Brok forpester vores arbejdspladser og samfund. Løsningen er enkel, men pænt akavet

Brokkeri sætter sig i vores sind og samfund. Zetlands største brokkehoved gik på jagt efter en modkur.

Nicolai Oreskov Westh, Zetland
  • 29. december 2020
  • 20 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Nicolai Westh er en diminutiv mand med velsmurt sort sideskilning og en svaghed for skinny jeans. Og så er han min tætteste kollega på Zetland. Vi sidder i engagementsafdelingen, hvor vi hver dag – når jeg ikke lige laver den her artikel – forsøger at få flere mennesker til at opdage Zetland. Han med billeder og videoer, og jeg med ord.

Hvad skal vi?” spørger Nicolai, da jeg tænder optageren. Jeg har inviteret ham ind i lydstudiet for at tale om en dårlig vane, vi – og nok især jeg – har.

Vi skal tale om især din lidt ærgerlige tendens til at brokke dig, begynder jeg.

Han slår en høj latter op.

… og måske også lidt om min.

Ja, det synes jeg giver bedre mening,” siger han.

Hvem er værst?

Til at brokke sig? Af os to? Det er klart dig.”

Nicolai har ret. Det er en tilståelsessag. Som enhver, der kender mig, kan bevidne, er jeg et brokkehoved. Jeg brokker mig, når det er for koldt. Jeg brokker mig, når det er for varmt. Jeg brokker mig over teknik, der ikke virker. Jeg brokker mig over lange møder. Jeg brokker mig over julesange i november. Jeg kan brokke mig over hvad som helst. Jeg vandt endda prisen for årets brokkehoved på mit hyggefodboldhold i år.

Er det irriterende?

I nogle tilfælde ville jeg ønske, at det måske ikke var helt så udtalt, som det til tider er,” siger Nicolai diplomatisk. Man godt brokke sig, synes jeg. Man skal bare have en intention om at gøre noget ved det. En gang imellem får vi sammen, men nok specielt du, brokket dig over noget, du ikke har tænkt dig at gøre noget ved. Hvilket kan være en uheldig tendens.”

Skønt jeg sætter pris på Nicolais ligefremhed, er den også øjenåbnende. Det lader til, at mit problem er større, end jeg troede. Der er tilmed erklæret nultolerance over for brok på Zetland, hvilket kun gør mit problem endnu mere penibelt. Men problemet er ikke mit alene. Danmark har ry for at være en nation af utaknemmelige brokkehoveder. Muligvis fordi vi er et jævnt samfund med flade hierarkier. Vi er vant til – og føler måske næsten en pligt til – at hæve stemmen, når noget er galt. Måske er det ligefrem en del af folkeånden. Som TV-2 sang i 1996: Kom lad os brokke os – det er nok det, vi har det bedst med.” Og ja, det kan føles rart at brokke sig. Befriende nærmest. Men når vi brokker os for meget, som jeg åbenbart gør, kan det have nogle ret alvorlige konsekvenser. I en meningsmåling, som fagforeningen Krifa fik lavet i 2018, svarede næsten hver anden (43 procent), at brok på arbejdspladsen gik ud over deres trivsel. Mere end hver fjerde (27 procent) svarede, at brok på arbejdspladsen påvirkede dem i fritiden. Brok er ikke ligegyldigt, viser det sig. Brokkeriet kan nemlig aflejre sig i vores sind og gøre os mere sure og sortseende. Hver især og som samfund.

Hvad gør vi ved det? spørger jeg Nicolai.

Vi begynder med, at du skal brokke dig mindre. Jeg tror, enhver god forandring begynder med en erkendelse fra personen, som er det største problem,” siger han, nu knap så diplomatisk, med det, der kun kan beskrives som en skoggerlatter. Og jeg bidrager gerne,” tilføjer han nobelt. Hvis du siger højt, at du gerne vil brokke dig mindre, så bidrager jeg gerne ved at pointere, at nu brokker du dig altså igen.”

Som Nicolai rigtigt siger, er det første skridt mod at bryde en uvane at erkende den. Det næste skridt er at erstatte den med en bedre vane – en, som siges at kunne få en langt mere positiv effekt på både min og andres sindstilstand. Det er dét, jeg har sat mig for.

HACK DIT SIND

Drømmen om, at vi kontrollerer vores egen skæbne, smuldrede i 2020. Verden har været uforudsigelig og i det hele taget noget rod. Heldigvis er der stadig masser af ting, du selv bestemmer. Du styrer for eksempel i høj grad selv, hvordan du vil reagere, når tilværelsen gnaver, og dine planer går op i røg. I julen ser vi på nogle af de ting, du kan gøre for at lukke lys, håb og mening ind i tilværelsen.

Men før jeg kan få bugt med min brok, er jeg nødt til at forstå, hvor den kommer fra. Man siger nok, at Jesper brokker sig. Men man siger ikke, hvorfor Jesper brokker sig. Derfor ringer jeg til Birgitte Sølvstein. Hun er praktiserende psykolog fra Skørping i Nordjylland og har en særlig interesse for det her emne.

Man siger i hjerneforskningen, at what fires together, wires together,” forklarer hun. Synapserne, som sidder på hjernecellerne, fyrer’ sammen, hver gang vi tænker en tanke eller gør noget. Og hvis de gør det tilstrækkelig mange gange, bliver der skabt en sti i hjernen. Og jo flere gange man går ad dén sti med for eksempel en tanke, des bredere bliver stien, og des mere automatisk bliver tanken.”

What fires together, wires together er en kendt læresætning inden for neurovidenskaben, som bliver kaldt for Hebbs lov efter sætningens ophavsmand, psykologen Donald Hebb. Hans teori går ud på, at når en besked eller en instruks bliver sendt fra nervecelle til nervecelle, bliver forbindelsen mellem synapserne, som er hjernens trafikknudepunkter, styrket. Dermed banes den sti, Birgitte Sølvstein taler om, og så bliver det lettere for den samme besked eller instruks at passere uhindret ad dén sti næste gang. Hebbs lov kan blandt andet forklare, hvordan indlæring foregår: Første gang vi kobler ud og skifter gear i en bil, kræver det dyb koncentration og fokus, og på et tidspunkt gør vi det bare uden at tænke over det. Og Hebbs lov kan også forklare, hvordan dårlige vaner dannes: Når vi brokker os og lukker negative tanker ind, bliver den næste negative tanke nemmere at tænke, og med tiden bliver brokkeriet nærmest en refleks.

Jo mere vi gør noget, des nemmere er det for os, og des sværere er det at gøre noget nyt,” siger Birgitte Sølvstein. Jeg tror, vi alle sammen ved, at når vi brokker os på en måde, hvor det ikke fører noget godt med sig, er det ikke specielt tilfredsstillende i længden. Så det er en vane, det kan være godt at komme af med. Men det kræver en indsats, for det er nemmere at tænke negativt end positivt.”

Hun henviser til det, psykologerne kalder negativitetsbias – vores tilbøjelighed til at lægge mere mærke til dårlige ting end gode. Ifølge teorien skyldes det vores ældgamle evolutionære programmering: Hvis du gerne ville overleve på savannen i tidernes morgen, gjorde du generelt klogere i at holde et vagtsomt øje med løven end at stå og beundre solnedgangen. Med tiden udviklede vi et fintfølende alarmsystem, og derfor falder det os i dag naturligere at brokke os over vores omgivelser end at skønne på dem.

Før vi kommer til, hvad man så kan gøre for at komme brokkeriet til livs, må jeg hellere nuancere lidt. Det er ikke sådan, at brok altid er skadeligt for os. Indimellem kan det være positivt at tænke negativt. Det er ikke usundt at give udtryk for en utilfredshed, som fører til en forandring, der forbedrer situationen. Og sommetider er brok en nødvendig ventil for indestængte følelser, som ellers kunne føre til stress og dét, der er endnu værre. Sommetider skal man bare have luft. Det kender min kollega Nicolai alt for godt.

Min hustru kommer en gang imellem til mig med nogle problemer, hvor hun tydeligvis ikke vil have, at jeg går i løsningsmodus, men hvor hun bare har brug for at lufte ud,” siger han. Her tror jeg – og det samme gælder med dig, som jo nærmest er min kone her på arbejdspladsen – at der også skal være et rum, hvor man bare skal have lov til at lufte ud.”

Det, Nicolai – som altså åbenbart er manden i vores forhold – taler om, er det, psykiateren Eric Berne i sin bestsellerbog Games People Play har navngivet ja, men’-kommunikation: Når man brokker sig over for andre, men egentlig ikke er ude efter gode råd og løsninger på problemet; man vil bare have afløb for sine frustrationer. Der findes en psykologisk betegnelse for dem, der gør det: help-rejecting complainers. For dem er brokkeriet en måde at få sympati og opmærksomhed fra omgivelserne.

Man kan altså ikke kategorisk sige, at brok er dårligt for os. Man kan til gengæld sige, at der findes en rigtig og en forkert måde at brokke sig på. Spørgsmålet er så, hvordan man (jeg) lærer at luge ud i den usunde brok og bliver bedre til at brokke sig (mig) på den rigtige måde.

For at få svar på det ringer jeg til Storm Stensgaard og Rikke Østergaard. De er begge to foredragsholdere og forfattere med en baggrund som henholdsvis stressrådgiver og erhvervssociolog, og så har de hver især skrevet en bog om brok. Storm Stensgaards med titlen Brok – Om at håndtere dårlige ting på en god måde udkom i 2020, mens Rikke Østergaards udkommer i januar 2021 og hedder Vi havde en fest på arbejdet – Men så kom Preben.

En af deres fælles pointer er, at brok er et bredt begreb, som kan dække over vidt forskellige typer adfærd med forskellige funktioner. Groft sagt er der tre typer af brok (Storm Stensgaard har dog hele 12 i sin broktypologi). Der er hyggebrokken, som har en social, sammenbindende funktion. Der er den løsningsorienterede brok, hvor vi gør opmærksom på et problem i håb om at få det løst. Og der er den afreagerende brok, hvor vi bare skal have luft. Alle tre broktyper kan have deres berettigelse i beherskede mængder, så længe hyggebrokken ikke bliver det eneste, der binder os sammen, og så længe vi brokker os strategisk, når vi eksempelvis har en dårlig oplevelse i supermarkedet, ved at gå til butikschefen i stedet for at lade det gå ud over den stakkels ungarbejder i kassen.

Hvad afreaktionsbrokken angår, har Storm Stensgaard og Rikke Østergaard et konkret forslag. Nemlig at man spørger om lov først: Er det i orden, at jeg læsser mine frustrationer af på dig i fem minutter? Det er ikke noget, vi kan løse, jeg har bare brug for at få det ud af kroppen, og så er det overstået.” En kvindelig tilskuer til et af Storm Stensgaards foredrag kaldte det at holde brækspanden”. På den måde, siger Rikke Østergaard, bliver det også lettere for den, der holder brækspanden, at sige fra, når nogen brokker sig over det samme for tredje dag i træk.

Dér, hvor brok ifølge eksperterne bliver giftig, er, når vi ruminerer, som det hedder med et psykologisk begreb, der kommer af det latinske ord for at tygge drøv. Altså når vi dvæler ved problemerne og bliver ved med at brokke os over det samme uden at gøre forsøg på at løse problemet. Når vi gør det, udvider den synaptiske sti i hjernen sig til en motorvej med tæt trafik af negative tanker. Og så er det, at brokkeriet bliver en uvane. Det er dét, der sker på mange af de arbejdspladser, Storm Stensgaard og Rikke Østergaard besøger, hvor medarbejderne taler om en decideret brokkultur.

Den negativitet, der kommer ud af brokken, sætter sig fast i os,” siger Storm Stensgaard. Vi hører på andres brok, og så kommer vi selv til at brokke os, og så spreder det sig. På en arbejdsplads kan man få en brokkultur, hvor det bare bliver det sprog, man taler i.”

