Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Hvorfor krydderurter og dødningehoveder dukker op på kirkegården

PERLEPLADER Folk pynter gravsteder med souvenirs og hjemmelavede genstande, der har særlig betydning. Foto: Mie Brinkmann / Zetland


29. maj 2017
14 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Kulturelle udviklinger viser sig ikke kun på måden, vi lever, men også på, hvordan vi mindes, når vi dør. Hvor det typiske gravsted før var nærmest selvudslettende, ser vi nu flere og flere unikke og kreative gravsteder, der benyttes mere aktivt. Det samme gælder de digitale ‘kirkegårde’ på nettet. Her er fem tendenser for vores gravsteder i de sociale mediers tidsalder.

Min søsters grav er pyntet med buketter, blomster i urtepotter, et stearinlys i en stormlygte og skiftende dekorationer efter årstiden. Hun ligger på kirkegården i en sjællandsk by, og i lighed med andre, der dør for tidligt, er der en stærk tilstedeværelse af pårørende, ikke mindst hendes forældre og hendes børn, men også nogle gange af hendes venner i området. Det mest gribende er ikke gravstenen, men de kærlighedserklæringer, der ligger foran den i form af smukke og symbolske genstande. Hendes gravsted er ikke blot et felt, hvor hendes hvile er markeret, men først og fremmest et levende og interaktivt sted, hvor man kan give udtryk for sit savn på utallige måder.

Sådan var det sjældent, da jeg var barn. Der er sket en udvikling i måden, vi mindes på, og jeg vil gerne forstå de tendenser, man kan se rundtomkring, til at bringe nye ritualer og genstande ind på kirkegården.

Jeg har talt med antropolog Gitte Lunding, der er ansat på Kulturcentret Assistens, der både forsker i og formidler kirkegårdens historie frem til i dag. Og med cybersociolog og lektor på IT-Universitetet Stine Gotved, der forsker i døden på nettet. Der synes at tegne sig nogle klare tendenser: personlighed, hjemlighed, kulturel sampling, fortsat dialog og sociale medier som digitale kirkegårde.

For 30 år siden var et dansk gravsted som regel en standardiseret sten, hvorpå der stod navn, fødselsdato og dødsdato. Og sådan havde det været i årtier. Naturligvis var der undtagelser, som regel kunstnere, der gjorde lidt mere ud af det, men det var sjældent. Jeg husker tydeligt forbløffelsen, da jeg besøgte rockstjernen Jim Morrisons grav på kirkegården Père-Lachaise i Paris i begyndelsen af 1990’erne. Ikke nok med at der var mange mennesker, der valfartede til graven, sådan som det er med stjerner, men denne grav skilte sig ud ved, at folk lagde en masse gaver på gravstedet. Ikke kun blomster og kranse, men tændte stearinlys, breve, billeder, souvenirs og endda joints. I dag er det ikke længere så unormalt at se gravsteder for helt almindelige mennesker omgærdet af genstande og ritualer. Der er sket noget. Ikke mindst er vi blevet mere opsatte på at skille os ud.
Jeg vil skitsere fem tendenser.

1. Gravstedet er blevet mere personligt

I 1800-tallet blev der sat store monumenter over betydningsfulde og rige mennesker, især erhvervsmænd, politikere og kunstnere. Det var ikke kun et monument over personen henvendt til efterladte, men også over vedkommendes bedrifter henvendt til eftertidens offentlighed. Der var langt fra dette til Jens Vejmands grav hos Jeppe Aakjær, hvor der ikke engang blev råd til en sten.

Det 20. århundredes demokratiseringstendenser betød, at forskellen mellem riges og fattiges gravsteder blev mindre, og efter Anden Verdenskrig var tendensen at gøre det synlige gravsted så anonymt som muligt. En simpel sten omkranset af en hæk, gerne med lidt beplantning. Gitte Lunding forklarer:

Gravsteder afspejler jo det øvrige samfund og i dette tilfælde det store socialdemokratiske fællesskab, hvor man er lige, og hvor man heller ikke skal bruge for mange penge på den slags. Det er de beskedne ældres generation, der dør i denne periode. Nu er det 68’erne, der dør, og de vil gerne være , selv efter døden. De skriver også selv deres dødsannoncer. Forleden så jeg en dødsannonce, hvor en kvinde i begyndelsen af halvfjerdserne takkede alle de elskere, hun havde haft i løbet af sit liv. Det er naturligvis et ekstremt eksempel, men vi er meget langt fra de foregående generationers udtryk. Det private bliver gjort offentligt.”

Gravstenene skal i højere grad skille sig ud, og med den udadvendte gravsten henvender man sig ikke kun til de nærmeste, men også til forbipasserende, som kan se, at denne person var noget særligt,” fortæller hun. Man lader den afdøde indtage pladsen. Man personliggør gravstedet og skaber en fortælling.

Vi går på Assistens Kirkegård i København, hvor man tydeligt kan se disse tendenser. Kirkegården har ret vide rammer for, hvad man må, blandt andet fordi den ikke reguleres af et menighedsråd, så det er et godt sted at iagttage, hvordan gravstedskulturen udfolder sig, når folk får lov. Ét gravsted prydes af en gigantisk motorcykel lavet af pileflet. Et andet dyrker det minimale: Den har en helt sort, tynd skiferplade som gravsten omgivet af en frodig have med kun én slags blomst, vibeæg. En teenagers gravsten har et rørende digt, skrevet af hende selv, som inskription.

Gitte Lunding gør opmærksom på grundbetydningen af ordet eftermæle: det sted, der kan tale for en, når man ikke længere selv er her til at gøre det. Og i dag taler gravstedet markant tydeligere end for 30 år siden.

Det mest bogstavelige udtryk for personliggørelsen af gravstedet er ankomsten af portrætfotografier af den afdøde. Nogle gange er fotografiet indlejret i selve gravstenen, andre gange placeret i en ramme ved siden af. Det har en meget stærk effekt. Jeg fik nærmest et chok, da jeg kom forbi popsangeren Natasjas grav i 2007, der som en af de første havde et portrætfoto på gravstenen. I dag er der adskillige af denne type.

OPHÆNG Mange hænger personlige genstande på træer, der vokser over gravstedet. Det kan både være symbolske ting såsom hjerter og engle, ting, som den afdøde har ejet, eller ting fra de pårørendes videre liv, som de ønsker at dele med den afdøde. Foto: Mie Brinkmann / Zetland

2. Gravstedet som et hjem og et udflugtssted

Når mange grave i dag har små bænke eller stole, skyldes det, at gravstedet i højere grad er blevet et sted, man opholder sig. Man sætter sig måske og taler med den afdøde eller bruger bare stedet som et meditativt rum, hvor man kan lade sine egne tanker indflettes i mindet.

Man skaber et hjemligt sted og medbringer måske også genstande, der hører til i hjemmet. Man pusler om det. Her viser der sig ifølge Gitte Lunding en markant kønsforskel i adfærden:

Der er stor forskel på mænds og kvinders adfærd på gravsteder. De fleste mænd har det godt med nogle helt faste rutiner – at tænde lysene, at luge lidt, at gøre præcis de samme ting, hver eneste gang de besøger gravstedet. For kvinderne handler det mere om at opholde sig på stedet og tale med den døde, måske ligefrem rådføre sig med vedkommende. Så for mændene er de fysiske handlinger i centrum, og for kvinderne handler det i højere grad om kommunikation.”

Det er også her, familier og venner samles, især på særlige mærkedage såsom fødsels- og dødsdage. Og man er begyndt at skabe flere familiegravsteder, selv i en tid med komplicerede familieforhold. Gravstedet kan nemlig nogle gange blive en slags fikspunkt for familieidentiteten. Lunding mødte en dag to unge piger, der sad ved en grav, hvor der i lang tid havde ligget nogle grydeskeer. Det var deres hhv. farmors og mormors grav. Hun havde været familiens kok og et samlingspunkt, og de unge kvinder var fast besluttede på, at de selv skulle ned i samme grav.

Gravstedet opleves ikke længere som et fremmed territorium, hvor man er på besøg, men nogle gange næsten som et andet hjem, et hyggeligt sted at være sammen med og om den afdøde.

På et tidspunkt kløjes jeg i samtalen med Gitte Lunding. Jeg forsøger at stille et spørgsmål om genstandenes betydning for sorgbearbejdelsen. Vi står ved en lille drengs grav. Den er tydeligvis velbesøgt og velholdt. Der ligger et hjemmelavet keramikhjerte med hans navn på. Men frem for alt er der et lillebitte læskur af træ, hvori der er nogle små tøjdyr, som formentlig har tilhørt ham og er bragt fra hjemmet herud. Jeg ved, hvor meget synet af ens børns legetøj kan fremkalde et umiddelbart nærvær, og her er den lille drengs legetøj. Spørgsmålet besvarer sig selv, idet min stemme knækker over i mit forsøg på at stille det.

