Verdens fattigste venter forgæves på vaccinen. Og det er et problem for os alle sammen

Vaccinenationalisme øger risikoen for mutationer og blotter Vesten i en geopolitisk værdikamp.

Foto: Siphiwe Sibeko / Reuters / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

14:55

Prince Mshiyeni Memorial Hospital lidt syd for Durban, Sydafrikas tredjestørste by, er fyldt. Stuerne er fyldt med afkræftede patienter. Gangene er fyldt med hurtigtløbende læger og sygeplejersker. Hver en seng, hvert et iltapparat er optaget. I lighuset får de døde kroppe højst lov til at ligge i 48 timer. Derefter skal de pårørende sørge for at få hentet deres far, mor, søster, eller hvem de nu har mistet.

Årsagen er lige så åbenlys, som den er tragisk: Lige nu oplever Afrika en alarmerende spredning af coronasmitte. Kontinentet er indtil videre sluppet nådigt fra pandemien – i hvert fald i forhold til diverse eksperters dystre forudsigelser i foråret. Men den seneste måneds tid har otte afrikanske lande registreret deres højeste smittetal indtil videre. Andenbølgen er her,” sagde John Nkengasong, chef for Den Afrikanske Unions sundhedsagentur, for nylig. Situationen er værst i Sydafrika, der efter at have konstateret en muteret og stærkt smitsom corona-variant – 501.V2 kaldes den – nu har passeret én million smittede.

Vi kan genkende billedet her fra Europa, hvor en lignende mutation, først opdaget i Storbritannien, spreder sig hurtigere og hurtigere. Men der er en afgørende forskel. Mens briterne har vaccineret siden først i december, og vi i EU begyndte mellem jul og nytår, så er de i Sydafrika endnu ikke begyndt at skyde immunitet ind i den 57 millioner store befolkning. Torsdag den 7. januar meddelte sundhedsministeriet ganske vist, at de i løbet af de næste par måneder vil modtage 1,5 millioner vacciner fra den svensk-britiske producent AstraZeneca, men det antal vil kun lige akkurat dække landets læger og sygeplejesker. Vi hører fra regeringen, at der måske kommer flere til april eller længere ind i andet kvartal. Men vi ved ikke, hvilken og hvor mange vacciner, der vil være tale om,” siger Linda Gail-Bekker, der er en af Sydafrikas førende eksperter i infektionssygdomme. Til daglig leder hun Desmond Tutu HIV Centre og er tilknyttet South African Medical Research Council, den sydafrikanske regerings sundhedsfaglige rådgivningspanel.

Tendensen er den samme i det øvrige Afrika – og også i store dele af Latinamerika, Mellemøsten og Asien. De fattige fattes vacciner. De har ikke økonomi til at kunne konkurrere på verdensmarkedet, og COVAX – det store, WHO-ledede initiativ, som i løbet af året skal skaffe vacciner til verdens udviklingslande – er udfordret af haltende finansiering.

Det er en virkelighed, der kan være vanskelig at overskue netop nu, hvor vores egen smitte- og vaccinesituation kalder på opmærksomhed og beredvillighed. Vi har både som samfund og enkeltpersoner rigelig travlt med at håndtere vores egen hverdag. Men selv om det kan virke uoverskueligt, så er det ifølge Flemming Konradsen, professor i global sundhed på Københavns Universitet, afgørende” at løfte blikket og forholde sig til den globale vaccinefordeling. Distributionen af de små ampuller har nemlig ikke kun betydning for, hvilke lande der først vil kunne få nedbragt smittetallene og vende tilbage til en nogenlunde normal hverdag. Der er meget mere end de enkelte landes skæbne på spil. Langvarig vaccineulighed øger risikoen for, at de allerede udviklede vacciners virkning bliver reduceret, og at pandemien på den måde forlænges. Samtidig kan der blive vendt op og ned på intet mindre end fremtidens geopolitiske magthierarkier.

I en sydlig forstad til Cape Town, Sydafrikas næststørste by 1.200 kilometer vest fra Durban, ligger townshippen Masiphumelele. Det officielle indbyggertal er 16.000, men man regner med, at der i virkeligheden bor dobbelt så mange. Inde bag de asfalterede hovedveje med lavloftede huse og smalle butiksbarakker er række efter række af interimistiske blikskure.

Masiphumelele ligner de fleste andre slumområder i Afrika syd for Sahara, men lige netop det her er et af de bedste eksempler på coronapandemiens vaccine-ulighed. I townshippens udkant, hos Desmond Tutu HIV Foundation Youth Centre, er den amerikanske medicinalgigant Johnson & Johnson i gang med at teste sit bud på en coronavaccine. Cirka 45.000 har meldt sig som frivillige testpersoner. En af dem er Mtshaba Mzwamadoda, 42 år og mor til tre. Hun bor i et af Masiphumeleles blikskure. Det er den eneste chance, jeg har for at få vaccinen,” sagde hun til The New York Times lige før nytår.

Selv om Johnson & Johnson tester (og også kommer til at producere) sin vaccine i et af Cape Towns fattigste kvarterer, er der nemlig ikke afsat doser til Sydafrika selv. Når vaccinerne er færdigtestet – formentlig inden alt for længe – vil de i stedet blive sendt til Nordamerika og Europa. Af de i alt 16 millioner vacciner, vi i Danmark har lagt billet ind på, er 5,6 millioner af dem for eksempel fra Johnson & Johnson. Så selv om vaccinerne netop nu befinder sig mindre end en kilometer fra Masiphumelele-townshippen, så ser det ud til, at de når hurtigere frem til hr. og fru Larsen i Korsør næsten 14.000 kilometer mod nord.

Pandemien har været så dyr, at de rigeste lande simpelthen ikke vil tage nogen chancer,” siger Flemming Konradsen, professor i global sundhed på Københavns Universitet. Hvad nu, hvis de ældre ikke kan generere den respons, man håber på, og de så skal gen-vaccinere dem? Man vil ikke risikere pludselig at have for få.”

De mest pessimistiske prognoser siger, at flere udviklingslande kommer til at skulle vente helt indtil 2023 eller 2024, før de har en coronavaccine bredt tilgængelig. Ifølge People’s Vaccine Alliance, en gruppe bestående af blandt andet ngo’erne Oxfam og Amnesty International, har lande, der står for 14 procent af verdens befolkning, sikret sig hele 53 procent af de frigivne vacciner.

Netop den ulighed er vaccinesamarbejdet COVAX sat i verden for at forhindre. Initiativet med 190 lande bag sig har som mål at vaccinere 20 procent af befolkningerne i 92 lav- og mellemindkomstlande inden årets udgang. Det er ikke umuligt, men det er slet heller ikke sikkert, at det vil kunne lade sig gøre. COVAX budgetterer med 7 milliarder dollars, men WHO har oplyst, at der endnu skal skaffes 4,6 milliarder dollars.

COVAX vil kunne lægge en bund, men som det ser ud nu, vil det desværre ikke være nok, hvis vi skal op i nærheden af noget, der kan minde om flokimmunitet i udviklingsverdenen,” siger Flemming Konradsen. Hans kollega Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme og forsker i global sundhed på Aarhus Universitet, medgiver, at der er lang vej. Men han er ikke helt lige så pessimistisk. Jeg synes, det er for tidligt at fælde dom over COVAX. Vi skal huske på, at det er nogle meget, meget store beløb, der skal rejses, og det tager tid. Når flere og billigere vacciner bliver godkendt, så tror jeg, at det nuværende billede så småt vil ændre sig,” siger han. Når det så er sagt, vil jeg gerne understrege, at det er helt nødvendigt, at der bliver sikret en bred global udrulning af vaccinerne.”

Lige nu gælder det for alle lande om at immunisere så mange som muligt så hurtigt som muligt. Det kan ikke være anderledes, når man tænker på, hvordan pandemien kun tager til i styrke. Men det er altså ikke uden risici, hvis det kun er de etablerede økonomier, der får vaccineret tilstrækkeligt mange i 2021. Heller ikke for os herhjemme.

Konsekvenserne af fortsat vaccineulighed kan deles ind i tre kategorier. Den første ligger ligefor: Vedvarende virusspredning vil få store humanitære følger i lande med vaccineunderskud. Mennesker vil blive smittet, mennesker vil dø. Det er i øvrigt nemt at forestille sig, hvordan den slags situationer kan få indflydelse på flygtninge- og migrantbevægelserne,” siger Flemming Konradsen, professor i global sundhed på Københavns Universitet. Hvis folk hverken kan få en vaccine eller ordentlig behandling i deres hjemland, så vil de være mere tilbøjelige til at søge mod for eksempel Europa.”

Den anden mulige konsekvens er nok den, der fremstår allermest vedkommende – og skræmmende – lige nu. Jo flere mennesker coronavirus får lov til at cirkulere mellem, jo flere mutationer vil vi se. Det er ikke nødvendigvis et problem, men det øger alt andet lige risikoen for, at vi pludselig står med en muteret coronavariant, som reducerer, i værste fald eliminerer, effekten af de nuværende vacciner. Det er ikke til at forudsige den slags, men det er ikke utænkeligt, at det kan ske, så det er uden tvivl noget, man bør være opmærksom på,” siger Christian Wejse. Den britiske mutation, der den 5. januar fik den danske regering til at indføre yderligere restriktioner, vurderes ikke at være vaccine-afvisende. Til gengæld er det stadig usikkert, om den sydafrikanske mutation – 501.V2 – er mere hårdfør. Ifølge Linda Gail-Bekkers kollega fra South African Medical Research Council Glenda Gray er der ikke noget, der tyder på, at mutationen er decideret resistent, men det kan endnu ikke udelukkes, at den nedsætter virkningen af nogle vacciner.

Viser det sig at passe, eller står vi på et tidspunkt med en mutation, der helt sikkert ikke kan vaccineres mod, behøver vi dog ikke at begynde helt forfra i laboratorierne. Den særlige teknologi, som både medicinalgiganterne Pfizer og Moderna baserer deres vacciner på – mRNA-teknologien – gør det forholdsvis nemt at tilpasse vaccinerne eventuelle mutationer. Det vil dog ikke kunne undgå at strække pandemien, siger Christian Wejse: Det koster både tid og penge, og det har vi dårligt råd til.”

Den tredje mulige konsekvens er af en helt anden karakter. Vaccinepolitik er nemlig storpolitik, og det ses allerede tydeligt i både Afrika og Mellemøsten. For eksempel har Kinas udenrigsminister, Wang Li, meddelt, at Beijing arbejder på at forsyne Nigeria, Afrikas folkerigeste land, med vacciner fra de to statskontrollerede medicinalfirmaer, Sinopharm og Sinovac. Kineserne har allerede sendt vacciner til Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater.

Også Rusland er på diplomatisk vaccine-offensiv. Allerede den 31. december begyndte Guinea at vaccinere med den russiske Sputnik V, der passende nok er opkaldt efter den satellit, som Sovjetunionen på historisk vis sendte i kredsløb om Jorden i 1957. Den udvikling er værd at holde øje med. Den skriver sig ind i en tendens til, at både kineserne og russerne forsøger at gøre sig gældende i det globale syd på Vestens bekostning,” siger Adam Moe Fejerskov, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i Afrika syd for Sahara.

De kinesiske og russiske vacciner har ganske vist ikke lige så høj dækningsprocent som de vacciner, Danmark har indkøbt, men de er til gengæld langt billigere.

Når for eksempel de afrikanske lande føler sig distanceret af de store vestlige vaccineproducenter, er det oplagt for dem at se mod Kina eller Rusland,” siger Adam Moe Fejerskov. På den måde kan vaccinerne få indflydelse på de kommende årtiers magt- og konfliktlinjer på den globale scene.”

Netop den pointe – altså at vaccinerne bruges til at udfordre vestlig dominans i Afrika og Mellemøsten – viser samtidig, at vaccinespørgsmålet tager del i en større globaliseringsdebat.

Siden begyndelsen af pandemien har der især været ét spørgsmål, som har domineret den internationale idépolitiske samtale: Afliver coronavirusset globaliseringen? Der er dem, der siger, at vi står foran – eller nok rettere midt i – et opgør med de seneste tre årtiers dominerende orden. Argumentet lyder: Det er lige netop den globale forbundethed, som har slynget virus rundt i verden, og det kan vel ikke undgå at føre til øget prioritering af nationalstaten. På den anden side er der dem, der siger, at en global krise ikke er det samme som en globaliseringskrise. Coronapandemien udvikler – ikke afvikler – globaliseringen. Deres argument går især på, at fremtidens klima- og pandemitrusler kun kan løses i globale fællesskaber.

De seneste uger er der blevet talt og skrevet om såkaldt vaccine-nationalisme, og det er da også oplagt at se de rigestes vaccineindkøb som et udtryk for, at vi nu lever i en tid, hvor alle er sig selv nærmest. Men de fattige landes vaccineadgang fortæller mere endnu. Både den sundhedsrisiko, der ligger i ikke at sikre vacciner til hele verden, og de russiske og kinesiske forsøg på at tryne Vesten på fremmede kontinenter, fortæller, at vi er og bliver filtret sammen i en fælles virkelighed – fra København til Kinshasha og Beijing til Belmopan.

Det kan godt være, at globaliseringen ikke længere er et uantastet ideal, men den er for længst blevet et vilkår. Hvis de vestlige landes massive vaccineprogrammer er et udtryk for en pandemisk impuls til at sikre egne befolkningers sikkerhed og sundhed, så er vaccineulighedens slagsider en påmindelse om, at vi lever i en verden, hvor ingen for alvor er sikre, før alle er sikre.

Hverken herhjemme eller på Prince Mshiyeni Memorial Hospital, hvor de pårørende efterhånden har svært ved at nå at få hentet deres kære ud af lighuset inden for de påbudte 48 timer. Ifølge Mluleki Madlala, der ejer Madlala Funeral Services, er han og kollegerne ved at løbe tør for kister.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: