En neger er en neger er en neger – og ikke en afrikaner. Seneste slag i den Store Danske Sprogkrig beror på misforståelser

SLUTFORBUDTSMK skifter ‘neger’ ud med ‘afrikaner’. Illustration: Jørgen Stamp

Derfor skal du læse denne artikel

For tiden debatteres det intenst, hvilke ord vi må bruge – og især ikke bruge – om hinanden. Da Politiken tirsdag skrev, at Statens Museum for Kunst fjerner ordet neger fra titlen på flere værker, brød endnu et slag i sprogkrigen ud. Men vi glemte en afgørende ting: at se på, hvad kunstværkerne egentlig forestiller. 

På første sal af Statens Museum for Kunst i en lille undseelig montre ligger tre, bittesmå malerier, som de franske turister og alle andre besøgende tirsdag eftermiddag i denne uge går forbi. Det ene af malerierne, malet engang i 1600-tallet (det er udateret) af Christian IVs hollandske hofmaler, Karel van Mander III, måler 7,2 x 5,7 cm inklusive den guldbelagte ramme og forestiller en ung, sort kvinde, der himler med øjnene – enten dovent opgivende eller henslængt ekstatisk, det er svært at se – på en ubestemmelig blå baggrund. Indtil for nylig var miniaturens titel simpelthen: Negerhoved.

Men tirsdag kunne Politiken så på både forside og kultursektionsforside fortælle, at Statens Museum for Kunst efter en stikprøve i museets database har ændret titler og beskrivelser på 14 kunstværker”, iblandt dem Negerhoved, der nu bærer titlen Hoved af en afrikaner. Det vakte debat, det er klart. Negerbollerne og Cirkel Kaffe-kvinden og Søren Espersens mund har måttet vige pladsen; SMK, som museet har for vane at kalde sig selv, udgør nu den nyeste front i den Store Danske Sprogkrig, hvis eksistens de forstyrrende links midt i politiken.dk’s tekst effektivt dokumenterede: LÆS OGSÅ Neger er da en hædersbetegnelse,” stod der og Thulesen: I visse sammenhænge må man gerne sige neger.”

Men lad os få fakta på plads, før vi træder ind i den postkolonielle sprogkrigs ekkokammer.

Eller. Lad os prøve. Det bliver lidt indviklet.

ET HOVED‘Hovedet af en afrikaner’ hedder nu dette maleri af Karel van Mander III. Før blev det kaldt ‘Negerhoved’. Foto: SMK

Da jeg tirsdag ringede til SMKs presseafdeling lød meldingen, at der ikke, som man ellers kunne få indtryk af i debatten, var ændret på en eneste af de 14 omtalte originaltitler (hvoraf kun et enkelt er at finde i udstillingen, resten i magasinet), hvad samlings- og forskningschef Peter Nørgaard Larsen bekræftede, da jeg ringede til ham onsdag eftermiddag.

Han opfordrede ved samme lejlighed til, at man i denne sammenhæng undgår ordet originaltitel (endnu et ord sendes således på skafottet). I stedet, siger han, bør vi skelne mellem kunstnertitel (altså: kunstnerens egen titel) og museumstitlen, dén titel der tildeles et værk, når man ikke kender kunstnerens egen titel. Meget ofte aner museerne ikke, hvor titlerne kommer fra, hvad Maria Holtrop, museumsinspektør ved det hollandske Rijksmuseums historiske afdeling, også er citeret for at sige i Politiken.

Tag nu den kvindelige afrikaner herover: Det står ikke klart, hvad værket hed, da det i 1938 kom i SMKs besiddelse, og Nørgaard Larsen fortæller, at kunstnerens titel med al sandsynlighed er forsvundet ud i historiens mørke. Enten havde maleriet sin museumstitel med sig fra sin tidligere ejer, eller også har en kunsthistoriker ved museet kigget på kvinden i 1938 og bestemt sig for, at Negerhoved var en passende titel til det dengang omtrent 300 år gamle miniature.

