Så blev de enige.

Regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen har torsdag aften lavet en aftale om, hvordan flere flygtninge kan komme i job.

Aftalen rammer lige ned i en af de vigtigste debatter lige nu: Hvordan får vi flere indvandrere og flygtninge i arbejde, og hvordan påvirker det så gammeldanskeres jobmuligheder?

Økonomer verden rundt diskuterer det. Og i den offentlige debat fyger løsrevne fakta og påstande frem og tilbage.

Én påstand dukker op med jævne mellemrum: Når flygtninge og indvandrere får job, tager de arbejdspladser fra danskere. Især kortuddannede i manuelle job – lastbilchauffører, rengøringsdamer, jordbærplukkere – bliver skubbet ud i arbejdsløshed, lyder det.

Der er bare et problem. Det passer ikke. Eller mere præcist: Påstanden fortæller kun en halv sandhed. For godt nok overtager nytilkomne fra flygtningelande en del af de typisk manuelle job fra kortuddannede danskere – rengøring, fabriksarbejde, den slags. Men de berørte danskere ryger generelt ikke ud i arbejdsløshed. De får nye job, ofte mindre manuelle og bedre betalt.

Med andre ord: Tilstrømningen af indvandrere og flygtninge har ikke skabt lavere beskæftigelse eller lønniveau blandt lavtuddannede danskere – tværtimod er beskæftigelsen og lønniveauet uændret, og hvis noget faktisk højere for nogle.

Sådan lyder konklusionen på den mest omfattende undersøgelse på området i Danmark, der bliver offentliggjort i det anerkendte amerikanske tidsskrift American Economic Journal: Applied Economics i april. Forskningen er lavet af Mette Foged, postdoc i økonomi på Københavns Universitet, sammen med en af de førende forskere i migrationsøkonomi i verden, Giovanni Peri fra University of California. Undersøgelsen bygger på statistisk data om alle både ny- og gammeldanskere på arbejdsmarkedet fra 1991 til 2008, og det enorme materiale giver forskerne mulighed for at følge hver enkelt lønmodtager gennem årene. Foged og Peri kan altså blandt andet følge, hvordan pludselige strømme af flygtninge påvirker lavtuddannede på arbejdsmarkedet – som det skete i midten af 1990’erne med flygtninge fra Balkan og senere fra Somalia, Afghanistan og Irak.

“Vi ser en øget jobmobilitet blandt indfødte danskere, der var mere udsat for indvandring på deres lokale arbejdsmarked. Det har været med til at beskytte deres løn og beskæftigelse,” siger Mette Foged.

Sagt lidt anderledes; når øget indvandring har skabt større konkurrence om jobbene ved samlebåndet på fabrikken, er det lykkedes hovedparten af de gamle samlebåndsarbejdere at opkvalificere sig. De er måske blevet dem, der organiserer samlebåndet. Eller de er skiftet til et helt andet job, fx fra fabrikken til et callcenter, hvor de har en sproglig konkurrencefordel i forhold de nyankomne. Det er det, Foged kalder jobmobilitet.

Som hun siger: “En lønmodtager er ikke bare én type - fabriksarbejderen er ikke bare fabriksarbejder. Han kan godt skifte fra fabrikken til callcenteret.”

Det er vigtigt at sige, at Foged og Peris undersøgelse ikke ser på, hvordan flygtninge og migranter generelt og samlet set påvirker økonomien. (For eksempel er udgifter til integration eller offentlig forsørgelse – hvor migranter fra tredjeverdenslande er markant overrepræsenterede – ikke med). Fokus er udelukkende, hvordan en strøm af flygtninge og familiesammenførte påvirker lavt- og højtuddannede danskere på arbejdsmarkedet. Men det i sig selv er også ekstremt interessant. Ikke mindst fordi netop det spørgsmål har stået centralt i en helt grundlæggende og ophedet debat i den økonomiske verden.

Nu bliver det måske lidt langhåret, men hæng på - det er vigtigt og har betydning for, hvordan vi diskuterer flygtninge og arbejdspladser.

I den økonomiske forskning er der udbredt enighed om, at tilstrømning af migranter og flygtninge er godt for beskæftigelsen og lønniveauet for de højtuddannede i et samfund. De nye jobsøgende har typisk lav eller mangelfuld uddannelse og taler begrænset dansk, så de konkurrerer ikke direkte med højtuddannede. Tværtimod vil det typisk faktisk gavne de højtuddannede, hvilket Foged og Peris undersøgelse også viser. Det skyldes blandt andet, at der nu er større konkurrence og arbejdsudbud om manuelle job, der ikke er i konkurrence med de højtuddannede, men tværtimod komplimenterer dem: God, billig rengøring på revisorens kontor sikrer, at han ikke selv skal bruge tid på at gøre rent – det køber ham fri til at bruge mere tid der, hvor han faktisk skaber mest værdi - netop som revisor. Så langt rækker enigheden.

Diskussionen bliver ophedet, når det gælder de lavtuddannede arbejdere, som de nye flygtninge generelt er i direkte konkurrence med - det er lettere for en flygtning at tage et rengøringsjob end at møve sig ind som statsautoriseret revisor. Betyder det, at den øgede mængde arbejdskraft presser lønnen ned, fx i rengøringssektoren, og skubber de gammeldanske rengøringsdamer ud i ledighed? Altså at der ikke længere er to men ti potentielle rengøringsdamer at vælge imellem, så lønnen bliver lavere, og flere naturligt vil mangle arbejde?

Det spørgsmål er blevet debatteret heftigt. Internationalt står økonomerne David Card fra Berkeley og George Borjas fra Harvard på hver side af skillelinjerne. Borjas - der står mest alene med sin teori - mener, at tilstrømning af migranter eller flygtninge skader beskæftigelse og lønniveau hos de lavtuddannede, i hvert fald på kort sigt. Card siger, på linje med Foged og Peri og den generelle konsensus, at den effekt ikke er dokumenteret, snarere tværtimod.

Ekstremt forsimplet kan man tænke arbejdsmarkedet som ren udbud og efterspørgsel om et fast antal job. Når der kommer større udbud - fx med flygtninge og indvandrere - må det nødvendigvis skabe lavere løn og øget arbejdsløshed i hvert fald på kort sigt – en større gruppe mennesker konkurrerer om de samme job. Problemet er, lyder modsvaret, at den logik ikke holder på arbejdsmarkedet. En arbejder er ikke kun en arbejder; han er også fx forbruger. Og flere forbrugere og højere forbrug kan sætte mere gang i økonomien - og skabe flere arbejdspladser. Man taler om the lump of labor falacy – den fejlagtige opfattelse, at der kun er en vis mængde arbejde, og at ingen kan få et job uden at tage det fra en anden. Det er den fejlslutning, Foged og Peri gør op med i deres undersøgelse:

“En arbejder ind, en arbejder ud-logikken holder ikke. Arbejdskraft er meget mere kompleks og dynamisk. På den måde er arbejdsmarkedet ikke et nulsumsspil,” siger Mette Foged.

Den internationale forskning ligger da også i stigende grad tættere på Fogeds resultater og går dermed imod antagelsen om, at migrantstrømme skader beskæftigelsen for manuelle arbejdere. Med én vigtig nuance: Det er især på meget fleksible arbejdsmarkeder som det danske, at lavtuddannede formår at skifte til nye (og bedre betalte) job, når andelen af flygtninge og migranter stiger. Derfor ser man lignende resultater i andre lande i Skandinavien, i England og i USA. Men i andre dele af Vesteuropa, hvor arbejdsmarkedet er meget rigidt, bliver en del lavtuddannede faktisk tvunget ud i ledighed.

Også i selve Foged og Peris undersøgelse er der vigtige nuancer. Dykker man ned i tallene, står det klart, at det - måske ikke vildt overraskende - er unge og folk med korte ansættelser, der har haft lettest ved at opkvalificere eller omskole sig til et nyt job. For de grupper er lønnen og arbejdets kompleksitet steget mest. Til gengæld har ældre arbejdere med lange ansættelser bag sig ikke oplevet lønstigning. Tværtimod ser nogle af de ældre lønmodtagere ud til at være gået på pension tidligere, end de måske har ønsket. Dét er den vigtige skyggeside i Foged og Peris undersøgelse, og det kunne godt fortjene mere udforskning.

Økonomisk set giver det dog god mening: De ældre arbejdere har opbygget stor erfaring på deres felt, så de har meget at miste ved at skifte til en helt ny type job. Deres incitament til at skifte er også mindre end de unge, når pensionen venter rundt om hjørnet. De har altså både mere at miste og mindre at vinde ved en omstilling.

En af tidens største aktuelle politiske diskussioner handler om flygtninge og økonomi. I det lys er det oplagt at overveje, om Foged og Peris resultater også er gældende i dag med den historiske tilstrømning af flygtninge og migranter. De undersøgte jo arbejdsmarkedet fra 1991 til 2008, og det betyder, at hverken finanskrisen eller den nuværende flygtningestrøm fra især Syrien er en del af materialet.

Betyder det, at de færre job under den økonomiske krise ville have givet et andet resultat, hvor flere blev skubbet ud i ledighed? Kan selve den nuværende størrelse på flygtningestrømmen få betydning for de lavtuddannede på arbejdsmarkedet?

Mette Foged medgiver, at det ikke er utænkeligt. Men hun tror, at selve den udbredte evne til at opkvalificere sig og skifte til nye typer job – mobiliteten – stadig står helt centralt.

“Man skal altid være påpasselig med at generalisere. Når det er sagt: De 14-15 år, vi har i vores analyse, efter at indvandrerandelen på arbejdsmarkedet begyndte at stige, var ikke bare én lang højkonjunktur. Vores bedste bud er, at de mekanismer, vi har fundet i arbejdsmarkedet, også gælder efter den årrække, vi har kigget på. Det gælder for eksempel mobiliteten. Den har måske lidt sværere kår, hvis der er færre job, men som mekanisme ville det være mærkeligt, hvis den forsvandt,” siger Mette Foged.

“Jeg vil sige, at jeg tror på mekanismen, vi kan diskutere størrelsen og omfanget.”

Mette Foged og Giovanni Peris undersøgelse bliver i april offentliggjort i American Economic Journal: Applied Economics. Indtil da kan du dykke ned i deres forskning her.