Alt, hvad der forvirrer mig ved kryptokunst, giver mening, når jeg ser på Paris Hilton

Lad mig forklare.

Illustration: Lorenzo Matteucci for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

For to måneder siden sendte jeg en sms til telefonnummeret +1 310 496 8826. Hi Paris,” skrev jeg. Would You consider giving an interview by mail or video call? I’m a writer for Zetland, Denmark’s leading digital newspaper for constructive, in-depth journalism. I know this is a bold suggestion, but You’re a bold person, and that boldness is inspiring.” Ja, jeg smurte okay tykt på. Men det var også Paris Hilton, jeg prøvede at få på krogen.

Lige nu, i juni 2021 og efter en del år med en forholdsvis lav medieprofil, er Paris Hilton, 00’ernes ultimative elsker/hader-kendis, dukket op igen. Ikke alene er gademoden sommerforelsket i hendes look fra dengang, med lavtaljede jeans og små laktasker på de unge pigers arme. Den oscarpræmierede film Promising Young Woman har også hendes sukker-reggaehit Stars Are Blind med på soundtracket – og så skal hun i øvrigt giftes.

Men det er kun begyndelsen. Hilton skovler nye følgere ind på Twitter og Instagram, hun giver interviews til medierne og optræder i podcasts. Paris Hilton er kort sagt tilbage. Og inden du tager dig til hovedet over det, så giv mig et øjeblik til at forklare, hvorfor det er en gevinst for os alle sammen.

Denne gang er det nemlig ikke sladderspalterne, men finans-, tech- og kulturmedier, der har Hilton i overskrifterne. For Paris Hilton har kastet sig helhjertet ind i et af tidens mest spændende digitale fænomener. Nemlig det, man kalder kryptokunst – eller mere præcist NFTer.

Forkortelsen står for non-fungible tokens, som er hysterisk svært at oversætte og heller ikke helt enkelt at forklare. Jeg gør et helhjertet forsøg lige om lidt, men for nu er det nok at vide, at det handler om ikke-fysiske kunstværker og andre digitale genstande, der sælges for tårnhøje summer – og så handler det om kryptovaluta, blockchain-teknologi og digitale rettigheder. Med andre ord er NFTer et fænomen, man hurtigt kan fare vild i. Og måske give op over for (sådan havde jeg det), hvis man tænder på spændende kunst, men slukker på webprotokoller og følelsen af endnu en hype i en i forvejen teknologibesat verden.

Det er her, Paris Hilton kommer ind i billedet. For ikke alene viser det sig, at hun er dybt investeret i både kryptovaluta og kryptokunst og har været det før stort set alle andre – “jeg er besat,” har hun sagt. NFTer har bogstaveligt talt overtaget mit sind og min sjæl.” Paris Hilton tilbyder også en direkte vej til at forstå, hvorfor det er andet og mere end en hype, når både tech- og kunstkyndige lige nu sætter deres lid til NFTer som en revolution af de bærende mekanismer i kunstens verden og i den digitale økonomi. Som én bitcoin-journalist har formuleret det: Måske er hun den perfekte ambassadør for NFTer.

Det er store ord. Men efter at jeg selv har ladet mig dumpe ned i Paris Hiltons skinnende pastelfarvede NFT-eventyr, er jeg tilbøjelig til at give journalisten ret. Og ikke nok med det. Jeg tror faktisk, at hvis vi ser på Paris Hilton og hendes nye krypto-inkarnation, så kan det gøre os en hel del klogere. Ikke bare på kryptokunst. Men på, hvad det overhovedet vil sige at være et menneske i dag – i den digitale tidsalder, hvor de allerfleste af os deponerer store dele af vores tid, opmærksomhed og identitet i virtuelle rum, som vi hverken kan overskue eller kontrollere. Og hvor vi meget let kan miste os selv, hvis vi ikke passer på. Det ved Paris Hilton bedre end nogen andre. Og derfor er det hende, vi skal holde øje med lige nu, hvis vi vil forstå, hvordan modreaktionen på det kontroltab kan se ud.

Hvis du er overrasket over, at sådan en rejse kan begynde og ende ved Paris Hilton, så er vi to. Men det gør den.

Kryptokunst og NFTer ramte overskrifterne i de danske medier i marts 2021. Slår alle rekorder: Krypto-kunst solgt for over 400 millioner, 36 millioner kroner på 20 minutter og De sælges for svimlende millionbeløb lød et par af dem. De dækkede over historier om NFTer – digitale kunstværker og det, man kunne kalde digitale memorabilia – der pludselig blev handlet til priser, man knap kunne fatte.

Her er det, jeg gerne vil forklare, hvad NFT – non-fungible token – betyder. Som mange nok ved, er token engelsk for en slags pant – en repræsentation af noget andet, som har en bestemt værdi. Fungible er derimod ikke et ord, man støder på hver dag, men det betyder, at noget kan erstattes med en identisk version. Med et eksempel, som jeg har lånt fra min kollega Frederik Kulager og Frederik forklarer internettet, så er en femkrone for eksempel et fungible token, fordi en anden femkrone ville være akkurat lige så god.

Et non-fungible token repræsenter derimod noget, man ikke bare kan skifte ud med noget andet. Et unikt kunstværk for eksempel. Som det digitale Everydays – The First 5000 Days af kunstneren Beeple – et NFT, som fik hammerslag på 430 millioner kroner hos auktionshuset Christie’s i marts. Eller verdens første tweet postet af Twitter-grundlægger Jack Dorsey og solgt af ham selv for 18 millioner kroner til en tyrkisk blockchain-forretningsmand, som sammenlignede det med Mona Lisa.

Diskussionerne nærmest eksploderede i halen på de opsigtsvækkende handler. For det, der blev handlet, var jo netop ikke en Mona Lisa, verdens mest ikoniske kunstværk. Leonardo da Vincis maleri fra 1503 er alt det, vi forventer, at et kunstværk skal være. Det er olie på lærred, malet i hånden af en mester i sit fag, det har en ramme, hænger på museet Louvre, det er blevet beundret af millioner af mennesker gennem 500 år og umuligt at kopiere. Prøv at fortælle dine venner, at den Mona Lisa-plakat, du har hængende over sofaen, er den ægte vare, og se, hvor langt du kommer med det.

Sådan er det ikke med de digitale værker. De eksisterer kun digitalt – og er der noget, vi har vænnet os til, så er det, at digitale ting kan kopieres. Derfor er den store interesse for NFTer en kæmpe udfordring af vores opfattelse af, hvad kunst er, og hvad der giver den værdi. For, som Frederik Kulager spurgte, da han (naturligvis) kastede blikket på NFTer tilbage i marts i Frederik forklarer internettet, hvordan kan noget, som alle kan finde online, downloade, tage et screenshot af, gemme og dele, være millioner af kroner værd?

Det er faktisk et virkelig godt spørgsmål. Det peger nemlig direkte ind i det, der har været kunstneres kæmpe problem i digitaliseringens tidsalder. En af de første ting, der skete, da vi fik internet, var nemlig, at den ophavsret og eksklusivitet, der tidligere gav musikere, filmskabere, fotografer og andre kunstnere mulighed for at tjene penge på deres værker, forsvandt ned i piratkopieringens og de ulovlige downloads vilde vesten. Kunstnerne råbte op, og hvis de havde råd, hyrede de advokater og sendte søgsmål rundt. Men det var dråber i havet. I praksis var kunstnerne hjælpeløse over for udviklingen – og det blev de ved med at være, indtil streamingtjenester som Spotify dukkede op som mellemled. For hvem gad betale, hvis man kunne få gratis?

Jeg tror, du allerede nu begynder at fornemme, hvorfor de storsælgende NFTer har vakt så meget opsigt – og hvorfor det meget vel kan være et varsel om en stor forandring. Det, vi ser, er intet mindre end fremkomsten af et nyt digitalt marked, hvor folk er villige til at betale for den kunst – billeder, musik, videoer og så videre – som vi plejede at ribbe uden beregning. Grunden til, at dét sker, handler i første omgang om teknologien bag NFTer.

Sagen er nemlig, at kryptokunst – ligesom kryptovaluta – er understøttet af en blockchain, som er endnu et af de ord, vi ikke kan komme uden om for at forstå den tid, vi lever i: En konstant voksende kæde’ af forseglede datablokke, som indeholder alle informationer om den pågældende NFT. Alt, hvad der ligger i blockchainen, er offentligt tilgængeligt, men umuligt at pille ved. Derfor udgør blockchain en effektiv form for ægthedsgaranti. Og vigtigere endnu: Den giver kontrol. Jeps, folk kan stadig tage et screenshot af Jack Dorseys første tweet, men de kan ikke få nogen penge for det, for det er ikke den ægte vare. Med andre ord er NFTer en ny markedsplads, hvor der (måske) er vildt mange penge at tjene, men kun, hvis det, du kommer med, er originalt.

Dét er en udvikling, som vender bøtten temmelig radikalt og med et slag placerer en hulens masse magt og muligheder i hænderne på kunstnerne – måske endda mere end vi var vant til det fra de gode gamle dage. Men det her handler om mere end køb og salg af kunst. Det handler om mennesker og teknologier, som forsøger at bygge noget solidt i et univers af flydende data. Noget, der giver os mennesker nogle sikre ståsteder i den digitale virkelighed.

Ja, jeg ved, det lyder både højtravende og abstrakt. Det er derfor, vi har brug for Paris Hilton. Og hun kommer her.

Da Paris Hilton trådte ind på den verdensomspændende populærkulturs store scene i begyndelsen af 00’erne, var der ét spørgsmål, som fulgte hende lige så intenst som Hollywoods ubønhørlige paparazzi. Det spørgsmål lød: Men hvad er det, hun kan?”

Hun var arving til Hilton-hotelformuen, hun var topfotogen, og hun gjorde det ikke ligefrem svært for kameraerne at fange et brandvarmt billede, når hun dansede trusseløs i miniskørt på bordene på New Yorks natklubber. Hun sagde aldrig noget særligt – ud over sin signatur-sætning that’s hot”. Men hun havde en attitude af selvbevidst lolita-sexethed blandet med ekstremt privilegerede menneskers lette gang på jorden. Og den kombination virkede både vildt provokerende og uimodståeligt tiltrækkende på først sladderjournalisterne og snart alle andre, hvad enten man orkede det eller ej. Der var, i midten af 00’erne, ingen ende på Paris i den digitale nyhedsstrøm. Selv de mindste detaljer om Hilton-arvingen blev en historie. Og jo større hun blev, jo mere voksede spørgsmålet: Hvad kan hun? Hvis hun overhovedet kan noget?

Hun var … forvirrende. Engang var kendte mennesker kendt for deres talent, deres meritter. Paris Hilton sprang det led over. Som den berømte amerikanske tv-journalist Barbara Walters sagde i et indslag om Hilton: Hun er kendt for at være kendt.” Og alligevel var det hende, der i de år sugede en hel verdens opmærksomhed til sig. Det var hende, der forstod, at den, hun var, var en vare, folk ville have mere af. Spørgsmålet var så, hvordan man kunne tjene penge på noget så luftigt som … sig selv.

Hun begyndte at tage betaling for at dukke op til fester. Hun ringede paparazzi op og fortalte dem, hvor hun ville være, så de kunne få deres billeder og sælge dem videre til de amerikanske sladderbloggere samme aften. Hun banede sig vej ind i DJ-verdenen og er i dag verdens højest betalte kvindelige DJ. Hun lagde ansigt og krop til reklamer, selv om hun ikke var model. Hun optrådte i film og på tv, selv om hun ikke var skuespiller. Og hun hentede tøj-sponsoraftaler hjem, selv om hun ikke var sportsstjerne.

Det, hun kom med, var hende selv – og det var dét, der solgte varen, hvad enten det var burgere eller parfume (hun har 24 forskellige dufte under sit eget brand i dag, plus undertøj, tasker, ure, makeup, strandbarer og et enkelt hotel). Og så brugte hun digitale medier – blogs, Twitter, hjemmesider, apps – til aktivt at markedsføre sig selv og de produkter, hun lancerede.

Kort sagt, så var det Paris Hilton, der skrev drejebogen for det gigantiske fænomen, vi i dag kender som influencere, og for den milliardindustri, der er opstået omkring det. En industri, hun selv har navigeret med stor succes. Paris Hilton begyndte naturligvis ikke med nul kroner på kontoen, men det er primært hendes egen forretning, der er skyld i, at hun i dag har en personlig formue på over 300 millioner dollars.

Noget af den har hun investeret i kryptovaluta. Og det gjorde hun tidligt. Allerede tilbage i 2016 investerede hun både i bitcoin og ethereum, en anden valuta, som er blandt de mest aktive i dag. Hendes engagement i kryptokunst kom senere – men stadig før de allerfleste andre – da hun i august 2020 blev bedt om at bidrage til en krypto-velgørenhedsauktion. Paris Hilton lavede en NFT, en digital tegning af sin kattekilling Munchkin. Den blev solgt for 40 ethereum – lige over 100.000 kroner. Der gik det op for mig, hvilken power teknologien har, og hvordan den kan styrke og inspirere folk, særligt kunstnere,” har hun sagt til W Magazine.

Da Paris Hiltons interesse for NFT først var vakt, gik hun grundigt til værks. Jeg blev en elev i spillet, jeg talte med ledere i industrien, deltog i Clubhouse-chats, jeg researchede og lyttede til podcasts,” har hun fortalt. Først da hun følte, hun havde styr på tingene, begyndte hun for alvor at melde sig ind i miljøet.

Hun tog kontakt til Tesla-grundlægger Elon Musk og hans partner, elektropopsangeren Grimes, som i marts sendte sit første drop (det kalder man det) af NFTer på markedet (ti små videoer, 36 millioner kroner). Hun startede et samarbejde op med den kendte kryptokunst-samler Whaleshark, og hun blev onlineven med Pak, en af de største kunstnere i feltet (og Elons Musks personlige favorit). Hun købte NFTer  – hendes samling tæller 37 styk, men hun vil ikke afsløre, hvad de har kostet hende – og begyndte at promovere unge kunstnere på sin Twitter-profil.

Især det sidste har fået kryptomiljøet til at omfavne hende. Som ChryptoYuna, en kvindelig kunstner, har sagt til kryptovaluta-mediet Coindesk: Jeg tror, hun har ændret alles opfattelse af hende i det her rum.”

Og så, i april 2021, debuterede Paris Hilton selv som NFT-kunstner. NFT-portalen Nifty Gateway satte hendes første drop til salg. Serien hed Planet Paris og bestod af fire bevægelige værker i glitrende pastelfarver skabt af Hilton i samarbejde med den etablerede digitale kunstner Blake Kathryn.

Alle fire værker blev lynhurtigt udsolgt. Den samlede fortjeneste (betalt i ethereum) nåede op over ti millioner kroner. Topscoreren var et portræt af Paris Hilton som perlemorsglinsende fembot med titlen Iconic Crypto Queen.

Okay. Endnu en gang er en håndfuld digitale filer blevet solgt for millioner. Hvordan er det, at Paris Hilton hjælper os med at forstå den dybere mening med det? Først og fremmest er Paris Hilton og cutting edge-teknologi faktisk to ting, der altid har gået hånd i hånd. Bogstaveligt talt. For hvis der er én ting – en accessory – der er synonym med Paris Hilton, så er det mobiltelefoner.

I de år, hvor hun var fast inventar i den kulørte del af mediebilledet, kunne man være sikker på, at hvis der var en ny telefon på markedet, så sad den i hånden på Paris Hilton. Fra de første murstensmobiler og klaptelefoner til Sidekick, BlackBerry, Motorola Razr og endelig iPhone (den sidste var hun dog overraskende længe om at samle op. Først i 2012, seks år efter lanceringen, blev hun fotograferet med et eksemplar i hånden). Hilton har ved flere lejligheder taget æren for at have opfundet selfies, og mens det er en påstand, som kan diskuteres, så er det et faktum, at hun bærer hovedparten af ansvaret for, at teenagere over hele verden klistrede deres 00’er-mobiltelefoner til med ekstremt upraktiske similisten.

Men vi er et helt andet sted nu. Hilton er ikke længere kun i bruger-enden af teknologien, men der, hvor de nye tanker opstår. Hilton fatter det” ganske enkelt, som krypto-skribenten Jeff Wilser har sagt det. Det er ham, der har udnævnt hende til den perfekte ambassadør for NFTer”.

For ikke alene har Paris Hilton har forstået, hvad NFTer er – hendes explainer, som man kan finde på hendes hjemmeside, er den mest tilgængelige guide til fænomenet, jeg endnu er stødt på. Hun har også et blik for de perspektiver, som blockchain-teknologien åbner for kunstnere og deres muligheder i den digitale verden. NFTer er, skriver Hilton på sin hjemmeside, en demokratisering af kunsten.

Ved at bruge NFTer kan talentfulde kunstnere nå deres publikum og potentielle købere uden en agent eller distributør, som ville tage et honorar eller en andel af salgsprisen,” skriver hun. NFTer gør det også mere tilgængeligt at købe kunst, når man sidder trygt bag computeren, langt fra snobbede gallerister og kunstverdenens lukkede kredse. NFTer er ikke forbeholdt rige mennesker og insidere. Alle kan få deres stemmer hørt ved at skabe et digitalt kunstværk, og alle kan komme til at eje et.”

Det her er vigtigt. For det er her, kryptomarkedet kan gøre en enorm forskel for kreative menneskers interaktion med det digitale univers, uanset om det er billedkunstnere, fotografer, musikere, spildesignere eller noget helt femte. Samtidig med at blockchain-teknologien sikrer, at der både er sikkerhed omkring ægthed og betalingstransaktioner, bliver mellemleddet – streamingtjenesten for eksempel – skåret væk. Protokol-systemet betyder også, at hvis et værk sælges videre, får den oprindelige ophavsmand en procentdel af prisen. Med sådan en forretningsmodel kan en kunstners økonomi se rigtig fornuftig ud.

CALL ME MAYBE2006-versionen af Paris Hilton inklusive BlackBerry, dengang alle pæne mennesker fnøs over hendes påtagede dum blondine-image. Foto: Bei / Shutterstock / Ritzau Scanpix

Når Paris Hilton er faldet for de demokratiserende aspekter ved NFTer, så giver det virkelig meget mening. For er der nogen, der som hende har været set ned på af finkulturens gatekeepere? Vi er tilbage ved det evige spørgsmål: Hvad kan hun egentlig?

En af dem, der har sagt det bedst, er Brooke Erin Duffy, der er professor ved Cornell University og beskæftiger sig med kvindelige entreprenører og sociale medier. Vi var ikke helt sikre på, hvad hendes kendthed afhang af, men den afhang af hendes selv-branding. Hun beskæftigede sig med strategisk selvpromovering, før selv-branding blev noget, alle gjorde. Nu tager vi det for givet. Men hun gjorde det et årti før resten af os.”

Paris Hilton forstod tidligere end nogen andre, at hun havde noget, der tiltrak folk – noget udefinerbart, som både fascinerede og provokerede. Det, hun kunne, var usynligt, men kun så længe der ikke var et system, som kunne validere det. Eller rettere: et marked, hvor hendes vare – hendes brand – kunne omsættes til en værdi, vi andre kunne forstå. Det marked skabte hun. Og hun opfandt ikke alene selv-brandingen, men også en række af de grundlæggende forretningsfunktioner i influencer-industrien, vi har i dag. En industri, der også som helhed har været forfulgt af spørgsmålet om, hvad substansen egentlig er – indtil pengene for alvor begyndte at rulle.

Og nu er det NFTer, vi taler om på akkurat samme måde, som vi talte om Paris Hilton og om influencere. Hvad får man for pengene? Hvorfor er det noget særligt? Er det ikke bare en hype? Det var bogstaveligt talt først, da der kom penge på bordet, at medierne (inklusive Zetland selv, yes, jeg ved det) overhovedet samlede historien om kryptokunst op.

For sådan er det åbenbart: Vi forstår først for alvor værdien af noget, når der opstår et levedygtigt marked omkring det. Når vi kan måle det i kroner og øre. Eller millioner af dollars.

De vilde priser på kryptokunst, som vi har set de seneste måneder, ligner en boble, og de flader nok ud. Men nu findes systemet, brugerne findes, og opmærksomheden er vakt. Så er det bare’ et spørgsmål om, hvorvidt varen er spændende nok til at få publikum til at blive ved med at kigge forbi. Til at anerkende, at kunst ikke opstår af ingenting, og at den originale idé er noget særligt, uanset hvilket medie den udmønter sig i. At det er kunst, og at det rummer store oplevelser og stof til eftertanke og nye erkendelser, selv om det ligger som en fil.

Dét er det sidste og måske vigtigste punkt, hvor Paris Hilton har lært mig noget om kunst. For nej, jeg har helt ærligt ikke rigtig kunnet mærke det fede ved NFTer før – sådan som kunst betragtet. Det dér udefinerbare, som griber dig om hjertet og udvider din horisont – det har føltes meget langt væk, når jeg hørte om digitale værker og tweets som fremtidens Mona Lisa.

Men så tog jeg mig tid til at kigge ordentligt på Paris Hiltons drop – de fire NFTer, hun solgte i april. Og så skete der noget.

Billederne var, forklarede Paris Hilton, et kig ind i hendes metaverse, i hendes personlige digitale drømmevirkelighed. Her var kun ting, der fik hende til at føle sig tryg”, sagde hun. Som hendes afdøde chihuahua Tinkerbell og en seng, hvor en Barbiedukke ville være okay med at få taget sin mødom. Plus en syret have med opgående planeter og kolibrier, der symboliserede Hiltons mormor.

Det lyder banalt, men det er faktisk vildt interessant. For med til historien om Paris Hilton og de digitale medier hører også, at hun var en af de første kendte, som oplevede et digitalt overgreb, da en af hendes ekskærester lækkede en privat sexvideo på internettet. Myriader af mennesker brugte den fagre nye teknologi til at snage i Hiltons sexliv og håne hende for det bagefter (jeg var en af dem, og jeg er ikke stolt af det). Og helt frem til i dag har hun været et yndlingsoffer for paparazzi, sladdermedier, gossip-bloggere og blodtørstige kommentarspor.

Det digitale rum, som har skabt den selvudnævnte crypto queen Paris Hilton, og som hun er uløseligt forbundet med for evigt, er også det sted, hvor hendes integritet er blevet trampet allermest på. Det er et paradoks, som hun deler med overraskende mange helt almindelige mennesker, som får spredt rygter om sig, bliver udsat for hævnporno eller mobbe-memes, som får delt billeder eller rygter om sig, som de har nul kontrol over.

At skabe denne form for kunst er en måde at skabe et safe space i dét univers. At forsøge at indrette sit hjørne af metaverset. At tage kontrollen tilbage. Fysiske kunstværker ville slet ikke fungere til formålet, for det er det digitale rum, det handler om, og kryptokunsten er ikke bare gengivelser af det, der sker i den verden. De er del af den.

Og pludselig fattede jeg det. Hvorfor NFTer er noget langt større end digitale versioner af kunst, som vi kender det. De er snarere en helt ny form for dialog mellem kunsten, virkeligheden og os selv. Det er et sprog, der kan bruges, når vi fortæller historierne om vores digitale liv. Det er det, vi altid har brugt kunst til: at spejle vores tilværelse. At udforske vores eksistens. At forsøge at forstå, og måske beherske, de dele af livet, der er allermest udfordrende at begribe og at være i lige nu.

I sidste ende handler det om at tage en form for kontrol tilbage, mens sluserne til det digitale rum står på vid gab. Ikke ved at regulere, men ved at arbejde dybt og innovativt med mekanismerne derinde. Det er her, kunsten møder krypto-tanken, blockchain-teknologien og bevægelsen mod digitalt ejerskab og rettigheder. For det hele udspringer af det samme behov for kontrol; med de værdier, der flyder rundt i det digitale rum, med dine data, dine billeder, din identitet, dit selv. Alt det, som er så uhyggeligt nemt at miste derude.

Det er derfor, at Paris Hilton passer så perfekt ind i dette næste skridt i den teknologiske udvikling. Hun har taget hele rejsen. Hun var den første, som så mulighederne i at lade sig opløse i smådele, som kunne handles i den digitale virkelighed. Hun har tjent stort på det, men hun har også betalt prisen i form af et kolossalt, nærmest ikonisk, kontroltab. Så i virkeligheden er det slet ikke så overraskende, at det er hende, der går foran i kampen for at tage styringen tilbage. Og opfinde nye måder at gøre det på.

Jeg hepper på hende. Også selv om hun aldrig svarede tilbage på min sms.