På forsiden af Politikens kultursektionen hed det om de titelændringer, der er lavet i SMKs internetdatabase: På Statens Museum for Kunst beholder man titler, hvis det er kunstnernes egne, men lader dem stå sekundært. I tilfældet med Karel van Mander IIIs Hoved af en afrikaner vil man efter maleriets titel kunne læse: Originaltitel: Negerhoved.”

Men sagen var altså ifølge SMK den, at Negerhoved ikke er kunstnerens egen, og værkets titel kan således ikke, som Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg ellers baserede en kommentar på, føres tilbage til en 1600-talskunstners verdenssyn.

Og det er så her, det bliver lidt indviklet, for journalist Camilla Stockmann forklarede mig torsdag, at det var Nørgaard Larsen, der havde fortalt hende, at man ikke kunne afvise, at der var tale om en kunstnertitel. Da jeg efterfølgende vendte tilbage til Nørgaard Larsen forklarede han, at der nok var tale om en misforståelse, og at han måske ikke havde udtrykt sig klart”, og gentog, at han var begyndt at skelne konsekvent mellem kunstnertitel og museumstitel og undgå originaltitel, fordi originaltitel også bruges om den første titel, værket har fået, da det ankom til museet. Dertil kommer, at museets direktør og forskningschef i løbet af tirsdag kom med selvmodstridende udmeldinger om, hvad museet rent faktisk ville gøre med kunstnertitler, der indeholder ord som neger.

Det hele er meget forvirrende, og man skal – tror jeg – passe på med at være alt for sulten efter at finde en eller anden ondskabsfuld konflikt i, hvad der i sagens kerne er en avis, der fortæller en historie om et museum, der forsøger at finde ud af, hvad de gør med et ord som neger.

TURBAN ‘En afrikaner med jagttrofæer’ bliver værket af Johann Georg de Hamilton nu kaldt. Før var det en neger, det var på jagt. Foto: SMK

Konflikt var der til gengæld andetsteds.

Debattens udspring var altså noget mere mudret, end hvad en vanlig samfundsdebattør kunne ønske sig, men det holdt tilsyneladende ikke nogen tilbage, mindst af alle De Konservatives kulturordfører Naser Khader, der til Ritzau sammenlignede SMKs gerning med Islamisk Stats ødelæggelse af den romerske ruinby Palmyra.

De udrenser fortiden før deres tid,” som han lidt kryptisk sagde.

Kulturminister Bertel Haarder nøjedes med at konstatere, at Danmark bliver fattigere, hvis vi glemmer vores tid som kolonimagt” og afviste at blande sig i SMKs sager, mens Alex Ahrendtsen, kulturordfører for Dansk Folkeparti, konstaterede:

Det er dumt. Det er uvidenskabeligt, og det er uhistorisk. Det gør vores forfædre bedre, end de var.”

Ahrendtsen syntes således at mene, at neger skulle bibeholdes som titel, for at udstille den tvivlsomme moral, vores forfædre udviste. Hvordan det stiller Ahrendtsens partifælle Søren Espersen, der så sent som i sidste måned kaldte Barack Obama for neger, står endnu hen i det uvisse.

Forsvaret for titelændringerne var generelt mere afdæmpede (måske fordi folkestemningen syntes at vende sig imod SMK. I en afstemning på jydskevestkysten.dk stemte 98 procent for bevarelsen af ordet neger på den københavnske kulturinstitution), omend Rasmus Brygger – den tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom – skrev følgende på Facebook: Jeg synes nu, det giver temmelig god mening, at et museum beslutter sig for, at de ikke længere selv vil kalde kvinder kællinger, asiatere kinamænd eller sorte negere. At nogen kan gå amok over den slags, viser virkelig, hvordan politisk ukorrekthed for nogen er et mål i sig selv.”

SMK forklarede sig ved Nørgaard Larsen, der i Politikens artikler udtalte: Vores opgave er at beskrive vores genstande så præcist som muligt, og det gør vi ved i stedet for ord som neger og hottentot at bruge ord som afrikaner eller afroamerikaner.”

Fra den politiske venstreflanke udtalte SFs Holger K. Nielsen til Ritzau, at han nødigst ville blande sig, men desuden ikke kunne se noget problem i ændringerne, mens Mogens Jensen, Socialdemokraternes kulturordfører, gik i åbent forsvar med følgende argumentation, der fik det hele til at lyde uendeligt let: Vores sprog ændrer sig hele tiden, og når ord bliver utidssvarende, så erstatter man dem med nogle nye.”

SABELKLÆDT‘Neger i rustning' er skiftet ud med ‘sort afrikaner i rustning*. Fra cirka 1645 af Albert Haelwegh. Foto: SMK

Det er ikke uendeligt let.

Ser man kun magt i et kunstværk – den hvide mands koloniale blik på den sorte kvinde for eksempel – forsvinder skønheden, den æstetiske og etnologiske rigdom, kunsten også repræsenterer. Ser man derimod kun skønheden, forsvinder magten, kunstværket som socialt og politisk vidnesbyrd.

Men som debatten foldede sig ud i løbet af tirsdagen, var der tilsyneladende ikke nogen, der så på kunsten overhovedet. Debatten fulgte sin egen blinde automatik, baserede sig på en uklar præmis, og kom til at handle om, hvilke ord man skal sætte på et maleri, uden at nogen tog sig tid til stoppe op og kigge på de malerier, det hele handlede om. Det var, som om den ene flanke for alt i verden ville ordet neger, mens den anden flanke for alt i verden ville af med det – helst uden at forholde sig til, hvad værket repræsenterede, og hvornår og af hvem det var navngivet.

Men tag nu til eksempel østrigeren Albert Haelweghs magasinerede kobberstik (efter maleri af føromtalte van Mander) med titlen En sort afrikaner i rustning, tidligere kendt under museumstitlen Neger i rustning. Værket forestiller en sort mand, der bærer en turban på hovedet og er klædt i dyreskind, har en sabel i bæltet og en økse i hånden. Er det, dette kobberstik fra 1600-tallet repræsenterer, ikke netop – hvis vi følger en magtlæsning – en hvid fantasi om det afrikanske, om den vilde, eksotiske og først og fremmest den fremmede? Og har vi ikke et ord for denne stereotype figur, et ord, der ikke er tidssvarende, men som til gengæld mere præcist beskriver kunstværket? Og er det ord ikke netop… Neger? Og omvendt: Er det ikke diskriminerende at sætte det værdineutrale afrikaner på et billede af en stereotyp figur? Og i så fald: Burde det så i virkeligheden ikke være selve billedet, vi skal skille os af med?

Sagen er: Der er forskel på, hvad vi forstår ved ordet afrikaner, og hvad vi forstår ved ordet neger, og i det omfang, vi har med museumstitler at gøre, titler, der altså ikke er forankret i værkets skaber, er det meningsløst ikke i det mindste at spørge til, hvad vi ser på det billede, som titlen knytter sig til, i stedet for at prioritere at afvise det ene eller det andet ord som upræcist eller historieløst eller stødende, og det gælder begge sider af debatten.

Men det var et spørgsmål, der hverken blev stillet eller svaret på, sådan en helt almindelig tirsdag i den Store Danske Sprogkrig. Kunstværkerne forsvandt i krigens tåger, som om alle havde glemt, hvad det var, krigen handlede om, og det hele kulminerede (eller imploderede, om man vil) i den sene TV-avis, da SMKs direktør, Mikkel Bogh, dukkede op på skærmen og sagde:

Vi ændrer ikke originaltitler, hvis de er givet af kunstneren selv.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: