Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Ruth Mottram er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Zetland Helikopter


Fredag 13. september 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver lunkent.

Hvordan indlandsisen klarede sig i 2019. Og hvad det siger om fremtiden

Det er nytår på indlandsisen i de her dage. Sommeren og smeltesæsonen er slut, og derfor gør vi status – og kigger på, hvad årets afsmeltning fortæller os om fremtidens havstigninger. Vært: Mads Olrik. Gæst: Martin Stendel, forsker hos DMI.

18 min

Dagens citat

“Jeg er en heteroseksuel kvinde i 50’erne. Det her er også nyt for mig”

Det siger Mette Sandbye, institutleder ved Københavns Universitet. Hun har været i et mindre stormvejr den seneste uge, fordi hun sendte en mail til sine undervisere, der advarede mod at bruge “han” og “hun” om de nye studerende (Information/$).

Dagens store historier

Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Indlandsisen

Begyndelsen af september er den officielle afslutning på smeltesæsonen i Arktis. I dagens nyhedspodcast gjorde vi derfor status. Her får du den korte udgave:

Der er smeltet ... rigtig meget sne og is. Det seneste år skrumpede indlandsisen med lidt over 300 kubikkilometer. Én kubikkilometer er en isterning på 1 gange 1 gange 1 kilometer. Det er ikke det værste år nogensinde, men det er deroppe af. De seneste 15 år er indlandsisen i gennemsnit skrumpet med et par hundrede kubikkilometer hvert år (CarbonBrief).

Det er – banalt sagt – et problem. Denne her slags tal har fået nogle medier til allerede nu at skrive nekrologer over indlandsisen (BBC). Med det her tempo vil det dog tage adskillige tusind år, før den er væk, og det er kun, hvis der ikke sker noget i mellemtiden.

... Men forskerne er kun lige ved at lære, hvad det her betyder i vores levetid. Mens der er styr på de store linjer i, hvordan is og især havstigninger spiller sammen, så er forskerne stadig i gang med at finde ud af detaljerne. For eksempel er det uklart, hvor meget Grønlands gletsjere rutsjer på undergrunden. Og den slags “detaljer” er med til at afgøre, om havet stiger med “kun” en halv meter eller med halvanden meter. Eller mere (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Wolfgang Rattay / Reuters / Ritzau Scanpix

Nej tak

  • Borgmestrene fra Danmarks fire største byer vil gerne forbyde gamle dieselbiler fra bykernerne. Det er en del af en stor og juridisk svær diskussion i de her år.

  • Borgmestrene fra København, Aarhus, Odense og Aalborg (der alle er socialdemokrater) vil gerne forberede luftkvaliteten i de centrale dele af byerne. De vil forbyde dieselbiler fra før 2012 i at køre ind. Dem er der næsten 400.000 af i Danmark (DR).

  • Især byer i Tyskland har de seneste år lavet forbud mod denne her slags biler. Tyske domstole har godkendt forbuddet (Jyllands-Posten).

  • Både den forrige og den nuværende danske regering har en generel ambition om, at der skal være færre benzin- og dieselbiler på vejene. Det er et af de helt store problemer, der skal løses, hvis Danmark vil have sit klimaaftryk ned (Zetland).

  • Visse dele af det politiske spektrum har talt om deciderede forbud mod for eksempel dieselbiler. Problemet er, at EU-reglerne blokerer for at lave den slags forbud (Ingeniøren).

Det skal du også vide

Politiets pres på Loyal to Familia har ført til 51 sigtelser. Sidste sommer besluttede Rigsadvokaten at erklære banden Loyal to Familia for ulovlig. Det skal domstolene tage stilling til, og mens beslutningen bliver testet, kan politiet bruge forbuddet mod banden til at anholde bandemedlemmer (Berlingske).

Dagens Zetland-historier

Foto: Andreas Bang Kirkegaard for Zetland

Grønne fingre. En tredjedel af al mad, der bliver produceret i verden, bliver smidt ud. Et par kartoffelavlere på Samsø viser (en lille del) af løsningen.

Grønne sedler. (Næsten) alle lande i verden er tynget af gæld. Det lyder virkelig farligt. Men da vores økonomiskribent Hakon Mosbech begyndte at grave i gældsbjerget, fandt han en lidt anden historie.

Nye toner. Et nyt, mærkeligt hiphop/countryhit viser ind i, hvordan musikindustrien har ændret sig fundamentalt på ganske få år.

Favoritterne. I denne uge har Zetlands skribenter nydt artikler om Donald Trumps familiedynasti, om momsfusk og om, hvad det vil sige at være evigt single. Og de viser vej til det gode læsestof her.

Tak for at være med os i denne uge. Vi er tilbage på mandag.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem