siger han, handler om, hvordan vi er i forhold til naturen.

Noget kan, ifølge Stefan Hermann, føres tilbage til en 200 år gammel fejde mellem præsten og digteren Grundtvig og fysikeren H.C. Ørsted. De to debatterede hen over årene 1814 og1815 om, hvad dannelse var og skulle være, i en mildt sagt polemisk tone. Det hele begyndte, da H.C. Ørsted lavede en anonym anmeldelse af Grundtvigs historiekrønike En mærkelig Spaadom ogsaa om Dannemark efter en gammel Haandskrift, og udviklede sig efterfølgende til en brevkrig i dagspressen.

Grundtvig brød sig ikke om Ørsted og andre lærde, der mente, de kunne åbenbare Gud i naturen. Efter Grundtvigs opfattelse fandt man kun Gud i Bibelen, og han skosede naturvidenskaben og fysikken, som han kaldte gudsfornægtelse. Menneskets historie, mente Grundtvig, var den eneste rigtige videnskab, mens Ørsted skrev til sin bror, at Grundtvig var ukrudt” i litteraturen og skulle rykkes op med rode.

Fejden sluttede uforløst, da Ørsted i 1814 stoppede med at svare Grundtvig, men Stefan Hermann mener, at vores menneskecentrerede humanistiske dannelsesideal er et tegn på, at Grundtvig eller i hvert fald Grundtvigianismen vandt fejden. Ørsteds tanker om naturen og naturvidenskaben blev i stedet knyttet til industrien.

Ørsted var optaget af naturen, og han frygtede, at det ville blive civilisation i sin kolde udgave, altså fremskridtsmekanik, hvis ikke naturen blev en del af dannelsen,” forklarer Stefan Hermann.

For eksempel beskrev H.C. Ørsted i sin bog Ånden i naturen en frygt for, at naturvidenskaben blev reduceret til et redskab for økonomisk vækst og ikke blev en del af vores modning som mennesker. I dag er Ørsteds frygt, mener Hermann, blevet til virkelighed.

Naturen er på den ene side blevet et objekt, vi former og udvinder,” siger han, på den anden side er det blevet et forbrugsgode. Enten gør vi det til tøj og huse, ellers nyder vi det på fede mountainbikeruter.”

Men måske er det alligevel ved at dæmre? Flere og flere lader til at have fundet åbenbaringen i naturen. Og det kan få stor betydning for vores evne til at passe på den.

HEDE Den danske hede har vi godt styr på og langt de fleste ved, at den er beplantet med lyng. Foto: Morten Rasmussen, Biofoto / Ritzau Scanpix

For nogle år siden havde Morten D.D. Hansen et menighedsråd med på tur i Mols Bjerge for at tale om naturvidenskab over for religion. På et tidspunkt henvendte præsten, der var med på turen, sig til Morten D.D. Hansen.

Er det ikke fattigt?” spurgte han. Er det ikke fattigt, at i naturvidenskaben er alt tilfældigt, samtidig med at I prøver at finde forklaringer på alt?”

Præsten mente, at naturvidenskaben affortryllede virkeligheden, men det var Morten D.D. Hansen langtfra enig i, og han fortalte præsten om fuglekigning på Syddjurs. Den spændte følelse, når en gruppe fuglekiggere sidder og venter på, at hvepsevågerne skal trække forbi, men de lader vente på sig. Og så klokken kvart i elleve kommer de første hvepsevåger fra Afrika flyvende ind over den lille forsamling.

Og så står der tyve mand med tårer i øjnene, fordi de synes, det er så smukt et syn. Og jeg siger til præsten: I har aldrig set det. I vidste ikke det fandtes. Kom ikke og fortæl mig om manglen på magi,” husker Morten DD Hansen.

De biologer og naturmennesker, jeg har talt med i forbindelse med min research til den her artikel, fremhæver alle, at kendskabet til den nære natur åbner en ny – og ofte fortryllet – verden. Det er påfaldende, hvor mange af dem der beskriver det som næsten religiøse oplevelser, hvor tingene åbenbarer sig på ny, når du har ord for det.

Oplevelsen bliver meget dybere, når de ting, man omgiver sig med, har et navn og en fortælling,” som biologen Emil Skovgaard Brandtoft formulerer det. Nikolaj Voldum Ahlburg kalder sine ugentlige gåture med højskoleeleverne en ret dyb oplevelse”.