Brok smitter. Vi mennesker er naturligt tilbøjelige til at kopiere hinandens adfærd. Det kan man eksempelvis se, når nogen hoster i biografen og igangsætter en kædereaktion, og der er også lavet eksperimenter, hvor forsøgspersonerne ubevidst har gengivet andre menneskers krops- og ansigtsbevægelser. Når nogen spreder brok, risikerer deres omgivelser at give negativiteten videre til andre, og sådan kan broksmittetrykket gradvist stige i et samfund. Samtidig ved vi, at når mennesker deler en oplevelse, forstærkes både positive og negative følelser og indtryk. Et interessant eksperiment, der blev foretaget i 2014, viste, at selv smagen af chokolade opleves mere intenst, når man deler chokoladen med andre. Brok kan med andre ord få det, vi brokker os over, til at virke endnu værre, end det er.

Jeg spørger Nicolai, om han nogensinde har brokket sig over min brok, når han kom hjem efter arbejde.

Hmm, har jeg det?” spørger han sig selv og holder en af sine lange tænkepauser. Jeg synes faktisk, jeg er ret god til at efterlade brok ved dørtærsklen. Men jeg har en gang imellem tænkt, at det måske var meget heldigt, at jeg efterlod det ved dørtærsklen, for ellers ville det blive en stressende situation for min familie.”

Nicolai pakker det som altid pænt ind. Men det, jeg hører ham sige, er, at jeg ikke kan sige mig fri for at have spredt giftig, smitsom brok. Og det er ikke sådan en kollega, jeg har lyst til at være. Jeg har ikke lyst til at være ham brokkehovedet, som andre brokker sig over i anden potens.

Heldigvis findes der efter sigende en virksom vaccine mod den giftige brok. Birgitte Sølvstein, Storm Stensgaard og Rikke Østergaard er enige om, at en af de mest effektive modkure mod brok er en ældgammel dyd. Nemlig taknemmelighed.

Desværre er det en dyd, som jeg ikke selv besidder i særligt stort mål. Som min hustru Anne siger, da jeg spørger, om hun betragter mig som et taknemmeligt menneske. Du er ikke nogen taknemmelighedsboble, der går rundt og er lykkelig for ting i dit liv. Du er klart bedre til at finde det hos andre, som irriterer dig, end til at finde det, du sætter pris på.” Anne er i øvrigt stik modsat mig. Hun kan blive så taknemmelig for en smuk solnedgang, at hun må hoppe og råbe og give mig et mildt hjerteanfald i spontan begejstring. Og det skal hun være glad for – i hvert fald ifølge psykologen Birgitte Sølvstein.

Når man kigger på forskningen omkring taknemmelighed – og der er efterhånden hundredvis, sikkert tusindvis af studier – så kan man se, at det virkelig er noget, der nytter,” siger hun.

Den forskning, hun henviser til, er lavet af blandt andre Martin Seligman, grundlægger af den positive psykologi, og psykologiprofessor Robert Emmons, som forsker i taknemmelighed på University of California. Ifølge deres talrige studier og eksperimenter er der nærmest ingen grænser for taknemmelighedens lyksaligheder; taknemmelige mennesker har et bedre immunforsvar, et lavere blodtryk, de sover bedre, træffer bedre beslutninger, er mindre stressede, mindre ensomme og er generelt bare mere glade, optimistiske og lykkelige.

Det gør noget ved os rent følelsesmæssigt,” siger Birgitte Sølvstein. Når vi praktiserer taknemmelighed, som genererer positive følelser dag ud og dag ind, bliver det et varigt personlighedstræk hos os, at vi simpelthen bare er i bedre humør og mere tilfredse.”

Taknemmelighed har lidt et moment i de her år, og som med så mange andre af tidens mentale modediller var de gamle græske stoikere også på dette punkt en slags first-movers. Religionerne har også gjort glimrende reklame for taknemmelighed i tusinder af år – bare tænk på bordbønnen.

Men i dag er det de færreste, der takker for deres daglige brød. Og da tre amerikanske forskere i 2007 bad borgere i 54 lande om at vurdere, hvor taknemmelige de følte sig, lå Danmark under lande som Sydafrika, Indien og Filippinerne. Det kan muligvis skyldes kulturelle forskelle; danskerne er et blasert folkefærd, der sjældent skilter med deres følelser. Men det kan også skyldes, at vi er et forvænt folk – at vi, som filosoffen Anders Fogh Jensen udtrykker det over for mig, er som prinsessen på ærten, der beklager sig over den lille ujævnhed på det bløde bjerg af velfærd og privilegier, hun ligger på. En tredje mulighed, som Anders Fogh Jensen også er inde på, er, at vi i det vestlige videnssamfund har ophøjet den kritiske sans til et intellektuelt adelsmærke, imens den taknemmelige bliver betragtet som en jubelidiot. Som Anders Fogh Jensen siger med et eksempel fra sin egen verden: Den største kompliment, man kan give en forsker efter et oplæg, er at kritisere ham.

Sådan kan jeg også godt selv have det nogle gange. Jeg kan godt synes, at det er alt for meget, når min hustru flipper skråt over farven på efterårsløvet. Men mest er jeg bare misundelig. Fordi jeg ville ønske, at jeg kunne opleve livet med samme umiddelbarhed og begejstring. Og jeg tror, at verden ville være et behageligere sted, hvis alle oplevede den på den måde.

Så hvordan kultiverer man taknemmelighed, når det er mere naturligt for os – og især for mig – at brokke sig over de små ting end at glædes over dem? Én, formentlig ret upopulær, mulighed, som filosoffen Anders Fogh Jensen foreslår, er at fratage folk de privilegier, de tager for givet. At kappe strømmen og slukke for vandet. Hvilket jo figurativt var det, coronakrisen gjorde. På den korte bane brokkede vi os nok mere end normalt i 2020, fordi der var meget at brokke sig over. Men på den lange bane vil vi, håber Anders Fogh Jensen, sætte mere pris på hinanden og alle vores muligheder, nu hvor vi har prøvet at undvære dem. Som Joni Mitchell og Janet Jackson så rigtigt sang: You don’t know what you’ve got til it’s gone.

Men måske behøver vi ikke at vente. Der findes nemlig et helt konkret og tilmed ekstremt enkelt lifehack, som efter sigende skal kunne gøre et brokkehoved som mig bedre til at sætte pris på de små ting i tilværelsen.

Martin Seligmans og Robert Emmons’ eksperimenter har peget på, at noget så simpelt som at føre en taknemmelighedsdagbog eller at skrive et taknemmelighedsbrev kan gøre os mere taknemmelige – og dermed mere lykkelige. I ét studie konkluderede Seligman, at blot ved at skrive et taknemmelighedsbrev til nogen og læse det op for vedkommende kan man booste sit lykkeniveau i helt op til en måned.

Der er, skal det siges, nogle forskere, som tvivler noget på den her effekt. En af dem er lykkeforskeren Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet, som jeg har talt med. Han henviser til begrebet hedonisk tilpasning, som betyder, at vi har det med at vænne os til en ny tilstand og returnere til et stabilt lykkeniveau efter kort tid. Som når en mellemfornøjet mand vinder i lotto og efter to måneders glædesrus glider tilbage i sin mellemfornøjede grundindstilling.

Vi vænner os meget hurtigt til mange ting. Og i det øjeblik, vi har vænnet os til noget, er vi ikke længere taknemmelige for det, for så føles det bare som almindelig hverdag,” siger Christian Bjørnskov.

Men Birgitte Sølvstein, psykologen fra Skørping, påpeger, at gode oplevelser og sociale relationer kan give en mere varig lykkefølelse end den flygtige belønningslykke, vi får fra eksempelvis materielle besiddelser.

Lige præcis taknemmelighedsbrevet connecter dig på et dybt plan med et andet menneske, fordi man siger noget ærligt og oprigtigt, og det vil i langt de fleste tilfælde blive taget godt imod. Man vil opnå en meningsfuld forbindelse med et andet menneske, og det gør en kæmpemæssig forskel. Selv små oplevelser af dybere forbindelser og samtaler øger vores trivsel. Det giver god mening, at sådan et brev kan gøre en stor forskel,” siger hun.

Birgitte Sølvstein fører selv en taknemmelighedsdagbog og råder ofte sine klienter til at gøre det samme. Når vi ved, at vi skal skrive et taknemmelighedsbrev eller udfylde vores taknemmelighedsdagbog med tre ting hver aften, forklarer hun, så tvinger vi hjernen til at flytte sit fokus fra alt det irriterende til det, der er værd at være taknemmelig for.

Det, vi fokuserer på, bliver forstørret,” siger Birgitte Sølvstein. Når man vænner sig til at tænke på ting, man er taknemmelig for, ser man automatisk mange flere ting i løbet af dagen. Det er noget, vi bygger ind i hjernen – vi omformer hjernen. Hvis vi har en tendens til at tænke negativt, så kan vi over tid ændre den tendens.”

Også Rikke Østergaard, der foruden sin brok-bog også har skrevet bogen Tak – Der er altid noget at være taknemmelig for, opfordrer ofte sine kursister til at føre taknemmelighedsdagbog eller skrive et taknemmelighedsbrev til en, der har gjort en forskel i deres liv.

Det handler ikke bare om, at du skriver tre ting ned at være taknemmelig for, lige før du går i seng,” siger hun. Det handler om, at du begynder at gå og lede efter det i løbet af dagen. Man begynder at tænke: Det dér skal jeg huske, det skriver jeg ned.’ Jeg tror 100 procent på, at du kan måle en effekt, også en hel måned efter. Men du skal nok holde det ved lige, ellers går du hurtigt tilbage til dine gamle vaner igen.”

Det virker næsten for fantastisk, at jeg skulle blive mere lykkelig af at skrive et brev. Og jeg kan mærke, at der er en modstand i mig. At det kræver selvovervindelse. Det føles forceret at skulle tvinge mig selv til at genkalde tre ting at være taknemmelig for hver dag. Og det føles nøgent og sårbart at skulle fortælle en anden person, hvad jeg er taknemmelig for ved dem. Birgitte Sølvstein er inde på det samme. Hun tror i høj grad, at det er vores egen blufærdighed, der afholder os fra at vise vores taknemmelighed og får os til at gemme os bag en skærm af ironi og sarkasme. At man er bange for, at det bliver pinligt og akavet. Det er jeg i hvert fald.

På den anden side: Hvad er der at tabe? Ja, det er akavet, men hvis det risikerer at gøre os gladere som individer og som samfund, er det så ikke prisen værd? Med al den brok, jeg har spredt, bør jeg så ikke gøre min del for at genoprette den kosmiske balance ved at sprede lidt smitsom taknemmelighed? Det føler jeg næsten, jeg skylder. Ikke mindst til én bestemt person.

Det giver god mening,” siger Nicolai Westh, da jeg hiver ham tilbage i Zetlands lydstudie for at fortælle ham om den amerikanske taknemmelighedsforskning. Jeg synes, jeg har mange momenter af skønhedspåskønnelse i løbet af min hverdag. Men man kunne helt sikkert gøre det mere systematisk. Det tror jeg ville være en god taktik for vores interne kollegaskab.”

Mener du for mig eller for os begge to?

Jeg mener faktisk for os begge to, men jeg mener, at det er mere aktuelt for dig end for mig,” siger han og griner højt.

Hvordan tror du, det ville være at læse sådan et brev op for nogen?

Hvis det var mig selv, der havde skrevet det, tror jeg, det ville føles ekstremt ubehageligt at læse brevet op, fordi min krop reagerer fysisk og begynder at ryste.”

Hvordan tror du, det ville være som modtager?

Vildt fedt. Jeg har faktisk udvekslet taknemmelighedsbreve i forbindelse med mit studie engang. Og når folk læser op, hvad de er taknemmelige for ved mig, bliver jeg helt rødkogt i hovedet og ubekvem – men jeg synes jo også, det er virkelig dejligt.”

Det er akavet, ikke?

Det er superakavet!”

Nu kan vi finde ud af, hvor akavet det er, siger jeg. For jeg har skrevet et taknemmelighedsbrev til dig.

Ej!” udbryder han. Det burde jeg så meget have set komme, det gjorde jeg ikke.”

Jeg fisker mit taknemmelighedsbrev op af lommen og tager en dyb indånding. Er du klar?” spørger jeg Nicolai. Ja,” siger han. Brevet, som jeg har måttet slå knuder på mig selv for at skrive, lyder i en forkortet udgave sådan her:

Kære Nicolai

Tak for at være billederne til mine ord.

Tak, fordi du gør det sjovt at gå på arbejde – også på de dage, hvor jeg ikke orker det. Og tak for at være en af de primære grunde til, at jeg næsten aldrig ikke orker det.

Tak, fordi du giver mig anerkendelse for det, jeg gerne vil være god til. Tak for at skærpe mig og gøre mig bedre til mit arbejde.

Tak, fordi du altid beroliger mig, når jeg går i panik over, at vi ikke får nok nye medlemmer, eller når jeg har præstationsangst over en artikel, jeg arbejder på.

Tak for snakkene på gåturene hjem efter arbejde. Tak for samarbejdet.

Tak for at være den bedste kollega, jeg har haft.”

Jeg læser brevet op uden at kigge op fra papiret. Jeg ved ikke, hvem der har mest røde kinder undervejs. Da jeg har læst brevet til ende, kigger vi på hinanden.

Det var virkelig sødt,” siger Nicolai. Så nu kommer du til at være mere lykkelig i en måned?”

Og du gør også!

Gør jeg også? Det er stærkt – det gør vi sgu en gang om måneden. Det var heller ikke så ubehageligt, som jeg havde tænkt, det ville være.”

Hvordan føltes det at få læst brevet op?

Det føltes godt. Jeg bliver jo anerkendt for at være et menneske og mere end summen af mine handlinger. Men jeg er stadigvæk varm i ansigtet. Men … ja, det føltes sgu bare meget godt.”

Det var grænseoverskridende at læse højt.

Ja, det kunne jeg godt forestille mig.”

Men hvad ellers, hvad gør vi fremadrettet? At skrive tre ting ned hver aften, som man er taknemmelig for – det må man kunne?

Må man skrive de samme ting hver aften – må jeg nævne hver dag, at jeg er taknemmelig for mine børn? Det bliver måske lidt let.”

Ja, så tror jeg, effekten aftager.

Jeg er taknemmelig for alle de kilder, der bidrog til denne historie. Også dem, jeg ikke havde plads til at nævne. En af dem er Zetland-medlem Jakob Mejlholm, som har været med til at udvikle noget undervisningsmateriale om taknemmelighed på taknemli.dk, hvor man blandt andet kan hente en gratis e-bog.

For mere læsning og lytning kan jeg blandt andet anbefale den amerikanske psykolog Guy Winchs bog The Squeaky Wheel’, der handler om, hvordan man brokker sig mindre og bedre, samt podcasten The Happiness Lab af den amerikanske lykkeforsker Laurie Santos – jeg har ladet mig inspirere af afsnittet PJ and Alex Love to Gripe’.

Jeg er også taknemmelig for, at du nåede helt hertil. Hvis du trænger til endnu mere taknemmelighed, kan jeg varmt anbefale at lytte til de små, fine fortællinger, som Zetlands medlemmer gav os, da vi for nylig åbnede en telefon og bad jer ringe ind med jeres historier om taknemmelighed i et utaknemmeligt 2020. Du er også meget velkommen til at skrive tre ting, som du var taknemmelig for, i bidragssporet herunder.