3. Man sampler og remixer fra andre kulturer, især katolske

Der tændes stearinlys på gravstederne som aldrig før. Der ligger porcelænsengle ved gravene. Og på en nyere grav er der perleplader med dødningehoveder, inspireret af den mexicanske dødskultur. Det kan godt virke lidt katolsk. Den katolske kirke er mere sanselig end den protestantiske og har ikke denne nordiske trang til at holde igen med de æstetiske effekter. Så er vi ved at blive skabskatolikker i en protestantisk kultur?

Det er sandt, at man kan mærke et katolsk præg, forklarer Gitte Lunding. Men det katolske er blot en del af en større globaliseringstendens, hvor vi sampler fra andre kulturer og skaber vores eget spirituelle remix:

Det er det, jeg kalder den store synkretisme’, altså at man tager alle mulige symbolladede elementer, ikke kun fra katolicismen, men også for eksempel fra det oldnordiske. Det hænger sammen med, hvad tro er for en størrelse i praksis. 80 % af danskerne tror på noget større, men det er ikke det samme, som at de abonnerer på den folkekirkelige kristendom. Det er snarere en stor smeltedigel af symboler. Og nogle gange er det altså bare, fordi de pårørende synes, det er pænt med en porcelænsengel, uden at de lægger en større betydning i den.”

Vi er nået til graven med perleplade-dødningehovederne, der tilsyneladende er inspireret af mexicanske traditioner. Den har et barnligt legende præg. Samtidig er dødningehovederne en meget direkte reference til døden som noget konkret – mere råt og tegneserieagtigt end engle og duer. Perlepladerne er flot lavet og hænger på små grene sammen med nogle hvide plastikskeletter af den type, man kan købe i en legetøjsbutik. Der er endnu ikke kommet gravsten på, men i stedet er der et skilt med en tegning af en lakridspibe og inskriptionen Lakridspiber tilladt”. Det er i dén grad den afdødes gravsted.

Den mest markante tendens er naturligvis lysene, de mange levende lys, der passer så godt til det nordiske mørke og vores stearinlyskultur i øvrigt. De præger vores kirkegårde som aldrig før. Lysene forener flere ting: At tænde lys i mørket er symbolsk (håb), det er hyggeligt og hjemligt, og det giver samtidig en særlig, lidt sakral atmosfære til det konkrete sted. Og det at kunne gøre noget på stedet, at udføre det lille, simple ritual, det er at tænde et lys, har i sig selv en værdi, som for nogle også indebærer en omsorg for den afdøde og måske endda en ubestemmelig, men kærlig kommunikation med vedkommende.

HUMOR Den afdøde ligger her omgivet af blandt andet dette skilt, der appellerer til børn og barnlige sjæle. Foto: Mie Brinkmann / Zetland

4. Den fortsatte dialog med den afdøde

Især når der er tale om børn eller yngre afdøde, ser man en meget aktiv dialog med den afdøde på gravstedet i form af skiftende genstande og beplantninger, der også markerer tidens gang – årstidernes skiften, de pårørendes fortsatte tilværelse og endda i enkelte tilfælde den afdødes fortsatte alder, hvis vedkommende havde levet videre.

Gitte Lunding fører mig hen til gravstedet for en teenagepige, der døde som 16-årig. Her er et billede af hende i en ramme foran gravstenen. Græsset foran er udformet som et hjerte, og på gravstenen står der Du åbner vores hjerter”. Men mest markant hænger der en masse kulørte nipsting i træet, der vokser ind over gravstedet, tilsyneladende nyere ting, der løbende bliver tilføjet. Det ligner souvenirs fra forskellige steder i verden.

Det er almindeligt, at de nærmeste deler deres fortsatte liv med den afdøde, at dialogen ikke stopper med døden, men fortsætter i det videre liv,” fortæller Gitte Lunding. På graven vokser der også purløg, og det er endnu en tendens at lade krydderurter eller bærplanter vokse på graven, ikke bare til pynt, men simpelthen for at komme og spise af dem. Det er en måde at være i en udveksling med den afdøde, her i form af en naturcyklus:

Når jeg fortæller om, hvordan mange spiser af planter og bær fra graven, er der altid nogle, der synes, det er morbidt og mærkeligt, som om man spiser af de døde. Men det synes jeg er noget pjat, det er jo en cyklisk tankegang.”

Når børn dør, er den fortsatte dialog nogle gange så stærk, at de pårørende følger den alder, barnet ville have haft, hvis vedkommende stadig var i live. Der er eksempler på børn, der får lagt legetøj på gravstedet, som passer til den opdaterede alder, så barnet på symbolsk vis vokser op. Eller teenagevenner, der stadig mødes om graven, nu som voksne, og bringer de voksnes ritualer og genstande med i forestillingen om, at deres ven er modnet med dem.

5. Internet-kirkegården

Det er ikke kun de fysiske gravsteder, der viser, hvordan vi mindes de døde. På internettet viser det sig især på Facebook, men også på særlige virtuelle gravsteder, hvoraf mindet.dk er den store herhjemme.

På mindet.dk, der for et år siden fik ny ejer og helt nyt design, kan man lave en mindeside for en afdød. Man kan vise billeder og skrive et portræt. Andre kan besøge mindesiden, sende en hilsen til den afdøde og tænde et virtuelt lys – før i form af fotografier af stearinlys, nu i form af en grafisk flamme i en varm, orange farve. Man kan også placere en stjerne på stjernehimlen og høre musik fra en udvalgt playliste, hvis de pårørende har lavet en sådan.

Når man har internet-kirkegårde, der jo mangler det rumlige og sanselige ved den fysiske kirkegård, skyldes det naturligvis blandt andet, at mange pårørende bor langt fra den afdøde og derfor sjældent har mulighed for at besøge gravstedet. Mindesiden kan opsøges, når man er i stemning til det, og fra ethvert sted på kloden med en internetforbindelse. Men der er mere i det end som så. Jeg har talt med Stine Gotved, der er cybersociolog (altså en, der forsker i folks adfærd på nettet). Hun ser døden på nettet som en slags ny synlighed:

Den gammeldags død var, at hele landsbyen sørgede sammen. Den moderne død skubber vi mere ud af vores bevidsthed, fordi vi ikke ser den så meget mere. Folk dør på plejehjem og hospice, gemt væk fra det øvrige liv. Men online ser vi dødens gentilsynekomst. Ikke i form af lig, ganske vist, men snarere i form af, at vi i hverdagen ser, at folk i vores netværk mister deres kære eller selv dør. Vi deler ikke kun de sjove ting med hinanden, men også de svære ting. Og i sidste ende bliver vi mindet om vores egen dødelighed.”

På nettet er individualisering og synlighed allerede en del af kulturen, ikke mindst på Facebook. En stor del af grunden til, at Facebook er det foretrukne mindested, er, at det er en etableret platform.

På Facebook er man et sted, hvor folk er i forvejen, hvor den afdøde med stor sandsynlighed har været aktiv, og hvor der allerede er en kultur, der handler om at udtrykke sig og at dele – eller at se på, at andre gør det. Nogle ser en fordel i en sådan velintegreret platform, hvor man er i forvejen. Andre ser det som en ulempe og ser i stedet en fordel i noget mere afskærmet, som en digital kirkegård er.

Når en person med en Facebook-profil dør, lever profilen ofte videre, og det er de pårørende, der fylder Facebook-væggen med minder, billeder og hilsener – især på vedkommendes fødselsdag. På Facebook kan man dele minderne med folk, man ikke kender, men som også holdt af den afdøde.

Der opstår så også det groteske fænomen, at den afdøde får lalleglade fødselsdagshilsener fra fjerne bekendte, der ikke har opdaget, at vedkommende er død, og som dermed afslører den overfladiskhed, hvormed de omgås hilsener på Facebook.

For de allernærmeste kan det være en stor trøst at se, hvor mange der holdt af den afdøde,” fortæller Stine Gotved. Men det kan også være smertefuldt i længden. Hun henviser til et feltstudium af en mor, der mistede sin teenagedatter og fandt en nærmest terapeutisk glæde ved at dele sorgen med datterens venner og bekendte. Men efterhånden erfarede hun, at aktiviteten dalede, og at hun sad alene tilbage med sorgen, for hun kunne jo ikke slippe den i samme grad som de andre. Det var decideret deprimerende for hende. Lige så meget, de sociale medier kan give af glæde og social kontakt, lige så hårde kan de understrege en ensomhed, når kontakten mangler.”

LYSBILLEDER På mindet.dk kan man tænde et lys for den afdøde og skrive et mindeord. Førhen kunne man vælge mellem disse forskellige billeder af stearinlys. I 2016 blev siden fuldstændig omdesignet, og man ser nu i stedet en grafisk flamme lyse op hen over mindesidens billede. Men man kan stadig komme tilbage og se de gamle lys. Screenshot: Mindet.dk

Når jeg fortæller folk om alle disse tendenser til mere personlige og levende gravsteder, reagerer mange med en næsten instinktiv dom om, at det er noget kulørt og vulgært noget. Det samme gælder eksistensen af mindesider på nettet. Jeg forstår måske godt lidt, hvad de mener. Men hvis der er én ting, jeg har lært af at omgås mennesker, der har mistet, så er det, at folk sørger på hver deres måde. Og hvem kan dømme ritualerne hos nogen, der har mistet?