Og faktisk er der i gang med at ske noget. En hel masse faktisk. De dybe og engagerende oplevelser med naturen spreder sig i disse år, og det gør Morten D.D. Hansen optimistisk”. Faktisk, siger han, har han aldrig været mere optimistisk. Han laver tv-programmer om arter i bedste sendetid på TV 2, han bliver booket til 80 foredrag om året. Og han oplever niendeklasseselever, der bliver begejstret for at gå i fire timer og registrere arter.

Morten D.D. Hansen og hans arbejdsplads, Naturhistorisk Museum, forsøger at udnytte den positive udvikling til at redde kommende generationer fra uvidenheden om den danske natur. Sammen med Danmarks Naturfredningsforening har de udviklet en liste med 99 arter, man skal se, før man bliver voksen (det var den liste, Emil Skovgaard Brandtoft havde med sig til de 20 projektledere på en strand på Fyn). Plakater med de 99 arter er revet væk, og videoerne, hvor naturformidlere som Morten D.D. Hansen, Vicky Knudsen og Sebastian Klein præsenterer arterne, er allerede set af tusindvis af unge.

Også hos de voksne sker der noget. Naturmødet i Hirtshals er vokset fra 4.500 gæster ved sin begyndelse for tre år siden til 30.000 gæster i år. Højskoler som Testrup Højskole får fag om naturen. Friluftsrådet har fået 2,7 millioner til et projekt, der skal gøre børn fortrolige med naturen. I 2020 bringer DR en tv-serie med titlen Vilde, vidunderlige Danmark, der skal dykke ned i den danske natur på samme måde, som DR har gennemgået danmarkshistorien. Tv-serien er en del af et større tema på tværs af statsradiofoniens platforme, der skal få danskerne til at genopdage og blive klogere på vort lands natur og dyreliv”.

Morten D.D. Hansen er overbevist om, at det er vores smartphones og de sociale medier, der har vendt udviklingen. Folk har fået mulighed for at dele deres naturoplevelser med andre, samtidig med at der findes nye fællesskaber digitalt og nemme muligheder for at lære arterne at kende med nye apps. Udviklingen er, siger han, drevet af en begejstring nedefra”, som ikke kan skabes fra undervisnings- eller miljøministeriets side.

Det her artskendskab kan alene bæres af begejstring. Når først det er der, kommer alt andet med. Det skal leges ind, det skal festes ind,” siger Morten D.D. Hansen.

Det har vi altid gjort.”

Jeg er søn af en biologilærer, men må ærligt erkende, at jeg også er en del af den her historie. På trods af min mors utallige forsøg lærte jeg aldrig skovens planter at kende, selv om jeg havde min daglige gang blandt dem.

Da min mor i begyndelsen af september blev pensioneret efter 41 års arbejde på den lokale skole, tog jeg hjem til Brobyværk på Fyn for at være med til hendes afskedsreception. Inden vi tog af sted, satte vi os i mine forældres have. Vinden hvislede i det store birketræ. Min mor serverede hjemmelavet æblemost fra træerne ved det nedlagte landbrug.

Kan I høre musvågen?” spurgte min far. Den mjaver.”

Jeg så på min mor.

Var du nogensinde skuffet?” spurgte jeg.

Var hun skuffet over, at hun trods utallige forsøg på at lære mig, hvad naturens planter hed, aldrig rigtig lykkedes? Jeg kunne ikke genkende en gederams, før hun for et par år siden udpegede den for mig igen. Den eneste plante, jeg kan genkende, sagde jeg, er bredblad”.

Bredbladet vejbred,” rettede hun. Nej, jeg var ikke skuffet, men det ville jo have været sjovt, hvis I kunne huske dem. Men det var jeg jo så vant til fra skolen, at eleverne ikke kunne.”

Hun fortalte kort om tilfredsstillelsen, eleverne alligevel mærker, når de kan genkende en røllike i grøftekanten, men at det ikke er en del af pensum. Så rejste hun sig og gik op mod skolen, hvor hendes afskedsreceptionen skulle holdes.

Imens krydsede jeg haven og gik ned gennem folden, hvor vi plejede at have får. Jeg hoppede over hegnet og ud på marken, som mine forældre forpagter ud til en landmand, der i år dyrker hvidkål. Jeg gik ned mod skovbrynet. Fra det høje græs kom de høje hvinende lyde af græshopper, der gned deres forvinger mod hinanden. En guldsmed navigerede i luften foran mig.

Jeg gik ind i skoven. Jeg kunne se, at de fleste træer var bøg. Jeg kunne også genkende ahorn. Meget mere var der ikke.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem